Rolf Torstendahl: Historia som vetenskap. Introduktion till historieforskningen. (Natur och Kultur, Stockholm 1966). 197 s.

Torstendahl giver selv en redegorelse for formalet med sin bog. Pa den ene side onsker han ikke at give en udforlig teoretisk baggrund for sine anskuelser om historisk metode, men pa den anden side vil han ikke helt undlade at drofte teoretiske problemer. Malssetningen er den dobbelte dels at ville give, hvad han kalder »tekniske anvisninger«, dels at ville give »normative definitioner« (s. 12). Laengere fremme (s. 18) siges det, at bogen ogsa har et tredie formal, pa det filosofiske (dvs. erkendelsesteoretiske) plan. Dette »tredie formal* ma ud fra sammenhaengen antagelig blot opfattes som en yderligere understregning af, at han vil beskaeftige sig med teoretiske problemer. Endvidere siges det, at bogen er baseret pa. en empirisk erkendelsesteori (empiristisk kunskapsteori), hvilket defineres derhen at ingen konstruktioner kan tillades, som ikke hviler pa erfaring (bortset fra rent logiske slutninger).

Alt dette ma for sa vidt opfattes som en anerkendelse af, at man ikke kan haeve sig ret meget fra det elementaere uden at beskaeftige sig med det fundamentale eller rettere, at det fundamentale er det elementaeres forudsastning. Hvis dette er meningen skal intet indvendes. Vi skal nu se naermere pa hvorledes det bliver fulgt op i bogen.

Efter det naevnte indledningskapitel om bogens formal folger et c. 30 sider langt kapitel om hvad T. kalder »det historisk betydningsfulde«, dvs. naermest en historiografisk oversigt over de forskellige »skoler« og deres betydning, i og uden for Sverige. Dette afsnit er, som man kunne vente med T.'s baggrund, pra^get af betydelig laerdom og indsigt, om end i sin sammentraengte form ikke just for begyndere.

Det 3. kapitel, med den noget übestemtetitel: Att forska i det forflutna, indeholder en raekke forsog pa naermereat fastsla, hvad T. mener med, at historieforskningen er en empirisk videnskab. Han siger saledes (s. s_lf), at de historiske videnskaber ikke er eksperimentelle, hvilket indebaerer, at historiens videnskabelige materiale (kilderne) ikke kan foroges. Endvidere,at historien som empirisk videnskabpa en i metodisk henseende interessant made adskiller sig fra andreempiriske videnskaber derved, at forskeren som regel ikke kan bygge pa sine egne iagttagelser, men pa andres (kildernes) pastaede iagttagelser.Derfor har historikerne vaeret tvunget til at udvikle en saerlig metode til at afgore brugbarheden af sadanne pastande — kildekritiken. Dette bliver (s. 53) defineret derhen, at historie (forskningen) er en empirisk, ikkeeksperimentelvidenskab med visse metodiske specialproblemer. S. 54 sigesdet utvetydigt, at T. med historiskvidenskab

riskvidenskabmener hvad han kalder»endast historia som forklarande och faktaorganiserande vetenskap«, rettet mod andre opfattelser som vil have, at historien skal opstille love og prognoser. Herpa folger et nyt hovedafsnit,hvori T. soger at »precisera den vetenskapliga materialbehandlingen«,dvs. give de ovenfor naevnte tekniske anvisninger.

Kap. 4 omhandler noteapparatet, altsa kildehenvisningerne i historiske fremstillinger, hvilket forer over i en diskussion af begrebet kilde, der som bekendt ikke er noget entydigt begreb. Der plaederes for, at man indskraenker sig til at bruge udtrykket kilde om et skrift, »nar den (kilden) aberopas och sjalv utgor grunden for uppgiftens auktoritet« (s. 70).

Kap. 5 omhandler forst og fremmest levningebegrebet, som defineres derhen, at enhver kilde kan anskues som levning, dvs. som kilde til sin ophavssituation, hvilket udtrykkes pa folgende made: »Det ar det senare sattet att anvanda materialet — att dra slutsatser i form av historiska pastaenden ur et material, som inte i sig sjalv gor samma historiska pastaenden - som lampligen kan kallas for att anvanda material som kvarlevor«. Alt dette ville Erslev have nikket genkendende til; deter jo netop ham, der over for Bernheim har pavist, at distinktionen mellem levning og beretning ikke ligger i kilderne selv, men i historikerens made at anvende den enkelte kilde pa.

T. gar endvidere ind for, at man kalder et aktstykkes dispositive saetninger for »performativer« — i den engelske filosof J. L. Austins and - hvilket jeg ikke vil modsaette mig, hvis man derved mener at udtrykke sig mere entydigt.

Et centralt kapitel inden for dette afsnit ma siges at vaere kap. 6 betitlet: titlet:Om kallkritik. Her behandles, i naevnte raekkefolge, aegthedsproblemet, samtidighedskriteriet, tendensproblemet og endelig afhaengighedsproblemet. Behandlingen adskiller sig ikke fra den gasngse, og jeg vil hertil kun bemaerke, at den er lige lovlig kort. Ud fra bogens titel og store dele af dens indhold ma det antages, at den er beregnet for begyndere, hvilket burde vaere i hojere grad tilgodeset ved dens disposition. At lade en relativ ligegyldig diskussion om kildebegrebets flertydighed i kap. 4 fylde 10 sider, mens en gennemgang af kildekritikens vigtigste arbejdsredskaber blot fylder 15 sider, er for mig at se at tage for lidt hensyn til laeserne.

