DEN TYSKE FLÅDE OG SKANDINAVIEN

Carl-Axel Gemzell har i sin bog*) samlet et udforligt materiale til belysning af tankegangen indenfor den tyske fladeledelse mellem de to verdenskrige, med saerligt henblik pa forspillet til den 9. april. Materialet er overvejende hentet i de tyske marmearkivalier, der efter nederlaget blev bragt til London. For en stor del er det her offentliggjort for forste gang; det gaelder isaer gennemgangen af marinens krigsspil. Der er lagt et stort arbejde i det, og deter fortjenstfuldt at have samlet det til offentliggorelse.

Men Gemzell har haft andre hensigter end blot den at tilvejebringe en materialesamling. Han har onsket med materialesamlingen at fore bevis for, at den 9. april var en logisk konsekvens af de planer, der var radende indenfor den tyske fladeledelse igennem en lang arraekke. Gemzell laegger isaer ansvaret pa storadmiral Erich Raeder. Da forfatteren ikke kan fremlaegge tilstraekkeligt egnede citater fra Raeders side, gar han den omvej at fremdrage Wolfgang Wegener, hvis tanker ifolge Gemzell peger direkte frem mod den 9. april. Erich Raeder har efter Gemzells mening overtaget Wegeners tankesaet omkring 1928-29 (Side 278, anm. 12, sammenholdt med side 349). Denne indirekte bevisforelse far Gemzell til at Soge enhver anledning til at parallelisere Wegeners og Raeders tankebaner, for at han til sidst kan identificere dem og domme Raeder ved hjadp af Wegener, revanchekrigens symbol (side 156-157).

Under udviklingen af disse teorier anvender Gemzell lejlighedsvis en
argumentation, som man undrer sig over at finde i en doktordisputats.

Den 10. oktober 1939 henledte Raeder Hitlers opmserksomhed pa den
nytte, marinen (übadene) kunne have af stottepunkter pa den norske

---

*) Carl-Axel Gemzell: Raeder, Hitler und Skandinavien. (Gleerup, Lund, 1965). 390 s.

kyst (Trondhjem), som eventuelt kunne erhverves ved hjaslp af et russisk
tryk.

Den 8. december pegede Raeder overfor Hitler pa. den livlige handel
mellem Norge og England og pa betydningen af en besaettelse af Norge.

Den 12. december refererede Raeder Quislings synspunkter for Hitler og anbefalede - hvis Hitler fik et godt indtryk af nordmanden - at give Vcernemagtens overkommando tilladelse til at traeffe aftale med Quisling om planer til forberedelse og gennemforelse af besasttelsen: a) ad fredelig vej, b) med magt. Den fredelige vej havde relation til Quislings tanke om at bega statskup og sa tilkalde tysk hjadp. En aftale om besaettelse med magt ville laegge initiativet hos tyskerne, men med sikkerhed for norsk hjaelp.

Storadmiralens norske overvejelser er med andre ord mundet ud i tre forskellige forslag, et stottepunkt erhvervet med russisk tryk, og et besat Norge enten erhvervet gennem norsk statskup eller med norsk hjaelp til erobring, tre relativt billige losninger. Hitler lod sig overbevise af Quislings forsikringer om, at Norge var truet af engelsk besaettelse, men foretrak en fjerde losning, en tysk erobring uden norsk hjaelp. Fremgangsmaden ville gore det lettere at sikre hemmeligholdelse af forberedelserne, men matte ventes at koste en trediedel eller halvdelen af den tyske flade eller maske endnu mere.

Der er altsa tale om fire forskellige planer, den ene dyrere end den
anden.

Det giver en forkert afgraensning af problemstillingen, nar Gemzell standser ved den 12. december og i ovrigt logger hovedvasgten pa den 10. oktober, som om dette initiativ kan identificeres med begivenhederne omkring den 9. april. Der er tale om to helt forskellige aktioner.

Den 10. oktober drejede sagen sig om et offensivt, men begrasnset og ret fredeligt foretagende. Overfaldet den 9. april blev foretaget som en defensiv foranstaltning over for de ventede engelske overgreb, der jo i ovrigt vitterligt blev ivserksat pa samme tid, men det var en omfattende og ret kostbar militer operation. Nar Gemzell uden najrmere definition taler om Raeders norske engagement og betegner det som en konsekvens af den strategiske arv, han har overtaget fra Wegener, sigter han hovedsagelig til initiativet den 10. oktober, men derved opnar han ikke at forklare baggrunden for den 9. april.

Det forekommer mig end ikke, at han har fundet den rette forklaring pa den 10. oktober, nar han sa steerkt understreger, at initiativet af 10. oktober er et logisk og konsekvent udtryk for den strategiske opfattelse, Raeder havde overtaget fra Wegener og fastholdt gennem mange ar, og

at den egentlige arsag til storadmiralens norske engagement var bundethedentil
Wegeners strategi, der tvang Raeder til handling i den angivne
retning (side 235, 248, 276 og 283).

Under den forste verdenskrig rejste der sig blandt tyske soofficerer en kraftig opposition mod den passive tyske fladetilvaerelse. Wolfgang Wegener nedfseldede i 1917 sin opposition i en lille betenkning, hvori han anbefalede en offensiv til Brest ved den franske Atlanterhavskyst, sa fladen derfra kunne fore Atlantkrig. Samtidig tilradede han, at Tyskland sikrede sig kontrollen over Danmark, sa man kunne befri fladen for bevogtningstjeneste i ostersoen. I 1926 udviklede han sine tanker yderligere i et privattryk, offentliggjort i lidt modereret udgave i 1929. Inspireret af den engelske marineskribent Julian Corbett henviste han til tilforslernes betydning for de industrialiserede lande, der bevirker, at sokrigen ma fores som en krig mod forsyningslinieme, Atlantkrig fra Atlantstottepunkter. Tyskland har i sa henseende en uheldig beliggenhed, hvorfor hseren i 1914 burde vaere sat ind pa at na frem til den franske Atlantkyst, hvorfra den tyske flade kunne have fort Atlantkrig. Da fronten stivnede efter Marne-slaget, skulle man have taget Danmark, som man egentlig allerede i forvejen burde have sikret sig, bade for at befri fladen for den opgave at bevogte ostersoen og for at fa en ny udfaldsvej mod nord. Vejen til Atlanten var dog lang. Man matte tage Sydnorge med for at opna en virkelig betydende forbedring af operationsbasis, og slutmalet matte vaere et spring til Shetland, »doren til Atlanten«.

Wegener betragtede en ny krig med England som uundgaelig, og han ville derfor pege pa den fladepolitik, der matte fores. At Wegener har vaeret en inspirationskilde for mange tyske soofficerer, kan betragtes som givet, men Raeders politik kan ikke betragtes blot som en videreforelseaf Wegeners tanker, der af forskellige grunde ikke umiddelbart lod sig anvende pa situationen i 1939-40. Meget af Wegeners tankegods var foraeldet, andet var ikke aktuelt. Rusland og Italien var i 1939 ikke lcengere blokerende fjender, men hjaelpsomme naboer, og det var endnu et abent sporgsmal, hvad man kunne udrette pa vestfronten. Det industrialiseredeTyskland var nu blevet sa selvforsynende, at beskyttelsen af egne forsyningslinier stort set kunne begraenses til malmtilforslerne fra Sverige, der hovedsagelig kom gennem Den botniske Bugt, men om vinterenover Narvik. Raeders tanke om et stottepunkt i Trondhjem stred imod Tysklands forsyningsinteresser, fordi England selvfolgelig ville svare med at tage Narvik og derfra afskaere forbindelsen mellem de svenske malmfelter og Tyskland, sa man i hvert fald ikke pa dette punkt kan tale

om overensstemmelse med Wegeners idegrundlag. ostersoen var ikke lasngere truet af England, og del; var ikke mere af den grund nodvendigt at besaette Danmark. Man behovede heller ikke laengere som Wegener at bekymre sig om landingspladser til luftskibene, sa de kunne benyttes til luftopklaring uden hensyn til vindforholdene. Man havde faet atlantgaendeskibe med en nekkevidde og en fart, der til en vis grad kunne formindske behovet for stottepunkter, og fremfor alt manglede man den flade, Wegener havde forestillet sig, da han skildrede mulighederne for at tage kampen op med England. Krigsudbrudet havde ramt den tyske flade i et sa tidligt oprustningsstadium, at enhver sammenligning mellem Wegeners teorier i 1926 og Raeders situation i 1939 ma blive overfladisk, hvis man ikke fastholder og understreger de fundamental forskelle.

Carl-Axel Gemzells sammenligninger mellem Wegener og Raeder, der er det bcerende i bogen, er hasarderede og konstruerede, og pa intet punkt udtaler de to admiraler sig ens om Norge, skont deter den faelles indstilling til et overfald pa Norge, Gemzell har sat sig for at bevise for derigennem at give et nyt billede af Raeders forhold til det norske sporgsmal.

Efter at Raeder i 1928 var tiltradt som marinechef, gik han ind for, at den i Versaillestraktaten tilladte udskiftning for de store krigsskibes vedkommende indledtes med bygningen af en ny skibstype, en staerk og hurtig krydser med lang raekkevidde, det sakaldte lommeslagskib. Dermed havde, haevder Gemzell side 33, den tyske marine (og Raeder) valgt den Atlantstrategi, som Wegener gik ind for. Men beslutningen blev taget, da Tyskland sa krigsfaren i et overfald fra Polen med eventuel fransk stotte, medens man regnede med engelsk neutralitet og gik ud fra, at Tyskland kunne fa sine tilforsler via England. De planlagte tre lomrneslagskibe var alsidige og et naturligt toek overfor en overlegen fjende, de var ogsa egnede til Atlanten, men de var nu forelobig beregnet til at beskytte tilforslerne over Nordsoen til Tyskland mod franske angreb, jaevnfor omtalen side 43 af krigsspillet i 1932 for en taenkt krigssituation 1938, hvor man ikke regnede med at have kraefter til at angribe Frankrigs atlantiske forsyningslinier, endda engelsk neutralitet var forudset.

