1. Indledning

I denne afhandling gives en beskrivelse af et aspekt af relationerne mellemFolketingets partier i arene 1945-66. Bortset fra en enkelt undersogelsehar denne periode endnu ikke tiltrukket sig historikernes opmaerksomhed.De eksisterende oversigtsmaessige fremstillinger beskaeftiger sig kun i beskedent omfang med beskrivelsen af forholdet mellem partiernei. Der er derfor et behov for tilvejebringelse af oversigter over periodens udvikling, — et behov der kan give plads ogsa for en beskrivelse

---

1. Harold Westergaard Andersen, Dansk Politik i gar og i dag, 1920-66 (Kobenhavn 1966) og Frantz Wendt, Besasttelse og atomtid 1939-65, Politikens Danmarks Historie, bd. 14 (Kobenhavn 1966). Den mest indgaende droftelse af relationerne mellem regering og opposition i tiden efter 1945 findes i Poul Meyer, Politiske Partier (Kobenhavn 1965), kap. 12.

der som den her fremlagte dels gor brug af et »utraditionelt« kildemateriale
og dels i sit sigte raekker ud over den historiske fremstilling.

Til belysning af relationerne mellem partierne i Folketinget har jeg forst og fremmest benyttet den datamasngde, der foreligger i registreringen af partiernes stillingtagen ved den afsluttende afstemning under 3. behandling af regeringens lovforslag.

Denne afstemning er en central fase i lovgivningsprocessen. Ikke pa den made, at deter her, et lovforslags skaebne afgores reelt, for det vil sjceldent vaere tilfaeldet, men fordi afstemningen betegner afslutningen pa Folketingets behandling af lovforslaget, den endelige opgorelse over de enkelte partiers holdning. Her markeres, hvad partierne har vseret i stand til at enes om under udvalgsarbejdet, og hvad de efter tie behandlinger og mellemliggende udvalgsbehandling fortsat er uenige om. Ikke alene er det af betydning at fa registreret slutresultatet, fordi man derved far data til belysning af dette stadium i lovgivningsprocessen; samtidig er det af interesse, fordi partiernes stillingtagen ved den afsluttende afstemning far konsekvenser for deres muligheder for at kritisere regeringen for dens lovgivningsarbejde. Jo flere lovforslag et oppositionsparti har stemt for i en valgperiode, desto snasvrere vil partiets muligheder vaere for at rette kritik mod regeringen. Konstateringen er banal, men dog ikke uden interesse; specielt hvis man onsker at foretage sammenlignende undersogelser af lovgivningsprocesser og af relationerne mellem regering og opposition, er det ikke uvassentligt at have netop dette forhold for oje.

Selvstaendig interesse far undersogelsen af afstemningsmonstrene i Folketinget ogsa derved, at politikerne i deres argumentation benytter sig af henvisninger til holdningen ved afstemningerne. Nar f. eks. »oppositionens leder« i 1947, Hans Hedtoft, haevdede, at

»Paastanden om at vi i vor Opposition herinde blot har vaeret negative, og ikke har peget paa en Vej frem, er . . . urigtig. Jeg beder de Herrer der bruger denne Paastand om at overveje, at de i naeste ojeblik, naar de skal forsvare Regeringens Politik, henviser til, at vi har stemt for 90 % af Regeringens Lovforslag

sa har man her et blandt flere eksempler pa, at henvisninger til afstemningsadfserden indgar i den politiske argumentation. Ogsa pa denne baggrund er det af betydning at fa registreret, hvilken holdning Folketingets partier faktisk har indtaget.

I perioden 1945-66 blev der i det danske Folketing vedtaget 2727 regeringslovforslag3.

---

2. Rigsdagstidende 1946/47, Forhandlinger i Folketinget, sp, 5445, jvf. naesten ligelydende udtalelser samme sted sp. 3573 og sp. 5092.

geringslovforslag3.Alene at fa overblik over monstrene i disse mange afstemningerkraever anvendelsen af en eller anden form for statistisk bearbejdning. Jeg har valgt at tilvejebringe dette overblik gennem opstillingaf nogle tidsraekker, baseret pa de foreliggende data. Da anvendelsenaf tidsraekker i udforskningen af politiske faenomener, det vaere sig i politisk historieforskning eller i politisk videnskab, synes at vaere ret sparsom, skal jeg indledningsvis i al almindelighed beskaeftige mig med sporgsmalet om tidsraekkers anvendelse og anvendelighed, inden jeg vendermig til beskrivelsen af periodens afstemninger. Ved at benytte denne fremgangsmade bliver det ogsa muligt straks fra starten at pege pa nogle af de begrcensninger, som den anvendte metode er undergivet.

2. Om anvendelsen af tidsrækker

Ved en tidsrcekke forstas opstilling af en raekke successive iagttagelser af en variabel over et kortere eller lsengere tidsrum, og saledes at iagttagelserne kan vaere foretaget med kortere eller laengere, regelmaessige eller uregelmaessige intervaller. Tidsraekken er et vigtigt vaerktoj for den okonomiske teori, ligesom enhver, der er fortrolig med okonomisk historie, kender dens vaerdi ved beskrivelsen af den okonomiske udvikling.

Uden for de okonomiske discipliner er anvendelsen af tidsraekker som hjselpemiddel ved beskrivelse og forklaring af faenomeners udvikling gennem tiden relativt sjaelden. Specielt gaslder det, at man i disciplinen politisk historie sjaeldent ser historikeren benytte sig af tidsraekker. Men heller ikke i den politiske videnskab er anvendelsen ret almindelig. Disse to iagttagelser vil jeg gerne uddybe lidt nasrmere.

At den politiske historiker ikke i storre omfang benytter tidsraekker i sin rekonstruktion af historiske udviklinger er evident. Man kan undre sig over det, al den stund historikere i hojere grad end alle andre forskere beskasftiger sig med sekvenser, med udviklinger, tendenser, trends etc.⁴. Man kan sporge, hvad grunden kan vsere. Til dels ma den vel soges i det forhold, at historikeren gennem sin uddannelse ikke er blevet gjort fortrolig med anvendelsen af kvantitative metoder, og at der under hans uddannelse maske endda er blevet indpodet ham en vis - ofte sund - skepsis over for anvendelsen af statistisk metode pa et historisk kildemateriale.

---

3. Antallet af vedtagne private forslag er forsvindende. Om forholdet mellem vedtagne og ikke-vedtagne regeringsforslag, se nedenfor tabel 1.

4. Om tidsperspektivet som hovedaspekt i historieforskningen, se Otiar Dahl, Innforing i Historieforskningens Metodelaere, (Oslo, 1964), pp. 41-42, jvf. ogsa Rolf Torstendahl, Historia som vetenskap (Stockholm, 1966) pp. 128 ff.

Vaesentligere er det nok, at historikeren arbejder med givne data, og at disse data sjaeldent er af en sadan karakter, at de lader sig ordne i tidsraekker. For en aeldre teoretiker som Kristian Erslev var kilderne noget man jandt, afprfivede og derefter drog slutninger fra 5. Den moderne teoretiker har et andet syn pa den historiske undersogelses trin i og med, at han saetter problemformuleringen, den mere eller mindre bevidste hypotesedannelse, forrest. Men kilderne er stadig det faste punkt i den historiske forskning. »Kilderne er ikke skabt af historikeren selv« 6. Selv om samtidshistorikere i et vist omfang selv er begyndt at producere historisk kildemateriale, beskriver denne konstatering stadig historikerens holdning til sine data. I og med at disse data sjaeldent foreligger i en sadan form, at de lader sig opstille umiddelbart i tidsraekker, og som folge af, at historikeren som regel ikke er disponeret for at bearbejde dem med henblik pa en sadan opstilling, bliver tidsraskken sjaeldent anvendt.

I de ovrige samfundsvidenskaber, inklusive den politiske videnskab, er forskerne i hojere grad vaennet til, disponeret for, kvantitative betragtningsmader. Den indledende problemformulering er vel nok som regel af mere bevidst karakter end historikerens, hypoteserne vil ofte vasre mere precise, og hvad der er vassentligst: man sporger ikke alene om, hvor man kan jinde data, der kan bruges ved hypoteseafprovningen, - man vil ogsa sporge, om deter muligt at producere data. Den norske politolog Stein Rokkan har fundet et lykkeligt udtryk for dette, nar han siger, at man i de nomotetiske samfundsvidenskaber benytter sig af savel »proces-producerede« som »forsker-producerede« data. Den stigende anvendelse af direkte observation, af interviewundersogelser etc., gor brugen af »forsker-producerede« data mere hyppig, ligesom udnyttelse af elektronisk databehandlingsteknik muliggor produktion og analyse af nye data-typer ".

Man kunne pa denne baggrund forvente, at tidsrakker anvendtes i storre omfang som hjaelpemiddel for forskningen, end det faktisk er tilfaeldet. Gennemgar man efterkrigstidens litteratur inden for sa centrale felter som vaelgeradfaerdsforskning, parlamentsforskning og partiforskning,bliver man slaet af det forhold, at den politiske videnskab kun i forsvindendeomfang synes at interessere sig for longitudinale analyser, dvs. undersogelser af en eller flere variablers udvikling gennem tiden 8. Langt

---

5. Kristian Erslev, Historisk Teknik, (anden udgave, Kobenhavn 1961), § 8.

6. H. P. Clausen, Hvad er historie (Kob3nhavn 1963) p. 62.

7. R. L. Merritt & S. Rokkan, eds, Comparing Nations, (New Haven and London, 1966), pp. 4ff.

8. Termen »longitudinal analyse* er her brugt i samme betydning som i f. eks. Paul Meyer & Jens Jeppesen, Sofavaelgerne (Kobenhavn 1964). Andre forfat- tere forbeholder denne term for undersogelser, der er baseret pa gentagne iagttagelser af samme objekt, - se f. ex. Nathan Goldfarb, Longitudina Statistical Analysis, (Illinois, 1960).

de fleste nyere adf£erdsundersogelser er statiske, undersoger fenornener, der lader sig henfore til et bestemt tidspunkt, - som regel analysetidpunktet.I det omfang, man indforer tidsaspektet, er det oftest i form af panel-surveys, i hvilke man interesserer sig for asndringer i individuelle variabler over ganske korte tidsrum.

