I en anmeldelse af Arups Horup-biografi skriver Povl Engelstoft: »Det er faktisk, som Arups Bog viser, umuligt trods ivrig Sogen at stable Materialepa Benene til en gennemfort psykologisk Udredning af Horups Udviklingfra Dreng til Mand. Deter tilladt at beklage dette, for sa vidt som et og andet i Horups offentlige Virksomhed efter al Sandsynlighed har Forudsastninger i sjaslelige Bevaegelser, hvis Blotlceggelse ville gore vor Forstaelsedybere. Men stort set er det ret ligegyldigt. Den Horup, der har skrevet sit Navn i Danmarks Historie, er dog ham, der skrev i Aviserne og talte pa. Moderne« x. For sa vidt har han vel ret. Ogsa uden kendskab til sadanne sjaelelige rorelser er det muligt at bedomme virkningen af Horups virke og dermed at tegne et kontinuerligt udviklingsforlob. Men for at forsta hans handlemader er det nodvendigt at soge hans personlighedsfolelsebestemt og der ud fra at finde hans egne handlingsmotiver. Selv om denne metode principielt er problematisk, synes den hensigtsmasssigi dette konkrete tilfselde. For samtidig med at Horup over for offentlighedenskjulte sine virkelige hensigter, har han i breve fra forskelligeperioder af sit liv givet udtryk for dem. Kun med kendskab hertil er det muligt at finde sammenhaeng i hans ellers kun altfor krogede politiskelinje. Da en bestemmelse af hans livsanskuelses tilblivelse og karaktersaledes synes at vxre en nodvendig forudsastning for at forsta en side ved forfatningskampens taktiske manovrer, skal en sadan bestemmelse vasre denne opgaves formal. Det naeste trin ma vxre i lyset heraf at betragtehans stilling i de konkrete politiske situationer. En politisk fremstillingforeligger imidlertid allerede i Kristian Hvidts bog, »Venstre og forsvarssagen 1870-1901« 2. Deter mit hab, at nasrvserende studie ved

---

1. Povl Engelstoft: Bogen om Horup, Pol. 21.6. 1941.

2. Kr. Hvidt: Venstre og forsvarssagen 1870-1901, Arhus 1960.

Amalie Skram, som sogte hans rad i et privat anliggende 16. Selv om Horup ikke direkte skriver meget om sig selv, rober brevene sympati for hende, og i sit forsog pa. at hj£elpe hende fremsastter han mange synspunkter.Endelig findes to breve fra 1898 og 1900 til Bjornson, som han sympatisksmilende betragtede 17. I modsaetning til de tidligere nsevnte breve er disse to politisk orienterede. Dette gaelder ogsa hans bekendte politiske tilbageblik fra 1884 18, som blev fundet blandt hans efterladte papirer. Da det oprindelig var skrevet til brug for Georg Brandes 19, ma det nok tages med lidt forbehold.

Endelig bor litteraturen omkring Holger Drachmann na^vnes. Han var Horups faetter, og fra begges hand findes vidnesbyrd om deres muntre liv i »Kusinernes hoppende Skare« 20. Til udredning af familieforholdene er Harriet Bentzons kommentarer til Drachmanns ungdomsbreve 21 nyttige. I ovrigt kan henvises til Johannes Ursins bibliografier over skrifter af og om Drachmann 22. Et saerligt problem udgor de litteraere kilder 23. For Drachmanns vedkommende er det imidlertid ikke vanskeligt at udskille erindring fra digt. Det samme gaslder Horups egne indirekte udsagn om sig selv i sine artikler. Med kendskab til hans ungdom skinner erindringsstykkerne tilstraskkelig tydeligt igennem til at kunne anvendes med forsigtighed.

III.

Det billede, Amp har givet af den unge Horup, henleder naermest
tanken pa Klodshans, der bondefodt og frejdig kommer til kongens by

---

16. Trykt i Politikens Magasin d. 17.2., 24.2. og 2.3. 1952.

17. Trykt i Bj. Bjornsons Breweksling med Danske 1875-1910, I-111, Kbh. 1953, bd. 11, s. 96-99 og s. 345-52.

18. Trykt i Horup i S. og T. Bd. I, s. 3.

19. Horup til Erik Henrichsen 28.1.1901. Ny kgl. Saml. 4452,4. »Jeg har i 1884 gjort en hel del af det Forarbejde, De savner, den gang for Dr. G. 8r.,. ..«

20. Digte og Optegnelser op. cit., Drachmann: En Overkomplet, Kbh. 1876, samt Horups anmeldelse heraf i Mrgbl. op. cit.

21. Op. cit.

22. Johannes Ursin: Bibliografi over Holger Drachmanns Forfatterskab, Kbh. 1956, og Bibliografi over Litteraturen om Holger Drachmann, Kbh. 1959.

23. Horup er sogt karakteriseret flere steder i litteraturen. Se saledes Red. Aalov i Edv. Brandes drama: Gyngende Grand, Kbh. 1882. (Edv. Brandes til G. Brandes d. 11.8. 1881: »Aalov er uheldig skjont Horup var Model. Men jeg turde ikke ga Virkeligheden naermere*. Georg og Edv. Brandes breweksling med nordiske forfattere og videnskabsmaend I-VIII, udg. ved Morten Borup, bd. I, s. 99), red. Bendtsen i Forskrevet (op. cit.) se bd. I, s. 78, 129, 267 og 11, s. 105 i poetiske skrifter I-X, Niels Vejby hos Sven Lange: E>e forste Kampe, Kbh. 1925, s. 110-20, 131, 149, 175-77, 185-220. Endelig er Enslev skikkelsen i Henrik Pontoppidans De Dodes Rige utvivlsomt inspireret af Horup. (Se i ovrigt Christian Rimestad: Horup i dansk Litteratur, Pol. 22.5. 1941).

for i modsastning til sine fine og forvrovlede medbejlere at vinde prinsessenogdet halve kongerige. Nar Arup tegner billedet sa unuanceret, skyldesdetvel nok, at hati polemiserer mod den konservative tradition, son har ha?vdet, at Horup som son af en fattig landsbylaerer havde folt si£ ydmyget af det kobenhavnske bourgeoisis selvbevidste sonner og derfoi hadede det hele miljo ::4. Denne opfattelse hviler vel isjer pa Horups ege; udsagn fra 1881: »I Reglen var det Embedsmamds og Kobstadsfolks Born, altsa forsavidt »vore egne«, der sogte ind i de nationalliberale Skoler.Ogkom der ved <:t Trasf en Dreng fra Landsbyen, sa havde Skoler Nyhedens og Hojhedens overvaeldende Magt, og Dannelsen sin altfortaerendeEvnetil at si.ige ham op og bringe ham til at forsvinde. Mer send en fattig Dreng derind med Racens Fjendskab i sit Hjterte, med er stolt og ensom Bevidsthed om at vaere mellem Fremmede, mellem HjemmetsogVennernes Fjender, lad ham erobre Dannelsens Midler uden ai blive erobret deraf, og nar han har lsert at sta sig og holde de andre Stangen,vilhan gaud af c.enne Skole med et stort Mod pa Krigen og rustel til at fore den« 25. Mec rette er det blevet haevdet, at denne fattige dren£ »med Racens Fjendskab i sit Hjaerte« var Horup selv 26, men diskussioneneri ovrigt blevet fort pa forkert grundlag. Alle forfatterne har forudsat,attalen alene drejede sig om hans erfaringer fra Metropolitanskolen,hvorhan gik ira 1857, til han i 1861 blev student. At han her skulle have folt sig sn^rlig ugleset og vennelos modbevises, som Arup anforer 27, af, at han i Kr. Arentzen havde en forstaende og interesseret laerer 28, ligesom han i. klassekammeraten Julius Petersen fandt en ven, som han i sommerferien efter studentereksamenen besogte pa Bornholm ->!1. Hoffding skriver om ham: »Han var noget aeldre end os andre og folte sig som Son af en Landsbyskolelasrer noget fremmed iblandt os, hvad der senere har givet Anledning til den Legende, at vi som rette Bourgeoisisonner skulle have set ned pa ham som Almuesmand. Om Sligt var der aldeles i'kke Tale. Og hvis han selv har ytret noget, der

---

24. Arup: op. cit. s. 9.

25. Horup i S. og T., bd. [, s. 159 (Mrgbl. 21.-23.6. 1881)

26. Erik Henrichsen: Vigs;o Horup, 1910, s. 11. Sidst af Soren Krarup op. cit. s. 14

27. Arup: op. cit. s. 20-22.

28. Drachmann har i U.lf Brynjulfsens Papirer (trykt i Tilskueren 1891, cit. hos Rubow op. cit. s. 14-16) beskrevet den indflydelse, Arentzen ovede pa sine disciple. Som miskendt geni samlede han dem om sig, kritiserede alt og alle, aeggede dem til modsigelse. Hos ham naeredes den foragt for autoriteterne, som siden skulle karakter sere de unge fra hans kreds, den »lille Kreds af »Misfornojede««, som Drachmann kalder den. (Selvbiografien i Tilsk. s. 131). Se ogsa Hoffdings karakterisLk i sine erindringer s. 31-32.

29. Lidt om Horups Privntliv op. cit. s. 40.

kunde bestyrke denne Legende, sa ma hans Mistsenksomhed bcere Skylden.IVirkeligheden
beundrede vi hans Begavelse« 30.