Da Wegener i 1929 lod sin bog komme ud til offentligheden, sogte Raeder at begraense dens udbredelse, forlaget matte love ikke at reklamerefor den, og viceadmiral Groos fik til opgave at rejse rundt til samtligemarinebyer og holde foredrag imod Wegeners tanker. Kampagnen kan dog ikke tjene som bevis for, at Raeder oprigtigt afviste Wegeners tanker, siger Gemzell, der gor opmcerksom pa, at bogen matte komme

storadmiralen übelejligt, da han havde besvser med at fa fladebevillingerneigennem

Fra 1932 har Raeder efter Gemzells mening klart overtaget Wegeners strategi. Raeder fremsatte pa dette tidspunkt en udtalelse om Tysklands uheldige geografiske stilling, der under den forste verdenskrig ikke tillod overfladeskibene at angribe de for England livsvigtige handelsveje, hvilket atter var arsag til, at den engelske flade kunne tillade sig at negligere den tyske. Skont der her kun er tale om almindelige marinestrategiske betragtninger uden at Raeder pa nogen made drager Wegeners konsekvenser af dem, konstaterer Gemzell side 39, at Raeders udtalelser »spejler« Wegeners strategiske opfattelse, side 41 forstaerket til, at Raeder nu har gjort den til sin egen.

Den 7. januar 1937 skrev storadmiral Raeder til sin forsvarsminister og pegede pa det uheldige i fladens svaghed og mangelen pa stottepunkter udenfor ostersoen og Nordsoen; i fredstid matte det tages i betragtning ved vurderingen af fremtidige forbundsfaeller og koloniale stottepunkter; specielt neevnes spanske havne, hvis krigen i Spanien falder heldigt ud; i krigstid matte der skaffes stottepunkter enten ved hjaelp af forbundsfaeller eller ved besasttelsen af fjendtlige stottepunkter (franske). Gemzell konkluderer side 49, at deter en bekraeftelse pa, at Raeder har gjort Wegeners laere til sin egen. Da Raeder stadig forudssetter engelsk neutralitet, medens Wegeners laere viser, hvorledes Tyskland skal besejre England, bl. a. ved erobring af stottepunkter i neutrale lande, og da Spanien og kolonierne ligger udenfor Wegeners saerlige interessefelt, forekommer Gemzells bestandige parallelisering at vasre noget krampagtig.

Den 3. februar 1937 understregede Raeder i en tale, at selv i en krig med fastlandsmagter som Rusland og Frankrig kan marinen fa en afgorende betydning, f. eks. hvis vestfronten stivner ved Maginotlinien; i en krig kan en fladechef i det vaesentlige ikke regne med andre styrker end dem, der er for handen ved krigsudbrudet, og derfor ma man allerede i fredstid fore en vidtskuende skibsbygningspolitik. Han anbefalede, at man i fredstid sorgede for koalitioner, gunstige neutralitetsaftaler, erhvervelse af stottepunkter eller i det mindste tilvejebringelse af en velvillig atmosfaere i det neutrale udland. Disse betragtninger er for Gemzell tilstraskkeligt grundlag for, at han side 57 udnsevner Raeder til Wegeners tro elev og erklaerer, at Raeder soger at omsaette Wegeners laere i praksis.

I samme tale kom Raeder naermere ind pa den franske fladestrategi,
der matte samle sig om at afskaere de tyske forbindelser i Nordsoen. Frankrigville
savne et stottepunkt hertil, og hvis franskmasndene for at fa

det satte sig fast f. eks. pa Fa2roerne, ville det betyde en sadan forringelseaf tyskernes situation, at de matte modsaette sig det med alle midler, i givet tilfaelde med en tysk besaettelse for at komme fjenden i forkobet (med andre ord en situation med forebyggende forholdsregler, der peger frem mod Norges 9. april). Men Raeder tilfojede, at den tyske stilling kun kunne forbedres ved optraeden i Middel- og Nordatlanten, og at en tysk position nord for England ikke ville aendre det fundamentale i den franske omklamring af den tyske Nordsoposition. Ogsa dette knytter naturnodvendigt tankerne til Wegener, skriver Gemzell, der ser Wegener alle vegne, her side 63.

Den 1. april 1937 praeciserede storadmiral Raeder overfor forsvarsministeriet, at nan kun onsker stottepunkter i de omrader, der har sostrategisk betydning for Tyskland, forst og fremmest Atlanterhavet (med tyngdepunkt den spanske halvo - Azorerne - Kap Verdiske oer) og Middelhavet. Gemzell noterer side 61, at den store opmaerksomhed, der saledes ofres sporgsmalet om stottepunkter, endnu en gang peger pa betydningen af Wegeners laere.

Men Raeders interesse for stottepunkter er af seldre dato. I 1922-23 offentliggjorde det tyske marinearkiv et tobindsvaerk »Der Kreuzerkrieg« med Erich Raeder som forfatter. Her behandler nan situationen under den forste verdenskrig, omtaler Tysklands uheldige geografiske stilling, fremhaever onskeligheden af stottepunkter og betydningen af at fore krydserkrig (= handelskrig), specielt pa Atlanten, idet dog krydserkrig efter den tyske marines mening kun kunne fa afgorende virkning, nar den havde rygstod i en staerk flade. Ogsa Wegeners tankegang kraevede forovrigt en stoerk flade. Terminologien hos storadmiral Raeder, som Gemzell bygger sa meget pa, stammer ikke fra Wegener, men viser tilbage til Raeders tidligere arbejde, og den kan pa ingen made anvendes til den bevisforelse, som Gemzell har forsogt. Tilsvarende gaelder realiteterne i Raeders tankesaet. Gemzell soger side 150 at antyde en principforskel mellem den tidligere Raeder og den af Wegener pavirkede Raeder, men citeringen er misvisende, og endnu engang ma man undre sig over, hvor billigt Gemzell mener at kunne klare en bevisforelse.

Til 1938 havde den tyske marine regnet med et neutralt England, hvilketgor det noget vanskeligt at parallelisere med Wegener, hvis hele plan tager sigte pa en kamp med England. Men fra 1938 forstod man, at man ogsa. matte regne med England som en mulig modstander. IndstillerRaeder sig da pa en omklamring af England nordfra, over Danmark-Norge-Shetland,som han jo skulle gore, hvis han var groet fast i Wegeners tankegang? Nej, tvaertimod. I en tale i Kiel den 12. april 1938

advarer han mod denne tankegang. Deter det eneste sted, han har naevnt admiral Wegener, og pa dette sted advarer han imod at stille somilitaere krav til den politiske ledelse eller til den faelles krigsledelse ud fra Wegenerstanker, f. eks. om besaettelse af Danmark og Norge. Vi har altid, sagde Raeder, i marinen staet pa det standpunkt, at malsaetningen for krigsforelsen ma udga fra den politiske ledelse. Der er naer sammenhaeng mellem politik og Sokrigsforelse. Netop vi ma derfor vogte os for at stille fordringer til den politiske ledelse og den faelles krigsledelse; selvom de kan fremtraede som onskelige og fordelagtige set fra den rene sokrigsledelsesstandpunkt, er det ikke sikkert, at det svarer regning under en helhedsbedommelse. Denne erklaering er en klar afvisning af en af Wegenershovedteser (sammenlign side 64 med side 23), men det bliver ikke bemaerket af Gemzell, der side 65 forklarer, at Raeders udtalelser skal ses pa baggrund af et tidligere krav fra chefen for ostersokommandoen, admiral Albrecht, om politisk at vinde Finland og Estland eller militaert at erobre Alandsoerne, Dago og Osel. Og deter ganske rigtigt. Admiral Albrecht repraesenterer nemlig pa dette punkt Wegeners tankegang i ostligudgave, og Raeder affejer begge admiraler, bade Albrecht og Wegener, og han afviser deres opfattelse savel principielt som i praktisk anvendelse, og bade mod ost og mod nord (side 64).

Deter marinens opgave, fremhaever Raeder, forst at indstille sig pa det ugunstigste tilfadde, og dernaest pa det sandsynligste tilfaelde og at affinde sig med de givne forhold, for man stiller krav. Han advarer imod at undervurdere vanskelighederne ved sadanne operationer, og han tilfojer, at ogsa sma lande, isaer nar de har en gunstig militaergeografisk beliggenhed som Danmark, Finland og Estland (i denne sammenhaeng end ikke naevner han Norge, der ville byde Tyskland langt storre vanskeligheder), kan volde besvaer, nar deres modstand skal laegges til de andre modstandere. Det kan bedre tjene tyske interesser at respektere andre landes neutralitet, sa man forst slar til, nar den bliver kraenket af modstanderne. Sa far Tyskland de neutrale til forbundsfaeller i stedet for til modstandere.

Gemzell finder ingen anledning til at fremhaeve, at Raeder i 1938, da Wegeners planer til en sokrigsforelse mod England omsider far aktualitet,klart og tydeligt distaneerer- sig fra Wegeners tankegang. Gemzell er mest optaget af, at Raeder overhovedet har naevnt Wegener, Danmark og Norge i sammenhaeng, men er dog sa forsigtig kun at mene, at denne omtale »maske« kan sammenstilles med Wegeners nordlige alternativ i dennes planer til en march mod Atlanten (side 70). Side 193 er forfatterenstadig forsigtig: »vi har tidligere antydet, at Raeder til at begynde

med, da forberedelserne af krigsberedskab overfor England fik aktualitet,muligvis hseldede til det norske alternative Men forsigtigheden kan ikke skjule, at Gemzell er sa grebet af sin ide om at finde Wegeners tanker i Raeder, at han ikke magter at gennemfore en objektiv sammenligning. I virkeligheden har Gemzell fra tiden for krigen ikke eet eneste citat, der viser, at Raeder har dromt om at besaette Norge. Der var tyske fladeofficerer,hvis dromme gik i den retning, men fra Raeder: ikke et citat.

