SPECIELLE KILDEPROBLEMER I DEN NYESTE TIDS HISTORIE

Lad mig forst sige, at der, sa vidt jeg kan se, ikke er nogen principiel forskel pa studiet af moderne og seldre tiders historie, heller ikke nar vi kommer op i den egentlige samtidshistorie. Der er derfor ikke grund til at opstille en speciel metode for denne disciplin; den ma bygge pa samme kildekritiske forudsaetninger som al anden historieforskning.

De forskelle, der viser sig, er for det meste gradsforskelle, der fremkommer ved, at materialet bliver storre, og at der sker forskydninger i dets struktur. Det medforer, at man i moderne historie kan stille lidt andre og lidt flere sporgsmal, ligesom vi har flere veje at ga, nar vi vil have dem besvaret. Hertil kommer sa i den aktuelle situation enkelte nyheder, som den tekniske udvikling har fort med sig: film og fotografier, lydgengivelser pa plade og band. Og endelig star den egentlige samtidshistoriker i den saerlige situation, at han er i stand til at foroge kildemaengden ved at skaffe beretninger fra vidner. Det sidste er vel nassten det mest karakteristiske. I modsaetning til andre historikere er samtidshistorikeren ikke sa afhaengig af de forhandenvaerende som, men har selv nogen indflydelse pa, hvor pa vasggen billederne skal haenges op.

Samtidshistorikeren hjaelper sine efterfolgere i perioden ved at supplere materialet med beretninger og ved at redde private arkiver fra fortabelse. Men deter ikke sikkert, de vil vaere ham sa taknemmelig, for kildestoffet er i forvejen mere end stort nok. Samfundets udvikling har bevirket, at administration, presse, tidsskrifter osv. nu til dags afkaster mere papir, end man skrev til i middelalderen. Og arkiver og biblioteker sorger for, at det nassten altsammen bliver reddet fra tilintetgorelse.

Det betyder ikke, at vi altid har et sikrere kildegrundlag. For med mulighederne vokser jo ogsa appetitten, og vi er ikke tilfreds med at fa 1. verdenskrig belyst i samme omfang som Karl den Stores krigstog. Vi vil prove at give et ncerbillede og fa sporgsmal besvaret, som deter omsonst at stille til aeldre tider. Vi vil prove at nasa langt, kildegrundlaget kan baere, og gerne et lille stykke til - ligesom alle andre.

I nogle henseender rejser selve materialets omfang nye metodiske problemer. Man har kaldt kunsten at finde kilderne for heuristik, men det kunne ogsa vaere ganske nyttigt at give et navn til kunsten at slippe af med dem igen. Vi ma i mange tilfaelde foretage en reduktion af materialet, simpelthen for at kunne overkomme at ga det igennem. Det traeder klart frem i opinionsundersogelser, hvor man rna nojes med f. eks. at gennemga en mindre del af pressen og maske ydermere begraense sig til forsider og ledere, eller nojes med kommentarerne til udvalgte begivenheder. Deter en metode, der minder om sociologiens, og den adskiller sig fra det saedvanlige kildeudvalg, fordi man ikke behover at anse de kilder, man bruger, for at vaere vigtigere eller mere sikre end andre, og fordi man slet ikke har gaet det ovrige kildemateriale igennem. Malet er at finde et overkommeligt udsnit, som er repraesentativt i den forstand, at det kan give samme svar pa sporgsmalene, som det samlede kildemateriale ville have gjort.

Deter vaerd at overveje, om det ikke ogsa i traditionelt anlagte studier er muligt at na frem til visse retningslinier for udvaelgelsen af materialet. Her ma vi erstatte begrebet repraesentativitet med begrebet tilstraekkelighed.Vi ma da sporge: hvilke krav skal vi stille til det kildemateriale, der med tilstraekkelig sikkerhed og nojagtighed kan besvare et givet sporgsmal?Det vil med andre ord sige, at vi i visse tilfaelde opgiver at straebe mod den maksimale verifikation af hypotesen og i stedet nojes med en minimal bekraeftelse fra kildematerialet. Deter ikke mindst aktuelt, fordi man i den nyeste historie ganske naturligt befinder sig pa uopdyrket jord,

og derfor ofte mangier de studier i graenseomraderne, der normalt skulle
forsyne en med baggrundsviden.

Der er flere veje at ga for at overvinde denne kalamitet. En af dem - og maske en af de vanskeligste - bestar i noje at gore sig klart, hvilke faktorer i de omkringliggende omrader, der er relevante i den forstand, at ens konklusioner knever, at man kender dem. Vi ma nok her tage os i agt for de genremaessige forskrifter, der let forleder til at tage emner med, der strengt taget ikke er relevante. F. eks. kraever vor episke tradition, at en handling skildres i forbindelse med dens hensigt. Men hensigter kan vaere tvivlsornme og vanskelige at klarlaegge, og deter muligt at renoncere i de ret mange tilfaelde, hvor kun handlingens effekt berorer vort objekt.