Saledes har situationen vaeret i mange ar. En sociolog, Stuart A. Rice, der i slutningen af 1920'erne introducerede kvantitative metoder i politisk forskning, konstaterede, at han tilsyneladende var den forste overhovedet, der anvendte tidsraekkeopstilling og analyse pa politiske faenomener, - og det pa et tidspunkt, da longitudinale analyser allerede havde vist deres store vserdi i den okonomiske teori⁹.

Den sparsomme beskaeftigelse med longitudinale problemstillinger har
i de senere ar givet anledning til overvejelser blandt politiske adfaerdsforskere.

»I wonder whether political scientists, by focusing too frequently on uniqu<
case data or political act, or when using aggregate data, by focusing primarily
on proportions, are missing the »scientific truths« that might be derived fron
longitudinal analysis emphasizing rates of change . . .«
slutter en amerikansk adfasrdsforsker en afhandling om politiske pro
cesser 10.

Endnu tydeligere er problemet trukket op af en anden amerikaner, der om analysen af aendringer i politisk relevante faenomener gennem tiden siger, at den udgor »the most troublesome of methodological dilemmas in the study of political behavior« n.

Samme forsker giver en art forklaring pa og vurdering af tingenes tilstand:

»Treatment of political change has been left largely to the historians of institutions, with the result that historical and institutional study in political science are often considered identical. This is unfortunate because, from the perspective of a science of politics rather than a history of politics, the analysis of change through time has as its goal not historical reconstruction but the discovery of causal relationships«.

---

8. Termen »longitudinal analyse* er her brugt i samme betydning som i f. eks. Paul Meyer & Jens Jeppesen, Sofavaelgerne (Kobenhavn 1964). Andre forfat- tere forbeholder denne term for undersogelser, der er baseret pa gentagne iagttagelser af samme objekt, - se f. ex. Nathan Goldfarb, Longitudina Statistical Analysis, (Illinois, 1960).

9. Stuart A. Rice, Quantitative Methods in Politics (New York, 1928), p. 280. Jfr. ogsa Harold F. Gosnell, Statisticians and political scientists, American Political Science Review, Vol. 27 (1933), pp. 392-403, se isaer pp. 399-401.

10. S. Sidney Ulmer, Stochastic Process Models in Political Analysis. I John M. Claunch, ed. Mathematical Applications in Political Science, (Dallas, Texas, 1965) p. 20.

11. Heinz Eulau, The Behavioral Persuasion in Politics, (New York, 1963), p. 127.

Sagt med andre ord pastas her, at politologerne har skudt de longitudinale opgaver fra sig, og at de herved har afskaret sig fra studiet af en maengde kausale sammenhaenge mellem politiske faenomener, kausale sammenhaenge, der kun lader sig identificere gennem en longitudinal undersogelse.

Vi er naturligvis her ved det centrale punkt. Der ville ikke vaere grund til at undre sig over den manglende anvendelse af tidsreekkeanalyse i historie og politisk videnskab, safremt tidsraekker kun kunne lede os frem til trivielle resultater, eller til resultater, vi kunne na lettere ad andre veje. Anvendelsen af tidsraskker ma indebaere selvstaendige forskningsmaessige

Sporgsmalet bliver da, hvilke fordele denne metode frembyder for
historikere og politologer?

For det forste er tidsraekken en praktisk og en meget enkel made at beskrive en udvikling pa. I stedet for en verbal fremstilling bruger man en tabel- eller diagram-fremstilling. Man behover blot at taenke pa, hvor tungt laest en okonomisk-historisk afhandling ville blive, safremt man var afskaret fra at anvende tidsraekker i fremstillingen.

For det andet tillader anvendelsen af tidsraekker, at den enkelte forsker bliver i stand til at beherske og overskue storre datamaengder i og med, at tidsraekken ofte komprimerer indviklede sammenhaenge ned til et enkelt tal. Det ville, for at naevne et eksempel, vasre vanskeligt at danne sig et indtryk af den okonomiske udvikling i Danmark, safremt man ikke kunne disponere over tidsraskker af pristal, arbejdsloshedsprocenter, diskontosatser etc. Specielt hvis den betragtede udvikling straekker sig over et stort aremal, frembyder anvendelsen af tidsraekker fordele i denne henseende.

Tidsraekkens storste veerdi ligger dog nok i, at den lader sig anvende i det af Heinz Eulau fremhaevede ojemed: til efterforskning af kausalsammenhaenge mellem politiske fcenomener. Ved sammenligning af variationerne i to eller flere tidsraekker bliver forskeren i stand til at foretage generalisationer. En konstateret korrelation mellem tidsraekkerne kan under forskellige betingelser tages som udtryk for en arsagssammenhaeng mellem de i tidsraekkerne beskrevne faenomener 12.

En enkeltstaende tidsraekke tillader derimod ikke slutninger om kausalsammenhaenge.Fordi
man konstaterer udsving i den betragtede variabels

---

12. Deter bemaerkelsesvserdigt, at sarnfundsvidenskabernes metodologiske standardvasrker sa godt som ikke beskaeftiger sig med den longitudinale analyses metodik; se dog Georg Karlsson, ed, Sociologiska Metoder, (Stockholm 1961), pp. 224-54. En fortraeffelig indforing i tidsraekkeanalyse findes i V. O. Key, Jr., A Primer of Statistics for Political Scientists, (New York, 1959), kap. 2-3.

vaerdier, bliver man ikke dermed i stand til at forklare disse udsving. Den manglende kontrol over andre faktorer gor kausale tolkninger yderst usikre. Men i det omfang bevaegelserne i variablen tidsmaessigt er sammenfaldendemed begivenheder, man fra andre kilder har kendskab til, kan betragtningen af tidsraekken give forskeren ideen til hypoteser, hvis bcerekraft kan proves saerskilt. Deter forst og fremmest dette aspekt, der har betinget anvendelsen af tidsraskker i den her foreliggende afhandling.

3. Problemstillingen

Formalet med denne undersogelse, der er baseret pa opstilling og inspektion af nogle tidsraekker, er primaert gennem en beskrivelse af udviklingen i de betragtede variabler at skabe et grundlag for at opstille hypoteser om lovgivningsprocessens forlob og dens afhaengighed af forskellige mandatmiessige konstellationer. Resultaterne er saledes forelobige og sigtet i forste omgang deskriptivt.

Den forelobige oversigt over problemstillingen soges tilvejebragt gennem en identifikation af partiernes stillingtagen ved afstemningerne under 3. behandling af regeringens lovforslag. Disse afstemningsresultater har endnu ikke veeret gjort til genstand for systematiske undersogelser her i landet. For andre landes parlamentsforskning har afstemningerne i parlamenterne derimod lasnge udgjort en central datamasse 13. Deter forst og fremmest amerikanske forskere, der har beskeeftiget sig med de let tilgaengelige data, der foreligger i form af roll-calls 14 fra en maengde folkerepraesentationer, dels pa unionsplan, dels pa statsplan. Efterhanden er ogsa afstemningerne i de europaeiske landes parlamenter og i en raekke internationale organisationers repraesentative forsamlinger blevet gjort til genstand for analyse, saledes at der i dag begynder at tegne sig muligheder for gennemforelsen af sammenlignende undersogelser pa dette punkt.

---

13. Bibliografiske oversigter findes i John C. Wahlke, Behavioral Analyses of Representative Bodies, (i Austin Ranney, ed, Essays on the Behavioral Study cf Politics, (Illinois, 1962)), samt i Norman Meller, Legislative Behavior Research, Western Political Quarterly, vol. 13, (1960), pp. 131-53, og Heinz. Eulau, Recent Developments in the Behavioral Study of Politics (Stanford, 1961).

14. Roll calls er afstemninger, ved hvilke de enkelte repraesentanters stemmeafgivning registreres efter mundtlig tilkendegivelse, jvf. afstemninger ved navneoprab i det danske Folketing. Se Inter-Parliamentary Union (ed.), Parliaments (London, 1962) p. 177.

Man har ved udnyttelsen af disse data i meget hoj grad koncentreret
sig om at belyse to problemstillinger:

For det forste har man interesseret sig for at undersoge graden af sammenhold inden for det enkelte parti i folkerepraesentationen. I hvilket omfang stemmer partiets parlamentsmedlemmer ensartet, - i hvilket omfang udgor de en blok?

Dette problem blev forst taget op til behandling af Lowell¹⁵ ved arhundredskiftet. Senere udviklede sociologen Stuart A. Rice 1(i statistiske metoder til maling af sammenholdet. Hans »Index of Cohesion* anvendes fortsat som det va?sentligste hjaelpemiddel ved studiet af partiernes sammenhold.

For det andet har man interesseret sig for - pa tvaers af partilinjerne - at identificere blokke af parlamentsmedlemmer, der indtager en ensartet holdning i bestemte lovgivningssporgsmal. Ogsa her var Stuart A. Rice foregangsmand, men pa dette omrade er man i de senere ar slaet ind pa anvendelsen af betydeligt mere komplicerede analysemetoder, forst og fremmest Guttmann-skalering 17.

