Festskrift til Astrid Friis på Halvfjerdsårsdagen den 1. August 1963. Red.: Sv. Ellehøj, Sv. Gissel, Knud Vohn. (Rosenkilde og Bagger, 1963). 326 s.

I 15 artikler tilegnet Astrid Friis fra kolleger, medarbejdere og elever om politiske og okonomiske emner dokumenterer kobenhavnsk historisk forskning sit hoje videnskabelige stade. Emnemasssigt eller metodisk traenger flere af artiklerne ind pa übanet terraen og markerer saledes dansk historisk forsknings stadige udvikling og fornyelse.

Povl Bagge udbygger sine opinionsundersogelser,som publiceredes pa det Nordiske historikermode i Lund 1961, med en artikel om »Nationalisme,antinationalisme og nationalfolelsei Danmark omkr. 1900«. En antinationalistisk opinion vokser gradvisfrem, da den antityske nationalismesrevancheplaner ma opgives efter Frankrigs nederlag i 1870. I 188O'ernesamler den sig navnlig i radikale kredse omkr. Horup, der haevder, at nationens selvopholdelsesdrift byder os et venligere forhold til Tyskland. Enkelte grundtvigianere, f. eks. Boisen,haelder af hensyn til det nordslesvigskesporgsmal til samme synspunkt,men overvejende var grundtvigianernedog forsvarsvenner, medensen udpraeget neutralisme spores i socialdemokratiske og indremissionskredse.Efter

senomkringHarald Nielsen og »Ugens Tilskuer«, der skod statsbegrebetstaerkere i forgrunden. Harald Nielsen underkendte sprogets afgorendebetydning for nationalitetsfolelsen,og han kunne her modes med Hoffding, for hvem nationalitetsbegrebetindbefattede det for hele folketfaelles, enhedspraeget. Et mere differentieret syn kommer til orde hos Vilh. Andersen, der ogsa vil lade nationalitetsbegrebetomfatte hederogmodsaetninger, hvilket baner vejen for forstaelsen af race- og egnskarakterer.Ved ikke pa forhand at lase sig fast pa en skarp begrebsdefinitionhar forf. saledes kunnet vise, hvorledes selve begrebsindholdet aendresi perioden, hvilket utvivlsomt har vaeret af afgorende betydning for den opinionsglidning, der er pavist.

Under indtryk af rapportdiskussionen om »Standssamhallets upplosning« pa det Nordiske historikermode i Abo 1954 tager Aksel E. Christensen til opgave at finde en forklaring pa den fundamentale strukturforskel, der er iagttaget mellem den sv.fi. staenderstat og den da.-no. enevaeldestat, der totalt savnede politiske staenderorganisationer og naesten alle retslige skel mellem de enkelte standsgrupper. Den specielle interesse, sv. forskning har viet isaer »standsriksdagens« oprindelse og udvikling, savner sidestykke i da. forskning og kunne friste til at tro, at forskellen er oprindelig, hvilket forf. i et inciterende rids af det da. staendersamfund op til 1660 paviser ikke er tilfaeldet. En staenderdeling kommer allerede til udtryk i de da. valg-hdf.'er fra 1320 og 1326 pa et tidspunkt, hvor man i Sv. endnu levede i en aeldre samfundsstruktur. Vald. Atterdags landefredsfrdn. af 1360 er stasrkt praeget af staenderideen, mens aeldre feudale elementer forsvinder. For de fig. hundrede ar undersoges nu staenderformlerne i tidens dokumenter, og de enkelte staenders sammenslutninger pa landemoder og kobstadmoder folges. Pa landstingene spores staendergrupperingen allerede 1387, men i 1468 kan man folge den staenderdelte forhandlingsform. Samme ar ser det forste rigsstaendermode dagens lys. De sv. staendermoder i samme periode har efter forf.'s opfattelse en losere struktur og en mere tilfaeldig repraesentation. Tilsvarende skitseres nu den sociale klassedelte opbygning, og med rette understreges, at Chr. H's reformlove ganske godtog det eksisterende staendersamfunds givne rammer. Adelens totale sejr i 1536 aendrede intet ved staendersamfundet, men dets politiske rost var nu blevet enstemmig. Dette brud i udviklingen blev afgorende for den folgende forskel mellem sv. og da. staenderbegreb. Da borgernes voksende standsbevidsthed gav baggrund for at vaelte adelsstyret, blev ikke staenderstaten, men den enevaeldige monark suveraenitetens baerende element.