Alligevel er vi henvist til at skaffe os baggrundsviden, som vi ikke kan hente fra historiske fremstillinger af anerkendt standard. Ofte er det da sekundaert kildemateriale af oversigtskarakter, der kommer i betragtning, materiale, der rummer mange faldgruber, og deter et af de forhold, der bevirker, at kildekritisk skoling og traening ingenlunde er overflodiggjort i den nyeste historie. Men trods alle gode bestraebelser star vi dog i en situation, hvor vi altid ma forudse, at studier i tilgraensende omrader vil komme til at modificere det billede, vi kan tegne pa forskningens nuva> rende stade. Vi ma kante os frem, sa beslaegtede studier efterhanden verificerer og korrigerer hinandens resultater.

Denne situation kendes naturligvis ogsa fra eeldre perioder. Nar jeg alligevel tror, den foles mere tyngende i nyere tid, skyldes det, at den ogede kildemaengde potentielt ogsa rummer en storre information med heraf folgende muligheder for at ove motiveret realkritik eller drage indirekte slutninger. Hvor informationerne er tsette, kan det ofte vaere sikrere at drage indirekte slutninger end at forlade sig pa direkte vidnesbyrd. I et sadant tilfaslde er det i grunden at saette tingene pa hovedet, hvis vi tillcegger et ellers tvivlsomt kildested oget vaegt, fordi dets vidnesbyrd harmonerer med sikkert kendte omstaendigheder. I stedet bor vi fastholde den indirekte slutning og ikke tillaegge kilden oget udsagnskraft, fordi dens vidnesbyrd tilfaeldigvis kan ses at vaere korrekt, hvilket jo er noget andet.

Ogsa kildematerialets struktur, dets fordeling pa de enkelte kildegrupper,
tjener til at karakterisere den nyeste tids historie. Efter den orden, hvori
materialet kommer for dagen, kan vi skelne mellem tre perioder.

Forste periode er den tid, hvor begivenhederne endnu har umiddelbar

aktualitet. Det karakteristiske for denne fase er, at praktisk taget alt tilgaengeligtmateriale er blevet til med henblik pa at forelaegges for offentligheden.Pressen spiller en dominerende rolle, og en stor del af publikationernesigter ikke primaert mod saglig oplysning, men praeges af polemiskeeller defensoriske holdninger. Vi far pa denne made et materiale, der belyser begivenhedernes yderside, men i det vaesentlige kun indirekte giver grundlag for at forsta deres mening og hensigt. Betragtet som adfasrdsspor,altsa som levning, kan stoffet vaere af stor interesse, mens udnyttelsensom beretning rummer adskillige vanskeligheder. Den seriose historieskrivning vil i denne periode vaere sparsom, maske fordi historikerneafventer bedre kilder til mange emner, maske fordi de skyer kontroversiellesporgsmal, eller fordi det pa klodshold er svaert at skelne mellemvaesentligt og uvsesentligt. De fleste fremstillinger skrives af pressens kommentatorer, og dette i forbindelse med, at pressen dominerer kildematerialet,kan vel begrunde betegnelsen den journalistiske periode om denne forste fase.

2. periode indtraeder, nar emnerne ikke lasngere er verserende sager. Hvor snart den indtrasder, kan variere meget staerkt, og overgangen fra forrige periode kan vaere glidende. Karakteristisk er, at nu ogsa et betydeligt materiale, der ikke oprindeligt var til externt brug, bliver tilgaengeligt for historikeren. Samtidig bliver det ogsa muligt at oge kildemaengden med beretninger fra vidner, der nu post festum er mere villige til at udtale sig. Deter denne fase, jeg vil betegne som den samtidshistoriske periode. Den adskiller sig fra den tredie, den normalhistoriske periode, derved at kildematerialet forst er i faerd med at indlobe, og at man endnu ma regne med, at nye samlinger i fremtiden vil blive tilgaengelige. Hvor übestemt overgangen kan vaere, ses alene af, at der jo endnu findes arhundredgamle arkiver, som almindelige dodelige ikke har adgang til.