Blandt Horups ungdomsbreve fra sommeren 1873 findes imidlertid et brev, dateret »Kbh. de varmere dage« 31, hvori han bl. a. beskriver sin skoletid: »Kjaere! - Ja, saadan er du, saadan blandet, baade Hoire og Venstre og som en Bi har du svaermet om alle Blomsterne og som en Bi suget af alt det sode, der er i Verden, derfor brygger du din Honning med en sa übeskrivelig Smag, med en Smag af alt det sode, der er i Verden. Men nu, da din Kube staaer i en Husmandshave op til Proletariatets Vasg, hvad vil du gjore ud af denne fattige Leilighed? Thi en Proletar er jeg, tro det kun, og jeg hader Hoire fra Barndommen af, men siden er det voxet med mig; maaske kommer jeg dem ikke i Petroleum, naar du ikke kan lide det, men havde jeg dem saa sandt pa en Balkon, svarer jeg ikke for, at jeg spurgte Rakket, om de vilde have dem dode eller levende. Ja, fra Barndommen af, for Jens og Peer og Ole og hvad vi Allesammen hed vi rutschede ikke blot i Slasde ned over Bakkerne og legede So i Hul, men mangt Alvorsord blev talet imod »de fornemte« og den Lykke, de uretfaerdigt svaelgede i paa de Simples Bekostning, det var lange Tider et stort Emne at holde Krigsraad om, at Drengene fra Bonderbyerne skulde drage til (Frederiksvasrk)³² og banke de fornemte Drenge der og naar saa disse Kjobstaddrenge korn i Besog hos Bonden vor Nabo, saa rygtedes det strax mellem Byens Drenge og Sagnet gik vide om de nye og forunderlige Lege, de havde bragt med sig; men vi Proletarer stod udenfor og kiggede ind over Havegjerdet efter Herligheden; det Svelg, der ligger de Dannede og os Andre imellem er umaadeligt og Proletariatet bygger det hver Dag med sky og fjendsk Mistaenksomhed fastere. Med de Pramisser kom jeg ind her i Skolen 33, pludselig mellem 30 Fjender, en Indianer vilde forstaae det. Husch! hvor jeg tog i, det gjaldt de Simples yEre mod de Fremmede, Fine, Fjenderne. Det var en rigtig Characteristik af Situationen, hvormed et Asen af Laerer hilste det forste Avancement »Fy, skam Jer Drenge, vil I lade Jer lumpe af en Bonde,« ja lumpe af en Bonde, en Indianer vilde forstaae det og maaske en Jode, siden den Tid har Krigen vEeret staaende mellem mig og hele den Race.

Mon det interesserer dig at hore om disse forhistoriske Begivenheder,
de have dog givet mit Liv en sseregen Farve. Medens
Konge rasede oppe i Klassen, gik det i Skolegaarden 10s med blaa oine

---

30. Hoffding: op. cit. s. 29-30.

31. Brevet er med blyant paskrevet »Sommeren 72«. Det fojer sig imidlertid noje ind i den naevnte brevveksling.

32. Ordet er kraftigt udstreget.

33. I Kobenhavn.

og blodige Nasser, jeg var en meget vennelos Dreng og dertil plaget a utaalelig Hjemve, soni i flere Aar gjorde Lyngby-Landevei til min sta dige Spadseretour, det var jo den Vei, der forte hjemad 34. Saa kom saa danne Uheld til, som at jeg braekkede Armen pa en Dreng og fik Ry fo Vildskab og Ustyrlighed, siden traadte jeg en Usling af Bestyrer³ paa Ligtornene og blev pryglet. Hvilket übeskriveligt Raseri! maaske ei Indianer vilde forstaac det, jeg troer, jeg var gaaet aldeles til Grunde sygelige Had- og Hasvnplaner, hvis jeg ikke var sluppet bort³⁵ endni afskyer jeg dette Bestie og med ham al den nederdraegtige Uretfgerdighed der ligger i Lovenes eg Myndighedens Haand. Fra den Tid skriver si| mit forste poetiske Produkt; med Standpunkt paa Rundetaarn og Ud sigt over den forhadtc By blev det hverken mere eller mindre end er »Ode til Nero,« saalydende:

Masgtige Nero! Ja, jeg forstaaer!
paa Capitolium hoit, hoit, forfasrdelig ser jeg dig stande.
Skyerne vildt lienover dig gaaer,
Italiens Nathimmel hvaslver sig mork om din Pande.

Rom, Rom staaer i Brand!
Under dig dybt gaar Flammer og Rog og Pobelen hviner.
Msgtige. ensomme Mand!
Verden i Rom, og det usle Rom i Ruiner!

Mindre kunde ikke gois det. Jeg havde troet, at det var en ridderlig Tourneringligesom i Romanerne hvor Seiren tilfaldt den Bedste og sa var del en Sammenrottelse, hvor nogle Stykker slog sig sammen og overfaldt den enkelte. Dertil kom, at Rustningen var saare maadelig; mere lurvet Dreng har aldrig trasket afsted i bundlose Sko om Vinteren uden Overfrakke end jeg, naar jeg smog mig hjem gjennem Smaagaderne aldeles sikkei paa, at alle Folk foragtede mig, fordi jeg ingen Overfrakke havde; venligtsaa jeg ikke paa de fine Drenge; mit bedste Resonement var: du er dog en Dux og du sk;il lumpe dem. Derhjemme 3G var jeg endnu mere ensom end i Skolen, kolde Hjerter, uden Sympati og Forstaaelse, en mindre omskindet Stolthed end min havde dog hver Dag forstaaet, at han var en Proletar, ds'.r fik sin Fode hos gode Mennesker for halv Betaling.Men hvilken iasende Udvikling, hvilken pludselig OmvEeltning i alle Tanker og Foresitillinger, hvilken bitter Livsanskuelse, bygget i et

---

34. Dvs. til hjemmet i Thorpmagle, Torup sogn pa Halsnass.

35. Udhaevelsen min.

36. Se nedenfor s. 283.

Par Maaneder 37 til at vare for Livet. Og saa var jeg saa blod som Vox, saa kjEelen som en lille Pige med en sugende Laengsel efter Kjasrlighed, som jeg betroede Maanen, Stjernerne og Traeerne i Kongens Have, som overhovedet var mine Venner og Fortrolige og derfor kende alle mine »junge Leiden.« Da jeg kom hjem i Ferien stod Peer og Jens og Ole og kiggede over Havegjerdet, jeg horte nu til de fornemte og de sagde »han« til mig, naar jeg talte med dem - det var til at blive gal over, jeg, som i mine krigerigske Dromme tidt havde fort dem seirrigt gjennem HovedstadensGader, jeg, som havde talt sa begeistrede Ord til dem, mens vi drog frem ad Lyngby-Veien og som paa Norrebro havde leveret Slag, der ganske svarede til Kampen mellem Conde og Turenne. Det var ellers Peer, Jens og Ole, der stemte imod mig ved sidste valg3B, men nu bliver jeg ikke gal over det.

Under alt det tumlede Tankerne lystigt med Guder og Mennesker og jeg foragtede dem tilhobe, hele den lumpne Retfaerdighed baade Gudernes og Menneskenes, alt det moralske Hykleri og dette jammerlige Spitsbuberi med evige Guder og evige Mennesker, jeg laerte at sidde stum som en Fisk og lytte for at komme efter det altsammen og jeg blev god til at hore efter. Men hvad jeg har hort, det har jeg hort med mine egne oren og jeg har aldrig spurgt Nogen, hvad man skulde troe eller mene, derfor mener jeg som den Gale Lear, at de ikke kan gjore mig noget for Myntning39. Og under Alt det groede Skoven til, Phantasiens lyriske Underland med en ny Himmel og en ny Jord, hvor Retfasrdigheden boer, med saelsomme Melodier susende gjennem Traeerne og med Prinsessen 40 tovende efter Befrieren og jeg blev god til at hore efter og til at gynge med i alle Skovens Stemninger og Sproget kom stundom med lykkelige Ord, men jeg blev ikke god til at sige dem, for jeg var en Proletar - derfor ligger jeg bag Skovgjerdet og ler af Virkelighedens Folk.

Nu har du faaet et Slags Levnetsbeskrivelse, lang nok til at bringe dig
til at gabe og dog for kort til at give et Billede.«

Det bemaerkes, at han betegner skolelederen som bestyrer, at han skriverom en udvikling »bygget i et Par Maaneder« i forbindelse med, at han slap bort. Alle disse oplysninger svarer darligt til Metropolitanskolen, der lededes af en rektor, og hvor Horup gik flere ar. Langt snarere er der tale om von Westens Institut, hvor han gik en tid, indtil han overflyttedestil

---

37. Udhaevelsen min.

38. Horup sogte valg til folketinget i sin hjemegn sept. 1872, se s. 292-294,

39. William Shakespeare: Kong Lear. Han sigter til kongens replik 4. akt, 6. scene: ». . . de kan ikke rore mig, fordi jeg slaar Mynt; jeg er Kongen selv«. (osterbergs

40. Dvs. Henriette Steen.

tedestilMetropolitanskolen 41. Instituttet la i Norregade, og bestyrerei var Niels Bohrs farfar, H. G. C. Bohr, en kendt skolemand og laerebogs forfatter 42. Blandt lsererne kan naevnes V. Pingel, som i 1854-64 under viste her i grassk og historic Trap angiver 43, at instituttet i 1855 forudei bestyreren talte 55 lserere og naesten 600 elever. Sammenlignet med Me tropolitanskolens 17 Jerere og 169 elever⁴⁴ var det saledes en mege betydelig skole og derti I meget agtet.

