Jørgen Hæstrup: . . . Til landets bedste. Hovedtræk af departementschefsstyrets virke 1943-45. I. (Gyl dendal, 1966). 589 s.

For lassere af denne bog vil det fremsta med stor tydelighed, at det for dr. Haestrup har vaeret bade et behov og en forpligtelse at skrive den. Med sine tidligere grundlaeggende bidrag til besaettelsesarenes historie har han fortrinsvis skildret udviklingen af den aktive modstand mod tyskerne. Men det har kun vaeret den ene side af sagen. En og anden har vel ogsa kunnet mene, at Jorgen Haestrup i sine boger har interesseret sig sa meget for det dramatiske og menneskeligt ligtfasngslende i modstandskampen, at faren for et ensidigt billede af besaettelsesarene la meget naer.

Dr. Haestrups bog om departementschefsstyret viser imidlertid, at ensidighed ikke har vaeret hans mal under udforskningen af bessettelsestiden. Med dette vaerk har han suppleret sine tidligere arbejder, sa hans besasttelsestidsforskning ma siges at have faet en ny dimension. Han er pa vej til at give os en helhedsopfattelse af de grundlaeggende traek i besaettelsestidens politiske monster, som virkelig demonstrerer dette monsters sammensathed.

Netop en skildring af den virksomhed, departementscheferne udfoldede i de 21 maneder, landet var uden fungerende regering, ma fore lige ind i den sammensatte situation i de sidste besaettelsesars Danmark. Det skyldes, at kollegiet af administrationschefer udgjorde det eneste organ, som havde kontakt med alle de politiske magtcentrer, der bestod. Hos departementscheferne 10b pa den ene eller den anden made trade sammen fra tyskerne, fra modstandsbevaegelsen og fra politikerne.

Haestrup giver i bogen en omhyggeliggennemgang naesten dag for dag, ja, undertiden time for time, af den aktivitet, departementscheferne udfoldede i tiden fra 29. august 1943 til folkestrejken i sommeren 1944. Men bogens egentlige styrke er, at den fastholder og beskriver den videresammenhaeng, hvori chefernes arbejde foregik, og hvori det skal ses. Dermed blotlaegger han vigtige dele af det sam- og modspil, der foregik i disse ar herhjemme mellem de centrer,hvorfra initiativ og indflydelse udgik. Den regulaere udovelse af de politiske funktioner var suspenderet, men resultatet blev alligevel ikke anarki, fordi det lykkedes at improvisereen

visereenform for balance mellem
de politiske faktorer, der var for
handen.

I denne forbindelse gor dr. Haestrup en del ud af at karakterisere det unormale ved situationen fra den 29. august og resten af besaettelsen. Det kan vaere rimeligt nok at understrege det ekstraordinaere i, at regering og rigsdag ikke mere fungerede. Men sporgsmalet er, hvor langt det gar at saette situationen op som unormal, nar man skal fremhaeve det karakteristiske ved den. Det forbloffende er vel snarere, at sa meget forblev normalt, trods det ekstraordinaere i det ydre. I ministerier og andre grene af administrationen fortsattes arbejdet; det danske samfund fungerede videre; interesseorganisationerne inddroges som for i administrationen og udvidelsen af den gaeldende lovgivning; forhandlingerne mellem danske og tyske myndigheder foregik nu som for gennem udenrigsministeriet osv. Kun i toppen skete en virkelig gennemgribende formel aendring derved, at ingen minister mere havde det formelle ansvar for, hvad der foregik i departementerne. Reelt betod det vel ikke i alle tilfaelde en aendring i forhold til »normale« tilstande i hvert fald ikke, hvad den mere rutinemaessige administration angik.

Det interessante ligger altsa. for sa vidt ikke i det unormale i sig selv, men i at folge, hvordan store dele af apparatet fungerede videre, og hvordan en tilpasning af faktorerne til hinanden fandt sted pa de omrader, hvor der faktisk skete aendringer. Og her er navnlig forholdet mellem politikerne og administrationen af betydning.

Fra politisk side havde man lagt megen vaegt pa, at cheferne skulle fore administrationen videre og fortsaette de nodvendige forhandlinger med tyskerne. Haestrup dokumenterer i den forbindelse den store indflydelse, Vilh. Buhl havde pii, at der kom et klart nej til tyskerne d. 29. august, og at administrationen gik videre pa danske haender uden politikernes direkte medvirken.

