DEN DANSKE KIRKES HISTORIE FULDFØRT

Seksten ar er der gaet mellem forste bind af Den danske Kirkes Historie og det ottende og sidste bind, som udkom i efteraret 1966. Da subskriptionsindbydelsen til vaerket blev udsendt af Gyldendals Forlag i 1950, regnede vaerkets davaerende redaktorer, Hal Koch og B)0m Kornerup, med, at Vcerket med et bind om aret kunne afsluttes i lobet af otte ar; det sidste bind skulle omfatte Mellemkrigstiden. Der kom til at ga dobbelt sa mange ar. Prisen pr. bind er vokset til det dobbelte fra forste til sidste bind. Begge vaerkets redaktorer er dode i alt for tidlig alder, og det er professorerne Niels Knud Andersens og P. G. Lindhardts navne, der star pa redaktorpladsen i de to sidst udkornne bind. Men hovedlinjen i vserket har trolig fulgt den oprindelige plan og er viderefort, saledes at over hundrede sider er tildelt krigs- og efterkrigstiden. Professor Lindhardts fremstilling af denne periode afsluttes med omtale af pjecen »Kirkens Ja og Nej« og Bodil Kochs strukturkommission fra 1964. Den forsinkelse, der har fundet sted med udgivelsen, er rigelig opvejet ved den tidsgevinst, der bestar i, at vaerket er fort sa naer op til nutiden som vel muligt.

I forordet til vaerket fra 1950 anforte dets forste redaktorer, at der da var gaet hundrede ar, siden Ludvig Helveg begyndte at udgive sin danske kirkehistorie.Den forela afsluttet i 1870. Siden Helvegs tid var der ikke kommet nogen stor samlet fremstilling af den danske kirkes historie, mens Danmarkshistorien i ovrigt var blevet behandlet i de to folgende slaegtled i flere stort anlagte vaerker, ved arhundredskiftet »Danmarks Riges Historie«, efter forste verdenskrig Erik Arups uafsluttede Danmarkshistorieog endelig Schultz' Danmarkshistorie. »Inden for Studiet af Landets verdslige Historie harder saaledes vaeret et lykkeligt Samspil mellem Enkeltundersogelser og samlede Fremstillinger, mellem kritisk Analyse og skabende Syntese.« Et tilsvarende samspil savnedes for kirkehistoriens vedkommende; de mange kritiske og dygtige enkeltundersogelser var ikke fojet ind i den samlede fremstillings helhed. Pa denne baggrund hasvdede redaktorerne - der selv begge var mestre i »enkeltundersogelser« - at

der nu matte skabes en tidssvarende syntese, en samlende fremstilling af den danske kirkes historie. For videnskabsmaendene kunne den virke som en spore til fornyet forskning, og historisk interesserede lassere kunne her modes »med den saerdeles vaerdifulde og interessante Del af det danske Folks Liv, som horer ind under Kirken«.

Nar man med disse linjer fra vaerkets forord i mindet betragter den afsluttede kirkehistorie, ma man sige, at vaerket holder mere, end det fra starten har lovet. Det handler sandelig om meget mere end den del af det danske folks liv, »som horer ind under kirken«.

Allerede i Kirkehistoriens forste bind, skrevet af Hal Koch selv, traeder sammenhaengen mellem den kirkelige udvikling og den almindelige samfundstilstand og -udvikling staerkt frem. Der rader en passende balance mellem »andelige« og »materielle« kraefter, og vurderingen af personer og forhold er beslaegtet med den, man har modt hos de banebrydende »verdslige« rigshistorikere Lauritz Weibull og Erik Arup, kun mere nuanceret end hos dem. Det bind af vaerket, som her er omtalt, slutter ved 1241 (anmeldt Jyske Samlinger, ny rk. I, s. 236 f.). I denne periode, fra religionsskiftet til Valdemar Sejrs dod, ma der naesten saettes lighedstegn mellem Kirkehistorie og Danmarkshistorie.

