Fridlev Skrubbeltrang: Det indvundne Danmark. (Gyldendal, 1966). 498 s.

Hedeselskabet fejrede i forsommeren 1966 sit 100-ars jubilaeum med bl. a. udsendelsen af et digert 1. bind af et skrift, der har faet titlen »Det indvundne Danmark«. Titlen kunne med lige sa stor ret have vaeret »Lofter pa langt sigt«; bogen viser, at det bestandig var problemet, at man matte henvise til fremtidige gevinster, man matte overbevise i stedet for at kunne nojes med at bevise. Bogen, der foreligger, har sin styrke i beviset; den klargor, hvilke resultater man naede, og hvordan de maend var, der stod for arbejdet.

Forfatteren er dr. phil. Fridlev Skrubbeltrang, der i dag star som vor forende landbrugshistoriker bade i kraft af produktionens omfang og dens kvalitet. Der er snart ikke nogen side af dansk landbrugs historic som Fridlev Skrubbeltrang ikke har behandlet savel pa rent videnskabeligt plan som i populaer form. Det var derfor naturligt, at en kreds af danske historikere for ar tilbage pegede pa Skrubbeltrang, da Hedeselskabet kaldte dem sammen for at hore, hvem man ville foresla. som forfatter af det kommende jubilaeumsskrift. Flere taenkte ved den lejlighed sikkert ogsa pa, at jubilaeumsskriftet i 1916 var forfattet af C. Nyrop, hvis fortjenester la pa industri- og handvaerkerhistoriens omrade, og at det derfor ville vaere af vaerdi at fa det land- og skovbrugsmaessige stillet i forgrunden.

Skaebnen har villet, at netop landbrugshistorikerenFridlev trangkunfcerdes i baggrunden af »Det indvundne Danmark«. Meget landbrugshistorie skabes ved sammenstykningaf et stort antal detailundersogelser;mange af Skrubbeltrangs tidligerearbejder er med stort held skabt pa. den made. Det kunne ogsa have vaeret gjort her; mange emner i selskabetsvirke opfordrer til det. Nar det ikke er sket, ma det ses i sammenhaengmed, at forfatteren er blevetfa?ngslet

vetfa?ngsletaf kildemate rialet pa andreomrader, navnlig gaelder det forholdeneinden for ledelsen. Pa dette omrade pabod ogsa hensynet til dengangnyligt afdode og nulevende, at C. Nyrop var tilbageholdende i sit jubilaeumsskrift. I forordet skrev Nyropydermere, at det ar beundringenfor Enrico Dalgas' personlighed, der havde ledet ham, og at han havde haft lyst til at saette ord ;>til den Dalgashymne,som Hedesel kabets lykkeligevirke helt igennem e r x.

Hovedindtrykket eftei laesningen af den nye bog er, at Dalg is star anderledes, end han hidtil rar gjort. Det er uden tvivl et rigtigt re billede, vi far af ham; men det 2r sket uden svaskkelse af hans pei sonlighed og hans indsats, selv om 1 i. ledet er anderledes end det, Term orff viste os pa det store og velken( te maleri. Et andet hovedresultat ei, at Dalgas' kolleger i bestyrelsen, G Morville og F. Mourier-Petersei, far langt storre aere for deres in isats, end C. Nyrop gav dem i 1916, hvor de stod som ret blege skikkelser.

Men nu serve boger. I det ydre prassenterer den sig sm ikt og solidt; der er ikke noget typo grafisk sprael, men snarest er det solic t handvasrk i den vedtagne form, dei praeger den. Den er ikke overvaeldei cle illustreret; men de billeder, der ei, er velvalgte - nogle flere ville dog i eke have skadet. Billedteksterne er loget ujaevne, snart gives biografiske d ita, snart kun navnet pa den portrastte: ede.

Indholdet daskker I ledeselskabets historie fra 1866 til on kring 1. verdenskrig. En fyldig in roduktion pa 110 sider skildrer hed :rnes historie og de forudgaende best aibelser pa at fremme en hedeopdyrkr ing.

Bogen begynder met tilbageslaget i dansk landbrug omk; iag ar 1300. »Pa gammel agerjord og udtorret skovbund bredte lyngen sig«. Selv om lynghedens historie rakte tilbage til oldtiden, sa havde den vaeret holdt tilbage af skov og mennesker; men netop det, »at der kunne fores historiske beviser for, at ogsa store dele af det vestlige Jylland engang var skovklaedt«, blev en kilde til opmuntring for Dalgas: »Skoven matte da igen kunne brede sig over de store odemarker«.

