STATSKUNDSKAB OG HISTORIE

Ved kgl. anordning af 11. marts 1965 blev der indstiftet en ny dansk doktorgrad, graden som doctor scientiarum politicarum. I slutningen af november 1966 blev den forste afhandling for den nye grad forsvaret. Det var en maerkedag for det unge statskundskabsstudium i Arhus, sa meget mere som afhandlingens forfatter, mag. art. Erling Bjol, er en af fagets professorer. Afhandlingens emne var centralt: La France devant l'Europe. La politique europeenne de la IV^e Republique.

Deter en selvfolge at der til en afhandling for doktorgraden i statskundskab stilles krav hvis art og omfang svarer til dem der stilles vedr. andre danske doktorgrader, ganske saerligt indenfor sadanne videnskaber som har beroringsflader med statskundskaben, altsa blandt de ved Aarhus Universitetet selvstamdigt repraesenterede fag fortrinsvis okonomi, jura og historic

Det siger endvidere sig selv at en afhandling kun er relevant for denne grad forsavidt dens genstand henhorer under statskundskabens emnekreds. Det ma imidlertid betones at denne emnekreds ikke er skarpt afgramset. I de seneste artier har den politiske videnskabs dyrkere netop taget emner op som ikke tidligere vilde vaere blevet betragtet som relevante. Hvis man vil definere et kriterium for emnerelevans kan man nasppe komme sagen naermere end ved tautologisk at sige at en afhandling til forsvar for denne grad ma behandle politiske faenomener eller have vaesentlig relation til sadanne. Det ma vaere de til enhver tid sagkyndiges sag at afgore hvilke opfattelser af termen politiske fcenomener de vil acceptere. At der i denne henseende ingen tvivl kan rade om den foreliggende afhandlings relevans turde vaere udenfor debat.

Statskundskabens emnekreds omfatter imidlertid emner som ogsa behandlesunder
andre videnskaber. En sondring ma derfor ske pa grundlagaf

lagafkriterier af metodisk karakter, ordet metode her taget i dets videstebetydning.

Ved metode taenkes ofte pa forskningsteknik. Der findes imidlertid ingen enkelt for statskundskaben sasregen teknik. Den kan betjene sig af enhver videnskabelig teknik som er formalstjenlig ved udforskningen af dens emnekreds, f. eks. statistisk og sociologisk teknik savel som historisk kildekritik, og hovedvaegten kan vaere lagt pa en hvilkensomhelst formalstjenlig teknik. Det forskningstekniske kan alene vaere af betydning som kriterium for kvaliteten, ikke for relevansen.

Man kan sondre mellem metode og teknik. Ved metode taenkes da mindre pa fremskaffelse og afprovning af data end pa anvendelsen og bearbejdelsen af disse, som nar der tales om deduktiv og induktiv metode, kvalitativ og kvantitativ metode, komparativ metode osv.., dvs. hvad man kan betegne som metode i snaevrere forstand. Deter omstridt hvorvidt man kan tale om en videnskabelig metode, men det lader sig ikke bestride at statskundskaben i disse henseender ikke adskiller sig fra en raekke beslcegtede videnskaber. Ogsa pa dette punkt vil der altsa vaere tale om et kvalitetskriterium.

Begrebet metode er imidlertid ikke udtomt hermed. Det involverer ogsa sporgsmal om fra hvilken synsvinkel en videnskab anskuer sine data, og hvorledes den formulerer sine problemstillinger. I denne forstand bestar der f. eks. et metodisk skel mellem sadan historisk forskning som i hojere grad tager sigte pa det unikke, og statskundskaben hvis primasre interesse i data er af generel og systematisk karakter. Statskundskabsforskning tilstrseber i princippet en opfattelse af data som led i en systematisk teori. Den adskiller sig fra andre samfundsvidenskaber ved arten af denne teori. F. eks. anlaegger jura og statskundskab forskellige betragtningsmader overfor data som de i stor udstraekning er faelles om men som de anskuer ud fra hver sin systematiske teori.

Disse betragtninger forer da til folgende konklusioner: I. En afhandling er relevant forsavidt den til genstand har politiske faenomener eller faenomener med vaesentlig relation til sadanne, og forsavidt den tilsigter en forstaelse af disse som led i en systematisk teori; 2. Den kan antages forsavidt den iovrigt opfylder almindelige videnskabelige krav med hensyn til metode og teknik og er af et omfang som svarer til kravene ved andre doktorgrader.

Det forekommer ret sjaeldent at en dansk disputats er skrevet pa
fransk, nar da ikke emnet er fransk sprog eller fransk litteratur. Men
sprogvalget er naturligvis saerdeles velmotiveret nar emnet er fransk politik.Afhandlingen

tik.Afhandlingener, som den skal vsere, forsynet med et dansk resume. Deter usaedvanlig fyldigt, naesten 10 %af selve afhandlingens tekst, og daskker denne godt, men naturligvis ikke sa godt at man kan lade vaere at laese det franske, hvis man vil have det fulde udbytte af det arbejde der er nedlagt i den.

Forholdt det sig anderledes vilde afhandlingen vaere skrevet alt for bredt, og deter den, det omfattende emne taget i betragtning, ikke. Dr. Bjol ma have vist betydelig selvdisciplin da han sigtede sine data for han gav sig til at skrive. Dog kan det siges, at han ikke sparer pa citater. Et Scerlig tydeligt eksempel forekommer pp. 277-78. Til belysning af at ogsa kommunister giver udtryk for en i princippet positiv holdning til en forening af Europa anfores flere citater af kommunistiske parlamentarikere. Waldeck-Rochet siger: »Unir l'Europe. L'idee est a premiere vue genereuse, seduisante«. Primet siger: »Unir l'Europe est a premiere vue une entreprise seduisante«. Da forf. ikke haefter sig ved den forbavsende verbale overensstemmelse mellem de to citater havde et af dem vasret nok. Dette eksempel er helt klart. I mange andre tilfaelde vil der vaere en glidning, en nuance, og det vil bero pa et skon hvor mange nuancer man vil tage med. Formentlig kunde forf. i adskillige tilfaelde have erstattet nogle af citaterne med korte henvisninger i noterne. Med det tidspres taget i betragtning som moderne forskere arbejder under er cnhver unodig bredde en udyd.