Slutkapitlet i dette afsnit, kap. 7, drejer sig om »Att fastsla fakta«, m. a. o. at drage slutninger til virkelighed. Her vil jeg blot beskaeftige mig med hvad T. kalder »indicieargumentering«. Dette defineres saledes (s. 107): Det finns emellertid ytterligare ett satt att lagga grund for historiska pastaenden om sakforhallanden. Det ar att anvanda sig av kanda forhallanden for att sluta sig till andra.

... Den innebar alltsa ett indirekt satt att faststalla fakta. Sa vidt jeg kan se, har T. her blot defineret begrebet analogislutning. T. skriver videre (s. 108): Som exempel pa. indicieargumentering kan anforas de slutsatser man kan dra utifran att en handling eller framstallning inte namner ett forhallande, slutsatser e silentio. Det kan konstateres, at der abenbart ikke er almindelig enighed om, hvad en e silentio-slutning er. Erslev (Historisk Teknik, s. 88) skriver: . . . argumentum e silentio, der gaar ud paa, at vi forkaster en Beretning, fordi andre Vidner ikke taler om Tildragelsen.

Det tredie hovedafsnit omhandler

hovedsagelig hvad man med et ord kan kalde forklaringsprocessen. Kap. 8, som omhandler »Systematisering och generalisering«, giver et udmaerketindblik i statistiske problemer i forbindelse med historieforskningen ligesom det klart gor rede for de forskelligebetydninger af ordet generalisering.

Kap. 9 omhandler problemet om vurdering og objektivitet. T. arbejder med begreberne vaerdi-subjektivitisme og vaerdi-objektivisme, som han stiller over for vaerdi-nihilisme. Ved vaerdi-subjektivisme forstas (s. 136) f. eks. at moralske normer altid er relative, afhaengige af tid, sted og milieu, en relativisme som T. isaer tillaegger repraesentanterne for historismen. Ved vaerdi-objektivisme forstar T. (s. 134) den opfattelse, at moralske normer er almengyldige og paviselige f. eks. ud fra et bibelsk begrundet stasted, saledes at alt og alle objektivt, dvs. ud fra en fast faelles malestok, kan dommes derudfra. Tilhaengerne af vaerdi-nihilismen vil derimod haevde (s. 137f.), at saetninger, som indeholder vaerdidomme, hverken kan vaere sande eller falske. Heraf kan man igen slutte, som T. er tilbojelig til at gore det (s. 146f.), at selve det historiske objektivitetsproblem er et skinproblem. Keine Hexerei, nur Behendigkeit!

Her skal i denne forbindelse blot peges pa, at objektivitetsproblemet er involveret i tendensproblemet, som igen er involveret i mange arsagsforklaringer. Tendensen kan vaere et led i arsagsforklaringen, som ofte indeholder vaerdi-ladede saetninger (vaerdidomme). Endvidere kan vaerdidomme ofte vaere et led i beskrivelsen af tilsyneladende rene haendelsesforlob (faktaorganisering). At haevde pastanden om at sadanne vaerdidomme hverken er sande eller falske kan let fore til, at mange arsagsforklaringer og beskrivelser af haendelsesforlob af denne grund alene ma forkastes som meningslose. For at sige det kort: jeg tror ikke, at man sa let kan afvise objektivitetsproblemet som et skinproblem.

Det centrale kapitel i dette afsnit er imidlertid kap. 11: Att forklara det forgangna, der drejer sig om den historiske arsagsforklaring. T. gar ud fra, at selve den historiske arsagsproblematik »narmast har ett filosofiskt intresse« (s. 160), dvs. at den for historieforskeren ikke behover at vaere problematisk, hvis han blot folger nasrmere angivne regler. Det drejer sig ifolge T. om at udelukke alternative muligheder for arsager i forbindelse med begreberne »tilstr£ekkelige« og »nodvendige« betingelser (s. 161f.). Deter tilsyneladende historieforskeren selv, der i hvert enkelt tilfaelde afgor, hvad der er en nodvendig og tilstraekkelig betingelse for et haendelsesforlob. Den eneste begrundelse T. giver for denne tankegangs rigtighed er, at man kan afprove gyldigheden af en saledes opnaet arsagsforklaring ved at undersoge, om den passer ind i et storre haendelsesmonster (handelsemonster). Jeg vil ikke haevde, at denne opfattelse nodvendigvis behover at vaere forkert, men jeg vil staerkt pointere, at T.'s uvilje mod at beskaeftige sig med den erkendelsesteoretiske baggrund for en sadan opfattelse her giver et alvorligt bagslag: teorien bliver hermed reduceret til en blot og bar pastand og mister derved betydeligt i interesse.

Til bogens kreditside bor det henfores,at den er forsynet med mange eksempler, taenkte som virkelige, som i hoj grad illustrerer T.'s tankegang; til debetsiden, at dispositionen er uegal, fordi T. bruger for megen pi ads til at

ride sine kaepheste. Endelig bor det paskonnes, at sproget i denne bog, i modsaetning til andre arbejder af samme slags, er godt og klart, uden unodvendige fremmedord.