Troels-Lund har levende skildret dens laerere og Bohr⁴⁵. Aben oj tillidsfuld kom han til den. Selvfolgeligt gled han ind i dens form, og han; til tider noget frimodige overstadighed blev af laererne taget med over legen forstaelse - en j'orstaelse betinget af det failles miljo. Anderledes hvis en elev trodsigt lukkede sig inde og aggressivt sogte at hasvde sig Slig fjendskhed matte skyldes darlig karakter. I Horups tid var skoler dertil i nogen grad vokset Bohr over hovedet, og mulighederne for at tagt sig af den enkelte var derfor begramsede 46. I »En Overkomplet« hai Drachmann, der selv (in tid havde gaet pa skolen, sogt at fange stemningen:»Vi unge Herrer som stadig forsogte at faa vore Skjortekravei til at ligne Flipper, og hvoriblandt nogle endogsa - ligesom i Peer Degns Tid - lod sig rage to Gange om Ugen, vi havde naesten faaet Soldaterhaandvasrketssnevre Syn paa Livet trods alle de humanistiske Brokker. som vor Udenadlaerdom havde fyldt os med. Mekanisk at forrette sin Tjeneste - hvis man ikke vilde kasseres - undertrykke de mindre og gaa ai Vejen for de storre, det var Ekstrakten af vor LEerdom. Hvis der en Gang imellem optraadte en glimrende Undtagelse fra denne Regel, da var del saa langt fra, at han fandt Medhold hos sine Kammerater; han blev betragtethalvt som en Svcermer, halvt som en Fomeder, og ve ham, hvis han ikke havde Krafter nok til at understotte sine afvigende Anskuelser med Naeverne . . .« 47. Som i skolen, saledes ogsa i byen. Under konfirmationsforberedelsenhos pastor Blsedel ved Garnisonskirken blev holdet

---

41. H.Wulf: op. cit. s. IHI.

42. Karakteriseret i beggt: biografiske leksika.

43. J. P. Trap: Statistisk-tophographisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, Kbh. 1858, Specielle Deel I, s. 33-34. (I 1857-58 havde skolen 49 laerere, bestyreren incl., samt 596 elever. Efterretninger om det von Westenske Institut for Skoleaaret 1857-1858 ved H. G. Bohr).

44. Trap: op. cit. s. 33.

45. Troels-Lund: Et Liv. Kbh. 1924, s. 129 ff. Beskrivelsen baerer dog praeg af at ville yde den senerc sa forkaetrede skole retfaerdighed.

46. Troels-Lund: op. cit. ;. 136.

47. Holger Drachmann: En Overkomplet. Saml. Poetiske Skrifter I-XII, bd. 11, s. 101-02. Se ogsa >Erindringer af mit Liv«, udg. i Vagabundus s. 18-19. Kbh. 1910 og hans selvbiografi i Tilskueren s. 126-27. Om skolen se ogsa N. J. Berendsen: Af e:i gammel Journalists Erindringer, 1918, s. 31-33.

sat efter finhed, og han sagde »De« til de overste i raekken, »Du« til de nederste - heriblandt Horup, som ikke glemte ham det⁴⁸. Hertil kommer det glaedeslose hjem, der omtales i brevet. Uden tvivl hentyder han til det Holmstedske i Kronprinsessegade⁴⁹. Hans onkel og senere svigerfar, kaptajn F. J. Holmsted, underviste i gymnastik og svomning ved v. WestensInstitu t³⁰, hvor han var slangen i Troels-Lunds paradis. Milita^risk blev bornene - omend under kontrol - beordret til at springe i vandet, hvor de ikke kunne bunde, og angst medforte kun en »hardere, drillevornBehandling« 51. At indforelsen i et sadant miljo hos Horup har kunnet skabe en folelse af isolerthed i en fjendsk verden synes troligt. Hans trods er blevet modt med manglende forstaelse og derfor retfaerdig vrede, som blot har knyttet knuden strammere. »Bag hans Prosa dirrer det med Fortvivlelseslyriken - derfor er hans Ironi saa stasrk. Havde han haft blid Bor i sin Ungdom, saa havde den evige Middag slugt ham (. . .) og hver Gang han knaser deres Knogler under sine Polyfemtaender, saa ler hans ojne! Men hans Hjerte kan graede — hans Hjerte kan nemlig elske - og derfor er han staerk . . .« 52. Bag denne friskfyragtige karakteristiki Drachmanns langt senere roman »Forskrevet« maerkes et alvorligtforsog pa at lodde fgetterens politiske drivkraft. Vurderingen er vaerdifuld,deter den eneste fra Horups naere kreds. Naeppe har Drachmann haft hans fortroligheds3, den var vel reserveret Henriette Steen, men han besad en smidig indfolingsevne, og som ung delte han en tid vasrelse med ham 54. Brevet »fra de varmere Dage« viser, at Drachmanns noget sentimentale fortolkning ikke har ligget Horup sa fjernt, som han over for omverdenen gerne har villet give udtryk for. Tvaertimod at soge sine ulykkeligeminder glemt, baerer det praeg af, at han har gjort det chock, de har givet, til genstand for stadige fortolkninger, og at de saledes virkelig har givet hans liv »en sasregen Farve.«

1857 blev han overflyttet til Metropolitanskolen. At han her er faldet bedre til synes givet, men at han ikke af den grund har ladet sig erobre af dannelsen, vidner Arentzens erindring om, hvorledes han i en stil om sandhed »benyttede Leiligheden til i smaa, kortfattede, stserkt pointerede

---

48. Harriet Bentzon: op. cit. s. 116.

49. Jsevnfor Arup: op. cit. s. 23.

50. Programmet 1857/58 viser, at han endnu var laerer pa Horups tid.

51. Troels-Lund: op. cit. s. 142.

52. Drachmann: Forskrevet. Poetiske Skrifter I-X, bd. I, s. 28.

53. Se saledes Emma Horups diplomatiske udtryk: »Medens det hos Horup mest var Slaegtsfolelsen, der bandt -(...)- folte Drachmann personlig Hengivenhed for Faetteren . . .«. (Emma Horup: Holger Drachmann, Gads danske Magasin 11, 1907-08, s. 338).

54. Se s. 286.

Genrebilleder at skildis, hvorledes man bestandigt formanede til Sandhed,medens man fakiisk dresserede til »Livslogn« . . .« 55. I sine erindringerskriver Hoffding: »Han var i en vis Forstand den mest Modne af os alle, den, der saa selvstendigst paa det Overleverede, selv om han ikke altid kunde eller brod sig om at (»gad«) forme sin Opposition i bestemteTanker« 56. Den ridderlige Hoffding har dog ikke kunnet dy sig for lidt maliciost at citsjre det lille malende »gad« - underforstaaet: »for Jer taber«. Over for sine skolekammerater ma han have virket som den lidt aeldre, i sin ironi noget bedrevidende kammerat, som alligevel har imponeret ved sin fornemme reserverthed og gode forstand.

Det var da den udvikling, som skoleflytningen medforte. Da Horup kom til von Westens Institut, blev han, der i sin hjemegn vel nok havde folt sig som den forste i vennekredsen, med eet underlagt en fjendtlig autoritet. Fuldt alvorlig optog han kampen, han skulle »lumpe« dem, han var vant til at blive set op til, til at vsere duks. Men dragen lod sig ikke rokke, og han sogte ind i fantasiens verden, hvor han sejrrigt forte sine simple venner »gjennem Hovedstadens Gader«. Sa blev han flyttet. Fuld af mistro kom han til Metropolitanskolen, et sted, hvor ingen kendte hans ydmygelser. Som for gik han ind i konkurrencen, men nu var rustningen langt mindre sarbar. Med hvilket held han erobrede dannelsens midler, viser hans vidncsbyrd fra 1860: Rektor Bonaparte Borgen: »Hans Virksomhed vidner om Flid, Liv og Interesse og har overhovedet baaret tilfredsstillende Frugte::«. og Arentzen: »Jeg anser Horup for en af Klassens bedst begavece Disciple med en meer end almindelig eiendommelig, frisk og livlig Personlighed og mangesidig Interesse« 57.