Afhandlingen rummer et personregister, derimod ikke noget sagregister. Det vil vaere et savn for dem der vil benytte bogen, sa meget mere som indholdsfortegnelsen er saerdeles lakonisk, et punkt pa hvilket fransk tradition ikke er fulgt.

Som antydet kan begrebet metode opfattes som omfattende tre underbegreber:forskningsteknik, metode i snaever forstand og det der pa engelsk kaldes approach, dvs. hvorledes problemer stilles op og gribes an. Det betyder naturligvis ikke at der ikke er en naer sammenhasng mellem de tre underbegreber, isaer da imellem approach og teknik. Men deter formalstjentligtat sondre pa denne made fordi man derved understreger den afgorende betydning approachen, problemformuleringen, har for et videnskabeligt arbejdes karakter, bade for hvilken videnskab det bor henregnes til, og for hvor det placerer sig indenfor den pagaeldende fagvidenskabsspektrum. Denne opfattelse synes dr. Bjol at dele, at domme efter nogle betragtninger han anstiller (p. 12) vedr. forholdet mellem den historiske og den politiske videnskab. Formentlig er hans vurdering af

dette forhold lovlig unuanceret. Men derom nedenfor. Forst skal der gores
nogle bemaerkninger om det forskningstekniske aspekt.

Dr. Bjol opgiver (p. 16) sine kilder. De falder i to grupper: trykt materiale, som betegnes som det vigtigste materiale, og interviews med en raskke vigtige aktorer, foretaget under forskningsarbejdet og altsa en halv snes ar efter de pagseldende tildragelser. Jeg vil beskaeftige mig med den sidstnaevnte kildegruppe forst.

Der er i teksten og isaer i noterne 8 og 11 til det forste kapitel omhyggeligt gjort rede for disse interviews tilblivelse. De er gennemfort med stor dygtighed, og redegorelsen kan tjene som nyttig vejledning for enhver der vil forsoge sig med at fremskaffe data under lignende omstaendigheder.

Forf. omtaler de svagheder der knytter sig til denne teknik. Det naevnes, i tilknytning til nogle bemaerkninger af J. B. Duroselle, at den sjaeldnere kan bruges til at fastsla detaljer, snarere hvad aktorerne fandt vigtigt, altsa deres motiver. Dette er nok rigtigt. Men naturligvis rummer teknikken faelder ogsa i sa henseende. Man kan ved interviews komme til at fremprovokere »falske« kilder. Det afgorende er om man stiller sine sporgsmal pa en sadan made at man kan forvente at fa vejledende, ikke vildledende svar. I et tilfaelde synes dr. Bjol at have forsyndet sig mod denne maksime, med den folge at han pa et vassentligt punkt i sin forskning er kommet til et resultat som jeg i det mindste ikke finder bcstyrket af kilderne.

Det drejer sig om det vigtige sporgsmal om det har vaeret et hemmeligt mal for fransk Europa-politik at, som forf. med et lykkeligt udtryk siger, institutionalisere Tysklands deling, idet man matte forvente at Sovjetunionenvilde vasre endnu mindre tilbojelig til at tillade en genforening nar Vesttyskland var integreret i et vesteuropaeisk faellesskab. Denne tankegangblev fremhaevet i et i 1963 udgivet posthumt arbejde af diplomatenGeorges Boris, og den synes jo i sig selv sserdeles plausibel. I parlamentsdebatterne er der intet belaeg at hente for denne opfattelse, naturligvis ikke. Prasses har da spurgt nogle af aktorerne: Maurice Schumann,en unavngiven »statsmand der kan tale med autoritet om Parisaftalerne«1 samt Pierre Uri og Etienne Hirsch. De bensegter, naturligvis.I betragtning af hvad skade et bekrseftende svar den dag i dag vilde kunne forvolde pa hvad man godt kan kalde disse menneskers livsvacrk kan man naeppe forvente noget andet svar. Deres benaegtelser har i hvert

---

1. Unavngiven fordi interviewpersonerne har kunnet klausulere materialet, sa det kun har vseret tilgaengeligt for forf. og bedommerne. Det originale interviewmateriale er deponeret i Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

fald ingensomhelst beviskraft. Deter iovrigt interessant at konstatere at en analyse af Hirsch's svar (pp. 49, 379) viser at han viger uden om sporgsmalet. Stillet overfor et klart sporgsmal undlader han en direkte benaegtelse.

Man kan maske i denne forbindelse indvende at intervieweren under selve samtalen kan have modtaget et overbevisende indtryk af interviewpersonernes oprigtighed. Et sadant indtryk kan vaere berettiget. Men det er subjektivt i den afgorende forstand at det ikke gennem referat af selve udsagnene kan overfores til andre forskere som hvad Arnold Brecht² har kaldt »intersubjectively transmissible knowledge*, dvs. som data disse kan godtage som grundlag for deres egen forskning. Det bor understreges at sporgsmal som det nsevnte er en undtagelse, ikke en regel i dr. Bjols interviews.

