Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 6 (1963 - 1965)
ADVARSLEN OM 9. APRIL FORUDSÆTNINGER OG MOTIVER
Helge Knudsen
Resumé
Minister Helge Knudsen eftersøger de motiver, der drev oberst, senere generalmajor Hans Oster til at forråde Hitlers forestående overfald på Danmark og Norge 9. april 1940.
Der gives en karakteristik af Oster som tidlig Hitlerfjende og en fremstilling af standpunkterne i ledende tyske militærkredse i den første krigsvinter. I oktober 1939 var forholdet mellem Hitler og generalerne særdeles spændt, og nogle måneder senere fremskaffede Oster engelske tilbud til tyske generaler om en meget gunstig fred - uden Hitler.
Oster synes at have tilstræbt, at Home Fleet viste sig i norske farvande forud for 9. april — enten så tidligt, at invasionen måtte aflyses, eller så sent, at invasionsflåden ville blive tilintetgjort af den overlegne Home Fleet. 1 begge tilfælde måtte generalernes øjne dog vel blive åbnet for Hitlers strategiske dilettanteri. Var Home Fleet stået til søs en halv snes timer tidligere, end tilfældet blev, var verdenshistorien muligvis forløbet anderledes. Afhandlingen slutter med en vurdering af Osters advarsler, som vender sig mod de synspunkter, Sverre Hartmann fremlagde i sin afhandling i Jyske Samlinger IV. bind (1958).
Imod Hitler
Om aftenen 4. april 1940 modtog det danske udenrigsministerium fra
gesandtskabet i Berlin advarslen om et forestående tysk angreb1).
Den samme aften gik den tyske generalstabschef, F. Halder, i hærens hovedkvarter i Zossen, en times kørsel syd for Berlin til hærens øverstkommanderende, W. von Brauchitsch, for at forelægge ham beviser for, at den britiske regering var villig til at slutte en for Tyskland særdeles gunstig fred, når blot Hitler blev fjernet2).
Varslet til Danmark om faren for tysk overfald og samtalen i det tyske hovedkvarter om muligheden for fred falder ikke blot sammen i tid. Også sagligt er der sammenhæng imellem dem. Både afgivelsen af advarslen om det forestående angreb på Danmark og Norge og indhentningen af fredsbetingelserne fra England var foranlediget af Hitler-modstandere i den tyske overkommandos efterretningstjeneste, i x\bwehr. Med begge skridt - og med mange andre - stræbte de efter at styrte Hitler og hans system.
1) Parlamentariske Kommissions I (aktstykker), s. 20.
2) Jfr. nedenfor afsnittet om: Tilsagn fra England.
Overfaldet på Danmark og Norge afsluttede den lange, skudløse, uvirkeligt passive krigsvinter efter Hitlers lynsejr over Polen i september 1939. En overgang i denne vinter var forholdet mellem Hitler og hærens ledelse sta;rkt tilspidset. Næppe havde han vundet over Polen, før han ville angribe hele det vestlige Europa, hvad generalerne anså for galskab. I dag giver krigshistorikerne generalerne ret3).
I denne vinter var det Hitler-modstandernes håb, at når generalerne nærede den dybeste saglige mistillid til Hitlers beslutning om offensiv i Vesteuropa, måtte beviser for Englands beredvillighed til fred med et Tyskland uden Hitler, endda en fred på usandsynligt gunstige betingelser, kunne formå dem til at styrte despoten.
Advarslen om angrebet på Danmark og Norge hører hjemme i den sammenhæng, der her er skitseret i forenklet omrids. Som det nedenfor vil blive fremstillet, nåede krisen i forholdet imellem Hitler og generalerne tidsmæssigt sit højdepunkt, før kontakter til den britiske regering om fredsbetingelser var kommet ud over det indledende stadium. Dette faktiske forhold ændrer imidlertid ikke den principielle problemstilling, hvorefter advarslen til Danmark og Norge ikke er et isoleret fænomen, men må ses som et led i en systematisk kamp imod Hitler. For så vidt kan den betragtes som en af forløberne for det forgæves forsøg på attentat på Hitler den 20. juli 1944, da oppositionen ikke så anden mulighed end at søge Hitler fjernet ved mord.
En analyse af de konkrete hensigter med advarslen om 9. april og af dens motiver forudsætter en fremstilling af dens tidshistoriske baggrund og et par bemærkninger om Hitler-oppositionen, der ingenlunde må betragtes som en fasttømret blok, endsige som en organisation. Den bestod af enkeltmænd i løsere eller snævrere personlig forbindelse, alt efter som udviklingen forløb. I årenes løb skiftede forgrundsfigurerne på denne oprørsscene.
Set udefra fremtræder oppositionen som en stadig voksende kreds af mænd, af hvilke en del i 1933 havde forholdt sig imødekommende over for den nye, formelt legale regering Hitler, da rigspræsident, generalfeltmarskalP. von Hindenburg udnævnte den, men som i årenes løb, nogle hurtigt og andre langsommere, fik øjnene åbnet for nationalsocialismensforfølgelse af etiske og religiøse værdier og for dens perversion af nationalfølelsen. Som officerer, som embedsmænd og som fagforeningsfolkunder jorden erfarede disse mænd væsentligt tidligere væsentligtmere end den jævne borger om nationalsocialismens tyranni, der personificeredes i Gestapo, og om Hitlers tøjlesløse aggressionsvilje
3) Hans-Adolf Jacobsen: Fall Gelb (Wiesbaden 1957) s. 19: »Det må siges med al klarhed, at set fra et militært standpunkt var efteråret 1939 det ugunstigste tidspunkt for den tyske hær til at føre en offensiv imod vestmagterne med det formål at nå en afgørelse.«
udadtil, der i hvert fald fra 1937 manifesterede sig utvetydigt for hærledelsen.Efter seks års nationalsocialistisk styre så de i 1939 deres land styrtet ud i en krig, der for dem at se kun kunne slutte med det forfærdendealternativ, at enten blev den vundet af nationalsocialismen, eller også blev den tabt af det Tyskland, der (uden nationalsocialisme) var deres fædreland.
Set ud fra de datidige forudsætninger stod de mænd, der var i opposition til styret, over for enorme vanskeligheder, der voksede, da krigen brød ud og deres bevægelighed dermed automatisk begrænsedes. Officererne inden for oppositionen måtte være på deres poster i den del af Europa, hvor overkommandoen anbragte dem, og var derfor ofte afskåret fra kontakt med deres meningsfæller. Det er et vidnesbyrd om megen indflydelse højt op i hærledelsen, når oppositionens officerer i krigsårene kunne rejse omkring i så stort omfang, som de gjorde.
Arbejdsvilkårene var en diktaturstats, hvor telefoner aflyttedes, hvor pålidelige efterretninger var sparsomme, hvor myndigheder og presse fortav alt, der kunne være imod styrets interesser, og hvor SS, Gestapo og menige partifanatikere var stolte af at angive systemets fjender.
Et oprør, en revolution, et kup forudsatte magtmidler, og i en ensrettet politistat med al civil myndighed samlet i Hitlers person fandtes de kun hos hæren. Hitler sagde selv, at han havde et nationalsocialistisk luftvåben, en kristelig flåde og en kejserlig hær4). Med Gorings unge flyvere havde oppositionen imod Hitler ingen forbindelse. Storadmiral H. Raeders flådeofficerer levede psykisk i en traditionel verden for sig selv og fysisk borte fra politiske begivenheder, ofte til søs. Kun et par af dem fandt vej til oppositionen5). Inden for hæren derimod udviklede Hitlermodstanden sig. Dens ældre officerer havde fået deres uddannelse i kejsertiden og var ingenlunde uden præg af dens idealer; for så vidt havde Hitler ret i sin karakteristik af hæren. I Weimartiden var det forbudt soldater og officerer at tage del i politik, og ingen af dem var medlemmer af det nationalsocialistiske parti. I de første år efter 1933 var hæren stort set fri for partimedlemmer. Længe var det oppositionens håb — i perioder et fast og i andre et skrøbeligt håb — at generalstabschefen Halder ville kunne overtale hærens øverstkommanderende von Brauchitsch, den eneste, der var beføjet til at udstede ordrer til hæren, til at frelse Tyskland fra Hitler, fra den brune pest og fra et frygtet militært nederlag.
Set indefra, fra oppositionens synspunkt, var det et uafladeligt overvejetproblem, hvorvidt den kunne få folket med sig, således at den kunne overbevise den jævne mand om rigtigheden i at styrte Hitler. Menigmand havde set Hitler afskaffe arbejdsløsheden og få erhvervslivettil
4) Peter Bor: Gesprache mit Halder (Wiesbaden 1950), s. 112.
5) Viertelsjahreshefte fur Zeitgeschichte 1963, s. 24.
livettilat blomstre og havde set ham med den søvngængeragtige sikkerhed,af hvilken han pralede, udtræde af folkeforbundet (19. oktober 1933), sprænge Versai] les-traktaten ved at indføre almindelig værnepligt(16. marts 1935) og tre måneder senere (18. juni 1935) alligevel slutte flådeaftale med England, opsige Locarno-traktaten og marchere ind i Rhinlandet (7. marts 1936), gennemføre Østrigs optagelse i Stortyskland(12. marts 1938), indlemme Sudeterlandet heri (29. september1938) og uden krig erobre den czekiske del af Czekoslovakiet (15. marts 1939). Hvert forår og hvert efterår udvidede og styrkede han Tyskland ved hjælp af politisk behændighed, og uden at et skud løsnedes.Den jævne borger så stormagterne passivt affinde sig hermed. Da de endelig erklærede krig den 3. september 1939, og da den ældre tysker med gru erindrede nød og død under den første krig, slog Hitler på tre uger Polen med en lynkrigs usandsynlige triumf, medens vestmagternes divisioner stod med gevair ved fod på vestfronten.
Således var stillingen ved begyndelsen af den lange krigsvinter før den 9. april, og for oppositionen var det et stadigt spørgsmål, hvorledes og i hvilken situation den i rimeligt omfang kunne vente at overbevise gennemsnitstyskeren om, at Hitler var en forbandelse, hvorfor det ikke blot var en ret, men en pligt at styrte ham.
Hærledelsen kapitulerer for Hitler
Engang under krigen sagde Hitler om hæren på de 100.000 mand, som han overtog fra Weimarstaten, at han i de første år efter 1933 ønskede at holde dens aktivitet begrænset til rent fagligt militære områder. Først efter nogle års forløb ville tiden være moden til indførelse af almindelig værnepligt for derved at lade unge, begejstrede nationalsocialister vælte ind i hærens rækker og kvæle alt, hvad der i officerskorpset fandtes af oppositionen imod ham6).
Det svarede ganske hertil, at han var imødekommenheden selv, da han et par dage efter regeringsdannelsen 30. januar 1933 mødtes med de højeste officerer inden for hæren og flåden7). Det skete ved en middag hos hærens øverstkommanderende K. von Hammerstein-Equord, en af de få officerer, der politisk stod til venstre for midten og i øvrigt i 1933 kynisk bemærkede, at det var vanskeligt at vælge imellem håbløst stupide tyske nationalister (blandt hans egne kolleger) og skamløse nationalsocialister. Om Hitler havde Hammerstein sagt: »Hvis han kommer legalt til magten, har jeg intet at indvende. I modsat fald skyder jeg«8).
6) Hitlers Tischgesprache im Fiihrer-Hauptquartier 1941-42 (Bonn 1951), s. 429.
7) Gerhard Ritter: Carl Goerdeler (Stuttgart 1954), s. 132 og 468. Hermann Foertsch: Schuld und Verhangnis (Stuttgart 1951), s. 33.
8) Foertsch, s. 21.
Ved middagen hos Hammerstein greb Hitler med begge hænder sin chance ved i en to timer lang tale at forsikre officererne, at det var hans opgave at lede den indenrigske og den udenrigske politik, og at det var deres opgave uden hindring af nogensomhelst art at uddanne soldaterne og at udvikle og styrke forsvaret, der skulle være uafhængigt af og løftet op over alt partivæsen9).
Også over for hærledelsen viste Hitler sig således fra første færd som en af de snedigste demagoger, der har tyranniseret et folk. Sin middagstale holdt han til den ældre officersgeneration, der i Weimartiden havde udgjort en eksklusiv klub, og som anså politisk afholdenhed for en dyd. For de yngre officerer var Hitlers nye styre forbundet med en forhåbning om en vending til det bedre, efter at den forbitrede og deprimerende kamp mellem Weimartidens politiske partier var endt i systemets afmagt over for de foreliggende opgaver10). En fransk militærattaché skønnede, at 60 % af officererne satte deres lid til systemskiftet11) og herunder både håbede på bekæmpelse af arbejdsløsheden og på koncessioner fra den vestlige verden, så deres hær ikke mere skulle være begrænset til de 100.000 mand, men have en normal, ligeberettiget status i verden med deraf følgende anseelse for Tyskland. Blandt de ældre officerer, der også nærede denne forhåbning, var generaloberst Ludwig Beck, generalstabschef 1. oktober 1933-18. august 1938 og den centrale skikkelse i modstanden imod Hitler i den første krigsvinter samt 20. juli 1944 beredt til efter attentatet på Hitler at overtage ledelsen af en ny regering.
Den første spænding mellem hæren og Hitler opstod i forsommeren 1934, da chefen for partiets garde, Ernst Rohm, var af den overbevisning, at den nationalsocialistiske revolution ikke burde holde stille foran kaserneportene. Rohms SA-mænd personificerede Hitlers vilje og måtte derfor være kaldet til at gyde ny ånd i det reaktionære rigsværn.
I denne vision hos Rohm så Hitler en fare for sit eget enevælde. Det var hans mål at opnå udenrigspolitisk bevægelsesfrihed ved hjælp af en oprustning, som han ikke kunne gennemføre uden de professionelle officerers faglige bistand. Hitler satsede følgelig på hæren og lod derfor Rohm og andre SA-ledere myrde 30. juni 193412). Goring og Himmler greb chancen til at fjerne andre formentlige modstandere af systemet og herunder også til at tage privat hævn. Blandt de dræbte var generalerneKurt von Schleicher og K. von Bredow. Som departementchef i krigsministeriet,før han i to måneder var Hitlers sidste forgænger som regeringschef,havde Schleicher med politisk fantasi ønsket et bredt folkeligtgrundlag
9) En deltagers referat af talen i Vierteljahreshefte fiir Zeitgeschichte 1954, s. 434.
10) Gert Buchheit: Soldatentum und Rebellion (Rastatt 1961), s. 8.
11) Vollmacht des Gewissens (Frankfurt 1960), s. 225. (Trykfejl i fodnoten. Rigtig tekst i udgaven af 1956, s. 222).
12) Se blandt andet Buchheit, s. 19, Ritter, s. 136 og J. W. Wheeler-Bennett: The Nemesis of Power (London 1953), s, 305.
ligtgrundlagfor hæren. Han havde ikke kæmpet imod nationalsocialismen,men
ønsket den kanaliseret ind i det bestående samfund.
Da det trak op til modsætninger mellem Hitler og Rohm, havde nogle officerer - deriblandt generalerne F. von Bock, G. von Rundstedt og E. von Witzleben, hvem vi alle tre vil møde som chefer for troppestyrker på vestfronten i den første krigsvinter - omgåedes med planer om anvendelse af deres tropper, såfremt SA skulle søge ved et kup at sætte sig i hærens sted. I forhold til Hitler var planerne rent defensive, og de forudsatte en ordre til aktion fra den senile rigspræsident von Hindenburg.
Da flere hundrede personer 30. juni 1934 blev myrdet uden dom, undlod hæren, der i stolthed over egen respekt for ære og ret havde set ned på nationalsocialismen, at genoprette lovlige tilstande. Som den eneste, der havde fysisk magt hertil, lod hæren sig nøje med et forsøg på at rehabilitere de to myrdede generaler. Hammerstein var som dens øverstkommanderende blevet afløst af W. von Fritsch, der efter sin fødsel og opdragelse stod nationalsocialismen fjernt, men som var langt mere officer end politiker. I spørgsmålet om ansvaret for mordet på Schleicher fandt Fritsch ingen forståelse hos sin krigsminister, W. von Blomberg, der af profession var officer, men en svag karakter i en imponerende skikkelse (ofte kaldt: gummiløve) og fra og med sin indtræden i Hitlers regering 30. januar 1933 under dennes stærke personlige indflydelse. Resigneret mente Fritsch, at kun en ordre fra Hindenburg (som Fritsch visselig ikke kunne vente at modtage) kunne berettige ham til handling imod regeringschefen Hitler og hans system13). Under disse forhold affandt hæren sig med et tilbud om en krigsretsundersøgelse af de to generalers død. Politisk tabte hæren dermed et betydningsfuldt slag. Meningsforskelle mellem krigsminister von Blomberg, der havde været en af hærens egne, men var stærkt på vej til at blive bjergtaget af Hitler, og hærens chef von Fritsch (samt ved dennes side generalstabschef Ludwig Beck) lod Hitler sejre.
Halvanden måned efter Rohm-myrderierne blev hæren overrumplet til løfte om lydighed mod Hitler. 2. august 1934 døde Hindenburg, og Hitler lod hæren sværge ed til sig, ikke som i Weimartiden om troskab mod folk og fædreland, men som i kejsertiden en ed til statsoverhovedet personligt, en hellig ed om übetinget lydighed imod det tyske riges og folks fører, Adolf Hitler, værnemagtens øverstkommanderende.
Generalstabschefen Ludwig Beck og mange andre følte sig overrumplet, da den nye tekst til ed blev læst op for dem. »Det var den sorteste dag i mit liv«, sagde han, da han gik ud efter edsaflæggelsen, og han kom aldrig bort fra, at han ikke burde have aflagt denne ed14).
13) Foertsch, s. 62.
14) Foertsch, s. 65.
Enkeltheder om Gestapos grusomheder under Rohm-myrderierne samledes i hærens efterretningstjeneste. Den senere general Hans Oster, der i 1940 advarede Danmark og Norge og andre om 9. april, brugte dem for at overbevise kolleger om nationalsocialismens forbryderiske væsen. En beretning efter 20. juli-attentatet 1944 fra SS-obergruppenfiihrer E. Kaltenbrunner til Reichsleiter Martin Bormann oplyser, at Osters kreds kritiserede nationalsocialismens stilling til kirken, til jøderne, til retsopfattelsen og til retsudøvelsen og hævdede, at der var opstået »et rent politi- og vilkårlighedsstyre«. I beretningen hedder det, at inden for en kreds af generalstabsofficerer blev denne opfattelse næret allerede fra 1934, og følgende notat, der stammer fra Oster, gengives i beretningen: »Begivenhederne 30. juni 1934 havde hos en del af officerskorpset og generalstaben ført til oppositionelle følelser, (der) frem for alt (var rettet) imod SS's rigsfører og Gestapo. 30. juni 1934 var den første lejlighed til i kimen at kvæle en røverbandes metoder, men i denne kamp mellem værnemagten og SS var Himmler og Heydrich blevet sejrherrer«15).
Den senere feltmarskal E. Rommel sagde et år efter myrderierne, at
ved den lejlighed burde hele den betændte byld have været fjernet16).
Den sidste dag i året 1934 måtte chefen for den militære efterretningstjeneste, kaptajn K. Patzig, gå af, fordi nationalsocialisterne havde følt sig generet af ham og udvirket hans fjernelse. Patzig, et retskaffent menneske, sagde ved den lejlighed til krigsminister von Blomberg, at efter Hindenburgs død ventede folket, at krigsministeren ville beskytte og hjælpe det imod partiorganisationernes overgreb; endnu havde han tid til at gribe ind, men om et halvt år ville det være for sent17)- I kraft af de oplysninger, Patzig rådede over, kunne han sige til forsvarsministeren, at SS (der et fjerdingår i forvejen med hærledelsens højst nødtvungne billigelse havde fået tilladelse til at oprette tre infanteriregimenter, der i fredstid var uafhængige af hæren) var et samlingssted for rodløse eksistenser og forbrydere, der ikke veg tilbage for mord, når de dermed kunne fremme deres egen magt.
Blomberg afbrød ophidset, at SS var en af Førerens organisationer, hvortil Patzig beklagede, at Føreren åbenbart ikke vidste, hvad det var for en bande, han havde under sig. Blomberg afbrød ham på ny: »Det politiske ansvar bærer jeg og ikke De, og jeg ser situationen helt anderledes og meget optimistisk«.
Patzigs efterfølger, kontreadmiral W. Canaris, havde oprindelig sympatifor
Hitlers bevægelse som egnet til at give land og folk en ny statslig
og national fremtid, men da han lod sig udnævne til chef for den militæreefterretningstjeneste,
15) K. H. Peter: Spiegelbild einer Verschworung (Stuttgart 1961), s. 451.
16) Vollmacht des Gewissens, s. 249. Buchheit, s. 225.
17) Vollmacht, s. 243.
tæreefterretningstjeneste,var skellene faldet fra hans øjne. Hans personaleakter,de regelma^ssige, fortrolige beretninger fra hans foresatte om hans egnethed som søofficer, er bevaret fra 1907, da han var tyve år gammel, til den dag, han blev chef for efterretningstjenesten18). De tegner et billede af en usædvanlig begavelse med talent for organisation,diplomatisk behændighed og et beskedent og tilbageholdende væsen.I beretningerne fremhæves hans tjenstlige energi og underordnedeshengivenhed for ham såvel som hans udstrakte sprogkundskaber og hans instinkt over for udenlandsk mentalitet. Han betegnes som en forbilledlig forhandler, der altid hurtigt vandt prominente udlændingestillid.
