Niels Skyum-Nielsen: Kirkekampen i Danmark 1241-1290. Jakob Erlandsen, samtid og eftertid. (Munksgaard, 1963). 357 s.

I middelalderens europæiske samfund gik der en dyb kløft mellem gejstligt og verdsligt. Det betød bl. a., at det enkelte menneskes øvrighed var både staten og kirken, både kongen og biskoppen, både kejseren og paven. Om grænselinjen mellem de to øvrighedsmagter opstod der ofte skærmydsler. Det kunne ikke bidrage til harmoni mellem parterne, at de udøvede deres myndighed efter to forskellige retssystemer, de enkelte landes verdslige ret og den internationale kirkeret.

Danmark danner i denne henseende ingen undtagelse. Efter vikingetidens afslutning fulgte landet hurtigt i de europæiske kulturlandes spor. Det gamle kongedømme og den nye kirke fik stadig større samfundsmæssig betydning; overvægten lå klart hos kongemagten; alvorlige rivninger mellem kirke og konge forekom i 12. årh. under ærkebiskop Eskil, men i Valdemarstiden prægedes forholdet atter af gensidig tolerance. Efter Valdemar Sejrs død 1241 gik balancen i samfundet tabt; en voldsom kirkekamp tog sin begyndelse.

Dr. Skyum-Nielsens disputats behandler denne kirkekamps første fase, hvis dominerende skikkelse er rkebisp Erlandsen. Fremstillingen tager sit udgangspunkt i striden i 1240'erne mellem Erik Plovpenning og bisp Niels Stigsen af Roskilde og føres frem til 1290, det år, da kirkekampen gik ind i sin anden fase med Jens Grands overtagelse af rkebispestolen Lund.

Sin formentlig største indsats har forfatteren gjort ved grundigere end nogen tidligere forsker at sætte sig ind i den kanoniske ret. Sine kirkeretsligekundskaber synes han at udnyttei 3 planer: 1. Til at forklare en lang række kilders funktion i tilblivelsesøjeblikket.2. Til at sammenholde de danske gejstliges kirkeretslige vedtageiserog

tageiserogargumentationer med europæiskkirkeret 3. Til at fremsætte teorier om kirkekampen som politisk foreteelse. Grundigst går dr. S-N til værks på de to første felter og når her til fremragende resultater. I den politiskeanalyse er han mindre konsekvent,og visse af hans teorier lader sig måske anfægte.

Til kirkekampens historie foreligger der et for dansk middelalder enestående rigt kildemateriale. Rammende siger S-N (s. 89), at »de mange akter fra 1250'erne virker næsten som en art himmelbreve, der daler ned gennem rummet og mætter historikerens videbegærlighed, rnens han for tiden før og efter maa nøjes med oplysninger, der langtfra kan tilfredsstille hans professionelle nysgerrighed«. En samlet kildekritisk prøvelse af de forskellige klageskrifter har imidlertid aldrig været foretaget, og dr. S-N's første fortjeneste ligger da i, at han i en artikel i tidsskriftet Scandia bd. 28 1962 har foretaget en sådan prøvelse. Det er her lykkedes for hvert enkelt af de i tilfældig rækkefølge overleverede aktstykker at fastslå tilblivelsestidspunkt, ophavsmænd, tilblivelsesmåde og funktion i tilblivelsesøjeblikket. Ofte er dog mere end almindelig kildekritisk skarpsindighed nødvendig ved benyttelsen af kilderne til kirkekampens historie, fordi et aktstykkes ophavsmand har ladet det blive til som led i et handlingsmønster, der bestemtes af kirkerettens spidsfindige regler. Dr. S-N hjælper med sin disputats fremtidige forskere ud over denne vanskelighed ved at vise, hvorledes kirkerettens krav har influeret på de begivenheder, kilderne giver os oplysning om.

Det kan således nævnes, at denne fremgangsmåde sætter S-N istand til at give en ny og mere nuanceret forklaring på pave Innocens 4's holdning til Erik Plovpenning under sidstnævntes konflikt med Niels Stigsen. Man har hidtil fulgt Hans Olrik i at se et omsving i Innocens' holdning fra velvilje ved kongens klage over bispen i 1245 over utilfredshed i 1247 til übændig vrede i 1249. S-N kan påvise, at paven ikke på noget tidspunkt før Niels Stigsens død i landflygtighed 1249 tog parti i sagen; kurien fulgte imidlertid kirkeretiens regler og lod hovedsagen, at kongen havde anklaget bispen for paven henstå, indtil kongen var kommet paven imøde på det efter kirkeretten ufravigelige punkt, at en biskop ikke måtte fordrives fra sit stift, så længe der ikke var fældet dom over ham. Om denne sekundære sag, kravet om bispens genindsættelse drejede sig da Innocens 4's konflikt med Erik Plovpenning. I hovedsagen, spørgsmålet om Niels Stigsen var skyldig i majestætsforbrydelse, tog Innocens aldrig noget standpunkt.

Kilderne til disse begivenheder er de mange pavebuller, der er bevaret om sagen; men de afgiver først deres oplysninger om handlingsforløbet i det øjeblik, hvor de læses i lyset af S-N's store kendskab til den kanoniske ret.