De trykte kilder opregnes p. 16. Deter de to kamres og det okonomiske Rads debatreferater, referater fra partikongresser, taler og erklaeringer fra de politiske aktorer, interesseorganisationers publikationer, boger og brochurer, memoirer og biografier. Nu og da citeres ogsa pressen, men deter korrekt at den ikke er taget med i den naevnte opregning da der ikke er gjort forsog pa en systematisk udnyttelse. Sluttelig anvendes ogsa Sondages, dvs. publikationen af det franske opinionsinstituts resultater. Deter af det anforte isaer parlamentsreferaterne der er udnyttet til bunds. Iovrigt beklager forf. at han ikke har kunnet udtomme sit materiale.

Hvad bruges dette store materiale til? »Jeg har«, siger dr. Bjol (p. 14) »ingen ambition i retning af det kvantitative«. Det malelige, hedder det videre, falder ikke nodvendigvis sammen med hvad der er vigtigt set fra den politiske forsknings synspunkt, dvs. vigtigt for at forsta den menneskelige adfaerd i politik. Resultaternes nojagtighed vil lide nar man afstar fra at benytte kvantitative metoder. Men ikke nodvendigvis deres virkelighedstroskab. Han tilslutter sig professor Manning, der har sagt at International politik som en gren af samfundsvidenskaben ikke behover at undskylde sig fordi den har plausibilitet og intet mere at tilbyde.

Nar forf. i denne forbindelse taler om kvantitative metoder taenkes der formentlig pa at det benyttede materiale, isaer debatreferaterne, kunde vaere gjort til genstand for en kvantitativ indholdsanalyse. Deter overvejende sandsynligt at hvad angar de sporgsmal han har vaeret interesseret i at stille til sit stof vilde den antagelig have givet ret banale resultater sammenlignet med hvad han har naet gennem sin kvalitative analyse.

---

2. Political Theory, Princeton, 1959, pp. 33, 115.

Deter en af denne afhandlings absolutte fortjenester at den sa übetinget fastslar at sporgsmalet om metode og om teknik er underordnet det videnskabelige formal. Metodologisk set har den politiske videnskab i de sidste 10-20 ar befundet sig, og befinder sig fortsat, i en vaeldig gaering. Spektret spaender fra en tekstanalyse der star den historiske kildekritik naer, over sociologisk dataindsamling og statistisk databehandling til modelanalyse under benyttelse af hojt udviklet matematisk teori. Hvis vi med dr. Bjols franske ordvalg kalder os politologer fristes vi sommetider til at sporge os selv om verbalpolitologer om en arraekke vil blive lige sa sjaeldne som verbalokonomer af en Axel Nielsens type er godt pa vej til at blive i dag. Jeg tror deter meget vigtigt at politologer forholder sig abne overfor de rige metodologiske muligheder, og at denne abenhed ogsa indebasrer at sansen bevares for at anvende hvad der undertiden pejorativt betegnes som traditionelle metoder, nemlig i de tilfaelde hvor de forekommer forskeren mest formalstjenlige. Man kan hore amerikanske kolleger lidt bittert beklage sig over at bevillinger isaer gar til sadanne forskere som vil benytte metoder der har saerligt blikfang. En sadan tendens kunde bevirke en skadelig forvridning, og jeg finder det derfor ganske lykkeligt at den forste danske afhandling for statskundskabsgraden er et eksempel pa at der kan nas interessante resultater ved hjaelp af sakaldt traditionelle metoder.

Som sagt spasnder statskundskaben over et rigt metodologisk spektrum. Med nogen ret kan man sige at spektrets felter svarer til statskundskabens slsegtskab med andre samfundsvidenskaber. I den ene ende af spektret nasrmer den sig nationalokonomiens staerkt formaliserede modelanalyse, i den anden ende har den tilknytning til historieforskningens forsigtige empiri. Det lader sig ikke naegte at den foreliggende afhandling metodologisk set horer til i den sidstnasvnte ende af spektret, og derfor ma dr. Bjols interesse kredse netop om forholdet til historien nar han formulerer sin problemstilling. Ingen vilde kunne tage denne afhandling for en slags nationalokonomi. Derimod foler han sig foranlediget til at demonstrere at den heller ikke er en slags historieskrivning, men uanset et vist metodefaellesskab, eller mere prascist sagt: et vist fasllesskab i forskningsteknik, har sin egen approach. Jeg er enig i denne hans konklusion men ikke i enhver af hans praemisser. Men inden jeg gar over til en droftelse af denne side af begrebet metode har jeg et par kritiske bemasrkninger at gore om hans anvendelse af den historiske forskningsteknik i hans kvalitative analyse.

Forf. drofter (pp. 18-21) forst de parlamentariske debatreferaters
kildevserdi. Man ma, hedder det, tage en taktisk bestemt forvridning

med i betragtning. Men pa den ene side er denne forvridning i sig selv et vigtigt studieobjekt, og pa den anden side udelukker den ikke, hvis man tor tro aktorerne selv, enhver oprigtighed i debatten. »Lad os da et ojeblik lytte til dem, uden at glemme at forsikringerne om oprigtighed meget vel blot kan vsere udslag af taktisk underfundighed«. Derefter folger godt to tryksider med i alt 26 citater af fremtraedende politikere, hentet fra alle de centrale debatter om den europaeiske politik. Derefter forlades emnet uden yderligere kommentar fra forfatterens side.

Flertallet af de 26 citater virker imidlertid lidet overbevisende. Hvad er det de veltalende herrer star og forsikrer hinanden og - ikke at forglemme — offentligheden? Deter at »denne debater sa vaegtig, sa alvorsbetonet, sa behersket . . . den gor forsamlingen stor aere«; eller: »De modsatte standpunkter er, forsavidt angar det store flertal i denne forsamling, udtryk for lige stor patriotisme«; eller: »Den afgorelse vi skal traeffe er af den allerstorste betydning. Den vil rnaske forandre ikke alene Frankrigs skaebne men Europas fremtid«.