Troels Dahlerup tager udgangspunkt i Chr. Ill's frdn. af 18/2 1547, der for forste gang i dansk verdslig lovgivningfastsaetter en maksimalrente til 6V± % og tilbageviser den gaengseopfattelse, at den katolske kirkes lovgivning, hvorunder ager- og rentesporgsmalethorte efter middelalderligopfattelse, automatisk skulle vaere sat ud af kraft ved reformationens indforelse i 1536, sa der skulle vaere indtradt et tomrum i retslivet pa dette omrade. For at fa den fulde forstaelse af frdn. af 1547 og den fig. af 1557, der foreskriver en maksimalrentepa 5 %, fremdrager forf. et overordentlig stort kildemateriale, overvejende kirkeregnskaber fra Sonderjyllandog kongeriget, for at belyse rentesatsen i senmiddelalder og reformationstid.Denne

formationstid.Denneforste undersogelsei sin art pa dansk materiale viser en udvikling, der allerede er iagttageti Holsten og Nordeuropa. En aeldre10 %'s rentefod afloses omkr. 1400 af 8 %, men daler yderligere i 15. arh. til 6-6 V± %. I storbyer som Flensborg og Malmo er i forste halvdelaf 16. arh. iagttaget en yderligere nedgang til 5 %, der dog havde vanskeligtved at traenge rigtig igennem p. gr. af 61/46¹/4 %-satsens praktiske anvendelsepa montsystemet (l sk. pr. mk.). Ager var principielt stadig ulovligt,men i praksis matte man have fasteregler og valgte derfor som maksimalrenteden af sysselprovsterne, sognekirkernes revisorer, godkendte sats eVt %.

Sune Dahlgaard lofter sloret for nogle misligheder i administrationen pa oresunds toldbod, der gav anledning til to samtidige retssager i manederne omkr. arsskiftet 1640/41, som forf. mener at kunne saette i forbindelse med hinanden. I alt fald far de folger for lovgivningen om toldklareringen i de umiddelbart folgende maneder og har tillige sat sig spor i den politiske korrespondance i den holl. residents indberetninger til sin regering. Forf. har dog utvivlsomt ret i at papege, at reformeringen pa toldboden ikke havde primaert politisk sigte, men skulle tilgodese kongens fiskale interesser ved klart at traekke skellet op mellem kasserer- og bogholderfunktionerne for derved at genskabe den gensidige kontrol mellem de to personalegrupper, som sagerne havde vist var blevet illusorisk ved slendrian i den daglige administration. Tillige havde den ene af sagerne afsloret en alvorlig splittelse i Admiralsretten med staerkt divergerende borgerlige og adelige synspunkter, der forliges ved et kgl. kompromis, formodentlig lige utilfredsstillende for begge parter. Undersogelsens hovedinteresse ligger imidlertid navnlig i, at den giver indblik i, hvor langt den daglige toldforvaltningspraksis havde fjernet sig fra de forordningsregulativer, vi kender og er tilbojelige til at lade vaere normgivende i vor bedommelse af toldforvaltningen.

Svend Ellehoj placerer endnu en figurind i galleriet af Chr. ll's borgerligemedarbejdere, nemlig flensborgkobmandenTile Peter sen. Forste halvdel af den interessante artikel er helliget T. P.'s flensborgske miljo, den da.-fris. befolkningsgruppe i en handelsbyi vaekst vendt imod ostersoen og beliggende, hvor den nordsydgaendeoksevej krydser transitvejen Husum-Flensborg.T. P.'s deltagelse i heste- og studehandelen er belyst gennemLothar Schwetliks desvaerre lidt upalidelige opgivelser, der nu i ovrigter trykt i 1961 og 1963 i Zeitschr.d. Gesellsch. f. Schleswig-Holst. Gesch. Schwetliks hesteeksporttal for T. P. 1510:47 og 1511:8 kan for en ordens skyld korrigeres til 51 og 73. Retfaerdigvis ma vel ogsa siges, hvad Schwetlik glemmer, at T. P. ikke har udfort alle okserne i eget navn alene. Dette skal dog ikke aendre Ellehojskarakteristik af T. P.'s eksport 1510-11 som vaerende helt i saerklasse,i alt fald efter flensborgsk malestok,og der er ingen tvivl om, som forf. understreger, at deter krigskonjunkturer,der tilsmiler T. P. Ogsai denne henseende er han vist en fremtrasdende repra:sentant for et typisktidstraek. Handelen over tvaerrutentil Husum og Vesteuropa vil formodentligkunne suppleres med stotte i nogle Husumregnskaber omkr. 1500, der imidlertid endnu ikke er behandlet.Flere flensborgere, bl. a. T. P., optraeder heri som klaedeimportorer. Artiklens sidste halvdel haever T. P. op i international! handelspolitisk