Det var etiske anskuelser og politisk overbevisning, der gjorde Canaris til en fjende af nationalsocialismen, og da han kendte verden uden for Tyskland, blev han tidligt overbevist om, at en udenrigspolitisk aggression ville slutte med en national katastrofe. I hærledelsen søgte han ørenlyd for sin viden og sine meninger, hvor han kunne finde den. Han var snarrådig og slagfærdig, en fascinerende personlighed med charme, fantasi og realitetssans, der altid dækkede sine medarbejdere, og som havde en stor evne til at få andre til at tale, uden at han selv røbede sig. Efter 20. juli skrev Kaltenbrunner i en beretning om Canaris: »Alle har han strøet sand i øjnene: Heydrich, Himmler, Keitel, Ribbentrop og endda Føreren«.
Var der et stænk af fatalisme i Canaris, var der fuld aktivisme i chefen for hans administrationsafdeling fra 1935, oberst Hans Oster, hvem han indtil 1943 skærmede imod afsløring. Selv holdt han ud til 1944 for at forhindre, at en partimand blev hans efterfølger. Begge blev hængt i en sydtysk koncentrationslejr på 5-årsdagen for Hitlers overfald på Danmark og Norge og ganske få dage før amerikanske troppers ankomst til lejren.
Oster havde tidligt erkendt nationalsocialismens væsen, og under indtryk af Rohm-myrderierne svingede han over til fuld modstand imod systemet og dets ophavsmand. Hans kontor i efterretningstjenesten, der var uden for Gestapo's rækkevidde, blev central for både den militæreog den civile opposition imod Hitler. Mange slags mennesker havde deres gang i efterretningstjenestens kontorer, hvor civile færdedes i militæreomgivelser uden at vække opsigt. Oster førte ligesindede sammen, og fra højst forskellige kilder indhentede han oplysninger om det nationalsocialistiskeparti og dets ugerninger. Hos ham løb oppositionens
18) Vierteljahreshefte fur Zeitgeschichte 1962, s. 280. Om Canaris og Oster endvidere: K. H. Abshagen: Canaris (Stuttgart 1949). Ritter. Vollmacht. Helge Knudsen: Oprørere i Hitlers borg (København 1947) var den første bog om Hitler-oppositionen; senere fyldigere oplysninger korrigerer synspunkter i fremstillingen. Margret Boveri: Der Verrat im 20. Jahrhundert II (Hamburg 1956). lan Colvin: Chief of Intelligence (London 1951). Eberhard Zeller: Geist der Freiheit (Miinchen uden rstal).
tråde sammen, og fra hans retskafne sinds umiddelbare reaktion udgik
en fanatisk agitation imod Hitler og hans styre.
Født 1888 var Oster vokset op i kejsertidens militære tradition, og også efter Wilhelm Ils flugt til Holland forblev han kejseren tro. En samfundsmæssigt konservativ side i hans livsanskuelse kan læses ud af et brev til ham fra hans søn; efter 20. juli blev det fundet af Gestapo. Sønnen var ung officer i en tankafdelings stab og skrev: »Her er forholdene meget glædelige. Den kommanderende general er rytter og grand seigneur fra l'ancien regime, en virkelig general, ingen folkesoldat «19).
I sin vurdering af nationale og politiske forhold var Oster en ærlig sjæl, hvis idealisme var så udifferentieret, at den kunne fornemmes som udtryk for en primitiv natur. Han havde en hurtig opfattelse, selv om Canaris i intelligens var et hoved højere end han. At se til var han en rank og flot rytterskikkelse. Han var præstesøn fra Alsace og skrev fra fængslet til sin søn: »Til sidste åndedrag bliver vi ved med at være hæderlige karle, således som vi har lært det som børn og soldater. Komme, hvad der vil, vi frygter kun Guds vrede, hvis vi ikke er redelige og hæderlige og gør vor pligt«.
Hans kategoriske anskuelser og væsen viste sig også i fængslet, da han afviste spørgsmål fra SS-officerer med følgende bemærkning: »Mine herrer, fronterne er klare. Terningerne er kastet«. Denne Hitler-modstander var »en mand efter Guds hjerte«, sagde forfatteren til Offiziere gegen Hitler, nu sagfører i Wiesbaden Fabian von Schlabrendorff20).
Hærens øverstkommanderende fra begyndelsen af 1934 var som nævnt Fritsch, konservativ af livsanskuelse, af natur tilbageholdende og i livsførelse beskeden. I omgang med mennesker kunne han virke hæmmet, og trods ydre smil og belevenhed havde han svært ved at meddele sig til andre. Soldaterdyder var hans livsform, og jo mere styret udviklede sig til totalt diktatur, jo mere blev det hans mål at bevare hæren uafhængig og retskaffen. I november 1935 sagde han til generalerne: »Soldatens livsanskuelse består i opfyldelse af hans pligt. En revolutionær ånd kan være udmærket, men den har intet hjemsted i en institution, der er opbygget på lydighed«21).
Hans nærmeste medarbejder, generalstabschefen Ludwig Beck22), var af større personligt format med disciplineret intelligens og historisk dannelse. Han stammede fra en borgerlig familie i Rhinlandet med kristentro og liberale traditioner. Hans livsanskuelse drev ham i oppositiontil Hitler, men i mindst lige så stort omfang hans overbevisning
19) Spiegelbild, s. 298.
20) Nævnte skrift (Ziirich 1946), s. 21.
21) Buchheit, s. 49.
22) W. Foerster: Ein General kåmpft gegen den Krieg (Miinchen 1949)
om, at det var hærens opgave at forsvare land og folk, og skulle den have folkets tillid, måtte den ikke misbruges til udenrigspolitiske eventyr.Angreb og erobring var forræderi imod hærens opgave. Fra 1934 frygtede han en politik med vold og tillidsbrud, og i forhold til Hitler blev han den store opponent imod krig.
Stadig tydeligere førte Hitler en udenrigspolitik, der var på tværs af alt, hvad officererne havde lært og troede på. De var opdraget til rvågen over for England og Frankrig, som Hitler gang på gang udfordrede, til venskab med Rusland, der for Hitler var en ideologisk fjende, til dyb uvilje over for Polen, med hvilket Hitler sluttede pagt, og til foragt for Italien, hvis Mussolini var Hitlers ideal.
Da Hitler 16. marts 1935 med et udenrigspolitisk chok sprængte rammerne for hæren på de 100.000 mand, indførte almindelig værnepligt og satte en hær på 36 divisioner som sit mål, udnyttede han afrustningskonferencens sammenbrud i Genéve og Frankrigs forlængelse af værnepligten fra 18 måneder til 2 år.
Først i sidste øjeblik og først efter sin militære adjudants henstilling underrettede Hitler sin krigsminister og sin hærledelse om værnepligtens genindførelse. Blomberg gjorde de største betænkeligheder gældende, og hærledelsen som helhed frygtede yderligere udenrigspolitisk isolering. Hitler vandt i første omgang. Et fjerdingår senere sluttede England endda flådeaftale med ham om tonnage i forholdet 100:35.
Næste forår, 7. marts 1936, ville Hitler marchere ind i Rhinlandet, hvor ingen tyske tropper havde måttet færdes siden den sidste krig. På ny udnyttede han en udenrigspolitisk situation. Ratifikationen af den fransk-sovjetiske bistandspagt gav ham et påskud til at hævde, at Tyskland derefter ikke mere var bundet af foreliggende aftaler (Locarno) og følgelig genoprettede sin fulde suverænitet i Rhinlandet. For både krigsministeren og hærledelsen var dette militær hazard, fordi det måtte udfordre Frankrig til at slå igen, hvad styrkeforholdet opfordrede til. Opbygningen af de 36 tyske divisioner på grundlag af de forhåndenværende 100.000 mand var så småt begyndt, men en hær er aldrig så svag som i en periode af omorganisation, og Frankrig, Polen og Czekoslovakiet rådede i fredstid over 90 divisioner, hvortil reserverne kom.
Med deres advarsler bragte generalerne et øjeblik Hitler til at vakle; bagefter spottede han over sin krigsministers svage nerver. Frankrig nøjedes med at koncentrere nogle divisioner ved Maginotlinien, og et fjerdingår senere myldrede ungdom fra alverdens lande begejstret forbi Hitler, da de olympiske lege begyndte I hans hovedstad. Den jævne tysker så heri et nyt tegn på hans triumfer.
Samme år sendte Hitler i al hemmelighed tropper til Spanien til
støtte for Franco. Beck havde forgæves protesteret imod en sådan aktion,der
tion,derskulle passere »det engelske vindue og den åbne franske dør«. General Karl Heinrich von Stiilpnagel, senere en af de ledende oppositionelle,skrev sidst i 1936 til sin ven, generalstabschefen: »Endnu en rum tid kan vi vel holde verden i ro, men en dag har den fået nok, og så kalder den os til orden«28).
Mange år senere sagde Hitler, at før 1933 troede han, at generalstaben var en lænkehund, som han måtte holde fast i halsbåndet, fordi den truede alt og alle24). Bagefter forstod han, at den var alt andet. Den søgte ustandselig at forhindre enhver aktion, som han anså for nødvendig, og det var ham, der altid måtte jage med lænkehunden.
Indtil 5. november 1937 havde Hitler kun givet hæren defensive opgaver; den dag forlangte han beredskab til offensiv af den. Han ville udnytte en gunstig situation til krig imod Czekoslovakiet, forklarede han krigsminister von Blomberg, udenrigsminister K. von Neurath og cheferne for hær, flåde og luftvåben, von Fritsch, admiral H. Raeder og Goring. Både Blomberg og Fritsch rejste både politiske og militære indvendinger; og muligvis modnede denne modstand en beslutning hos Hitler om at søge hærledelsen ændret. Antagelig huskede han, at Mussolini ved efterårsmanøvren kort i forvejen havde opfordret ham til at forøge sin magt ved ganske som Mussolini selv at gøre sig til direkte øverstkommanderende over alle tre våben.
Lejligheden hertil bød sig snart. Blomberg kompromitterede sig i januar 1938 ved med Hitler og Goring som bryllupsvidner at gifte sig med en kvinde af mere end tvivlsomt rygte. Dagen efter at sandheden herom blev meddelt Hitler, brugte han materiale fra SS til ganske grundløst at beskylde Fritsch for homoseksualitet. Hitler nægtede at modtage hans æresord for denne beskyldnings usandfærdighed og krævede, at han straks tog sin afsked.
Derefter overtog Hitler selv 4. februar 1938 den samlede kommando og gjorde den subalterne W. Keitel (senere hånende kaldt Lakajtel) til stabschef for sin overkommando. Den nye chef for hæren blev von Brauchitsch.
Fem uger senere rykkede Hitler ind i Wien som triumfator i spidsenfor sine tropper. Folkets jubel over Østrigs indlemmelse i det stortyskerige udviskede bevidstheden om skiftet i den samlede militære ledelse, men blandt officerer voksede harmen over Hitlers bagvaskelse af Fritsch, efterhånden som den blev kendt. Den var et slag imod al ret og hæderlighed. Fritsch havde ladet sig overrumple af den uhyrlige beskyldning,men betragtede den som sin personlige og ikke som hærens sag. Siden sagde han, at et kup fra hans side imod Hitler ved den lejlighedville have taget sig ud som en ærgerrig og fornærmet generals handling. Dette standpunkt er ikke uden resignation, således som den
23) Vollmacht, s. 266.
24) Schlabrendorff, s. 47.
også kom til udtryk i en bemærkning af Fritsch om Hitler: »Denne
mand er Tysklands skæbne, og denne skæbne må gå sin vej til ende«25).
Over for Beck ivrede Halder for en aktion imod Hitler, men fik til
svar, at »mytteri og revolution er ord, der ikke findes i en tysk officers
leksikon«26).
For at rense Fritsch gik Beck og generaloberst von Rundstedt til Hitler, der imidlertid ikke ville høre tale om deres krav om krigsretssag imod Fritsch. Derimod gik han med til en æresret, der et halvt år senere gav Fritsch oprejsning uden at give ham hans stilling tilbage27).
Ikke blot officerer, men også embedsmænd og andre civile stræbte efter at opklare de forbrydelser, som Gestapo havde gjort sig skyldig i ved at levere Hitler forfalsket dokumentation imod Fritsch. Under denne efterforskning etableredes på faglig basis et omfattende samarbejde mellem personer, der var blevet fjender af systemet. Hans Oster i efterretningstjenesten, hvis kontor også blev central under denne efterforskning, mødtes med justitsministerens personlige sekretær, Hans von Dohnanyi, der kort efter blev udnævnt til rigsretsdommer i Leipzig, og som fra sit daglige arbejde i ministeriet havde megen viden om partiorganisationernes totale tilsidesættelse af en retsstats principper. Justitsministeren selv, F. Giirtner, sagde om en episode under Fritsch-efterforskningen til Canaris: »Deres frygt er helt igennem begrundet, for Gestapo viger ikke tilbage for noget, De må tage mine ord i deres videste forstand«.
Admiral Canaris kom ved den lejlighed i nær forbindelse med Beck, og der kan på dette tidspunkt tales om grupper af både militære og civilemodstandere, hvis bestræbelser koordineredes af Oster: Officerer som Franz Halder, der kort efter blev generalstabschef, og hans medarbejderi generalstaben Karl Heinrich von Stiilpnagel, generalerne E. von Witzleben, der kommanderede tropperne i Berlin og omegn, grev E. Brockdorff-Ahlefeld, der var chef for divisionen i Postdam, og general P. von Hase, chef for et infanteriregiment i Landsberg an der Warthe, politifolk som Berlins vicepolitipræsident grev F. D. von der Schulenburg,udenrigsministerielle embedsmænd som statssekretær E. von Weizsåcker og politikere som tidligere overborgmester C. Goerdeler, rigsfinansminister Hjalmar Schacht, preussisk finansminister J. Popitzog folk fra socialdemokratiet som Jul. Leber og Ernst von Harnack. Oster, Goerdeler og regeringsråd H. Bernd Gisevius overvejede mulighedenaf at besætte Gestapo-hovedkvarteret, arrestere Himmler og Heydrichog offentliggøre alle beviserne for Gestapos forbryderiske bagvaskelseaf
25) Friedrich Hossbach: Zwischen Wehrmacht und Hitler (Wolfenbiittel 1949), s. 107. Ullrich von Hassell: Vom anderen Deutschland (Ziirich 1946), notat 18.12.1938.
26) Bor, s. 113.
27) Om Fritsch-krisen: Grev J. A. von Kielmannsegg (nu chef for landstridskræfterne i NATOs centraleuropæiske afsnit): Der Fritsch-Prozess 1938 (Hamborg 1949). Vollmacht, s. 382.
skelseafhærens øverstkommanderende for derved at tvinge Hitler til at tage stilling imod Gestapo. Åbenbart var Witzleben, Brockdorff-Ahlefeldog von Hase villige til at lade deres tropper gennemføre en storm på Gestapo.
Canaris havde sin egen plan, hvorefter hæren i det øjeblik, da resrettens måtte foreligge, skulle kræve æresoprejsning for både von Fritsch og den samlede værnemagt og samtidig rette anklage imod Gestapo ved offentliggørelse af alle bevislighederne.
Ingen af planerne blev gennemført, men Beck nåede senere til den
overbevisning, at Fritsch-krisen havde været det politisk og psykologisk
gunstigste øjeblik for en aktion fra hærens side.
Længe før æresoprejsningen til Fritsch havde Hitler 30. maj 1938 udstedt ordre om strategisk planlægning af angreb på Czekoslovakiet. Allerede forud for denne ordre havde generalstabschefen Ludwig Beck udarbejdet to udførlige memoranda (7. og 29. maj) med begrundelser imod et sådant angreb, og han skrev yderligere to (3. juni og 18. juli), som han overgav sin foresatte, hærens ny øverstkommanderende von Brauchitsch28). Det var Becks fundamentale opfattelse, som han fra alle synspunkter søgte at underbygge, at en aggression uvægerlig måtte føre til en europæisk krig, som Tyskland ville tabe. I det sidste af disse memoranda krævede Beck de af Hitler beordrede forberedelser til angreb på Czekoslovakiet standset, og han henstillede, at hærledelsen truede med demission for derved at tvinge Hitler til eftergivenhed. Ifølge et referat udtalte Beck, at »alle tænkelige midler og veje må bruges til sidste konsekvens for at afværge en krig imod Czekoslovakiet, der i sine konsekvenser må føre til en verdenskrig, der betyder Finis Germaniae. .. (De ledende officeres) lydighed som soldater har sin grænse, hvor deres viden, deres samvittighed og deres ansvar forbyder udførelsen af en ordre. Bliver deres advarsler ikke hørt i en sådan situation, har de ret og pligt til at træde tilbage fra deres poster. Hvis de alle handler med beslutsom vilje, er det umuligt at gennemføre en krigerisk handling. De har dermed bevaret fædrelandet for det værste, for undergang . . . Usædvanlige tider kræver usædvanlige handlinger«.
Beck konkluderede, at når hærledelsen ikke kunne tage ansvaret for en sådan krig, burde den tilkendegive dette i en erklæring, der ikke kunne affattes »tilstrækkelig stærkt, hårdt og brutalt«. Brauchitsch, der ingenlunde var gjort af samme hårde materiale som Beck, samlede generalerne, der viste sig at dele Becks anskuelser. Da Hitler hørte herom, samlede han hos sig i Berchtesgaden andre officerer, der var udset til at være generalernes nærmeste medarbejdere, for at overvælde dem med sin veltalenhed. I øvrigt mødte han modstand hos adskillige af dem.
Da Beck ikke kunne overtale sin chef, Brauchitsch, til at sætte hårdt
28) Ritter, s. 140 og 168. Hossbach, s. 146. Om Beck se også Zeller, s. 9, Buchheit, s. 1 og 146 og Vollmacht, s. 427.
imod hårdt, indgav han tre dage efter Hitlers tale til generalerne sin ansøgning om afsked (18. august 1938) og skrev da med hånden på sit memorandum af 16. juli: »For at klarlægge vor stilling over for fremtidens historikere og for at holde overkommandoens ry uden plet, ønsker jeg som chef for generalstaben protokolleret, at jeg har vægret mig ved at billige nogensomhelst slags nationalsocialistisk eventyr. En definitiv tysk sejr er en umulighed«.
Beck traf således sit valg mellem lydighed og medansvar. Han var den eneste høje officer, der i fredstid drog denne konsekvens af en overbevisning. Hitler tog med glæde imod afskedsansøgningen, fordi han betragtede Beck som sin farligste modstander i hæren, »den eneste, der ville være i stand til at foretage sig noget imod mig«.
Det er vel tvivlsomt, og for så vidt havde Brauchitsch ikke uret, om en kollektiv generalsdemission kunne have nået de mål, der var Becks. Formodentlig ha\de Hitler grebet chancen til at foretage forfremmelser, der endnu hurtigere, end det skete, ville gøre hæren til hans lydige redskab. Det er imidlertid karakteristisk for Beck, at han holdt sig inden for sin lydigheds grænse, så længe han var i tjeneste. Frigjort fra sin officerspligt blev han oprører. I den første krigsvinter var han Hitler-modstandernes ledende mand. Også da gjorde hans etiske livsanskuelse ham til modstander af mord, selv om tyrannen førte landet ud i en katastrofe. Først langt ind i krigen affandt han sig med, at ingen anden udvej fandtes.
Franz Halder blev Becks efterfølger som generalstabschef. Han tiltrådte sin post 27. august 1938, og dermed etableredes det tospand: Brauchitsch som hærens øverstkommanderende og Halder som hans nærmeste medarbejder, der karakteriserede hærledelsen i den første krigsvinter, og som i øvrigt fortsattes til midt i den tredje krigsvinter.
Brauchitsch, født 1881 og tre år ældre end Halder, stammede fra en schlesisk familie, der i 150 år havde frembragt en halv snes generaler. Han havde været livpage hos kejserinden og var således vokset op i en verden, der måtte fornemme nationalsocialismens væsen som diametral modsætning til sin egen livsanskuelse. Han var velopdragen og ømfindtlig, af natur kølig, af væsen snarest tilbagetrukken og ingenlunde de hastige beslutningers mand. Han var uden slagfærdighed og uden evne til impulsivt at besvare de fornærmelser, som Hitler lejlighedsvis slyngede imod ham.
Hvilke hæmninger Brauchitsch end havde, forhindrede de ham ikke i ved talløse lejligheder at hævde hærens interesser over for nationalsocialismenog at kæmpe sejt om vigtige personaleproblemer samt gå imod både SS og propagandaministeriet, men hans vilje var langt fra at kunne hamle op med Hitlers dynamiske aggressivitet og diktatoriske egenmægtighed.Når Hitlermodstandere, der vidste, at Brauchitsch af livsanskuelseog
elseogsindelag var på deres side, trængte ind på ham, synes han ofte at have sagt til sig selv, at de havde let ved at snakke, fordi de i sidste instans var uden ansvar. Dette var alene hans, fordi han alene kunne udstede ordrer til hæren.
Halder kom i nært personligt forhold til Brauchitsch, men var af en helt anden type og virkede i sin optræden lidet militær. Af væsen borgerligt korrekt leder han snarest tanken hen på en lærer eller videnskabsmand. Inden for sit fag var han ekspert, systematisk, kritisk, grundig og jernflittig. Han hadede militært dilettanteri, som han ikke sjældent mødte det hos Hitler, og han led hårdt under den konstante samvittighedskonflikt imellem sine pligter som officer og sin patriotiske og etiske livsanskuelse.
Halder havde gjort tjeneste i Miinchen, da Hitler startede kupforsøget 9. november 1923, marchen fra Burgerbråukeller, der endte ved Feldherrenhalle. Halder havde da med bekymring iagttaget den frasefyldte propagandas positive virkning på unge officerer. Rohm-myrderierne havde overbevist ham om nationalsocialismens forbandelse, og som generalstabschef brugte han kraftudtryk fra sit bayerske hjemland om Hitler som forbryder og blodsuger.