Hvad er sadanne udtalelser vserd som vidnesbyrd om debattens oprigtighed? Deter for det forste bemaerkelsesvserdigt at der er ikke en eneste kommunist iblandt de citerede. I det ene af de anforte citater var det netop hensigten at sastte kommunisterne uden for dette patriotiske faellesskab. Det de herrer star og forsikrer hinanden kan sammenfattes omtrent saledes: »Vi er uenige men vi taler alle efter bedste overbevisning, vi er de gode viljers maend«. Der er imidlertid endnu en bemaerkelsesvaerdig omstaendighed. Som forf. sa fortjenstfuldt paviser mange steder i sin afhandling var der ikke en af disse politikere som ikke vidste at der blandt hans vadgere var adskillige som var enige med hans modpart i debatten. Anskuelserne i disse sporgsmal gik jo i en endog usaedvanlig grad pa tvasrs af partilinjerne. I den situation var det god taktik at fare med lempe, at bevidne sin respekt for andres standpunkter, ikke at stode anderledes disponerede vaelgere unodvendigt fra sig.

Vi har i nyere dansk politik haft i det mindste en debat som minder om disse franske, debatten om tiltraedelsen af Atlantpagten i 1949. Gar man den efter finder man de samme track. Kommunisterne er sat udenfor. Derimod takker udenrigsministeren den radikale ordforer, selv om han ikke var enig med ham: »Det var for mig en glaede at hore hans indlaeg som jeg synes var velgorende klart og sagligt«. Og samme radikale ordforerbevidner at han ikke et ojeblik har draget i tvivl at det var regeringensbestemte opfattelse at en tilslutning til Atlant-pagten var det der gavnede freden i verden, og det der sikrede Danmark bedst. Og bade Venstres og den konservative ordforer betoner beslutningens alvor, og

Ole Bjorn Kraft taler om dem der er modstandere ud fra nationale synspunkter, underforstaet de Radikale og visse retsstats- og venstremaend;»kommunisternes motiver er jo ganske andre, hvad de sa end siger«. Selv om naturen senere i debatten i nogen grad gik over optugtelsen,og selv om dansk og fransk udtryksmade nu engang er bestemt af forskellige traditioner, sa ser man dog partierne bevidne hinanden deres agtelse, under de samme to omstaendigheder som i Frankrig: at kommunisternevar udenfor, og at de vidste at der indenfor hvert eneste parti var mange vaelgere som ikke var enige med partiet.

Derfor er de 26 citater et meget svagt bevismateriale. De lader sig forklare uden at antage dem som udtryk for oprigtighed. Hvis man hertil vil sige at dr. Bjol jo har taget forbehold, da er det rigtigt, men ikke i dybere forstand. Man kan ikke daekke sig ind ved blot at tage forbehold og derefter bringe sine citater. Jeg tor ikke benasgte at der kan findes eksempler pa den samme blaese-og-have-mel-i-munden teknik i min egen produktion. Men selv om jeg selv bor i et glashus er det min pligt alligevel at kaste sten. Deter forskeren der kender sit materiale til bunds og - hvad der er det afgorende i denne forbindelse — er noje fortrolig med den baggrund pa hvilken det ma ses hvis det ikke skal fejlfortolkes, og derfor er det ogsa forskeren der ma tage et standpunkt. Enten ma han haevde at udsagnene er tilforladelige, eller ogsa ma han lade dem ude af betragtning.

Som nasvnt benyttes i betydelig udstraekning materiale fra de franske opinionsundersogelser. Dr. Bjol anstiller en del betragtninger over hvad dette »tilsyneladende eksakte redskab« lader sig bruge til. Disse betragtninger kunde have vaeret mere indgaende, hvad i ganske saerlig grad opinionsundersogelser pa det udenrigspolitiske felt giver anledning til, isaer m. h. t. sporgsmalet om en anskuelses intensitet, der antydes p. 286. Interviewsituationen er jo en kunstig, dvs. for formalet frembragt situation, der tvinger respondenterne til at tage stilling til sporgsmal som mange af dem ellers ikke vilde have gjort sig klar. Vi ved f. eks. fra en amerikansk undersogelse hvorledes 70 % af respondenterne tog stilling, for og imod, til den aldeles fiktive Metallic Metals Act, til trods for at den noget mistaenkelige formulering burde have tjent til advarsel. Bjols konklusion synes at Vcere at den amorfe opinion, som disse undersogelser giver os et vist kendskab til, snarere afgraenser aktorernes muligheder end patvinger dem nogen politik, og deri har han formentlig i almindelighed ret.

Det vilde have vaeret meget onskeligt om der i en note var gjort rede for
den teknik der er benyttet ved de pagaeldende franske undersogelser.
Den er af afgorende betydning for hvilken lid man kan feste til tallene.

Gar man disse oplysninger efter i Sondages viser det sig at de ikke er tilstraekkelige. Der oplyses intet om interviewteknikken, og oplysningerne om udvaslgelsen af interviewpersonerne giver ikke et klart billede af fremgangsmaden,der er sa afgorende for repraesentativiteten. F. eks. hedder det blot {Sondages, 1958, no 1-2, p. 195): »Dans chaque ilot, les enqueteursregoivent des consignes pour le choix d'une personne par maison ou par groupe d'habitations«. Man kan ikke heraf se hvor meget der er overladt til interviewernes forgodtbefindende. Derimod ses det at mange af undersogelserne er gennemfort med ned til 8 a 900 interviewspersoner, dvs. sa beskedne storrelse af N at konfidensintervallet bliver stort.

