J. C. Jacobsen: Danske domme i trolddomssager i øverste instans. lndledning og Kommentar. (Gad, 1966). 309 s.

Med denne bog er leveret et saerdeles grundigt bidrag til hekseprocessernes historie i Danmark. Advokat J. C. Jacobsen har samlet de domme i trolddomssager, der er afsagt ved de danske overste instanser, dvs. herredags - og hojesteretsdomme. Den forst fremdragne dom er en herredagsdom fra 1540, og samlingen slutter med behandlingen ved hojesteret i 1697 af den kendte besaettelsessag fra Thisted.

De enkelte sager er kort refereret, og der er givet henvisninger til den litteratur, som findes om dem. Desuden kommenterer forfatteren sagernes juridiske aspekt, og han tager stilling til andre forfatteres behandling af dem. Tilsyneladende er det J. C. Jacobsens hensigt i et folgende bind pa tilsvarende made at meddele landstingsdommene i trolddomssagerne.

For sa vidt er det en skam, at forfatteren i forste omgang har holdt sig til afgorelserne ved overste instans. Behandlingen af troddomssagerne ved de lavere instanser er nok sa oplysende sendebade med hensyn til den almindelige heksetro og med hensyn til de metoder, man anvendte ved retsforfolgelsen i sager om trolddom. Et enkelt eksempel med udgangspunkt i J. C. Jacobsens egne oplysninger kan vise dette.

Han bemaerker flere steder, at den sakaldte »vandprove«, der kendes ude i Europa og fra dansk middelalder, ikke har fundet anvendelse i bevisforelsen i trolddomssager i perioden for 1617 og i tiden 1617-83. Vandproven gik ud pa, at den mistaenkte kastedes i vandet. Flod han eller hun oven pa eller svommede, toges det som udtryk for den pagaeldendes skyld. Uskylden bevistes ved, at den mistaenkte gik til bunds.

J. C. Jacobsen har antagelig ret i, at hans materiale i de naevnte perioder ikke giver anledning til at fastsla. vandprovens anvendelse i danske sager. Men han er givetvis for kortfattet i sine oplysninger om det tilfaelde i perioden efter Danske Lov, da vandproven faktisk omtales. Det sker i 1686 i forbindelse med frikendelse ved hojesteret af en kvinde, efter at hun pa Rugard hos Jorgen Arenfeldt havde vaeret underkastet vandproven, hvorefter hun havde tilstaet.

Forfatteren bemaerker hertil blot, at dette og andre irregulaere skridt fra Jorgen Arenfeldts side klart var uden hjemmel i de gaeldende regler. I betragtning af de tidligere naevnte understregninger af, at proven ikke kendes i det tidligere danske materiale, er det for let at komme uden om det faktiske vidnesbyrd om vandprove i 1686 med en bemaerkning om, at den la uden for reglerne. Det interessante er dog, at den foretoges. Praksis er her nok sa vaesentlig som reglerne.

Og folger man J. C. Jacobsens egne
henvisninger, vil man se, at der ikke

var tale om et isoleret tilfaelde. Skarpretteren,mester Herman (Hoker) fra Arhus, blev afhort ved den undersogelse,der blev sat i vserk efter afsloringenaf Arenfeldts fremgangsmade,og han fortalte, at han i et enkelt tilfaelde havde udfort vandproven pa en mand pa. Rugard. Den kvinde, hvis sag gav anledning til postyret, havde vaeret under Jorgen Arenfeldts egenhaendigebehandling, men hun var altsa ikke den eneste, der havde svommetpa Rugard under mistanke for troldom.

Mestermanden fortalte videre, at han i Arhus pa. ovrighedens begaering havde »svommet« tre kvinder, der var beskyldt for trolddom. Alle tre svommede vel pa vandet. Magistraten i Arhus meddeler ydermere i december 1686, at en mistaenkt kvinde, Karen Madsdatter, pa foresporgsel havde svaret ja til at fri sig for mistanke »ved svomning«. Da hun kastedes pa vandet, svommede hun¹).

Man skal, som dette tilfaelde viser, vaere varsom med ud fra proceduren ved hojesteret at fastsla, hvordan fremgangsmaden i trolddomssagerne faktisk var her i landet. Enten deter tilsigtet eller ej, kommer J. C. Jacobsens bemaerkninger om vandproven i hvert fald til at tage sig mere kategoriske ud, end virkeligheden tillader. Underinstansernes materiale ma inddrages, for vi med sikkerhed kan skildre, hvad man gjorde eller ikke gjorde under retsforfolgelsen af folk, der var mistaenkt for troldom.

J. C. Jacobsen er gaet meget vidt for at give den kultur- og samfundshistoriske baggrund for de danske troddomssager. Selve registreringen af de enkelte sager beslaglaegger kun 64 af bogens 309 sider. Resten optages af en indledning om heksetroens udbredelse og indhold, af en almindelig del med gennemgang af den danske udvikling og af et referat af nogle laege-kommentarer til trolddomsproblemet.

Disse afsnit er saerdeles detaillerede og nok sa vanskelige at overskue. Der ligger en vaeldig arbejdsindsats bag J. C. Jacobsens sammenstilling af vidnesbyrd om heksetroen helt fra det gamle Mesopotamien frem til de danske trolddomssager. Men f remstillingen svaekkes af, at der netop er tale om en sammenstilling og ikke om en raesonnerende oversigt. Forfatteren har bevidst villet lade kilderne tale for sig selv, men deter naeppe den heldigste fremgangsmade, nar et stort emne og et vaeldigt stof skal bearbejdes.

Ogsa. behandlingen af de mere specifikt danske problemer er blevet vanskeligt tilgasngelig, fordi J. C. Jacobsen her ligeledes forholder sig refererende til stoffet. Tilmed har han foretaget en kronologisk opdeling med indsnit i 1617, der har den skelsaettende forordning »Om troldfolk og deres medvidere«, ved oprettelsen af hojesteret i 1661 og ved udstedelsen af Danske Lov i 1683. Inden for hver af disse afgraensede perioder tager han derpa. en raskke temaer op til selvstaendig behandling.

For hver af perioderne gennemgar han lovgrundlaget for processerne, tidens almindelige opfattelse af trolddom og retsanvendelsen. Under den sidstnaevnte rubrik behandler han de materielle krav til forbrydelsesbegrebet, den processuelle fremgangsmade, pinlig forhor og straff en.

Det giver et va;ld af spaendende og interessante oplysninger, men de bliverenkeltstaende og uden sammenhaeng.Deter skade, for i virkelighedenindeholder

---

1) J. R. Hiibertz: Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus. Bind 11(1845), 254 ff.

denindeholderbogen et centralt stof til belysning af trolddomsproblemet i almindelighed bade i den lokalt danskeog i den videre sammenhaeng, samtidig med at hekseprocessernes juridiske problematik i Danmark er grundigt behandlet. I visse henseender vil vaerket vaere det selvfolgelige handbogs - og opslagsvcerk. Men udnyttelsener gjort unodigt vanskelig, og det register, som kunne have afbalanceretden uheldige disposition mangier helt. Som antydet ma man desuden ved laesningen holde i erindringen, at materialet er begraenset til domme ved overste instans.