Vaerkets andet og tredje bind, der udkom 1962 og 1965, er ikke tidligereomtalt i dette tidsskrift. Andet bind (316 sider), der behandler senmiddelalderen fra 1241 til 1448 er - bortset fra et afsluttende kapitel om Kirkebygninger og kirkekunst, som skyldes Erik Horskjter - skrevet af professor Niels Knud Andersen. Ligesom Hal Kochs indgaende studier over »den begyndende hojmiddelalder« dannede en solid grundvold undervaerkets forste bind, har ogsa andet bind sin ballast i forfatterens egne specialstudier, isaer den kirkeretshistoriske undersogelse om aerkebiskopJens Grand. Man maerker overalt i denne sobre fremstilling fortrolighedenmed senmiddelalderens tankegang og indstilling. Den harmoni mellem kirke- og kongemagt, som toner gennem den beromte fortale til Jyske Lov fra 1241, blev efter Valdemar Sejrs dod samme ar snart aflost af skaerende misklange. Om »Kampen mellem Kirke og Konge« handler de forste hundrede sider i andet bind. For kirken star i tiden indtil 1325 sa staerke og stejle skikkelser vagt som aerkebisperne Jakob Erlandsen, Jens Grand og Esger Juul. De kaempede for kirkeretten og kirkens selvstaendighedog imod det nationale kongedomme, og de sejrede, dog mere pa papiret - eller handfaestningernes pergament - end i virkeligheden. Da det kom til stykket, savnede de ydre magtmidler til at fastholde deres krav. For Jakob Erlandsens vedkommende er en vaesentlig enkeltundersogelsekommet

sogelsekommetfrem efter Niels Knud Andersens samlede fremstilling. Niels Skyum-Nielsens faengslende disputats »Kirkekampen i Danmark 1241-1290« - med dens klarlaeggelse af kampens art og spillets regler pa europaeisk baggrund - er forst udkommet fa maneder efter Niels Knud Andersens fremstilling.

Vaerkets andet hovedafsnit har titlen »Begyndende Statskirkedannelse«. Da kongemagten styrkedes under Valdemar Atterdag og hans efterfolger, svaskkedes de hjemlige kirkelederes indflydelse. De blev i stigende grad afhcengige af kongerne, denned alle midler forstod at drage pavehoffet over pa deres side.

Udviklingen under kongerne Christiern I og Hans (1448-1513), som indleder Kirkehistoriens tredje bind (pa i alt 433 sider), er ogsa behandlet af Niels Knud Andersen (pa knap hundrede sider). Under de forste oldenborgske konger blev linjen fra Valdemar Atterdag og hans efterfolger genoptaget. Statsmagtens greb om kirken blev stadig fastere og strammere. Den middelalderlige kirkes krav om at danne en stat i staten blev aldrig opfyldt.

I Kirkehistoriens tredje bind har P. G. Lindhardt behandlet Reformationstiden fra 1513 til 1536. Professor Lindhardt har ellers skrevet mest om de tre sidste arhundreders kirkehistorie, men ogsa i denne periode er han pa hjemmebane. Stilen er kort og knap, dommene skarpe. Men samtidig er undersogelsen analytisk og indtraengende.

Den skildring, professor Lindhardt pa knap hundrede sider har givet af det religiose liv i senmiddelalderen, som indledning til fremstilling af reformationstiden, er en kulturhistorisk studie af usaedvanlig hoj vaerdi. Her gores rede for verdensbilledet (efter »Lucidarius«, den yngre middelalders klassiske skolebog), for »de hellige handlinger« og gudstjenestens enkelte led (med lovlig mange uoversatte latinske gloser), for »det hellige liv« og helgeners vrimmel. Lindhardts afsnit om det religiose liv i senmiddelalderen ma fremhasves som noget af det lodigste og fornemste i hele Kirkehistorien. Hans andel i dette vaerk er omfattende og udgor i alt over tusinde sider, vel over en tredjedel af det samlede sidetal og mere end nogen anden forfatter har skrevet (Hal Koch kommer naermest efter ham), men intetsteds nar han hojere i kvalitet end i dette afsnit.

