Axel Linvald: Christian VIII. Før Eidsvoldgrundloven. (Gad, 1965). 456 s. - Kong Christian VIII's Breve 1796-1813. I-II. Udgivet of Det kgl. Danske Selskab for Fædrelandets Historie ved Axel Linvald under medvirken af Albert Fabritius. (Gad, 1965). 366 s. og 293 s.

Kort for sin dod i efteraret 1965 naede fhv. rigsarkivar Axel Linvald at opleve udgivelsen af tre svaere bind med stof og resultater fra hans livslange arbejde med Christian VIII. I to bind fremlagde han prins Christian Frederiks breve fra arene 1796 til 1813, og han fortsatte sin skildring af prinsens virksomhed i Norge med et bind om de forste maneder af 1814.

I intet af tiifaeldene s!og Axel Linvaldskrasfter til, sa han selv kunne fuldfore arbejdet. Han naede at tilrettelaeggebrevudgaven til trykningen, men en stor del af notestoffet er tilvejebragtaf kgl. ordenshistoriograf Albert Fabritius, som ogsa har taget

sig af trykkorrektur, navneregister
m. v.

Brevudgaven viser noget om, hvorfor Axel Linvald, trods mange ars arbejde, ikke naede at fore sin skildring af Christian VIII laengere frem end til 1814. En vaesentlig grund ma simpelthen vaere den overvaeldende maengde af materiale, som star til disposition. Christian VIII's arkiv bugner af stof.

Ikke blot er der tale om stof, som direkte belyser Christian Frederiks egen virksomhed, men der ligger i arkivet ogsa en uendelighed af breve med oplysninger om snart sagt alt og alle af kulturel eller politisk betydning i Christian VlH's levetid. Gennemlaeser man brevskriverlisterne i Christian VlH's af deling af kongehusets arkiv, vil man fa et indtryk af de kultur- og personalhistoriske rigdomme, der gemmer sig i arkivet ved siden af de mere officielle kilder, det ogsa indeholder.

Axel Linvald standser i sin skildring af prinsen hyppigt ved den glaede og lethed, hvormed Christian VIII udtrykte sig skriftligt. Denne evne i forbindelse med Christian VIII's lyst til at deltage i afgorelsen af selv sma ting og hans interesse for menneskene omkring ham har gjort hans arkiv til det rigeste i kongehusets samlinger, ja, vel i det hele taget til et af de mest righoldige, vi har fra en enkeltmand. Det saetter den forsker, der vil til bunds i Christian VIII's liv og virke pa en virkelig

Allerede i 1929 gav Christian X sin tilladelse til, at Det kongelige Danske Selskab for Faedrelandets Historie udgav Christian VIII's dagboger og breve. I 1943 kunne Axel Linvald udsende det forste bind af kongens dagboger og optegnelser, daekkende perioden 1799-1814, og i fortsaettelse heraf ligger de to brevbind, som nu er kommet.

Brevene er ordnet i fire grupper. I den forste meddeles brevvekslingen med medlemmer af det danske kongehus og andre fyrstelige personer; den anden omfatter breve, vekslet med danske statsmaend og embedsmaend; den tredie giver de for Christian VIII saerdeles karakteristiske breve omkring Kunstakademiet og brevvekslingen med enkelte kunstnere; og i den fjerde gruppe gengives brevvekslingen med forfattere og videnskabsmaend. Dr. Albert Fabritius' fortraeffelige navneregister, som samtidig er personkommentar, letter udnyttelsen af den store brevmasse.

Stedet er ikke her til en mere detailleret gennemgang af brevenes indhold. Kun skal det siges, at ikke alene giver de to bind breve en maengde oplysninger til dansk og norsk historie, ikke mindst personalhistorie, i perioden 1799-1813, men bindene lader sig ogsa laese i sammenhaeng som et bidrag til dansk ands- og kulturhistorie i dette tidsrum. Prinsens omfattende brevveksling med kunstnere og videnskabsmaend er her af betydelig interesse, mens hans afstand fra politikkens centrum gor det politiske indhold i brevene mindre betydningsfuldt.

De to bind giver et faengslende bidragtil belysning af den unge ChristianVlH's karakter og personlighed med den abenbare blanding af styrke og svaghed, der er sa karakteristisk for ham. Men man undgar ikke i forbindelsemed denne udgivelse at stille sporgsmalet, om det vil vaere rimeligt fortsat at ofre forskerkraft og penge pa en sa detailleret udgave af ChristianVIII's papirer. I betragtning af arkivets storrelse er det en naesten uoverskuelig opgave, som vil beslaglaeggei bedste fald en del og maske endda alle de kraefter, der skulle bearbejdearkivets stof og udmonte det i de vigtige bidrag til den politiske historieog andshistorien i 1800-tallets

forste halvdel, som gemmer sig i materialet.

Det betyder ikke, at Linvalds arbejde med at offentliggore papireme bor standses. Men man ma overveje, i hvilket omfang og med hvilket formal, offentliggorelsen skal ske. Et repraesentativt uddrag af papireme skal naturligvis fremlasgges som illustration til de forskningsresultater, historikerne vil kunne na ved hjaslp af arkivet. Udgiverarbejdet ma imidlertid ikke lamme denne forskning.