Sa sent som fra marts 1939 foreligger udtalelser, der giver udtryk for Raeders afvisende holdning overfor Wegeners norske planer (side 133 og fig.). Skont den tyske fladeledelse pa dette tidspunkt er forberedt pa, at Norge vil boje sig for et engelsk tryk og udlasgge en minespaerring i norsk territorialfarvand, giver det ikke anledning til betragtninger om, at man sa ma komme England i forkobet og besaette Norge. En besaettelse af Danmark, Sydnorge, Holland og Belgien vil ganske vist betyde en i sig selv onskelig udvidelse af den snaevre tyske operationsbasis, men vil dog ikke betyde en afgorende forbedring, hedder det. Derimod vil en besasttelse af Midt- og Nordnorge eller af den franske atlanterhavskyst betyde afgorende fordele. Mindst de norske omrader, for ganske vist kan et stottepunkt her - hvis der byder sig mulighed for ved en militasr operation at tage et sadant i besiddelse - bringe Tyskland udenfor den engelske afspaerring, men det kan ikke afskasre Nordenglands flankevirkning pa udfaldsvejen til Atlanten, og det kan derfor ikke give udsigt til den onskede handlefrihed for ocean-krydserkrigsforelsen. Kun Brest pa den franske atlanterhavskyst kan anses for en tilfredsstillende 10sning. Den franske kanalkyst alene vil ikke give marinen tilstraekkeligt, men vil formentlig betyde sa store fordele for luftvabnet i en krig mod England, at en besaettelse af Nordfrankrig, herunder Brest, vil kunne komme i betragtning. Sokrigsledelsen ser derfor i kampen om kanalkysten og om soforbindelserne i Kanalen »einen Schwerpunkt der Gesamtkriegfiihrung« (side 144).

Det var de synspunkter, hvormed storadmiral Raeder gik krigen i mode. Han havde altsa ikke Wegeners syn pa Danmark og Norge. Han havde heller ikke den flade, som skulle gore det muligt at praktisere Wegeners plan om at erobre Danmark - Norge, eventuelt Shetland, for derfra at drive atlanterhavskrigsforelse. Fladen viste sig stor nok til under heldige omstaendigheder at kunne gennemfore erobringen af Norge, og tabene blev et minimum af, hvad man kunne vente, men selv da blev der ikke sa meget tilbage af fladen, at man kunne realisere Wegeners plan om en atlantkrig fra norske stottepunkter. Wegener onskede s;tottepunkter til fladen. Raeder matte vaelge mellem stottepunkt og overfladeflade. Raeder

havde vaeret i gang med at bygge en flade, der kunne tage kampen op med den engelske, men krigen kom sa tidligt, at den slog hans planer i stykker. Raeder havde understreget overfor Hitler, at hvis en krig med England kunne ventes hurtigt, matte der bygges en specialflade af u-bade og atlanterhavskrydsere. Hvis krigen forst kunne ventes efter 1945, burde man derimod bygge en alsidig flade; byggeprogrammet ville dog i dette tilfaelde vaere lidet vaerd, hvis krigen kom i utide. Hitler valgte den alsidigeflade.

Deter en underkendelse af storadmiralens andsevner, nar Gemzell tiltror Raeder, at han - til trods for sin afvisende holdning overfor Wegeners tankegang, og til trods for at mange forudssetninger havde aendret sig fra den gang, Wegener udviklede sine teorier, samt endelig til trods for at den flade manglede, som var den helt uundvaerlige forudsaetning for at gennemfore Wegeners planer efter hensigten - skulle lade sig drive til besaettelsen af (Danmark og) Norge, blot fordi han var bundet af Wegeners tankegang (side 235, 248 og 276).

Deter heller ikke korrekt, nar Gemzell side 236, 256 og 276 skriver, at med krigsudbrudet rettede Raeders stottepunktinteresse sig mod Norge og (side 290) at det med Hitlers beslutning den 14. december 1939 om at lade sporgsmalet om en aktion mod Norge undersoge endelig var lykkedes storadmiralen efter en sejg kamp, fort med storste energi og konsekvens, at vinde Hitlers ore for de hensigter mod Norge, som allerede sa laenge havde behersket marinens planlsegning.

Der la ingen Norgesplan i Raeders skuffe. Forste gang Raeder efter krigsudbruddet fremdrog sporgsmalet om stottepunkter overfor Hitler, talte han kun om Rusland og Murmansk. Det var den 23. September. Den 10. oktober kunne han meddele, at man vel ikke havde faet Murmansk, men dog en russisk bugt i nserheden. Nu forhorte han, om man kunne fa Trondhjem ved hjaelp af et russisk tryk. Den 16. oktober overrakte Raeder Hitler en betaenkning om den skaerpede sokrig mod England; heri findes ikke et ord om stottepunkter i Norge. Den 23. oktober talte Raeder med Hitler om den okonomiske krigsforelse og muligheden af at laegge tryk pa de neutrale lande, herunder de nordiske stater, men stadig ikke et ord om stottepunkter i Norge. Man kender faktisk ikke til, at Raeder overfor Hitler er vendt tilbage til det norske sporgsmal for 8. december, da vinterkrigen havde trukket Skandinavien i forgrunden. Et par dage senere indtraf Quisling i Berlin, og han fuldforte, hvad Raeder uden synligt held havde pabegyndt.

Gemzell mener at have fundet et ekstra motiv for Raeder i et notat

indenfor sokrigsledelsen, hvor Raeder pa admiral Carls foranledning havde ladet foretage en undersogelse af de norske muligheder. Man stilledesig her mere end skeptisk, men den 15. oktober 1939 noterer Reinicke,at Fricke har fortalt ham, at det norske sporgsmal stadig spoger: »noch weiter spukt. Ob. d. M. (d. v. s. Raeder) betrachtet Verfolg weiter als Moglichkeit Ablenkung von Holland/Belgienunternehmung« (side 227). Et vigtigt motiv for Raeder var altsa, slutter Gemzell, at aflede Hitlers interesse fra en vestoffensiv; det norske initiativ var et modforslagtil vestoffensiven, et modstod mod luftvabnets krav om Holland-Belgiensom base mod England; det var et direkte trxk i kampen om operationsplanenog dermed om nistningerne (side 228-229 og side 287).

Deter nu temmelig uforstaeligt, at et angreb pa Norge, endsige stottepunkt i Trondhjem opnaet ved russisk tryk, skulle kunne betyde et modforslag til vestoffensiven. Deter rigtigt, at marinen ikke for sig selv havde onsker i Holland-Belgien, men man havde akcepteret luftvabnets interesser i dette omrade og ansa et fremstod til Kanalen for at vaere et skridt pa vejen til Brest (side 144). I den retning kunne alle tre vabenarters interesser forenes. Da Raeder matte opgive byggeplanerne for de storre enheder, lagde nan sa meget stasrkere pres pa for at fa bygget en u-badsflade, men han sa dog ikke mere ensidigt pa det, end at han den 16. oktober erklaerede overfor Hitler, at forudsaetningen for en effektiv krig mod England foruden gennemforelsen af et omfattende übadsprogram var forstaerket opbygning af luftstyrker, der egnede sig til indsats mod England. Efter Gemzells fortolkning ville Raeders norske initiativ vaere et modstod mod hans egen argumentation m. h. t. luftvabnets opbygning og baser ved Kanalen.

Det ma antages, at Gemzell har fejlfortolket Reinickes notat, og at Ablenkung ikke gar pa Hitler men pa vestmagterne, saledes at Raeder pa dette tidspunkt tvaertimod at torpedere vestoffensiven har overvejet at blive parthaver i den ved at aflede vestmagternes opmaerksomhed fra Holland - Belgien. Derved ville han samtidig opna at fa en bedre udgangsposition for übadskrigen, selvom vestoffensiven skulle ga i staved kanalen og gore Brest uopnaelig.

Men hvis Raeder militaert ville engagere sig i Norge, matte han vaere forberedt pa, at hans overfladeflade ville blive lemlaestet. Hvorfor var han da sa interesseret i Norge? En rimelig forklaring vil vasre den torso af en flade, han havde radighed over, da krigsudbrudet kom flere ar for ventet. Krigsudbrudet aendrede radikalt Raeders dispositioner. Hvor han for havde holdt pa en alsidig flade, matte han nu omlaegge sine planer for krigsforelsen og helt satse pa übadskrigen. Men selvom übadene var den

skibstype, der hurtigst kunne bygges, kunne det ikke ga hurtigt nok. Ved krigens udbrud havde Tyskland kun 28 atlant-übade, og forst i 1941 kunne der ventes stigning. Übadschefen, admiral Donitz, forlangte 300 übade, da kun en trediedel kunne vaere ved fronten, en trediedel ville vaere hjemme, og en trediedel ville altid vaere pa rejse; den 11. oktober noterede Donitz i sin krigsdagbog, at de lange opmarchveje, hvor übadene konstant var i fare uden selv at have synderlig lejlighed til at komme i aktivitet, stadig pany ville lade tanken om stottepunkter dukke op. Donitz havde ytret positiv interesse i at fa Trondhjem. Raeder havde ikke sa mange overfladeskibe, at han kunne realisere Wegeners tanke. Men han kunne maske opfylde de onsker, Donitz havde. Raeder matte stort set klare sig med übadsvabnet overfor England, og han havde sa fa übade, at et stottepunkt i Norge ville kunne betyde en tiltrsengt bedring af udnyttelsen.

Sa laenge der ikke var tale om andre fordele, var prisen dog for hoj. Man ma gaud fra, at det var derfor Raeder tovede. Den beskedne flade, Raeder havde ved krigsudbrudet, tvang ham til desperat udnyttelse af de foreliggende muligheder. Denne situation - og ikke Wegeners planer for en helt anden situation med en stor flade - er baggrunden for Raeders interesse for Norge. Men hans famlende forsog pa at na frem til en afklaring viser, at situationen er kommet bag pa ham. Et stottepunkt i Trondhjem vil vasre en fordel, men skal den betales med Narvik og den svenske malm, er den for dyr. Og skal man yderligere betale med stort tab af overfladeskibe, er det endnu en grand til at holde sig tilbage. Derfor har Raeder ikke fremfort forslaget om en aktion i Norge som et energisk fastholdt krav, men han har kredset om de offensive muligheder, indtil Quisling overbeviste Hitler om, at de engelske planer kraevede alvorlig overvejelse af et modstod. De defensive formal vejede sa meget mere til end fladebasen i Trondhjem, at der kunne betales en langt hojere pris.