plan. Som Chr. ll's hirdstyrer pa Islandinvolveres han i stridigheder med stedlige matadorer som Hannes Eggertsson, Vigfus Erlendsson og bispeni Skalholt, Ogmundr Palsson. Med speciel interesse folger man forfatterensoverbevisende af disse stridigheder som led i den staendehamborgsk-engelske cekamppaIsland og kaedet sammen med Chr. ll's samtidige forhandlingermed Henrik VIII om en pantsaettelseaf oen. Med T. P.'s nederlag og henrettelse i 1523 falder Chr. ll's planer imidlertid til jorden. Fra eng. side finder man det for risikabelt at stotte hans sag.

Svend Gissel foretager en undersogelse over rigsembedernes besaettelse og rigsradets sammensaetning i sidste halvdel af 16. arh. ud fra territoriale kriterier og soger ad denne vej frem til fraktionsdannelser blandt adelen og deres skiftende indflydelse pa rigsstyret. Denne fremgangsmade er i alt fald ikke sa systematisk gennemfort tidligere pa sa gammelt dansk materiale og vil utvivlsomt kunne fore til befrugtende resultater. Hovedresultatet er forelobig, at et systemskifte i 1573 bringer jyske kredse i overvaegt med Niels Kaas' overtagelse af kanslerposten og Holger Rosenkrantz' udnaevnelse til marsk. Blandt den jyske adel spores en staerk uvilje imod lensreformen, hvis ivrigste forkaempere var Peder Oxe og Christoffer Valckendorff. Denne uvilje er ganske vist naeppe baret frem af Niels Kaas og Holger Rosenkrantz, men efter dennes og Peder Oxes dod i 1575 overtog Peder Gyldenstierne til Tim marskembedet, hvori forf. ser adelsopinionens reprassentant, og i 1576 oprettedes et nyt rigsembede med Peder Munks udnaevnelse til rigsadmiral. Dette betod en afgjort styrkelse af lensreformens modstandere, som allerede var forberedt, da P. M. fra Jan. 1574 havde overtaget det daglige opsyn med orlogsskibene og Holmen, hvilket var et indgreb i P. O.'s og C. V.'s hofmester- og rentemesterfunktioner. Den jyske overvaegt vedvarede endnu de forste ar efter Fr. ll's dod, men i 1593 kom det til et brud i den jyske falanks mellem Niels Kaas og Jorgen Rosenkrantz og de nord- og vestjyske modstandere af den effektive lenspolitik. Peder Gyldenstierne tradte tilbage, 1594 dode Niels Kaas, 1596 Jorgen Rosenkrantz, og 1595 genoptoges Valckendorff i regeringsradet. Med dennes udnaevnelse til rigshofmester juni 1596 fuldbyrdedes pa ny et systemskifte. Den hidtidige forsknings problemstilling: kongemagt contra adelsvaelde repraesenteret gennem rigsembedernes besaettelse el. vakance, ma herefter revideres. Antydninger viser, at forf. har mere nuancerede meninger om den jyske adelspolitiks sigte, som forbeholdes en senere lejlighed. Den venter vi i spaending pa.

Kirsten Glamann gennemgar det aeldste danske kommercekollegium, der oprettedes 1670, eller 1668 om man vil, og tegner et billede af dets virke frem til 1691, da det uden egentligat blive ophaevet ophorte med at fungere. Ifolge instruksen af 13/9 1670 skulle kollegiet besta af 1 praesident,1 viceprassident og 6 assessorer, som skulle holde ugtl. mode og fore protokol. Det fik ikke eget ekspeditionskontor,og dets betaenkninger videresendtesi praksis ofte til statskollegietsovervejelse. Dets virkefelt skullevaere manufakturer, uden- og indenlandskhandel, monopoler, kobstadforhold,og desuden skulle det med skatkammerkollegiet overvage monten samt have oje med tolden. Den vage formulering indebar, at kollegieti praksis mest matte virke ved

