Viggo Sjøqvist: Danmarks udenrigspolitik 1933-1940. (Udgiverselskabet for Danmarks nyeste Historie, Gyldendal, 1966). 418 s.

Udenrigsministeriets overarkivar, dr.
phil. Viggo Sjoqvist, der er kendt for
sin indtraengende biografi over udenrigsministerietsmangear

rigsministerietsmangearge og indflydelsesrigedirektor, P. Vedel (I—II, 1957-62), har som et led i den udforskning,der under »Udgiverselskabetfor Danmarks nye;te Historie«s auspicier pagar for at darlaegge besaettelsestidenog dens fcrudsaetninger, offentliggjort et storre v<2rk om dansk udenrigspolitik i tiden c]> til 9. april 1940. Hans betingelser for at lose denne opgave er de bee ste. Dels var hans Vedelbiografi nem ig i virkelighedenen analyse af vasentlige sider af dansk udenrigspolitik i forrige arhundrede,dels har hansom leder af udenrigsministeriets ark v en daglig beroring med de arkivfcnds, han har ost af. Sikkert er det o,»sa af betydning,at han indefra kender den udenrigsministerielleatmosfa s_:*e.

Forstander Jakob E. Lange sagde om Danmarks udenrigsr unister i den skildrede periode, dr. pbil. P. Munch, at han matte bruge sin tid og kraft »som hovedadministrato] og kommerciel direktor i Danmarks betraengte fedevareforretning.« Dei er en ganske rammende karakteri.tik, som ogsa bekraeftes af dr. S oqvists bog. Handelsforhandlingerne i 30'erne optog den vaesentligste del af det danske udenrigsministeriun <: arbejdstid og tankevirksomhed. Minge vanskeligheder matte overvindts.. Og lettere blev det ikke af, at hovedparten af vor eksport gik til Si orbritannien, mens vi magtpolitisk la Kelt inden for Tysklands sfasre. Handelspolitikken raekker derfor ind i Dam narks sikkerhedspolitiske problemer, som med rette optager den storste plads i bogen.

De to noglepersoner er her P. Munch og statsminister "?h. Stauning. Om Munch skriver forfateren, at bag hans kolige og rationelle livsopfattelse »synes at have ligget et lidenskabeligt temperament, dei var blevet tojlet og behersket gennem en sa vasldig viljesanspasndelse, at det var gaet ud over folelseslivet. Der kunne til tider vaere en folelseskulde, en utilnaermelighed hos ham, der vanskeliggjorde kontakten med andre og gjorde ham til et ensomt menneske« (s. 26). Karakteristikken kan ikke siges at vaere udtommende, da forfatteren naeppe har mulighed for at traenge ind i Munchs folelsesliv.

Men rigtigt er det, at Munch og Stauning var vidt forskellige temperamenter. Det gav sig ogsa udslag pa det udenrigspolitiske felt. Efter Hitlers magtovertagelse frygtede Munch for krig. Folkeforbundet ansa han ikke for nogen garanti for vor sikkerhed; men denne hans vurdering hindrede ikke, at han efter evne styrkede forbundet. Det fremgar af bogen, at da det i 1935 en kort stund sa ud til, at sanktlonspolitikken kunne baere frugt, stottede Munch den ivrigt. Vor stilling blev ikke bedre af, at ingen ansvarlig i Norge eller Sverige onskede at indga i en regional pagt med Danmark. Man frygtede for tyske krav om en revision af 1920graensen, og man kunne ikke vide, at denne aengstelse for sa vidt var übegrundet, som Hitler havde helt andre planer med Skandinavien som en slags germansk satellit-stat. Heller ikke England gav os noget hab. Det fremgik af den engelsk-tyske fladeaftale 1935, det fortaltes Stauning i London 1937, det sas under de danskengelske handelsforhandlinger i vinteren 1939-40, og det blev slaet utvetydigt fast af Churchill i februar 1940.

I denne situation mente Munch, at der kun var et at gore, nemlig at vi forholdt os fuldstaendigt passive, gjordeos sa sma og übemaerkede som overhovedet muligt. Deter sagt, at Munch ingen udenrigspolitik havde.