Skrubbeltrang opholder sig ved to forhold som baggrund for Hedeselskabet. De store udyrkede arealer - hvert enkelt amt gennemgas - og dernasst planerne og forsogene pa at drage dem ind under ploven. Allerede i 1756 stiftedes i Kobenhavn det forste hedeselskab, og derefter vrimler det med ideer, hvoraf nogle, bl. a. den tyske kolonisering, blev realiseret, men uden storre held. Storst betydning fik den nyopdyrkning, der fandt sted i forbindelse med udskiftningen ved slutningen af det 18. arhundrede samt fredskovforordningen af 1805. Men ned i det 19. arhundrede var man i fuld gang med vandingsanlaeg, mergling, plantning af levende hegn, inddaemning og andre af de forbedringer, som Hedeselskabet skulle tage op. Der er dog sikkert grund til at advare mod at drage for vidtgaende slutninger af de mange vidnesbyrd, vi har; man kunne maske ligefrem sige, at netop de mange bevarede oplysninger om indsats pa disse omrader vidner om, hvor sjaeldne og bemaerkelsesvaerdige sadanne var.

I artierne omkring 19. arhundredes midte skete der dog uomtvistelige fremskridt. De nye kreditforeninger gav mulighed for at skaffe kapitaler frem, og dr. Skrubbeltrang har kunnet gennemfore en beregning, der viser, at det besaede areal i Jylland fra 1837 til 1866 voksede fra 3/4 mill, tdr. land til godt 1 mill. tdr. land. Pa

samme tid var der ogsa stor fremgangi tilplantning af hedejord; men det var stort set forbeholdt herregardenesejere at plante ny skov.

Sa kom krigen 1864. Man diskuterede stadig i forstkredse, hvordan heden skulle opdyrkes; at den skulle drages til nytte var man dog nogenlunde enige om. Den nationalliberale avis »Faedrelandet« angav i en artikel i 1865 det motiv, der skulle komme til at sta som en overskrift for Hedeselskabets virke: »Vi kan saledes inden for de snaevre graenser, som tysk erobringssyge har levnet os, erhverve et nyt Slesvig, nar vi kun selv alvorligt

Allerede forinden havde ingeniorkaptajn Dalgas folt, at der efter nederlaget burde gores en indsats for at udligne tabet og vaskke en genrejsningsvilje i folket. Hedesagen var heller ikke fremmed for ham. I 1850'erne havde hansom vejingenior i Jylland truffet overretsprokurator Georg Morville i Viborg, som var ivrig optaget af hedeopdyrkning. De to blev venner, og Morville vakte tidligt hos Dalgas en interesse for hedesagen, der i slutningen af 1865 tog form af et nationalt mal.

Dalgas sogte forbindelse med fremtraedende maend rundt i Jylland og foreslog oprettelsen af et selskab for hedeopdyrkningens fremme. Det var det, der den 24. marts 1866 forte til dannelsen af Det danske Hedeselskab. I forhistorien folger den nye bog noje fremstillingen fra 1916; men derefter folger vaerdifulde og velunderbyggede karakteristikker af de tre maend, der blev den forste bestyrelse og indtil 1894 tegnede Hedeselskabet: Dalgas, Morville og Mourier-Petersen.

Hvordan Ferdinand Mourier-Petersen til Rugard pa Djursland kom med har ikke kunnet klarlaegges; men som fremtraedende hojrepolitiker blev han selskabets »gesandt« hos politikere og embedsmaend i Kobenhavn. I modstillingen Mourier-Petersen og Dalgas tegnes et trasffende billede af dem begge:

Rolig og betaenksom, men samtidig aktiv og yderst agtpagivende ogsa med hensyn til smating, en mand, der i reglen fastholdt sine meninger, men var hensynsfuld og forsigtig i valget af midler, velgorende fri for personlig sergerrighed og altid rede til at paskonne sine medarbejderes indsats - deter billedet af F. Mourier-Petersen, som det tegner sig allerede i samarbejdets forste ar. Meget tyder pa, at den iderige, impulsive, noget herskelystne, men ogsa utraetteligt arbejdende Dalgas i Hedeselskabets formand havde fundet den ideelle partner, en lydhor, men ikke ukritisk medarbejder, ofte et villigt redskab, men vistnok lige sa ofte sa selvstaendig, at han til en vis grad formaede at »fjernstyre« Dalgas, nar denne, der jo ledede det daglige arbejde, i sin iver og travlhed glemte at iagttage den rette fremgangsmade. Ogsa pa anden vis supplerede de to maend hinanden: Dalgas havde langt det storste kendskab til de jyske heder og deres beboere, men Mourier-Petersen fasrdedes hjemmevant pa Slotsholmen, hvor de bevilgende myndigheder havde til huse. At rigsdagens og ministrenes velvilje kunne betyde overordentlig meget for hedesagens fremtid, forstod de begge og handlede

Tilsvarende modstilles Morville og
Dalgas:

Georg Morville var en meget saerpraepraeget mand, ret stilfaerdig, men beslutsom og energisk, nar det gjaldt hans store interesser. Blandt venner kunne han udfolde et vittigt og frimodigt lune, som sjaeldnere kom frem i hans breve, hvor hans bestemt udtalte meninger ikke sjaeldent korrigerede Dalgas. Deter juristens krav om uangribeligt rigtige og praecise konstateringer, der nu og da tvinger agitatoren til storre omhu og besindighed i argumentationen; men deter ogsa den

licit celdres storre sagkun Iskab og erfaring
som plantningsman. I, der gor sig
gcEldende.