Jeg vil derefter vende mig til en anden side af metoden, til den approach
som er bragt i anvendelse i den foreliggende afhandling, og vil samtidig
nodvendigvis berore hele afhandlingens anlaeg og indhold.

Afhandlingens emne er den 4. franske republiks Europa-politik, af forf. i indledningen prseciseret som specielt omfattende tidsrummet 1950-57, fra fremsaettelsen af Schuman-planen over forhandlingerne vedr. C.E.D., Paris-aftalerne og Euratom til ratifikationen af Rom-traktaten. Deter altsa den periode af fransk Europa-politik hvor muligheden af aktiv britisk deltagelse i et europseisk faellesskab syntes svindende, og hvor interessen i stedet blev koncentreret om at tilvejebringe et lille-europasisk faellesskab. Opmcerksomheden er imidlertid alene samlet om beslutningsprocessen pa fransk side. Regeringerne i Bonn og Rom og i Beneluxlandene er sa at sige statister. Hvad de mener og foretager sig omtales naesten ikke, lige sa lidt som de diplomatiske forhandlinger pa konferencer og gennem de traditionelle kanaler. Ej heller behandles hvad der foregik i London og Washington eller i Moskva. Alt dette optraeder kun i den udstraskning det indgik i de franske aktorers forstillinger. Indenfor denne franske ramme er opmaerksomheden yderligere koncentreret, nemlig om de dele af beslutningsprocessen som udspilledes for offentlighedens ojne eller i direkte tilknytning hertil i partier og interesseorganisationer samt blandt de sakaldte eksperter. Derimod oplyses der intet om hvad der foregik i udenrigsministeriet eller i parlamentets udenrigsudvalg.

Det kan med andre ord siges at vaere en snaever afgraensning dr. Bjol har givet sit emne. Denne afgraensning kan opfattes som en folge af de kilder han har valgt. De vilde simpelthen ikke basre ud over denne greense. Det vilde imidlertid vaere overfladisk at opfatte forholdet saledes. Deter ikke i forste raekke kilderne der har bestemt emnets afgraensning. AfgrEensningener udtryk for en bestemt forskningsmaessig hensigt, og denne hensigter fort igennem i den udstraekning kilderne tillod. Denne hensigt,

denne approach, og dens folger er derfor det der i det folgende skal
diskuteres.

Hele denne problematik er i hoj grad forf. bevidst. Den droftes flere steder i afhandlingen. Straks pa den forste side (p. 11) hedder det: »Formalet med mit arbejde er ikke historisk. Jeg har villet behandle den franske Europa-politik under den politiske videnskabs synsvinkel«. Forskellen ligger, hedder det videre, i arten af de sporgsmal de to videnskaber stiller til de data som er til radighed og som ofte er de samme. Den politiske forskning samler sig ikke som historien om at udforske et begivenhedsforlob og slet ikke i dets unikke forlob, men om at forsta det politiske systems funktion. Positivt stilles programmet saledes op: »Hvorledes har det politiske system i den 4. republik fungeret under udarbejdelsen af og gennemforelsen af dens udenrigspolitik i en bestemt henseende«?

Der er ingen tvivl om at en afhandling med en sadan problemformulering horer ind under statskundskabens omrade. Deter altsa bade hvad emne og problemformulering angar fuldt berettiget at denne afhandling er indleveret og antaget til forsvar for doktorgraden i statskundskab.

Dr. Bjol er ojensynligt ivrig for at laegge afstand mellem sig og historieforskningen. Deter min opfattelse at han derved er kommet til at grave groften dybere end den er, eller behover at vaere, og iovrigt ogsa at han ikke selv har vaeret i stand til at respektere groften. Om historien hedder det (p. 12) at den koncentrerer sin opmaerksomhed om at pavise raekkefolgen (»retablir la sequence*), om det unikke i en begivenhed, om de personlige bevaeggrunde (»les motifs particuliers« (p. 13 )) der forklarer den og den begivenhed, den og den specielle afgorelse.

Deter übestrideligt at disse ting interesserer historikerne. Men deter lige sa forkert at haevde at det alene er disse ting der Interesserer dem. Selv om man kan finde stotte derfor hos visse teoretikere blandt historikerne som staerkt understreger det unikke, er det ikke muligt at afgraense de to videnskaber fra hinanden pa denne made. Ogsa historikere har sogt noget generelt. Man behover blot at nasvne klassikere som Thukydid og Polybios eller i nyere tid de af Marx' historieopfattelse influerede historikere, som — uanset hvad man iovrigt vil mene om dem — pr. definition har interesseret sig meget lidt for »de personlige motiver« og des mere for det ene af de to hovedsporgsmal forf. selv stiller sig (p. 21): »Quels genres de forces ont determine la formation des decisions dans la politique internationale?« Den materialistiske historieopfattelse har sit saerlige svar pa det sporgsmal, og det svar vil langfra falde sammen med det her givne. Men det drejer sig i begge tilfaelde om et sporgsmal som soger sit svar i noget generelt.

Termen krcefter forer meget let til svar som har en metafysisk karakter, fordi der mangier en pavisning af forbindelse mellem makroplanet og mikroplanet. Deter en forbindelse som det ikke er lykkedes den materialistiske historieopfattelse at etablere, og deter formentlig en del af forklaringen pa at adskillige historikere i reaktion herimod har sogt tilflugt i en overbetoning af det unikke, en tendens som antagelig ogsa er blevet fremmet af den pa andre mader sa vaerdifulde revolution som det kildekritiske gennembrud i det 19. arhundrede betod. Denne opfattelse blandt en del historikere har dr. Bjol lovlig ukritisk taget til sig, med det resultat at han fremstiller forholdet mellem historien og statskundskaben altfor forenklet. Nar han i begyndelsen af kap. V om eksperterne (p. 105) formulerer sit sporgsmal saledes: »Quelle a ete le role des fonctionnaires dans l'elaboration de la politique europeenne?«, da er det et sporgsmal som en historiker lige sa vel kunde have gjort til tema for en afhandling.