eget initiativ. Blandt dets fortjenester fremhaeves montordningen af 22/3 1671, der skulle forhindre den slette smamont, storre lovgivningsarbejder pa handels- og skibsfartsomradet, som - isaer vedrorende vekselretten - vandt indpas i Danske lov. Det gav stodet til mal- og vaegtfrdn. af 1/5 1683, og toldrullerne af 1672, 1683 og 1686 er praeget af kollegiets merkantilistiskeideer og preference af da.-no. skibsfart til ophjaelpning af defensionsskibene.Ophasvelsen af lavenedec. 1681 og svende-frdn. maj 1682 er kollegiets vaerk. Pa montvaesenetsomrade saettes kollegiet dog ud af spillet allerede efter krigsudbruddet1676, og montfrdn. 1687 udarbejdedes i saerlige kommissioner. Efter holl. protest matte toldpolitikkenopgives med toldrullen 1691, og i 1688 faldt kollegiets praeferencepolitik.Heri ser forf. den vaesentligste arsag til kollegiets deroute.

I et rent metodisk og meget belaerende bidrag giver Kristof Glamann en vejledning i, hvorledes man gennem en kvalitativ vurdering kan foretage sit valg af kilder til okonomisk historie i en overvasldende papirdynge. Til dette formal vaelger forf. et konkret emnekompleks, nemlig det hollandske ostindiske kompagni. Et forudgaende studium af Pieter van Dams Beschryvinge van de Oostindische Compagnie, der er publiceret i 6. bd. i Rijks Geschiedkundige Publicatien giver oplysning om kompagniets opbygning og virksomhedsform, hvorved en sikrere opfattelse af de enkelte kilderaekkers hensigt og funktion kan erhverves og derigennem en bedommelse af deres kildemaessige vaerdi. Laegger man derefter et tvaersnit gennem stoffet, hvor dette har en forholdsvis hoj fuldstaendighedsgrad, vil man ofte fa nye muligheder for at klassificere kildematerialets forskellige dele efter sit saerlige behov. Ved det endelig valg af serier spiller tre momenter ind, 1) kontinuiteten, savel kvantitativt (seriens laengde) som kvalitativt (dens repraesentativitet), 2) tilgamgeligheden, dvs. oplysningernes spredning i kilden, og 3) perspektivet, ens eget sigte el. problemstilling. Artiklen er ikke blot et nyttigt vink ved behandling af kompagniarkiver, men et vasrdifuldt metodisk incitament til at fa fast arbejdsform over okonomisk-historiske opgaver.

Johan Jorgensen fortsaetter sine finansstudieromkr. 1660 og fremdragerher Skatkammerkollegiets redegorelsefor den finansielle situation i december 1660: »Bilantz offuer Konngl. Maytz. . . . thilstaaende oc bortschyldige gield inntill vltimo dec. 1660« til mere indgaende undersogelse.Af den samlede gaeld pa AV-i mill. rd. udgjorde knap 40 % den udenl. gaeld isaer i Hamborg og Nederlandene.Godt lA af den indenl. gaeld faldt pa en gruppe storkreditorer,bl. hvilke Henrik Miiller tegnedesig for broderparten. Ogsa det nye regimes folk og de borgerlige hoffunktionaerer er repraesenteret med betragtelige belob (omtr. Vs af den indenl. gaeld), hvortil kommer Kbh.'s patriciat CA af den samlede gaeld). Ved regeringsskiftet fik flere af de prominente kreditorer, Sehested,Mogens Friis, Miiller m. fl. afgorendeindflydelse pa finansadministrationen,og forf. viser, hvorledes finansledelseni de folgende ar matte optraede som kongens kautionister ved de idelige nye lan til statens drift, mens statsindkomslerne sa godt som udelukkende i de forste 2% ar efterstatsomvaeltningen gik i kreditorerneslomme. Dette finansaristokrati bestaendeaf hoffolk, ovre bureaukrati, borgerpatriciat med et tilskud af udlaendingeblev

laendingeblevikke blot dominerende i byerhvervene og statsadministrationen,men erhvervede ved krongodssalgog senere handeler hen ved Vs af rigets jord, en kolossal social omvaeltning.Som alternativ til den hidtidige overvejende politiske problemstilling, der er blevet statsomvaeltningen tildelt,antyder forf., at den finansielle situation og kapitalisternes onske om at fa greb om finansadministrationen naeppe bor undervurderes.