Da han tiltrådte som generalstabschef, var hans første ord til Brauchitsch, at han ville fortsætte sin forgængers, Becks opposition imod Hitlers krigsvilje, og at han havde overtaget posten for at bruge alle de muligheder, den måtte frembyde, til kamp imod Hitler og hans styre. Brauchitsch rakte ham begge sine hænder.
Det var Beck, der havde foreslået Halder som sin efterfølger, og efter Becks opfordring mødtes Halder kort efter sin udnævnelse med Oster, overfor hvem han bekendte sig som fjende af Hitler og parat til at deltage i oprør, hvis Hitler virkelig ville krig. I løbet af nogle uger gjorde Halder alvor af sit ord, da Hitler syntes beredt til krig imod Czekoslovakiet for at opnå Sudeterlandets indlemmelse i sit tredje rige.
Efter krigen sagde general A. Jodl, strategisk Hitlers højre hånd, at hvis Frankrig og England havde grebet ind militært på vestgrænsen, medens Hitler førte krig imod Czekoslovakiet, ville det tyske forsvar være brudt fuldstændig sammen, for vestvolden var intet andet end en stor byggeplads, og der fandtes kun fem tyske divisioner til at holde stand imod 100 franske.
Brauchitsch var hos Hitler både 3. og 9. september for at søge at overtale ham til at opgive angrebet på Czekoslovakiet, hvis der var den mindste fare for militær intervention fra vestmagterne, og Hitler tordnede imod ham med beskyldninger for manglende mod og svigtende tillid til Hitlers førerskab. Keitel føjede bebrejdende til, at Brauchitsch betragtede Hitler som korporalen fra verdenskrigen og ikke som den største politiker efter Bismarck.
Som foran nævnt bragte Fritsch-krisen Hitler-modstandere i indbyrdes kontakt, da de hver for sig søgte at efterforske Gestapos beskyldninger imod hærens øverstkommanderende, og disse forbindelser blev udvidet og intensiveret, da krigsfaren føjedes til forbrydelserne imod Fritsch. General E. von Witzleben (henrettet 8. august 1944), chef for tropperne i Berlin, var parat til at bruge dem imod Hitler, og det samme gjaldt cheferne for Potsdam-divisionen, Brockdorff-Ahlefeld (død 1943) og infanteriregimentet i Landsberg an der Warthe, P. von Hase (henrettet 8. august 1944). Hitlers SS-livregiment befandt sig i Sydtyskland, og skulle det under et kup rykke imod Berlin, ville general Erich Hoepner (henrettet 8. august 1944) afskære det vejen med sine tankstyrker i Thiiringen. Berlins politichefer var ligeledes parate til kup, både politipræsident grev W. von Helldorf (henrettet 15. august 1944) og hans stedfortræder grev F. D. von der Schulenburg (henrettet 10. august 1944).
Halder var en central skikkelse i disse forberedelser og forbeholdt sig at give signalet til kup, så snart Hitler havde udstedt den forventede ordre til angreb på Czekoslovakiet og dermed dokumenteret sin krigsvilj e29). Halder ville give sin kupordre, inden Hitlers krigsordre blev virkeliggjort. Som generalstabschef ville han rettidigt erfare Hitlers ordre, og for en sikkerheds skyld lod han Jodl give sig tilsagn om, at han fem dage i forvejen eller i tilfælde af dårligt vejr i hvert fald to dage i forvejen ville erfare Hitlers ordre. For at være helt på den sikre side havde han placeret tropperne geografisk således, at to dage måtte forløbe, før de kunne gå til angreb.
Masser af planer blev udarbejdet for enkeltheder i kuppet, hvis centrale del skulle bestå i, at Witzleben med sine tropper besatte rigskancelliet og SS- og Gestapo-centralerne. Det indgik i planerne, at oberstløjtnant F. W. Heinz med en stødtrop på 20-30 mand skulle ledsage Witzleben ind i rigskancelliet eller søge derind før ham. Det var Heinz' hensigt at dræbe Hitler, medens Halder og Witzleben var modstandere af mord, hvilket dog ikke forhindrede Halder i at overveje muligheden af at sprænge Hitlers salontog i luften, såfremt han imod forventning ikke skulle være i Berlin, når han udstedte ordren til krig. I øvrigt var Halder og Witzleben enige om at gå af efter kuppet for dermed at tilkendegive, at officerer, der krænker deres pligt til lydighed, ikke hører hjemme i hæren.
Halder ønskede Hitler stillet for en domstol og alle beviser for hans
vilje til krig og for hans partiorganisationers forbrydelser forelagt offentlighedenomgående.
Et militærdiktatur skulle proklameres, en civilregeringdannes
29) Bor, s. 120, Zeller, s. 34, Ritter, s, 183. Poul Sethe: Deutsche Geschichte im letzten Jahrhundert (Frankfurt 1960), s. 354. Vollmacht, s. 335. Erich Kosthorst: Die deutsche Opposition (Beilage zur Wochenzeitung Das Parlament 7. og 14.7.1954), s. 341.
vilregeringdannesog valg udskrives. Halder har senere sagt, at han aldrig har talt direkte med Brauchitsch om kuppet., men Brauchitsch havde overværet en samtale mellem Witzleben og Halder, og ved den lejlighed kunne kun en døv undgå at begribe sammenhængen. Hertil føjede Halder: »Jeg måtte holde min øverstkommanderende ren (for skyld) for det tilfælde, at kuppet ikke skulle lykkes. Man kan risikere sin egen hals, men ikke andres«.
To gange ventede Hitler-modstanderne Hitlers krigsordre, første gang 14.-16. september efter afslutningen af partidagen i Niirnberg og anden gang umiddelbart før det uventede møde mellem de fire store i Miinchen, da Chamberlain og Daladier i Mussolinis nærværelse overlod Hitler Sudeterlandet og dermed tog jorden væk under fødderne på Hitler-modstandernes planer. Krigsfaren var af værget; et kup imod en triumferende politiker, der med fredelige midler indlemmede sudetertyske landsmænd i sit rige, var utænkeligt.
Det lyder som en legende om et dolkestød i ryggen på tyske Hitlermodstandere, at da generaler og civile omsider var rede til at styrte despoten, blev deres planer slået over ende af indrømmelser fra England og Frankrig. I øvrigt gælder det samme for planerne om at myrde Hitler i 1943, da den unge løjtnant Axel von dem Bussche-Streithorst, hvis moder var født Lassen fra Høvdinggaard, var rede til med en håndgranat at sprænge Hitler og sig selv i luften under en demonstration af erfaringer på østfronten med nogle nye uniformsgenstande. Englændernes første store luftangreb mod Berlin umiddelbart før den planlagte demonstration ødelagde uniformsgenstandene, og Bussche kunne ikke længere holdes borte fra sin post på østfronten30). Det kan tilføjes, at året efter var det på samme måde vestlige flyvere, der med kugler imod en bil på en fransk landevej sårede feltmarskal E. Rommel, der var fast besluttet på handling imod Hitler. Tre dage før 20. juli-attentatet mistede oprørerne således den mest populære blandt alle feltmarskallerne.
Halder er af den opfattelse, at kuppet i efteråret 1938 var blevet gennemført, hvis Hitler havde givet ordre til krig. Han argumenterer, at det havde en effektiv ledelse, de fornødne tropper og det psykologisk gunstige øjeblik, fordi folket frygtede krig. De foreliggende beretninger gør det vanskeligt at vurdere, om kuppet var tilstrækkeligt detailleret forberedt, om Witzleben og Heinz var nået gennem alle sikringer ind til Hitler, om en kontrarevolution var blevet udløst, fordi en levende Hitlerville være en inspiration hertil osv. Meget var forberedt, men megetskulle også improviseres. Visse steder har der været en tilbøjelighed til at bagatellisere kupplanerne som en ønskedrøm og til at hævde, at
30) Zeller, s. 189.
Halder alligevel aldrig havde givet ordre til revolten. Hvis et rimeligt vurderingsgrundlag kan findes i mænds karakter31), forekommer det sandsynligt, at det var blevet forsøgt, hvordan det så end var forløbet. Mange af dets mænd deltog i oprørsforsøget 20. juli 1944 og betalte med deres liv for deres modstand imod Hitler, og kuppet afhang — bortset fra Halders ordre - ikke af en enkelt mand, men af en gruppe, der rådedeover
Det sidste år før krigens udbrud 1. september 1939 forløb, uden at Hitler-modstanderne på ny fandt hinanden i konkrete planer. Hitlers triumfer over både Czekoslovakiet, vestmagterne og dem selv lammede dem. Over for sig selv måtte de tilstå, at de i deres vurdering af udlandet og i deres konkrete forestillinger om forholdet mellem Tyskland og verden havde haft uret og Hitler ret, hvor meget de end var overbevist om, at Hitlers træer ikke ville vokse ind i himlen.
Under den psykiske reaktion på Hitlers erobring af Sudeterlandet uden krig løsnedes forbindelsen mellem de militære og de civile modstandsgrupper. Beskæmmede og harmfulde oplevede de krystalnatten 9. november 1938, da jødiske forretninger systematisk blev sønderslået og synagoger brændt. De så ingen muligheder for handling, og det syntes logisk, at Hitler 15. marts 1939 rykkede ind i Prag, uden at noget menneske eller nogen magt forhindrede ham deri, selv om han dermed nok så meget brød sit ord, da han et halvt år i forvejen havde forkyndt, at med Sudeterlandet var alle hans territoriale krav opfyldt, og at han kun ville tage tysk territorium i besiddelse.
3. april 1939 gav Hitler ordre til forberedelse af krig mod Polen, men lammelsen efter Miinchen beherskede fremdeles store dele af oppositionen og førte til resignation, hvor meget både civile og militære end var overbevist om, at følgen af et angreb på Polen ville blive en storkrig og dermed Tysklands nederlag. Et kup forekom utænkeligt, når folket troede på Hitler som en udenrigspolitisk troldmand, der uden krig ændrede alle grænser.
Brauchitsch advarede gentagne gange Hitler, men var undvigende, når civile oppositionelle trængte ind på ham. Han bad en general, der sendte ham et memorandum om manglende tillid mellem Hitler og hæren, om at gå af et halvt år senere, og på et offentligt møde i en maskinfabrik sagde han, at »aldrig vil Føreren letfærdigt sætte tyske soldaters liv på spil«.
Adskillige søgte at stemme sig imod udviklingen. Canaris prøvede forgæves at forklare Keitel den udenrigspolitiske situation. Samtidig modtog Keitel fra general G. Thomas, chefen for materiellet, et memorandumom faren for en storkrig. Keitel svarede, at Thomas havde ladetsig
31) Hvor meget E. Weizsåcker end har ret i sin påstand om, at tyskerne fra naturens side dårligt egner sig til revolution: Erinnerungen (Miinchen 1950), s. 225.
detsigsmitte af pacifister, der ikke ville anerkende, hvor stor Hitler
var.
Halder undersøgte mulighederne for et kup imod Hitler, men manglede de tropper, der til dette formål havde været til hans rådighed før Miinchen. Witzleben var forflyttet fra Berlin til Frankfurt, og Brockdorff-Ahlefeld i Potsdam tiltroede ikke sig selv evne til at rive tropper og folk med sig. Chefen for reserverne, general F. Fromm, besvarede efter en dags betainkelighed en forespørgsel fra Halder med et nej.
Da en revolte således var håbløs, søgte Halder at lade vestmagtdiplomater i Berlin forstå, at Hitler ville krig, og at den kun kunne afværges ved en fast holdning fra deres side. Det lå i hans ord, at hæren var imod en krig. I april 1939 sagde han det til den amerikanske chargé d'affaires og derefter til Frankrigs og Englands ambassadører. Han besvor sir Neville Henderson om så klart som muligt at lade Hitler vide, at et tysk angreb på Polen betød storkrig, og tilføjede, at »man må hugge manden i hånden med en økse«32). Sir Neville lovede Halder støtte, og resultatet blev et brev fra Chamberlain til Hitler, der imidlertid ikke gjorde noget indtryk på modtageren.
Om sin samtale med Henderson sagde Halder til statssekretær Weizsåcker, der også søgte at gøre sin indflydelse gældende over for vestmagternes diplomater, at desværre havde han ikke kunnet opfordre Henderson til at foranledige, at Home Fleet løb ud, eller at Frankrig mobiliserede, hvilket mere end noget andet ville have gjort indtryk på Hitler33).
Hitler spillede et nyt trumfkort ud, da han 23. august ved sin pagt med Stalin sikrede sig sovjetisk neutralitet under angrebet på Polen. Tyskland ville ikke på ny forbløde under en to-front-krig, som det skete sidste gang med stormagtfjender i både øst og vest.
To dage senere gav han første gang ordre til angreb på Polen, og da reaktioner fra både England, Frankrig og Italien foranledigede ham til at tilbagekalde angrebsordren, mente Oster, at nu måtte enhver kunne indse hans dilettanteri: »Han er færdig. Sådan går det, når en gefreiter vil føre krig«. Canaris mente, at nu var freden sikret for de næste tyve år34).r34).
Den 31. om eftermiddagen udstedte Hitler på ny angrebsordren. Da
udbrød Canaris: »Nu er det for sent. Dette er enden på Tyskland«35).
Halders opfordring til vestmagt-diplomaterne om at lade deres regeringeradvare
Hitler for dermed at skræmme ham fra ny aggression, var
32) Bor, s. 127. Buchheit, s. 101. Vollmacht, s. 377
33) Vollmacht, s. 377.
34) Wheeler-Bennett, s. 451.
35) Lahousen i Niirnberg, Buchheit, s. 203. Ifølge H. Rothfels: Die deutsche Opposition gegen Hitler (Frankfurt, Fischer Biickerei 1958), s. 89 indeholder italienske akter i midten af august en udtalelse af Canaris, hvorefter en krig ville blive enden på Tyskland.
hverken den eneste eller den første henvendelse af denne art38). Disse kontakter fra Hitler-oppositionen til England, der også indgår i den førstekrigsvinters historie, indledtes i 1937 af den mest dynamiske civilisti Hitler-oppositionen, tidligere overborgmester i Leipzig C. Goerdeler,der talte med sir Anthony Eden, med understatssekretær, sir Robert Vansittart og med udenrigsminister, lord Halifax.
En halv snes dage efter Becks afgang som generalstabschef ankom en overbevist Hitler-fjende til London, den konservative godsejer Ewald von Kleist-Schmenzin (henrettet 9. april 1945), der havde bekæmpet nationalsocialismen før 1933 og derefter flere gange været arresteret. Før afrejsen sagde han til sin hustru, at hvad hun end måtte blive spurgt om, skulle hun huske, at han aldrig over for hende havde omtalt Canaris og Oster. I London sagde han, at han repræsenterede venner i generalstaben, og at han ikke kendte nogen højere general, der ikke var imod den krig imod Czekoslovakiet, som Hitler var fast besluttet på, og hvis dato var fastsat. Der var kun ét middel til at afværge krigen: den britiske regering måtte offentlig gøre det utvetydigt, at et tysk angreb på Czekoslovakiet ville være identisk med den anden verdenskrig. Med en sådan erklæring ville den tyske opposition imod Hitler blive styrket, og dermed kunne Hitler styrtes.
Premierminister Neville Chamberlain, der ikke selv modtog von Kleist, vurderede ham som en fanatisk og forblindet Hitler-fjende, men Winston Churchill lovede ham støtte og medgav ham et brev til opmuntring for hans meningsfæller.
En advarsel af ganske samme art lod Oster tilflyde den britiske militærattaché i Berlin, hvorefter »Hitler vil være ude af stand til at overleve slaget«, hvis vestmagternes fasthed i den ellevte time ville tvinge ham til at give afkald på sine sudetertyske planer, og »hvis det kommer til krig, vil umiddelbar intervention fra Frankrig og England bringe styret til fald«.
Endnu en henvendelse blev rettet til England. Initiativet var Halders, der sammen med Oster herom henvendte sig til statssekretær i udenrigsministeriet E. von Weizsåcker37), som i forståelse med Beck sendte den engelske regering et budskab. To brødre Kordt var hans medarbejdere. Erich Kordt33), legationsråd i Ribbentrops personlige afdeling i udenrigsministeriet og nu professor i Koln, havde en kusine, der lærte Weizsåckers budskab udenad og rejste til England for at overbringe det til Theo Kordt, der var souschef i den tyske ambassade i London, død 1962 efler sidst at have været forbundsrepublikkens ambassadør i Athen.
36) Udførlig fremstilling med kildeangivelser hos Ritter.
37) Weizsåcker, s. 177.
38) Erich Kordt: Nicht aus den Akten (Stuttgart 1950), s. 232.
Medens Erich Kordt i Tyskland gik til Brauchitsch for med udenrigspolitiske argumenter at overbevise ham om faren for en storkrig og fik indtryk af Brauchitsch's fulde forståelse herfor, men også af uvished om, hvor vidt Brauchitsch ville handle herefter, opnåede Theo Kordt i England ved hjælp af premierminister Neville Chamberlains rådgiver, sir Horace Wilson, 7. september 1938 en natlig samtale med udenrigsminister lord Halifax i dennes bolig og forelagde ham Weizsåckers meddelelse, hvis indhold var følgende: Politiske og militære kredse i Berlin ville med alle midler forhindre en krig. Den britiske regering burde offentligt og uforbeholdent gå imod Hitlers krigsvilje, for så ville krigen blive undgået, og nationalsocialismen ville ikke kunne overleve et sådant diplomatisk nederlag. Hvis en sådan erklæring blev afgivet, »er hærens ledere parat til med våbenmagt at gå imod Hitler«. Lord Halifax svarede kort, at han ville underrette premierministeren, og fortav, at denne siden sidst i august havde været besluttet på samtaler med Hitler. Den første af disse fandt sted i Bad Godesberg 14. september og den sidste i Miinchen 30. september med den aftvungne aftale om afståelse af Sudeterlandet til Hitler. Nogle dage efter Miinchenmødet sagde Halifax til Kordt: »Vi var ikke i stand til at være så frimodige over for Dem, som De var over for os. På det tidspunkt, da De overrakte os Deres budskab, overvejede vi allerede at sende Chamberlain til Tyskland«.
Nogle uger senere svarede Churchill (17. oktober) på et angreb fra Hitler på de britiske konservative39). Churchill sagde da, at hvis han og hans venner havde været ved magten, ville de have skabt et forsvar, der havde afskrækket Hitler fra krig: »Dette ville have givet såvel alle fredselskende og mådeholdne kræfter i Tyskland som lederne af den tyske hær lejlighed til en stor anstrengelse til genoprettelse af rimeligt sunde og civiliserede forhold i deres eget land«.
De tyske, der havde underrettet Churchill om stemninger og planer hos generaler i Hitlers tredje rige, må have følt hans direkte hentydning til hærledelsen som mere end letsindig. Hitler greb denne udtalelse, og Churchill af svækkede (7. november) sine ord med bemærkninger om unødig ømfindtlighed hos Hitler over for antydninger af, at der i Tyskland kunne findes andre meninger end hans egne; andet ville være unaturligt, og det var ikke troværdigt.
Tyske oppositionelles forbindelser til England blev fortsat i sommeren1939. Goerdeler var flere gange i London og blev modtaget af Churchillog andre. Beck og Oster brugte en britisk journalist, Jan Colvin40) som sendebud, og han nåede frem til både Halifax og Chamberlain. Weizsåcker sendte Erich Kordt til London for at understøtte broderens
39) Rothfels, s. 137.
40) Forf. af ovennævnte Chief of Intelligence.
argumenter i Foreign Office, og Fabian von Schlabrendorff var nogle uger før krigen hos Churchill og lord Lloyd for at sige til dem, at Hitler ville slutte pagt med Stalin og derefter angribe Polen. Hos Churchill mødte Hitler-modstanderne størst forståelse og støtte.
Den sidste kontakt etableredes endda efter Storbritanniens krigserklæring til Tyskland. Da de britiske diplomater var ved at forlade Berlin, underrettede Schlabrendorff ambassadens souschef om, at general von Hammerstein var villig til kup.
De stumme kanoners lange vinter
Krigens komme var for det tyske folk en uventet og brutal virkelighed, der med et chok genkaldte hele den ældre generations bitre erfaringer om nød og savn, lemlæstelse og død under den forrige krig. Politisk var krigen et bevis på, at Hitlers udenrigspolitiske tryllekunster, der havde fascineret både tyske og udlændinge, kun havde været tricks.
På den anden side er enhver krig en appel til patriotisme. I nødens time kan ingen svigte fædrelandet. Over for den ydre fjende er indre sammenhold den første pligt. Denne stemning gik dybt i officerskorpset, men den afficerede ikke von Hammerstein. Efter Hitlers anmodning til Hindenburg var Hammerstein tidligt i 1934 blevet afsat som hærens øverstkommanderende, kun 55 år gammel. Ved krigens udbrud var han uundværlig. Medens Hitler fulgte sine generaler, sine tanks og sine flyvende styrtdykkere ind i Polen, havde Hammerstein en uriaspost som chef for den militært mere end skrøbelige Rhinfront41).
Weimartidens sidste, store demokratiske politiker, rigskansler Hermann Bruning sagde i sin emigration, at Hammerstein var en mand uden nerver og den eneste, der kunne fjerne Hitler. Når det var så vidt, ville Hammerstein tænde sig en brasilcigar, sætte sig i en lænestol og give ordre til at skyde. Da denne udtalelse blev refereret for Hammerstein, svarede han med et bidsk smil: »Giv mig soldaterne, og det skal ikke komme an på mig«41!).