De skitserede problemstillinger og de hertil knyttede kvantitative malemetoderkan tilsyneladende ikke give en dansk parlamentsforsker megeninspiration. De sporgsmal, man rejser, giver kun interessante svar i parlamenter, der er karakteriseret ved heterogent sammensatte partier, parlamenter, hvor lovgivningsprocessen er praeget af diffus majoritetsdannelse.Hvor det som i de danske folketingsgrupper horer til undtagelserne, at et medlem stemmer anderledes end sine partifasller, har det ikke megen mening at beregne et kohsesionsindex eller at forsoge sig med skalogramanalyser.Med en sa udpraeget blokmaessig majoritetsdannelse 18 som den danske far den enkelte folketingsmands adfaerd under afstemningen kun sekundaer interesse. Deter naturligvis et relevant sporgsmal at undersoge, i hvilket omfang og under hvilke forhold, der forekommer brud pa danske folketingsgruppers sammenhold, men generelt gselder det - i hvert fald for den her betragtede periode -at deter forsvarligt at se bort fra enkelte

---

15. A. L. Lowell, The Influence of Party upon Legislation in England and America. (Annual Report of the American Historical Association, 1901, vol. 1).

16. Stuart A. Rice, op. cit. Ibid. The Behavior of Legislative Groups, Political Science Quarterly, vol. 40, (1925), pp. 60-72.

17. En bemserkelsesvcerdig afhandling, der belyser disse undersogelsers raskkevidde, er den amerikanske historiker, W. O. Aydelotte's Voting Patterns in the British House of Commons in the 1840's, Comparative Studies in Society and History, vol. 5 (1962-63), pp. 134-63.

18. Om begreberne diffus og blokmaessig majoritetsdannelse, se Poul Meyer op. cit. pp. 95-96.

individers »afvigende« stemmeafgivning, med andre ord, man kan betragtefolketingsgrupperne som »gruppepersoner« og udelukkende koncentreresig om at undersoge relationeme mellem disse i afstemningsfasen19. Noget helt andet er, at man her udmserket kan anvende metoder,der er logisk beslaegtet med de metoder, som anvendes i amerikansk roll-call-forskning til et helt andet formal.

De i det folgende opstillede tidsrsekker er blevet til ved statistisk bearbejdning af foreliggende massedata i form af den officielle registrering af afstemningsresultaterne i Folketinget. Massedata ma selvfolgelig ligesom alle andre former for kildemateriale underkastes kritik 20.

Man har to saet kilder til radighed, begge tilvejebragt pa Folketingets egen foranledning. For det forste Folketingstidende, der nojes med kort at registrere, hvor mange stemmer der blev afgivet for og imod forslagene, og hvormange folketingsmedlemmer der afholdt sig fra at stemme. Folketingstidende tillader pa dette grundlag en beregning af, hvor mange medlemmer, der deltog i afstemningen; hvad det officielle referat af forhandlingerne derimod ikke tillader, er en identificering af de enkelte folketingsmedlemmers holdning. Denne lader sig, bortset fra de relativt fa afstemninger med navneoprab, kun oplyse i det omfang, hvori et medlem under forhandlingerne har givet udtryk for, hvorledes han agter at stemme. Partiernes holdning kan man gennem Folketingstidende kun danne sig et indtryk af gennem ordforernes indlaeg.

Den anden kilde, der star til radighed, er Folketingsarbogen, der som bekendt indeholder sammentraengte referater af lovforslagene og af deres behandling i Folketinget. Deter vaerd at ntevne, at Folketingsarbogen, skont i hele sit opkeg en sekundasr kilde, er vor eneste mulighed for at fa oplysninger om visse aspekter ved afstemningen.

For det forste er den som regel, dvs. bortset fra ovennaevnte kategori af tilfaelde, den eneste eksisterende officielle kilde til belysning af de enkelte folketingsmaends holdning. Som hovedregel registrerer arbogen, hvilke folketingsmat'nd, der har stemt anderledes end folketingsgruppens flertal; denne praksis er dog ikke fulgt konsekvent: dels registreres »afvigende«stemmeafgivning ikke, hvor et storre antal folketingsmaend indenfor en eller flere folketingsgrupper har indtaget sserstandpunkter, og dels har redaktionspraksis undergaet visse aendringer i det her betragtede,forholdsvis korte aremal. Mens det for arene lige efter 2. verdenskriger

---

19. Dette synspunkt er uddybet i Mogens N. Pedersen, Consensus and Conflict in the Danish Folketing 1945-65, Scandinavian Political Studies, vol. 2, (1967).

20. Jorgen Weibull, Kvantitativ Metod i Historisk Forskning. HISTORIE, Jyske Samlinger, Ny Rtekke VII, 1, (1966), pp. 42 ff.

denskrigerhelt umuligt at skabe et blot nogenlunde overblik over den afvigende stemmeafgivnings omfang og karakter, bliver betingelserne herfor straks bedre i tiden efter 1953. Forklaringen pa dette forhold ma dels soges i skiftende redaktionspraksis, men dels ogsa i en tilsyneladende oget tendens til at »afvigerne« i mundtlige indlceg inden afstemningen har markeret deres saerstandpunkter.

Pa et andet punkt er Folketingsarbogen ogsa at foretraekke for Folketingstidende: Folketingsarbogen registrerer det enkelte partis holdning ved afstemningen, hvorimod Folketingstidende kun nasvner antallet af stemmer. Dette er ikke helt uvaesentligt, idet man kan iagttage, at der i den forste del af den her betragtede periode forekom ikke helt fa tilfaelde, hvor de mindre partier overhovedet ikke gennem en ordforer eller pa anden made gav udtryk for deres stillingtagen til det behandlede forslag pa dets vej gennem Folketinget2l.

Da ydermere talrige stikprover tyder pa, at Folketingsarbogens oplysninger om afstemningernes udfald er palidelige, har jeg uden betenkelighed anvendt Folketingsarbogens oplysninger som kilde til afstemningernes udfald, - dog suppleret med Folketingstidende i det ikke übetydelige antal tilfaelde, hvor arbogens oplysninger var ufuldstasndige.

4. Graden af enighed i afstemningerne

Efter disse bemasrkninger om tidsraekkers anvendelse og om det anvendte kildemateriale er tiden inde til en beskrivelse af afstemningerne i den betragtede periode. Jeg har i forste raekke interesseret mig for at besvare folgende sporgsmal: I hvilket omfang er de repraesenterede partier enige om regeringens lovforslag ved lovgivningsprocessens afslutning? Dette sporgsmal kan praeciseres pa flere forskellige mader, - jeg har foretrukket at formulere det i tre undersporgsmal:

1. Hvor stor en andel af samtlige vedtagelser var enstemmige saledes
at forsta, at alle reprassenterede partier stemte for forslaget? 22

2. Hvor stor en andel af afstemningerne var karakteriseret derved,

---

21. Se f. eks. behandlingen af Forslag til Lov om Optagelse af Statslan i Den Internationale Bank for Genopbygning og fikonomisk Udvikling, Rigsdagsarbog 1946-47 pp. 206 ff; af Forslag til Lov om Tilvejebringelse af Midler til beskceftigelsesfremmende Foranstaltninger, ibid. pp. 110 ff., af Forslag til Lov om Udskrivning af Indkomst- og Formueskatten til Staten for Skattearet 1947-48, ibid. pp. 120 ff.

22. Termen »enstemmighed« bruges i denne afhandling anderledes end i Folketingets sproglige praksis, hvor enstemmighed siges at foreligge, nar ingen partier stemmer imod forslaget. I den officielle sprogbrug ville antallet af enstemmige vedtagelser vaere betydeligt storre.

at de fire »gamle« partier var enige om forslaget, mens et eller begge de
til enhver tid eksisterende ovrige partier tog afstand fra forslaget, - den
situation man i politisk sprogbrug som regel bemevner »bred enighed«.

3. Hvor stor en andel af afstemningerne var karakteriseret ved manglende
enighed mellem de fire »gamle« partier? 23

Denne grove tredeling af afstemningerne udtommer, saledes som kategorierne er defineret, de forskellige mulige kombinationer, uden at der kommer til at foreligge overlapning mellem de tre typer. I anden forbindelse ville muligvis andre kombinationer vaere mere relevante at fa belyst, - pa dette sted, hvor sigtet er rent deskriptivt, forekommer de her udvalgte typer at vxre de mest relevante.

I perioden 1945-66 har de 2727 afstemninger fordelt sig saledes:

Deter naerliggende at sporge, i hvilket omfang der i perioden forekommer afvigelser fra denne fordeling. Er det muligt at konstatere variationer i andelen af enstemmige vedtagelser, vedtagelser med »bred enighed« og de ovrige vedtagelser? Og specielt er det af interesse at undersoge, om deter muligt at konstatere en sammenhasng mellem bevaegelser i disse variabler og andre faktorer, primaert de skiftende parlamentariske konstellationer i efterkrigstiden?

For at fa et grundlag for besvarelsen af disse sporgsmal har jeg i fig. 1 opstillet nogle tidsrsekker, der fastholder fordelingen af samtlige afstemninger i de enkelte folketingsar pa de tre naevnte kategorier²⁴. Endvidere er i diagrammet fastholdt de procentuelle fordelinger i de enkelte regeringsperioder.

Man ser, at der i perioden er sket betydelige forskydninger mellem
kategorierne. Befrielsessommerens samlingsregering gennemforte, hvad

---

23. Denne kategori defineres saledes: N ~ (I abs + // abs) X 100, hvor Ncr antallet af vedtagne forslag. Ncr antallet af vedtagne forslag.