I de tre folgende afsnit behandles reformationens forlob under titleme »Optakten« (1513—23), »Gennembruddet« (1523—30) og »Afgorelsen« (1530-36). Der gores rede for den politiske, sociale og religiose situation med mange citater fra Poul Helgesen, reformkatolikken, der efterhanden blev en sa hadefuld modstander af de lutherske »kaettere«. Man aner, at

forfatteren foler sig nok sa tiltrukket af hans temperament som af mangen lutheraners, og deter utvivlsomt sundt for eftertiden at lytte til en sa begavet talsmand for den tabende part. Det taler til tidens aere, at der i tiden for 1536 kunne udfolde sig en sa aldeles aben og dristig offentlig droftelse om alle tidens sporgsmal, noget som vi ellers ikke genfinder i det danske samfund for i trykkefrihedens tidsalder.

Det skyldes dog ikke denne droftelse, at reformationen sejrede. Den katolske kirke faldt, siger Lindhardt, »og dens fald var stort og brat, fordi den var ormstukken helt igennem, en forsorgelsesanstalt for de i forvejen besiddende. I Danmark har reformationen ikke »afskaffet« katolicismen; den havde godt og grundigt afskaffet sig selv forinden«.

Sadan skriver Lindhardt, nar han skriver bedst. Der er en pafaldende forskel pa stilen og tonen i Niels Knud Andersens fremstilling og Lindhardts. Begge har skrevet her i samme bind, den ene roligt og vserdigt afbalanceret, med gammeldags »store bogstaver«, helt uden pegepind, - der er ingen kursiveringer eller udrabstegn i hans afsnit. Lindhardt ncegter sig intet i sa henseende, hans fremstilling er rigt facetteret, men han er aldrig kedelig, og han mister aldrig overblikket trods et mylder af detaljer.

Bispernes faengsling 1536 omtaler Lindhardt med vendinger sa aktuelle, at de naesten passer pa det graeske statskup 1967. Handlingen karakteriseres som »et grojt diktatorisk overgreb, en übestridelig plet pa hele reformationen*. Det efterfolgende st£endermode »forlob i en atmosfcere af diktatur, og byen var spaekket med militaer. Der skulle ikke forhandles, blot tages til efterretning . . .«

Det foles egentlig ikke som noget stort spring at hoppe fra Lindhardts skildring af reformationstiden i Kirkehistoriens bind 3 til hans redegorelse for tiden 1901-1965 i det sidst udkomne bind 8 (383 sider). De mellemliggende bind har tidligere vaeret anmeldt i dette tidsskrift (IV i Jy. Saml. V, s. 324 f., V-VI i Jy. Saml. 111, s. 199 ff., VII i Jy. Saml. IV, s. 325 ff.)

I 1955 udkom Lindhardts »Kirken igar og idag«, en fremstilling der nu i sin struktur og karakter kan betragtes som et forarbejde til Kirkehistoriensottende bind. Men saledes var det ikke taenkt. I sine senere ar ville Hal Koch selv have skrevet i Kirkehistorien om tiden efter 1914, men naede inden sin dod i 1963 kun at fa skrevet en snes sider, som nu er blevet trykt i Kirkehistoriske Samlinger ( 7. rk. VI, s. 168 ff.). Lindhardthar i sit forord til Kirkehistoriens sidste bind udtalt, at »det har vaeret vigtigt for mig, at bind VIII ogsa kom til at fremtraede som hans

arbejde«. Saledes virker det dog ikke, og det skal ikke bebrejdes Lindhardt.Takket vaere hans forfatterskab har Hal Kochs indsats i dansk kirkeliv og samfundsliv faet den plads, som den fortjener, og som Hal Koch selv aldrig ville have kunnet blot antyde. At Lindhardts egen indsats, hans inspirerende og irriterende kraft som forsker og debattor i de sidste artier er kommet til at sta i skyggen, er sa en anden sag, som der ikke er noget at gore ved.

Tidsmaessigt er perioden fra arhundredskiftet til nu opdelt i tre afsnit, 1901-1920, 1920-1940 og 1940-1965, hvert fyldende godt hundrede sider. I tiden for og under forste verdenskrig er hovedemnerne J. C. Christensens demokratiske kirkelovgivning, den liberale teologis gennembrud, den akademiske og folkelige liberalisme og de kirkelige retninger og bevaegelser. Skildringen af mellemkrigstiden indledes atter med kirkelove, men domineres i ovrigt af tidehvervsbevasgelsen, barthianismen, Oxford-bevasgelsen og de gamle retningers krise eller »selvbesindelse«. I det sidste afsnit er vasgten isaer lagt pa den kirkepolitiske og teologiske udvikling.