Men under Buhls ledelse fungerede partiernes ni-mandsudvalg videre. Departementschef Dige i finansministeriet har karakteriseret dette udvalg som en »skyggeregering«, og den politiske aktivitet koncentreredes efter 29. august omkring udvalget. Alligevel blev der aldrig tale om et regulasrt samarbejde mellem udvalget og administrationen pa den normale, formaliserede

Et samspil var der imidlertid. Politikerne havde opgivet den direkte magtudovelse i samfundet, men de havde ikke derfor abdiceret fra al indflydelse. Sammen med repraesentanter for erhvervslivet, for arbejdsmarkedets parter og for andre organisationer udgjorde de et magtcentrum med taette kontakter ud i befolkningen. I sa henseende var kredsen af departementschefer mere isoleret.

Ad flere kanaler holdt cheferne forbindelsen vedlige med kredsen af politikere omkring Buhl. Af og til indhentede de rad, men det skete ogsa, at de ligefrem sogte sanktion for deres synspunkter hos politikerne. Det gjaldt, da der skulle trasffes foranstaltninger vedrorende arbejdskraften, og det gjaldt i udpraeget grad ved de opslidende forhandlinger om de tyske krav om oget dansk politi-indsats mod sabotagen. Politikernes uvilje mod oplosning af den ordensmagt, der kunne blive af betydning for en kommende legal regering, lagde yderligere pres pa politiet og departementscheferne i retning af at give politiet indrommelser.

For departementscheferne selv var det en hovedsag ikke i det ydre at fremsta som et politisk organ. Al tale om, at cheferne skulle etablere et egentligt administrationsrad, afvistes med styrke. Et administrationsrad ville have kunnet opfattes som et forretningsministerium, der efterfulgte den ikke-fungerende regering. I stedet fastholdt man, at cheferne hver for sig havde overtaget administrationen af deres departement eller etat, og at faellesmoderne var af orienterende art.

I disse faellesmoder la noget ekstraordinaert, men man undlod enhver bindende formalisering af institutionen for at have den storst mulige handelsfrihed og for at praejudicere mindst muligt. Ingen af de medvirkende gjorde sig vel heller dybere overvejelser over departementschefskollegiets formelle placering i tidens politiske system. En raekke opgaver skulle Ioses. Det var det afgorende, og alle spekulationer over de principielle aspekter i den valgte form er stort set overladt eftertiden.

Det gaelder ogsa de synspunkter pa forholdet mellem administration og politik, der kan formuleres ud fra en beskrivelse af departementschefsstyret. For naturligvis kunne departementscheferne ikke undga at komme til at optraede som en politisk faktor af betydning. En gruppe administrationschefer kan ikke gennem sma to ar i faellesskab traeffe afgorelse pa afgorelse med pafolgende indgreb i samfundsmekanismen, uden at deres handlinger ma kaldes politiske. Det ma gaelde, ogsa selv om det uformelle i deres droftelser fastholdtes. Men samtidig ma det understreges, at i afgorende situationer sogte de daekning for deres holdning hos politikerne, sa afstanden til normale tiders samspil mellem administrativ og politisk tiskledelse ikke altid i realiteten var sa. stor.

Dr. Haestrup harmed sin brede, grundigt dokumenterede gennemgang af departementschefernes virksomhed lagt et vaeldigt stof frem til belysning af det politiske systems funktion i en interessant periode af vor nyere historie. Hans opgave har ikke primaert vaeret at belyse tingene under en mere systematisk synsvinkel. Men hans forskerflid og lyst til at se linierne i det vaeldige stof giver laeserne rig anledning til mere principielle betragtninger over det.

Hertil kommer de mange faengslende portraetter, der bogen igennem tegnes af aktorerne. Man far et staerkt indtryk af de personlige byrder, administrationscheferne matte baere ved at gennemfore en forhandlingspolitik, som skulle vaere et vaern for den danske befolkning. Deres gode hensigt var klar nok, og den erkendtes, omend med toven, af modstandsbevaegelsen, som med kritiske ojne fulgte udviklingen pa forhandlingsfronten. Pa deres side vidste departementscheferne, at forhandlingerne havde en pris. De uundgaelige indrommelser til tyskerne kunne fore til, at forhandlerne blev miskrediteret i national henseende, fordi et offentligt forsvar i sagens natur ikke lod sig fore.

Personlig styrke, sammenhold og en lang tradition for, hvad embedspligt og embedsloyalitet indebasrer, hjalp embedsmaendene. At navnlig det sidste er en faktor, man ma tage hensyn til ved beskrivelsen af danske administrative forhold, giver Haestrups bog mange eksempler pa. Bedst dokumenteres embedsmandsloyalitetens betydning vel af, at kun i ganske fa tilfaelde kom afgang for hele kollegiet eller for enkeltpersoner pa tale.