Disse karaktertraek hos de tre maend ser vi udfolde si| tydeligt i det folgende. Langt mere le /ende star deres personligheder for c >. end det tidligere har vaeret tilfaeld ;t Dalgas vil fremdeles vaere den st< >re initiativtager, organisatoren og c en utraettelige arbejder; han forklejni s ikke. Men deter herefter klart, ai de to andres indsats ikke hidtil er b evet vurderet efter fortjeneste. De tr dannede en for selskabet heldig ko istellation, og deter meget betydnir gsfuldt at fa klarlagt, at man alien de da matte ofre en stor del af arb ijdskraften pa administration og unde handshenvendelser. Sejren blev ikke alene vundet i store stovler i blast pa heden; et talmodigt skrivebordsar >;jde og noje planlagte personlige hei vendelser var fuldt sa vigtige. Dr. Skrubbeltrang har ved et minutiost arkivarbejde klarlagt disse forhold o; dermed ikke alene givet et rigtigere Dillede af selskabets virksomhed, rr sn ogsa. ydet et betydeligt bidrag til belysning af, hvordan beslutninger raeffes i det danske samfund.

»Det indvundne Darmark« lasgger i sin behandling af se skabets virke hovedvasgten pa at vi >e, hvad der bestemte retningslinier le. Sammenlignes bogen med Nyrops fra 1916, sa er det tydeligt, at de ikke har vaeret muligt at sige noget nyt om, hvad selskabet foretog sig; nen derimod siges det nu, hvorfor man foretog dette eller hint - eller i ndlod at gore det. Naturligvis beretfcx bogen om det, som alle i samtidei kunne folge. Vi horer om, hvordan engvanding i de forste ar stod i for men hurtigt blev aflost af pl mtningssagen. Hvordan det lykkedes at interessere formaende pengema2nd ?ade i det kobenhavnske benhavnskeerhvervsliv og blandt ostdanske godsejere. Klarere end hos Nyrop star, hvordan bonderne kommer med i smaplantning dels enkeltvis, dels i plantningsforeninger. Et videre syn viser sig ogsa i behandlingen af den betydning, de forbedrede kommunikationer havde.

Hovedlinjerne indtil Dalgas' dod i 1894 star saledes uaendrede. Som naevnt gar den nye fremstilling imidlertid ind i overvejelserne forud for de principielle afgorelser og folger ligeledes standpunkterne og omstaendighederne i talrige enkeltsager. I kraft af dette er bogen blevet langt mere tilfredsstillende og tillige umiddelbart fengslende. Det ma dog siges, at denne mere kraevende fremstillingsform ogsa undertiden har medfort nogle mindre behaendige gentagelser. Den lagte linje har tillige haft til folge, at arbejdet i marken ikke har vaeret genstand for nogen indgaende behandling; for eksempel star plantoren og hedebondens arbejde kun tegnet skitsemaessigt.

Deter svaert at gore resultaterne af Hedeselskabets virke op. Hvad var direkte fremmet af selskabet, hvad var en indirekte folge af dets agitation? Det sidste var sikkert mindst lige sa betydningsfuldt som det, hvor selskabet stod som initiativtager og tilsynsforende. I tiden 1866 til 1881 blev det dyrkede areal i Jylland foroget med 275.000 ha, indtil 1907 kom yderligere 220.000 ha under opdyrkning eller tilplantning. Ved vurdering af den tilsyneladende faldende stigningstakt ma det tages i betragtning, at det var stadig ringere og ringere jord, man inddrog.

Med arstallet 1907 er vi allerede inde i perioden efter Dalgas' dod; det afsnit, der har faet titlen: »Brydningstiden1894—1914«. Denne titel sigter ikke alene pa de brydninger, der kom

inden for ledelsen, men ogsa pa usikkerhedenom
selskabets fremtidige
virkeomrade.