En anden kilde, som S-N ad denne vej har bragt til at give os ny viden, skal nævnes, fordi den kaster lys over hele den politiske situation omkring kirkekampen. Den 30. september 1266 fældede den pavelige legat kardinal Guido i Slesvig domkirke en knusendedom over kong Erik 5. og det danske rige. De landflygtige bisper Jakob af Lund og Peder af Roskilde samt fire andre gejstlige skulle under trusel om band over kongen og interdiktover riget genindsættes i deres embeder og modtage store erstatningerfra kongen; kongen skulle inden 28. oktober garantere prælaternes sikkerhed.Om den kongelige politik i denne situation skaffer S-N ny viden ved til 1.-10. oktober 1266 at datere et kongebrev fra kong Erik til kardinalGuido. Brevet viser sig i lyset af kirkeretten at være en intet mindre end genial kongelig udnyttelse af et svagt punkt i kardinalens dom. Man

stillede formelt den ønskede garanti og appellerede til overflod kardinalens betingede dom til paven. Efter kirkerettenskulle derefter hverken bandsellerinterdiktdommen Dette synspunkt accepteredes af pave Gregor 10. ved den endelig dom i 1274. S-N fastslår, »at hvem der end står bag det raffinerede spil mod kardinalen - rådgiverne for de kongelige kommer til at stå i nyt lys. Norvin har et sted karakteriseret dem som lovtrækkere og halvstuderede røvere. Nu tør vi sige, at de var førsteklasses jurister . ..« (s. 226).

Det således indvundne resultat turde være af betydning til karakteristik ikke alene af den kongelige politik i kirkekampen, men af den kongelige regerings kvalifikationer i 1260'erne i det hele taget.

En anden type betydningsfulde resultater når S-N som nævnt ved at se danske kirkeretslige vedtagelser på en europæisk baggrund. Fra det omhandlede tidsrum foreligger to vigtige vedtagelser af det danske provinskoncilium, Odensebeslutningen 1245 og Vejlekonstitutione:n 1256. Den første karakteriseres af S-N som en bandsdom mod kirkeranere i almindelighed, hvorimod det ikke kan påvises, at den retter sig mod kongen i særdeleshed. S-N kan påvise, at den kopierer en lignende engelsk bandsdom vedtaget i Oxford 1222. Vejlekonstitutionen af 1256 derimod betegner ved sin pålæggelse af interdikt i tilfælde af en biskops fængsling et for hele Europa enestående højdepunkt af strenghed. Et studium af Jakob Erlandsens hele argumentation under diskussionen med kongen fører til en lignende konklusion. Ærkebispen hørte med sin opfattelse, at paven kunne lovgive også om den verdslige danske strafferet, til i Europas ultramontane avantgarde.

Vanskeligere falder det at vurdere de politiske konklusioner i S-N's arbejde. Det må fastslås, at læseren ikke skal vente sig en tilbundsgående analyse lyseaf kirkekampen som politisk fænomen. En sådan er næppe heller forfatterens prætention; hans hovedanliggende er den med så store resultater gennemførte kirkeretslige kommentering af kilderne. På den anden side opridses i indledningskapitlet på dansk og europæisk baggrund en problemstilling, som er klart politisk. Juraen ses som et våben i den politiske kamp, idet »politiske standpunkter søgte sig en juridisk begrundelse« (s. 12). Og i slutningskapitlet er konklusionen ligeledes af politisk art: kirkekampen endte i en stor sejr for den kongelige part og afspejler overhovedet en meget stærk dansk kongemagt. En så betydningsfuld (og formentlig rigtig) konklusion ville falde med langt større vægt, såfremt forfatteren mere konsekvent havde analyseret kirkekampen som politisk magtspil. Som bogen nu foreligger, rummer den kun spredte teorier om den politiske målsætning, om magtmidler og taktik hos de danske bisper, hos kongen og hos kurien.

Specielt under behandlingen af den politiske debat mellem kong Kristoffer 1. og Jakob Erlandsen savnes et dybere politisk perspektiv. Med et sådant som udgangspunkt ville forfatteren næppe være forfaldet til ejendommeligt banale moralske domme over sagens parter (s. 60, s. 90). Den opfattelse fremsættes (s. 106), at ansvaret for den dyberegående splittelse efter 1256 falder på kongen. En sådan teori ville falde med større vægt, hvis den var bygget på en analyse af den kongelige politik.

S-N kan ikke siges at have forklaret kirkekampen. Den indledende historiske redegørelse for forholdet mellem konge og kirke følges ikke op af en forklaring på, at de to øvrighedsmagter, de to retssystemer, kom i konflikt fra 1240'erne. Var det ved en naturlovs bud? Var det ved et initiativ fra en af parternes side? Ændrede nogen af parterne politisk strategi?

Om detaljer vil der kunne tvistes.

Odensedommen af 1245 hævdes, som antydet, at være et aktstykke uden betydningfor kirkekampen, da den kopieredesefter et engelsk forbillede, som ikke havde politisk sigte. Men hindrer den omstændighed, at beslutningenhavde engelske forbilleder, at Erik Plovpenning kunne opfatte den som en politisk udfordring?

S-N afviser den opfattelse, at Jens Grand allerede ved sin overtagelse af ærkesædet har haft til hensigt at slå ind på en revanchepolitik overfor kongemagten, og skildrer ham som en rig, dygtig gejstlig med lyst til at styre Lundekirken og sikre dens rettigheder bl. a. mod kongemagten. Han har ment at kunne krydse mellem skærene. S-N anfører med rette, at ingen kilder oplyser os om, at J. G. havde revanchetanker i 1290, thi forholdet er just det, at ingen eksisterende kilder tillader os at tillægge Jens Grand bestemte motiver i 1290. Derfor kan heller ikke S-N's teori om hans planer ved overtagelsen af embedet anses for dokumenteret.

Indvendinger af denne art kan dog ikke rokke ved bogens hovedresultater. Ingen historiker vil fremtidig kunne benytte ærkebispestridens akter uden at støtte sig til dr. S-N's disputats. r/„7^ n~I„,J„~