Statskundskabens forhold til historieforskningen kan ikke gores op i en enkel formel. Jeg skal ikke ga nojere ind pa forholdet, men blot pege pa at deter et problem som ma anskues mellem alle samfundsvidenskaberne pa den ene side og historien i dens samfundsvidenskabelige aspekt pa den anden side, og hvor begge parter er ydende og nydende.

Det hedder (p. 12) at sondringen mellem historisk og statskundskabsmetode, dvs. -approach, er vanskeligere at opretholde i praksis end pa det teoretiske plan. »I1 m'est arrive, en posant des questions de science politique, de recevoir des reponses qui etaient historiques«. Hvor forf. saledes er snublet over uventede historiske detaljer har han ment at burde anfore dem, men han har ikke sogt dem, hedder det, naermest undskyldende.

Deter klart at deter forskeren, der, ud fra en lang raekke forudsastninger, hvis relevans naturligvis kan diskuteres men som ikke skal diskuteres her, er herre over hvilke sporgsmal han vil stille til sit materiale. Hvis han pa sin vej stoder pa oplysninger som ikke er relevante for hans problemstilling kan han selvfolgelig notere sig dem og f. eks. anfore dem i en note i sin afhandling. Men dette er ikke en forskel mellem to fag, det er en forskel som vil kunne optraede indenfor ethvert fag. En historiker vil saledes narsomhelst kunne stode pa oplysninger han ikke kendte men som ikke er relevante for den opgave han har sat sig, og det samme vil kunne ske for en statsvetare eller politolog.

Hvis det blot var dette dr. Bjol havde iagttaget vilde det vaere overflodigtat
bemaerke det, og i hvert fald overflodigt at haefte sig derved i en
anmeldelse. Men ordvalget giver det indtryk at deter en anden slags

forskel forf. har i tankeme, sa at sige en principforskel mellem historiske data og statskundskabsdata. En sadan principforskel eksisterer efter min opfattelse ikke. Statskundskaben er nojagtig lige sa interesseret som historieforskningeni at de data hvoraf den skal opbygge sin teori eller hvorpaden vil afprove sin teori er sa omhyggeligt verificeret som muligt. Hvis vi skal beskrive og forklare et system eller en struktur eller en funktion - de begreber forf. saetter i centrum for sin interesse - sa er det onskeligt at have sa noje et kendskab som muligt til de data som er relevantefor forstaelsen, ogsa selv om disse data indgar i et forlob, altsa er af evenementiel karakter, og denned efter forf.'s opfattelse horer historien til. Det hele er et sporgsmal om sigte, ikke om en forskel der ligger i kilderne.

Forholdet kan belyses med et eksempel. Kap. VI om La democratic chretienne, dvs. M.R.P., er et meget velskabt kapitel, som man lseser med saerlig glasde. Henimod slutningen af kapitlet analyserer dr. Bjol forholdet mellem M.R.P.'s og dets vaelgeres opfattelser i Europa-politikken. Analysen bygger vsesentlig pa resultaterne fra nogle opinionsundersogelser hvor interviewpersonerne er blevet spurgt om deres syn pa Europa-politikken og samtidig om deres partitilhorsforhold, altsa. en undersogelse af en forholdsvis overfladisk karakter. Bjol er tilbojelig til at slutte at M.R.P.'s vaslgertilslutning har sin basis i et religiost syndrom, og at vaelgernes overvejende tilslutning til Europa-politikken snarest er et udtryk for at de i dette sporgsmal folger de politikere som de iovrigt har tiltro til, med andre ord, at partiloyaliteten er afgorende for deres udenrigspolitiske standpunkttagen. Deter en saerdeles plausibel konklusion. Man jaevnfore f. eks. med danske vaelgeres holdning til Socialdemokratiet i Atlantpagt-sporgsmalet. Men denne interessante konklusion er draget pa et spinkelt grundlag. Det matte vsere muligt ved et indgaende studium af internt MRPmateriale og af pressen at belyse dette sporgsmal langt mere indgaende. Det vilde i sa fald vaere nodvendigt at gore et omfattende og tidtagende stykke primaer forskning. Om man vil kalde det historisk forskning eller statskundskabsforskning er ligegyldigt. Det afgorende er at man vilde kunne underbygge, eller evt. afkraefte, en hypotese som i hoj grad er relevant set fra en statskundskabssynsvinkel.

Dette kan tage sig ud som begyndelsen til en bebrejdelse for at vaere gaet overfladisk til vaerks. Der er ikke ret mange kapitler i bogen som ikke stort set det samme kunde siges om som her bemaerket om kap. VI. Forf. synes at have villet daekke sig ind pa forhand overfor kritik for overfladiskhed og har ment at kunne finde daekning i en sondring mellemhistoriske detaljer og sa andre data der tillaegges relevans for statskundskaben.En

kundskaben.Ensadan sondring er pa forhand hablos. Hvis politologen vil til bunds i noget, f. eks. forholdet imellem politikeren og hans vaslgere, ma han gore et lige sa slidsomt forskningsarbejde som historikeren. Sigtet er nok mere eller mindre forskelligt, men arbejdsbyrden er den samme.