24. Ved beregningen er der set bort fra de gronlandske repraesentanter, fra Slesvigsk Parti, fra medlemmer, der stod uden for partierne, samt fra partidannelserne Liberalt Centrum (1964—66) og Socialistisk Folkeparti i tidsrummet 1958-60. Endvidere er Folketingets kortvarige samlinger i perioden slaet sammen med andre samlinger for derigennem at skabe et klarere overblik (1957/58 = 1956/57, II + 1957/58 og 1959/60 == 1959/60 + 1960/61, I). Samme forenkling er anvendt overalt i afhandlingen.

der ikke kan forundre nogen, hovedparten af sine forslag med tilslutning fra alle partier i Folketinget. De folgende ar, indtil begyndelsen af 1950'erne, var karakteriseret af en meget hoj frekvens af »bred enighed*: ca. 90 % af de vedtagne forslag blev, ar for ar, vedtaget med tilslutning fra i hvert fald de fire »gamle« partier. Samtidig tog imidlertid de sma oppositionspartier, Danmarks Retsforbund og Danmarks kommunistiske Parti, i flere og flere tilfcelde afstand fra regeringens lovforslag, saledes at man i 1949/50 opnaede en kulmination af de sma partiers afstemningsmsessige afstandtagen, idet kun 47 % af de vedtagne lovforslag i dette folketingsar fandt stotte hos alle partier.

1953 fremtrseder i dette diagram som et skelsaettende ar i dansk efterkrigstidspolitik. Den socialdemokratiske mindretalsregering under Hans Hedtofts ledelse havde ikke ved sin tiltraeden faet noget bestemt tilsagn om stotte, men matte manovrere sig frem fra sag til sag. Den modte en skaerpet modstand fra Venstre og Det konservative Folkeparti, hvilket kommer klart frem ved betragtning af diagrammet: det relative antal lovforslag, vedtaget uden enighed mellem de fire »gamle« partier, fordobledes i denne periode, og som man ligeledes ser, var der tale om en varig aendring i afstemningsmonstrene. Bemasrkelsesvaerdigt er det, at de

mindre oppositionspartier i en vis — omend beskeden — grad indtog en
mere positiv holdning til regeringens lovforslag i perioden.

Man bemaerker, at der i tiden efter 1960 har vaeret en udprasget tendens til parallelt forlob af de to kurver. Der synes at eksistere en vis ligefrem korrelation mellem de »gamle« partiers og de ovrige partiers stemmeafgivning. En forklaring krsever naermere analyse af afstemningerne, men deter dog rimeligt at tolke sammenfaldet som udtryk for tilstedevaerelsen af en baggrundsvariabel, in casu nogle sasrlige traek ved de forslag, der er blevet fremsat i perioden. Den ensartede reaktion fra de to typer af partier skulle saledes forklares ved det, jeg nedenfor i afsnit 7 vil beniuvne regeringens lovgivningsstrategi. Om andet og mere end en upraecis hypotese er der dog ikke tale.

De tidsraekker, der indtil nu er opstillet, er meget enkle; de rakker ikke videre end til en simpel registrering, opsummering og procentberegning af de foreliggende data. Heraf folger ogsa, at de ikke tillader andet og mere end ovenstaende kortfattede kommentarer til den politiske udvikling. onsker man et nuanceret billede, ma man gribe til mere komplicerede metoder, der tager hensyn til nogle af de faktorer, som den simple opstilling ser bort fra.

For det forste gaelder det, at de oven for opstillede tidsrakker kun registrerer udviklingen i tre variabler, »enstemmighed«, »bred enighed« og »ikke enighed«. De giver saledes ikke noget billede af det enkelte partis holdning ved afstemningerne.

For det andet registrerer de kun, om de betragtede konstellationer af partier stemte for, eller om de ikke stottede forslagene. Der er saledes ikke taget hensyn til, at der ved Folketingets afstemninger foreligger tre adferdsmuligheder, »ja«, »nej« og »stemmer ikke«, tre muligheder, der udtrykker forskellig holdning til forslagene.

For det tredie indgar alle vedtagne regeringsforslag med lige stor vaegt ved opstillingen af tidsraekkerne. Det kunne synes en relevant indvending at rette mod metoden, at den ikke tager hensyn til lovforslagenes »vigtighed«, men at afstemningen om finansloven registreres med samrae vaegt som f. eks. afstemningerne om en lov om indfodsrets meddelelse.

I det folgende vil jeg dels korrigere for de to forste mangier og dels
drofte den sidste indvending.

5. De enkelte partiers holdning til regeringens lovforslag

En oversigt over samtlige 2727 afstemninger, der tager hensyn, dels til
hvert enkelt partis stillingtagen og dels til de tre muligheder for stemmeafgivning,der

afgivning,derforeligger, kan kun opnas gennem anvendelsen af en registreringsmade,der koncentrerer sig om visse aspekter ved afstemningerne og ser bort fra andre. Adskillige muligheder star abne; hvad jeg i det folgende vil opridse er et index, der tillader den onskede kondensering af datamassen og dermed muliggor en longitudinal beskrivelse. Det ma betones, at det foreslaede distanceringsindex kunne opstilles pa anden made; den valgte form er begrundet i en hensigtsmaessighedsbetragtning: den forbinder en simpel beregningsmade med et forholdsvis omfattende anvendelsesomrade.

Det her anvendte distanceringsindex tilstrseber primsert en registrering af, i hvilket omfang de forskellige i Folketinget repraesenterede partier har stemt anderledes end regeringspartiet (regeringspartierne). Index'et bygger pa en parvis sammenligning af partiernes stemmeafgivning med henblik pa at iagttage forskelle i de betragtede to partiers adfaerd. Fremgangsmadenhar vasret den, at der for en given periodc (normalt et folketingsar)er foretaget en sammenligning af to partiers stemmeafgivning ved behandlingen af hvert eneste lovforslag. Hver gang de to partier har stemt ens, er dette blevet markeret med 0 point; hver gang det ene parti har stemt for et forslag, mens det andet har stemt imod, er dette blevet markeret med 1 point; og hver gang det ene parti har undladt at stemme, mens det andet har stemt enten for eller imod, har pointsvserdien udgjort1/2. Denne pointsvurdering hviler naturligvis pa en forudsaetning om, at en kvalitativ forskel mellem de tre former for stemmeafgivning lader sig udtrykke kvantitativt, og at netop den her anvendte pointsskala (0-1/2-1), skont arbitraert valgt, giver et realistisk udtryk for forskellene i partiernes holdning til et givet forslag. Ved at addere pointsvaerdierne fra samtlige sammenlignede afstemninger i det betragtede folketingsar, far man en absolut pointssum, og ved at sastte denne 1 relation til det samlede antal afstemninger, far man en talstorrelse, der, kombineret med lignende tal fra andre ar, giver mulighed for en longitudinal sammenligningaf de to partiers »distance« fra hinanden, dvs. graden af tendens til forskelligartet stemmeafgivning. Index'et antager vasrdien 0, nar partiernestemte fuldstasndig ensartet i perioden, og vaerdien 100, nar de ved hver eneste afstemning indtog diametralt modsat holdning til forslagene (dvs. nar det ene parti stemte for, og det andet imod) 25.Deter allerede af

---

25. Distanceringsindex'ets matematiske udformning og egenskaber er folgende: Lad X_ab repreesentere antallet af afstemninger, hvor partierne aogb stemte ens, Y_ab antallet af afstemninger, hvor det ene af partierne undlod at stemme, mens det andet enten stemte for eller imod, og Z_ab antallet af afstemninger, hvor det ene parti stemte for og det andet imod. Hvis det samlede antal vedtagne regeringsforslag i en given periode udgor N, vil fig. relation gaslde: *_ab + Y_ab + Z_ab =N. Distanceringsindex'et defineres da saledes: (0 X X_ab +V2X Y_ab +1X Z_ab) X 100 ab N og det vil gaelde, at OJS DI_ab £ 100 idet DI_ab =0 for X_ab =N,og DI_ab = 100 for Z_ab =N

ovenstaende klart, at dette index tillader maling af distancen, ikke alene mellem et regeringsparti og et oppositionsparti, men mellem to vilkarligt valgte partier. En sadan parvis sammenligning af de partier, der har vaeret repnesenteret i det danske Folketing i tiden efter 2. verdenskrig, kan findes i bilag 126.1²⁶.

Nar der saledes for hver eneste partikombination i hvert folketingsar siden 1945 er beregnet en indexvasrdi, lader disse vaerdier sig indtegne i diagrammer, der tillader et lettere overblik over den longitudinale udvikling. Fig. 2 gengiver et udsnit af de malte distancer, nemlig distancerne mellem Socialdemokratiet og hvert af de ovrige partier. Som folge

---

25. Distanceringsindex'ets matematiske udformning og egenskaber er folgende: Lad X_ab repreesentere antallet af afstemninger, hvor partierne aogb stemte ens, Y_ab antallet af afstemninger, hvor det ene af partierne undlod at stemme, mens det andet enten stemte for eller imod, og Z_ab antallet af afstemninger, hvor det ene parti stemte for og det andet imod. Hvis det samlede antal vedtagne regeringsforslag i en given periode udgor N, vil fig. relation gaslde: *_ab + Y_ab + Z_ab =N. Distanceringsindex'et defineres da saledes: (0 X X_ab +V2X Y_ab +1X Z_ab) X 100 ab N og det vil gaelde, at OJS DI_ab £ 100 idet DI_ab =0 for X_ab =N,og DI_ab = 100 for Z_ab =N

26. Jvf. dog note 24

af, at Socialdemokratiet har vseret regeringsdannende i storste delen af perioden, og endvidere, at distancen mellem Socialdemokratiet og regeringspartierne i arene 1950-53 var minimal, kan man samtidig betragte diagrammet som en grafisk fremstilling af distancen mellem regeringspartier og oppositionspartier, i hvert fald i arene 1947-66.