1861 blev han student og begyndte at laese jura. Endnu de forste studiearboede han hos familie, men 1864 blev han optaget som alumne pa Regensen. Stemningen her er af M. L. Galschiot beskrevet saledes: »Vi vare danske Studenter »Herrer i Aandernes Rige«, vi vare Nationalliberale,vi vare Skandin aver, vi haabede paa Paragraf V, vi hadede Tyskerneog haanede Bonderne og Bondevennerne osv. Var der nogen imellem os, som havde et andet Blik paa Holdbarheden af disse Idealer og kritiserede dem, sat. kom han til at staa saa temmelig ene - Horup f. eks., der tidligere havde vaeret Helstatsmand og stadig var en udprseget Modstander af al Nationalliberalisme, ...« 58. Selv om Galschiot som venstremand nok maler med en lidt vel bred pensel, er der ikke tvivl

---

55. Kr. Arentzen: op. cit. s. 193-94.

56. Hoffding: op. cit. s. 30.

57. Ny kgl. Saml. 3703, 4.

58. M. L. Galschiot: Regcnsliv i Slutningen af 60'erne, s. 29. I Studenterbogen, Kbh. 1898.

om, at tonen overvejende var nationalliberal. Tilsyneladende har Horup reageret ved at tilslutte sig den klasse af regensianere, som ifolge regensprovstenF. J. T. Gram hovedsagelig levede for deres studier og ikke for Regensen 59. En mundtlig tradition fra denne periode belyser kammeraternesforhold til ham: »Vi var bange for Horup« 60. At skylden herfor var hans egen antydes af, at han af sin kobenhavnske familie blev kaldt »Drengen med det spodske Smil« 61. Naermest Mnligt har han holdt sig studiekammeraterne fra livet. Sjaeldent ses hans navn i forbindelse med regenslivet. Forste gang i august 1865, da en gruppe regensianere onskedeat modtage nogle slesvigere som liggende gaester under disses be- Sog. Pa generalforsamlingen samme aften bifaldtes dette, og det besluttedes,at hver enkelt alumne skulle betale 3 rigsdaler til udgifternes bestridelse. Mod dette samledes en opposition pa noget over 30 deltagere, »deels saadanne, for hvem det var principstridigt, at Regensen overhovedethavde Slesvigerne liggende hos sig, (Antallet paa disse viste sig ved den paafolgende Generalforsamling at vaere »l«), deels saadanne, som meente, at bidraget var uforsvarlig hoit . . .« 62. Da Galschiot nasvner Horupsom drivkraften bag protesten⁶³, er det sandsynligt, at hin meget principfaste alumne har vseret ham. Ved Grams maeglende indflydelse fastsattes afgiften til 2 rigsdaler og 3 mark, og generalforsamlingen vedtogfolgende udtalelse: »Deter Regentsens inderligste onske, at bidrage til Slesvigernes Modtagelse af al vor Evne og bedste Villie, netop fordi de ere Slesvigere« 64. At Horup snildt skulle vasre blevet vundet herforved udsigten til at blive vaert for provsteboligens to gaester under Grams fravserelse, saledes som Galschiot antyder6s og Knud Fabricius derfor faststar⁶⁶ modbevises af, at han ikke star opfort blandt de 76 bidragsydere i klokkerprotokollen67.

Nasste gang Horups navn forekommer er pa et andragende 68 fra ti alumner, hvori viceprovsten Frederik Fabricius opfordres til at anbefale det konservative hovedorgan »Dansk Rigstidende« anskaffet til lassestuen. Den 29. oktober har Gram noteret: »Indsendt til Bestyrelsen en Skriv.

---

59. Galschiot: op. cit. s. 34.

60. Hans Jensen: Horup skildret af Arup. Nationaltidende 23.6. .1941.

61. Emma Horup: Viggo Horups Barndomshjem, op. cit. s. 355

62. Hugo Horrings referat i Regensens klokkerprotokol 1865, s. 2, Regensens arkiv.

63. Galschiot: op. cit. s. 30.

64. »Generalforsamling om Slesvigernes Modtagelse (den 29. August 1865)». Referat i Universitetsarkivet i Rigsarkivet.

65. Galschiot: op. cit. s. 31.

66. Knud Fabricius: Regensen gennem Hundrede Aar, Kbh. 1923, s. 220.

67. Klokkerprotokollen s. 8.

68. Universitetsarkivet.

fra Fabricius, hvori han fraraader at gaa ind pa et Andr. fra 10 Alumnerom at anskaffe Rigsudende. En senere modtagen Protest fra 15 Alumnervedlagt. Jeg har ;:rklaeret mig enig med Viceinspektor« C9. Fabriciusog Grams forsigtighed, protestskrivelsen og mange uvedkommende tilfojelser pa selve ansogningen afspejler gardens politiske splid. Deter naturligt, at Horup i denne har taget parti mod den foragtede dannelse, og deter interessant at :>e, at hadet til byens unatur i stedet for egentlige sociale skel har vasret be«;temmende for hans stilling 70.

Sommeren 1867 blev han juridisk kandidat. Herefter boede han hos sin onkel, professor A. G. Drachmann, i St. Kongensgade, og da Holger Drachmann samtidig va: vendt hjem fra sin Siciliensrejse, delte de en tid vaerelse 71. Som det ses af brevet »fra de varmere Dage«, havde Horup allerede tidligt skrevet vers, og Eva Drachmann fortseller, at han til forskel fra Drachmann, smaleren«, blev kaldt »digteren«⁷². Selv lader Drachmann i »Forskrevt;t« sit alter ego, Brynjulfsen, sige om ham: »Han skrev bedre Vers end jeg i vore Studenterdage«⁷³. Sammen laeste de tyske og norske forfatteie, saledes Wergeland in extenso⁷⁴. Navnlig aestetiske problemer var gen stand for hans omgangskreds' interesse, men for ham var kunst alene et middel til forstaelse af sig selv og omverdenen. Efter en periode, hvor han »et helt Aar ikke bestilte andet end at sidde og glo paa Vseggen«75, s.tod mal og midler ham langt klarere.

Den ulidelige usikkerlied, hovedstaden havde indgivet ham, havde tvungetham til at klare sig sin stilling. Over for byens »Stenpanser« sa han landet, livsnaert og sundt. Studenterkammeraternes begejstring var blot fede ord. Kransen kunn;; ikke vindes ved at rabe hurra⁷⁰. Virkeligheden kravede sin pris, og erkendelsen heraf var smertelig, en smerte, som la sentimental folsomhed fjernt. Den berorte noget evigt i menneskesjaslen, var et fasllesskab, som ord ikke kunne udtrykke. Kvalt i byens larm og af slebne former mente han det bevaret i bondernes karske virkelighed, som han saledes idealiserede. Mens Drachmann i opror mod faderens

---

69. Regensprovstens Journal 1865, s. 87. Universitetsarkivet.

70. Endelig neevnes Horup ogsa i Klokkerprotokollen 1866, s. 39.

71. Holger Herholt Drachmann. Selvbiografi trykt i Tilskueren 1908, s. 122.

72. Eva Drachmann: Vilhelmine, min Mor. Kbh. 1953, s. 21.

73. Drachmann: Forskrevei: op. cit. s. 28.

74. Drachmanns selvbiografi i Tilskueren s. 137.

75. Brev til A. G. Drachmann fra Horups faengselstid. Findes i Dansk Pressemuseum. (Trykt i Holbaek Amts Venstreblad 31.3.1955 og i Pol. 15.2.1952).

76. I Ny kgl. Saml. 3703,4° ligger et historisk essay, Alkibiades, som manuskript. Deter udateret, men bade skrift og indhold tyder pa, at deter skrevet i denne periode. Ligesom nedenfor citerede brev vidner det om de sjaelelige rorelser, han matte gennemga for at bevare sin personlighedsfolelse: ». . . nu forst vaagnede hans Tanke, nu forst Iodtes hans Aand. Losladte styrtede de nye Tanker sig over Tilvserelsen, provede Alt, domte Alt, forkastede Alt. Snart jublende i Begejstring, snart ravende som en Drukken gik han 10s pa hvad i Aarhundreder gjaldt som Sandhed, hidset af sin egen lid .. .« (s. 12) »... og en skjult Lidenskabs hidsende Tilskyndelse reiste Maengden til Deltagelse i hans Vrede. Deter denne Klang i Stemmen, der gaaer de Dannede forbi, men finder et Ekko i den umiddelbare Maengde, fordi den rorer ved det, som er Menneskeslaegtens Faelleseie, ved den dunkle Folelse af Smerte, som hviler pa bunden af enhver Menneskesjsel ...« (s. 21) ».. . og skjondt han taler op til Sokrates som til den Store, Seierrige, Overlegne, hvis blotte Tilvasrelse er en Dom over hans eget Liv, er det dog tydeligt, at en Folelse af Uret ikke har forladt ham, og at han kun halvt har nemmet, hvad Sokrates vilde overfor ham, kun halvt har forstaaet, at Krandsen ikke vindes, som en anden Mester har sagt, ved at raabe »Hurra! Hurra!« - (s. 23-24).

strenghed soldede med sine jcevnaldrende kunstnerkaramerater, vandt Horup noget af den menneskelige overlegenhed, som i voksende grad skulle karakterisere hans holdning. Herom vidner et brev til Emma Holmstedfra denne periode:

Thorupmagle d. 18.