Det har imidlertid ikke vaeret hensigten med ovenstaende at rette bebrejdelser mod dr. Bjol for overfladiskhed. Skulde et forskningsarbejde som det jeg har antydet i forbindelse med kap. VI vsere foretaget over hele linjen vilde det meget store arbejde den foreliggende afhandling ma repraesentere vaere blevet mangedoblet, med andre ord: vaere blevet uoverkommeligt. Forf. har staet overfor et valg. Han kunde have foretaget en detailundersogelse af f. eks. MRP's Europa-politik. Den kunde vasre cementeret gennem et indgaende studium af alle relevante kilder og en sadan undersogelse vilde naturligvis vaere af stor interesse for statskundskaben. Han kunde ogsa vselge et mere omfattende emne og anlysere det pa grundlag af allerede foreliggende litteratur og forholdsvis overskuelige og lettilgaengelige kilder. Deter det han har valgt, og deter et lykkeligt valg fordi det har givet ham lejlighed til fuldt ud at udnytte sin dybtgaende indlevelse i fransk politik, en indlevelse som er en forudsaetning for at en sadan approach kan lykkes. Det valg behover ingen undskyldning. Men det har naturligvis sin pris. Det betyder at han ikke kan fore verificeringen af sine hypoteser sa langt som der er principiel mulighed for, og deter iovrigt en übetinget ros til hans arbejde at han intetsteds fremstiller det usikre mere sikkert end deter. Til gengaeld betyder valget at de hypoteser han formulerer har en storre spaendvidde, siger noget om storre dele af det politiske system. Der horer mod til at vaelge opgaven pa det mere generelle plan og selvdisciplin til at lose den tilfredsstillende. Resultatet vidner om at dr. Bjol besidder begge egenskaber.

Hans hensigt er at behandle sit emne fra den politiske videnskabs synsvinkel.Hvad forstas derved? Det hedder (p. 12) at den politiske videnskabsoger det strukturelle og typiske monster i data, de generelle aspekter,det politiske systems funktion. Forsavidt denne definition ikke er at opfatte som eksklusiv kan jeg ganske tiltraede den. Studiet af den 4. republiks Europa-politik er valgt (p. 16) fordi det giver mulighed for at studere et stort antal variabler som indgar i dannelsen af holdninger i udenrigspolitikken.Formalet raekker altsa ud over stoffet. Forf. vil bidrage til forstaelsen af hvorledes en udenrigspolitik formuleres, ikke alene den 4. republiks Europa-politik. Men formalet har ikke taget magten fra ham. I konklusionen hedder det (p. 295) forsigtigt at undersogelsen har fort til at der kan opstilles nogle teser »dont la formulation serait suffisammentgenerate pour servir de terme de reference, sans que nous leur

postulions pour autant une portee ou une valeur generates, etant donne leur origine casuelle«. leg forstar disse ord saledes at forf. mener at hans studier er resulteret i en raekke teser der kan tjene som hypoteser for andre lignende undersogelser gennern hvilke de kan verificeres eller falsificeres som generelle teser betragtet. I sa fald vidner det om hans staerke -og jeg vil sige: prisvaerdigt stserke - empiriske forankring.

Deter iovrigt bem£erkelsesv£erdigt at dr. Bjols teser ingenlunde alene har gyldighed for den disciplin under den politiske videnskab der kaldes International politik. Hans undersogelser gaslder jo ikke i forste raekke det internationale politiske system men formuleringen af et politisk systems udenrigspolitik. Deter derfor ikke overraskende at hans teser, mutatis mutandis, lige sa vel er af interesse for andre statskundskabsdiscipliner. Hvad han har taenkt og skrevet kan vi alle drage nytte af. Specialisering er pa mange mader en dyd, men der er samtidig noget nyttigt og vaerdifuldt i at den forste statskundskabsdisputats placerer sig sa centralt indenfor

Forf. er bredt orienteret i sit fag. Han kender bade den angelsaksiske og - hvad der er knapt sa almindeligt - den franske litteratur om international politik. Vil man tale om skoler - og deter naeppe überettiget at gore det - da er det utvivlsomt at hans gaeld er storst til den franske skole. Ikke alene er det isaer fra forskere som Duroselle og Bertrand de Jouvenel han pa afgorende punkter vaelger sit udgangspunkt. Hans egen forskning og hans egne resultater baerer ogsa prseg af fransk sans for logisk begrebsdannelse og klarhed i analysen.

Deter ikke modeller han interesserer sig for, deter analysen af data
ved hjselp af et logisk opbygget begrebsapparat. Deter en af de veje den
politiske videnskab har at ga, ikke den eneste, men en af de sikreste.

Det lader sig ikke gore her at komme ind pa alle sider af dr. Bjols begrebsapparat. Store dele af deter af megen vaerdi for statskundskaben i det hele taget. Lad mig naevne sondringen mellem kausalitetssystem og malsaetningssystem som aspekter der begge er nodvendige for analysen. I kausalitetssystemet indgar de ydre betingelser eller, mere praecist sagt, aktorernes forestillinger om disse, der farves af deres rnalsstninger, ligesommalsaetningssystemet farves af deres opfattelse af hvilke muligheder kausalitetssystemet lader abne. Deter en sondring som skyldes Duroselle, men som deter Bjols egen fortjeneste at han benytter med sans for det komplicerede forhold. Der sondres, og deter, savidt jeg har forstaet, hans egen fortjeneste, mellem et billede af fremtiden, der vsesentlig er kausalt bestemt, og en vision af fremtiden, der isaer er malbestemt. Disse sondringer kombineres med en tredje. Udformningen af fremtidsbilledet

sker dels ved inerti, dvs. at man ekstrapolerer en radende tendens, dels ved analogi, dvs. at man parallelliserer foreliggende situationer med tidligere.Deter Bertrand de Jouvenel der har opstillet denne sondring. Dertil fojer Bjol en tredje udformning, den dialektiske, der mere har relationtil fremtidsvisionen end til fremtidsbilledet, idet der tilstraebes en anden udformning af fremtiden end den der mekanisk vilde folge af den gyldighed der tillaegges inerti- og analogibillederne; hvad det undertiden kniber for aktorerne at forsta er at tilsvarende dialektisk udformning gor sig gaeldende hos modparten.