Det lykkedes at udvirke et tilsagn fra Hitler om et besøg hos Hammersteinpå vestfronten, hvor han ville demonstrere sin personlige identitetmed den og sin solidaritet med dens tropper. Hans instinkt foranledigedeham imidlertid til at aflyse besøget, og da krigen i Polen var endt i løbet af nogle uger, kunne Hammerstein undværes, og han blev omgående afløst. Hans beslutsomhed til at gøre kort proces med Hitlerer formodentlig uden for tvivl, men der vides intet om, hvorledes
41) Wheeler-Bennett, s. 458.
42) Rudolf Pechel: Deutscher Widerstand (Ziirich 1947), s. 153.
han havde forestillet sig et nyt styre oprettet i nationalsocialismens
sted43).
Så utroligt det end lyder for lægfolk, der er vant til at forestille sig en generalstabs pansrede skabe fulde af færdige planer for alle eventualiteter, rådede den tyske hærledelse ved krigens udbrud ikke over nogen plan for et felttog i Vesteuropa44). Den første ordre på dette område blev udstedt af Brauchitsch 17. september 1939, og den tilsigtede ikke nogen udarbejdelse af en angrebsplan. Den var kun en instruktion om organisation, udrustning og uddannelse af hovedparten af hæren på vestgrænsen, således at den kunne føre en forsvarskrig.
Keitel oplyste i Niirnberg, at denne ordre bl. a. indeholdt en delvis hjemsendelse af tropper, hvorfor han ringede til Halder og protesterede imod, at en sådan ordre udstedtes uden Hitlers godkendelse. Ordren blev derefter forandret til en instruktion om udnyttelse af erfaringerne i Polen til en omorganisation af hæren med henblik på en eventuel krig imod vest, men kun med en defensiv for øje.
Et par dage senere lod Halder et memorandum udarbejde for at påvise, at hæren var ude af stand til at føre et angreb på den franske Maginotlinie. Dertil manglede den i alt for høj grad ammunition, tunge tanks og tungt artilleri. Dette blev dokumenteret med henvisning til, at de tunge tanks skulle på værksted efter felttoget i Polen, og desuden havde de lette tanks vist sig at være utilstrækkelige.
Disse logistiske betænkeligheder over for en fortsat krigsførelse deltes af alle nøgterne hjerner i hærledelsen45). Lad så være, at historien har vist, at vidtdreven forsigtighed lå bag nogle af tallene, og at chefen for våbenforsyningerne, general G. Thomas, og andre stod under indtryk af erindringerne om det enorme forbrug af materiel under de lange års skyttegravskamp i Nordfrankrig under den første krig. Og lad også være, at adskillige tal på mangler blev anført med maksimal størrelse, fordi deres ophavsmænd var overbevist om, at krigen med vestmagterne burde forhindres ad politisk vej.
Tallene foreligger sort på hvidt. I en beretning til Brauchitsch skrev Thomas ifølge Halders dagbog46) for 29. september, at en væsentlig forbedring af krudtsituationen først var mulig i 1941 (!). Der manglede 600.000 tons stål om måneden, og selv om stål skulle være for hånden, kunne ammunitionsproduktionen næppe forøges med den nuværende kapacitet.
43) Om Hitlers forhold til generalerne i den første krigsvinter: Kosthorst, s. 333. Ritter, s. 232. H. A. Jacobsen: Fall Gelb, s. 6. Kurt Sendtner i Vollmacht, s. 385. I samme udførlig litteraturfortegnelse, s. 554. Allen Welsh Dulles: Germany's Underground (New York 1947), s. 53.
44) Kosthorst, s. 334.
45) Kosthorst, s. 335. Jacobsen: Fall Gelb, s. 19.
46) F. Halder: Kriegstagebuch, Band I: Vom Polen-Feldzug bis zum Ende der Westoffensive (Stuttgart 1962).
En beretning fra chefen for Halders IV afdeling gik ud på, at hæren kun havde ammunition til en tredjedel af divisionerne i 14 kampdage, og derefter ville der kun være en reserve til de samme styrker i 14 dage. Chefen for personellet skrev 9. oktober, at blandt de motoriserede styrker ville kun ti divisioner være fuldt anvendelige 10. oktober, og dette kun på bekostning af andre krav.
General A. Jodl, Hitlers højre hånd i strategiske spørgsmål, hvem ingen kan beskylde for forsætlig pessimistiske oplysninger, noterede 30. oktober, at hamren kun rådede over tre fjerdedele af tankstyrkerne, som 1. september startede angrebet på Polen, og felttoget i Vesteuropa ville stille meget større krav.
Til disse mangler og til viden om, at Frankrig og England tilsammen kunne føre krig med langt større styrker imod Tyskland, end Polen kunne, kom bevidstheden om Maginotlinien, som Frankrig havde bygget siden den sidste krig, og som måtte befrygtes at ville lade en ny tysk krig på fransk territorium køre fast i form af et nyt Verdun.
Desuden var tiden nået så langt ind i efteråret, at generalerne, der alle havde deltaget i krigen i Nordfrankrig, huskede vinterens regn og pløre dengang. Deres nye tankvåben ville blive stikkende i mudder og køre fast som offensiverne ved Marne, ved Somme og i Flandern; Gorings nye luftvåben kunne hverken starte fra opblødte flyvepladser eller i usigtbart vejr, og korte dage begrænsede alle operationsmuligheder.
Til disse materielle forhold kom for hærledelsen erindringen om, i hvilket omfang krænkelsen af Belgiens neutralitet i 1914 i verdens øjne havde kastet skyld på Tyskland, og nu viste det sig endda, at Hitler, der 26. august havde garanteret Belgiens, Hollands og Luxembourgs neutralitet, ikke blot agtede at overfalde Belgien, men også Holland.
Til disse overvejelser af en angrebskrig som et samvittighedsløst spil om Tysklands skæbne føjedes efterretninger om, at på trods af al hærens tradition forfulgte og udryddede Gestapo bag fronten i Polen både intelligens, jøder og gejstlige. Moralsk forargelse over nationalsocialismens bestialiteter i fredstid fik ny og kraftig næring af disse ugerninger i krigstid. Formelt var hæren ikke ansvarlig for dem, fordi de blev begået bag fronten, men de krænkede grovt den i krigstid gældende folkeret, over for hvilken officererne var forpligtet, og det var deres hær, der ved sine erobringer havde banet vej for Gestapos grusomheder.
Under alle disse forudsætninger, blandt hvilke de militære synspunktervejede tungt, ville hærledelsen kun føre forsvarskrig imod vest. Den ville ikke høre tale om angreb, og Halder begrundede dette med militæreargumenter, da han og Brauchitsch blev kaldt til Hitler 27. september.Det skete dagen efter Warszawas kapitulation, som var lynkrigensafslutning i Polen. Hitler spurgte dem, hvordan de forestillede sig
krigen på vestfronten, hvor der hidtil ikke var faldet et eneste skud. Frankrig og England havde militært forholdt sig fuldkommen passivt under den for dem gunstige lejlighed til angreb, medens hovedparten af de tyske styrker var bundet af kampen i Polen. I øvrigt havde hæren ikke troet, at den i Polen kunne have sejret så hurtigt, som tilfældet blev, men heller ikke efter denne sejr troede nogen general, at Tyskland kunne hamle op med Frankrigs og Englands forenede styrker. Hammersteinsagde til Hassell, at et angreb i Vesteuropa kun havde minimale chancer, og Beck ventede, at en offensiv ville køre fast efter et tab på 400.000 mand47).
Ud fra vurderinger af rent militære styrkeforhold, således som de forelå i tal, vægrede hærledelsen sig ved at starte en offensiv. Ville vestmagterne derimod angribe, skulle den nok klare sig i defensiven. Bag disse militære overvejelser lå en overbevisning om, at det syntes urimeligt at udfordre skæbnen ved et angreb, så længe vestmagterne ikke angreb, og så længe dermed muligheden for en våbenstilstand stod åben. Hærledelsen var imod at forskærtse denne mulighed ved en offensiv.
Over for Brauchitsch og Halder argumenterede Hitler for et omgående angreb: Tiden vil arbejde imod os, hvis vi ikke bruger den i størst muligt omfang. De økonomiske midler er stærkere på den anden side end hos os ... I dag er vesten slet rustet med tanks og flyvemaskiner, men sandsynligvis ikke om 6-8 måneder. Dette tidsrum kan være nok for fjenden til at fylde hullerne ... Ikke vente, til fjenden kommer os i forkøbet, men selv øjeblikkelig gå til angreb ... Eengang tabt tid kan ikke mere indhentes. I 1940 vil måske kun vejret være bedre (for os) . . . Angrebet er ikke vanskeligere end i Polen. Kan vi ikke præstere det (angrebet) i løbet af tre uger, fortjener vi prygl . . . Krigens mål er at tvinge England i knæ og sønderslå Frankrig.
Over for indvendinger fra Halder sagde Hitler, at han ikke ville høre tale om defensiv, og at han havde sine strategiske planer, der i øvrigt stort set var Schlieffen-planen om igen fra den første krig. Halder gjorde på ny indvendinger, og Hitler sluttede brysk samtalen med den for ham usædvanlige bemærkning, at han var træt48).
Det var Halder, der havde ført ordet for hærledelsen under denne samtale, og et par dage senere tilbød han Brauchitsch at gå af, hvad Brauchitsch blankt afviste med ordene: »Halder, De må ikke lade mig alene. Hvad skal jeg stille op imod Hitler uden Dem?« Efter sagens sammenhæng var dette antagelig ikke blot en anmodning om fagmilitæreargumenter imod Hitlers krigsplaner, men også et udtryk for vilje til modstand på bred basis imod Hitlers angrebsplaner. Brauchitsch
47) Vollmacht, s. 439.
48) Kosthorst, s. 335.
og Halder gav hinanden hånden på at yde modstand imod dem og i
nødsfald at gå af i fællesskab.
Det fremgår af Halders dagbog, at det trak op til storm. Hitlers nære rådgiver, Jodl, hos hvem Halders medarbejdere havde deres daglige gang, citeres i dagbogen 4. oktober som kilde for følgende: »En krise af værste slags trækker op ... Mistillid [hos Hitler. Han er] forbitret over, at soldaterne [officererne] ikke følger ham«.
To dage senere holdt Hitler sin demagogiske rigsdagstale om fredsmuligheder, der i sidste instans kun var en opfordring til England og Frankrig om kapitulation, men som var egnet til i det tyske folks øjne at lade ham fremstå som. fredsapostel.
På denne tale svarede Chamberlain 12. oktober, men uden at afvente dette svar overgav Hitler 10. oktober Brauchitsch og Halder et udførligt memorandum, hvorefter England og Frankrig var sindet at sønderlemme Tyskland, hvorfor det var Tysklands opgave at tilintetgøre de to landes militære styrker og dermed deres evne til at sætte sig op imod det tyske folks konsolidering og udvikling. Dette mål skulle alt efter de rådende forhold forelægges verden med psykologisk betinget propagandistiske korrekturer, medens krigsformålet selv, tilintetgørelsen af Tysklands vestlige modstandere, var uforanderligt, og det øjeblikkelige mål var at slå Frankrigs og dets allieredes hære og at besætte så meget hollandsk, belgisk og nordfransk terræn, at der hermed blev skabt basis for krigsførelse imod England både i luften og til søs. I øvrigt ville det kun styrke vestmagterne, hvis Tyskland ventede med at angribe.
Angrebet selv blev nogle dage senere af Hitler fastsat til 12. november. Det kan her tilføjes, at inden Hitler 10. maj 1940 rykkede ind i Holland, Belgien og Frankrig, havde han udsat dette angreb ikke færre end 29 gange49). Angrebsordren hang med andre ord hele den lange vinter igennem konstant over hærledelsen, medens Hitler stadig forgæves ventede på opholdsvejr til offensiv.
Dagen efter samtalen mellem Hitler og Brauchitsch-Halder 10. oktobersendte den ene af de tre kommanderende generaler på vestfronten, ritter W. von Leeb, der førte armégruppe C, Brauchitsch et memorandum.Leeb var en anerkendt autoritet i defensiv strategi og havde i øvrigtoprindelig været velvilligt indstillet over for nationalsocialismen, men var ideologisk blevet dens modstander. Navnlig dens kamp imod kristendommen oprørte ham. I den første del af sit memorandum50), skrevet i »dyb bekymring for fremtiden«, argumenterede Leeb rent militært.Han henviste til britisk sejhed og konstaterede, at »målet at sønderslå Englands og Frankrigs militære magt således, at de er beredttil fred, er ikke opnåeligt«. I den anden halvdel gik Leeb ud over
49) Hans-Adolf Jacobsen: 1939-45 (Darmstadt 1959), s. 21.
50) Niirnberg-dokument Leeb 39 a, Kosthorst, s. 369.
militære synspunkter ved at hævde, at Tyskland ikke for anden gang i løbet af et kvart århundrede kunne overfalde Belgien, hvis neutralitetnetop var blevet bekræftet, og at et angreb i Vesteuropa for det tyskefolk ville være den største skuffelse. Den voldelige løsning af det polskespørgsmål havde ikke givet genlyd i folkets brede masser, der nu var fyldt af dyb længsel efter fred.
Leebs to kolleger som øverstkommanderende på hver sit afsnit af vestfronten, F. von Bock og G. von Rundstedt, sendte også Brauchitsch memoranda, der frarådede angreb, men ud fra rent militære synspunkter og uden nogen som helst politiske anskuelser. General A. Heusinger har citeret en bemærkning af Hitler om Rundstedt: »Jeg sætter stor pris på Rundstedt. Han er en retlinet soldat, der ikke bekymrer sig om politik«. Det sidste var helt rigtigt.
Hans Oster, hvis motiver til advarslen om 9. april her søges fremstillet, havde allerede under Fritsch-krisen i begyndelsen af 1938 erfaret Rundstedts opfattelse af begrebet lydighed over for foresat. Det indeholdt intet politisk medansvar.
Også von Bock, der personligt var uden sympati for nationalsocialismen, var en officer af den gamle skole. Upolitisk havde han adlydt ordrer fra kejseren og fra Weimarregeringen, som han nu adlød Hitlers, hvor store betænkeligheder han end havde. Selv Hitlerbeundreren Keitel, der var chef for værnemagtens overkommando, kom i modsætningsforhold til Hitler. I fængslet i Niirnberg oplyste Keitel i 1945, at han åbent forelagde Hitler sine mange faglige indvendinger imod en vinterkrig i Vesteuropa. Hitler svarede med at beskylde ham for obstruktion: »Han blev grov over for mig og gentog den for mig særdeles sårende anklage, at jeg støttede oppositionen i generalitetet imod ham«. Keitel bad endda om sin afsked, hvortil Hitler svarede, at det var hans pligt at adlyde ordre til at gøre tjeneste, hvor han blev kommanderet til det.
Halders dagbog gør det jævnligt muligt i enkeltheder at følge begivenhederne i denne periode. 10. oktober overgav Hitler som nævnt Halder og Brauchitsch sit memorandum om angreb snarest muligt på den samlede vestfront. Fire dage senere gjorde Halder følgende notat, der indeholder den samlede dagbogs eneste omtale af muligheder for et statskup. Notatet skal læses som Halders referat af Brauschitsch' overvejelser: »Indgående samtale med Brauchitsch om samlede situation. Tre muligheder: angreb, afventning, principielle forandringer [dvs. statskup]. Der er ingen sandsynlighed for positivt resultat af nogen af disse muligheder, mindst for sidstnævnte, fordi den i grunden er negativ og skaber momenter af svaghed. Uafhængigt heraf er det pligt nøgternt at klarlægge de militære udsigter og at gøre propaganda for enhver fredsmulighed«.
Bemærkningen om det negative i principielle eller fundamentale for-
andringer synes at hentyde til, at Brauchitsch havde søgt politisk orientering hos industriledere i Westfalen og heraf draget den slutning, at der ikke fandtes nogen håndgribelig afløsning for Hitler og nationalsocialismen. Bemærkningen om, at en forandring ville fremkalde svaghedsmomenter, hentyder til et spørgsmål, der dukker op gang på gang i denne vinter, nemlig hvilke angreb fjenden kunne ventes at ville foretage sig, såfremt en revolution i Tyskland fremkaldte gunstige forudsætninger
Denne samtale synes således at vise, at Brauchitsch og Halder var enige om med alle faglige argumenter på militært niveau at modsætte sig Hitlers vilje til offensiv for dermed at holde mulighederne for fredsforhandlinger åben, og at Brauchitsch ikke var beredt til at drage politiske konsekvenser af sin faglige opfattelse.
I øvrigt gjorde Jodl samme dag (14. oktober) et notat i sin dagbog
med tydelig brod imod Brauchitsch og Halder: »Vi vinder denne krig,
selv om den hundrede gange er i strid med en generalitetsdoktrin«.
Halders dagbogsnotat af 14. oktober må være et rent referat af Brauchitsch' anskuelser, for Halder synes i dagene derefter at have ladet sine omgivelser forstå, at han var rede til at være partner i et kup imod det statsoverhoved, der imod militær fornuft beordrede offensiv. For Halder var Hitler en politiker, der stadig ville nå det næste mål og kun havde dette næste skridt i sine tanker, medens Halder selv som strategisk fagmand følte sig forpligtet til på langt sigt at beregne det endelige udfald af ethvert øjeblikkeligt initiativ.
Hos sig i hærens hovedkvarter i Zossen, en times kørsel syd for Berlin, havde Halder en hel gruppe medarbejdere, der opildnede ham til oprør, deriblandt hans egen stedfortræder Karl Heinrich von Stiilpnagel (henrettet 30. august 1944 efter 20. juli at have været Hitlermodstandernes ledende mand i Paris, hvor de arresterede Gestapo), der havde deltaget i kupplanen i 1938, og som holdt forbindelse med Beck og Oster.
Canaris havde beordret sin afdelingschef, oberstløjtnant H. Groscurth (senere faldet på østfronten) til Zossen som efterretningstjenestens forbindelsesmand. Groscurth var en Oster-type, en kompromisløs og übændig fjende af det samlede styre og dets Fører og en utrættelig agitator, der bl. a. på rejser til kommandocentrene på vestfronten drev opposition med stor åbenhed51).
Også chefen for det tekniske efterretningsvæsen, general Erik Fellgiebel(henrettet
4. september 1944), chefen for de logistiske anliggender,E.
51) Groscurth's dagbog om hans tjeneste i hærens hovedkvarter i den første krigsvinter vil blive udgivet af Harold C. Deutsch og H. Krausnick: Tagebiicher eines Abwehroffiziers 19^18-40 (Deutscher Verlags-Anstalt, Stuttgart). Om Groscurths kupforberedelser se Kosthorst, s. 342. Groscurths dagbog er en temperamentsfuld kilde til belysning af Halder i den første krigsvinter.
der,E.Wagner (selvmord 21. juli 1944) og oberst H. von Treschow i operationsafdelingen(skød sig på østfronten natten efter 20. juli for at undgå at falde i Gestapos hænder) hørte til modstandsgruppen i Haldersdaglige omgivelser, der tillige omfattede forbundsrepublikkens nuværendeambassadør i London, Hasso von Etzdorf, der som tjenestemand i udenrigsministeriet var forbindelsesofficer imellem dette og hærens overkommando.
Da Etzdorf i begyndelsen af oktober 1939 ankom til Zossen, forbavsedes han over utvetydigheden i Halders udtalelser om Hitler som en amoralsk natur uden noget begreb om sandhed, og om krigen, der var en forbrydelse imod Tyskland og Europa, og hvis fortsættelse i Vesteuropa under alle omstændigheder måtte forhindres, om det så skulle være med vold.
Etzdorf og Erich Kordt i udenrigsministeriet udarbejdede et memorandum til hærens overkommando, af hvilket en del er bevaret, fordi Groscurth gravede det ned på sin fædrende gård. Det forudsiges heri, at en offensiv mod vest vil køre fast, og en række argumenter for oprør imod Hitler anføres, både økonomiske og udenrigspolitiske, herunder at Tyskland kun kan håbe på en ærefuld fred, så længe hæren er intakt; en sådan fred uden fremmede nationaliteter inden for landets grænser kunne lade Czekoslovakiet leve som før Hitlers indmarch i Prag og lade Polen eksistere selvstændigt efter en afståelse af en landbro til Østpreussen og af den østlige del af det schlesiske industriområde.
Både Goerdeler og Beck hver for sig og Thomas, Oster og Dohnanyi i fællesskab udarbejdede begrundelser for at overbevise generalerne og for at forberede et kup, der teknisk skulle foregå som under Sudeterkrisen i 1938: besættelse af regeringsbygninger og SS-centraler, politibygninger, post og radio etc, anholdelse af Hitler, der muligvis skulle erklæres for sindssyg, af Goring, Himmler etc. Det skulle meddeles offentligheden, at en forbryderisk klike af nationalsocialister havde planlagt et kup, og at det var lykkedes hæren i sidste øjeblik at gribe ind og herunder at beslaglægge dokumenter, som viste, at Goring havde beriget sig med millioner af statens midler, at mange tyske uden retslig beføjelse var berøvet deres frihed etc. Undtagelsestilstand skulle proklameres og regeringen overdrages et direktorium under Beck, der tillige skulle være hærens øverstkommanderende.
Til brug under et sådant kup lod Halder 2-3 tankdivisioner, der havde kæmpet i Polen, forblive i det østlige Tyskland, således at de kunne bruges under en besættelse af Berlin, og Halder håbede i det givne øjeblik at kunne overtale Brauchitsch til at udstede den fornødne
I øvrigt lod Beck i de første novemberdage Halder vide, at hvis
Brauchitsch ikke var villig til at lade et statskup finde sted, ville han
selv gøre det under forudsætning af solidaritet fra de tre kommanderendegeneraler
på vestfronten.