»Mm Emma

Det gaaer mig som Somanden, der efter en livsfarlig Reise naaer Havn: for ojeblikkets Glaede er Stormen og Bolgerne glernte, tryg ved at have fast Grund under Foden tsenker han ikke mere paa, at Jorden nylig gyngedeunder ham, saadan hviler jeg tryg i Glseden over det Nservaerende, Glaeden over dig, at du saa rig gav Alt, hvad der giver Livet Indhold og Fylde, ikke forsmaaende den, der Intet, Intet eiede, uden den Kjaerlighed,som, da Alt sank, var staerk nok til at bsere mig oppe, indtil din Haand bragte Hjaelp, dit Ord Liv og Mod. - Saa er det da Virkelighed hvad jeg i mine lykkeligste Timer vovede at haabe, hvad min Tanke, trset og forpint af en Sogen og Jagen, som intet Holdepunkt fandt, som intetsteds fandt Hvile, klyngede sig til som den eneste Mulighed, der kunde bringe Mening i det Tilvaerelsens Virvar, hvori jeg bevaegede mig - saa er det da Virkelighed, at du elsker mig. Skjondt jeg neppe forstaaerdet, tor jeg dog troe det og paa denne Tro bygge de Fremtidshaab, som gjennem Ruinerne af »Barndommens dristigt phantastiske Luftkasteller«lader skimte det stille, velsignede Hjem, hvorhen jeg freidig styrer,glad over at det ikke er det Store, der fordrer en Helt for at give ham iEre, glad over, at deter stort nok til at fordre en Anstraengelse, som har Freden og Hvilen i sig. - Dersom der endnu var noget, jeg kunde onske, saa var det at have dig herude, om blot nogle Dage, jeg lasnges efter at tale med dig, der er saa meget, jeg vilde sige dig og isaer lasnges jeg efter at hore dig tale; mig har de mange Aars Taushed nsesten gjort Stum, Tankerne ere vante at gaae paa egen Haand, som de saa mig fremtnedeud,

---

76. I Ny kgl. Saml. 3703,4° ligger et historisk essay, Alkibiades, som manuskript. Deter udateret, men bade skrift og indhold tyder pa, at deter skrevet i denne periode. Ligesom nedenfor citerede brev vidner det om de sjaelelige rorelser, han matte gennemga for at bevare sin personlighedsfolelse: ». . . nu forst vaagnede hans Tanke, nu forst Iodtes hans Aand. Losladte styrtede de nye Tanker sig over Tilvserelsen, provede Alt, domte Alt, forkastede Alt. Snart jublende i Begejstring, snart ravende som en Drukken gik han 10s pa hvad i Aarhundreder gjaldt som Sandhed, hidset af sin egen lid .. .« (s. 12) »... og en skjult Lidenskabs hidsende Tilskyndelse reiste Maengden til Deltagelse i hans Vrede. Deter denne Klang i Stemmen, der gaaer de Dannede forbi, men finder et Ekko i den umiddelbare Maengde, fordi den rorer ved det, som er Menneskeslaegtens Faelleseie, ved den dunkle Folelse af Smerte, som hviler pa bunden af enhver Menneskesjsel ...« (s. 21) ».. . og skjondt han taler op til Sokrates som til den Store, Seierrige, Overlegne, hvis blotte Tilvasrelse er en Dom over hans eget Liv, er det dog tydeligt, at en Folelse af Uret ikke har forladt ham, og at han kun halvt har nemmet, hvad Sokrates vilde overfor ham, kun halvt har forstaaet, at Krandsen ikke vindes, som en anden Mester har sagt, ved at raabe »Hurra! Hurra!« - (s. 23-24).

tnedeud,naar de ledsages af Ordene, der ikke ville passe; men af dig vil jeg lcere at tale og heist her; thi kommer jeg indenfor Portene snorer Struben sammen og jeg horer og taler som En, der er naerved at kvceles, siig, vil du komme? . . .«

Han havde besluttet at »realisere det almene«, og beslutningen var ham en lettelse. Han var kommet ud af drengetidens fantasterier, men det hab, der gennemlyssr brevet, fik kort varighed. Kun sjaeldent gav omstaendighederne det n-ering og mod skuffelserne, private som politiske, vasrnede han sig bag voksende resignation over for begivenhederne. Hans indre virkelighed kunne de dog ikke berore.

IV.

Den 18. juli 1868 giftede Horup sig. Emma Holmsted havde siden 1864 undervist ved De forenede Kirkeskoler⁷⁷ og var nogle ar aeldre end han. Selv arbejdede han de forste ar som manuduktor for studenterne. Da Drachmann november 1871 giftede sig med Vilhelmine Erichsen, var Horup forlover og deltog som den eneste uden for husstanden i festlighederne 78.

I juli samme ar var Gs;org Brandes imidlertid kommet hjem fra Italien. og i sin sogen efter forbundsfaeller opsogte han Drachmann, der i tiden for giftermalet ernasrede sig som marinemaler pa Borchs Collegium. Han havde skrevet nogle artikler om »Dansk Somaleri«, og dem ville Brandes komplimentere 79. De faidt straks i hinandens arme, og for en tid var Drachmann hans svorne tilhaenger. Den 3. november indledte Brandes sine forelajsninger over det 19. arhundredes litteraere hovedstromninger som privatdocent pa un: versitetet. Om den opsigt de vakte, vidner hans brev til vennen Emil Peiersen fra den 17. november: »Der er et enorme Rend til mine Forelaesniiiger. Jeg faaer Indbydelser til Middag og modtagerComplimenter melJem 7-8 Aften . . .« 80. Endnu var kritikken ikke for alvor brudt ud, og Brandes solede sig i det dannede Kobenhavns gunst. Samtidig fylkedes om ham den raskke unge litterater, som i de mestfolgende ar skulle d;,.nne kernen i »det moderne Gennembrud«. Den 22. december skriver han: »Her er en stor Del unge Mennesker i byen

---

77. Arup: op. cit. s. 32.

78. Harriet Bentzon: op. cil:. s. 115-16.

79. Brandes Breweksling cp. cit. Bd. 111, s. XII. Se ogsa Drachmanns selvbiografi i Tilskueren s. 141. En tidlig forbindelse havde der vaeret mellem Dr. og familien Brandes. I von Westens Institut havde han og Edv. B. delt skoiebaenk og havde hjulpet hinanden Selvbiografien s. 127.

80. Citeret hos Henning Fenger: Den unge Brandes, Kbh. 1957, s. 225.

eller dog nogle, som er den revolutionsere Sag oprigtig hengivne, flere af dem har nEermet sig til mig og stillet sig til min Disposition. Den bedste og mest fremragende af dem er en marinemaler Holger Drachmann, der har skrevet flere hoist fortraeffelige og modige Afhandlinger« 81.

Sikkert har Horup af Drachmann hort Brandes berommet, men at han af den grund skulle interessere sig for denne damernes yndling synes ikke troligt. Drachmanns forflojne liv har ikke fristet ham. TVcertimod har A. G. Drachmann i ham set det gode eksempel til efterfolgelse for sin udsvasvende son 82. Pa denne baggrund ma det forste mode rnellem Horupog Brandes ses. Deter af Brandes langt senere beskrevet saledes: »Nytarsnat 1871-72 var der et lille Selskab forsamlet hos Holger Drachmanni hans Vaerelser under Taget paa Hotel Phonix 8i). Som en af de Indbudte, der havde tilbragt Aftenen andensteds og forst kom efter Midnat,traadte ind ad Doren, tog en ung Mand, han ikke kendte, Ordet midt i Kredsen. Han talte begejstret og beva^get med et syngende, ligesomprovinsielt, Tonefald. Han vilde i denne Nat, da det historiske Aar 1871 randt ud, mindes den Mand, »hvem vi skylder Alt«, som havde laert os at elske de forsmaaede, de Fattige og Ringe, og som havde givet os Idealer, vi vilde blive tro: Soren Kierkegaard. Den nylig Indtraadte, som var i overgivent Lune og fandt Talen for folsom, kom med en spogendeAfbrydelse, der fremkaldte det ret hvasse Udbrud: Hvorfor skal han derhenne i Krogen sidde der og gore Nar! Det var visselig ikke den Paagaeldendes Hensigt; men denne übetydelige Begivenhed voldte, at der gik ikke faa Aar, for han nogensinde saa Horup igen; thi Horup var det, som havde talt - den Gang uden al Ironi« 81. Situationen er morsom. Man forestiller sig Horup holde en af vin og trasthed hojstemt tale, da Brandes, frisk af kulden, afbryder ham. At hans reaktion har vaeret skarp kan ikke betvivles. Derfor har Brandes husket optrinet, men konklusionen, at de derfor ikke sas, ma vaere en fortolkning: Brandes ved kun, at de ikke sas. At grunden i stedet, som Emma Horup som gammel har fortalt, skulle vasre, at Horup fandt deres hjem for beskedent til at invitere denne »vidtberejste Aandens Storfyrste« 85, rimer darligt med Horups selvbevidste foragt for moden. Om sin virkelige stilling har han

---

81. Brev til Renna Hauch. Citeret bl. a. hos Fenger, op. cit. s. 229.

82. Harriet Bentzon: op. cit. s. 38. Jaevnfor fodnoten. Se endv. Emma Horup: Holger Drachmann, op. cit. s. 337.

83. Efter giftermalet var Drachmann flyttet derop, hvor hart havde et midlertidigt atelier sammen med den norske maler Thaulow. »Jeg holdt sa at sige aabent Hus for Oppositionen«, skriver han i sin selvbiografi i Tilskueren s. 142.

84. Georg Brandes: Viggo Horup, 1902. Trykt i Saml. Skrif. Bd. XV s. 206-07.

85. Arup: op. cit. s. 34. Da jeg ikke har kunnet finde Amps kildeforlasg, antager jeg, at han har meddelelsen fra Emma Horup selv.

