Det konservative Folkeportis historie. I. Jørgen Hatting: Fra Piper til Christmas Møller 1915-1929.1966, 242 s. II. Jens Winther: Fra krise til krig 1929-1940. 1966, 295 s. III. Jørgen H. Barfod: I kamp for friheden 1940-1945. 1966, 245 s, IV. Carl Kauffeldt: Nye tider - nye mål. 1945-1965. 1966, 250 s. (Nyt Nordisk Forlag).

Der er i alle disse fire bind meget vaerdifuldt, som historieforskningen ma glaede sig over at se fremlagt. Nar dette er anfort, ma ogsa folgende anfores: i det moderne samfund er en organisation som Det konservative Folkeparti en del af det offentlige liv, og dermed folger forpligtelser, som et lille privat selskab ikke har. En af disse forpligtelser er, at et vaerk som dette bor partiet ikke udgive.

Det, der er i vejen, er ikke, at forfatterneer udygtige historikere. Men Vcerket er i dets anlaeg ikke nogen partihistorie, saledes som det giver udtryk for at vaere. Her er noget af det, der mangier: partiets organisatoriskeopbygning, analyse af den socialesammensaetning i partiet (tillidsmaend,medlemmer), over stemmetal, redegorelser for dissesgeografiske fordeling, kontingentetsbetydning, tilskud fra anden side, arbejdet i kommunerne, forholdet til pressen. Der kunne fortsaettes med andet, der horer hjemme i nutidig partihistorie. Det, vaerket giver, er den konservative rigsdagsgruppes historie,og sa mangier endda her sa vaesentlige ting som rigsdagsgruppens sammensaetning, og hvordan man blev nomineret som rigsdagskandidat. Ret beset fortaelles heller ikke noget om gruppens indre arbejde, bortset fra tilspidsede situationer. Hvor ofte modtesden? Var der en saglig opdeling af sagerne, der gav det enkelte medlem eller flere nogle saerresorter, som andreikke blandede sig ind i? Osv. Hvor maerkeligt det end kan lyde, er det bedste i vaerket lige ved at vaere partiformanden,dommer Knud Thestrups forord; heri rores ved centrale emner,

som er ganske uomtalte i den folgendebehandling.

Det forste bind behandler rutineret den 1. verdenskrig og 1920'erne. Her som i de folgende bind er inddraget utrykt materiale, der giver nye enkeltheder. Den almindelige tidshistorie optager dog en meget betydelig plads. Ogsa 2. bind har megen almindelig historie; men karakteristisk er alligevel, at personer, begreber og institutioner dukker op uden naermere presentation. I 2. bind forekommer tillige maerkelige abenhjertigheder (krav om afvikling af valutacentralen er bluff, forslaget i 1939 om bemyndigelsesloven til forsvarsministeren er naermest fremsat med henblik pa valgkampen!). Andre maerkvaerdigheder forekommer ogsa: Landsradsmodet i 1934 »var ganske uinteressant, fordi forhandlingerne vassentligt drejede sig om aktuelle okonomiske sporgsmal«, de ledende msend i LS var overmade dygtige (deter vist vel summarisk), og man kan ikke bebrejde (!) regeringen Stauning, at den udskrev valg i 1935, i 1930'erne var socialdemokraterne revolutionaere, og deres afrustningspolitik skyldtes defaitisme (ikke et ord om pacifisme). Meget af omtalen af KU i 1930'erne forekommer ogsa uhistorisk: her burde linjen have vasret trukket bagud — det var ingenlunde sa nyt i konservatismen, som det fremstilles (korporative stat f. eks.). Slutkapitlets bemaerkninger om Munchs tillid til internationale aftaler og om hans og Staunings uforstyrrethed under kriserne i 1938 og 1939 er ganske ukorrekte. Meget vaerdifuld er derimod redegorelsen for brydningerne omkring grundlovsforhandlingerne og for Anders Vigens betydning i partiet.

Forfatteren af det tredje bind, Jorgen H. Barfod, har haft det utaknemmelige hverv at skrive om partiet under derbesaettelsen. Sadan som vaerket er anlagt - at deter rigsdagsgruppens ledere, der er hovedemnet - bliver der derfor ikke meget at fylde pa dette bind. Forfatteren har da valgt at skrive meget bredt og populaert om den almindelige besasttelsestidshistorie, hvori sa indfaeldes oplysninger om konservatives standpunkter.

Ligesom bd. 3 rummer ogsa 4. del lange og interessante referater fra gruppemoder. I ovrigt er det en kronologisk oversigt over de forlobne tyve ar, som heller ikke bringer saerligt nyt, men virker rolig og velafbalanceret.

»Det konservative Folkepartis historie« har ikke givet os megen viden om partiet. Maerkeligt nok heller ikke om dets politik. Vi horer ikke noget om brydninger mellem storindustrielle grupper, proprietaerer, kobstaedernes handlende eller den voksende funktionasrstand. Om vanskelighederne ved at forlige onskerne om en staerk stat med liberate tendenser, eller om gennemgaende synspunkter i skole- og kirkesporgsmal og i straffelovs - og socialpolitik for at naevne nogle eksempler. Deter heller ikke forsogt at besvare det naturlige sporgsmal: Hvorfor er der et konservativt parti? Hvilke faellesinteresser, materielle eller ideelle, er det, som holder partiet sammen? »Det konservative Folkeparti« er dog mere end en gruppe rigsdagsmaend, som tager standpunkt fra sag til sag.