Deter iog for sig rigtigt, men ingen udenrigspolitik er dog en udenrigspolitik.Efter Munchs anskuelse skulle vi intet initiativ tage, da det indebar risiko for en forvaerring af vor situation.

Stauning derimod kunne ikke stille sig tilfreds med denne passivitet. Det horer til et af den ikke alt for spaendende skrevne bogs mere oplivende momenter, at Sjoqvist sa. udmaerket fremstiller Staunings sa at sige private udenrigspolitik. Munch var ikke indviet i den og ville ganske utvivlsomt have misbilliget den, dersom han havde kendt den. Der er grund til at antage, at Stauning i 1937 Sogte en tilnaermelse til Tyskland. Det skete i London, hvor han synes at have vaeret i forbindelse med Ribbentrop for gennem ham at forma Tyskland til at indga pa en dansk-tysk ikke-angrebspagt, hvad der dog ikke kom noget ud af. Stauning onskede at berolige Tyskland og befandt sig altsa i en situation, der kan minde lidt om J. C. Christensens 30 ar tidligere.

Som J. C. Christensen havde sin Liitken, synes ogsa Stauning at have overvejet at fa kontakt med det tyske riges topledelse pa en utraditionel made - nemlig gennem kunstmaleren Edvard Saltoft, der skulle male Hitler selv og herunder bringe en ikkeangrebspagt pa bane! Det blev dog ikke til noget.

Imidlertid var der ingen trost at hente noget sted. Vi var isolerede. Sporgsmalet var da, om vi ved selv at opruste kunne forbedre vore muligheder for at undga at blive inddraget i en krig. Stauning var i skred hen mod denne opfattelse ansporet af yngre partifaeller; men hovedmassen af Socialdemokratiet var pacifister, og nogen aendring i partiets politik skete ikke. For Stauning var dog sikkert hensynet til Det radikale Venstres synspunkter afgorende. P. Munch sa lidt som nogen anden radikal politiker troede pa vaerdien af et dansk forsvar. De mente, at Tyskland altid ville kunne afse tropper nok til at sla et hvilket som heist dansk forsvar ned. Diskussionen af denne problemstilling er noget af det interessanteste i bogen.

Som bekendt forblev vi militaert afmaegtige. Forsvarslovene af 1937 betod ingen aendring heri. Let var det heller ikke for dem, der onskede at styrke forsvaret, at de militaere chefer, admiral Rechnitzer og general With, modarbejdede hinanden. Sasrlig betydelige virker de ikke i bogens fremstilling.

Under forelaeggelsen af forsvarlovene i 1937 sagde forsvarsminister Alsing Andersen, at vort militaer skulle benyttes til at afvise neutralitetskraenkelser, nar der forela »rimelig mulighed for deres afvisning.« Den logiske folge heraf var, at det ikke ville blive brugt, dersom Tyskland angreb os. At dette angreb ville ske som et led i en besaettelse af Norge, syntes ingen herhjemme at have fantasi til at forestille sig.

Om vi burde have kunnet, er ikke let at sige, fordi vurderingen heraf let pavirkes af vor bagklogskab. Denneegenskab praeger ikke dr. Sjoqvists bog. Han soger redeligt og objektivt ud fra tidens baggrund at skildre haendelserne,og hvilke overvejelser man isasr pa dansk hold gjorde sig. Han begraenser sa. at sige sit vaerk til regeringenspolitik, hvilket er helt legitimt;men deter en svaghed ved bogen, at den er sa kronologisk, ja annalistisk, i sin fremstilling, at man naesten dag for dag kan laese sig til, hvad der skete over hele feltet. Bogensanalyser ville have vundet i klarhed,dersom den var delt op efter sagomrader.Som den nu fremtraeder, er

det en solid og grundie; handbog i dansk udenrigspolitik, fr'ori man kan hente et vaeld af oplysninger, hvilket i sig selv ikke er nogen ringe ting. Den afhjaelper tillige e: stort savn, fordi den giver muligred for med fast grund under foddeine at forsta, hvorfor det i 1940 gik, s;om det gik.