En betragtning af fig. 2 bekraefter og praeciserer de kommentarer, der blev knyttet til fig. 1. For det forste fremgar det klart, at »afstanden« mellem Socialdemokratiet og de ovrige partier gennem hele perioden har vaeret relativt lille, nar man sammenholder den faktiske »afstand« med den principielt mulige. Derncest prseciseres den tidligere iagttagne forskel pa de »gamle« oppositionspartiers og de to »nye« oppositionspartiers stillingtagen, men her far man ikke alene et talmaessigt udtryk for denne stillingtagen, men ogsa et billede af ligheder og forskelle mellem de pagaeldende partier: man bemserker saledes, hvorledes der gor sig en klar tendens gaeldende til ensartethed i V's og KF's holdning, - og samme ensartethed kan konstateres for sa vidt angar DR's og DKP's holdning i perioden 1945-57 og SF's og U's holdning efter 1960.

Pastanden om 1953 som et skelssettende ar i dansk efterkrigspolitik dokumenteres ogsa her, nar man betragter den markante aendring i Vs og KF's holdning til regeringens forslag. Hvad der dog forekommer af storst interesse ved en betragtning af diagrammet er den udpracgede enighed, der forela mellem disse to partier som regeringspartier og SD som det storste oppositionsparti i arene forud for 1953. SD stemte bortset fra to tilfaelde i tre ar for alle regeringen Eriksen-Kraft's lovforslag27

---

27. Ved vedtagelsen af Lov om forbrugerpriser pa rugbrfid og nice Ik i folketingsaret 1952/53 afholdt SD sig fra at stemme for regeringens forslag, efter at et af SD stillet aendringsforslag var blevet forkastet, jvf. hertil Rigsdagsarbogen 1952/53, pp. 223-28. Ved vedtagelsen af Lov om cendring i lov om offentlig forsorg (vedrtprende den offentlige skolebespisning) i folketingsaret 1950/51 blev det af ministeren fremsatte forslag pa initiativ af RV og med stotte fra SD og DKP aendret i et sadant omfang, at regeringspartiernes medlemmer afholdt sig fra at stemme, hvorefter forslaget gennemfortes af partierne SD, RV og DKP imod DR's stemmer. Om denne i efterkrigstiden enestaende situation, se naermere Rigsdagsarbogen 1950/51, pp. 322-27.

og udviste hermed en adfaerd, der afviger staerkt fra alle tilvante forestillingerom oppositionens rolle i dansk parlamentarisme²⁸. Diagrammet tydeliggor, hvorledes afstemningsmonsteret i tiden efter 1960 liar vasret prasget af en forbavsende parallellitet i de forskellige partiers holdning. Forst i det seneste folketingsar forekommer der et brad pa dette parallelle forlob, derved at Venstre, - man tor haevde som led i en bevidst politik - har vist storre tendens til enighed med Socialdemokratiet ved afstemningerneend pa noget andet tidspunkt siden 1953.

6. Vigtige kontra betydningsløse afstemninger

I de her opstillede tidsraskker indgar alle afstemninger med lige stor vasgt. Afstemningerne om finansloven, om skattelovene og om andre store lovkomplekser vejer ikke tungere i beregningerne end f. eks. afstemninger om love om indfodsrets meddelelse eller om en »lov om aandring af lov om bekasmpelse af flyvehavre«. Alle afstemninger betragtes som. lige »vigtige«, - eller formuleret mere praecist, der abstraheres fra »vigtigheds«-aspektet.

Man kunne pa denne baggrund sporge, om ikke en sadan undladelse af
at forsyne afstemningerne med vaegte bevirker, at tidsraekkerne giver et
skcevt billede af den beskrevne politiske udvikling.

Svaret ma vaere et nej i det konkret foreliggende tilfaMde. Nar formalet med opstillingen af tidsraekker er en beskrivelse af, i hvilket omjang partiernes holdninger ved afstemningerne var sammenfaldende eller stod i modsaetning til hinanden, sa er en vejning ikke pa sin plads.

P. d. a. s. er det ogsa klart, at man i forbindelse med andre problemstillingervil kunne finde det hensigtsmaessigt eller ligefrem nodvendigt at lade afstemningerne indga i beregningerne med forskellig vaegt eller at udelade en storre eller mindre del. Safremt man vil bruge holdningerne ved de her betragtede afstemninger som indikatorer for f. eks. det danske

---

27. Ved vedtagelsen af Lov om forbrugerpriser pa rugbrfid og nice Ik i folketingsaret 1952/53 afholdt SD sig fra at stemme for regeringens forslag, efter at et af SD stillet aendringsforslag var blevet forkastet, jvf. hertil Rigsdagsarbogen 1952/53, pp. 223-28. Ved vedtagelsen af Lov om cendring i lov om offentlig forsorg (vedrtprende den offentlige skolebespisning) i folketingsaret 1950/51 blev det af ministeren fremsatte forslag pa initiativ af RV og med stotte fra SD og DKP aendret i et sadant omfang, at regeringspartiernes medlemmer afholdt sig fra at stemme, hvorefter forslaget gennemfortes af partierne SD, RV og DKP imod DR's stemmer. Om denne i efterkrigstiden enestaende situation, se naermere Rigsdagsarbogen 1950/51, pp. 322-27.

28. Sammenlign f. eks. disse afstenmingsmonstre med omtalen af det Radikale Venstre som det parti, »der garanterede ministeriet et flertal indtil forfatningssporgsmalet var l0st«. (Frantz Wendt, op. cit. p. 386). Jvf. ogsa folgende bemserkning: »Som mindretalsregering matte Erik Eriksens ministerium bygge pa radikal stotte - eller i det mindste neutralitet - i afgorende afstemninger«. (//. Westergaard Andersen, op. cit., p. 151).

politiske systems »grad af enighed«, sa fremkommer en afvejning pa sin
plads, ikke mindst, safremt man onsker at benytte disse data i komparativtojemed,
ved sammenligninger mellem to eller flere politiske systemer.

Denne konstatering kan retfaerdiggore en digression om »Vc£gt-problemet«,
sa meget mere som der her foreligger et problem, der er faelles
for historikere og politologer.

Nar en historiker foretager en beskrivelse af en politisk udvikling, som den vi her beskaeftiger os med, sa foretager han en udvselgelse. Han vil fremdrage visse lovbehandlinger som saerligt vaesentlige for beskrivelsen, mens andre kun lige naevnes. Storsteparten af de aktiviteter, der udgor Folketingets lovgivningsvirksomhed, omtales slet ikke. »Kun et udsnit af de fakta, som latent er til stede i kildematerialet, findes vaerdige til at kaldes historiske. Deter historikeren, der tillaegger dem denne kvalitet ved at uddrage dem af kildestoffet og foje dem ind i sin fremstilling« 29.

Denne udvaelgelse er der intet suspekt i, - at den foregar, og at den
bestemmes af en lang raekke faktorer, erkendes og accepteres af vel sagtens
alle historikere.

Den historiker, der vil beskrive dansk efterkrigstidspolitik og undersoge relationerne mellem de politiske partier i Folketinget, udvaelger altsa en del af den store datamasse, fordi den angar faenomener, der er »vigtige«. Hermed rejses det vaesentlige sporgsmal: hvad er sa »vigtigt«, at det fortjener en beskrivelse? - og vi befinder os midt i den problemstilling, der blev naevnt oven for.

Jeg skal ikke forsoge at granske de historikeres hjerte og nyrer, som har givet ansatser til en beskrivelse af periodens politiske udvikling, men deter vel ikke helt forkert at heevde, at to kriterier anvendes ved udvaelgelsen, supplerende hinanden eller konkurrerende med hinanden. For det forste vil historikeren tendere imod at betragte som »vigtige« de begivenheder, der af samtiden blev anset for at vsere vaesentlige, de begivenheder, som viedes stor omtale i massemedierne, eller som politikerne selv fremhasvede som vendepunkter i den politiske udvikling. Han vil have lettest ved at fa oje pa de partiskillende begivenheder, der jo traditionelt vies storst omtale i dagspressen. For det andet vil historikeren fremdrage de begivenheder, der maske ikke i det givne ojeblik blev bemaerket, men som viste sig at have faet folger, at have sat en udvikling i gang, som senere blev betragtet som »vigtig«.

Det Vtesentlige i forbindelse med disse kriterier for, hvad der er »vigtigt«,og
hvad der ikke er »vigtigt« i den politiske udvikling, er at udvaelgelsener

---

29. H. P. Clausen, op. cit. p. 109.

vaelgelsenersubjektiv, og at kriterierne sjaeldent vil blive draget eksplicit
frem og droftet. Heri er intet anstodeligt, - fagets normer stiller ikke
krav om metodologiske bekendelser i forbindelse med denne udvaelgelse.

Noget anderledes forholder det sig for sa vidt angar politologens sondringer mellem vsesentlige og uvassentlige, signifikante og trivielle politiske faenomener. Med den stadigt staerkere orientering i retning af anvendelsen af kvantitative metoder i politisk videnskab er det ikke for meget sagt, at droftelsen af dette problem ma blive helt centralt. Men er problemet det samme, som det historikeren star over for, sa er holdningen til dets losning en anden. Man straeber efter anvendelsen af kvantitative metoder, bl. a. fordi disse er reproducerbare. Med Stuart A. Rice's ord:

». . . the quantitative expression of social fact is to be preferred for scientific purposes whenever it can be used. It reduces individual bias to a minimum, permits verification by other investigators, reduces and at the same time makes evident the margin of error, and replaces the less exact meanings of descriptive words with the precision of mathematical notation* 30.