17. oktober noterede Halder i dagbogen: »Resultat [af Brauchitschs samtale med Hiller]: »Håbløst«. Efter sammenhængen betyder det formodentlig, at det var håbløst at få Hitler til at afstå fra angrebet, men det kan også være en karakterisering af Hitlers argumentation over for Brauchitsch.
I den sidste halvdel af oktober sendte Halder Stiilpnagel på en rejse til stabene på fronten for at undersøge de kommanderende generalers beredvillighed til at støtte et kup. Resultatet blev en skuffelse. Blandt de tre armégruppechefer var kun Leeb uforbeholdent villig. Bock og Rundstedt delte Leebs anskuelser, hvorefter et felttog var uforsvarligt, men de ville ikke drage politiske konsekvenser af denne anskuelse. Efter Stiilpnagels hjemkomst spurgte Halder chefen for reserverne, Fromm om hans beredvillighed til oprør, men som tidligere sagde han nej.
I den sidste halvdel af oktober modtog Halder gennem Wagner ny dokumentation fra Canaris og i sidste instans fra generaloberst J. Blaskowitz om Gestapos ugerninger i det besatte Polen. Åbenbart har disse meddelelser, der blev fulgt af mange senere, gjort et stærkt indtryk på de højere officerer, der følte sig forpligtet af Genéve-konventionen af 1864 om humanisering af krigsmetoderne. Denne konvention var ganske vist ikke blevet krænket af soldaterne under deres kommando, men med deres hastige sejr i Polen havde de banet vej for Gestapo, der indfandt sig i hælene på soldaterne. Både de og Gestapo var i Hitlers tjeneste, og deres land ville med rette få skyld for krigsforbrydelser. Efter deres anskuelser var ugerningerne i Polen ikke blot vanærende, men også politisk tåbelige, fordi Tyskland dermed diskvalificerede sig som partner i forhandlinger om fred.
27. oktober samlede Hitler værnemagtens ledere for at forkynde sin faste beslutning om uden tøven at starte den store offensiv mod vest. 5. november ville han meddele dem angrebets dato. Brauchitsch og Halder gjorde på ny indsigelse imod en offensiv.
Fra disse dage foreligger et tidsdokument i form af et brev af 31.
oktober fra von Leeb til Brauchitsch52).
Kære hr. von Brauchitsch,
Det ligger mig på hjerte i denne skæbnetunge tid endnu engang at sige Dem, i hvor stort omfang jeg med Dem føler det ansvar, der hviler på Dem. Måske afhænger det samlede tyske folks skæbne i de nærmeste dage af Dem. I den foreliggende situation er hærens øverstkommanderende vel i første række kaldet til på behørig måde at gøre sin opfattelse gældende, bag hvilken den samlede generalstab og alle tænkende dele af hæren står.
52) Nurnberg-dokument Leeb 33, Kosthorst, s. 371.
Det er mit håb, at heller ikke de øverstkommanderende for de to andre
dele af værnemagten (flåde og luftvåben) vil lukke øjnene for denne tunge
skæbnetime.
De militære grunde, der taler imod Førerens hensigter, er klare.
Alene vor reserve-situation gør det umuligt at holde ud. Allerede nu, da der ikke stilles væsentlige krav til reserverne, er det vanskeligt at hjemsende for gamle soldater, der er indkaldt. De i mange tilfælde for gamle officerer kan overhovedet ikke erstattes.
Sværdet er ikke så skarpt, som Føreren vel antager. De forhåndenværende skår i det, fremfor alt udvandingen af officerskorpset vil derfor hurtigere og stærkere gøre sig gældende, end det var tilfældet i verdenskrigen. Der er mangler på alle leder og kanter. Man mærker det ganske vist ikke så stærkt, hvis man kun plasker rundt på overfladen. Jeg har netop lige nu modtaget en melding om en del af en artillerigruppe — et eksempel blandt mange andre —, der betyder en større fare for vore egne tropper end for modstanderne.
Det ville være en skæbnesvanger afvigelse fra virkeligheden at bringe resultaterne
fra øst [felttoget i Polen] i forbindelse med ønsketanker i vest.
På politisk område har vi jo dog Polen som håndpant. Hvis dette ikke passer
modstanderne, så kan de jo angribe.
Hele folket er fyldt af en dyb længsel efter fred. Det vil ikke have den truende krig og betragter den uden i sit indre at tage nogen del i den. Når partikontorer beretter noget andet, holder de sandheden tilbage. Af Førerens politik venter folket nu fred, formodentlig fordi det helt instinktivt føler, at en tilintetgørelse af Frankrig og England ikke er mulig, og at videregående planer derfor bør udskydes. Som soldat [officer] må man sige det samme.
Hvis føreren nu under nogenlunde antagelige betingelser ville gøre ende på de nuværende tilstande, vil intet menneske udlægge det som tegn på svaghed eller på tilbagevigen, men som en erkendelse af den virkelige magtsituation. En indrømmelse af autonomi for Czekiet [Czekoslovakiet uden det selvstændige Slovakiet] og eksistensen af en polsk retsstat ville vel støde på fuld forståelse hos hele det tyske folk. Så ville Føreren ikke alene af hele det tyske folk, men sikkert også af store dele af verden blive fejret som fredsfyrste.
Jeg er beredt til i de kommende dage med min person at stå helt bag
Dem og drage enhver konsekvens, der ønskes og bliver nødvendig.
Deres altid hengivne.
Leeb lod det ikke blive ved brevet til Brauchitsch. Han foranledigede, at cheferne for de tre hærgrupper på vestfronten og deres stabschefer 9. november samledes hos Rundstedt i Koblenz. Over for dem fremhævede Leeb, at i betragtning af den åbenbart manglende krigsvilje i den franske hær kom det an på at undgå enhver neutralitetskrænkelse og at udnytte tiden til diplomatiske forhandlinger. For at opnå dette skulle de tre øverstkommanderende i fællesskab begive sig til Hitler og forelægge ham deres anskuelser. Afviste Hitler dette, skulle de stille deres kommandoer til hans rådighed. Imidlertid var hverken Bock eller Rundstedt til at bevæge til et sådant kollektivt skridt; de betegnede det som mytteri.
2. og 3. november ledsagede Halder Brauchitsch på en inspektionsrejsetil
stabene på den stadig skudløse vestfront, hvor Brauchitsch
ville samle kendsgerninger og argumenter til et sidste fremstød hos Hitler for at forhindre, at den üblodige krig med England og Frankrig blev blodig. Om samtalerne i hovedkvartererne på vestfronten noteredeHalder 3. november i dagbogen: »Et angreb med vidtstrakte mål kan for tiden ikke foretages.« Efter en række eksempler på mangler i troppernes uddannelse og i materiellet fortsætter han: »Ingen høj kommandopost mener, at det af værnemagtens overkommando beordredeangreb giver løfte om resultat. Et for krigsførelsen til lands afgørenderesultat kan ikke ventes«.
Denne optegnelse i generalstabschefens egen dagbog er bemærkelsesværdig kategorisk i sin sammenfatning af de kommanderende frontofficerers anskuelser, og det er forståeligt, at denne enstemmighed hos nogle af oprørerne i Halders omgivelser vakte forventning om, at selv om Bock og Rundstedt ikke ville deltage i noget kup, ville de på den anden side heller ikke lade deres tropper træde an for at befri Hitler, når deres egen generalstabschef, forhåbentlig på Brauchitschs vegne, havde taget ham til fange.
4. november kom rustningschefen, general G. Thomas, til Halder dels for at overgive ham et memorandum fra Oster og Dohnanyi med politiske argumenter imod en offensiv og dels for ud fra sit eget fagområde at begrunde den samme opfattelse og fraråde offensiven. Han henviste til, at en krænkelse af Hollands og Belgiens neutralitet kunne øve indflydelse på de uundværlige forsyninger af jernmalm fra Sverige, af olie og levnedsmidler fra Rumænien og af kobber fra Jugoslavien. Desuden skulle levnedsmidler leveres til et besat Belgien, der kun til hælvten kunne forsørge sig selv.
Samme dag blev både Beck, Schacht og Goerdeler »alarmeret« om en forestående aktion imod Hitler. Halders vilje til handling nåede benbart højdepunkt53). Handlingens time skulle være inde, når Hitlers forventede, endelige ordre til angreb forelå, og når Hitler dermed dokumenterede, at han gik imod den samlede militære sagkundskab med undtagelse af Jodls.
Halder underrettede ikke Brauchitsch om sine hensigter, og Brauchitsch bilede den 5. til Berlin med det forsæt så eftertrykkeligt som muligt endnu en gang at forelægge Hitler argumenterne imod en offensiv. Åbenbart var det Halders overbevisning, at hvis Hitler beordrede vestoffensiv på dato og klokkeslet, var alle fornuftens sunde lukket og kun statskuppets mulighed åben.
Brauchitsch havde bedt om en samtale med Hitler under fire øjne, og Halder ventede udenfor, medens Keitel overværede samtalen eller i hvert fald en del af den. Den foregik ved middagstid i rigskancelliet i Berlin. Brauchitsch holdt sig til et manuskript og henviste blandt andet
53) 81. a. Kosthorst, s. 355.
Generalmajor Hans Oster (1888-1945, henrettet 9. april) var afdelingschef i efterretningstjenesten 1935-43.
Admiral W. Canaris (1887-1945, henrettet 9. april) var chef for efterretningstjenesten 1935-44.
til det for et angreb ugunstige vejr, hvortil Hitler svarede, at det regnedejo
også på fjenden.
Da Brauchitsch gjorde nogle muligvis bevidst overdrevne bemærkninger om forekommende tilfælde af svigtende disciplin, der kunne erindre om forholdene i 1917—18, tabte Hitler besindelsen. Antagelig opfattede han dem som kritik af den nationalsocialistiske opdragelse af ungdommen. I hvert fald forlangte han på stedet beviser for selv omgående at flyve til de pågældende afdelinger og ved selvsyn konstatere forholdene. Til andre udtalelser af Brauchitsch sagde han, at uddannelsen af mandskabet såmænd ville være den samme, selv om de ventede i fire uger, og også til foråret ville vejret være ugunstigt. Fjenden truede Ruhrområdet, og det kunne kun afværges med en offensiv.
Hitler blev så ophidset, at han umiddelbart efter samtalen dikterede sin sekretær en afskedigelse af Brauchitsch, men han havde ingen at sætte i stedet og sønderrev derfor diktatet. Keitel skrev i Niirnberg54), at Hitler forlod salen, hvor han havde talt med Brauchitsch, »idet han med et brag smækkede døren i. I denne situation skiltes Brauchitsch og jeg; uden et ord gik hver sin vej. Jeg var klar over, at denne episode havde betydet et indre brud [fra Hitlers side] med von Brauchitsch . . . Tilliden var definitivt rystet . . . Dagligt blev jeg [af Hitler] spurgt om de forlangte domstolsakter [om svigtende disciplin]; jeg så kun en eneste, som Hitler smed på bordet foran mig ... Af Schmundt generalløjtnant Schmundt, værnemagtens chef adjudant hos Hitler] erfarede jeg, at Brauchitsch på grund af denne rædselsfulde scene bad om sin afsked, at han blev beordret alene til Hitler, og at hans ansøgning blev kategorisk afvist«.
I sin ophidselse glemte Hitler, som han havde lovet, at underrette Brauchitsch orn tidspunktet for angrebet. En officer gjorde opmærksom herpå, og uden hensyntagen til hærledelsens anskuelser kom ordren omgående: »Angreb 12. november«.
Under samtalen mellem Hitler og Brauchitsch i rigskancelliet i Berlin ventede Halder i det store forværelse, hvor han havde en følelse af en mærkværdig kølighed over for ham, navnlig fra Schmundt, og da han bilede til Zossen sammen med Brauchitsch, fortalte denne om samtalen - »den modbydeligste og mest vanærende scene«, som Halder senere sagde. I dagbogen noterede han om Brauchitsch' referat af samtalen: »Det er overhovedet umuligt at tale med ham om disse anliggender. Hæren havde ikke villet kæmpe«. Hitler havde revet manuskriptet fra Brauchitsch, og i vognen hjem fortalte denne Halder, at Hitler truende havde sagt, at han kendte »ånden fra Zossen« (hærens overkommando), og at han ville tilintetgøre den.
54) Walter Gorlitz: Generalfeltmarschall Keitel (Gottingen 1961), s. 225.
Halder kombinerede denne trussel med den påfaldende kølighed i forværelset i rigskancelliet og drog den slutning, at hans kupplaner var sivet ud, og at Hitler på en eller anden måde ville skride til aktion imod hærledelsen som i sin tid imod Rdhm, og så ville han finde beviser for, at generalstabschefen var den ledende mand i en forberedelse af en revolution imod ham. I sin ængstelse for afsløring besluttede Halder på stedet at lade planerne tilintetgøre. Han tilkaldte Stiilpnagel og gav ham ordre til at lade aktionsplanerne brænde.
General E. Wagner, der havde været en af Becks nære medarbejdere, lod en afskrift af disse planer opbevare, og den blev fundet af Gestapo lige efter 20. juli 1944. I Zossen blev det 23. juli meddelt Wagner, at to mænd fra SS-sikkerhedstjenesten var på vej til ham. Han gik da ud i en nærliggende skov, og da de nærmede sig, trak han to revolvere op af hver sin lomme og skød sig gennem begge tindinger.
Aftenen efter samtalen med Hitler var Brauchitsch i øvrigt kommet så meget til sig selv, at han sagde til Halder, at offensiven trods alt burde forhindres: »Jeg gør intet, men jeg vil heller ikke værge mig derimod, hvis en anden gør det«.
I de dage, da spændingen mellem Hitler og hærledelsen kulminerede, deltog Oster i forberedelsen af et attentat. 1. november kom legationsråd Erich Kordt til ham og bad om sprængstof til det55). Med et sådant attentat skulle officererne befries for, hvad Oster kaldte den ed, de havde svoret til den levende Hitler. Som tjenestegørende i Ribbentrops egen afdeling i udenrigsministeriet i Wilhelmstrasse havde Kordt adgang til rigskancelliet, og han kunne møde Hitler i det store forværelse, hvor mange personer færdedes. Kordt havde overvejet et revolverskud imod Hitler, men for det første ville det være vanskeligt at ramme dræbende i et sådant øjeblik med dets uvægerlige nervøsitet, og for det andet ville SS-vagterne være over ham som et lyn, når han trak revolveren op af lommen. Derfor skulle sprængstof bruges, og Oster lovede at fremskaffe det til 11. november.
Tre dage før denne dato sprængte den kommunistiske tømrer fra Miinchen Georg Eiser (8. november om aftenen) sin bombe i søjlen i Biirgerbråukeller i Miinehen, netop da Hitler var gået sin vej. Hvad Eisers motiv end var, havde han i hvert fald ingen forbindelse med de Hitler-modstandere, der her omtales. Attentatet medførte så omfangsrigeefterforskninger, at de også omfattede de beholdninger af sprængstof,som Oster håbede at kunne gøre brug af, og Oster måtte meddele Kordt, at han ikke kunne skaffe ham redskabet til at dræbe Hitler. Desuden var de psykologiske forudsætninger forandret af Eisers attentatforsøg.Gestapo og Goebbels gav englænderne (de kidnappede agenter
55) Kordt, s. 375.
S. Payne Best og R. H. Stevens) skylden for det, og en ny bombe ville
blive forstået som en handling i fjendens og ikke i Tysklands tjeneste,
selv om den kom fra Hitler-modstandere.
Da Hitler efter samtalen med Brauchitsch 5. november ikke fandt nogen kvalificeret efterfølger for ham, besluttede han at sætte hele sin dynamiske kraft ind på at overvælde enhver, der ikke delte hans opfattelse. Det skete 23. november i rigskancelliet i Berlin, hvor 180-200 højere officerer efter ordre indfandt sig kl. 12 for at høre ham give udtryk for sin übændige vilje til krig imod vest og hans begrundelse herfo r58). Fra 1933 havde han reorganiseret Tyskland, der behøvede Lebensraum, og som for første gang i 67 år kun skulle kæmpe på en enkelt front (uden østfront). Værnemagten var ikke skabt for ikke at slå til, og kun en tysk sejr imod vest kunne (bringe Mussolini ind i krigen på Tysklands side. Den foreliggende gunstige konstellation (herunder De forenede Staters neutralitet) måtte udnyttes. Om seks måneder kunne det være anderledes. Krigen måtte føres indtil tilintetgørelse af modstanderne, og »enhver, der tænker anderledes, er uansvarlig«, for Tyskland var i øjeblikket overlegen i våben.
Hitler var »krænket på det dybeste«, fordi han havde hørt, at hæren ikke skulle slå til over for de krav, der blev stillet til den. »Alt ligger i den militære leders hånd. Med den tyske soldat kan jeg opnå alt, når han bliver godt ledet«. Tyskland havde verdens stærkeste rustningsindustri, og enhver tanke om kompromis måtte slås ud af hovedet. Parolen var sejr eller nederlag, og krænkelsen af Hollands og Belgiens neutralitet ville ingen rolle spille, for ingen ville tale herom, når Tyskland havde sejret. Resultatet alene var dommer. Uden angreb kunne ingen krig afsluttes med sejr, og troppernes ledelse måtte give et eksempel på fanatisk beslutsomhed. »Når som i 1914 en øverstkommanderendes nerver brød sammen, hvad kan man da forlange af den jævne soldat?« Beslutsom angrebsvilje skulle hensynsløst indpodes i soldaterne, og han ville gå hårdt frem imod enhver pessimistisk kværulant og ikke vige tilbage for at tilintetgøre enhver, der var imod ham. Udadtil ingen kapitulation, indadtil ingen revolution!
En af tilhørerne, generalmajor H. von Witzleben i Miinchen har sagt57), at Hitler ved denne lejlighed på ham virkede som en partileder, der var kørt fast og havde tabt nerverne, og at antagelig halvdelen af tilhørerne var begejstret, medens den anden halvdel var oprørt, fordi den anså en angrebskrig i Vesteuropa for uforsvarlig.
Hitler nøjedes ikke med denne tale kl. 12. Han beholdt en mindre
kreds af officerer i hæren hos sig for kl. 14,30 i sit store arbejdsværelse
56) Tekst bl. a. i Jacobsen: 1939-45, s. 114.
57) Mundtlig udtalelse til nærværende fremstillings forfatter. Se også Vollmacht, s. 418.
dels at gentage sine synspunkter og dels at supplere dem med rent strategiskeovervejelser.
Hitler ville ikke blot tyrannisere og kujonisere de høje officerer, men frem for alt selve hærledelsen, og hvor mange mere eller navnlig mindre skjulte udfald han end havde rettet imod den, beordrede han Brauchitsch og Halder til sig kl. 18 for uden omsvøb at slynge sine bebrejdelser imod dem. Brauchitsch tilbød at gå af, og Hitler svarede, at i en krigstid skulle Brauchitsch gøre sin pligt som alle andre og følgelig forblive på sin post. I Halders dagbog er referatet lakonisk: »Hærens øverstkommanderende og jeg [hos Hitler]. Ånden fra Zossen. (Krisedag)«. Derefter forløb måneder, før Brauchitsch igen fik Hitler at se.
Generaloberst von Bock noterede: »Der har været et meget alvorligt opgør mellem Føreren og Brauchitsch. Sidstnævnte er trods dette forblevet [på sin post], er altså åbenbart nu villig til at bære ansvaret for den tilsigtede operation«.
Eksperten i motoriseret krigsførelse, general A. Guderian, der ikke hørte til oppositionen, forlod 23. november rigskancelliet med den opfattelse, at generalitetet ikke passivt kunne affinde sig med en sådan behandling, og talte herom med Rundstedt, der imidlertid ikke agtede at foretage sig noget. Så gik Guderian selv til Hitler for at sige, at det ikke måtte være således, at han udtalte mistillid til generalerne, uden at nogen af dem protesterede. Krigen ville vare længe, og intet angreb kunne føres med en sådan mangel på tillid til generalerne, som Hitler havde givet udtryk for. I den efterfølgende samtale indrømmede Hitler åbent, at hans mistillid var rettet imod Brauchitsch, og han bad Guderian om forslag til en efterfølger, men ingen af Guderians forslag blev accepteret58).
Oster sammenfattede sin opfattelse af generalernes reaktion på Hitlers tale således: »Bebrejdelsen for fej hed har igen gjort de modige feje«. Karakteristikken er træffende. De generaler, der opponerede ud fra saglig overbevisning, lod sig af Hitler intimidere til lydighed, og Osters viden herom må indgå i en vurdering af hans motiver til advarslerne om Hitlers forestående angreb i Nord- og Vesteuropa.
Hitlers udfald imod hærledelsen 23. november lod Halder frygte for, at kupplanerne, hvis skriftlige dele var tilintetgjort et par uger i forvejen, var blevet Hitler bekendt, og han lod sin tekniske efterretningsofficer sondere terrænet. Svaret blev, at Hitler havde vejret modstanden, men intet konkret vidste: »Der Kerl hat alles in der Nase!« Det svarede til, hvad Hjalmar Schacht havde forudsagt: »Læg mærke til mine ord: »Hitler lugter stegen!«
Halder har udtalt, at ingen udenforstående vil være i stand til at
sætte sig ind i atmosfæren i hærens hovedkvarter i Zossen en times kørselsyd
58) Heinz Guderian: Erinnerungen eines Soldaten. (Heidelberg 1951), s. 76.
selsydfor Berlin, hvor den aristokratiske, tyndnervede Brauchitsch var chef. Her færdedes Hitler-tilhængere mellem Hitler-modstandere i alle afskygninger59). Her gik medarbejdere hos Hitler-fanatikeren Jodl, der strategisk var Hitlers rådgiver, ud og ind mellem officerer fra Canaris' efterretningstjeneste, af hvilke mange var loyale og nogle var større oprørere end alle andre. Her samlede Hitler-modstandere dokumentationom de nationalsocialistiske organisationers ugerninger, og her kom officerer fra SS, der havde fået sine egne enheder i hæren.
