Johan Jørgensen: Rentemester Henrik Müller. En studie over enevældens etablering i Danmark. (Eget forlag, 1966). 280 s.

Flere gange har Johan Jorgensen, der
er arkivar ved Rigsarkivet, beskaeftigetsig

gamle adel. Endelig beskaeftiger han sig i en afhandling i »Denmark's relations with Liibeck and Hamburg in the seventeenth century« (The Scandinavian Economic History Review,XI, 1963) med de merkantile og okonomiske forbindelser mellem danske kobmaend og lybske og hamborgskekobmaend.

I fortsaettelse af denne raekke studier foreligger nu JJ's disputats: Rentemester Henrik Muller. En studie over enevceldens etablering i Danmark. Allerede i bogen om det kobenhavnske patriciat og staten ved det 17. arhundredes midte var et helt, forholdsvis langt kapitel viet Muller.

Bogen er klart opbygget, hovedsagelig af en raekke skildringer af HM's forskellige funktioner. Forud gar en kort gennemgang (kap. I) af hans ungdomsliv og uddannelse, med understregning af betydningen af hans tilknytning til familien Rantzau og den senere ansaettelse som kammerskriver i kongens tjeneste. Denne stilling gav ham en glimrende indsigt i flere af centralstyrelsens vigtigste problemer, politiske som okonomiske. Samtidig var HM begyndt som erhvervsdrivende. I 1641 kom sa hans ansaettelse i toldadministrationen. JJ viser, hvorledes han fik lejlighed til at knytte forbindelser med betydningsfulde personer som Corfitz Ulfeld og Hannibal Sehested, forbindelser, som han i hoj grad forstod at udnytte til egen fordel. Ved revisionerne efter tronskiftet 1648 lykkedes det ham dog at klare sig (kap. II). I 1651 blev han udnaevnt til generaltoldforvalter over Danmark (kapitel III). Ud fra flere kilder kan JJ belyse hans organisationstalent under arbejdet med en tiltraengt nyorganisation af toldvaesenet, og han tillaegger HM en hovedrolle i arbejdet med toldrullen af 1651, uden dog at kunne anfore afgorende beviser (s. 57, 46). HMs ejendommelige tilbagetraeden fra toldvaesenets overste ledelse efter mindre end et ars virke er det ikke lykkedes JJ at forklare. Han kan blot henvise til en mulig adelig reaktion mod den borgerlige opkomling - eller til det forhold, at trekvart ar som generaltoldforvalter for HM har vaeret mere end tilstraekkeligt. Han har ogsa haft nok at tage vare pa med sine borgerlige erhverv (kap. IV). Kilderne til oplysning om disse er temmelig sparsomme; JJ kan dog anskueliggore omfanget gennern en skildring af HM's ejendomsbesiddelser, hans kobbervaerker og hans sofartsinteresser; hans interesse for stordrift understreges, og han betegnes som sin tids storste danske forretningsmand. Ogsa i statstjenesten vandt han frem. I 1655 udnaevntes han til admiralitetsrad (kap. V), saledes at han kom til at deltage i varetagelsen af fladens anliggender; hans private leverancer til fladen fortsatte, og det naere forhold mellem de to virksomheder belyses. Som en af statens storkreditorer - han var den forende, med en fordring pa over 335.000 rdl., naesten 8 % af hele gaelden-kom HM sandsynligvis til at spille en vis rolle ved regeringsforandringen i 1660 (kap. VI). I slutningen af aret blev han rentemester og kom til i saerlig grad at beskaeftige sig med statens fortvivlede finanser. JJ mener at finde traek, der viser, at HM har haft indflydelse pa den form, hvorunder man ivasrksatte udlaeg af krongods som betaling til statens kreditorer; argumentet (s. 81) for at tillaegge ham aeren for den s. 78-80 gengivne »underdanigste betaenkende« er dog ikke overbevisende.