1873 skrevet til Henrielte Steen: »Derimod kan jeg finde mig i at vsere Jode, naar jeg faaer Lov at vaere Davids Son og leve paa Kong Salomo Tider, bare for at syngc for dig Sangenes Sang, den hoie Sang, der begyndersom ingen andre; »Kys mig med din Munds Kys, thi megen Kjaerligheder bedre end Viin (. . .), og skjont jeg ikke er Davids Son og ikke lever paa Kong Salomo Tider, vil jeg dog, saalaenge jeg har et Been at staa paa, staae paa deti:e ene Been og raabe Hurrah for Kong Salomo, thi rigtignok er det et CM. Testamente og der er dem, der mener, at det gjcelder ikke laenger, men maatte Herren, Israels Gud, blot holde denne Post ved Magt, saa maa for mig Farisceerne og Tolderne gjerne slaaes mod de moderne Litteraturjoder om det nye (. . .)• Forresten skulde vor hoihalsede Erotik ikke knipse af Kong Salomo, aldenstund Kongens Glaede over Sulamiths liryster og Bug og Lsender er adskjelligt sundere end den nyjodiske, tyndbenede, problematiske sensualisme, der i vore Dage tager Veiret baade fra Jode- og Kristenjomfruer og som Kong Salomo,troer jeg, vilde f::nde ligesaa komisk som Eunuchernes Suk efter Haremet. Litteratur\</>de vil jeg ikke vcere, ikke om jeg saa i Tilgift fik hele denne torre, knaldrrnde Witz, der intetsteds tcender, fordi den ligner de Gnister, man gnidder af et Katteskind —« 86. Den opfattelse var ikke ny, men havde grund i hans hele vassen, og selv om han ved nsermere kendskab til Brandes vcl nok indsa, at ogsa hans ideer var udsprunget af et lidenskabeligt sind, og han derfor k-erte at respektere ham, bevarede han livet igennem sin foragt for blotte ideer.

De mange gange, han har udtrykt denne foragt 87, viser ikke blot dens dybde, men ogsa dens viirighed. Til sammenligning med hans stejle selvhaevdelse under opvaekslen i Kobenhavn kan anfores et brudstykke af et brev, han 1889 skrev til Henriette Steen fra faengslet. Intet andet sted fremgar hans opfattelse e.£ mal og midler mere tydeligt.

». . . Denne store og uoprettelige Fejl [at vaere skrevet] deler den [en anmeldelse] med saa megen anden Literatur, og dette Faellesskab traekker den ned ved Siden f. Eks. af H.[offding]s Nietsche-Praek 88, som lider af den samme Dodssynd. Deter ikke tilfaeldigt, at H. hver Gang synker ned i Mrgbl.s flade Muclderdam 89. Deter ogsaa Skaebne. Seminarismen keser ham, fordi han selv er en Karudse. Der er ingen Sammenligning

---

86. Brev dat. 13.6.-73. Udhsevelserne er mine.

87. Se bl. a. Alkibiades op. cit. (ovenfor s. 286-87), Anmeldelsen af Schwanenfliigels Wergeland-Studie, op. cit. s. 85, brev til Bjornson 18.1. 1892 op. cit. bd. 11, s. 95, og brev til Amalie Skram 18.1.1897, op. cit.

88. I 1889 polemiserede Hoffding mod Georg Brandes' afhandling om Nietzsche. Se i ovrigt Hoffding op. cit. s. 163 ff.

89. Fra arsskiftet 1883-84 var Horup og Edv. Brandes blevet traengt ud af »Morgenbladets«

mellem ham og B[randes]. Naar Flammen er alt, hvad kan det saa hjselpe at komme med »en Posse«? Deter bindegalt, hele N., men disse Paradoksererdog fodte af en braendende Hjerne og et saaret Hjserte, de er en udmaerket Stoltheds hede Blus, som i al Fald tender Modsigelsens Brand, forarger og fordaerver. Men H. fordaerver intet og forarger ingen og tender hverken Blus eller Baal. Da Guderne i deres Visdom mente, at ogsaa Horkraemmerne burde have deres Profet, tog de af, hvad der var i Butikken, og skabte H. til at vidne for dem. En redelig Referent af andres Tanker, en kyndig Forstaaelse af alt det, der er ganske ligegyldigt og ikke kommer nogen ved. Han beretter om store og forargelige Ting, men han forarger ingen og hans Tilhorere bliver akkurat ligesaa smaa, som de var. Han gor det nemlig uskadeligt, laegger det i Blod og vander Giften ud. Deter som de store Egetrunter i vore Torvemoser, der har ligget i Vand i 100 Aar, til de er blevet more, saa man kan hugge dem igennem med en Spade, pille dem fra hinanden med Fingrene. Han putter det altsammen i den store seminaristiske Torvemose, forat det kan raadne og blive til Torv og lade sig blande med hans egen Torv. Naar jeg ser disse Arbejdere i deres Ansigts Sved slasbe store Traeer fra Skoven og have saa inderlig travlt med at save og hugge og stakke Smaastykkernesammeni runde, nette Stakke paa Hegels eller Filipsens Loft 90, har jeg altid Lyst at klappe dem paa Hovedet og sige: Herregud Born, lad dog Skoven staa. Der bliver aldrig Varme af det Ved. Der er ikke den Gnist, der tender det an. Det staaer paa Loftet til Beroligelse for et lille civiliseret Folk, der foler sig mere trygt ved Vintertid, naar det ved, at der er ogsaa den Slags Braendsel paa Loftet. Men han gor dog sin Gavn, lumper umcerkeligt en og anden over i Venstre? Deter netop Ulykken, at de ikke marker det. Skidt med Anskuelserne, naar Folkene er de samme Dosmere med de ny Anskuelser som med de gamle. Hvad bryder jeg mig om, at Pelsen er en demokratisk Pels eller en aristokratisk Pels 91, naar Faaret, der stiller i den, er det samme Faar? Naar Pelsen ikke flaaes af dem, saa de maerker det, er det Hele ganske forgasves. Hvad det kommer an paa er Brudet, Omslaget, Vendingens Brathed; naar man snyder dem for det, saa er de snydt for det A Itsammen 92 og saa viser det sig, Dagen efter at de er kommet til det ny Fad, at de slet ingen Steder er kommet hen, men staar og gumler det gamle H0 i den gamle Baas. Der kan slet ikke vaere noget Faellesskab. Naar de ivrer mod /Estetiken, er det forat sloje af, slippe nemmere. Men Demokratiet kan

---

90. To forlasggere.

91. Brandes kaldte sin afhandling »Aristokratisk Radikalisme« og Hoffding sin » Demokratisk Radikalisme«.

92. Udhaevelsen min.

ikke slippe nemmere, det maa gore det bedre; det vil lidt hjaelpe at sige:
vi leger ikke den Leg. Man vil hurtigt lsere at svare dem: fordi I ikke kan.
Men blcese vaere med del:! . . .« 93.

Det bemaerkes, hvorhxles hans opfattelse af politik og sestetik fojer sig uloseligt sammen omknng eet, nemlig mennesket eller snarere naturen. Om de menneskelige strenge er fine eller sejge, hojre eller venstre betyder mindre. De er dog »sprimgne af den samme store Natur, der af sit Skod har avlet de udodelige Guder og de udodelige Bukke, den asrvaerdige, velklaedte Here og den aervaerdige nogne Afrodite, den kloge Jomfru med Hjcelmen og Skjoldet og Bakkantinden, der rulle sig paa Tigerskindet« 94. Den realisme, han kasmpede for, var Det gl. Testamentes og Shakespeares. I de store modsaetninger sa han virkeligheden, fjernt fra intellektuel teori og tolerance. Fjernt fra naturalismens objektive psykologi, fra videnskabelig metode.

V.

I det nystiftede hjem i Norregade modtog asgteparret Horup ikke blot Kr. Arentzen og de unge cestetikere i hans kreds, men ogsa venstrepolitiker e⁹⁵. Som sagforer[uldmaegtig hos den gamle bondeforer Balthazar Christensen sa Horup hjemegnens aedruelige syn og simple sseder omsat til bevidst interessepolitik. I hans stuer udfoldede I. A. Hansen sit vaesens venlige, humoristiske si der, muntert, naesten naivt. Hans oprindelighed syntes ham virkelighedsnaer i modsastning til dannelsen og den nationale begejstring, de begge modsatte sig. Horup foragteligt, I. A. Hansen instinktivt.Hos disse fastskarne mennesker fandt Horup nemlig det sikre instinkt for virkeligheden, han troede bevaret hos almuen. Stottet af de to gamle bondeforere sogte han da i sin hjemegn valg til folketinget i September1872. Frederiksvaerkkredsen var usikker. De gode tider i landbrugethavde gravet nye skel, som valgagitationen uddybede. Bondevennernessnasvre standspolitik fandt ikke laengere sikker grobund 96. En ny

---

93. Dat. 21.12. 1889.

94. Samme brev.

95. Sophus Schandorph: Oplevelser bd. I, 1889, s. 210 og 224-25. Se ogsa Arentzen: op. cit. s. 194-95. som Schandorph vel delvis bygger pa.

