Lorenz Rerup: A. D. Jørgensen (Gyldendals uglebøger, 1965). 138 s.

Inden for forrige arhundredes fremragendehistorikergeneration gerA.D. Jorgensen en sasrstilling, forst og fremmest i kraft af sin rige og saerpraegede personlighed og pa grund af sit omfattende og vidtspasndendeforfatterskab. De videnskabelige resultater, han naede, er pa mange omrader blevet aendret gennem efterfolgendehistorikeres og uddybning af emnerne, men alligevellasses de fleste af hans boger stadig.Deter meget fa af hans arbejder, som ikke mere tages frem. Forfatterskabetlever dels pa grund af emnernescentrale betydning, dels som folgeaf det stilistiske mesterskab, med hvilket emnerne laegges frem. Deter derfor ikke sa masrkeligt, at adskillige forfattere — det vasre sig i eller uden for det lasrde lav - har folt sig draget mod denne skikkelse og har forsogt at tegne hans levnedslob. Ogsa pa dette omrade adskiller A. D. Jorgensen sig fra sine samtlige fagfasller. Om ingen anden findes der en sa stor og omfattendelitteratur. Man kan undre sig over, at deter sadan, men et ganske

tilsvarende forhold gaelder de store nationalliberale forere. Her er det D. G. Monrad, der atter og atter traekkes frem, medens andre centrale nationalliberale skikkelser stadig synesat skulle vente forgaeves pa at blivetaget under behandling af den historiskeforskning.

Den sidste i raekken af boger om A. D. Jorgensen er bibliotekslektor Lorenz Rerups bog i Gyldendals Ugleserie. Deter ikke noget omfattende vaerk, men deter en solid og vaegtig bog. Forfatteren er sympatisk indstillet over for den person, der skildres, og da han selv er et barn af graenselandet og har sin daglige virksomhed her, er betingelserne til stede for at forsta og vurdere det milieu - bade andeligt og materielt - som A. D. Jorgensen udgik fra. Forfatteren har desuden gennem sin tidligere forskning et intimt kendskab til den tidsalder, hvori ogsa A. D. Jorgensen virkede, og han har derfor formaet at skabe en ramme, der passer til det billede, han har onsket at give. At han har fordybet sig i A. D. Jorgensens forfatterskab og studeret den foreliggende litteratur, der behandler A. D. Jorgensens mangesidige virksomhed, skal blot noteres for fuldstaendighedens skyld, ligesom han naturligvis ogsa har gennemarbejdet, hvad der foreligger trykt af erindringsblade, dagbogsnotitser og breve.

Bogen er klart disponeret. Efter en raekke kapitler, der skildrer barndoms - og ungdomsarene m. m. og afsluttes med et kapitel om 1864 og dets betydning for A. D. Jorgensen, gives en redegorelse for det historiske forfatterskab, virksomheden for sonderjyderne, forholdet til hojskolen og arkivgerningen. Der sluttes af med en gennemgang af A. D. Jorgensens politiske synspunkter og historiesyn. Til bogen horer endelig en litteraturvejledning og et personregister.

Anmelderen af denne bog onsker af grunde, som ikke behover naermere uddybning, ikke at ga i gang med en detailkritik af Lorenz Rerups bog og heller ikke at tage stilling til de vurderinger af A. D. Jorgensens personlighed og livsgerning, som forfatteren har givet. Det ma overlades andre. Det ma imidlertid tillades mig at udtale en vis forundring over, at forfatteren anvender sa megen plads pa redegorelsen for alle de svingninger af folelsesmaessig karakter, som var karakteristisk for den unge A. D. Jorgensen, og anser det for nodvendigt at redegore for de skiftende og ofte ganske modstridende synspunkter, som han forfaegter i de ungear. Herom kan man laese udforligt og meget bedre i A. D. Jorgensens egen redegorelse, og det forekommer mig lidet rimeligt at belaste nutidens laesere med disse ofte ret umodne ungdomsbetragtninger. Det er min opfattelse, at den plads, der her kunne vaere sparet, kunne vaere anvendt langt bedre til en mere udforlig redegorelse for de forskellige sider af livsgerningen. Jeg har ogsa vanskeligt ved at forsta, at man inden for den givne ramme finder det pakraevet at anvende hen ved 2 sider pa en omtale af den beklagelige strid mellem A. D. Jorgensen og V. A. Secher. Enhver leder af en storre institution er udsat for at komme i modsaetningsforhold til en eller flere af sine medarbejdere, og det var altsa ogsa tilfaeldet med A. D. Jorgensen. Selv om det, man blev uenige om, havde stor betydning for de implicerede parter, medens striden stod pa, er der ingen grund til at holde mindet herom i live.