Deter den anden periode, overgangs- og brydningstiden, der er mit emne her i aften. Vi har til radighed den forste periodes kilder samt et mere internt materiale, der efterhanden indlober, og som vi delvis selv ma bringe til veje eller foranledige skabt. Sammenlignet med tredie periodeer kildestoffet gennemgaende af lettere vaegtfylde, fordi beretningsstoffetindtager en stor plads, mens vi endnu savner vigtige dokumenter. Da ogsa en vaesentlig del af vor baggrundsviden hidrorer fra berettende kilder, og da samtidshistorikeren desuden er i den saerlige situation selv at kunne indhente beretninger fra ojenvidner, har jeg valgt saerlig at koncentreremig om vidnets og beretningens metodiske problemer. De er ikke specielle for den nyeste tids historie; men de spiller sa stor en rolle i hver dags arbejde, at intet enkeltproblem voider storre vanskeligheder,

og ingen andre steder foles behovet for en udvikling af den metodiske vurdering sa presserende. Maske har samtidshistorien ogsa her saerlige muligheder for at yde et bidrag til diskussionen, idet det ikke sjaeldent er muligt at konfrontere flere ojenvidneskildringer af samme begivenhed og at verificere beretningsmaterialet ved hjeelp af sikrere vidnesbyrd.

De kilder, vi benytter som beretning, spaender over en meget bred skala og kan pa ingen made tillaegges ensartet vasrdi. overst pa skalaen ma vi vel saette det samtidige, kyndige, saglige og fuldstaendige referat, nederst rygter og sene tiders uverificerede fremstillinger pa tredie og fjerde hand. Alle har de en eller anden relation til virkeligheden, eller prae tenderer dog at have det, og vi kan vel graduere deres udsagnskraft efter, hvor kompliceret et forhold til virkeligheden, de har. Men den specifikke vaerdi, de har for os, afhaenger dog ikke kun af deres egen tilblivelseshistorie, men ogsa af den evne, vi selv er i besiddelse af, til at blotlaegge deres relation til virkeligheden. Mon ikke vi i nogen grad har mattet se bort fra beretningsstof af den grund, at vi ikke har haft en tilstraekkeligt udarbejdet metode til at skille klinten fra hveden? Men endnu et forhold gor sig geeldende. I kildeog dermed ogsa informationsfattige tider vil de oplysninger, vi har, om vidnerne og deres forhold til de emner, de beskriver, ofte vasre sa sparsomme, at beretningen pa denne made bliver en usikker kilde for os.

Hvor kildematerialet er tset og mangfoldigt, kan de skarpe grasnser have en tilbojelighed til at udviskes. Uanset, at vi betragter levningen som den fornemste kildegruppe, kan fortolkningsvanskeligheder dog straks bringe beretningsstof frem i forste plan. Og vil vi fra levningen slutte til andre dele af virkeligheden, reduceres den straks til en relation, hvis forhold til virkeligheden ikke behover at vasre lettere at gennemskue end beretningens. I aeldre tid vil vi f. eks. studere en lovs forhistorie pa grundlag af den selv og dens forarbejder, mens vi nu kan tilfoje de stenografiske referater af rigsdagens behandling og evt. udvalgsprotokoller og private optegnelser, altsa beretningsmateriale, som vi dog ofte kan drage lige sa sikre slutninger fra som fra dokumenterne, og som vi i visse tilfaelde vil foretraekke som kilder.

Heller ikke mellem beretningerne indbyrdes er kvalitetsgrasnserne uoverstigelige. Vi har i ojeblikket delt beretningerne over pa to leder, idet vi skelner mellem forste- og andenhands vidner og mellem samtidige og senere beretninger. Men vi ved dog af praktisk erfaring, at forstehandsvidnetikke altid giver sikrere information end andenhandsvidnet, og at senere kilder i visse tilfaelde har storre udsagnskraft end de samtidige.

Der ma altsa endnu vaere en raekke faktorer at tage i betragtning, og vi er ogsa opmcerksomme pa, at bade oplevelse og reproduktion kan vaere tendentioseeller praeget af en hovedopfattelse, og at den menneskelige hukommelsei almindelighed er skrobelig. Disse momenter tager historikeren i den enkelte situation i betragtning og interpreterer dem ved hjaelp af sin almindelige menneskekundskab, realkritiske overvejelser eller en mere intuitiv fornemmelse af kilden. Dette personlige supplement til metoden kan vi ikke undvaere; men maske ville det alligevel vaere onskeligt, om vi kunne na frem til en lidt videregaende systematisk og motiveret klassifikationaf beretningsmaterialet, i det mindste for bagefter at kunne give en explicit motivering for de domme, vi har faeldet.

Det vil vaere naturligt at soge stotte i psykologien, ikke mindst fordi den har det eksperimentelle grundlag, vi misunder andre videnskaber. Navnlig tror jeg, indlaeringspsykologien og vidnepsykologien kan laere os noget, selvom vi ikke uden videre kan overfore deres resultater. Psykologernes billedforsog eller forsog med indlaering af meningslose stavelser giver ikke umiddelbart oplysninger om de vidner, vi plejer at arbejde med, vidner, der ofte i hoj grader personligt engageret i begivenhederne. Men sa snart der er tale om nogen tidsafstand mellem oplevelse og reproduktion, vil vi ikke sjaeldent kunne finde forklaringer pa hukommelsens styrke eller svaghed i indlaeringspsykologien. For trods alt er den bevidste indlaering og den mere utilsigtede indpraegning beslaegtede faenomener.