At forskningen vil kunne na resultater pa grundlag af materialet i Christian VlH's arkiv er haevet over enhver tvivl. Axel Linvalds bind om Christian VIII for Eidsvoldgrundloven viser det saerdeles tydeligt.

Den centrale del af dette vaerk offentliggjorde Linvald allerede i 1962 pa Universitetsforlaget i Oslo med titlen »Christian Frederik og Norge 1814«. Denne bog er tidligere omtalt her i tidsskriftet (Ny raekke VI, 196 ff). Der kan dog vaere grund til at gentage, at Linvalds skildring af Christian Frederiks overvejelser og bes'utninger i januar-februar 1814 i hoj grad har bidraget til at klargore vigtige traek i prinsens personlighed.

Til det allerede offentliggjorte fojer sig nu en indledning og afsnit om forholdet mellem Christian Frederiks Norge og Frederik Vl's Danmark, herunder det vigtige sporgsmal om kornforsyningen til Norge; om grundlceggelsen af det nye norske statsstyre; om forholdet til Sverige; og om prinsens henvendelse til stormagterne.

Det ma siges, at disse afsnit ikke star mal med skildringen af begivenhederne i januar-februar. Nogle af kapitlerne er overvejende brevuddrag med en let kommentar, og fremstillingen er i det hele mere refererende end raesonnerende. Fremlaeggelsen af stof fra Christian VlH's arkiv er vaerdifuld, fuld,men placeringen af stoffet og af prinsen i den storre sammenhaeng gennemfores kun delvis. Svagheden ved at holde sig sa stserkt til Christian VIII's arkiv og dermed koncentrere beskrivelsen taet omkring prinsens person er abenbar. I skildringen af forholdet til Sverige nar Linvald saledes ikke ud over, hvad Jorgen Weibull har givet i sin bog om emnet.

Det var Axel Linvalds tanke, at han med denne bog om Christian VIII op til Eidsvoldforfatningen ville gennemfore en ny undersogelse og afveje de hidtidige opfattelser, som har haevdet, at Christian Frederik mere gik Danmarks end Norges aerinde, eller at hans inderste hensigt var dynastisk bestemt: han ville sikre alle tre nordiske riger under sit herredomme.

Linvald formulerede her overfor et mere nuanceret synspunkt, hvis kerne er, at Christian Frederik meget tidligt slog ind pa. en linie, som forst og fremmest ville det norske folks vel. Da han blev nodt til at vaelge mellem sine egne og Norges interesser, valgte han at fremme de sidste. Linvald vil vise den betydning, prinsen fik for udviklingen af den politik, som forte Norge frem til den frie forfatning, og et centralt moment for ham er at pavise, at Christian Frederik ikke pa noget punkt handlede mod det norske folks nationale interesser.

Deter ikke lykkedes Axel Linvald at dokumentere sin opfattelse fuldt ud, men det kan udmasrket skyldes, at han ikke havde kraefter til at fore skildringen sa langt frem, at han fik Eidsvoldforfatningen med. Under alle omstaendigheder vil dog de synspunkter, han har fremlagt og delvis underbygget, uundgaeligt komme til at beskaeftige den videre forskning.

Vaerdifuldest i Linvalds arbejde er
imidlertid de ansatspunkter, han har
givet for en bedomme!se af Christian

VIII som politiker og som menneske. 81. a. er pavisningen af, at Christian VIII aldrig »folte trang til i aben og fortrolig meningsudveks'.ing at give uforbeholdne udtryk for skiftende folelserog anskuelser«, saerdeles vigtig. »Ikke engang i enrum med dagbogen faldt det ham naturligt at omtale og forklare sine meningsforandringer.« (s. 101).

Dette, sammen med hans toven, nar hans intuitive fornemmelser skulle omsaettes til politiske beslutninger, gor det i virkeligheden uhyre svaert at benytte den store kildemaengde, Christian VIII har efterladt sig. Helt ind til ham nar man ikke, og denne distance over for omgivelserne spores ogsa i hans samarbejde med sine radgivere.

Dr. Fabritius har staet bi ved afslutningen af dette bind, men selve teksten er i indhold og tilrettelaeggelse Linvalds egen.

Bogen er forsynet med en raekke portraetter af flere af de behandlede personer. Disse og de ovrige illustrationer er udvalgt af museumsinspektor Steffen Linvald, der har fundet adskillige ikke ofte sete billeder frem.

Det kunne vaere fristende, nu da Axel Linvalds arelange arbejde med Christian VIII har fundet sin afslutning, at give en samlet vurdering af denne forskningsindsats. Men lige sa fristende deter, lige sa umuligt er det.

Det skyldes, at vaerket er blevet en torso, hvor kun antydninger peger hen til den planlagte helhed. En retfaerdig bedommelse er utaenkelig endnu, fordi det nye i Linvalds indsats forst vil falde pa plads, nar den videre forskning og det videre arbejde med Christian VIII skrider frem. Axel Linvalds vaerker ma inspirere til, at et sadant arbejde gennemfores. Forst nar deter sket, vil hans egen produktion kunne ses i de rette proportioner.