Svend Larsen (+): Studier over det fynske rådsaristokrati i det 17de århundrede.I-II. (Odense Bys Museer, 1965). 315 og 510 s.

Med museumsdirektor Svend Larsens doktordisputats gives et vaegtigt bidrag til belysning af dansk lokalstyres maend og deres okonomiske baggrund. Disputatsen bygger pa et omfattende kildemateriale, hvor skifteprotokoller kan naevnes som meget vaesentlige for undersogelsen, dertil kornmer tingboger, radstueprotokoller samt kaemner- og kirkeregnskaber. Her er behandlet perioden fra 1500-tallets slutning indtil ar 1682, da regeringsmagten satte nye rammer for det lokale styre. Inden for dette tidsafsnit har kildematerialet sat visse graenser, og Odense er blevet det dominerende midtpunkt i fremstillingen, suppleret med radmandslister og biografiske oplysninger for Nyborg og Assens vedkommende.

Ma vi saledes undvaere en beskrivelseaf flere fynske kobstaeders forhold, far vi til gengaeld andet, som titlen ikke lover. Radenes medlemmer var naesten udelukkende kobmaend. Her

kan skelnes mellem kobmaend, der opkobte landbrugsprodukter og solgtevarer til bonderne, og andre, der drev en ret omfattende udenrigshandel.Skifternes opgorelse af varelagre viser, hvilke omrader de handlede med, og hvilke varer de forte. Noglespecialiserede sig i fine stoffer, som Fyns adelsdamer var kobere til, andre handlede med stoffer, metalvarerog krydderier i broget mangfoldighed.Der var forretningsforbindelsemed Lybask, Hamborg og Amsterdam;fra ca. 1650 forsvinder Amsterdam,og Hamborg overtager dens plads, ligesom det ogsa var via Hamborg,at engelske klaedevarer naede frem. Den talrige fynske adel var stoute aftagere af alle disse varer, og en tilsvarende undersogelse ville naepperet mange steder i landet give et sa nuanceret billede. Her er mange brikker til en mosaik over dansk handelshistorie i 1600-tallet.

Ligeledes ved hjaelp af skifterne kan indretningen af flere velstaende borgerhjem findes beskrevet. Der anfores detaljerede og let overskuelige lister over mobler, husgerad med mere. Ogsa rummenes antal og placering er det i nogle tilfaelde muligt at se. Hovedvaegten i fremstillingen er lagt pa at vise radsaristokratiets stilling i forhold til byens ovrige borgere, hvad angar rettigheder og okonomiske vilkar samt tilknytning til tidligere radsmedlemmer. I nogen grad viser forste tredjedel af 1600tallet sammenhaeng mellem slaegtskabsforhold og plads i radet, men derefter er det udelukkende den okonomiske status, der er afgorende. Radsmedlemmerne horte i hele perioden til byernes mest velstillede borgere, uden dog absolut at udgore toppen. Enkelte handvaerkere var ansat lige sa hojt pa skattemandtalslisterne som de lavestansatte radmaend, men i ovrigt var der in gen forbindelse. En handvaerker blev aldrig radmand, og radmaends sonner blev naesten aldrig handvaerkere. Den staerke bevaegelse i radets sammensaetning skabtes ved, at tidligere fogeder og kobmandstjenere etablerede sig og eventuelt blev radsmedlemmer, hvis deres okonomiske position tillod det. Flere svigersonner end sonner overtog bestaende kobmandshandler, og mange af dem var tilflyttere. Omkring 1620 begyndte en raekke landbrugskriser. Fra 1640'erne var mange bonder ude af stand til at betale deres gaeld, og efter 1660 noteredes tilgodehavender hos adelen hyppigt som uerholdelige. Dette sammen med indkvartering og plyndringer under krigene i 1650'erne slog kobmaendene ud. Deres varelagre er derefter ganske sma, og de hverken yder eller kan selv opna kredit. Flere radmaend blev opfordret til at traekke sig tilbage fra radet pa grund af deres okonomiske forhold. Selv store handelshuse viste sig svagt funderede. Da handel fra arhundredets midte blev en darligere levevej, foretrak mange kobmands- og radmandssonner at blive fogeder og skrivere eller fa en gejstlig uddannelse. Den kongelige indflydelse pa byernes styre voksede samtidig med, at en ny gruppe overtog pladsen i radet, undertiden direkte udpeget af kongen. For Nyborgs vedkommende havde lensmanden tidligere undertiden ovet indflydelse ved besaettelsen af pladserne i radet. Igennem det meste af det 17. arhundrede kom tilflyttere til Odense og Nyborg og avancerede til radsembederne pa lige fod med indfodte, mens det stillestaende Assens rekrutterede mange blandt byens gamle slasgter.

Til slut skal naevnes en raekke gode
illustrationer, isaer gengivelsen af epitafier,hvor
blandt andre de lokale

Hans Maler og Anders Mortensen Billedskaererviser
det bedste, de formaede.