Der kunde naevnes flere eksempler. De anforte kan sta som udtryk for anerkendelse af en intellektuel indsats som har meget at give. Der ligger naturligvis ikke heri at der ikke kunde rejses indvendinger pa visse punkter. F. eks. forekommer anvendelsen af termen system mig at va;re stasrkt indsnaevrende, i hvert fald i kapitlet Le systeme, der alene handler om forholdet mellem parlament og regering, og i den forbindelse naesten udelukkende samler sig om behandlingen i kamrenes plena, mens sa vassentlige led i beslutningsprocessen som regeringen og udvalgene kun strejfvis omtales. Jeg skal imidlertid ikke ga nsrmere ind herpa, men samle mig om et enkelt forhold, behandlingen af forholdet mellem arguments og mobiles.

Dette sporgsmal er saerdeles centralt i hele afhandlingen da den fremfor alt er en analyse af holdninger {attitudes). overst p. 229 siges det at forholdet mellem bevasggrunde (mobiles) og begrundelser arguments)er tornet sporgsmal, og at sondringen i praktisk forskning er aleatoire, dvs. meget usikker, og at det derfor er lykkeligt for den politiske videnskab at den kan tillade sig at smutte uden om det og betragte det som sekundaert. Midt pa siden sammenlignes holdningernes dannelse med en krystallisationsproces, og her hedder det: »Certains renseignements se cristallisent a un moment donnee en mobiles qui forment une structure d'attitudes, qui a parti du moment de la cristallisation attire certains arguments qui la renforcent et en repoussent d'autres qui l'affaiblissent«. Her udtrykker dr. Bjol sig altsa som om deter muligt at sondre mellem mobiles og arguments, og da deter i konklusionen, hvor han resumerer sine resultater, kan der ikke vaere tale om en rent logisk sondring, men krystallisationsbilledet ma vaere udtryk for resultater af empirisk forskning.Rent faktisk har han ogsa i hoj grad beskaeftiget sig med udforskningenaf bevaeggrundene. Forud (p. 13) har han afvist at benytte sig af den af visse forskere, bl. a. Hans Morgenthau, anviste vej, at lade analysenforega alene pa argumentationens plan, og har tilsluttet sig Wolfers der mener at forskningen sa tvinges til at operere i en sa abstrakt atmosfaereat

sfaereatder ikke opnas kendskab til andet end det bare skelet. Jeg skal ikke tage stilling til om dette er rigtigt. En hel skole beskaeftiger sig med argumentationens sociale funktion. Men onsker man at analysere bevaeggrundene,hvordan da komme uden om det »tornede« sporgsmal om hvornar en begrundelse udtrykker en bevaeggrund og hvornar den ikke gor det? Dr. Bjol mener at kunne gore det ved at sondre rnellem motifs particuliers og motifs generaux. Om disse sidste siges det (p. 13) at de deles af tilstrsekkelig mange personer i tilstreekkelig lang tid til at danne »des syndromes d'attitudes, des motifs qui prennent un caractere structural*. Men hvordan laerer man sadanne »generelle motiver« at kende pa anden made end ved at analysere argumentationen, og det vil, hvad enten materialet er parlamentsdebatter eller interviews, sige den argumentation enkeltpersoner fremforer? Forsavidt man ikke interesserer sig for den enkeltes bevaeggrunde i hans saerlige baggrund, hvad er det sa man leerer at kende gennem sin analyse? Deter hans argumentation, dvs. at analysen igen bevaeger sig pa argumentationens plan, ikke pa bevasggrundenes.Det man finder er, som det siges (p. 21), »des mobiles declares*. Det forekommer mig at dr. Bjols sondring mellem motifs particuliers og motifs generaux i virkeligheden er identisk med den sondringmellem bevaeggrunde og begrundelser, som han med rette siger er sa vanskelig men hvis vanskelighed han naegter at drage konsekvensen af. Motiver i betydningen mobiles (bevaeggrunde) kan, hvis man ikke antagereksistensen af en kollektiv sjael, nodvendigvis kun analyseres hos enkeltpersoner, faellestraek i disse motiver, altsa motifs generaux, ma analyseres pa argumentationens plan. Der er en vis uklarhed i afhandlingenfordi forf., forhindret af sin vildledende sondring, visse steder beskaeftigersig med en analyse af argumenter, andre steder med en analyseaf bevaeggrunde. Det skal iovrigt tilfojes at hele dette sporgsmal er et af de mindst afklarede i forskningen, og at det derfor er sasrdeles nyttigt at dr. Bjol har taget sig pa at saette en droftelse deraf i gang.

Denne anmeldelse har fortrinsvis beskaeftiget sig med den metodoiogiske side af dr. Bjols afhandling, hvad denne i sig selv tilskynder til. Iovrigt vil afhandlingen formentlig finde mange laesere fordi den, ogsa malt med international malestok, er en fornem analyse af et centralt emne. Den er praeget af sikker beherskelse af stoffet, en dyb fortrolighed med fransk politik, en veludviklet sans for proportioner og, fremfor alt, en evne til at stille frugtbare sporgsmal og skaffe sig velunderbyggede svar af stor relevans for forstaelsen af den politiske videnska^s felt. Pa dansk grund er den et pionerarbejde.