Dalgas havde lige fra starten sogt at give selskabet en officiel status. Dette kom bl. a. til udtryk derved, at han ikke blev honoreret af selskabet, men blev stillet til radighed af haeren med bevarelse af officersgagen. Det viste sig ogsa i en sa lille ting som den, at man ikke udsendte pressemeddelelser til aviserne; havde man noget, der skulle frem for offentligheden, lod man det komme som en artikel i »Berlingske Tidende«, der dengang havde en officios karakter. I den politiske strid sogte bestyrelsen at holde selskabet neutralt, selv om de tre bestyrelsesmedlemmer alle var erklaerede hojremaend. Det lykkedes da ogsa at blive godkendt af begge de stridende partier i forfatningskampen som noget, der stod uden for den politiske debat. Selskabet var godt pa vej til at blive et regeringskontor.

Denne styrke bar ogsa over de vanskelige ar efter Dalgas' dod. I skildringen af denne periode hoster vasrket i rigt mal gavn af den erfarne historikers menneskeindsigt, omdomme og evne til at behandle et genstridigt

Problemet var bl. a., at Dalgas havde forsomt at finde og uddanne en efterfolger. Maske havde han, bogen kommer ikke ind pa det, taenkt sig sonnen Chr. Dalgas, der var forstmand og i selskabets tjeneste. Han havde imidlertid ikke faderens lederevner og sans for folkelig agitation. Rimeligvis behovede efterfolgeren heller ikke at vaere en type som Enrico Dalgas. En handfast administrator kunne lige sa vel have vaeret tiltraengt; men heller ikke en sadan var for handen.

Til direktor valgtes P. Borch, en tidligere skovrider under selskabet, der havde overtaget stillingen som godsinspektor pa. Jaegerspris. Vide kredse i selskabet havde som princippet for direktorvalget lagt sig fast pa den retningslinie: »Man kan jo ikke erstatte Dalgas, lad os derfor fa en beskeden, jaevn, i Hedeselskabets sager velbevandret mand . ..« Det fik man med Borch, hvis forstlige viden havde vseret hojt vaerdsat af Dalgas; men han var ikke i stand til at laegge faste linier for det fremtidige

I Borchs direktortid, indtil 1902, skete en forskydning i selskabets arbejde. Geografisk blev oerne draget ind i arbejdet samtidigt med, at mosekultur og kulturteknisk virksomhed indtog en stadig storre plads - man vendte sadan set tilbage til et arbejde pa linje med Dalgas' forste arbejdsprogram, for plantningen blev det dominerende. Plantningsarbejdet gik ikke i sta; men selve driften af de nu tilvoksede plantager kraevede mere og mere kraft. Mange folte, at nu skulle »lofterne pa langt sigt« til at indfries, og sa viste det sig, at plantagerne ikke havde den rentabilitet, man havde ventet.

Der var sa megen inerti fra Dalgas'tid, at Hedeselskabet klarede de mange nye opgaver. Det var dog klart, at det netop var inertiens kraft, der muliggjorde det. Virksomheden led staerkt under rivalisering blandt de overste embedsmasnd i selskabet, en rivalisering, der til dels bundede i gemytternes uoverensstemmelse. EfterBorchs tid sogte man vekslende former for ledelse, snart ingen direktor,snart direktor, snart et kollegiumaf embedsmaend. I 1912 standsedeman ved en ordning, hvor Chr. Dalgas blev bestyrelsens kommitterede.Han blev boende i skovriderboligeni Birkebaek og skulle kun et par ugedage vasre i Viborg for at varetage

ledelsen af de lobendt forretninger; de forskellige af deling lsdere kunne fortsat henvende sig c irekte til bestyrelsen.

De problemer, der k lyttede sig til selskabets fremtidige let else, vil blive taget op i Fridlev Skrul beltrangs naeste bind. Usikkerheder omkring ledelsen havde ogsa for >lantet sig til offentligheden. Hedesel: kabet var oftere genstand for kriti c, og fra de bevilgende myndighed* is side var man pa vagt over fo stigninger i budgettet. Hvordan dei re krise blev overvundet, har vi ogsa til gode sammen med det, der i bog ja anslas som hovedmelodien for tidei efter 1. verdenskrig: »I det genop ygningsarbejde, forestod, blev ler ogsa brug for Det danske Hedesels cab. Af plantningsopgaver var nu lae legn den vigtigste; men i stigende \ tad samledes kraefterne om store kult i rtekniske foretagender og grundfor 3dringsarbejder, stotte i en i y jordlovgivning, der samtidig var i\. led i kampen mod mellemkrigstid jus vasrste sociale onde, arbejdsloshec en«.

»Det indvundne Dai mark« er et stort vasrk. De fyldigt kildehenvisninger vidner om det s ore og brydsomme materiale, der er gennemgaet. Mange sammenl gninger med hedebondens arbejdsdaj presser sig pa. Forfatteren ma o: te under sit flerarige arbejde have J:0lt behovet for at tro pa, at det mdi amlede kildemateriale i hvert fald g. v ham Iofter pa langt sigt. Lofterne (r nu indfriet.