De fordele, man soger at opna gennem anvendelsen af kvantitative metoder, elimineres imidlertid i samme omfang som man stadig er tvunget til at operere med ikke-kvantificerede elementer i forbindelse med anvendelsen af den kvantitative metode. I det omfang dette er tilfaeldet, bliver opnaelsen af de af f. eks. Rice opstillede mal begrasnset af den subjektive faktor³¹.

De parlamentsforskere, der har analyseret afstemninger i lovgivningsorganerne,har ogsa mattet tage stilling til problemer af denne art. I og med at analysemetoderne er blevet forfinede, isasr gennem anvendelsen af forskellige skaleringsteknikker, er behovet for en metode til sondring mellem uvassentlige og vsesentlige afstemninger blevet mere og mere presserende.»Until some means is found to distinguish objectively between trivial and non-trivial roll calls, all studies of legislative voting behavior are bound to be suspect« 32. Man finder det ikke laengere hensigtsmaessigt som i afstemningsanalysens barndom at lade sig noje med analyser af de relativt fa afstemninger, i hvilke uenigheden mellem partier eller mellemindividuelle

---

30. Stuart A. Rice, op. cit. p. 3-4.

31. Droftelsen af den sakaldte »interviewer-effekt« i forbindelse med opinionsundersogelser er et af de mest illustrative eksempler pa denne problemstilling, se f. eks. Georg Karlsson, op. cit., pp. 156-60.

32. William H. Riker, A Method for Determining the Significance of Roll Calls in Voting Bodies, (i J. C. Wahlke & Heinz Eulau, eds, Legislative Behavior. A Reader in Theory and Research, (Illinois, 1959)), p. 378.

lemindividuellelovgivere er fremtrasdende³³. Nojes man med at betragtedem, resulterer analysen i et forvramget billede af afstemningsmonstrene,et billede praeget af overdramatisering af relationerne i parlamentet.P. d. a. s. er man utryg ved at ga til den anden yderlighed og interesseresig lige meget for alle afstemninger.

Der er to slags vanskeligheder, der skal overvindes. For det forste den, der udspringer af forskerskonnets »private« karakter: to politologer vil sjaddent pa et givet tidspunkt af en given maengde afstemninger udvaelge de samme afstemninger som vaerende »vigtige«. For det andet den, der bestar i, at en og samme forskers skon vil forandres, saledes at han pa forskellige tidspunkter af samme masngde afstemninger vil fremdrage forskellige som vaerende »vigtige«. Opstillet pa denne made bliver vanskelighederne af samme art som dem, historikeren star overfor: den forste giver anledning til uenighed om bedommelsen af snart sagt alle former for historisk forskning, - den anden er med til at bestemme baggrunden for den stadige revision af historieforskningens resultater.

Problemet er da for parlamentsforskningen blevet at finde et eller flere almindeligt accepterede og tidsmaessigt neutrale kriterier, der tillader forskeren, uden udovelse af skon i den konkrete forskningsproces, at fremdrage nogle afstemninger som vserende »vigtige«, »signifikante«, mens andre lades ude af betragtning eller indgar med mindre vaegt, fordi de er »trivielle«.

Man har ncermet sig til en losning ved at fastsla, at rangordningen af afstemningerne under alle omstaendigheder ma foretages af nogen, og at deter rimeligst at laegge den rangordning til grund, som lovgiverne selv giver udtryk for. Da det sjaeldent vil vasre muligt at fa disse til explicit at foretage den fornodne rangordning, ma man prove at danne sig et indirekte indtryk ved at haefte sig ved nogle iagttagelige fasnomener i forbindelse med afstemningerne. F. eks. ved som William H. Riker at beregne en coefficient of significance*, der rangordner en given maengde afstemninger pa grundlag af en sammenvejning af to kriterier, nemlig antallet af deltagere og den talmaessige relation mellem flertal og mindretal i afstemningen 34.

---

33. Saledes A. L. Lowell, op. cit.

34. William H. Riker, op. cit., pp. 377-84. »Vasgt-problemet« droftes endvidere af folgende: Julius Turner, Party and Constituency: Pressures on Congress (Baltimore, 1951), pp. 20-21; C.D.Farris, A Method for Determining Ideological Groupings in the Congress, Journal of Politics, vol. 20, (1958) pp. 320 ff; Duncan Macßae, Jr. Dimensions of Congressional Voting, (Berkeley, 1958), pp. 301 ff.; Andrew Hacker, Mathematics and Political Science, (i J. C. Charlesworth, ed, Mathematics and the Social Science, (Philadelphia, 1963)) pp. 63 ff. Jvf. ogsa K.C.Wheare, Legislatures, (London, 1963), pp. 162-63.

En videregaende analyse af afstemningerne i det danske Folketing sigtende mod opstilling og afprovning af hypoteser orn lovgivningsprocesser, kan ikke negligere dette problem. Allerede den iagttagelse, at der er stor forskel pa fordelingen af de forskellige afstemningstyper pa forskellige ministre, peger pa, at en opdeling af materialet er nodvendig 35. Men, som allerede naevnt, er det her droftede problem, skont relevant for naesten alle andre former for analyse af afstemningsresultater, ikke vsesentligt i forbindelse med denne beskrivelse af udviklingen, i og med at sigtet blot er at fa fastslaet, i hvor mange af de mulige tilfaelde der forela uenighed mellem partierne.

7. Fra uenighed til enighed?

Hver gang et problem underkastes en analyse, der bygger pa kvantitative betragtningsmader, rejser sig sporgsmalet om metodens validitet. Man ma overveje, hvilke slutninger, der lader sig drage pa grundlag af analysen. Sagt konkret og med andre ord: Saetter man sig for at undersoge relationerne mellem Folketingets partier, og baserer man sin droftelse pa en tidsraekkefremstilling af et bestemt saet data, in casu afstemningsresultaterne, sa tvinges man til at drofte resultatemes raskkevidde, dvs. i hvilket omfang man faktisk tor drage slutninger om relationerne mellem partierne under lovgivningsprocessen pa det givne grundlag.

Selv om sigtet med denne afhandling er beskrivende, og selv om der er blevet argumenteret for, at deter berettiget at besk<eftige sig med afstemningsresultaterne for deres »egen skyld«, sa indbyder de forelobige resultater dog til en videregaende droftelse, hvor man betragter de fundne fordelinger af afstemningerne som produkter af den forudgaende lovgivningsproces.

De sporgsmal, man primasrt vil vsere interesseret i at fa besvaret i forbindelse
med de opstillede tidsraekker, er folgende:

1. I hvilket omfang er den hoje grad af enighed ved den afsluttende
afstemning udtryk for en forudgaende enighed pa lovgivningsprocessens
tidligere stadier?

2. I hvilket omfang er den et resultat af de forhandlinger, der foregar mellem folketingsgrupperne indbyrdes og mellem disse og regeringens reprsesentanter pa forskellige stadier i lovforslagenes behandling i Folketinget?

---

35. F. eks. kan man konstatere, at ca. 74 % af justitsministerens forslag i perioden 1945-66 vedtoges enstemmigt, men kun 42 % af finansministerens forslag fik tilslutning fra alle partier (gennemsnit 59 %).

Deter ikke muligt at give fyldestgorende svar pa sporgsmalene uden detaljerede analyser af et stort antal lovforslags behandling. Nar jeg alligevel vil knytte nogle enkelte kommentarer til disse problemstillinger, er det forst og fremmest for at skabe et grundlag for bedommelsen af de resultater, der er fremlagt ovenfor.

Hvis man definerer ukontroversielle og kontroversielle forslag som lovforslag, hvorom der herskede henholdsvis fuldsteendig enighed eller en storre eller mindre grad af uenighed mellem de repraesenterede partier, og safremt man definerer bortfaldne forslag som forslag, der ikke i den betragtede periode naede frem til endelig afstemning, sa kan man betragte den i enhver periode eksisterende fordeling af forslagene ved lovgivningsprocessens afslutning pa disse kategorier som resultatet af forskellige determinanter, der virker under processen. De vigtigste af disse determinanter skulle fremga af folgende tentative model:

Denne model, hvor A repraesenterer fordelingen af de jremsatte forslag pa henholdsvis kontroversielle og ukontroversielle, B de vedtagne forslags fordeling, og C angiver antallet af bortjaldne forslag, er at betragte som en samling hypoteser om kausale sammenhjenge mellem en raekke variable storrelser. Hver af de tegnede pile repnesenterer en pastand af typen »en sendring i X vil, alt andet lige, meclfore en aendring i Y«. yEndringernes omfang og retning er ikke prseciseret, modellen udtrykker med andre ord blot, at fordelingen af de vedtagne forslag pa de to kategorier samt bortfaldets storrelse ma antages at vaere bestemt af de angivne determinanter; den endelige fordeling af de behandlede forslag (Bog C) opfattes som afhaengjge variabler i modellen.

Som modellen fremtrasder her, er den finit, dvs. indeholder et endeligt antal elementer; muligvis vil dens anvendelse pa et empirisk materiale resultere i en kompletering med et yderligere antal determinanter 36. Endvidere ma det bemaerkes, at fordi Bog C her betragtes som de afhaengige variabler, er dermed ikke sagt, at elementerne ikke er interdependente, for det vil de utvivlsomt vaere 37. Da en inddragen af dette aspekt er irrelevant i den her foreliggende sammenhaeng og iovrigt ville komplicere modellen i betydelig grad, har jeg undladt at tage hensyn til elementernes formodede vekselvirkning.