Nu kan det ikke nytte noget at stille psykologerne det sporgsmal, hvor hukommelsessikker en beretning er, heller ikke hvis vi skelner mellem forste- og andenhandsvidner og definerer tidsafstanden.. Det kan illustreres gennem et eksperiment, man har udfort i Cambridge, hvor man optog referat af et mode i det psykologiske selskab og 14 dage senere bad hver af deltagerne skrive, hvad de huskede af modet. Pa grundlag af en punktopdeling foretoges en talmaessig opgorelse af resultatet. Den viste, at deltagerne gennemsnitligt huskede 8,4 % af, hvad der var sagt og sket; men heraf viste ikke mindre end 42 % sig at vaere forkerte opgivelser. Kan vi sa slutte, at et ojenvidne i lobet af 14 dage gennemsnitligt forvraenger op mod halvdelen af sin erindringsmasse? Og ma vi videre regne med, at fejlprocenten pa laengere afstand stiger, sa en beretning efter kort tids forlob er praktisk taget vaerdilos?

Disse sporgsmal har overhovedet ingen rnening. For hvor palidelig ens
fremstilling bliver, afhaenger jo blandt andet af, hvor udforlig man gor
den. Hver af de omtalte modedeltagere havde ogsa vasret i stand til at

give en nogenlunde fejlfri fremstilling, hvis de nemlig havde nojedes med at konstatere, at modet havde fundet sted, naevnt nogle af deltagerne og beskrevet det i fa ydre track uden at vove sig ind pa gebeter, hvor de var den mindste smule i tvivl. Forklaringen pa den meget hoje fejlprocent ligger i, at vidnerne har sogt at huske sa meget som muligt pa samme made som en eksaminand, der vrider sin hjerne for de sidste draber af lektien. Eksperimenter har godtgjort, at rettens belaering til vidnet om kun at sige, hvad han er sikker pa, ikke er uden betydning, skont erindringsfejlikke helt udelukkes pa denne made. Men vi kan som en hovedregel fastsla, at et summarisk vidnesbyrd vil rumme relativt faerre erindringsfejlend et udffirligt, forudsat at vidnet og tidspunktet er det samme.

Kunne man ikke heraf slutte, at vi da, nar vi selv optager interviews, skulle tilstraebe en summarisk beretning? Svaret er nej af den simple grund, at den talmaessige opgorelse ikke har nogen interesse, knap nogen mening for os. Det, vi skal sammenligne, er nemlig, hvor palidelige svar en summarisk og en mere udforlig skildring kan give pa de samme sporgsmal. Vi kan ikke med rette haevde, at arbogsforfatterens oplysning om, at kong Erik blev draebt, var blevet mindre palidelig, fordi han maske havde skildret drabet med detaljer, vi ikke i sig selv kunne feste sa megen lid til. Tvsertimod ville den detaljerede skildring have haft vaerdi for os, fordi den bedre havde sat os i stand til at vurdere ogsa den grundlaeggende oplysnings

Lad mig illustrere clette ved et eksempel hentet fra en beretning om begivenheder, der var pa ca. 20 ars afstand. Forst gav vidnet en fremstilling i hovedtraek, og han oplyste da, at initiativet til et samarbejde mellem ungdomsforeningerne i den by, hvor han var formand for den socialdemokratiske ungdom, blev taget af en privatmand, som vi kan kalde »N«, der i sommeren 1940 indkaldte byens ungdomsledere til en sammenkomst. Da jeg bad ham forklare naermere om denne start, gav han folgende uddybning:

For mit eget vedkomrnende fik jeg jo en ganske privat indbydelse, men selvfolgeligfik jeg den, fordi jeg var amtsformand for DsU. Det var »N«, der ringede til mig, om jeg ikke kunne komme derud. Jeg spurgte, hvad det var. Ja, det var bare sadan en privat invitation. Jeg var ikke klar over, om han skulle have boger indbundet - jeg var bogbinder dengang - men jeg tog da derud den aften og sa alle de ansigter, man jo kendte fra byen, KU's formand og andre. Der var vel nok blandt de aeldre, der nu havde startet det, lidt for meget glaede over noget, som man egentlig ikke behovede at glasde sig over. Jeg kan huske, »N« sagde: »Ser det ikke dejligt ud. Nu kan vi se, nu sidder KU's formand og DsU's formand og drikker te sammen. At vi allerede har kunnet opna, at de kan sidde ved samme bord!« Da »N« var gaet, sagde KU's formandtil