Som rentemester, udnaevnt 1660,
fik HM nok at gore. Hans egne leverancerhavde
ikke et format som

for og under krigene; til gengaeld kan JJ pavise en omfattende virksomhed hos hans »sekundanter«, forretningsforbindelserne.Som statskreditor fik HM del i de store krongodsudlaeg (kap. VIII). Hans anstrengelser for at sikre sig sa meget som muligt skildres, ligesom hans virke som godsejer (kap. IX). Man far et indtryk af HM's hardhaendede metoder over for godsernesbonder og hans stadige diskussionermed regeringen om skatterne; da tiderne var darlige for landbruget, og da HM havde mattet tage godserneaf kronen til en hoj tvangskurs, var forrentningen af de bundne kapitalermeget ringe. Godsdriften indgikdog som en vigtig del i hele HM's erhvervsvirksomhed; pa forskellig madekunne han have nytte af godserne ved sit borgerlige erhverv (kap. X), Islandshandelen, den vestindiske handel,skibsfart, kobberminedrift (kap. XI) og solvminedrift (kap. XII). En vigtig baggrund for hele denne virksomhedvar HM's udenlandske forbindelser,isasr i Hamborg, Amsterdam og Danzig; han kunne ogsa herfra fa daekket sit betydelige behov for kredit(kap. XIII), saledes som JJ viser det ved en gennemgang af forbindelserne.

Samtidig med denne okonomiske aktivitet fortsatte HM sit administrative arbejde som rentemester (kap. XIV). Hans virksomhed, der sasrlig gjaldt bestyrelsen af de til hoffet henlagte midler fra toldindtaegterne, folges i detaljer, isasr som den kommer til udtryk i hans forhold til en toldforvalter i Norge. Hans virkelige indflydelse er det sikkert vanskeligt nojere at bestemme; s. 174 hedder det, at hans dispositionsret ikke har vgeret vidtgaende, s. 179 (jfr. s. 186) derimod, at »De secrete ordrer uanset, synes Miiller i disse ar i ret vid udstraekning at have kunnet disponere over anvendelsen af de norske toldindtaegter«. Opfattelsen i det sidste citat gar igen s. 181: »Uden betydning for det daglige arbejde kan det ikke have vaeret, at administrationens leder havde indflydelse pa personalets lonvilkar«; i de anforte eksempler ser man dog blot HM som administrator.

En bedommelse af HM's stilling efter kongeskiftet, i Christian 5.s tid (kap. XV), synes ogsa at indebaere vanskeligheder. Allerede i 1669 var en raekke medlemmer af den gamle adel blevet knyttet til regeringen; ansasttelsen af en viceskatmester vurderes s. 187 saledes: »For Henrik Muller var betydningen heraf vist forst og fremmest den, at han aflastedes noget, ved at en af disse nye masnd, Holger Vind, blev viceskatmester«; s. 188 hedder det, at HM »har sikkert ikke haft noget imod, at Vind lettede ham for en del af arbejdet og ansvaret«; s. 214 gores der opmasrksom pa det for HM farlige i forholdet: »Allerede Holger Vinds indtraeden i Skatkammerkollegiet havde abnet muligheder for en beskaering af Miillers indflydelse . ..« -og det var vel ogsa det, der skete, HM blev skudt noget tilbage inden for finansforvaltningen.

Forelobig gik det godt for ham. Hans son Henrik Muller d. y. blev i 1673 introduceret i Admiralitetet; han selv fik samme ar en gunstigere ordningaf det tidligere med krongodsudlaegordnede mellemvaerende med kronenog i 1674 blev han adlet. Sonnen Franz fik som kongelig kommissarius i Amsterdam under den skanske krig betroet forvaltningen af de nederlandskesubsidier; dette sidste ser JJ som det vigtigste vidnesbyrd om, at HM stadig havde sin position i behold (s. 197). Fremstillingen virker derfor lidt usammenhaengende, nar man efteret kapitel (XVI) om Franz Muller