Osters vurdering af virkningen af Hitler-talen, der gjorde de modige feje, bekræftes af en dagbognotits af Ulrich von Hassell (gesandt i København 1926-30, ambassadør i Rom indtil 1937 og henrettet 8. september 1943), der 5. december mødte Goerdeler på Hotel Adlon i Berlin: »Den ellers så aktive mand var helt fortvivlet . . . Efter hans fremstilling er enhver opposition i den militære ledelse imod gennemmarchen [gennem Holland og Belgien] brudt sammen og dette til trods for, at såvel Brauchitsch og Halder som alle andre er overbevist om dens ulyksalige virkning, men de er af den opfattelse, at de må adlyde«60).
Goerdeler havde i december samtaler med både Goring og Raeder, der begge var imod offensiven i Vesteuropa, og rustningschefen, general Thomas, ivrede for anholdelse af Hitler. Den ukueligste af Hitler-fjenderne, E. von Witzleben, var villig til at besætte både Hitlers og SSs hovedkvarter, når hans soldater skulle passere Berlin på vej til en ny garnison. Det var en plan uden forberedelse, og den faldt bort, da det oplystes, at Halder havde flyttet de divisioner vestpå, som han efter det polske felttog havde beholdt i Østtyskland for at have dem til rådighed til et kup i Berlin.
I løbet af vintermånederne blev det i øvrigt tydeligt, at hærens styrke voksede, fordi meget fagligt arbejde blev udrettet. Forsyninger tilvejebragtes eller udvidedes, mandskab trænedes, stødtropper uddannedes til specialopgaver, og tusind andre forberedelser til offensiv blev truffet. Luftfotografier viste, at Maginotliniens fæstningsværker ikke var nær så perfekte som antaget, og endelig udarbejdedes omsider den angrebsplan, der i maj bragte lynkrigssejr. Trods alle disse store fremskridt var det imidlertid stadig en udbredt opfattelse blandt generalerne, at det lå ud over Tysklands evne i krig at slå både Frankrig og England.
To nye politiske faktorer blev synlige i løbet af vintermånederne. Den ene er fredsforhandlinger, som oppositionen via Vatikanet førte med den britiske regering, og som nedenfor skal omtales nærmere. De nævnes allerede i november, og før deres afslutning blev de i januar forelagt Halder, der kommenterede dem med den største mistro.
59) Udtalelse til nærværende fremstillings forfatter.
60) Hassell, s. 104.
Det andet nye moment i drøftelser blandt Hitlermodstandere i disse vintermåneder er den såkaldte tilbageslags- eller modgangsteori, hvorefter militær modgang ville være en forudsætning for at åbne det blindt troende folks øjne for berettigelsen i at styrte Hitler. Et militært tilbageslag blev således en nationalpsykologisk betingelse for et kup.
Denne tankegang var blandt Halders argumenter, da han indvilgede i en samtale med sin forgænger som generalstabschef, sin egen tidligere foresatte, Ludvig Beck, der i denne første krigsvinter var en helt central skikkelse i Hitler-oppositionen uden for hærledelsen. En dagbogsnotits fra denne tid oplyser i øvrigt, at Halder advarede sine omgivelser imod en for hyppig nævnelse af Becks navn, fordi Hitler nærede et vildt had til ham. Hitler huskede Becks memoranda af 1938, der advarede imod krig mod Czekoslc vakiet, og slog ofte om sig med citater fra dem.
Samtalen mellem Halder og Beck fandt sted 16. januar 1940. Det var en hundekold vintermorgen, da de af forsigtighedsgrunde udvekslede anskuelser under en vandring på mennesketomme gader i Dahlem i det vestlige Berlin. Beck skrev et referat af samtalen, der sammen med andre dokumenter faldt i hænderne på Gestapo efter 20. juli-attentatet. Det blev da forelagt Halder, der beundrede dets omhyggelige nøjagtighed og objektivitet i gengivelsen af begges anskuelser. Da Beck manede til kup, svarede Halder, at han til enhver tid var beredt til at danne en stødtrop til at slå breche i Hitlers front; han ville have sine medarbejdere bag sig, og Brauchitsch's modstand var vel ikke større, end at han kunne rives med. Der var imidlertid kun mening i en sådan stødtrops aktion, hvis den blev fortsat, og det var Becks og hans venners opgave at sørge for, at hele folket fulgte stødtroppen; ellers var faren for en borgerkrig for stor, og fjenden stod jo opmarcheret ved landets grænse. Halder konstaterede, at der for tiden i folket ikke fandtes nogen bred front, der var villig til at udnytte og fortsætte de resultater, som stødtroppen i hans omgivelser kunne opnå, og han fandt, at han ikke kunne risikere den øverstkommanderendes navn til et kup med så små chancer. Det var således Halders opfattelse, at folket ikke var modent til et kup, så længe Hitler havde de uafbrudte triumfers glorie om sin pande. Derimod kunne et militært tilbageslag for Hitler bringe nye situationer.
Den lange samtale under vandringen på de tomme villaveje i den kolde januarmorgen blev det sidste møde mellem disse to mænd. Det lykkedes ikke Beck at vinde Halder for et kup, og Halder var åbenbart i januar kommet langt bort fra sin beredvillighed i de første novemberdage.Det forhindrede imidlertid ingenlunde, at han fortsat drøftede disse problemer, som det fremgår af Hassells dagbog. 13. marts sagde Goerdeler til Hassell, at »de ledende militære .. . indser alt og mener, man først kan gøre noget, når offensiven er kommet i gang, det vil sige,
når den er kørt fast«. Her optræder tilbageslagsteorien således igen som
i samtalen mellem Halder og Beck.
Det fremgår af Halders egen dagbog, at han 17. marts talte med Goerdeler: »Indgående samtale med Goerdeler. Under fremhævelse af økonomiske spørgsmål [et fremtrædende synspunkt hos Goerdeler] understreges nødvendigheden af en fred før påbegyndelsen af opgør med vold [krig], og muligheden for et gunstigt forlig [med fjenden] fremhæves«.
To dage senere skrev Hassell, at prøjsisk finansminister J. Popitz havde været hos Brauchitsch og åbent omtalt situationen og nødvendigheden af handling: »Brauchitsch hørte på det altsammen og sagde lidet. Han gjorde indtryk af sønderslidte nerver. En af de få indskudte bemærkninger, han gjorde, var et spørgsmål om, hvorvidt vi nu havde en chance for dog at få en hæderlig fred. Popitz svarede, at denne mulighed efter hans opfattelse var til stede«.
En af de første dage i april viste Goerdeler Hassell et brev fra Halder - forbindelsen imellem dem var altså stadig forhånden - der sagde nej til en aktion mod Hitler: »Kun i den yderste nød måtte man handle, som Goerdeler ville«. Dette brev fra Halder er muligt det samme, som Schlabrendorff har citeret: »Hvis situationen kræver det, vil hæren også imod Hitlers regering gøre sin pligt over for fædrelandet«.
Adskillige optegnelser fra disse første måneder i 1940 omtaler Canaris, der stadig agiterede imod det nationalsocialistiske styre ved i størst muligt omfang at udbrede kendskab til SS's folkeretsstridige umenneskeligheder over for både kristne og jøder i Polen. Canaris tog lejlighedsvis sin nære medarbejder, general G. Lahousen med på sine rastløse rejser, og denne beretter fra et besøg på vestfronten i dagene omkring 1. april81), at generalerne havde alvorlige bekymringer over for de hårde kampe, der ventede dem foran Maginotlinien. Ifølge Lahousen var generalerne rystet over Canaris' oplysninger om Gestapo's og SS's terror i Polen, og Rundstedt gav »med åbenhed og utvetydighed, der næppe kunne overgås, udtryk for sine virkelige følelser over for Hitler og det nationalsocialistiske system«. Lahousen, der var østriger, fik indtryk af »en general af gammel prøjsisk-tysk tradition, der var besluttet på alt«.
Canaris vinkede Lahousen af, for han vidste, at kun få ville drage konsekvenser af deres kritik. »Efter hvad Canaris sagde til mig«, berettede Lahousen, »havde han på daværende tidspunkt (foråret 1940) kun hos Witzleben fundet beredvillighed til at drage konsekvenser af viden og medviden om udviklingen i den hitlerske katastrofepolitik og til at stille sin person til rådighed for den kreds inden for værnemagten, der ville gøre et sidste forsøg på at redde Tyskland fra undergangen«.
61) Vollmacht, s. 409.
Kun et par dage efter dette besøg på vestfronten omkring 1. april drøftede Canaris og Oster mulighederne for, at den britiske flåde ville forhindre Hitlers invasion i Norge. Der foreligger ingen optegnelser om, at Canaris ved den lejlighed fortalte Oster om sine samtaler med de ledende generaler, men det er overvejende sandsynligt, at han har delagtiggjort Oster i sine erfaringer, og i hvert fald har disse for Oster kun kunnet være en bekræftelse af hans egen personlige opfattelse.
Tilsagn fra England
For Hitler-modstanderne,, der før krigen havde søgt bistand fra den britiske regering for at forhindre Hitlers aggression imod Czekoslovakiet, var det naturligt at prøve at genoptage disse kontakter, da krigen ganske vist var blevet blodig virkelighed i Polen, men på vestfronten kun var en opmarch uden et skarpt skud. Ved Tysklands vestgrænse rådede skinkrigen, tusmørkekrigen, the phoriey war, the twilight war.
Enhver general, der i krigstid overvejer med vold at iværksætte en indenrigspolitisk omvæltning, må spørge sig selv, hvorvidt han med et sådant oprør bringer fronten til at vakle og briste, og for den civile opposition imod Hitler var det et ønskemål at blive i stand til at overbevise generalerne om, at de ikke behøvede at nære nogen frygt af denne art.
I en krigstid kan det være vanskeligt nok at etablere forbindelse med fjenden, fordi bevægeligheden er stærkt begrænset. Hitleroppositionens kontakter med England i den første krigsvinter ligger da også i tid måneder senere end det maksimum af spænding mellem Hitler og hærledelsen, der var en følge af deres meningsforskelle i den aktuelle situation umiddelbart efter lynsejren over Polen.
Hitler-modstanderne synes i de første måneder efter krigsudbruddet ikke at have været klar over, i hvor stort omfang de havde en forbundsfælle i Neville Chamberlain (premierminister indtil 11. maj 1940). Dagen efter Englands krigserklæring 3. september 1939 udtalte han i underhuset: »I denne krig kæmper vi ikke imod jer, det tyske folk, mod hvem vi ingen bitre følelser nærer, men mod et tyrannisk og sammensvoret styre, der ikke alene har bedraget sit eget folk, men hele den vestlige civilisation og alt, der er os dyrebart«.
Denne udtalelse kan betragtes som en af de selvfølgeligheder, der i en krigstid henvendes til et folk i en diktaturstat, men den kan også læses som en indirekte opfordring til det tyske folk om at skille sig af med nationalsocialismen, hvad Chamberlain meget gerne havde set. Fra sine egne oplevelser, da han i Miinchen affandt sig med indlemmelsen af Sudeterlandet i. Tyskland, kendte han den jævne tyske borgers ønskerom
skeromat undgå krig, og fra tyske oppositionelles beretninger vidste
han besked om en vis indre modstand imod Hitler, hvad enten for ham
at se dennes omfang var større eller mindre.
Chamberlains udtalelser af 3. september synes ikke at have gjort noget indtryk på oppositionen, der næppe kunne vide, at hans anskuelser gik langt videre end hans ord, hvilket fremgår af et brev af 10. september til hans søster62):
»Indtil drøftelsen af fredsbetingelserne ... er der måske en lang vej. Måske; men jeg har dog en følelse af, at det ikke vil vare særlig længe; der råder et så udbredt krav om at undgå krig, og det er så dybt rodfæstet, at det sikkert på en eller anden måde må komme til udtryk. Vanskeligheden ligger naturligvis hos Hitler selv. Før han forsvinder, og hans system bryder sammen, kan der ikke findes fred. Men hvad jeg håber på er ikke en militær sejr - jeg tvivler meget på, at den kan nås - men et sammenbrud af den indre front i Tyskland. Med dette for øje er det nødvendigt at overbevise tyskerne om, at de ikke kan vinde. Og De forenede Stater kunne i det rigtige øjeblik hjælpe hertil. Ud fra denne teori må man afveje enhver handling i lys af dens sandsynlige virkning på det tyske folk«.
Offentligt sagde Chamberlain, da han i underhuset 12. oktober besvarede
Hitlers rigsdagstale af 6. oktober, om muligheder for fred:
»Det indgår i ingen henseende i vor politik at udelukke et Tyskland, der vil leve i venskab og tillid med andre folk, fra den plads, der med rette tilkommer det i Europa ... Vi søger ingen materiel fordel for os selv. Vi ønsker intet af det tyske folk, der kunne krænke dets selvrespekt. Vi sigter ikke blot mod sejr, men ser snarere hinsides den for at lægge et grundlag for et bedre internationalt system, hvilket betyder, at krig ikke skal være enhver generations uundgåelige lod. Jeg er sikker på, at alle folk i Europa, iberegnet det tyske folk, længes efter fred, en fred, der vil sætte dem i stand til at leve deres liv uden frygt og hellige deres energi og deres evner til udvikling af deres kultur, til stræben efter deres idealer og til forbedring af deres nationale velfærd«.
Dette Chamberlain-citat passerede i første omgang übemærket blandt de oppositionelle tyske, men det fik aktualitet, da det en halv måned senere, i de sidste oktoberdage blev overgivet Theo Kordt63). Aftenen før krigens udbrud havde han, der som nævnt var souschef i den tyske ambassade i London, aftalt med lord Vansittart, at de også i fremtiden ville opretholde deres personlige forbindelser for herved at arbejde for fred så snart som muligt. Ved krigens udbrud blev Kordt af statssekretær Weizsåcker forflyttet fra London til gesandtskabet i Bern, og hans ven, Philip Convell Evans, i hvis hjem han havde talt med Vansittart,indfandt sig 25. oktober hos ham med et budskab fra Vansittartog med den foran gengivne udtalelse af Chamberlain af 12. oktober,
62) Keith The Life of Nevil Chaimberlain (London 1946), s. 417
63) Om de tysk-britiske fredskontakter se bl. a. Ritter, s. 251.
der blev forelagt Kordt som en erklæring af Chamberlain. På Chamberlainsog Halifax' vegne meddelte Vansittart gennem Convell Evans, at efter at Polen var slået og var blevet delt for fjerde gang, var det umuligt for den britiske regering at indlade sig på nogen art af forhandlingmed Hitler eller nogen af hans meningsfæller. I deres uhæmmede opportunisme havde de, når de anså det for nyttigt, brudt ethvert givet tilsagn. Følgelig kunne den britiske regering ikke tro på nogen som helst forsikring fra en nationalsocialistisk regering, og følgelig var det den tyske oppositions egen sag at tilvejebringe en forhandlingsdygtig regering, til hvis ord man på britisk side kunne have tillid.
Under samtalerne i Bern, der varede i tre dage, betroede Kordt Convell Evans, at Hitler-modstanderne forberedte det nationalsocialistiske styres styrt og formodentlig i november ville skride til aktion. Kordt sendte Vansittarts budskab til Berlin, hvor det i de næste dage nåede både Oster og Beck.
Også andre tråde imellem oppositionen og London løb over Schweiz, således over tidligere tysk rigskansler (maj-november 1922) Josef Wirth, der var emigreret, og som gerne ville bistå Goerdeler og hans venner. Ved hjajlp af en tidligere leder af et tysk institut i London gjorde han Chamberlain opmærksom på, at der i Tyskland fandtes en anselig opposition, og ;at det for denne ville være en stor hjælp, hvis den kunne modtage tilsagn om, at vestmagterne militært ville undlade at udnytte den situation, der ville opstå under en mulig revolte imod nationalsocialismen.
Denne henvendelse blev besvaret midt i februar af to udsendinge fra Foreign Office, der fra Vansittart medbragte følgende tilbud: 1. Det forsikres, at den britiske regering ikke militært til skade for Tyskland, f. eks. ved et angreb i Vesteuropa, vil udnytte en forbigående krise, der måtte kunne opstå i forbindelse med en aktion fra den tyske opposition. 2. Den britiske regering erklærer sig beredt til at samarbejde med en ny tysk regering, hvem den kan give sin tillid, for at sikre en varig fred, og at yde Tyskland den (til genrejsningen efter krigen) nødvendige økonomiske hjælp.. 3. Den britiske regering kan ikke forpligte sig yderligere uden forudgående indforståelse med den franske regering. 4. I tilfælde af Frankrigs deltagelse i forhandlingerne ville det være ønskeligt, om der kunne gives meddelelse om det omtrentlige tidspunkt for gennemførelsen af det indre, tyske foretagende. 5. Såfremt oppositionen for at lette gennemførelsen af sin aktion måtte ønske en vildledende [militær] manøvre fra vestmagterne, vil den britiske regering inden for mulighedernes ramme imødekomme et sådant ønske.
Mundtligt tilføjede de to udsendinge, at dette tilbud stod ved magt
indtil udgangen af april 1940, og som bevis for deres tilforladelighed
overgav de Wirth et manuskript til en tale, som Chamberlain nogle dage
senere, 24. februar, ville holde i Birmingham, og i hvilken han bl. a.
sagde:
»Vi kæmper imod det tyske verdensherredømme, men vi ønsker ikke tilintetgørelsen af noget folk ... Hvilke konkrete fredsmål kan nås? Først må polakkernes og czekkernes uafhængighed sikres (Ghamberlain omtaler således hverken Østrig eller Sudeterlandet). Dernæst må vi have håndgribelige beviser for, at forpligtelser og tilsagn, som man giver os, også bliver holdt. Under den nuværende tyske regering kan der ikke findes sikkerhed for fremtiden ... Den holder hverken sit ord over for fremmede regeringer eller over for sit eget folk. Det er derfor tyskernes sag at tage det næste skridt og at vise os, at de éngang for alle har opgivet princippet, at magt går for ret ••. Til genoprettelse af tilliden kan Tyskland bidrage mere end noget andet folk, fordi det har gjort mest for at ødelægge den. Er Tyskland beredt til at give tilforladelige beviser for sin gode vilje, vil det hos de andre ikke finde mangel på vilje til at hjælpe det til at overvinde de økonomiske vanskeligheder, der ledsager overgangen fra krig til fred. Hvad jeg her har fremstillet som vort krigsmål, indeholder intet ydmygende eller nedtrykkende for nogen, og på et sådant grundlag vil vi for vor del være beredt til at søge forståelse med enhver regering, der skriver under på sådanne mål og giver beviser på sin oprigtighed«.
Disse meddelelser om den britiske regerings holdning skal af dr. Wirth være overgivet til tidligere rigsværnsminister (1920-28) Otto Gessier, der skulle give dem videre til Beck og Oster. Hvor übegribeligt det end lyder, synes der slet ikke at være blevet gjort brug af disse meddelelser. De synes at være gået tabt, og de er næppe nået frem til Beck og Oster. Gessier, der åbenbart må have modtaget dem, har senere bestridt at have kendskab til dem, selv om en notits i Hassells dagbog 27. marts viser, at Gessier åbenbart har haft adskillig viden om kontakterne med England.
Omtrent samtidig med dette besøg hos Wirth fandt et andet tyskbritiskmøde sted64). En britisk amatørdiplomat, Lonsdale Bryans, opholdtsig i Rom og kom i forbindelse med Detalmo Pirzio-Beroli, der var gift med en datter af tidligere ambassadør i Rom Ulrich von Hassell, og som formidlede en samtale mellem englænderen og svigerfaderen 22. februar i Arosa. I forvejen havde Lonsdale Bryans erfaret, at der i Tyskland eksisterede en opposition, og at denne ønskede et britisk tilsagnom, at en indre krise i Tyskland ikke ville blive brugt af vestmagternetil et militært angreb. Han havde også fået billigelse fra lord Halifax til en samtale med Hassell, der på sin side overgav ham en skriftlig fremstilling. Den handlede ikke blot om et militært moratorium,men også om betingelserne for en fred: Østrig og Sudeterlandet skulle blive i Tyskland; ingen grænseregulering mod vest og mod øst i hovedsagen en grænse som før 1914. Desuden indeholdt fremstillingenprincipper for international forståelse og samarbejde, og Hassell
64) J. Lonsdale Bryans egen fremstilling i Vierteljahreshefte fur Zeitgeschichte 1955, s. 347.
fremhævede, at erfaringerne med tysk tillid til præsident Woodrow Wilsons punkter af 1918 ikke måtte gentages, og at omvæltningen i Tyskland måtte fremtræde som tyskernes egen gerning. Hassell var forsigtignok til ikke at bebude regimets styrt til en eller anden bestemt dato og udbad sig en autoritativ britisk erklæring om betingelserne for fred.
Da Lonsdale Bryans kom til London med disse udtalelser, viste det sig, at Halifax ikke nærede synderlig tillid til ham som forhandler. Desuden havde Halifax gennem sine egne udsendinge underrettet Wirth, og han havde forhandlinger løbende gennem Vatikanet. Derfor undlod han at give Lonsdale Bryans en skriftlig meddelelse til Hassell. Den ville være overflødig, fordi Hitler-modstanderne var underrettet ad anden vej. Åbenbart nød Bryans så ringe tillid, at han havde vanskelighed ved at få et visum til Schweiz for på ny at træffe Hassell. De mødtes først igen 15. april, og samtalen forløb da uden konkreter.