Gemzell har bygget sin bog om Raeders norske engagement pa en total misforstaelse, men bogen har sa at sige samtidig bevist sin vaerdi derigennem,at man kan imodega hans argumentation ved hjaelp af hans eget materiale. Dog berorer det übehageligt, at man ikke kan stole pa hans citering af Erich Raeders memoirer, og at han i det hele taget har sa svaert ved at give Raeders synspunkter en korrekt behandling. F. eks. skriver forfatteren side 34, at Raeder ganske vist efter sin tiltraeden som marinechef anbefalede lommeslagskibet, men at han selv i sine erindringer har haevdet, at han tidligere - i sin egenskab af chef for ostersofladen - var gaet ind for et kystpanserskib. Side 151 gentages referatet i lidt

aendret form, som om Raeder har erklaeret, at nar han oprindelig foretrak kystpanserskibet, skyldtes det hans »lokale« interesser som chef for ostersofladen.Men i virkeligheden skriver Raeder (Mein Leben I side 249), at meningerne om den fladetype, der skulle vaelges, endnu i 1927 var meget delt, og at den davaerende marinechef, Raeders forgaenger, admiral Zenker, ligesom Raeder selv til at begynde med mente at matte foretraekke kystpanserskibet pa grund af de saerlige forhold i ostersoen, (idet Polen jo blev anset for at vaere den primage modstander i en krig, eventuelt med Frankrig som hjaelper), men at man efterhanden naede til den opfattelse,at de store skibe i en krig med Polen skulle anvendes mod Frankrigudenfor ostersoen, og at lommeslagskibet derfor matte foretraekkes (sammenlign de tre studier, der samlede fladens erfaringer i slutningen af 20'erne, se Raeder I side 256-257).

Side 171 konstaterer Gemzell, at der ikke foreligger ndget om, at marinen ved nogen lejlighed har opponeret mod Hitlers krigspolitik, men at Raeder tvsertimod selv i sine memoirer har betonet sin loyalitet overfor Foreren og hans udenrigspolitik i det sidste ar for krigens udbrud. Denne holdning, fortsaetter Gemzell, skal ses pa en bestemt baggrund: udviklingen pa det udenrigspolitiske omrade med det voksende modsaetningsforhold til England begunstigede marinen og forogede Raeders muligheder for at virkeliggore sine ambitioner.

Denne gengivelse af Raeders memoirer er ikke loyal. Raeder oplyser, at han gentagne gange har understreget, at det vedtagne fladeprogram ville Vcere en skaebnesvanger fejldisposition, hvis der hurtigt kom en krig med England, og han gik derfor ud fra, at Hitler ville boje af i tide. Hverken side 171 eller i anmserkning 13 side 198 refererer Gemzell dette.

Raeder havde i ovrigt netop i denne periode store samarbejdsvanskelighederi forholdet til Hitler. I slutningen af november 1938 kritiseredeHitler marinens byggeprogram sa skarpt (bl. a. mente han, at de store skibe var for langsomme og for svagt armeret), at Raeder rejste sig, bad om sin afsked og forlod lokalet (Raeder II side 126). I januar 1939 endte kampen om et marineruftvaben med marinens nederlag. Raeder havde overvejet at sastte sin stilling ind pa at fa en anden afgorelse, men frygtede, at det ville blive endnu vanskeligere for hans efterfolger at haevde marinens interesser (Raeder II side 103—105). I maj 1939 kom der et nyt sammenstod med Hitler, idet Raeder matte saette sin stilling ind pa at fa Hitlers marineadjudant afskediget. Hitler bojede sig, men de voksende samarbejdsvanskeligheder fik desuagtet Raeder til at foresla sin afgang pr. oktober 1939. Hitler afslog (Raeder II side 127-129).Nar

129).NarGemzell skildrer denne periode, som om den i saerlig grad
egnede sig til at honorere Raeders ambitioner, men uden at naevne de anforteskygger
i billedet, er der tale om en fortegning.

Ejendommelig er omtalen af Raeders arbejde med invasionsplaneme. Den 15. november 1939 ivaerksatte Raeder en undersogelse af mulighederne for at invadere England. Den udarbejdede studie pegede pa den store risiko og understregede, at det matte vaere en forudsaetning for invasion, at de fjendtlige luftstyrker forinden var blevet knust, og at man havde soherredommet i invasionsomradet. Initiativet til denne undersogelse var taget af Raeder selv, og sokrigsledelsens staerke understregning af risikoen tager Gemzell (side 264) som udtryk for, at invasionstanken stodte imod Raeders opfattelse, at afgorelsen skulle falde til sos i kampen om soforbindelserne, og desuden rummede det perspektiv, at bygningen af en atlantflade, hans mal, varigt ville blive skudt i baggrunden: »Derfor forsoger Raeder at komme en invasionsplan i forkobet med modargumenter. Invasionsstudien er altsa endnu et udtryk for den made, pa hvilken storadmiralen kaemper for virkeliggorelsen af sine mak.

Deter det rene gaetteri fra forfatterens side, og deter darligt gaetteri. Lykkes invasionen, vil Raeder fa et ord at skulle have sagt om den engelske atlantflade, sa det behover ikke at bekymre ham. Hans bekymringer ligger tvaertimod i, at krigen har ramt ham pa et tidspunkt, hvor han umuligt ved hjaelp af den lille tyske flade kan sikre en afgorelse til sos i tysk favor. I en optegnelse den 3. September 1939, da krigen udbrod, giver Raeder udtryk for sin bitterhed over, at han ikke har faet den fornodne forberedelsestid; marinen var slet ikke rustet til en krig med England; isaer var overfladeskibene hablost underlegne; de kunne kun komme til at vise, »at de forstod at d0 med anstand og saledes bidrage til at tilvejebringe grundlaget for en senere genopbygning«. Gemzell tilfojer spydigt side 196, at denne optegnelse abenbart var bestemt til Raeders forsvar overfor historien. Jamen hvad sa. Deter jo sandt hvert ord. Gemzell stadfaester det pa den ene side efter den anden. Er det sa unaturligt, at Raeder ved krigsudbrudet foretager en sadan statusopgorelse, maske bl. a. for at forhindre senere historieskrivere i at komme i den vildfarelse, at Raeder ville vaere modstander af en invasion ene og alene, fordi han hellere ville soge afgorelsen til sos.

Man skal ikke dadle et forsvar overfor historien, nar forsvaret er korrekt.

Bjørn Svensson

BEMÆRKNINGER I ANLEDNING AF BJØRN SVENSSONS BOG "DERFOR GIK DET SÅDAN 9. APRIL"

Redaktor Bjorn Svenssons bog »Derfor gik det sadan 9. april« er en fremstilling af et betydningsfuldt afsnit af nyere dansk historic Uden her at tilsigte nogen samlet vurdering af denne bog mener jeg., at det vil vsere rigtigt ogsa af hensyn til faghistorikere, der arbejder pa at kulegrave materialet omkring besaettelsen i 1940, at fremsaette nogle betragtninger i »Jyske Samlinger, Tidsskrift for Danmarks Historie«, til Bjorn Svenssons bog specielt vedrorende de begivenheder, hvori jeg var indblandet.

I det folgende gennemgas de vsesentligste punkter, der giver anledning til mine kommentarer, idet jeg forudsaetter et vist kendskab hos dette tidsskrifts la?sere til de begivenheder, som behandles i artiklen. De med citationstegn anforte udtalelser er stort set hentet fra Bjorn Svenssons bog, hvis navn i det folgende af praktiske gninde forkortes til B. S. Henvisninger til mine tidligere publikationer »Optakten til den 9. april« Kbvn. 1945 og »Mit livs Logbog« Kbvn. 1957 er foretaget, fordi begivenhederne er betydeligt mere udforligt behandlet der end i denne redegorelse.

I en forsavidt prisvaerdig trang til at vaere retfasrdig i bedommelsen af tysk politik, gar forfatteren efter mit skon altfor vidt i sin anklage af de allierede, som karakteriseres (pag. 238) som de, »der odelagde freden i Norden«, og nar den teori forfaegtes (pag. 14), at det var vestmagterne, der »provokerede« krigen mod Norge og bessettelsen af Danmark, sa overser B. S. visse militaer-politiske kendsgerninger. Ganske vist faldt tidspunktet for vestmagternes pataenkte operation mod Skandinaviens »Nordkalot« og malmlejer og tyskernes udforelse af »Weseriibung« naerlig sammen, men det ma ikke glemmes, at den tyske militaere operation var konsekvensen af tyske ideer, der i realiteten var af langt asldre dato.

Fra arene for 1. verdenskrig var det den tyske somilitaere strategis mal at erobre stottepunkter i Danmark og Norge i tilfaelde af krig, og at dette ikke allerede skete under krigen 1914-18, har den tyske admiral Wolfgang Wegener staerkt kritiseret i sin meget omtalte »Seestrategie des Weltkrieges«, der udkom i tyverne.

Da det i 1938 stod klart for Tyskland, at England ville blive hovedmodstandereni en kommende krig, blev frygten for den engelske flade et dominerende trask, og i fortsaettelse af de Wegenerske teorier blev den somilitaere strategi nu rettet herimod under storadmiral Raeders ledelse. Dette forudsatte oprettelse af stottepunkter i Norge og efter oprindelig en del modstand fra Hitler vandt Raeders synspunkter gehor i december

1939, ogsa understottet af andre faktorer, nernlig den Finsk-Russiske Vinterkrig og Quislings berygtede besog i Berlin den 14. december. Disse laenge overvejede offensive planer forte til den tyske besaettelse af Danmarkog Norge, og deter Tyskland og ikke Vestmagterne der primaert er fredsbryderen i Norden. (Der ses i denne forbindelse bort fra Ruslandsoverfald pa Finland med Hitlers godkendelse i vinteren 1939.) Der kan forovrigt henvises til hele det dokumenterede stof om dette emne i den svenske historiker, Carl-Axel Gemzells doktorafhandling: »Raeder, Hitler und Skandinavien«, som blev forsvaret ved Lunds universitet i September 1965. B. S. har i hoj grad stottet sig til den tyske professor Hubatsch's bog: »Die deutsche Besetzung von Danemark und Norwegen 1940«, som der henvises til. Denne samtidshistorikers teorier bygger pa Raeders og andre hojtstaende tyske Soofficerers vidneudsagn ved Niirnberg-processen,hvor de hzevdede, at det udelukkende var af defensive arsager, nar Tyskland lod Norge-Danmark blive trukket ind i krigen. - Den svenske historiker kommer i 1965 til det stik modsatte resultat.