Otto Norn beskaeftiger sig med epitafieportraetter fra renaissancetiden overvejende med tilknytning til ripensiske patricierslaegter. Han fremhaever Anders Sorensen Vedel og Peder Hegelund som frugtbare epitafieforfattere og retter isaer opmaerksomheden mod en Laurents Andersen Riber, der malede pa bestilling for Hegelund, og hvis signatur for nylig er afdaekket pa et epitafium for radmand Hans Jessen Sohane. Herved kan 5-6 norrejyske malerier, bl. a. et epitafium for borgmester Hans Olufsen Riber i Klosterkirken i Horsens, med sikkerhed tilskrives L. A. R. Forf. nar ved udredning af familieforholdet og omtrentlig bestemmelse af kunstvaerkets tilblivelse til den formodning, at en af de afbillede personer skulle vaere historiografen Hans Svaning, der var svigerfader til Horsens-borgmesteren. Denne iagttagelse bliver yderligere interessant, da forf. mener at kunne sandsynliggore en vis portraetlighed, trcds maletidspunktet efter H. S.'s dod, da maleren sandsynligvis har haft et portraet i slaegten at kopiere.

Olaf Olsens artikel bygger pa en hojst interessant personlig oplevelse, idet C. Paludan-Miillers private eksemplaraf »Grevens Feide« (Kbh. 1853-54) uformodet faldt i hans besiddelse.Deter forsynet med et fuldstaendigtsaet

»Verfall u. Untergang der Hansa und
des deutschen Ordens in den Ostseelandern«udkom
aret efter.

Det har vaeret den aim. anskuelse i tysk forskning, at kejser Karl IV lader den kejserlige imperiepolitik i forholdet til Italien traede noget i baggrunden til fordel for sine ideer om en styrkelse af rigsenheden i Tyskland, og i »Den gyldne bulle« af 1356 har man set en slags politisk programerklaering for disse kejserlige ideer. Forlasngst er det dog erkendt, at dette lovgivningsarbejde ikke udgor nogen helhed. Erling Ladewig Petersen gar i sin undersogelse et betydeligt skridt videre, nemlig til at betvivle, at bullen i sin endelige udformning kan siges at svare til kejserens hensigter. Tvaertimod opfatter forf. den snarere som en kurfyrstelig reaktion imod de kejserlige ideer eller i alt fald som en kompromislosning, der spaerrede vejen for Karls personlige politik. I referat kendes den kejserlige proposition ved rigsdagens abning, der rummer 5 pktr.: 1) afgorelse af, hvem den verdslige kurfyrstevaerdighed tilkom, 2) fast montkurs i riget, 3) nedsaettelse af rhintold og landtrafikafgifter, 4) landefredsordning, 5) fast valgprocedure ved fremtidige kongevalg efter flertalsprincip. 1) blev afgjort forud for loven, 2) og 4) blev udskudt pa übestemt tid, mens et kejserligt edikt af 20/1 1356 gav en forelobig losning pa problemet om montkurserne. 3) viger helt for en byfjendtlig politik, som forf. ser i de tre rhinske aerkebispers and og parallelliserer med deres kurfyrstelige landefredsordn. af 1339. Kun det konstitutionelle afsnit (pkt. 5) gennemfores, men efter forf.'s opfattelse i en langt videre plan end Karls oprindelig taenkte, hvorved kurfyrsterne sikrede sig en territoriel autonomi pa linje med Karls egen position i Bohmen. Pkt. 3) og 4) sastter forf. i forbindelse med Heinrich Reinckes kendte pavisning af Karls okonomiske projekter om en regulering af handelsvejen ostvest og nord-syd ind over Bohmen med Prag som centrum. At disse tanker har vaeret modnet hos Karl fra begyndelsen af hans regering, er allerede antaget af Reincke (Hans Gbll. 1924 s. 88), men at de i den gyld. bulle er stodt pa kurfyrstelig modstand, er en ny iagttagelse, og i alt fald far den kolnske toldstrid herigennem en naturligere forklaring end i Reinckes lidt subtile afgraensning af Karls bypolitik (Kaiser Karl IV u. die dt. Hanse 1931 s. 6-17).