mandtilmig: »Jeg tror ikke, Peter, at vi nogen sinde har drukket te sammen, men vi har da vist drukket nogen bajere sammen for.« .. . man havde jo uvilkarligden tro, at DsU og KU trak revolverne, nar de sa hinanden. Det var vist den almindelige opfattelse, mens vi jo godt kunne vaere i stue sammen. Da jeg kom hjem fra det mode, var jeg meget betaget af hele anden over det, og de sagde, at vi senere ville blive indkaldt til et lignende mode, og det havde vi ogsa, og forinden kunne vi have talt lidt med vore foreninger om det. Deter klart, at jeg forespurgte i Kobenhavn formanden . .., og han sagde: »Jeg har skam vaeret til lignende moder her i Kobenhavn, og det ser helt all right ud, og det tror jeg er noget, vi skal have med at gore ...«

Der kan nok rejses kritik mod enkeltheder i denne fremstilling. Der kan bade vaere tale om forvekslinger og udfyldning, og naturligvis er de ordrette replikker et udtryk for vidnets anekdotiske fortaelleform, ikke for saerlig eksakt erindring. Men sammenligner vi med den forste knappe konstatering af, at initiativet udgik fra »N«, har vi alligevel vundet adskilligt. Tre situationer, indbydelsen, anekdoten om teen og bajerne og foresporgslen til forbundsformanden, viser hver pa sin made hen til »N« som initiativtageren. Antager vi andre teorier som rigtige, ma vi forudsaette en ret saerpraeget kombination af fejltagelser for at kunne forklare fremkomsten af det detaljerede vidnesbyrd, mens den blotte konstatering ikke bod os sa store vanskeligheder. Vidneudsagnet ma siges at vaere styrket gennem tilfojelsen af detaljer.

Generelt kan vi udtrykke den sikkerhed, hvormed en kilde besvarer et givent sporgsmal, gennem de vanskeligheder, det voider os at forklare den, nar vi antager andre hypoteser som rigtige. Med andre ord: dens udsagnskraft beror pa dens evne til at falsificere alternative hypoteser.

Anskuet pa denne made er det muligt at specificere en kildes vaerdi i forhold til de enkelte hypoteser. Den citerede beretning saetter os i storre forlegenhed, hvis vi antager, at vidnet selv tog det pagaddende initiativ, end hvis vi tilskriver det en tredie person. Vi kan altsa med saerlig stor sikkerhed sige, at kilden udelukker en bestemt mulighed; ofte er det netop i dette begraensede perspektiv, at beretningen kan yde et vaegtigt supplement til kildematerialet.

Den svenske vidnepsykolog, professor Arne Trankell har i sin bog om vidnepsykologiens arbejdsmetoder opstillet en rsekke positivt formulerede kriterier pa udsagn, der bygger pa virkeligheden. Nogle af dem kraever en testning af vidnet, som vi naeppe kan foretage; men andre kriterier finder han i selve udsagnets indhold, og de ma derfor pakalde vor interesse. Det er dog nodvendigt at gore sig klart, at Trankell arbejder med retsmateriale

og navnlig har sin opmaerksomhed henvendt pa fantasifulde og bevidst usandfaerdige udsagn. Som folge heraf siger han i de fleste tilfaelde, at de og de traek viser eller sandsynliggor, at udsagnet beskriver en virkelig begivenhed,hvorved forvekslinger ikke udelukkes, forvanskninger kun i mindre grad.

Lad mig naevne nogle af de vigtigste. Sekvenskriteriet findes, nar flere pa hinanden folgende udsagn af samme vidne viser aendringer, der er i overensstemmelse med, hvad man naturligt matte vente, nar den mellemliggende tid og de skiftende omstasndigheder tages i betragtning. Hermed rammes en psel gennem teorien ora, at det nodvendigvis svaekker et vidne, at det skifter forldaring. Det ma afhaenge af, hvilke aendringer, der er tale om. Sekvenskriteriet angiver det modsatte yderpunkt, hvor troen pa vidnets oprigtighed er styrket af forklaringsaendringer.

Unikitetskriteriet er opfyldt, nar forklaringen rummer unike detaljer, og homogenitetskriteriet, nar flere uafhaengige detaljer viser hen til samme forlob. De udelukker eller urimeliggor udfyldning og fri konstruktion, og jeg tror i og for sig, at disse kriterier er dem, vi kan fa storst nytte af. Desvaerre savnes klare kendetegn pa, om detaljer kan siges at vsere unike, og om de er uafhaengige af hinanden. Vil man f. eks. prove at anlaegge dem pa den stump beretning, jeg citerede for, kan man diskutere, om det ene og det andet kriterium er opfyldt, alt eftersom hvad man lsegger i ordene unik og uafhasngig.