Man forbavses over den pastand, som fremssettes i B. S.'s bog (pag. 36), at det tyske fangetransportskib »Altmark« skulle have »folkeretlig adgang« til at passere norsk territorialfarvand med britiske krigsfanger ombord. Dette var et klart brud pa folkeretten.

I kapitlet »Advarslen for den 9. april« (pag. 60) fremsaetter B. S. den dristige og efter min mening helt uholdbare pastand, at udenrigsminister dr. Munch ikke skulle have hort »Danmark naevnt i forbindelse med tysk angrebshensigt for den 4. april«. Der rettes her en hard anklage imod mig for at have forsomt at give dr. Munch fyldestgorende oplysninger om den politiske situation under vort mode den 1. april, Scerlig ved at undlade at referere til mine to tidligere indberetninger fra Berlin, nemlig af 8. januar og 13. februar 1940. Munchs kendskab eller manglende kendskab til disse to indberetninger er et dunkelt punkt, personligt vil jeg tro, at de er blevet refereret for udenrigsministeren af en af ministeriets embedsmaend i en afsvaekket form, som har medfort, at Munch ikke tillagde dem betydning. For mit eget vedkommende er det hcevet over enhver tvivl, at den militasr-politiske situation i sin helhed, som vi vurderede den ved gesandtskabet i Berlin, indgaende blev gennemdroftet ved modet mellem dr. Munch og mig den 1. april. Som et led i denne vurdering indgik selvfolgelig ogsa synspunkter, der var komrnet til udtryk i de to omtalte indberetninger, hvilket jo ret beset heller ikke er blevet benaegtet af udenrigsminister, dr. Munch.

Samtalen foregik som bekendt pa tomandshand og uden referat, og
jeg kan ikke nu - 25 ar efter - prsecisere udtalelsernes ordlyd, men efter

min bedste overbevisning vil jeg haevde, at dr. Munch fik ganske de samme oplysninger med den samme tendens, som jeg umiddelbart efter gav i marineministerietoverfor viceadmiral Rechnitzer (se den Parlamentariske Kommission I, St. 36), og Munch reagerede ikke ved dette mode saledes, at jeg matte tro, at indholdet af de to indberetninger var ham helt og aldelesukendte. Dr. Munchs udtalelse til mig ved omtalte mode, at Norge ville forsvare sig, hvilket Sverige ogsa ville gore, hvis dette land blev angrebet, ligesom vi i Danmark agtede at forsvare os med vabenmagt, dersom vi blev angrebet, taler ogsa sit tydelige sprog om samtalens indhold.At de rent militaere problemer ved modet hos Rechnitzer er blevet noget bredere behandlet, beviser ikke, at dr. Munch ikke har faet de samme oplysninger, som jeg sad inde med. Deter en urigtig pastand at haevde, at jeg skulle have undladt at give de samme informationer, og B. S.'s betragtninger om mine undladelsessynder kan kun forklares ved et onske om at retfaerdiggore udenrigministeren. (Se »Optakten til den 9. april« pag. 6 og »Mit Livs Logbog« pag. 111, samt min kronik i »Politiken«den 31. marts 1965). At Munch skulle have vasret sa naiv, at han ikke har taenkt sig muligheden af et tysk angreb pa Danmark for den 4. april - helt bortset fra hvilke informationer han har eller ikke har faet - er at gore dr. Munch til en ringere mand, end hvad han efter min mening var.

Pa pag. 59-60 omtales oplysninger som den svenske marineattache i Berlin den 3. februar havde indberettet, at nogen tysk aggression mod Sverige ikke var planlagt, »dog muligvis mod Norge og i sa fald givetvis ogsa mod Danmark«. B. S. tilfojer: »Denne meddelelse har Kjolsen enten ikke hort eller ikke fundet vaerd at indberette«, hvortil jeg kun kan anfore, at jeg var uden kendskab til denne meddelelse, - i modsat fald var den selvfolgelig blevet indberettet. Nar B. S. kort efter (pag. 64) atter let bebrejdende skriver, at: »Der er saledes ingen af de nordiske mellemled i Berlin, der har faet ud af Osters advarsel via Sas, at Norge var det primaere mal . . .«, skyldes det den simple grund, at det ikke fremgik af advarslen.

Under B. S.'s omtale (pag. 64-65) af min indberetning af 5. april menerhan at kunne udlede, at min vending vedrorende de kilder som den hollandske militaerattache har angivet »naeppe kan betvivles« indeholder en reservation og B. S. bruger udtrykket, »at Kjolsen fortsaetter med at advare imod sin advarsel«. Hans vurdering af den lange indberetning holder ikke stik. Denne ma lasses i sin helhed og selvfolgelig sammenholdt med indledningen, som henviser til den alarmerende indberetning af den 4. april med aggressionsplanerne; at forskellige aspekter og muligheder samtidig naevnes er dog naturligt i en sadan situation. (Se D.P.K. I, pag.

74). Efter mit skon stiller B. S. sagen pa hovedet ved at gore forbeholdet,der varment som noget underordnet, som en bisastning, til et kardinalpunkti denne indberetning. At der i ordet »naeppe« ligger en reservationer rigtigt, men B. S.'s fejl er efter min mening, at han tillaegger reservationen en relativ betydning sammenholdt med indberetningens andre oplysninger, som ikke var tilsigtet. Enhver kender af udenrigsministerielterminologi - og vendingen »kan naeppe betvivles« er typisk departemental - vil vide, at den forstas som: deter sa godt som sikkert. Deter da modsastningsvis indlysende, at indberetningen ville have faet et helt andet indhold, safremt reservationen virkelig havde vaeret noget centralt.

B. S. mener at vide (pag. 66-67), at min meddelelse pr. chiffertelefon den 7. april indeholder en forkert oplysning. Meddelelsen l0d: »Erfaret transportflade forladt Stettin 4. april. Kurs vest. Bestemmelse übekendt, men forventes naet 11. april«. Ifolge B. S.'s kendskab til sagen var det den 6.-7. april, at afsejlingen fandt sted, men han overser, at der er forskel pa Stettin, der ligger inde ved Oderen og havnebyen Swinemiinde ude ved ostersoen. Afsejlingen fandt sted bade fra Stettin den 4. og fra Swinemiinde for de fleste skibes vedkommende et par dage senere. (Se ogsa den svenske minister Richerts indberetninger herom i: »F6rspelet till det tyska Angreppet pa Danmark och Norge den 9. april 1940«.)

Det ma undre, at B. S. udtaler sig sa kategorisk (pag. 89) om indholdet af kammerherrre Zahles handskrivelse til dr. Munch af 1. april. Brevet er jo som bekendt tilintetgjort, og kopi findes ikke, men det omtalte i ovrigt bade troppekoncentrationer i Nord-Tyskland og truslen mod Skandinavien. (Se »Optakten til 9. April«, pag. 6 og »Mit Livs Logbog« pag. 111.)

Legationssekretasr Schon ved det danske gesandtskab i Berlin omtales (pag. 90) som »legationens yngstemand«, hvilket ikke er korrekt, idet bade attacheerne Meinstorp og Collstrup i anciennitet var yngre. Det havde en hensigt, nar gesandten sendte en legationssekretaer som kurer, der var fuldt inde i den aktuelle situation, som den vurderedes i gesandtskabet, men Schon fik ikke lejlighed til at udtale sig. Det tilkom den aeldre udenrigsminister som Schons overste chef at sporge, hvis han onskede kommentarer til brevet fra Zahle den 4. april. Man undrer sig over den noget sarkastiske omtale af Schon, der et sted (pag. 108) omtales som »abenmundet«. Hvorfor dog? Han udfyldte sin mission sa godt som situationen tillod det.

Den svenske gesandt var ikke, som B. S. skriver (pag. 90-91) »meget

skeptisk« overfor meddelelsen fra major Sas«. Det var nogle af de andre tilstedevaerende fra det svenske gesandtskab, der lagde skepsis for dagen. Gesandten onskede blot at fa situationen indgaende belyst bade af den svenske og den danske marineattache, som begge havde forbindelse med major Sas, hvilket han fik pa modet den 4. april om aftenen i det svenske gesandtskab, hvorpa minister Richert samme aften i min nasrvaerelseredigerede et chiffertelegram til sin regering om planerne mod Norge via Danmark og anforte kilderne hertil som absolut palidelige.

B. S.'s fremstilling (pag. 92-95) af handlingsforlobet pa det norske gesandtskab i Berlin i de kritiske dage og fortolkningen deraf, ma jeg absolut tage afstand fra. Det maerkelige var jo, at indberetningen fra den norske legation til Oslo naeste formiddag intet indeholdt om truslen imod Norge, til trods for at jeg af Zahle den 4. om eftermiddagen var sendt over til nordmaendene netop for at meddele dem de samme alarmerende efterretninger, som jo ogsa omfattede Norge, som vi selv fa timer inden havde modtaget. Her afgav jeg meddelelsen til minister Scheel, som var ganske uvidende om situationen. Senere pa eftermiddagen kom legationsrad Stang hen pa vort gesandtskab, hvor meddelelsen blev diskuteret mellem ham, legationsrad Steensen-Leth og mig, og hvor Stang argumenterede ivrigt imod, at angrebet ville blive rettet mod Danmark-Norge, men derimod mente, at det havde Holland og Vestfronten som mal. Med mit kendskab til de to norske herrer taler al sandsynlighed for, at indberetningen den 4. april til det norske udenrigsministerium er konciperet af Stang, hvis dominerende indflydelse pa den aeldede og svagelige minister Scheel var kendt indenfor de skandinaviske legationer I Berlin, ligesom Stangs pronazistiske sympathier karakteriserede ham. Det ma derfor sta for B. S.'s egen regning, nar han haevder, at »deter utaenkeligt, at Stang havde en sadan indflydelse pa Scheel«, og jeg husker ikke fejl, nar jeg har skildret den store uenighed mellem Stang og mig.

At Norge ikke var naevnt i den norske indberetning af 4. april, kan derfor have bidraget til, at det danske udenrigministeriums foresporgsel til Oslo den 5. april om formiddagen fik en beroligende tendens. Et senere supplerende telegram fra Scheel, der nu ogsa naevner faren for Norge, ganske vist i afsvaekket form som »rygter«, naede forst Oslo fredag den 5. om aftenen.