I ovrigt rsekker synsfeltet langt ud over det, som i snsevrere forstand »horer ind under kirken«. Saledes far krigsarenes folkelige bevaegelser og retsopgoret efter krigen en indgaende behandling, som har vasrdi for alle historisk interesserede laerere. Pa et enkelt punkt (s. 266) har fremstillingenmattet korrigeres ved en senere af forlaget udsendt rettelse, beregnet til indklaebning i bogen. Det tidspres, som forfatteren har vaeret udsat for, og den knappe plads, der har vaeret tilmalt ham, har nok sine steder fristet til, at fremstillingen er blevet alt for knap og undertiden lidt misvisende. Til det sidste forhold bidrager en svaghed, som Hal Koch pegede pa, da han i sin tid anmeldte »Kirken igar og idag« i Politiken(16/12 1955): »Deter en vanskelig ting at skrive samtidens historie, men et krav synes det mig, at man kan stille: at historikeren i nogen grad soger at forsta ogsa de faenomener, der er ham lidet sympatiske, ud fra deres egne forudsaetninger, og at han derfor giver et billede af dem, som de pagaeldende mennesker dog i nogen made selv kan anerkende. Dette krav er Lindhardt kun meget lidt lydhor overfor«. Et eksempel herpa. er skildringen af Oljert Ricard og »Ricard-Epigonerne«, s. 98 ff., en skildring, der har fremkaldt protester. Her har polemikeren Lindhardt abenbart taget magten fra historikeren. I hvert fald et sted har Lindhardt ved benyttelsen af sine kilder taget andres polemiske indlaeg for historisk sandhed. Det gaelder fremstillingen s. 220 af den grundtvigske vennekreds, der bestod af Anders Norgaard, J. Th. Arnfred og Aage Miller. Her anfores,at Arnfred af hensyn til Askov Hojskoles og Bys trivsel svigtede

den grundtvigske »selvbesindelse«. Her har ensidig information forenklet og forgrovet sagen, sa det virker übehageligt pa den la>ser, der har et nojere kendskab til personer og forhold. Forfatteren har formodentlig afsluttet sin fremstilling, inden Arnfreds egen redegorelse i hans bog »Askov Hojskole i Mands Minde« (s. 125 ff.) udkom i 1965.

S. 180 anforer Lindhardt som »Tidehvervs«-kredsems kirkehistorisk vigtigste opgave, at den skulle »knytte folkelige kontakter, sa den rensende og nybyggende kunde sanere den borgerligt-religiose augiasstald, vaekkelserne og den teologiske liberalisme pa alle mader havde gjort kirken til«. Det virker, som om Lindhardt her formulerer formalsparagraffen for sin egen kirkehistoriske indsats. Men med dette formal er man pa kanten af kirkehistorikerens opgave. Den er bedre udtrykt af Bjorn Kornerup, en af vaerkets hovedmaend, citeret af Lindhardt s. 306: Det »historiebillede som kirkehistorikeren fremstiller ma vaere saledes beskaffent, at enhver historiker kan acceptere det . . . han bor ikke se det som sin opgave at forsvare eller bekasmpe bestemte lgerdomme eller systemer, men sa forudsaetningslost som muligt at forsta det historiske hasndelsesforlob og dets arsager. Kun ved at fastholde dette syn vil kirkehistorien kunne skaffe sig respekt som videnskab«.

Det ma konstateres, at professor Lindhardt ikke altid holder sig disse gode videnskabelige principper for oje. Hans unoder er mange; hans fejl bestar pa de punkter, hvor anmelderen kan kontrollere sagen, dog mere i tilbojelighed til skematisering eller afklasdning m. h. t. handlingsmotiver, end i abenbare unojagtigheder, men deter synd, at disse pletter hos mange nemt forer til den antagelse, at professor Lindhardt ikke er en palidelig forsker og ikke en uvildig dommer. Fa humanistiske videnskabsmaend har i dette arhundrede ydet vaesentligere bidrag til dansk kirkehistorisk forskning; ingen har bedre end Lindhardt formaet at kalde pa folkelig interesse for dansk kirkehistorie.