Også Goerdeler havde kontakt med England, uden at vejene i enkeltheder er kendt; om Goerdeler vides i øvrigt, at han i den første krigsvinter var med i overvejelser af mulighederne for at erstatte Hitler med Goring, når generalerne, som det i november viste sig, ikke var rede til selv at styrte Hitler. For Goerdeler ville Goring være et mindre onde, og det skulle være en forudsætning, at retsstaten genoprettedes. Goring havde været imod krigen, som han var imod offensiven i Vesteuropa, og han var ærgerrig. Beck skal, for så vidt ingen anden udvej fandtes, ikke have været afvisende over for denne tanke, hvis ivrigste forkæmper var finansminister i Gorings prøjsiske regering, J. Popitz. Tanken var ikke fremmed for Goring selv, hvilket er kendt fra Hassells gengivelse 13. februar 1940 af en samtale mellem tidligere rigsøkonomiminister K. Schmitt og Goring. Schmitt opfordrede Goring til at søge fred med England, og Goring bemærkede, at London havde »skiftet taktik: I begyndelsen havde man antydet: ikke [fred] med Hitler, men med Goring, ja. Nu hedder det: heller ikke med Goring«. Hassell tilføjer, at »Goring kan have ret heri« og skriver endvidere: »Goerdeler fortalte mig, at Vansittart havde ladet ham hilse og sige, at nu er det ikke mere så let [som det har været] at gennemføre den gamle rigsgrænse mod øst«. Citatet viser, at også Goerdeler havde kontakt med London, og at Tysklands gamle grænse mod øst havde været til drøftelse.
Den betydningsfuldeste forbindelse med den britiske regering var Becks og Osters, og den løb over Vatikanet65). Forhandlingerne førtes af dr. Josef Muller, dengang som nu sagfører i Miinchen66). I en rrækkehavde været forbindelsesmand i indre kirkelige anliggender
65) Udførligt i Vollmacht, s. 442.
66) Radioudtalelse af Josef Muller om forhandlingerne i G. Weisenborn: Der lautlose Aufstand (Hamborg 1953), s. 241.
mellem Vatikanet og den katolske kirke i Tyskland og havde et personligtforhold til både kardinal M. Faulhaber i Miinchen og gejstlige i Vatikanet.Oster havde set sig om efter en mand med sådanne forudsætninger,og Muller indvilgede i at lade sig indkalde til efterretningstjenesten,i øvrigt omtrent samtidig med at højesteretsdommer H. von Dohnanyii dette anliggende blev Osters nærmeste medarbejder.
Oster bad Muller bruge sine forbindelser i Rom til på Hitler-modstandernes vegne at undersøge mulighederne for en kontakt til den britiske regering. Formelt blev Muller knyttet til efterretningstjenestens afdeling i sin hjemby Miinchen, og han afleverede til denne en del efterretninger, der ikke var af særlig betydning. Canaris gav ham i øvrigt tilladelse til at afslå opgaver fra kontoret i Miinchen.
I september 1939 påtog Muller sig sin nye opgave, og hans nærmeste forbindelse i Vatikanet blev jesuiterpater Robert Leiber, der var pavens sekretær. I øvrigt traf Muller i Vatikanet også andre såsom prælat L. Kaas, der havde spillet så stor en rolle i det katolske centrumparti i Tyskland, og som ved Hitlers regeringsdannelse flyttede til Rom.
Pius XII var pave; 1920-29 havde han været Vatikanets diplomatiske repræsentant i Tyskland og havde fra disse år et omfattende kendskab til tyske anliggender. Ved sit første besøg i Vatikanet udtalte Josef Muller, at han repræsenterede en tysk, militær opposition, hvis leder var generaloberst L. Beck, og pater Leiber svarede, at pavestolen var villig til at forelægge den britiske diplomatiske repræsentant ved Vatikanet, Francois D'Acy Osborne meddelelser fra Beck. Josef Muller nød øjensynlig en personlig tillid, der bidrog til pavestolens stilling over for den foreliggende opgave. I øvrigt kom Muller aldrig i direkte forbindelse med paven.
En erklæring fra Vatikanet efter krigen, 11. februar 194687) har bekræftet pavens mæglende virksomhed ved den foreliggende lejlighed og fremhævet, at han i fredens interesse fra betydningsfulde politiske og militære kredse i Tyskland modtog spørgsmål om krigsmål og fredsbetingelser, som han overgav den anden krigsførende part med tilbud om at ekspedere svar til de tyske kredse.
Om disse kredses mål meddelte Josef Muller Vatikanet, at Hitler på et givet tidspunkt skulle foranlediges til at overgive regeringen til Beck, som i et års tid ville opretholde et militært diktatur, indtil et demokratisk styre kunne blive organiseret. For oppositionen imod Hitler kom det an på at vide, hvorvidt den kunne opnå en våbenstilstand efter et sådant systemskifte, og desuden ville den gerne erfare betingelserne for fred.
Forhandlingerne mellem Muller og Osborne, henholdsvis mellem
67) Tekst i Vollmacht, s. 460.
Beck og Foreigm Office begyndte i oktober eller de første dage af november. I hvert fald synes de første meddelelser om denne kontakt at være indarbejdet i et memorandum fra Beck til Halder, som Halder modtog 4. november, dagen før det store krak mellem Hitler og Brau— chitsch.
I form af spørgsmål og svar fortsattes disse romerske samtaler indtil udgangen af januar 1940. De førtes mundtligt, og der foreligger blandt de hidtil kendte dokumenter herom kun to skriftlige optegnelser, der ikke er af centralt indhold.
For begge parter var det en forudsætning, at de indbyrdes aftaler faldt bort i tilfælde af et angreb på vestfronten, og at fredsbetingelserne kun havde gyldighed for en demokratisk regering efter nationalsocialismens fjernelse. Når Hitlerstyret var styrtet, ville paven appellere til de krigsførende om at aftale våbenstilstand og således afslutte krigen. Den britiske regering ville hertil svare bekræftende og desuden søge at overtale Frankrig til det samme. Over for Josef Muller blev det bekræftet, at England var parat til at foretage en vildledende militær aktion på vestfronten, hvis dette kunne hjælpe oppositionen under et kup.
Den britiske regering erklærede sig beredt til at acceptere Tysklands grænser af 1937 og tillige at acceptere Østrigs forbliven i Tyskland under forudsætning af, at en folkeafstemning i Østrig godkendte dette. Spørgsmålet om Sudeterlandet synes næppe at være blevet berørt, og Muller og Osler synes at være gået ud fra, at Sudeterlandet på mødet i Miinchen med både Chamberlains og Daladiers billigelse definitivt var afstået til Tyskland, således at dette spørgsmål var løst88). Under forhandlinger var det en selvfølge, at protektoratet Bohmen og Måhren måtte afløses af en czekisk stat, og at Polen måtte genoprettes, men meddelelserne om samtalerne om den fremtidige tysk-polske grænse er uklare. Josef Muller mente åbenbart, at det for Østrig aftalte princip, hvorefter en folkeafstemning skulle træffe den endelige afgørelse, også kunne få gyldighed for Danzig og andre tysk-polske grænseegne.
Set i forhold til de allieredes krav af januar 1943 om Tysklands übetingede kapitulation synes disse betingelser overordentlig gunstige, men det må erindres, at de blev fremsat, medens Chamberlain var premierminister og før Churchills overtagelse af regeringen (11. maj 1940), samt at folkenes selvbestemmelsesret havde været det store fredsløsen efter den første krig.
I en bemærkning om disse tilbud siger J. Wheeler-Bennett89), at
68) Ritter (s. 497) nærer tillid til, at W. Huppenkothen (en højere SS-officer, der havde sit kendskab fra afhøringer efter 20. juli) har resumeret følgende rigtigt: Østrig og Sudeterlandet forbliver i riget, altså grænsen af 1938 før indmarchen i Prag.
69) S. 489.
der et godt stykke ind i krigen var forskellige anskuelser i England om Østrigs og Sudeterlandets fremtidige skæbne: Appeasement-ånden havde en hård død, og spøgelset fra Miinchen spadserede stadig omkring. Der var i 1940 og 1941 stadig folk, der mente, at Østrig og Sudeterlandet skulle forblive en del af Tyskland. Først i december 1941 blev Østrigs uafhængighed erklæret for allieret krigsmål, og først i august 1942 blev Miinchen-aftalen annulleret af den britiske regering.
Hertil kommer endelig som generel baggrund, at en afslutning af
krigen uden blodsudgydelse for England ville være et selvfølgeligt mål.
Om mulighederne og betingelserne for en fred uden Hitler findes adskillige oplysninger i det tyske udenrigsministeriums arkiv70). Gesandten i Haag indberettede (Runderlass 3.11.1939) om engelske ønsker om fred under forudsætning af sikkerhed for fremtidig undgåelse af aggression (hvilket må betyde Hitlers fjernelse). Betingelser: genoprettelse af et så godt som selvstændigt Polen og større selvstændighed for protektoratet Bohmen-Måhren.
11. november dikterede statssekretær Weizsåcker et notat om udtalelser af sir Alexander Cadogan, der var understatssekretær, til den italienske ambassadør i London (hvilket Weizsåcker havde erfaret af den italienske ambassadør i Berlin), hvorefter der fandtes to fundamentale fredsbetingelser: genoprettelse af den polske stat og (sagt indirekte) fjernelse af Hitler. Åbenbart har problemet været aktuelt i Foreign Office, for 20. november noterede Weizsåcker med samine kilde, at den parlamentariske understatssekretær R. A. Butler havde sagt til den italienske ambassadør, at hverken Foreign Office eller Chamberlain a priori udelukkede fundamentale forandringer (hvilket må betyde systemskifte) i Tyskland, og at de var villige til alvorligt at overveje tyske forslag i denne retning.
Det ville være en legende, skriver Freiburg-historikeren, professor Gerhard Ritter, at hævde, at man på engelsk side fra begyndelsen lod den tyske opposition i stikken. Det gælder på ingen måde for »siddekrigen« i vinteren 1939-40 og for regeringen Chamberlain. Vanskeligheden var snarere omvendt: Ganske åbenbart har man på tysk side alt for tillidsfuldt håbet at kunne overtale hærledelsen til et statskup og har derved i London vakt forventnnger, der bagefter ikke bekræftedes, og dermed mistede man for den efterfølgende tid næsten al kredit.
Josef Mullers forhandlinger med Vatikanet, henholdsvis med den britiske regering varede til sidst i januar 1940, og deres resultater sammenfattedesi den såkaldte x-beretning (x = Josef Muller), men forindenvar delvise beretninger udarbejdet. En del af disse papirer blev fundetaf Gestapo efter 20. juli og blev da forelagt både Halder og general
70) Akten zur deutschen auswårtigen Politik 1918-^5, serie D Band VIII, 4.9.1939-18.3.1940 1961).
Thomas. Udspurgt efter krigen mener Halder i dem at have set betingelser,der gjorde beretningen utroværdig, således skulle Goring eventuelt kunne accepteres i Hitlers sted og den tyske østgrænse af 1914 genindføressamt endda Alsace-Lorraine tilbagegives Tyskland. Det sidste må af mange grunde anses for totalt udelukket, blandt andet fordi Englandikke ville love noget sådant på sin franske allieredes bekostning, og Muller bestrider71), at en eventuel accept af Goring var grundlag for nogen del af hans forhandlinger. Spørgsmålet om Halders hukommelsepå den ene side og på den anden, hvad der var sandsynligt under de daværende udenrigspolitiske forhold, skal ikke her undersøges nærmere.
Den endelige; x-beretning var øjensynligt ikke et enkelt dokument eller et konkrekt resumé, men udførlige fremstillinger af synspunkter og vurderinger, og det må anses for muligt, at for at vinde generalerne for et kup formulerede Oster og Dohnanyi x-beretningen med større optimisme, end berettiget var, bl. a. i omtalen af den tyske østgrænse72).
De papirer, der af Gestapo blev forelagt Thomas og Halder, er gået tabt, og medmindre de findes, kan klarhed næppe tilvejebringes, før Foreign Office engang måtte offentliggøre Osbornes indberetninger eller Vatikanet give adgang til sine optegnelser om samtalerne.
Oster og Dohnanyi indviede en dag i marts, muligvis 16., Hassell i forhandlingerne. Det foregik hjemme hos Beck. Hassell var først alene med Beck, beretter han: »Så kom Oster og Dohnanyi. De læste overordentlig interessante papirer højt for mig om en katolsk tillidsmands samtaler med paven, der på sin side over Osborne havde optaget forbindelse med Halifax. Ifølge dette er paven gået overordentlig vidt i sin forståelse for tyske interesser. Halifax, der udtrykkelig talte på British Governments vegne, er væsentlig mere forbeholden og berører også punkter som »decentralisering i Tyskland« og folkeafstemning i Østrig. I det hele er viljen til en hæderlig fred tydelig synlig, og paven har over for tillidsmanden stærkt betonet, at sådanne anliggender som »decentralisering« og »folkeafstemning i Østrig« absolut ikke vil være nogen hindring for fred, hvis der i øvrigt er enighed. Forudsætning for det hele er naturligvis et systemskifte og en bekendelse til kristelig moral. Formålet med rådslagningen med mig var 1. at høre min udenrigspolitiske vurdering, 2. at bede mig om at forelægge sagen for Halder, fordi der ikke af andre mellemmænd [over for Halder] kunne forventes et resultat«.
18. marts drøftede Hassell endnu engang, denne gang i Osters hjem,
med Oster og Dohnanyi, hvorledes »paveaktionen«, som de kaldte den,
71) Udtalelse til nærværende fremstillings forfatter.
72) Kosthorst citerer s. 363 en unævnt kilde for oplysning om, at forhandlingsresultatet faktisk blev forelagt generalerne i modificeret form.
Sagfører Josef Muller (1898- ) fremskaf fede 1939-40 via Vatikanet britiske fredstilbud til Hitler-oppositionen.
Generaloberst Ludwig Beck (1880-1944, 20. juli) var 1933-38 generalstabschef og i den første krigsvinter en fremtrædende skikkelse inden for Hitleroppositionen.
Generaloberst F. Halder (1884- ) var hærens generalstabschef 1938— 42.
Generalfeltmarskal W. von Brauchitsch (1881-1948) var 1938-41 hærens øverstkommanderende.
kunne forelægges Halder. Påsken faldt nogle dage senere, og Hassell tilbragteden
i sit hjem i Miinchen. Det viste sig i øvrigt, at Halder ikke
ønskede at tage imod ham.
I Hassells sted overbragte general Thomas Halder x-beretningen, og der kan næppe være tvivl om, at det skete 4. april. Halders dagbog for denne dag indeholder følgende lakoniske notits: [Samtale med] »general Thomas: Indblik i efterretningsmateriale«73).
Det sene tidspunkt er påfaldende. Forhandlingerne i Vatikanet var åbenbart afsluttet ide sidste dage af januar74), og der synes ikke at foreligge nogen fyldestgørende forklaring på, at den endelige beretning blev overgivet Halder så sent som 4. april.
Som tidligere nævnt blev Halder allerede 4. november orienteret om påbegyndelsen af forhandlingerne, og Brauchitsch blev underrettet 16. november. Lejlighedsvis blev Halder holdt å jour75), men det synes vanskeligt at forstå, at et par måneder skulle forløbe efter forhandlingernes afslutning, før det endelige resultat blev forelagt den hærledelse, for hvilken det dog først og fremmest var bestemt som en næsten usandsynlig udenrigspolitisk garanti for generalernes militære ansvar for landets forsvar, når de måtte styrte Hitler.
Som forklaring kan nogle momenter anføres, men ingen af dem sybes fyldestgørende. Efter begivenhederne i november, da Halder benbart afkald på kup imod Hitler, holdt han Oster på afstand. Endvidere efterlod samtalen mellem Beck og Halder 16. januar tydeligvis en kølighed imellem dem. Det var endvidere klart, at forhandlingerne via Vatikanet var rent og skært landsforrædderi, og at ophavsmændene måtte være sig dette bevidst og derfor udvise forsigtighed, når de affattede den endelige beretning. Endelig er det forståeligt, at de ønskede den forelagt for Halder af en så betydelig autoritet som muligt, og som det fremgår af Hassells dagbog, var det vanskeligt at opnå dette.
Efter Halders erindring indeholdt de papirer, der blev ham forelagt i 1940, hverken navn eller underskrift, hvilket af forsigtighedsgrunde kan være sandsynligt nok. Thomas skal heller ikke have fremsat oplysninger herom, og Halder synes ikke at have krævet en sådan orientering. Thomas brugte en tjenstlig samtale til at overgive Halder beretningen. I øvrigt var Thomas modstander af at føre sådanne forhandlinger uden et forudgående tilsagn fra hærledelsen om, at den var villig til at skride til handling i tilfælde af gunstige betingelser.
73) Offentliggørelsen af Halders dagbog udelukker tvivl om datoen, jfr. fodnote til Wheeler-Bennett, s. 493, Ritter, s. 259, Hassell, s. 146, Kosthorst, s. 365. Urigtig er H. B. Gisevius: Bis zum bitteren Ende (Ziirich 1946), s. 233, der lader Thomas gå til Halder sidst i marts.
74) Kosthorst, s. 3(54.
75) Groscurth noterede 13. januar, at Halder under en samtale med ham betegnede forhandlingerne som britisk bluff.
Halder læste beretningen, da han fik den fra Thomas, og gav den
samme aften til Brauchitsch uden at forklare noget om dens indhold.
Han bad blot Brauchitsch om at læse den i fred og ro.
Ifølge en udtalelse af Halder otte år76)r76) senere var Brauchitschs svar næste morgen følgende: »Det burde De ikke have forelagt mig. Det er rent landsforræderi, hvad her foregår. Herom kan der for os ikke være tale under nogen omstaendigheder. Vi er i krig. Det kan overvejes i fredstid at optage kontakt med en udenlandsk magt, men under en krig er det udelukket for en officer. I øvrigt drejer det sig ikke om en kamp mellem regeringer, men om et opgør mellem livsanskuelser. En fjernelse af Hitler ville derfor ikke nytte«.
Halder føjede hertil, at Brauchitsch forlangte den mand anholdt, der havde givet ham papirerne, samt desuden en fremsendelse af disse papirer til de rette myndigheder, hvortil Halder svarede, at hvis nogen skulle arresteres, bad han om, at det måtte blive ham selv.
Så bittert negativt endte Ludwig Becks, Hans Osters og Josef Mullers samt Vatikanets bestræbelser for ved hjælp af tilsagn fra den britiske regering at vinde hærledelsen for oprør imod Hitler, før han startede det felttog ind i Vesteuropa, der for lange tider måtte umuliggøre ethvert håb om både fred og nationalsocialismens udryddelse.
Fire dage senere angreb Hitler Norge og Danmark, hvilket benbart Vatikanforhandlerne blev betragtet som et foretagende af sekundær karakter i forhold til vestfronten som den forventede centrale krigsskueplads. Aftalen med den britiske regering gik ud på, at dens tilbud stod ved magt indtil udgangen af april eller indtil et tidligere tidspunkt, da Hitler måtte foretage en offensiv i Vesteuropa.
Efter at have fået kendskab til Brauchitsch og Halders afvisning af fredstilbuddet sendte Beck og Oster for sidste gang Josef Muller til Vatikanet, hvor han indfandt sig i de sidste dage af april for at meddele, dels at Hitler ikke ville blive styrtet, og dels at Hitlers angreb på vestfronten var umiddelbart forestående. Principielt var det for Beck et spørgsmål om selvfølgelig loyalitet at give en sådan underretning til en forhandlingspartner, og desuden tænkte disse Hitler-fjender på fremtiden. De ville ikke identificeres med den forestående krænkelse af Hollands og Belgiens neutralitet, og de ville sikre sig mulighed for i en given situation ved en senere lejlighed at kunne genoptage forbindelsen. Endelig ønskede de over for den britiske regering at dokumentere, at der trods Hitler eksisterede et Tyskland, der holdt sit ord.
76) Under denazificeringsproces i Miinchen 16. sept. 1948. Buchheit, s. 220.
Voveligt foretagende
Osters motiv til advarslen til Danmark og Norge må ses ud fra hans
kendskab til både Hitler og hærledelsen og spændingen imellem dem,
der i den første krigsvinter nåede sit højdepunkt i krisen i november.
Til disse forudsætninger for Osters motiv kan det være rimeligt at føje en orientering om samtidens vurdering af Weseriibung, som dæknavnet lød for angrebet på Danmark og Norge. Initiativet lå som bekendt hos admiral Raeder, hvis flåde måtte bære en væsentlig del af ansvaret for dets gennemførelse. Inden for hæren og luftvåbnet blev angrebet anset for at være en farlig splittelse af kræfterne, fordi Nordeuropa nu engang var en sekundær krigsskueplads. Krigens afgørelse ville falde under angrebet i Vesteuropa, og følgelig burde alle kræfter samlet anvendes her. Inden for hærledelsen var det en udbredt opfattelse, at togtet imod Norge og Danmark i alt for høj grad var baseret på lykketræf og derfor uforsvarligt letsindigt. Det tyske luftvåben var ganske vist overlegent, men den britiske flådes styrke måtte ventes at bringe angrebet til at strande med store tab af både menneskeliv og materiel.
I fængselscellen i Niirnberg skrev Keitel: »I betragtning af den
lange vej til Narvik ... mere end 2000 km ... og af den mangfoldigt overlegne
engelske flåde kan man betegne planen som formastelig«77).
