Samfundsvidenskabelige forskningsinstitutioner i Danmark. I. Vejviser. Ved Jørgen Tvevad. With an English summary. (Socialforskningsinstituttet, Studie 6, 1965). 145 s. (stenc.).

Betydningen af en effektiv dokumentations - og oplysningstjeneste bliver mere og mere abenbar i moderne forskning, men feltet dyrkes ikke saerlig intensivt herhjemme. Vi har f. eks. inden for de samfundsvidenskabelige discipliner alt for svaert ved at fa kendskab til, hvilke forskningsprojekter enkeltpersoner og institutioner er i gang med, pa hvilket stade de befinder sig osv. Hemmelighedsfuldheden skyldes ofte en i og for sig agtvaerdig blufaerdighed, men den kan fore til, at de fa kraefter, vi har at saette ind, splittes, at gensidig stotte ikke kan gives, og at visse undersogelser dubleres.

Et forste skridt pa vejen til at eliminere risikoen for forskningsmaessigt kraftspild ma vaere at fa en oversigt over de institutioner, som overhovedet findes herhjemme pa de forskellige omrader, og over, hvordan de definerer deres arbejdsfelter. Socialforskningsinstituttet harmed denne vejviser over de samfundsvidenskabelige forskningsinstitutioner i Danmark gjort en vigtig indsats for at Iose denne opgave.

Vejviseren er udarbejdet af cand. mag. Jorgen Tvevad pa grundlag af sporgeskemaer, der har vaeret sendt ud til de enkelte institutioner. Det er slet ikke sa lige en sag at afgraense de forskningsomrader, man bor have med i en liste over samfundsvidenskabelige skabeligeforskningsinstitutioner. Man har valgt at tage udgangspunktet i videnskabsfondens kommission for samfundsvidenskaberne, som repraesenterer de juridiske, okonomiske, politiske og sociologiske videnskaber. Hertil er fojet etnografi, okonomisk geografi, samtidshistorie, socialmedicin, socialpsykologi og socialpsykiatri.

Instituttet kunne opstille en Hste pa over 600 institutioner og organisationer, der »kunne taenkes at vaere producenter eller konsumenter af samfundsfaglige undersogelser«. Af praktiske grunde begraensede man sig dog til at henvende sig til 177, og efter behandlingen af de indgaede svar omfatter listen 112 institutioner.

Udvalget kan man naeppe indvende noget imod. Inkonsekvenser skyldes antagelig ikke redaktoren, men beskedenhed eller uopmaerksomhed hos de institutioner, der ikke er kommet med. F. eks. havde det vaeret rimeligt, at Institut for historie ved Aarhus Universitet var kommet med, nar det tilsvarende institut ved Kobenhavns Universitet figurerer pa listen.

Tanken er, at vejviseren skal folges af en statistisk bearbejdelse af dens oplysninger. Den vil man vaere mere betaenkelig ved. I hvert fald ma man gore sig helt klart, at den vil registrere tilstanden pr. 1. oktober 1964. Allerede nu er adskillige af de meddelte oplysninger foraeldede. Tiden rider hurtigt pa dette felt.

Vejviserens nytte ligger i den raekke adresser og telefonnumre etc., man her har faet nemt ved handen. Angivelserne om institutionernes forskningsomrader er ogsa nyttig, men den understreger unaegteligt behovet for en Iobende information om de faktiske forskningsinitiativer og planer. ma en indsats efterlyses. Matte den komme snart.