Selv ikke nar den brutale tyske

forhandlingsmetode tilfojede de forhandlendechefer dybe personlige krasnkelser eller prestigenederlag, taenkte de pa at traekke sig tilbage. Saerlig udsat for de tyske übehagelighedervar naturligvis udenrigsministerietsdirektor, Nils Svenningsen. Alle direkte forhandlinger med tyskerne gik stadig gennem udenrigsministeriet, og Svenningsen blev derfor den, der matte mode de tyske ledere, navnlig Best, ansigt til ansigt. I denne forbindelsema det bemaerkes, at Haestrupgiver en saerdeles indtraengende karakteristik af Best og hans placeringi det dansk-tyske samarbejde — et overbevisende og lidet flatterende portraet.

Haestrups vurdering af cheferne, navnlig af Svenningsen, der jo blev hovedskikkelsen i departementschefsstyret uden dog formelt at fa. tillagt lederfunktionen, er hoj. For Svenningsens vedkommende stottes han af det vidnesbyrd, som viceadmiral Vedel, Svenningsens kollega i departementschefsforsamlingen, aflagde, allerede for besaettelsen sluttede. Svenningsen havde trukket et stort og tungt laes, skrev Vedel. »Han er i den grad vokset med opgaverne og har alles agtelse og respekt«.

I det hele er det en positiv dom, Haestrup faelder over den del af departementschefsstyret, han nu har skildret. Bogens titel, » . . . Til landets bedste«, er taget fra de bemaerkninger, Svenningsen pa embedsmaendenes og overborgmester Viggo Christensen pa erhvervs- og kommunalfolks vegne formulerede over for general v. Hanneken den 29. august 1943. De danske repraesentanter erklaerede, at de ville gore, hvad der var »til bedste for landet« (Svenningsen) og »bedst for Danmark« (Viggo Christensen). Antagelig har Haestrup ved at lade titlen pa bogen referere til disse to citater villet henvise til, hvad aktorerne selv motiverede deres holdning med. Men ved laesningen af bogen lades man ikke i tvivl om, at forfatteren ved sit arbejde med kilderne og emnet selv er kommet til at faelde den dom over departementschefernes arbejde, som titlen ogsa kan indicere.

Haestrup har skrevet ud fra det synspunkt, at departementschefsstyret med dets kontakter til politikerne ma ses som et komplementaert led til modstandsbevaegelsen i kampen med tyskerne. Efterhanden fik chefstyret etableret en kontakt til modstandsbevaegelsen. bestraebelser pa at virke som en afskaermning af den danske befolkning mod en ukontrolleret tysk terror kom til at influere pa synspunkterne ogsa hos modstandsfolkene, bl. a. fordi denne afskaermning betod en lettelse for gennemforelsen af den aktive modstand. Forhancllingerne med tyskerne gennem en administration pa danske hasnder gav i et vist omfang las for modstandsbevaegelsen. Efterhanden blev stillingen ydermere den, at departementscheferne i nogen grad lod modstandsbevaegelsens synspunkter spille en rolle i deres overvejelser.

Det betyder ikke, at alt i dansk politik under bescettelsen nu pludselig skal indrangeres pa en modstandsliniemod tyskerne, og at forhandlingspolitikkenskritikere kan skydes til side som folk uden sans for helheden.Men det betyder, at der nu er ved at komme perspektiv i den ofte gentagne pastand om dobbelthedeni dansk politik under krigen, forstaetsom spaendingen mellem forhandlingspolitikog modstand. Det betyder ogsa, at man har faet stillet problemet op pa den made, som er mest frugtbar for den historiske forskning.Malet er at give en beskrivelse

af, hvordan de enkelte faktorer fungeredei samspil og modspil under besaettelsen i det danske samfund. Til det brug er tvedelingen i forhandlingsogmodstandspolitik for snaever.

Som allerede naevnt, er det Haestrups fortjeneste, at han med denne bog viser, hvor sammensatte tingene var. Illegal modstand, legal modstand, forhandling og sabotage var ikke ting, der udelukkede hinanden. Tvaertimod fungerede de undertiden i de sidste besaettelsesar sammen pa forbloffende made.

Departementschef Koch i socialministeriet deltog f. eks. i chef ernes forhandlinger, havde kontakt med frihedsradet og opbyggede i sit departement et illegalt, socialt hjaelpearbejde til millioner af kroner. Viceadmiral Vedel advarede fra sin plads i departementschefs-forsamlingen mod et overilet og meningslost brud med tys kerne under folkestrejken i 1944, samtidig med at denned hans vidende og stotte udbyggedes en staerk illegal militaerorganisation i det ministerium, han ledede.

Tradene gik pa kryds og tvaers, og med Haestrups bog er vi kommet et afgorende skridt videre i retning af at se strukturen i det vaev, som er besaettelsestidens danske politik. Man ma med forventning se hen til det lovede 2. bind om den resterende del af departementschefsstyrets funktionsperiode.