Hvad udtrykker modellen?

Den udtrykker forst og fremmest en pastand om, at forholdet mellem regeringens og oppositionens mandatnicessige styrke 38 vil vxre bestemmendefor, hvilke lovforslag regeringen beslutter sig til at fremsaette for Folketinget (»Regeringens lovgivningsstrategi«). Regeringen kan i varierendeomfang tage hensyn til, hvilke chancer et konkret forslag ma skonnes at have for at blive gennemfort og for at vinde stotte fra folketingsgrupperne.Den kan principielt taenkes udelukkende at fremsaette forslag,der forventes at vaere ukontroversielle. I hvilket omfang der bevidsteller übevidst finder en sadan afvejning sted, siges der intet om, - der udtrykkes kun en pastand om, at regeringens karakter af henholdsvis flertals- eller mindretalsregering vil ove indflydelse pa, hvilke forslag,

---

36. En droftelse af model-begrebet og en typologisering af modeller findes hos E. Tranekjcer Rasmussen, Dynamisk Psykologi og dens Grundlag, Festskrift udg. af Kobenhavns Universitet 1960, pp. 51-57. Jvf. ogsa Poul Meyer, Politisk Videnskab, (Kobenhavn, 1962) pp. 40-45.

37. Om de her berorte problemer i forbindelse med kausale forklaringer, se naermere Poul Meyer, op. cit. (1962), kap. 5.

38. Herved forstar jeg henholdsvis regeringspartiets (partiernes) folketingsgruppes (gruppers) antal mandater, og de ovrige folketingsgruppers mandatantal. Disse forhold vil herefter blive omtalt som »den parlamentariske situation i vid for stand «.

der bliver fremsat, og dermed ogsa vsere bestemmende for, hvorledes disse
forslag vil blive modtaget ved 1. behandling.

Dernasst fremgar det, at den parlamentariske situation i vid forstand vil ove indflydelse pa henholdsvis regeringens og oppositionens tilbojelighed til at forhandle om forslagene, til at sendre holdning til dern, og til at fremsaette, stotte og acceptere asndringsforslag (»forhandlingsstrategi«). Regeringens og folketingsgruppernes forhandlingsstrategier ma antages at v<ere interdependente; vekselvirkningen imellem dem er bestemmende for, dels hvor mange forslag, der i den enkelte periode bliver standset under udvalgsbehandlingen og denned ikke nar frem til vedtagelse, og dels for, hvorledes de vedtagne forslag vil fordele sig pa henholdsvis kontroversielle og ukontroversielle.

De her opridsede problemstillinger er stort set uopdyrkede af den politiske videnskab. Forst i de seneste ar har man sogt at opstille modeller til beskrivelse af partiers adfaerd under lovgivningsprocessen, men disse modeller er enten baseret pa stasrkt forenklende forudsaetninger og til— passet andre former for partisystem end det danske 39, eller ogsa er de kun at betragte som ufuldstaendige analyseskemaer 40.

Deter klart, at safremt man vil videre end til den blotte fremsasttelse af plausible hypoteser, da ma man give hypoteserne en sadan udformning, at de lader sig empirisk efterprove. Kun gennem en operationel praecisering af de anvendte begreber bliver man i stand til at kontrollere faktorernes variation, betingelsen for enhver hypoteseafprovning.

Denne praeciserings naermere indhold gar langt ud over, hvad deter muligt at komme ind pa i denne afhandling. Hvis man imidlertid lader sig noje med nogle meget grove begrebsbestemmelser, lader det sig dog gore allerede nu at give et vist indtryk af et par af faktorernes variation.

Lad os forst betragte dimensionen kontroversiel—ukontroversiel. Hvis vi her bruger den tidligere anvendte opdeling i tre kategorier, hvor vi kan sige, at enstemmighed karakteriserer de ukontroversielle forslag, manglendeenighed blandt de fire »gamle« partier de mest kontroversielle forslag,mens den tredie kategori repraesenterer en mellemform, - sa er det klart, at denne inddeling ikke alene lader sig benytte pa forslagenes fordelingved den endelige afstemning, men lige sa vel ved tidligere faser

---

39. Se forst og fremmest Anthony Downs', An Economic Theory of Democracy, (New York, 1957).

40. Dette gadder saledes Bjo'rn Molin, Tjanstepensionsfragan. En studie i svensk partipolitik, (Goteborg, 1965). Se kritikken af Molins model i afhandlinger af Stig Hadenius, Gunnar Sjoblom og Erik Moberg (Statsvetenskaplig Tidsskrift, arg. 68 (1965) pp. 343-64, 365-88; arg. 69 (1966) pp. 125-37).

i lovgivningsprocessen, specielt ved forslagenes 1. behandling, hvor partierne
forste gang tager stilling til dem.

Hvis der i en given periode fremsaettes N lovforslag, vil folgende
definitionsligning 41 gaslde mellem disse to fordelinger:

hvor a'erne repraesenterer antallet af lovforslag i de tre kategorier ved
1. behandling, b'erne antallet i kategorierne ved 3. behandling og C antallet
af bortfaldne forslag.

Vi kan her fa et groft, men direkte udtryk for bortfaldets betydning
ved at beregne, hvor stor en del af de fremsatte forslag, der i hver regeringsperiode
naede frem til endelig vedtagelse (tabel 1).

Der kan for perioden efter 1953 iagttages en klar sammenhEeng mellem bortfaldets storrelse og regeringens parlamentariske basis, saledes at de to perioder med flertalsregeringer var karakteriseret ved, at en relativt betydelig del af de fremsatte forslag blev gennemfort. I perioden 1945-53 var »gennemforselsprocenten« groft sagt lige sa hoj sorn i arene 1957-64. Denne klare forskel mellem regeringsperioderne for og efter 1953 er endnu et tegn pa det tidligere bem£erkede skel i dansk efterkrigspolitik.

Mens man saledes kan etablere et anvendeligt mal for bortfaldets
storrelse, er det ikke muligt pa indevaerende tidspunkt at give noget udtrykfor

---

41. Om definitionsligninger i modeller, se P. Nfirregaard Rasmussen, Om okonomiens metode, (Kobenhavn, 1966), kap. 1-2.

42. I denne opstilling er der ikke taget hensyn til, at en del af de forslag, der ikke bliver faerdigbehandlet i een folketingssamling, bliver genfremsat og vedtaget i den folgende samling. »Gennemforelsesprocenterne« ville generelt blive lidt storre, safremt man tog hensyn til dette forhold, men om fordelingen i ovrigt ville aendres er ret tvivlsomt.

trykforfordelingen af forslagene ved fremsaettelsen (ai, an og am).
Man kan dog fremseette den rimelige antagelse, at der generelt gaelder
folgende relationer, uafhaengigt af den parlamentariske situation:

hvilket ogsa kan udtrykkes saledes, at der under forslagenes behandling ma antages at ske en forogelse af antallet af ukontroversielle forslag, idet der gennem vekselvirkningen mellem regeringens og oppositionens forhandlingsstrategier skabes storre enighed om de fremsatte forslag, forst og fremmest derved, at regeringen ved at fremsaette og ved at acceptere rendringsforslag under udvalgsbehandlingen far et storre eller mindre antal oppositionspartier til at aendre holdning til forslagene.

For indirekte at belyse denne vekselvirknings betydning vil jeg nu ga over til at betragte dimensionen cendring-ikke cendring. Nojes man her med at dele samtlige vedtagne forslag op pa to grupper: lovforslag, der overhovedet ikke amdredes under de tre behandlinger, samt alle andre lovforslag, sa kan man sammenkasde denne dimension med den tidligere behandlede. Hvis man foretager denne kombination, far man allerede med de her brugte grove kriterier 24 kategorier 43, der hver repraesenterer en type lovgivningsprocesser, spaendende fra lovforslag, der modtoges og gennemfortes med tilslutning fra alle repraesenterede partier og uden at gennemga cendringer, til lovforslag, der modte modstand fra et eller flere af de storre partier ved fremsaettelsen, og som trods £endringer i det oprindeligt fremsatte forslag ikke naede frem til endelig afstemning.

En analyse, hvis sigte er generalisationer om lovgivningsprocessen, ma nodvendigvis arbejde med mange dimensioner og som folge heraf et stort antal logisk mulige typer. Pa dette trin af undersogelsen lader det sig kun gore at belyse problemstillingen med en meget grov klassifikation, der opdeler lovforslagene efter to kriterier, graden af enighed ved den endelige afstemning, samt dikotomien aendring—ikke aendring. Derved formindskes antallet af logiske kombinationer til 6, saledes som det fremgar af tabel 2.

Det fremgar af tabellen, at godt halvdelen af samtlige forslag, der vedtogesaf Folketinget i perioden 1945-66, overhovedet ikke aendredes underde tre behandlinger. Da yderligere en meget anselig del af de aendrede forslag kun undergik übetydelige aendringer, ofte af rent redaktionel karakter,ma

---

43. nemlig 3X2X4.

ter,maman konstatere, at den overvejende del af Folketingets lovgivningsarbejde,opgjort
i antal behandlede lovforslag, antog karakter af
godkendelser af regeringens forslag.

Videre far man et fingerpeg, men ogsa kun et fingerpeg, om, i hvilket
omfang enstemmighed eller »bred enighed« blev opnaet som folge af gennemforelsen
af aendringsforslag.