Overskriften under kapitlet »Fredag den 5. april« (pag. 98) med folgendetekst: »Kobenhavn beroliges fra Oslo, Stochkolm og Berlin* er misvisende, hvad Berlin angar. Hverken min indberetning fra denne dato eller Steensen-Leths og min aktion, hvor redaktorerne Helge Knudsen og Jacob Kronika den samme dag blev tilkaldt for at forsoge at rabe

offentligheden op hjemme, kan tydes som noget forsog pa beroligelse, tv£ertimod. Min egen opfattelse af en overhaengende fare bevises ogsa gennem et forsog pa ved en fordaekt privat telefonopringning til Kobenhavnat forsoge at fa vore dervaerende born sendt bort fra hovedstaden og ud pa landet. I relation til gesandtskabets forsog pa gennem pressen at rabe offentligheden op hjemme har B. S. den bedrevidende kommentar (pag. 98-103), at det havde vaeret »en naturligere udvej« at »holde Kobenhavnkorrekt underrettet . . .«, hvilket vi jo som bekendt havde forsogt,men uden storre held. Forovrigt tillaegger B. S. artiklen i »Daily Telegraph* altfor stor betydning (pag. 99), selvom den selvfolgelig yderligereunderstottede vore bange anelser.

I savel Zahles indberetning af 4. april (Nr. XXII) som min af 5. april (M.L. 33) omtales Norge og norsk territorium som truet, hvilket B. S. forbigar (pag. 231) i sin kritik af, hvad han kalder min »historieskrivning«. Saledes star der i den forstnaevnte som pkt. 3: »Deter sandsynligt, at operationen dernaest fortsaettes mod Syd-Norge«. I indberetningen af 5. april skrives der om, hvilket formal »besiddelsen af dansk og norsk territorium antagelig skulle have«, og senere hvad der taler for en udstrakt tysk operationslinie »pa den norske og danske kyst ...« (Se D.P.K.1., pag. 16 og 74). At det primaere imidlertid for os i det danske gesandtskab pa dette tidspunkt sa afgorende var aggressionen mod Danmark, ma ikke glemmes.

Deter en forbavsende mild bedommelse, som bliver viceadmiral Rechnitzer til del i B. S.'s bog (pag. 176-187), ikke mindst sammenholdt med den skarpe fordommelse af haerens ledelse, der skyder langt over malet.

Det ma undre, hvor lidet B. S. omtaler den tyske modstandsbevaegelses hensigter, der som bekendt gik ud pa at fa de nordiske lande til at reagere militaert pa en eller anden made ved at lade tilflyde os de militaere planer. Formalet var jo at kompromittere »Weseriibung«s strenge hemmeligholdelse og overraskelsesmomentet og derigennem aktionens heldige udforelse, sa den matte afblasses, hvorved Hitlers position ville rokkes sa alvorligt, at han kunne styrtes, og oppositionen overtage magten, den sakaldte »Tilbageslagsteori«. (Se bl. a. Helge Knudsen »Advarslen om 9. april. 1964).

I parentes bemaerkes, at nar B. S. kalder de store sogaende tyske jagere for »torpedobade« (pag. 214) er dette en fejltagelse; Zerstorer eller Destroyers ma oversaettes ved jagere pa dansk. Pa samme made er den korrekte oversaettelse af Kapitan zur See: kommandor og ikke: »Kaptajn«. (pag. 49).

Til slut ma jeg tilfoje, at da hverken redaktor Bjorn Svensson eller jeg er uddannede historikere, vil vore begges »historieskrivning« utvivlsomt vaere beheftet med fejl, som kan kritiseres rent fagligt. Forskellen pa hans og min fremstilling af begivenhederne er imidlertid blandt andet den, at jeg personlig har oplevet de fleste af de begivenheder, som jeg omtaler, hvad redaktoren ikke har. Jeg kan i ovrigt ikke se hans berettigelse til at anvende den kritisk docerende og tendentiose form, som han med fa undtagelser anvender gennem hele sin bog om mig og min embedsforelse dengang.

Endelig ma jeg tilbagevise, at jeg skulle have forsogt »at skabe myter« om eller »mistaenkeliggore« dr. Munch, som pastaet af B. S. (pag. 229-231). det bestemteste ma jeg haevde, at jeg aldrig har draget udenrigsministerens personlige redelighed eller nationale sindelag i tvivl, men har ved talrige lejligheder netop tilbagevist mytedannelser i relation blandt andet til den famose Rostock-affaere.

Derimod var og er jeg dybt uenig med den politik - og dette har jeg aldrig lagt skjul pa - som udenrigsminister dr. Munch forte og betragter den som et skasbnesvangert fejlgreb, der var medvirkende til det ydmygende handlingsforlob omkring den 9. april.

Frits Hammer Kjølsen

GENBEMÆRKNINGER TIL F. H. KJØLSEN

I anledning af forskellige hentydninger hos admiral Kjolsen vil jeg for klarheds skyld gerne begynde med at oplyse om mine personlige forudsastninger, at jeg alle mine dage har vaeret i forsvarsstilling over for Tyskland, hvis overgreb over for Danmark og Sonderjylland jeg kunne takke for, at jeg blev fodt i en landsdel under tysk. styre, og at jeg altid har vaeret fyldt med taknemmelighed over for vestmagterne, som jeg kunne takke for, at jeg fik lov til at vokse op i et Sonderjylland under dansk styre. Mit forste avisindlaeg blev fremkaldt af harme over den radikal-socialdemokratiske afrustningspolitik, og nar jeg har stemt konservativt til og med 1943, skyldes det ikke mindst forsvarspolitiken. Jeg fortsatte med at stemme konservativt, selv efter at jeg havde udmeldt mig af KU med den skriftlige motivering, at jeg var modstander af organisationens nazistisk pavirkede form. Jeg har altid vaeret skarp modstander af nazismen, var endda blandt de forste, der tog kampen op herhjemme, med avisartikler fra 1931, og min forste publikation (1934) var vendt imod nazismen.

Deter altsa i strid med alle mine forhandssympatier, nar jeg ved fordelingenaf
ansvaret for den 9. april er kommet til det resultat, at vestmagterneprovokerede

magterneprovokeredeTyskland, at den nazistiske statsledelse (Hitler) pa dette punkt har holdt igen, endvidere at den radikal-socialdemokratiske regering ikke naer star med det ansvar i forbindelse med selve 9. aprilbegivenhederne,som folkemeningen har tillagt den, og at specielt udenrigsministerMunch har optradt upaklageligt i de kritiske dage, hvorimod der er meget at udsaette pa fladeledelse og haerledelse. Jeg har alene sogt efter den historiske sandhed.

Hvis kontreadmiral Kjolsen synes, at jeg har vaeret for mild i bedommelsen af fladeledelsen, star det ham frit for at skaerpe dommen; han har dog ikke selv vaeret skarpere i sine tidligere publikationer. Min bedommelse af hasrledelsen ma jeg fastholde, ikke alene over for hr. Kjolsens bemaerkning om, at jeg har skudt langt over malet, men ogsa over for hr. Kjolsens kollega som medarbejder ved »Forsvarsbroderen«, den tidligere haerchef, generallojtnant Erik C. V. Moller, der i »Forsvarsbroderen«s decembernummer 1965 har rettet et voldsomt angreb pa min bog. Jeg har omgaende sendt det pagaeldende blad et udforligt og dokumenteret svar.

Jeg har ikke bygget noget som heist pa storadmiral Raeders forklaringer i Niirnberg, hverken direkte eller indirekte. Min kritik af vestmagterne er baseret pa en analyse af de oplysninger, vestmagternes egne skribenter har givet, isasr Winston Churchill, Butler, Derry og Roskill.

Selv om den svenske historiker Gemzell, som admiral Kjolsen paberaber sig, skulle have ret, ville det ikke rokke ved min bog, da jeg jo (side 40-41) er enig i, at den tyske flade var behersket af en offensiv tankegang fra krigens begyndelse, og at den ret hurtigt tog Norge ind i overvejelserne. Men Hitler bremsede fladen, og det ligger klart for dagen, at den tyske statsledelse foretrak skandinavisk neutralitet, og at den kun som en defensiv foranstaltning foretog aktionen mod Norge og dermed mod Danmark. Dette ma vaere afgorende, nar man skal bedomme, hvorfor freden i Norden blev brudt. En anden sag er, at Gemzells betragtninger om arsagerne til den offensive tankegang og de norske planer hos den tyske fladeledelse er i hoj grad angribelige, jaevnfor min foranstaende anmeldelse af hans disputats.

Man ma forbavses over admiral Kjolsens pastand om, at det var et klart brud pa folkeretten, at Altmark passerede norsk farvand med britiske krigsfanger. En grundig norsk kommissionsundersogelse efter krigen har som bekendt fastslaet Altmarks folkeretlige adgang til at passere, jfr. Innstilling, bilagsbind I, side 278 og 285, hvor der findes henvisninger til en raekke Internationale folkeretseksperter.

Derimod er det troligt, at admiral Kjolsen har ret i sine bemaerkninger
om forskellen pa dansk og tysk marineterminologi, og i sa fald vil kaptajnen

og torpedobaden blive forfremmet sammen med Schon i et nyt oplag af
bogen.

Vi kan nu vende os til admiral Kjolsens omtale af de begivenheder,
han personlig har vseret impliceret i.

1.

