Axel Linvald: Christian Frederik og Norge 181. De store beslutninger mellem Kielfreden og Eidsvoldmødet, januar-februar. (Universitetsforlaget, Oslo. 1962). 137 s.

I en note i denne bog om Christian Frederik og Norge i 1814 skriver fhv. rigsarkivar Axel Linvald, at han næppe tør håbe at se bind 111 af sit værk om Christian VIII afsluttet. Efter planen skulle dette bind behandle Christian Frederiks virke i det for Norge og ham selv så afgørende år, 1814, og efter det indblik, man ved hjælp af det udsnit af bindet, som her foreligger, har fået i værket, må man beklage, hvis det ikke lykkes dr. Linvald at fuldføre det.

Man forstår godt, at Halvdan Koht har presset på for at få dette første afsnit af bindet frem allerede nu, og at Norges almenvitenskapelige forskningsråd har villet betale udgivelsen. Axel Linvald har lov til at opfatte dette som en smuk og fortjent norsk kompliment til de studier, han - især med bind II af værket om Christian VIII, behandlingen af Christian Frederiks virke som norsk statholder i 1813 (1952) - har givet af den centrale epoke i Norges nyere historie.

Som bindet fra 1952 indeholder også det nu fremlagte afsnit en mængde nyt stof til belysning af Christian Frederikssynspunkter, og vi får et godt indblik i de motiver, der bestemte hans handlinger i de to afgørende månederi 1814, da man betrådte vejen frem mod Eidsvold-forfatningen. Linvaldhar jo haft fuld adgang til ChristianVIII's arkiv, men desuden har han inddraget et meget omfattende norsk og dansk kildemateriale, så han bredt og tilbundsgående har kunnet

skildre udviklingen. I noterne findes omhyggelige redegørelser for kildestoffet,bl. a. en udmærket gennemgangaf de bevarede beretninger om mødet på Eidsvold d. 16. februar, da det afgørende skridt mod folkesuverænitetenblev

Foruden de mange nye enkeltheder, Linvald kan fremlægge, indeholder bogen et klart og vel dokumenteret syn på Christian Frederiks optræden, efter at han var blevet bekendt med Kiel-fredens bestemmelser om Norges afståelse. Den første melding fra Frederik VI var højst udfuldstændig, og det blev, hævder Linvald, en fordel for prinsen og nordmændene. Der var vundet tid til at forberede de skridt, der skulle tages; tid vundet var meget vundet.

I norsk historieforskning har man ofte peget på, at Christian Frederiks interesse først og fremmest var dynastisk. Han fremhævede sin arveret og ville i kraft af den bestige tronen som enevoldskonge. Det synspunkt er hævdet, at prinsen i virkeligheden søgte at udnytte nordmændenes nationale begejstring til at fremme sine egne planer.

Denne opfattelse vender Linvald sig imod. Han belyser indgående, hvordan Christian Frederik utvivlsomt ønskede at blive norsk arve- og enevoldskonge, og han er endda tilbøjelig til at mene, at prinsen faktisk overvejede at lade sig krone på den rejse til Trondhjem, han foretog, lige efter at han havde modtaget budskabet om Kiel-freden. Et afgørende bevis for, at kroningen har været planlagt, kan dog næppe føres, og under indtryk af folkestemningen må Christian Frederik i hvert fald have opgivet tanken, samtidig med at han o. 30. januar begyndte at vige med hensyn til tanken om at lade sig udråbe til enevoldskonge.

Men Linvald mener også, at prinsen handlede ud fra ønsket om at fremme det norske folks interesser mest muligt, og han tvivler ikke om, at Christian Frederiks følelse af sin forpligtelse over for nordmændene var dyb og ægte. Prinsen følte og handlede lige fra begyndelsen »ud fra et både - og: på en gang ledet af overbevisningen om sine dynastiske rettigheder og af et ligeså oprigtigt ønske om at gøre dem gældende i overensstemmelse med det norske folks ønsker og anskuelser. Til at begynde med har han næppe haft nogen anelse om, at der kunne blive tale om et valg«. Dette er kernen i Linvalds vurdering af Christian Frederiks placering i begivenhederne.

At det kunne ende med et valg viste sig allerede ved det første møde på Eidsvold d. 30„ januar, hvor Christian Frederik drøftede situationen med nogle af sine nærmeste rådgivere. Men han opretholdt dog ønsket om at bestige tronen som enevældig monark. Højst kunne han tænke sig et kompromis, så han gav løfte om efter tronbestigelsen at give en forfatning. Et argument for denne fremgangsmåde var for Christian Frederik det risikable i at vente, fordi det gav svenskerne en chance for at sætte et splittelsesarbejde i gang i Norge.

På det andet Eidsvoldmøde, den 16. februar, da Christian Frederik mødtes med fremtrædende nordmænd til en drøftelse af de »vigtige Anliggender betræffende Rigets nærværende Stilling«, blev det helt klart, at den eneste farbare vej gik over en forfatning og først derefter kongevalg. Linvald understreger, at professor Georg Sverdrup fik afgørende betydning for, at Christian Frederik bøjede sig og gik ind på denne linie, så folkesuveræniteten

Axel Linvald fremhæver, at ChristianFrederik sit liv igennem bevaredeen skal om sit inderste jeg, som hverken han selv eller nogen anden har formået at gennembryde. Det er en iagttagelse, som enhver, der har beskæftigetsig mere indgående med Christian VIII, vil finde rigtig og dækkende. Derfor bliver det også

uhyre vanskeligt at nå frem til en endeligfastlæggelse af, hvilke bevæggrundeder har været afgørende for Christian Frederik i 1814, og hvordan hans opfattelse af situationen egentlighar

Dr. Linvald har søgt at give en beskrivelse heraf ikke blot ud fra prinsens egne optegnelser, men ud fra en minutiøs rekonstruktion af hele situationen og af de kræfter, der virkede i den. Hans grundsynspunkt virker stærkt ved sin balance og hensyntagen til alle sider af prinsens overvejelser. Dog vil næppe alle norske historikere uden videre godtage det forsvar, Linvald på denne måde har ført for Christian Frederiks politik som forudsætning for udviklingen af det frie forfatningsliv i Norge.

For en dansk betragtning kan der måske være grund til at tage et lille forbehold over for Linvalds tendens til at svække det dynastiskes betydning for prinsen. Det kam se ud til, at man, når man skal tage A. D. Jørgensens opfattelse af Christian VIII's holdning til det dansk-ty;ske spørgsmål, specielt hans optræden i arvefølgesagen, op til vurdering, vil føres til i højere grad at understrege de dynastiske interesser som grundlag for hans politik. Det er da fristende at lade dette træk være fremtrædende hos ham både i hans norske og i hans slesvigske politik.

Axel Linvalds bog lader således stadig muligheder åbne for en debat, men netop det gør den stimulerende. Helt afgørende er imidlertid, at denne korte fremstilling har fremlagt stof og givet synspunkter, som vil få betydning både for studiet af norsk historie og for studiet af Christian VIII's personlighed.