Thorkild Hansen: Jens Munk. (Gyldendal, 1965). 391 s., ill.

Forfatteren Thorkild Hansen har udgivetet stort vaerk pa naesten 400 siderom sofareren og kaptajnen Jens Munk. Bogen, der bygger pa en del samtidige kilder, en omfattende litteraturog forfatterens egne iagttagelser,bl. a. under »Jens Munks Mindeekspedition1964«, foretaget sammen med forfatteren Peter Seeberg, giver langt mere, end titlen lover. Man horerikke blot om Jens Munk, hans familieog eventyrlige liv; man far ogsa levende skildringer af livet, som det pa hans tid tog sig ud i Kobenhavn, i fladen, i statsfaengslet pa Dragsholm; man horer om Kalmarkrigen, om Ove Gjeddes eventyrlige ekspedition til Ceylon 1618-23, om udforskningen af de nordlige have, om Christian 4. og flere af hans maend. Alt er beskreveti et smukt og elegant sprog, der nu og da kan minde om Johs. V. Jensens;det skildrer stemninger og naturen,det maler tiden og skaebnen, bliver flere gange helt ordsprogsagtigt. Adskillige steder synes formuleringen dog at vaere vel elegant: deter vel ikke rigtigt, at Danmarks historie siden 1620 blot har vaeret nederlag (s. 15); eller at Kalmarkrigen er Danmarks sidste sejrrige krig (s. 195); Jan Dircksen-stikkets»Hafnia Metropolis et Portus Celeberrimus Daniae« betyder ikke »den beromte, folkerige og festligedanske havneby Kobenhavn« eller »Wonderful Copenhagen* (s. 93). Men isaer synes naevnte dog at gaelde i de tilfaelde, hvor T. H. saetter Jens Munk op imod andre som en tilsidesat og miskendt mand. I skildringen(s.

kansler, Christen Friis, tillige med 3 andre adelige kaptajner til Nederlandenefor at hverve krigsfolk. Man kan ikke tale om en »affaere« ved Weseren(s. 365-66, 376); det fremgar af kancelliets brevboger, at Jens Munk blot havde fulgt sin instruks, som kongen nu dispenserer fra. I 1628 blev Munk ikke nodvendigvis sat fra sit skib; deter naeppe rigtigt, nar det pastas,at skibene »Lindormen« og »Den flyvende Fisk« er et og samme skib (s. 375); de naevnes begge to i flere tilfae'.de i samme brev hos Christian4. (1630-31). Denne konge kan 1 ovrigt ikke siges at vasre »begyndelsentil hans ulykke« (s. 378), fordi han ikke efter Kalmarkrigen gav ham len eller adelsbrev - 1588-1648 blev foruden mange udlaendinge blot adlet 2 danske og 2 norske, og heraf var der kun for den ene danske tale om et adelspatent, de andre var fornyelsespatenter.Mystificeringen af Munks dod er naeppe nodvendig; man overbevisesikke om, at den »indirekte er at opfatte som en art selvmord, hvis arsag alene var Christian 4.s brutaleoptraeden«! (s. 372). Og at Jens Munk ikke skulle have skrevet et ord af tilegnelsen til Christian 4. i udgaven1624 af dagbogen fra Hudson Bay, er blot et postulat (s. 361-62);ganske adskiller den sig i stilennok noget fra den ovrige dagbog, men den afviger dog ikke fra den afsluttendepakaldelse, »O Almaegtigste,evig Gud«, som vel naeppe er skrevetaf

Ogsa andre steder kunne man rejse indvendinger; man savner saledes noterne, som f. eks. Hugo Matthiesen altid fik plads til, selv om han skrev kunstnerisk og populaert. Det ma dog tilfojes, at T. H. selv er klar over »kronikerens« »abenlyse svaghed for det anekdotiske« og hans »tilbojelighed til at udgive det mulige som det virkelige« (s. 19-20). Derfor vejer disse indvendinger naeppe meget over for indtrykket af en smuk, overordentlig interessant, inspirerende - og spaendende - bog, der endda yderligere oplives af en maengde dejlige, fint valgte samtidige kobberstik og traesnit, der flere gange gengives i stor forstorrelse. Man kan kun glaede sig til at se de to vaerker, Thorkild Hansen for tiden har under arbejde, om de tidligere danske kolonier i Guinea og i Vestindien.