Kjolsen giver udtryk for den opfattelse, at udenrigsminister Munch ma vasre blevet orienteret af en af udenrigsministeriets embedsmaend om de indberetninger, Kjolsen havde sendt den 8. januar og 13. februar 1940, hvori Danmark er naevnt i forbindelse med nogle for resten lidet plausible tyske luftbase-overvejelser. Slet dulgt skepsis overfor andres benasgtelser er kommet til udtryk i »Mit Livs Logbog« side 123, hvor admiral Kjolsen har en sarkastisk bemaerkning, »fordi mange efter krigen har haft en forbavsende darlig hukommelse* i relation til begivenhederne den 9. april, og side 110, hvor det hedder: »Lidet anede vi dengang, hvor lidt interesse udenrigsministeriet havde for disse indberetninger, og ofte end ikke gjorde dem til genstand for ekspedition. Udenrigsminister dr. Munch har saledes udtalt overfor den parlamentariske kommission, at han »intet kendskab« havde til disse indberetninger, ligesom udenrigsministeriets davaerende direktor, minister O. C. Mohr, der ellers er kendt for sin blaendende hukommelse, harder, at han ikke mener nogensinde at have set dem.«

Nar jeg sa stasrkt tager forbehold overfor admiral Kjolsens historieskrivning, skyldes det blandt andet et eksempel som dette. Kjolsen giver for sit citat af Mohrs forklaring en henvisning til den parlamentariske kommissions betasnkning, bilagsbind I, side 218. Men slar man efter pa dette sted, viser det sig, at Mohr har sagt noget ganske andet, nemlig: »Marineattacheens to beretninger af henholdsvis januar og februar 1940 kan jeg ikke udtale mig om, da jeg fra nytar til slutningen af februar 1940 var i London.« Der er ikke tale om, at O. C. Mohr »ha2vder« eller »mener«; han oplyser simpelthen, at han har vaeret i London, og at han derfor ikke kan udtale sig. Dermed bortfalder ethvert grundlag for spydige hentydninger til Mohrs ellers sa udmaerkede hukommelse, der pludselig strejker.

Yderligere fremgar det af Kjolsens sidehenvisning, at han ogsa har laest nasvnte betenkning side 216-217, hvor deter oplyst, at den fungerendedirektor for udenrigsministeriet, E. Waerum, ingen erindring har om, at han har set beretningerne af 8. januar og 13. februar, og det samme gaelder for chefen for udenrigsministeriets politiske afdeling, som i januar

var B. Falkenstjerne og i februar N. Svenningsen. Men deter en af disse embedsmzend, der i givet fald matte have forelagt dr. Munch beretningerne.Nar admiral Kjolsen imod dr. Munchs og disse embedsmasndsbenaegtelse mener, at en af dem ma have orienteret udenrigsministerenom beretningerne, ma man fastholde, at i et sadant tilfaelde kan admiral Kjolsen ikke hen vise til selvoplevelse, da han pa dette tidspunktopholdt sig i Berlin. Kjolsen har ikke fremfort noget holdepunkt, kun sin personlige tro pa, at beretningerne er gaet til tops i udenrigsministeriet.Efter de foreliggende akter at domme er de ved en fejlekspeditionfra arkivarens side gaet direkte i arkivet, se den parl. I side 216 samt spalte 590 o. f. og spalte 657.

Man ma herved tage i betragtning, at det ikke drejede sig om originale indberetninger til udenrigsministeriet, men om beretninger fra raarineattacheen i Berlin til marineministeriet, som i kopi er tilgaet udenrigsministeriet. Hvis gesandten i Berlin havde tillagt disse indberetninger nogen vaerdi, havde han selvfolgelig mattet kommentere dem i indberetninger af den art, der gik direkte til udenrigsministeren med genpart til kongen. Udtalelser af legationssekretasrerne Steensen-Leth og Frode Schon (se det parl. bilagsbind II spalte 11 og 115) tyder heller ikke pa, at man i gesandtskabet i Berlin dengang tillagde disse indberetninger den betydning, som de har faet for Kjolsen fra den 4. april 1940.

2.

Gesandten i Berlin, kammerherre Zahle, kunne have medtaget de tidligere rygter om tyske planer mod Danmark, da han skrev det brev til dr. Munch, som Kjolsen den 1. april 1940 medtog pa sin manedlige rutinerejse til Kobenhavn. Men der stod ikke et ord om tyske trusler mod Danmark. Kjolsen undrer sig over, at jeg tor fastsla det sa kategorisk, eftersom brevet ikke laengere eksisterer. Da Kjolsen og dr. Munch begge har refereret brevet og har gjort det enslydende, ligesom admiral Rechnitzer har refereret det efter Kjolsens rapport den 1. april 1940, og da ingen af dem har naevnt tyske trusler mod Danmark som omtalt i brevet, finder jeg det übetasnkeligt at konstatere, at sadanne ikke har vaeret omtalt.

Kjolsens referat har i ovrigt faet en lille drejning, nar han nu i forbindelse med rygtet om tyske troppekoncentrationer i Nordtyskland taler om »truslen mod Skandinavien« - uden at angive, at det drejede sig om truslen fra vestmagterne mod malmlejerne i Nordsverige.

3.

Da F. H. Kjolsen afleverede kammerherre Zahles brev til udenrigsminister Munch, havde de en timelang samtale, hvor Kjolsen fremforte synspunkter, som han senere samme dag - suppleret med andre oplysninger - gentog overfor admiral Rechnitzer med flere tilhorere i marineministeriet, og Kjolsen har naturligvis her haft mulighed for at henvise til sine tidligere indberetninger af 8. januar og 13. febmar. Intet tyder dog pa, at han har gjort det. Jeg gjorde opmaerksom pa det allerede i min forste 9. aprilbog (udkommet 1945), uden at Kjolsen reagerede. Vilh. la Cour har i en bog 1950 understreget, at dr. Munch den 4. april var uden kendskab til Kjolsens rapporter af 8. januar og 13. februar, og Kjolsen har laest la Cours fremstilling uden protest og har anbefalet den som »en korrekt og yderst saglig fremstilling af de begivenheder, som jeg har set og oplevet«. Kjolsen har skrevet to boger og talrige artikler om sine advarsler for den 9. april, han har udtalt sig over for den parlamentariske kommission, men han har aldrig sagt noget om, at han foruden de ovrige advarsler om tyske planer mod Danmark ogsa har fremfort en sadan advarsel i samtalen med dr. Munch den 1. april. Deter klart, at hvis Kjolsen den 1. april havde naevnt sadanne planer og yderligere havde underbygget sin advarsel med henvisning til de to tidligere indberetninger, ville det i hoj grad sendre advarselsbilledet f'or den 9. april. Men Kjolsen har aldrig sagt noget i den retning. Aldrig for nu i 1965, hvor han altsa erklasrer, at i den vurdering, han gav dr. Munch, »indgik selvfolgelig ogsa synspunkter, der var kommet til udtryk i de to omtalte indberetninger, hvilket jo ret beset heller ikke er blevet benagtet af udenrigsminister dr. Munch«. Admiral Kjolsen tor dog altsa ikke ligefrem pasta, at han i samtalen har henvist til de to indberetninger, men man ma forsta det saledes, at han nu haevder, at han dengang har orienteret dr. Munch om tyske planer om at indrette luftbaser i Danmark. Da dr. Munch klart har benaegtet at have hort Danmark naevne i forbindelse med tyske angrebsplaner for den 4. april, og da dette har vsret fremme gang pa gang i arenes 10b, uden at Kjolsen for nu i 196:5 har imodegaet denne pastand, og da endelig Kjolsen aldrig tidligere har berettet om det betydningsfulde led i advarselskseden, som en gentagelse i samtalen den 1. april (med sikkerhed for, at advarslen naede udenrigsministeren) ville vaere, vil jeg tillade mig at se bort fra Kjolsens indvending.

4.

Admiral F. H. Kjolsen er utilfreds med min omtale af forskellen mellem
de oplysninger, han den 1. april gav dr. Munch og admiral Rechnitzer.

Men han er selv arsag, for min omtale side 75-76 bygger pa hans egen
fremstilling i »Optakten til den 9. april« side 7 og »Mit Livs Logbog«
side 112.

5.

Selvfolgelig har jeg ikke (se side 230 sammenholdt med side 63 o. f.) forbigaet, at Norge i advarslen af 4. april var anfort som truet. Men jeg har papeget, at der er foregaet en erindringsforskydning hos admiral Kjolsen, nar han efterhanden (f. eks. side 112 i »Mit Livs Logbog« og i Politikens kronik den 31. marts 1965) mener at have varskoet om en aggression mod Danmark-Norge, som skulle finde sted i begyndelsen af den kommende uge. Da han den 5. april 1940 selv sammenfattede sin opfattelse af, hvad der skulle ske i den kommende uge, skrev han tydeligt og umisforstaeligt om »de i naeste uge forestaende angreb pa dansk og hollandsk territorium«, hvilket ogsa daekker min vurdering af hans advarsel af 4. april. At Holland var fremme i forste raekke i stedet for Norge, har bl. a. den betydning, at det var vanskeligere at forsta et tysk angreb pa Danmark i forbindelse med en aktion mod Holland end en argumentation, der forudsaetter Danmark anvendt som springbraedt pa vejen til et norsk mal.

6.

Admiral Kjolsen finder det underordnet, at han den 5. april tog det forbehold overfor advarslen af 4. april, at meddelelserne i stedet for at have antinazistisk oprindelse kunne stamme fra selve den tyske overkommando, som kunne onske at fremkalde »visse reaktioner« (se »Vindrosen« 1963 side 394-395). Hvis denne advarsel mod advarslen skal vasre underordnet, kan det vaere vanskeligt at opna enighed med admiral Kjolsen om, hvad der har betydning i en indberetning.

7.

Hvis Kjolsen har ret i, at den svenske gesandt i Berlin, Richert, ikke var meget skeptisk overfor advarslerne gennem major Sas, har Richert gjort sig skyldig i tjenesteforsommelse ved forst at sende sit telegram om aftenen den 4. april. Deter ikke korrekt, at Richert i telegrammet anforte kilderne som »absolut palidelige«. Han nojedes med at oplyse, at kilden »anses« for meget palidelig, og da han dagen efter kommenterede meddelelserne i en indberetning, kaldte han dem »rygter«, overfor hvilke han »naturligvis for sin egen part matte gore alle reservationer«.

8.

Min vurdering af forholdet mellem den norske gesandt i Berlin, Scheel, og hans legationssekretaer, Ulrik Stang, star ikke for egen regning, men er bygget pa Scheels klage til Hambro (min bog side 91). I ovrigt er der ingen uenighed mellem admiral Kjolsen og mig om, at deter Stang, der har formuleret den norske indberetning af 4. april. Kjolsen har blot ikke Vceret opmasrksom pa, at den var underskrevet af Scheel, for denne talte med Kjolsen, hvisarsag Kjolsens oplysninger forst er kommet med i telegrammet af 5. april.