Selvfolgelig ma det bero pa et skon, hvad der i en sadan sammenhaengendefremstilling tages med eller udelades. For anmelderen har det vasret en glcede, at kirkemusikken og Thomas Laubs reformerende indsats er behandlet udforligt og indsigtsfuldt. Det var dog ikke alle »praester, organister og menigheder«, der var hans modstandere; det gjaldt f. eks. ikke Th. Skat Rordam og Chr. Welding, der begge banede vej for Laubs indsats. Det gjorde »Hojskolebladet« ogsa. - I betragtning af den omtale den moderne psykologi har faet i forbindelse med Henry Ussings forkyndelsei slutningen af bind VII, savnes en omtale af dette arhundredes psykologi som forudsastning for kirkelig nyorientering. Hverken Freud eller Jung har fundet plads i registret. - I slutningen af vaerket savner man

en omtale af skoleloven 1958 og debatten om dens malsaetning, men det kan forklares som beskedenhed fra Lindhardts side. Lindhardts egen tale om »det evige liv« pa Askov 1952 er saledes gemt beskedent og anonymt nederst i et hjorne pa side 317.

Af de nsesten tre bind, som professor Lindhardt har skrevet til den store Kirkehistorie i lobet af forbavsende kort tid, er det sidste det bedste. Nar det har givet Chr. Bartholdy anledning til at skrive en kronik med titlen »En studie i udrabstegn« (Kr. Dagbl. 29/10 1966), ma det til Lindhardts forsvar anfores, at maengden af disse anstodssten er i aftagende set i forhold til det foregaende bind. Det sidst udkomne bind er i det hele resultatet af et myreflittigt og samvittighedsfuldt forskerarbejde. Fremstillingen er ogsa velskrevet, og den er rig pa traefskud. Dens skildring af udviklingsforlobet virker som helhed overbevisende. Til sidst skal med tilslutning anfores, hvad en af bindets interesserede laesere har meddelt anmelderen: »For mig er det, som om der hele tiden har staet en skikkelse, en afdod men derved sa meget mere inspirerende, ved siden af Lindhardt, mens han skrev: Hal Koch«.

Om det samlede vaerk »Den danske Kirkes Historie« skal afsluttende siges, at det star som et monument ikke blot over sit emne, men over sin egen tid. Nar professor Lindhardt ikke har sagt det i sit sidste bind, ma det siges her: Ingensinde har den danske kirkehistorie haft flittigere forskere og fornemmere fremstillere end i det sidste slaegtled. De forende blandt vore kirkehistorikere og teologer har ikke blot haevdet sig inden for deres eget fag, men ogsa i de laerdes lav, de har hojnet de humanistiske videnskabers anseelse. Dertil ma fojes, at de har haft overskud til at yde en folkelig indsats. Hal Koch var et stralende eksempel herpa, men han stod ikke alene. Selve vasrket om den danske kirkes historie er en sund og aedel frugt af denne dobbelte videnskabelige og folkelige indsats. Den er i det store og hele et ualmindelig sobert arbejde, praeget af vilje til at forsta de store sammenhaenge i kirkens historie som led i det danske folks liv.

Ogsa fra forlagets side er vasrket en bedrift. Man maerker nok, at de udmaerkede redaktorer ikke har haft den hjselp, som f. eks. Politikens Danmarkshistorie har haft, til at sorge for, at de enkelte dele er blevet praktisk og ensartet udstyret med litteraturhenvisninger og andre hjaelpemidlerfor laeseren. Det afsluttende register boder dog herpa. Retskrivningener forskellig fra bind til bind, undertiden inden for det enkelte bind. Vaerket er rigt illustreret, men billedredaktionen har vaeret noget ujasvn. Der er adskillige overlapninger i teksten, og visse sider, f. eks.

Skanes, Sonderjyllands og Gronlands forhold, er i nogen grad forsomt. Men alt dette er underordnet i sammenligning med den indsats, der er ydet som helhed. At danske historikere i 1950'erne og 1960'erne har kunnet praestere to sadanne samlingsvaerker som Politikens Danmarkshistorieog Gyldendals Kirkehistorie, begge med Hal Koch som redaktor, er virkelig en dad, der tjener ophavsmaendene til sere og oplysningen til gavn.