Kompetencekriteriet udtrykker et velkendt fenomen, nemlig at visse udsagn rummer enkeltheder, som vidnets begraensede erfaring ikke tillod ham selv at finde pa. Vi kender det fra Herodots beskrivelse af fonikernes sejlads syd om Afrika med de hertil knyttede observationer af solens stilling, en detalje, der jo ofte er fremhasvet som et vasgtigt vidnesbyrd.

Deter utvivlsomt en spaendende og lovende vej, Trankell er slaet ind pa, skont man vel endnu ma sige, at kun et fatal af vore problemer kan loses ved at indregnes under de ret specielle kategorier, der er tale om. Til kildelaesning rummer hans boger fortrinlige eksempler, der ikke bliver mindre velegnede af, at hans hypoteser af og til asgger til modsigelse.

Forelobig er vi dog nok oftest henvist til at vurdere beretningens vidnesbyrd ud fra lidt mere skonsmaessige beregninger, som bygger pa en betragtning over emnet, vidnet og deres indbyrdes forhold. Lad mig derfor vende tilbage til indlceringspsykologien, som jeg forlod med en konstatering af, at den ikke kan give os noget talmasssigt udtryk for beretningers palidelighed.

Hvad vi kan laere af indlzeringspsykologien er, hvilke betingelser der fremmer og haemmer indlaering og erindring, og skont den ikke direkte tager sigte pa det, kan vi dog ogsa af dens resultater drage visse slutninger om erindringernes palidelighed.

Erindringens grund laegges ved indlaeringen, eller i vort tilfaelde indpraegningen. Denne lettes i vaesentlig grad, hvis emnet er meningsfyldt for vidnet. Har vi hort en tale uden at forsta den, kan vi som regel heller ikke huske noget af den, og i hvert fald vil den vaere glemt efter nogen tids forlob. Der bestar dog her den übehagelige anden mulighed, at man giver det meningslose en ny mening ved omfortolkning. Det kan saerlig tydeligt iagttages under forsog, hvor man har ladet en historie vandre fra fortaeller til fortaeller og iagttaget de aendringer, den undergar.

Et ret simpelt eksempel forekommer i et eksperiment, hvor der i beretningen indgik et brev, adresseret til det tyske konsulat og indledt med ordene »Kaere Anna«. Adresse og overskrift gav modsatte associationer, som ikke lod sig bringe i overensstemmelse med hinanden, med det resultat, at det ene brev blev til to breve, et til konsulatet og et til »Kasre Anna«. Endnu mere dybtgaende omtolkninger forekommer, hvor deter selve pointen, der ikke forstas. I almindelighed vil vi nok stille det krav til vidnet, at han ma have vaeret kapabel til at forsta begivenhederne og heist ogsa have modt dem med en vis forhandsorientering. Det kan vaere svaert at konstatere, da vi jo ifolge sagens natur ikke pa forhand ved fuld besked om de emner, vi studerer. Noget vil vi dog altid kunne sige, nar vi kender vidnets forudscetninger, interesser og placering.

Foruden forstaelsen har det ogsa betydning, i hvor lang tid emnet har kunnet iagttages og indpraeges, hvor staerk en motivation indpraegningen har haft, og hvor ofte vidnet har styrket sin erindring ved memorering og fortcelling. Motivationen er vel den faktor, der tydeligst prseger erindringen, og den kan i reglen antages at have relation til vidnets interesser og hans aktivitet ved den pagaeldende lejlighed. Navnlig i sene beretninger kan man iagttage dens virkninger. Vidner med forskellig motivation kan skildre samme begivenhed sa forskelligt, at det kun med besvaer lader sig erkende, at det ikke drejer sig om forskellige lejligheder. Et oplagt eksempel fandt Henrik Nissen og jeg i beretninger om de forste moder ved dannelsen af Dansk Ungdomssamvirke i 1940. Vi interviewede deltagere, som havde reprassenteret politiske ungdomsforeninger, og for dem stod det sadan, at moderne havde drejet sig om bilaeggelse af de politiske modsaetninger; men repraesentanter for kristeligt ungdomsarbejde skildrede dem som en strid om, hvorvidt sammenslutningen skulle have et kristeligt

Ogsa forskellige led i en handlingskaede erindres af samme vidne med varierende sikkerhed. I oktober 1943 vedtog en rakke ungdomsforeninger en protest mod jodeaktionen, og i 1961 oplyste et forstehandsvidne, at han i den anledning opsogte fhv. udenrigsminister Munch, der fraradede protesten med den motivering, at man kun opnaede at tirre tyskerne, sa de satte hardere ind i eftersogningen af de joder, der var undsluppet. Denne samtale kan kontrolleres gennem en samtidig optegnelse af Munch og er erindret meget nojagtigt. Men derefter forklarer vidnet, at man pa grund af Munchs og andre politikeres modstand foretog en afsvaekkelse af resolutionen, og deter ikke rigtigt; protesten afleveredes uaendret. Forklaringen ligger i, at diskussionen stod pa i nogle dage, og at vidnet her udfoldede en aktivitet, mens selve protesten, da den forst var afleveret, ikke tiltrak sig yderligere interesse. Derfor stod situationens udgang — som det ofte er tilfaeldet — ret dunkelt for vidnet, som derefter har foretaget en rekonstruktion pa grundlag af, hvad han kunne huske, og derved er han gaet ud fra, at man har bojet sig for Munchs argument.