Niels Skyum-Nielsen fremlaegger en detailanalyse over forhold i det kgl. kancelli i 1250'erne. I 1245 brod Erik Plovpenning med bispekansleren Niels Stigsen af Roskilde, der i 1246-48 fulgtes af en kannik. I marts 1253 optraeder forste gang bisp Niels af Viborg med kanslertitel, men helt sikkert er han dog forst afhjemlet to ar senere. Arup lader ham tiltraede som kansler under Abel og tilmaler ham en vaesentlig politisk rolle, hvilketdog betvivles af Ellen Jorgensen. Forf. vil med Arup fremhaeve kanslerstillingenspolitiske betydning, men den folgende analyse afkraefter Arups antagelse af bisp Niels' rolle som kansler under Abel. Af 11 bevarede originale kongediplomer fra Abels tid fremdrager forf. en skriverhand, der foruden 3 af disse har skrevet et diplom udstedt af Erik Plovpenning i 1250 og et af Kristoffer i 1255, samt 3 private diplomer udstedt af ribebisperne Gunner og Esger 1245 og 1249. Handen indentificeres til magisterEsger, bisp i Ribe 1246-73, kongehusets trofasie tilhaenger i kirkekampen.Hermed er undersogelsen dog ikke slut. Gennem en metodisk set

meget spaendende analyse nar forfatterentil en noje karakteristik af Esgerssaeregne stil, hvorved hans virksomhedi kancelliet antager et langt storre omfang, end de fa breve, han selv har skrevet, kunne lade formode. Artiklens sidste afsnit placerer Esgerskancelliarbejde ind pa den storpolitiskebaggrund, og vi ved nu mere bade om biskop Esger og om kanslerfunktionen i disse bevaegede ar.

Niels Steensgaard soger at foretage en bestemmelse af det engelske ostindiske kompagnis fragtomkostninger i arene fra 1601 til kompagniets rekonstruktion i 1657. Da den overvejende del af regnskabsmaterialet fra denne periode er gaet tabt, ma undersogelsen hvile pa andet kildemateriale. I beg. af perioden kalkuleres normalt med en udeblivelsestid pa 24 mdr., og omkostningerne varierede fra knap 30 £. pr. ton for de storste skibe (600-700 tons) til godt 40 £ pr. ton for de mindste (godt 100 tons). I 1640 begynder man at chartre skibe til ruterne, og samtidig indtraeder en kendelig nedgang i fragtraterne, der nu ligger omkr. 20 <£ pr. ton. Dette skyldes, som forf. paviser, imidlertid ikke chartringen, men at udeblivelsestiden, der i beg. af arh. i almindelighed la betydeligt over kalkuleringen, nu var naet helt ned pa 17-19 mdr. Dette opnaedes ikke ved hurtigere sejlads, men ved gennemfort sondring imellem de skibe, der skulle retur, og dem, der sejlede i interasiatisk fragt. Andre arsager kan ogsa have spillet ind, f. eks. lavere assurance, evt. billigere lanerente, men disse faktorer lader sig endnu ikke noje kortlaegge.

Knud Vohn giver en grundig og meget detailleret fremstilling af C. St. A. Billes holdning til og betydning for det nordslesvigske sporgsmal. Et meget stort kildemateriale er inddraget, og forf. viser, hvorledes Bille fik den opfattelse, at § s's indfojelse i Pragfreden i alt fald delvis skyldtes hans privatdiplomatiske virksomhed. Under besog pa verdensudstillingen i Paris 1867 fortsaetter han sine franske forhandlinger. I 1870 fandt han Danmarks forelobige neutralitet naturlig, men han forestillede sig et fr. fladeangreb gennem vore farvande med krav om da. stotte, en fordring, vi efter Billes opfattelse ikke ville kunne afvise; forf. understreger dog, at Bille ikke aeggede til betingelseslos krigsdeltagelse pa fr. side. Efter 1870 matte en gennemforelse af artikel 5 bero pa ty. velvilje, og under indtryk heraf iagttages en glidning i Billes standpunkt. Mens han tidligere stod helt klart pa det nationale skel, som han fandt var et folkeretligt krav, mener han nu, at en nogenlunde tilfredsstillende losning, selv om den ikke opfylder alle vore forhabninger, bor tilstraebes. I beg. af 1872 solgte Bille »Dagbladet« og knyttedes til »Times«, hvorigennem han satte sig for at skabe en europaeisk opinion vedrorende artikel 5. Forf. viser til slut, hvorledes Bille gennem sine artikler i »Times« i forbindelse med det cumberlandske bryllup sandsynligvis har vaeret medvirkende til offentliggore!sen af artikel s's ophaevelse. Deter saledes som politisk skribent - ikke som privatdiplomat - at C. St. A. Bille har faet betydning og indlagt sig fortjeneste i det nordslesvigske

Festskriftet ledsages af en Astrid Friis bibliografi, der omfatter 126 numre, samt et person- og stednavneregister.