Deter en almindelig iagttagelse, at regeringerne i efterkrigstiden ofte har udfoldet betydelig aktivitet for at samle bred tilslutning til gennemforelsen af en raskke lovkomplekser, og prisen for denne tilslutning har vaeret gennemgribende aendringer af de oprindeligt fremsatte forslag⁴⁴. Pa den anden side kan man dog ogsa konstatere, at et ikke übetydeligt antal lovforslag er blevet gennemfort uaendret til trods for., at et eller flere af de fire »gamle« partier var imod forslagets vedtagelse.

For at indvinde yderligere oplysninger kan man ga videre og analogt med fremgangsmaden i ajsnit 4 sporge, i hvilket omfang der forekommer afvigelser fra den gennemsnitlige fordeling, nar man betragter de enkelte regeringsperioder. For at belyse dette sporgsmal har jeg i fig. 4 vist, hvorledes der under de forskellige regeringer er sket forskydninger i forholdet mellem uaendrede og aendrede forslag.

Ogsa her konstaterer man, at gennemsnitstallene i tabel 2 daekker over betragtelige variationer. For det forste viser det sig, at andelen af fuldstaendigtueendrede forslag af den samlede maengde vedtagelser var faldendegennem periodens forste ar frem til 1950-53. Befrielsessommerens, men ogsa delvis de folgende regeringer fik altsa ikke alene gennemfort storsteparten af deres forslag med tilslutning fra alle eller naesten alle Folketingets partier, men deres forslag blev ogsa kun i mindre omfang underkastet asndringer undervejs gennem Folketinget. Efter at et minimum var naet under regeringen Hans Hedtoft-H. C. Hansen 1953-57, steg andelenaf uaendrede forslag under de folgende to flertalsregeringer, omendstigningen

---

44. se naermere Paul Meyer, op. cit. (1965) p. 186.

endstigningenikke var markant; den blev afbrudt, da der i 1964 dannedes
en ny mindretalsregering. Nogle af de i modellen indeholdte hypoteser
far saledes stotte allerede af denne grove opstilling.

Sammenligner man dernaest de tre ovrige kurver med kurverne i jig. 1, bliver det muligt yderligere at forstaerke indtrykket af et skarpt skel i dansk efterkrigspolitik i 1953. Vi sa tidligere, at der dette ar skete et brat og stasrkt fald i antallet af vedtagelser, hvor der ikke var enighed mellem de fire »gamle« partier. Vi kan nu iagttage, at samtidig med denne beviegelse skete der yderligere det, at de forslag, der blev vedtaget med »bred« tilslutning, i betydeligt hojere grad end tidligere var blevet aendret under behandlingen i Folketinget, og ligeledes steg andelen af asndrede forslag blandt det voksende antal forslag, der ikke opnaede tilslutning fra alle de fire »gamle« partier.

Deter naerliggende at konkludere, at regeringen Hans Hedtoft-H. C. Hansen ma betragtes som efterkrigstidens svageste regering, jordi dens lovforslag i mindre grad end tidligere regeringers blev vedtaget med tilslutningfra de store oppositionspartier, jordi den i hojere grad end bade iidligere og senere regeringer matte acceptere asndringer i sine forslag for at fa dem gennemfort, jordi den i nojere grad end alle andre regeringer i efterkrigstiden matte se sine forslag standset under Folketingets behandling,og

handling,ogendelig jordi man maske tor tolke den voksende andel enstemmige,uasndrede vedtagelser i forholdet til den foregaende regering som udtryk for, at regeringens lovgivningsstrategi i hojere grad end tidligereblev bestemt af den parlamentariske situation i vid forstand. Nok er den sidste pastand ikke sa vel underbygget som de ovrige, men alligevel er det pafaldende, at lige meget hvilket kriterium man logger til grund, kommer man til det resultat, at den danske regering svoekkedes i sin position i forhold til Folketinget i 1953.

8. Sammenfatning og diskussion

I denne afhandling er det blevet pavist, at der ved den afsluttende behandling af regeringens lovforslag har hersket overvejende enighed mellem de i Folketinget reprassenterede partier, ikke mindst mellem de fire »gamle« partier. Denne enighed er et generelt traek for den betragtede periode, omend der forekommer variationer fra ar til ar og fra regeringsperiode til regeringsperiode. Endvidere er det gennem anvendelsen af andre tidsraskker blevet vist, at der fra regeringsperiode til regeringsperiode er forekommet betragtelige variationer i det relative antal fremsatte forslag, der ikke lod sig gennemfore, ligesom man kan iagttage variationer i de gennemforte forslags fordeling pa henholdsvis uaendrede og aendrede forslag.

Man ma, som det ogsa i et vist omfang er gjort ovenfor, drofte raekkevidden af disse iagttagelser, og hvilke forklaringsskemaer man kan ssctte resultaterne ind i. Helt klart er det, at der er behov for videregaende studier af den danske lovgivningsproces og placeringen af partierne i denne. Nar dette er sagt, kan man imidlertid godt drofte, i hvilket omfang de allerede foreliggende resultater kan taenkes at fa konsekvenser for vor opfattelse af det danske politiske system.

Det sporgsmal, som iagttagelserne giver anledning til at rejse, kan kort
formuleres med Stuart A. Rice's ord:

»Are we justified in talking of political extremes and extremists, of opposing
parties, when the similarities are found so greatly to outweigh the differences?
45«

I den danske sammenhseng kan det formuleres som et sporgsmal om det betimelige i at operere med regerings-oppositions-dikotomien i sa hoj grad, som det faktisk gores. Er det rimeligt - mere eller mindre bevidst med engelsk forbillede - at stille regering og opposition skarpt op imod

---

45. Stuart A. Rice, op. cit., p. 119. Fremhaevelser af Rice.

hinanden? Er det ikke at lade sig blaende af en bestemt type kildematerialeog i saerdeleshed af politikernes forstaelige trang til i deres indlaeg i den offentlige debat at laegge afstand mellem partierne i Folketinget ved at tale om »hcere, der star over for hinanden« o. lign. 46?

Disse sporgsmal far saerlig relevans, fordi der ved beskrivelsen af forskellige
aspekter af det danske politiske system allerede anvendes begreber,
der netop modstiller flerheder af partier, opdeler i dikotomier.

Det gaelder for det forste det af Erik Rasmussen, med udgangspunkt i svenskerne Brusewitz' og Herlitz' iagttagelser, indforte begreb to-blokparlamentarisme47. To-blok-parlamentarismen karakteriseres derved, at en af to blokke (grupper) af partier har radet over et folketingsflertal. Nar deter af saerlig interesse at holde denne situation, der ma antages at have foreligget i arene 1913-40 og 1957-64, adskilt fra andre parlamentariske situationer, er det netop i kraft af ligheden med den klassiske engelske parlamentarisme med dens to alternerende partier.

Samme betragtninger ligger til grund for det af Poul Meyer foreslaede beskrivende begreb tobloksystem, dvs. et partisystem, der er karakteriseret ved, at der kun eksisterer to regeringsmuligheder, reprsesenteret ved to blokke af partier 48.

Det fremgar klart, at begge de neevnte begrebers definerende kriterier kan henfores til regeringsdannelsesproblematikken, - til de muligheder, der anses at have foreligget for regeringsdannelse. Om begreberne er adaekvate til beskrivelse af danske regeringsdannelser eller til sammenligningeri en videre sammenhasng, ligger uden for det relevante i denne forbindelse, - selv om deter fristende lige at naevne, at begge begreberne lider af den mangel, at de ikke prasciserer, hvad der skal forstas ved, at en flerhed af partier udgor en »blok«. Her er det vaesentligt at fastsla, at begreberne som defineret har et begraenset anvendelsesomrade. Bruges de ved beskrivelser af andre aspekter af det danske politiske system, kan resultatet let blive et fordrejet billede af forholdet mellem regering og opposition i Danmark. De to citerede danske forskere anvender dem ikke i andre forbindelser, men nar derimod svenskeren Nils Andren i en popular fremstilling i almindelighed har talt om en »tvapartigruppering«

---

46. En del eksempler pa denne type udtalelser findes hos Poul Meyer, op. cit. (1965) kap. 12. En droftelse af oppositionsbegrebet og forholdet mellem regering og opposition kan findes i Robert A. Dahl, ed. Political Oppositions in Western Democracies, (New Haven & London, 1966), se isser kap. 11-12.

47. Erik Rasmussen, Parlamentarismens typologi i svensk teori og dansk politik. Nogle hovedpunkter. (Statens Almindelige Videnskabsfond, Arsberetning 1956/ 57 (Kobenhavn 1958)). I Erik Rasmussens tidligste terminologi brugtes udtrykket

48. Poul Meyer, op. cit. (1965), p. 95.

i dansk politik, og nar han siger, at »tendensen mot tva dominerande partiblockhar varit mycket pataglig« 49, - sa har man et eksempel pa, hvorledes de ovenfor nasvnte beskrivelsesmader far et videre anvendelsesomradeend rimeligt er, og med det resultat, at det maske mest bemasrkelsesv£erdigeved det danske politiske system i forhold til mange andre, - den overvejende enighed om de beslutninger, som lovgivningsprocessen resulterer i, - dermed tabes af syne.

Hensigten med disse afsluttende linier er at pege pa, at selv om en dikotomisk beskrivelsesmade kan vaere pa sin plads ved beskaeftigelser med visse aspekter af det danske politiske system, ma man i andre forbindelser netop undga en sadan, ellers meget nserliggende, beskriveisesmade. Ved en analyse af relationerne mellem de danske partier under lovgivningsprocessen i Folketinget ma andre begreber utvivlsomt tages i anvendelse, begreber, der ikke i sa hoj grader dikotomisk opbygget, men i stedet betoner den glidende overgang mellem regering og opposition.

---

49. Nils Andren, Nordisk Statskunskap. (Stockholm, 1965) 2. oplag, p. 62.