Troels Dahlerup: Studier i senmiddelalderlig dansk kirkeorganisation. (Gad, 1963). 186 s.

I middelalderens Danmark var det af største betydning for hele samfundets liv, at der fandtes to retsapparater, et verdsligt og et gejstligt. Grænsen mellem de verdslige og gejstlige domstoles myndighedsområder var altid flydende; kompetencestridigheder var næsten uundgåelige og kunne i værste fald antage et omfang som kirkekampen i det 13. århundrede.

Arkivar Troels Dahlerup har indlagt sig stor fortjeneste ved at belyse udviklingen af det kirkelige retsapparat rati Danmark i en række afhandlinger, der er resultatet af grundige studier i international kirkeret og trykte og utrykte danske kilder. I det her foreliggende arbejde skildres to kirkelige embeder, landdekanatet i Lunde stift og generalofficialatet i Roskilde.

Bogen giver dog langt mere end en beskrivelse af to enkeltembeder. Gennem sin analyse af de til disse knyttede funktioner bibringer forfatteren os ny viden om væsentlige sider af det kirkelige magtapparats funktion i middelalderen. Han giver et slående indtryk af, hvor store forskelle der fra stift til stift var i det gejstlige administrationsapparats struktur, selv inden for den relativt lille lundensiske kirkeprovins. Dette var atter en følge af, at der inden for en så betydningsfuld institution som kirken måtte opstå interne modsætningsforhold ikke blot af teologisk, men også af magtpolitisk art. For udviklingen af de i de foreliggende afhandlinger behandlede embeder blev således modsætningsforholdet mellem bisperne og de beneficerede højgejstlige af afgørende betydning. I de fleste stifter fik dette modsætningsforhold til følge, at sysselprovsten og biskoppens officialer konkurrerede om retten til en række funktioner, af hvilke den vigtigste var udøvelsen af den kirkelige jurisdiktion.

Således varetoges biskoppens domsret i Roskilde stift af generalofficialen, hvis embede efter fransk-nederlandske forbilleder indførtes i slutningen af 13. årh. Midt i 14. årh. forsvinder embedet på uforklarlig vis fra kilderne, men dukker atter op i 1384 for som bispens vigtigste våben i kampen mod de med kapitelsprælaturerne forbundne sysselprovstier at blive af stadig større betydning. Umiddelbart før embedet afskaffedes ved reformationen, vandt bispen den endelige sejr over sine medbejlere, således at al gejstlig jurisdiktion udøvedes på bispens vegne gennem generalofficialen og underordnede lokalofficialer.

I de øvrige danske stifter følger udviklingen samme mønster; dog ikke i ærkestiftet, hvor senmiddelalderen igennem en langt stærkere centralisation gjorde sig gældende. Her fandtes ingen sysselprovster, idet disse o. 1200 erstattedes med landdekaner. Landdekanatet, for hvilket der ligeledes kan findes vest- og sydeuropajiske forbilleder, beklædtes af almindelige sognepræster. Deres kompetence var yderst begrænset; således; førte de tilsyn med herredets øvrige gejstlige, hvorimod de ikke udøvede lokaljurisdiktion.

Troels Dahlerups studier turde være en betydningsfuld landvinding ikke mindst på grund af det nuancerede billede, der tegnes af bispestolenes centraliseringsbestræbelser. Det kan i denne forbindelse nævnes, at forfatteren efter særdeles grundige studier viser, at generalofficialerne i Roskilde oftest var mænd af lav social herkomst, som gennemgik en fremragende uddannelse, før 1479 ofte ved udenlandske

Yderst beskedent drager forfatteren kun sådanne konklusioner af sine undersøgelser, som har betydning i en intern kirkelig problemstilling. Det tør dog hævdes, at de også er af betydning i en videre sammenhæng bl. a. ved at vise, hvilken reel magt den enkelte bisp til enhver tid besad i sit stift og således havde som baggrund for sit virke i den almindelige rigspolitik.

Der kan da være al mulig grund til at nære store forventninger til den samlede redegørelse for udviklingen af det kirkelige retsapparat i den lundensiske kirkeprovins, som arkivar Dahlerup i nærværende bogs forord stiller i udsigt.