96. En lokal gardmandsdatter Bodil Hoyer har i sine erindringer levende skildret miljoet og bringer de:"ved et nyttigt korrektiv til en tendens til at ville gore ogsa denne egns polilisk mest bevidste bonder mere radikale, end de pa det tidspunkt i virkeligheden var. De stod nok hojre imod, men den vundne selvfolelse lod sig ikke underordne partidisciplinen. (Bodil Hoyer: Dagligt Liv pa en Nordsjaellandsk Bondegaard i Midten af forrige Aarhundrede. Skr. omk. 1930, udg. i »Fra Frederiksborg Amt«, 1953).

gardmandsklasse med videre interesse var groet frem, og af sadanne selvbevidstebonder blev den forhenvaerende folketingsmand P. E. Olsen anmodetom at stille sig. Han var national venstremand, men ville ikke binde sig til Det forenede Venstres program.

Den 2. September afholdtes to vaelgermoder i henholdsvis St. Lyngby kro og Frederiksvaerk 97. Ved begge moder deltog Horup og P. E. Olsen, mens den tredie kandidat, professor W. Scharling fra hojre, deltog i en kongres i St. Petersborg. Den livlige diskussion drejede sig vaesentligst om indholdet af begrebet venstremand. P. E. Olsen kritiserede Det forenede Venstre skarpt og undrede sig over, at hansom provet demokrat af Balthazar Christensen og I. A. Hansen blev vraget for en ung mand som Horup. I. A. Hansen erklasrede, at hvem, der ville fremad mod Det forenede Venstres mal, matte tilslutte sig partiet, d. v. s. stemme pa Horup. Denne synes noje at have holdt sig til partiets program 98. Hans senere udsagn om, at han skulle have slaet stserkt til militarismen ", finder ikke hold i referaterne. Tvaertimod kritiseredes han for i begyndelsen ikke at have gjort sit standpunkt klart for vselgerne 10°. Desvcerre er hans svar blot naevnt af den fjendtligsindede avis, ikke refereret. Har han, velkendt med forholdene, maske sogt gardmaendene samlet mod byen ved ikke straks at klargore sin stilling inden for venstregrupperne? Den 14. September meddelte Scharling, at han trak sin kandidatur tilbage for ikke at splitte P. E. Olsens stemmer 101. Valg kunne hansom hojremand heller ikke regne med, men nu var alle gode kraefter i by som pa land samlet mod Det forenede Venstre.

Ved valget d. 20. led Horup da ogsa et knusende nederlag - et nederlag,
som var sa meget mere foleligt, som det ogsa gjaldt landdistrikterne
102.

---

97. Frederiksborg Amtstidende d. 3.9., 4.9. og 5.9.

98. Ifolge Fr. Amtst.'s referat af modet i Frederiksvaerk, har Horup isaer uddybet partiets programpunkter vedr. praestevaesenet. Formentlig har han med baggrund i en da aktuel sag mod nogle Skaevingegardejere, som havde kritiseret deres praest, Sogt at hverve proselytter. (Om denne sag se: Bodil Hoyer: op.cit. s. 132-37, Viggo Horup: Et Bonskrift, Mrgbl. 19.5. 1874 (Optrykt i Horup i S. og T. Bd. I, s. 11-15), og Georg Moltveds noget fortegnede kronik: Menigmands kamp for ligeret. Pol. 8.6. 1954).

99. Horup: Politisk Tilbageblik: op. cit. s. 10.

100. Fr. Amtst. 5.9. (skoleforstander Larsen, Arresodal) og 19.9. (C Petersen).

101. Fr. Amtst. 14.9.

102. Folketingsvalgene 1869, 1872 og 1873, Kbh. 1874.

At Horup i sit eget sogn, Torup, fik 44 stemmer mod P. E. Olsens 25, har kun va^ret en ringe trost. Om skuffelsen vidner brevet »fra de varmere Dage«: »Det var ellers Peer, Jens og Ole der stemte imod mig ved sidste Valg, men nu bliver jeg ikke gal over det«. I hans ojne havde bonderne ladet sig imponeie af bykulturen, bonderne, som skulle vaere demokratiets grundstamme. Langt farligere end de nationalliberale selv var den dragessed, de saede, i almuen. Den ville han bekaempe, men nederlaget laerte ham at ga mere forsigtigt til vaerks 103.

VI.

Det var da Honips stilling i tiden, for han begyndte sin egentlige gerning, journalistens. Under mange ydmygelsers tryk havde han ikke blot lasrt at foragte virkelighedens (oik, der »forstaa (. . .) alt, forklare alt og rette Poesien an, saa enhver Dosmer kan faa sin Portion« 104 - poesien, der for ham var alt det uudtalte mellem mennesker, men han havde ogsa indset nodvendigheden i at ativende deres midler. Bevidstheden om at kende en anden og rigere virkelighed skjulte han bag overlegen ironi. »Hvad er Ironi andet end at hav:s Noget i Ryggen, som kan holde det vaerste fra Livet« 105. Denne dobbelthed var ham fuldt bevidst, og i lyset af den ma det gadefulde i har.s va^sen, som pa engang fascinerede og afskrakkede, ses. » . . . det jeg bryder mig om at vide kan slet ikke fortelles - hvad bryder jeg mig iiemlig om de Begivenheder, Slagdage, Alliancer og Traktater og andre tiistoriske Tilfasldigheder, der kan vaere i et Menneskeliv? eller Beslutniiigerne? der ere mere tilfaeldige end alt det ovrige, eller Grundene? som man finder paa bagefter 106 for at pynte paa sine Handlinger, . . .« 1()7. Nii.r alle teorier blot var skalkeskjul for et tilfaeldigt kulturstandpunkts selvbestaltede normangivelser, havde de ikke eneret pa at vaere andres dom, Overfor denne satte han sin dom 108 og sin nidkasrhed. Om dens retfa^rdighed kaerede han sig ikke. Nar alle domme var subjektive, blev sp^rgsmalet irrelevant: » . . . jeg ved neppe, om jeg selv har Ret eller Uret (og det interesserer mig heller ikke overdrevent)« 109, skriver han.

---

103. Horup: Politisk Tilbagublik, op. cit. s. 10

104. Brev til Henriette Steen 1.5. 1873.

105. Brevet fra »de varmer;: Dage«.

106. Udhaevelsen min.

107. Brev til H. Steen 30.4. 1873.

108. Jaevnfor hans kendte ndsagn om »at laegge sin Maalestok paa Andre«. Digte og Optegnelser, op. cit. s. 360.

109. Brev til H. Steen 13.6. 1873.

Med hvilken energi han i sin egen lidenskab sogte et holdepunkt over for vaerdiernes relativitet, viser brevet »fra de varmere Dage«: »Om jeg troer paa mig selv? Den Gale Lear paa sin Side troede ikke mere afsindig paa »at de ikke kunde gjore ham noget for Myntning« no end jeg i min Skov ni troer paa den Mynt, jeg slaaer. Derimod har jeg en beskeden Tvivl, om de vil modtage den i Banken og om den overhovedet kan circulere i Virkelighedens Omsaetninger og derfor har jeg et vist Nag baade til Bariken og de andre »Institutioner« og skulde ikke have stort imod, at alt det ramlede sammen og at vi fik en hel ny Mynt. Derimod har jeg en Overbevisning, der naaer til Himmelen om, at der altid vil vaere nogle, der tage min Mynt for fuld Valuta og paa denne lyriske Myntfod vil jeg leve og efter Evne vrage Bankens. - « Det var hans 10sning pa det problem, det 19. arhundredes erkendelsesmsessige udvikling havde skabt. I litteratur som i videnskab nedbrodes troen pa det rationelle menneske og tilvaerelsens formal. Konsekvenserne var skraemmende, og deres imodegaelse fik ofte fortvivlelsens prseg. Ved kun at acceptere sin egen norm udviklede han en folelse af absolut integritet, som pa engang beskyttede ham og gav hans personlighedsfolelse faste rammer. I usasdvanlig grad formaede han at begraense sine indtryk, sa kun sadanne, der passede i hans monster, fik oplevelsesvserdi. Til genga^ld forarbejdede han dem personligt, og deter karakteristisk, at de samme billeder og tankesset ofte anvendes i nye sammenhasnge med ars mellemrum.

Intet tyder pa, at han bortset fra Wergeland systematisk har studeret enkelte forfattere eller filosofiske sporgsmal. Overhovedet har han nasppe laest meget uden for sit fag. Ellen Horup fortaeller, at hun ikke fra sin opvaeksthusker sin far med en bog i handen 112. Mest laeste han vel som ung. Under Arentzens vejledning har han foruden den danske guldalderdigtningstiftet bekendtskab med digtere som Sofokles, Shakespeare, Aristofanes,Byron, Goethe og Heine¹¹³. Wergelands inderlige samklang med natur og folkeligt instinkt og Heines karske, ironiske smertelyrik fandt hos ham beslaegtede strenge. Foruden Brandes' vidnesbyrd om hans interesse for Kierkegaard, nssvner Horup ham selv - om end perifert - i 1873-brewekslingen 114, og i »Forskrevet« henforer Drachmann ham blandt »disse Ofre for Soren Kiefkegaard« 115. Lighedspunkterne er da

---

110. Se fodnote 39.

111. Dvs. min virkelighed.

112. Horups Datter fortaeller om sin Far. Pol. 22.5. 1941.

113. Se Drachmanns beskrivelse af Arentzen i sin selvbiografi i Tilskueren, op. cit. s. 131.

114. 1.5. 1873.