Ethvert vidneudsagn er en rekonstruktion pa grundlag af erindringen. Og netop et samvittighedsfuldt vidne vil bestraebe sig pa at verificere sin hukommelse, hvor den forekommer ham dunkel. Vi ma derfor stadig regne med, at de elementer, der har praeget sig dybest i erindringen, med tiden kommer til at pavirke dennes ovrige dele, fordi en del af det tomrum, glemslen efterlader, udfyldes med traek, der fremkommer ved slutninger udfra sikre punkter. Deter f. eks. tydeligt, nar det gadder kronologien; efter en vis tids forlob har man kun et meget begraenset antal kronologiske holdepunkter, hvorfra rekonstruktionen foretages, sadan gor vi jo allesammen.

Deter altid vigtigt at soge at blotlaegge, hvilke udgangspunkter, rekonstruktionen har. Vidnet yder sommetider selv en vis hjaelp ved at erkende, hvad der er raesonnementer; men da det sjseldent eller aldrig er den forste reproduktion, der foretages i beretningen, kan han ofte ikke selv skille sine udgangspunkter ud. Her kan indlaerings- og vidnepsykologien yde betydelig hjaelp ved at saette os i stand til at skonne over, hvilke dele af erindringen, der kan formodes at vaere bedst bevarede, og hvilke forvanskninger, vi hyppigt ma regne med.

Det kan vaere deprimerende at folge, pa hvor mange mader erindringen kan forvanskes. Udfyldning, efterrationalisering, forveksling osv. er patrangendefejlmuligheder, vi ofte savner midler til at tilbagevise, nar vi betragter det enkelte vidnesbyrd isoleret. Vi vil da pa forskellig made soge

at fa det verificeret. Men pa samme made vil ogsa vidnet baere sig ad, og i nogle tilfaelde kan vi gaud fra, at hans verijikationsmuligheder har vaeret sa gode, at fejl er usandsynlige. Det gaelder saledes en raekke elementaere oplysninger om bopael, beskaeftigelse etc., som har vaeret af laengere varighed,og til hvilke vi ma regne med, at vidnet har knyttet sa fast og mangfoldigen erindring, at han er i stand til at korrigere for fejl.

Verifikationsmulighederne vil i reglen vaere bedst for oplysninger, vidnet setter i forbindelse med sin egen fortid. Det vil for storstepartens vedkommende dreje sig om egne oplevelser, og deter en af grundene til, at vi i reglen foretraekker forstehandsvidnet. Oplysninger pa anden hand har man ikke sa gode kontrolmuligheder overfor, husker dem i reglen heller ikke sa godt. Der er dog en vigtig undtagelse, idet man saetter visse oplysninger, man har modtaget pa anden hand, i relation til sig selv. I meget sene beretninger, der sa godt som udelukkende indeholder ojenvidneskildringer, sker det, at vidnet dog derudover har kunnet huske, at der ved en lejlighed, hvor han ikke var tilstede, blev udtalt anerkendende ord om ham selv eller en gruppe, han identificerede sig med. Denne erindring er andenhands, men ma nok i visse henseender sidestilles med ojenvidneskildringer.

Nar vi vurderer en kilde, rader vi jo i reglen over muligheder for at verificere dens udsagn. Vi tager heller ikke i betasnkning at anfore dette forhold som et hovedargument, nar vi bruger sent eller pa anden made tvivlsomt beretningsstof. Denne verijicering er imidlertid ikke uproblematisk. Det har nemlig ingen betydning, at vi direkte kan bekraefte et udsagn gennem sikkert kildemateriale, for det vil jo sige, at vi i forvejen havde fuld dsekning for den pagaddende dom, og sa er det mere omtvistelige materiale ganske enkelt overflodigt. Den sikre verificering ma vi forst og fremmest benytte til at danne os et helhedsindtryk af beretningen. Herved ma vi imidlertid igen tage sondringer i brug mellem forskellig erindringsstyrke, mellem enkle og komplicerede tolkninger, emnernes forskellige pavirkelighed for tendens etc., sa vi sammenligner udsagn, vi i sa henseende regner for nogenlunde ensartede. Hvis vi f. eks. i den beretning om protestresolutionen, jeg omtalte for, havde sluttet fra vidnets gode hukommelse om forste del af forlobet og antaget, at han ogsa huskede anden del rigtigt, havde vi begaet en fejl, vi kunne have undgaet ved at sondre mellem de forskellige betingelser for indprsegning.