9.

Admiral Kjolsen erklaerer, at han ikke husker fejl, nar han har skildret sin store uenighed med Stang. Da Kjolsen har givet fire forskellige, indbyrdes modstridende versioner af denne uenighed (se min bog side 94-95), der dog i nogle af tilfaeldene vasre tale om fejlhuskning. Det havde Vceret af storre betydning for historieforskningen, om Kjolsen havde taget stilling til min udlaegning af den faktiske uenighed.

10.

Jeg forstar ikke admiral Kjolsens indsigelse vedrorende transportfladens
afsejling, eftersom det dog er en kendsgerning, at de 15 skibe forst forlod
tysk havn den 6. og den 7. april.

I ovrigt har Outze (»Danmark under den anden verdenskrig«, bind II side 272) oplyst, at chiffertelegrammet af 7. april forela i forkert form, idet der ikke skulle have staet, at transportfladen var afsejlet fra Stettin den 4. april, men fra Swinemiinde og »nu«, velsagtens altsa 6.-7. april. Outze kan ikke have skrevet dette uden at have Kjolsen som kilde. Det henstar herefter som en gade, om Kjolsen betragter telegrammet af 7. april som korrekt eller ukorrekt.

11.

Jeg ma fastholde, at admiral Kjolsen er blandt myteskaberne, nar det gaelder den 9. aprils historie, idet han har sogt at aendre billedet af sine advarsler, sa de fremtraeder mere kategoriske, end de var, hvilket er egnet til at fremhasve Kjolsens indsats pa dr. Munchs bekostning.

Ma jeg til yderligere illustration af Kjolsens behandling af dr. Munch citere folgende fra »Mit Livs Logbog« (side 114) om Munchs modtagelse af 4. april-beretningen: »Efter at have laest skrivelsen afskedigede han Schon uden et ord, idet dr. Munch, som han selv senere har udtrykt det til den parlamentariske kommission, ansa gesandtens meddelelser for sa

»tvivlsomme«, at han ikke mente det nodvendigt at benytte lejligheden
til at udsporge legationssekretaeren og lade denne kommentere indberetningen.«

Men saledes har dr. Munch aldeles ikke forklaret sin reaktion. Vist ansa han meddelelserne for tvivlsomme. I det citat, Kjolsen henviser til, siger Munch dog udtrykkeligt: »Men det var forste gang, Danmark omtaltes i sadanne meddelelser, og det var min opfattelse, at i denne krig kunne intet pa forhand anses for at vaere udelukket.« Og i den parlamentariskes bilagsbind 11, spalte 347-348, hvor dr. Munch har givet sin forklaring om modtagelsen af den nzevnte indberetning, erklaerer han: »Den tanke, som forst og fremmest optog mig i det ojeblik, da jeg fik indberetningen, var, at jeg hurtigst muligt matte i forbindelse med statsministeren og kongen, og derfor skyndte jeg mig, om jeg sa ma sige, videre med sagen, sa snart jeg havde laest indberetningen.« (Schon har senere, i fjernsynsudsendelsen 8. april 1965, bekraeftet Munchs forklaring: »Mit indtryk var det, at ministeren var blevet sa optaget af det, han laeste, at han ikke taenkte pa meget andet, og slet ikke pa min naervaerelse«.).

Dr. Munch tilfojede, at Zahle var en omhyggelig gesandt, og at han gik ud fra, at der i indberetningen stod alt, hvad der kunne oplyses fra Berlin, og at den tanke ikke faldt ham ind, at han skulle stille sporgsmal til Schon; han vidste ikke, hvor meget Schon overhovedet var underrettet, og hvis det var palagt Schon at tilfoje noget, kunne han jo have gjort det.

Nu vidste Schon intet ud over det, der stod i indberetningen, men det afgorende i denne forbindelse er ikke, hvad der skete, men hvad Kjolsen har faet ud af det bagefter. Jeg mener, at der er tale om mytedannelse, nar Kjolsen pastar, at Munch har forklaret sin tavshed overfor Schon med, at meddelelserne var sa tvivlsomme, at det ikke var nodvendigt at interessere sig for supplerende oplysninger, hvor Munchs forklaring i virkeligheden havde modsat indhold, idet var pa grund af meddelelsernes vigtighed, at udenrigsministeren fandt det nodvendigt sa hurtigt som muligt at tale med statsministeren og kongen i stedet for med Schon.

12.

Admiral Kjolsens besynderlige omgang med citater er ogsa gaet ud over
mig. Kjolsen skriver til eksempel:

»I relation til gesandtskabets forsog pa gennem pressen at rabe offentlighedenop
hjemme har B. S. den bedrevidende kommentar (pag. 98-103),at
havde vaeret »en naturligere udvej« at »holde Kobenhavn

korrekt underrettet . . .«, hvilket vi jo som bekendt havde forsogt, men
uden storre held.«

Citatet er gait. Den naturligere udvej, jeg pegede pa, var en revision af de indberetninger, man var i faerd med at sende af sted, men som ikke laengere var i overensstemmelse med den ojeblikkelige vurdering, som den var kommet til udtryk overfor de to danske journalister i Berlin, redaktorerne J. Kronika og Helge Knudsen. Men inden jeg gengiver citatet i den korrekte form, ma jeg korrigere nogle urig,tige oplysninger i Kjolsens bemaerkning. Det var ikke gesandtskabet, der via de to redaktorer, deres respektive aviser, den danske offentlighed og politikerne sogte at na udenrigsministerens ore; Kjolsen og Steensen-Leth gjorde forsoget uden om gesandten. De forgaeves forsog pa at vinde ministerens forstaelse ad den direkte vej begrasnsede sig pa dette tidspunkt til en indberetning, og den var ikke mere forgseves, end at udenrigsministeriets direktor havde ringet gesandten i Berlin op for at fa mere praecis besked om hans vurdering. Der havde vasret al onskelig anledning til at understrege det alarmerende direkte overfor udenrigsministeriet. Nar det ikke skete, ma det skyldes en forskel i vurderingen hos gesandten og Kjolsen - pa dette tidspunkt, ved 14-tiden den 5. april 1940. Men tidligere pa dagen ma Kjolsen have ligget naermere gesandtens opfattelse, thi den indberetning, Kjolsen skrev om morgenen, var om end ikke lige sa beroligende som den, gesandten skrev senere pa dagen, sa dog lige sa utvetydig i sin advarsel mod advarslen af 4. april med den faslles henvisning til risikoen for, at den tyske overkommando selv kunne vaere kilden til og bevidst have provokeret den hele alarm. Da Kjolsen, efter det foreliggende at domme inspireret af Daily Telegraph, i lobet af den 5. april svinger over til en vistnok forbeholdslos tro pa det sandsynlige i det tyske angreb pa Danmark, har det undret mig, at han vaelger at alarmere udenrigsministeren gennem pressen i stedet for at fremkalde en revision af de to indberetninger, man var ved at sende til Kobenhavn, og som ministeren dog matte ventes at ville studere med storre opmaerksomhed end avisartikler, der kunnne have sa mange kilder. Derfor skrev jeg side 101:

»En naturligere udvej til at holde Kobenhavn korreki: underrettet om »den opfattelse, som vi nu havde om situationens alvor«, havde som sagt vaeret at revidere de indberetninger, legationen var i faerd med at sende afsted.«

Kjolsens citat er altsa gait; han refererer ikke min betragtning, men plukker min ssetning itu, sa den betragtning, der tilkegges mig, far et nyt indhold, idet den splintrede saetning tager sig ud, som om jeg har stillet det strenge krav til gesandtskabet, at det skulle holde Kobenhavn »korrektunderrettet«,

rektunderrettet«,medens jeg i virkeligheden gjorde opmaerksom pa, at Kobenhavn var blevet holdt mere korrekt underrettet om Kjolsens opfattelse,hvis man havde revideret indberetningerne i overensstemmelse med den besked, han havde givet de to journalister.

Admiral Kjolsens form for citering i tilfasldene Mohr, Munch og B. S.
ma opfordre til en kritisk holdning overfor hele hans historieskrivning.

Der findes stadig uloste problemer omkring den 9. april, ogsa i forbindelse med det kjolsenske advarselskompleks. Maske nogle af dern kunne afklares, hvis admiral Kjolsen gik i samarbejde herom med en kritisk historiker. Det gaelder f. eks. chiffertelegrammet af 7. april og sporgsmalet om transportfladen, om uenigheden med Ulrik Stang, om samtalen med dr. Munch den 1. april, om kilden til den forkerte oplysning om troppesamlingerne i Sydslesvig, som blev naevnt overfor admiral Rechnitzer den 1. april, om modet i det svenske gesandtskab den 4. april, om kilden til forbeholdet med hensyn til advarslernes mulige udspring direkte i den tyske overkommando og om svingningerne i Kjolsens vurderinger den 5. april, specielt med henblik pa afvejningen af muligheder kontra sandsynligheder og sikkerhed.

Admiral Kjolsen havde en central placering i 1940, han loste sine opgaver dengang sa godt, som man kunne forlange, men det ville vaere en fordel for historieforskningen, hvis Kjolsen kunne inddrages i et samarbejde pa faghistorisk grundlag til en virkelighedsmer gennemgang og en mere facetteret belysning af de begivenheder, han har medoplevet.

Bjørn Svensson

SLUTBEMÆRKNING

Efter at redaktionen af »Jyske Samlinger« har gjort mig bekendt med ovenstaende indlseg af redaktor Bjorn Svensson, onsker jeg blot at udtale, at da der tilsyneladende stadig er sa mange uoverensstemmelser imellem hans og min opfattelse af visse begivenheder omkring 9. april, anser jeg en fortsat debat mellem Bjorn Svensson og mig herom som for vidtloftig og noget formalslos. Derimod vil jeg give min fulde tilslutning til Bjorn Svenssons sidste bemaerkning om, at det ville vaere en fordel for historieforskningen, dersom jeg kunne inddrages i et samarbejde pa faghistorisk grundlag til en indgaende gennemgang af de begivenheder, som jeg dengang oplevede; dette har jeg i ovrigt gentagne gange skriftligt og mundtligt givet udtryk for, at jeg var villig til.

F. H. Kjølsen