115. Forskrevet. Poetiske Skrifter I-X. Bd. I, s. 129.

ogsa slaende: dialektikken, ironien, kampen mod kompromisserne, subjektivitetenog tungsindet. Som Kierkegaard elskede han det. Det gav hans personlighed dybde, i det fandt han samhorighed med menneskets inderste Vcesen. ». . . de: jeg lytter efter er Stemningerne, onskerne, Lasngslerne,Phantasierne, Skuffelserne, Lidelserne - nu ja, Lidelser er et pathetiskOrd, men jeg tanker ikke paa den vulgasre Jammer, der gjor gammelog rynket og graE., der udtorrer Sjaelen og frembringer denne fortrykte,gnavne, usympathetiske, elendige Menneskehob, der er stor nok til at gjore selv Tilvaeielsen suur og feersk, men der er ogsaa Lidelser, der forynger, der er v.n Sorgens evige Ungdom, som hver Dag drikkeraf den melankolskc Kilde, hvoraf Menneskelivets varmeste, blodeste og fineste Folelser strommer, men derom kan Intet fort£elles« 116. I brevvekslingennaevner han i ovrigt Pascal¹¹⁷, Prsedikerens Bog 118, Salomo Hojsang 119 og to gange citerer han Kong Lear 120. At netop denne skikkelse,stor i lidenskab og selvfolelse, har faengslet ham, er troligt.

Ikke alene hans tankeverden, men ogsa hans stil fik impulser fra denne lcesning. Sven Clausen fremhaever i denne forbindelse Goldschmidt¹²¹, og deter nok muligt, at Horup har kendt »Nord og Syd« 122, selv om det allerede gik ind 18.': 9. Utallige billeder hentede han fra mundheld og Det gl. Testamente, men altid indarbejdede han dem i sin egen stil. Overhovedet var savel begreberne som deres udformning personligt prsegede. Erfaringerne fra de forste ar i byen havde umuliggjort ham antagelsen af dens form. Han matte ;;kabe sin egen, og dertil kunne han bruge tankesa£t, der korresponderede med hans egne, maske viderebefordrede dem, men pavirkningens retning var laengst afgjort.

Ogsa politisk var disse erfaringer afgorende. For krigen 1864 tog han som helstatsmand stilling mod de nationalliberale, og nederlaget var ham blot en yderligere bekaeftelse pa, hvor langt de havde fjernet sig fra virkelighedensgrund. I kontrast hertil sa. han hjemegnens bonder. Nogternt anskuede de det politiske spil, og i I. A. Hansen fandt han standens sindbillede.Efter krigen fulgte han vel nok oktoberforeningens forsog pa at skabe en samlet front mod byen. Valget 1872 viste ham, at de politiske

---

116. Brevtil H. Steen 30.4.73

117. 1.5.73.

118. 1.5.73.

119. 13.6.73.

120. 13.6.73 og brevet fra >de varmere Dage«. Se ogsa mottoet til »Et Bonstkrift«, op. cit.

121. Sven Clausen: Om Horups Stil. Pol. 21.2. 1942.

122. Kr. Arentzen kendte Goldschmidt (Fra aeldre og yngre Dage s. 45 ff) og vakte idetmindste Schanclorphs interesse for tidsskriftet. (Schandorph: op. cit. bd. I, s. 146).

skel ikke var sammenfaldende med de skel, han satte. Han matte beksempeen
andsretning, snarere end et partil23.

Modstandere har indigneret papeget hans dommes ensidighed, mens Sven Clausen tvaertimod har pavist hans overlegne evne til at vsere ovenover sagerne 124. Begge parter har for sa vidt ret. I kampen mellem hojre og venstre havde han taget sit parti, men med folelse af kampens vaerdi. I hans politiske fremtidsmal havde begge deres naturlige plads og burde under parlamentariske former skifte. Hvad han ikke fandt rum for, var ideer uden rod i virkeligheden. Gennem sin agitation ville han skaerpe striden for at hindre sadanne ideer, der sogte at bygge bro over naturens modsaetninger, i at finde fodfaeste. I denne kamp mod »vrovlet« var han lidenskabeligt engageret, og malestok for agitationen var alene dens virkning. Den foragt for dannelsen og overhovedet al autoritet, med hvilken han i ungdommen havde vaernet sin selvfolelse, blev saledes hans politiske ledetrad.

I lyset heraf er hans livs sammenhaeng pafaldende. I det taktiske spil kunne hans politik ofte synes inkonsekvent, ja, stundom selvmodsigende, men sigtet var altid det samme: at haeve bondestanden pa dannelsens bekostning,sa en virkelighedsna^r politik kunne fremsta, d. v. s. en politik, hvor progressive og konservative kraefter brodes uden al overfladisk intellektualismeog letkobt begejstring. Det stod ham stadig mere klart, at saglighed og idealer blot var udtryk for menneskers angst for at accepterenaturens vilkar. De ville nok rabe hurra, men ikke betale prisen. At tvinge dem til at erkende virkeligheden blev da hans dybeste mal. Om pelsen i ovrigt var demokratisk eller aristokratisk var heroverfor irrelevant.Det var to forskellige planer. Moderne historieforskning harmed fuld ret anskuet forfatningskampen under en overvejende social synsvinkel.Det ma imidlertid ikke glemmes, at magtkampens taktiske spil foltes retfserdiggjort som middel til opnaelse af mal, som var upolitiske, hasvet over sagerne. Nationale og religiose rorelser fandt frodig grobund, alt imens der hos byintelligensen grundedes en antireligios holdning. Som denne holdning truede det folkelige fasllesskab, var dette i sig selv en hindring for, at det frigjorte, selvstsendige menneske i Brandes' betydning kunne udvikles. Malene var modsat rettede, og derfor matte borgerkrigen inden for venstre blive sa hard. Sikre pa, at hojres magt snart matte blive brudt, sogte begge venstregrupper i tide at vinde folket for sit ideal, og i denne kamp om sjaelene fik sagerne kun relevans i forhold til ideen. Underfundigtkaldte Horup sit mal politisk og skjulte derved dets etiske karakter.Politikken

---

123. Politisk Tilbageblik, op. cit. s. 8.

124. Sven Clausen: Fra Horups Idekreds. Pol. 21.-22.2. 1945.

rakter.Politikkensom begreb blev ham symbolet pa hans livs dobbelthed: for andre vedrorte det sager og ideer, for ham naturen. Mens han handledei det forste plan, la malet i det andet. Derfor kunne han samarbejde med det litteraere vensr.re, og derfor kunne han sta grundtvigianerne sa hardt imod. Men hvor begge retninger ville bringe deres ide til sejr, var kampen for Horup selve livets princip. Havde han imidlertid ovenover sagerne agiteret for deite syn, ville han ikke blot have mistet al politisk indflydelse 125, men han ville ogsa have bidraget til at reducere den lidenskab,som var ham kampens mal. Hans samarbejde med de radikale kan derfor ikke siges alene at vasre opportunistisk bestemt.

For en raskke andspersoner var tilvasrelsens selvfolgelige meningsfylde blevet brudt, og deres ::orsog pa at skabe en ny fulgte to hovedretninger: en videnskabelig og en antividenskabelig eksistentiel retning. Inden for disse ma Horup henfor^s til den sidste. For at bevare sin integritet havde han med en kraftanstrengelse mattet definere sin egen ret over for byens kultur. Men i stedet for at finde denne ret videnskabeligt begrundet, saledes som Hoffding gjorde, havde det ydre tryk tvunget ham ind i hans egen ensomme verden med udgangspunkt i jeg'et. Denne holdning var i sig selv eksistentiel, og pa denne baggrund anes det indtryk, Kierkegaard ma have gjort pa ham. I hans skrifter har han fundet formuleret den holdning, han selv i forvejen indtog. Mens Hoffding nok anerkendte de etiske vasrdiers relativitet, fastholdt han en videnskabelig metode og en deraf folgende saglig holdning. Horup derimod forkastede ogsa denne. For ham, der som Kierkegaard havde mattet ksempe mod sin personligheds oplosning, blev etigagementet i sig selv malet. Men hvor Kierkegaard dagligt livet igennem matte udkeempe denne kamp, slog Horup sig forholdsvis tidligt til tals med den holdning, han under stor psykisk anspaendelse havde naet. Han orkede ikke laengere at spekulere pa, om han havde ret eller uret. Sp^rgsmalet lod sig dog ikke lose. Om hans liv skulle have nogen mening, matte han folge sin bane, og som kampen kom pa afstand, afklaredes harts holdningl26, men grundsynspunktet bag den bevarede han 127.

---

125. Jaevnfor hans udtalelsu til Hoffding: »Kom ned pa Markedet, for deter der, vi handler*. Hoffding: op. cit. s. 112.

126. Deter saledes karakteristisk, at hansom aeldre lseste Goethe. Se hans breve til Amalie Skram d. 2(5.1. og 31.1. 1897.

127. Af anden litteratur end den allerede anforte skal blot nasvnes: Villy Sorensen: Folkelig og upopulser. Om Viggo Horup. I hverken-eller, Kbh. 1961, s. 169-75. Hans Jensen i Koge Bj's Historic Kbh. 1932, s. 379-94.