Visse problemer rejser sig ogsa, nar vi pa grundlag af en kombination
af beretninger drager slutninger, vi ikke ansa for hjemlet i nogen enkelt
af beregningerne. Kilder kan bekraefte hinanden pa flere mader. Der kan

vaere tale om, at kilderne rummer overensstemmelser, vi simpelthen kun kan forklare ved, at de begge har relation til en bestemt begivenhed. Eller forholdet kan vaere det, at vi for at falsificere flere vidnesbyrd ma antage en usandsynlig kombination af fejltagelser. Igen ma vi tage udsagnenes individuellesvagheder i betragtning. Hvis disse falder sammen, kan vi ofte forklareudsagnenes overensstemmelse med, at vidnerne har begaet samme forveksling, efterrationalisering eller andre fejltagelser, der i visse tilfaelde kan vaere sa naerliggende, at gentagelse ikke vsekker undring. Det samme gaelder, hvis kilderne lider af samme tendens. Endnu oftere er der dog tale om, at vidnerne ikke kan betragtes som selvstaendige, men at de er repraesentanterfor samme tradition. Det gaslder ikke kun, nar det ene vidne har sine oplysninger fra det andet, eller de har faelles kilde. Faenomenet opstar ogsa og hyppigt mellem ojenvidner indbyrdes. Man kalder det gruppeforklaring.

I samtiden er ufuldstaendighed i opfattelsen eller tolkningsvanskeligheder ophav til gruppeforklaringer. Der sker et fasrdselsuheld, og mange vidner aflaegger i retten overensstemmende vidnesbyrd, der dog ma forkastes. Baggrunden er, at umiddelbart efter, at de to biler er stodt sammen, er en livlig diskussion mellem ojenvidnerne indledt. Den domineres af en mand af den vitale og selvsikre type, der praecis kan forklare, at det var lastbilen, der blinkede til hojre, men korte ligeud. Og lille fru Hansen, der var pa vej over til gronthandleren efter et pund tomater, og De og jeg, der gik i vore egne tanker og forst kom til bevidsthed, da vi horte braget, vi begynder nu dunkelt at kunne erindre dette blinklys, og bliver vi yderligere foreholdt, at vi stod i den bedst taenkelige observationsvinkel, ja sa sa vi det simpelthen.

Nar nogen tid er forlobet, dannes nye gruppeforklaringer, nar man genopfrisker faelles oplevelser. I den hyggelige atmosfaere, der rader, siger man ikke hinanden imod, uoverensstemmelserne lader sig pa en eller anden made harmonisere, alle er enige om at undga pinlige detaljer osv. Gar vi atter nogen tid frem, har denne faelles rekonstruktion fortraengt det forste erindringsbillede, og vidnerne er ikke laengere i stand til at skelne mellem, hvad der oprindeligt var egne og andres oplevelser. Der vil altid vasre en saerlig tilbojelighed til gmppeforklaring blandt vidner, der har faelles holdning over for emnet og derfor beskriver det med samme tendens.

Jeg skal ikke bruge mere tid pa disse almindeligheder, men vil gerne
slutte med at sige, at vi ikke skal vente pa, at psykologien loser alle vore

vanskeligheder. Vi kan hente nyttige retningslinier her; men tilbage bliver stadig den opgave at interpretere disse retningslinier pa de emner, vi ssedvanligvis arbejder med. De spredte betragtninger, jeg har trukket frem, skal kun opfattes som en papegning af, at der findes muligheder for gennem en mere differentieret karakteristik af beretninger og enkelte udsagnat danne sig en bedre motiveret opfattelse af betydelige kildegruppers udsagnskraft. Jeg har navnlig haeftet mig ved erindringen. Hertil ma vi laegge de to andre hovedprocesser, tolkning og reproduktion. Ved at studeredisse tre faktorer hver for sig og i sammenhaeng ma vi kunne give en mere nuanceret vurdering af beretningers udsagnskraft og ogsa bedre erkende, i hvilke henseender den samtidige beretning udmasrker sig fremforden senere, ojenvidnet fremfor andenhandsvidnet. Maske det for kildefattigetiders vedkommende kun vil rsekke et lille skridt frem; i den nyeste tids historie med dens opsvulmning af beretningsmaterialet og dens saerligemuligheder for ved vidners hjaelp at kaste lys over nye emner vil en udvikling af kildekritikken pa dette omrade bidrage til at daekke det mest presserende metodiske behov.