M. Favrholdt: Haderslev latinskoles historie 1567-1967. (Skrifter, udgivne af Historisk Samfund for Sønderjylland. Nr. 36, 1966). 381 s.

Den 6. februar 1967 fejrede Haderslev Katedralskole sit 300 ars jubilaeum. Pa denne dato i 1567 underskrev hertug Hans den /Eldre det dokument, der oprettede en trivialskole i Haderslev, hvor bl. a. hertughoffet skabte basis for en laerd skole.

Til jubilaeet har en af skolens nuvaerende laerere, lektor M. Favrholdt, skrevet en skildring af skolens historic Historisk Samfund for Sonderjylland harmed stotte fra tipsmidlerne givet bogen et saerdeles smukt typografisk og bogbindermaessigt udstyr.

Den laerde skole i Haderslev har haft en omtumlet tilvaerelse. I perioder har den paedagogiske kvalitet vaeret ringe, fordi det kneb med at skaffe midler til en anstaendig Ionning af laererne, og fordi skolens elevgrundlag var for svagt. Den sidste af disse vanskeligheder hang sammen med den saerlige sproglige og nationale problematik i Haderslev, som ogsa pa andre omrader rejste problemer for skolen.

Fra 1655 var den haderslevske latinskole en tysksproget skole, »die konigliche Lateinschule zu Hadersleben«. Dansk var, efter de skoleregler, der indfortes det mevnte ar, forvist fra skoleplanen. Lektor Favrholdt viser, at det ikke hindrede svage ansatser til undervisning i dansk pa forskellige tidspunkter, men i hovedsagen var skolen dog i de naeste par arhundreder en tysksproget skole. At det matte kunne give vanskeligheder i en dansktalende by med et ligeledes dansktalende opland er givet.

Disse vanskeligheder lettedes naturligvisikke, da den nationale problematiki 1800-tallets forste halvdel gjorde det sproglige problem til et politisk sporgsmal. Forst fra 1850 blev Haderslev latinskole for en tid en laerd skole i dansk forstand. Da tog et idealistisk hold af danske laerereunder ledelse af rektor Soren Bloch Thrige og med Edvard Lembckesom den kendteste skikkelse skoleni besiddelse. Tiden mellem de slesvigske krige blev en frugtbar tid

i skolens historie, og hjertestykket i
Favrholdts bog er skildringen af denneperiode.

Nederlaget i 1864 satte en brat stopper for denne udvikling. Men lektor Favrholt viser i bogen, at de forste artier efter 1864 var praeget af, at skolen havde en indfodt slesviger, Peter Hinrich Jessen, som rektor. Han vanned sin slesvig-holstenske indstilling ingen ven af Preussen. Sedansejren og proklamationen af det tyske kejserrige gav sig karakteristisk nok bemaerkelsesvaerdigt lidt udtryk i skolens daglige arbejde i 1870-71. Disse artier var, kan man sige, en slesvigsk overgangsperiode, hvor skolen kunne opfattes som en god skole af bade danske og tyske elever.

Ved genforeningen i 1920 blev Haderslev laerde skole, nu med navn af katedralskole, omsider igen en dansk skole. Favrholdt gor forholdsvis lidt ud af perioden fra 1920, skont det dog ellers er det laengste aremal, skolen har vaeret en dansksproget undervisningsinstitution. Kortheden haenger sammen med, at denne periode tidligere er behandlet ret udforligt i forskellige sammenhaenge.

Deter for sa vidt ogsa dele af skolens aeldre historie. Navnlig har Haderslevs flittige historiker, Th. O. Achelis, der var knyttet til skolen bade for og efter 1920, givet adskillige bidrag til dens historie. Favrholdt naevner kort, at Achelis allerede i 1942 skal have afsluttet manuskriptet til en stor fremstilling af den haderslevske latinskoles historie. Dette forlaeg har ikke spillet nogen rolle for Favrholdt, der tilsyneladende ikke har eftersogt det, men han har pa en raekke punkter kunnet stotte sig til Achelis' mindre bidrag til emnet, og det har ikke svaekket bogens kvalitet.

Lektor Favrholdts egen fremstillingsform er bred. Sine steder ogsa for bred. Han kan ikke sta for en sirlig eller morsom formulering i et gammelt aktstykke eller i en aeldre fremstilling. Han citerer og kommenterer den, selv om den af laeseren ma foles som temmelig irrelevant. Mange steder gentages i noterne dele af det, der ogsa star i selve teksten.

Forfatterens tone baerer praeg af, at hansom sit publikum ser nuvaerende og tidligere elever — til hvilken sidste kategori, han iovrigt selv horer - der gerne vil have en skildring af »vor skoles« historie. Der er noget charmerende og afvaebnende over denne holdning, men det har gjort bogen snakkesalig og lidt vel praeget af laerernes lyst til at udpege det laererige og pittoreske for eleverne. Pegepinden maerkes f. eks. lidt rigeligt, nar de nationale traek i udviklingen skal understreges.

Men bogen er let laest, og den er et i flere henssender vigtigt bidrag til sonderjysk skolehistorie. 81. a. er Favrholdts pavisning af, hvornar og hvordan der har vaeret undervist i dansk i Haderslev vaerdifuld.