og hans virke i Amsterdam pludselig star over for »afviklingen«, med private(kap. XVII) og med staten (kap. XVIII). »Desvaerre savner vi enhver mulighed for blot antydningsvis at fa et indtryk af Mullers handelsvirksomhedi disse ar«, hedder det s. 207. I flere tilfaelde kan JJ dog vise, hvordandet gik med HM's okonomiske forhold: godserne var belastende, de norske miner gav tab. JJ finder, at kreditorerne ligesom tovede med at gore deres krav gasldende i hab om, at stillingen endnu en gang kunne rettes op; i 1682 brod imidlertid HM's hjemlige kredit definitivt sammen.

Det altafgorende for HM var dog naturligvis forholdet til hans aeldste og storste forretningsforbindelse, staten. Det vises, hvordan han havde overlevet Griffenfelds fald og i 1679 var blevet etatsrad, samtidig med en aendring i administrationen, hvorved han, 70 ar gammel, kom ud af kongens tjeneste. Derefter hedder det: »De til stadighed forte, endelose forhandlinger mellem Henrik Miiller og finansstyrelsen, som vi lejlighedsvis har sogt at folge, kom nu ind i en ny, hektisk fase, der kulminerede 18. april 1682« (s. 214-15). Mens de omtalte forhandlinger tidligere havde drejet sig om HM's krav pa kronen, er der nu pludselig tale om, at han skyldte kronen et storre belob; de skatterestancer, der var tale om, er ikke omtalt. Hvad det egentlig var der skete, er det efter fremstillingen vanskeligt at danne sig et indtryk af. Det hedder s. 222, at HM tydeligvis ikke var i nade; alligevel fik han samme ar tilstaet hovedgardsfrihed for 5 herregarde m. m. (s. 223). Pa samme made synes det vanskeligt at vurdere Sonnen Frantz' stilling; han indrommede selv, at han i sin tjeneste som kongelig kommissarius i Nederlandene havde »fordybet« et storre belob; man ser da ogsa mellem 1677 og 1688 en forandring i hans position; om han var i nade eller ikke, synes det dog vanskeligt at bestemme, jfr. s. 203.

I et sidste kapitel (XIX) giver JJ en kort karakteristik af HM og bestemmer hans rolle i den udvikling, der betegnes som enevaeldens etablering - en udvikling, hvis hovedpunkter JJ, maske ikke helt daekkende, ser i selve HM's historic

JJs disputats giver et interessant billede af en af 1600-tallets betydelige personer og kaster lys over flere traek i udviklingen i arene for og efter 1660. Redegorelsen for betydningen af de personlige, handelsmaessige og finansielle forbindelser er vaerdifuld, ligeledes belysningen af forholdene inden for finans- og toldadministrationen og forholdene omkring de store krongodsudlaeg og statens forbindelser med den borgerlige kapital. HM's betydning har vel vaeret stor; man ser dog nok i bogen en vis tendens til at overvurdere den, og det synes, som om HM's negative karaktertraek ikke er tilstrsekkeligt fremhaevet; hans skasbne star vel i en vis forbindelse med hans dristige og ofte temmelig tvivlsomme transaktioner. Som statsleverandorer og pengeudlanere var der ogsa andre, der var af betydning, som Marselis'erne, Johan Braem, Rasmus Jensen Hellekande. Man kunne her flere gange onske, at HM var blevet placeret i en storre sammenhasng.

Pavisningerne af kontinuiteten og det nye i udviklingen er nyttige, selv om formuleringerne enkelte steder kan forekomme vel skarpe; deter naeppe rigtigt at fastsla, »at det politiskeliv allerede nu (dvs. i den forsteenevoldstid) prasgedes af de enkeltepolitikere og embedsmaend underen ofte personlig magtkamp i

modsaetning til tidligere tiders kollektivtbestemte statsliv, hvor staenderne stod overfor hverandre og overfor kongemagten« (s. 103-04). I den henseendehar afstanden til fx Christian 4.s tid ikke vaeret saerlig stor.