Som nævnt havde de ældre officerer ikke glemt, i hvilket omfang krænkelsen af Belgiens neutralitet i 1914 havde skadet Tysklands navn og rygte, og de frygtede, at et nyt, brutalt overfald på fredelige nabofolk, hvem Hitler nylig havde lovet fortsat neutralitet og sikkerhed, og som desuden lå langt uden for det egentlige kampområde, mere end nogensinde ville befæste Tysklands omdømme i verden som krigsforbryder. Oven i købet skulle der for første gang i tysk krigshistorie opereres med britisk flag på tyske krigsskibe, når dette var hensigtsmæssigt, og med britiske skibsnavne.
Var hæren og luftvåbnet skeptiske og uvillige over for Hitlers planer, var flådens ledelse, herunder Raeder selv, ganske klar over den vældige risiko ved at vove sig ud i farvande, der ganske kunne beherskes af den britiske flåde, der var så mange gange stærkere end den tyske; interesserede kan finde oplysning om styrkeforholdet i en sammenlignende opstilling i Churchills erindringer78). Angrebet kunne kun lykkes, hvis det for modstanderne kom uventet og overraskende. Derfor blev det ganske særligt fremhævet, at alle forberedelser skulle holdes absolut hemmeligt.
I Hitlers ordre af 1. marts om Weserubung hedder det således79):
77) Gorlitz, s. 228.
78) Winston S. Churchill::The Second World War (London 1948), vol. I, s. 345.
79) W. Hubatsch: Die deutsche Besetzung von Danemark und Norwegen 1940( Gottingen 1952), s. 426.
»Det er af den største betydning, at vore forholdsregler rammer de skandinaviske stater såvel som vore vestlige modstandere overraskende. Alle forberedelser, navnlig tilvejebringelse af lastrum og af tropper såvel som deres afsejling skal tage hensyn hertil. Kan forberedelserne af afsejlingen ikke hemmeligholdes længere, skal andre mål [end Danmark og Norge] foregøgles officererne og soldaterne. Soldaterne må under alle omstændigheder først erfare de virkelige mål, efter at skibene er løbet ud«.
En ordre fra general Falkenhorst af 5. marts fremhæver overraskelsens
nødvendighed, og det samme gør en ordre fra admiral H. Raeder
af 6. marts80):
»Det er af den største betydning, at vore forholdsregler overraskende understreget ordren] rammer såvel de nordiske stater som vestmagterne. Alle forberedelser skal tage hensyn til dette ganske afgørende synspunkt ... Svagheden i styrker skal udlignes ved dristig handling og overraskende gennemførelse«.
Under en konference med Hitler 9. marts81) anså Raeder det for sin
pligt at give ham et klart billede af flådens del af Weseriibung, hvilket
refereres som følger i flådens dagbog:
»Operationen forser sig principielt imod alle søkrigslærens regler. Efter disse kan den kun gennemføres, hvis herredømmet til søs er hos os. Det er det ikke. Tværtimod gennemfører vi foretagendet for øjnene af den langt overlegne britiske flåde. Til trods herfor tror flådens øverstkommanderende Raeder], under forudsætning af fuldkommen overraskelse vil det lykkes at transportere vore tropper til Norge. Ofte i krigshistorien er netop de foretagender lykkedes, som gik imod alle regler for krigsførelsen, forudsat at de blev udført overraskende. Det kritiske øjeblik bliver indsejlingen i havnene, når kystforterne skal passeres. Det må ventes, at indsejlingen vil lykkes, hvis den gennemføres overraskende, og at nordmændene ikke hurtigt nok vil træffe beslutning om at skyde, hvis de overhovedet er besluttet herpå. For skibene bliver tilbagerejsen den vanskeligste operation, fordi det betyder, at de skal bane sig vej mellem britiske flådestyrker. Hoveddelen af den britiske flåde er i den sidste tid på ny stationeret i Scapa Flow [mellem Orkney-øerne, en halv snes timers sejlads fra Norges kyst]. Her er for øjeblikket to slagkrydsere, tre slagskibe og mindst 3-4 svære krydsere. Lette flådeenheder vil hænge sig fast i vore styrker og søge at dirigere den britiske hovedstyrke imod dem ...«
Om den britiske flåde oplyste Raeder under en konference med Hitler 26. marts82): »Den britiske flåde er for øjeblikket godt rustet til aktion. Fem af slagskibene, der i Scapa Flow blev angrebet af luftvåbnet, meddeles at være til søs«.
Medens Raeder på ny i en ordre af 1. april til søofficererne fremhævedeoverraskelsesmomentet
som en forudsætning for sejr, synes nogle
af hans officerer at have gjort sig deres egne skeptiske tanker. 28. marts
80) Parlamentariske Kommissions beretning XII, s. 44.
81) Samme sted, s. 53.
82) Samme sted, s. 109.
noterede Jodl i sin dagbog: »Med hensyn til Weseriibung synes enkelte søofficerer at være lunkne og at behøve en indsprøjtning. Også de tre stabschefer hos Falkenhorst gør sig tanker, som det ikke er deres sag at gøre sig. Krancke [flådens medarbejder hos Jodl] ser i Weseriibung flere ulemper end fordele«.
Professor ved Bonns universitet W. Hubatsch har fra admiral Krancke modtaget en kommentar til denne dagbogsnotits83). Herefter medførte de omfattende forberedelser fare for, at hemmeligholdelsen ikke kunne gennemføres fuldstændig. Desuden rykkede tiden stadig længere frem, og nætterne i de nordlige områder blev dag for dag kortere. For hæren og flyverne var angrebet en partiel aktion. Hvis den ikke forløb som tilsigtet, eller hvis den slog fejl, ville disse våbengrene være i stand til at bajre det heraf følgende tab, der ikke ville øve indflydelse på deres andre planer, som f. eks. felttoget i Vesteuropa. For flåden derimod betød operationen en indsats af næsten samtlige forhåndenværende søstridskræfter. Den britiske overlegenhed var for næsten alle typers vedkommende så uhyre stor, at den kunne gøre ende på operationen med tab af den samlede tyske flåde. Under disse forhold forekom det Krancke at være en selvfølgelighed, at gennemførelsen af angrebet kun ville kunne forsvares, hvis den samlede militærpolitiske situation tvang hertil. Af samtaler havde han i øvrigt fået det indtryk, at størrelsen af risikoen ikke var erkendt i sit fulde omfang i Jodls stab.
Admiral Carls, der var flådechef for de nordlige farvande, og som operativt havde forberedt Weserubung, udtalte sig to dage før 9. april om denne risikos omfang. Angrebet kunne og ville lykkes ved hensynsløs og uhæmmet indsats, men risikoen var stor såvel ved angrebet som frem for alt ved skibenes tilbagefart. Tab ville være uundgåelige:
»I betragtning af betydningen af den samlede indsats vil tabene heller ikke da være for høje, hvis den største del af overfladefartøjerne går tabt. På forhånd må der regnes med tab af omkring halvdelen af alle de stridskræfter, der deltager i aktionen, hvis ikke overordentlig lykkelige omstændigheder forhindrer både norsk og britisk aktivitet«.
Overraskelsen skulle stå sin prøve i de sidste dage før 9. april; begivenhederne
forløb som følger:
2. april gav Hitler ordre til gennemførelse af Weserubung 9. april.
3. april underrettede Oster sent på eftermiddagen den hollandske
militærattaché, oberst J. G. Sas om det forestående angreb på Danmark
og Norge.
Samme dag af sej lede en tankbåd fra Wilhelmshaven og de første
tre skibe med materiel fra Hamborg, alle med Narvik som mål.
83) Hubatsch, s. 53
4. april. Sas søgte kontakt med det danske gesandtskab i Berlin og
andre og indberettede utvivlsomt også hjem om angrebets komme.
»Daily Telegraph« offentliggjorde en artikel om invasionsflåden i
tyske Østersøhavne m. m.
Et transportfartøj med materiel forlod Hamborg og en tankbåd Wilhelmshaven,
begge med Trondhjem som mål.
Halder modtog x-beretningen og forelagde den for Brauchitsch.
5. april. Brauchitsch gav Halder x-beretningen tilbage med et blankt
afslag på deltagelse i et sådant landsforrædderi.
Halder noterede i sin dagbog, at der forelå udenlandske radioefterretninger
om den tyske aktion imod Norge.
To fartøjer med materiel til Trondhjem forlod Hamborg.
6. april gav Hitler ifølge H. Greiner, der førte den samlede overkommandos dagbog, ordre til krigs- og transportfartøjerne om at løbe ud84). Greiner skriver, at Hitler intet vidste om den af vestmagterne planlagte mineudlægning i norske farvande, da han udstedte ordren af 6. april:
»Ja, man kan endda som sikkert antage, at han ikke havde givet denne ordre og snarere udsat Weseriibung, hvis han havde troet at måtte regne med britiske søstridskra^fters tilstedeværelse i norske farvande, thi ved et sammenstød mellem de tyske styrker, der var undervejs, og engelske krigsskibe kunne hele foretagesndet strande. I det mindste ville den tilstræbte overraskelse dermed være tilintetgjort, som Hitler lagde megen vægt på, fordi han håbede, at den norske regering, hvis overraskelsen lykkedes, ville afstå fra enhver modstand«.
Det kan her tilføjes, at Halder i sin dagbog for 14. marts havde noteret,
at Weseriibung kunne aflyses indtil 3. sidste dag.
To tankskibe af sej lede til norske havne, og de første transportfartøjer,
der skulle bringe tropper, heste, transportmateriel m. m. til Norge,
forlod Stettin.
7. april startede flåden med tropperne til invasion i den nordlige del
af Norge med afsejling kl. 5,10 om morgenen fra fyrskibet F nord for
Schilling-red i bugten ud for Wilhelmshaven.
Winston Churchill har ladet sine læsere medopleve, hvad han som marineminister i sin trang til offensiv overvejede og besluttede i hine aprildage, da han. lagde miner i norske farvande. Han ville blokere den trygge søvej gennem neutralt norsk kystfarvand, for at Tyskland ikke fra Norge skulle hente den jernmalm, der sammen med olie var Tysklands største mangelvare.
Flådebasen Scapa Flow var blevet evakueret for krigsfartøjer, da
løjtnant G. Prien 14. oktober 1939 med U 27 havde sneget sig gennem
84) H. Greiner: Die oberste Wehrmachtfuhrung (Wiesbaden 1951), s. 82.
afspærringen og med torpedoer sænket slagskibet Royal Oak, og da et
tysk flyverangreb fulgte et par dage senere.
I et halvt år var Scapa Flow affolket, men der var så stort et ønske om på ny at tage basen i brug, hvilket skulle ske 12. marts, at Churchill personligt fulgte den ene del af flåden dertil (fem store skibe, en eskadre krydsere og et vist antal destroyere), der kom fra Skotlands vestkyst. Den anden del af flåden kom fra Rosyth på østkysten. Nedkastning af drivende miner forsinkede eskadren fra vestkysten en dag, men så var Scapa Flow igen Home Fleets operationsbasis, 250 sømil fra Norges kyst85).
I sine erindringer fortæller Churchill om mødet i krigskabinettet 3. april (den dag, Oster gik til Sas)86). Før mødet i kabinettet havde de britiske stabschefer drøftet mulighederne for en tysk invasion i Skandinavien. I krigskabinettet oplyste krigsminister Oliver Stanley, at hans ministerium havde modtaget en rapport om, at tyskerne i Rostock samlede anselige styrker med det formål om nødvendigt at tage Skandinavien. Udenrigsminister, lord Halifax sagde, at efterretninger fra Stockholm syntes at bekræfte denne rapport. Ifølge det svenske gesandtskab i Berlin var tyske skibe på i alt 200.000 tons samlet i Stettin og Swinemunde, og om bord havde de tropper, hvis antal rygtevis blev anslået til 400.000. Den formodning blev fremsat, skriver Churchill om dette møde i krigskabinettet, at disse styrker var rede til et kontraangreb i tilfælde af et britisk angreb på Narvik eller andre norske havne. Det blev sagt om tyskerne, at de stadig var ængstelige for et sådant angreb.
De i krigskabinettet omtalte advarsler om tyske angrebsforberedelser var ingenlunde de første. Således havde den britiske gesandt i Stockholm 26. marts indberettet om en koncentration af tyske fartøjer og flyvemaskiner, der øjensynligt skulle besætte norske flyvepladser og havne. 30. marts oplyste admiral F. Darlan, at Tyskland koncentrerede de fornødne styrker til en invasion af Sydnorge, Stavanger eller Sverige.
Om disse indberetninger siger T. K. Derry87) i den officiøse britiske publikation om The Campaign in Norway, at den fyldigste og retrospektivt mest interessante indberetning blev modtaget 6. april, og den stammede fra en neutral gesandt i København, der ville vide, at en tysk division, der befandt sig ombord på ti fartøjer, ville lande i Narvik natten til 8. april.
Det er en af historiens besynderlige tilfældigheder, at britiske og
tyske krigsskibe i de samme dage var på vej i hver sit eget ærinde til
norske farvande. Churchill havde været utålmodig efter at få samtykke
85) Churchill, s. 449.
86) Churchill, s. 459.
87) T. K. Derry: The Campaign in Norway (London 1952), s. 22 og 28. Se også Earl F. Ziemke: The German Northern Theater of Operations (Department of the Army Pamphlet No. 20-27).
fra den franske regering til at starte mineudlægningen tidligere, og Hitler havde lige så utålmodig afventet, at isen skulle bryde op i Østersøenog Store Bælt. Havde den ikke hindret ham, var Danmark og Norge blevet invaderet ved samme gunstige mangel på månelys som 9. april, men fire uger tidligere.
5. april afsejlede de britiske enheder fra Scapa Flow, og 8. april kl. 4,30 morgen udlagde de minerne inde under kysten i nærheden af Bodø 100 sømil syd for Narvik. De britiske enheder blev liggende ved minefeltet, indtil efterretninger om den tyske flådes forestående angreb på Norge foranledigede en ordre til dem 8. april kl. 10,45 formiddag om at forlade minefeltet. Var de blevet liggende endnu et halvt døgn, var de tyske krigsskibe sejlet lige ind i dem en smule vest for minefeltet.
Da den tyske flåde med de nordligste landgangsstyrker var stået ud natten til søndag 7. april, blev en del af den sigtet af britiske flyvere kl. 8,05 morgen, da den var på højden af Esbjerg. Kl. 1,30 middag blev den længere mod nord (på højde af Limfjorden) sigtet af bombeflyvere, der ikke ved afsendelse af radiomeddelelser ville røbe deres position. Deres iagttagelser nåede derfor først; kl. 5,30 eftermiddag chefen for Home Fleet, der kl. 8,15 søndag aften, da den tyske flåde omtrent var på højde med Bergen, af sej lede med en stærk eskadre fra Scapa Flow. Denne eskadre satte ikke kurs mod den nærmeste norske kyst, men mod nord-øst, fordi dens chef troede, de tyske enheder skulle ud i Atlanterhavet, og krydsede 8. april om eftermiddagen ved 4-tiden vest for Trondhjem den rute, som de tyske krigsskibe havde fulgt 8-9 timer i forvejen. På ny havde lykken stået Hitler bi. Hans vovelige foretagende var lykkedes.
Fire dage før 9. april skrev Hassell i sin dagbog, at hvis englænderne lod angrebet lykkes, havde de fortjent at tabe krigen. Den dag talte Hassell med statssekretær Weizsåcker, der fortalte ham, at han havde haft besøg af den svenske gesandt A. Richerts, der interpellerede ham om en efter sigende forestående nordaktion. Weizsåcker svarede, at han slet intet kunne sige herom, fordi han intet erfarede om militære anliggender. Hassell mener, at Richerts må have gjort sig sine egne tanker om dette svar, og tilføjer, at den svenske militærattaché havde ladet forstå, at man i Norge ventede en tysk aktion. Uden kendskab til Churchills planer tilføjede Hassell: »Jeg kan ikke forestille mig, at englænderne ikke også skulle regne hermed. Hvis de alligevel lader sagen lykkes, vil de have fortjent at blive besejret«.
En uge senere var Hassells tanker på ny hos de tyske generaler. 15. april skrev han: »Verden [står] under indtryk af besættelsen af Danmarkog de norske havne. For mig [er det] uforståeligt, at englænderne på ny er blevet overrasket. Den tyske ledelse [er] strålende, men det hele politisk og efter alt at dømme også militært et vanvittigt foretagende.Vil
De to tyske grupper til Trondheim og Narvik afsejlede 7. april kl. 5,10 fra Helgolandsbugten og passerede i nærheden af Norges kyst den 7. kl. 20 højden af Scapa Flow, hvorfra Home Fleet afsejlede den 7. kl. 20,15. En time senere afsejlede en yderligere britisk styrke kl. 21,15 fra Rosyth. Home Fleet's kurs blev sat ud fra en forventning om, at de tyske skibe skulle ud i Atlanterhavet.
gende.Vildet endelig åbne øjnene på generalerne? Som følge af den uventet heftige modstand fra nordmændene stilles der så store krav til vore styrker, frem for alt i luften, at der er en vis mulighed for udskydelseaf eller opgivelse af Holland-Belgien-offensiven, og vore generaler har således endnu engang en mulighed for at handle forinden [før offensiven]«.
Osters motiv
Det er på forhånd klari:, at det ikke var for blå nordiske øjnes skyld, Oster 3. april bad sin gode ven, den hollandske militærattaché i Berlin, oberst J. G. Sas om at underrette de skandinaviske gesandtskaber i Berlin om Hitlers forestående angreb mod nord, og det må antages, at Sas også gav meddelelsen til sin egen regering, og at den direkte eller indirekte hurtigt tilgik andre.
Der findes to primære kilder til viden om Osters tanker og gerninger i de dage. Den ene af dem er oberst Sas, der nogle år efter krigen omkom ved en flyveulykke, og som har berettet om Osters advarsel til ham om 9. april såvel som om mange advarsler til ham om Hitlers ordrer til angreb ind i Holland, Belgien og Frankrig88).
Med disse advarsler betragter Oster sig ikke som landsforræder, udtalte Sas, men som en bedre tysker end dem, der fulgte Hitler: »Min plan er, og jeg ser min pligt deri, at befri Tyskland og dermed verden for denne pest«.
Oster og Sas havde lært hinanden at kende i begyndelsen af 1930'erne, da Halder var chef for garnisonen i Miinster i Westfalen, og Oster gjorde tjeneste under ham. Denne garnison lå Holland nærmest, og derfor tilkom det den at udveksle tekniske oplysninger om tjenestereglementer m. m. med den nærmeste hollandske garnison, blandt hvis officerer Sas var. Ved den lejlighed lærte Halder at sætte pris på Sas som både klog, bevægelig og handledygtig og som en fjende af Hitler og nationalsocialismen. Antagelig har Oster delt Halders vurdering af Sas89).
I løbet af efteråret 1939 havde Sas, som sit lands militærattaché i Berlin, fået Osters fulde fortrolighed, og Sas oplyste under en officiel forklaring i Holland efter krigen, at Oster 7. november havde meddelt ham, at angrebet på Vesteuropa var fastsat til 12. november: »Oster bad mig rejse til Holland for at advare alle myndigheder og træffe alle forholdsregler, således at vi ikke var uforberedt«. Desuden sagde Oster, at han selv ville til vestfronten for at påvirke generalerne til at undlade angrebet: »Chancen (herfor) er meget lille. Træf i hvert fald dine forholdsregler!«
88) Vollmacht, s. 307, se 1958, s. 147.
89) Udtalelse af Halder til na^rværende fremstillings forfatter.
Som tidligere nævnt glemte Hitler 5. november i sin ophidselse over samtalen med Brauchitsch at fastsætte datoen for offensiven, og først i dagens løb gav han ordre til angreb 12. november. Der gik med andre ord næppe 48 timer, før Oster havde underrettet Sas om datoen.
Den anden primære kilde er sagfører i Miinchen, dr. Franz Liedig, der oprindelig var søofficer og som i 1919 lærte søofficeren Canaris at kende. Tre år før krigsudbruddet i 1939 blev han medarbejder i efterretningstjenesten. Han kom til at stå Canaris nær og hørte før krigen til Osters nærmeste kreds. Således deltog han bl. a. i forberedelsen af det af Halder planlagte kup i dagene før de fire stores møde i Miinchen.
Da Hitler 21.. februar 1940 overdrog general N. von Falkenhorst ledelsen af Weseriibung-staben, der skulle planlægge angrebet på Norge, var Canaris interesseret i at have en tilforladelig observatør i denne stab, og hertil udså han Liedig, der som tidligere søofficer ville forekomme sine nye kolleger at være en naturlig repræsentant for efterretningstjenesten ved denne lejlighed og således ikke ville fremkalde nogen
Liedig er kilde for krigshistorikeren K. H. Abshagen90), der i sin bog om Canaris refererer en samtale i dagene omkring 1. april 1940 mellem Canaris, Oster og Liedig; det var i øvrigt Oster, der bragte spørgsmålet på bane. Canaris, der som gammel søofficer vurderede englænderne og deres flåde højt, udviklede, at Hitler også under et fremrykket stadium af Weseriibung ville afstå fra angrebet, hvis englænderne eftertrykkeligt demonstrerede dets risiko. Canaris påviste, hvor sårbar aktionen var, specielt når den ikke blot skulle sigte på Sydnorge, som det i flådekredse først var påtænkt, men også skulle medomfatte så nordligt et mål som Narvik. Canaris føjede til, at Hitler i bund og grund var fej og altid var veget tilbage, når han sporede overlegenhed hos modparten. Fra Jodls dagbog er det i øvrigt kendt, at Hitler inderst inde altid var utryg over for havet, fordi han personligt ikke kendte det bitterste til det91).
Under samtalen med Canaris og Oster bemærkede Liedig, at englænderne jo dog for længe siden måtte være klar over Hitlers hensigter. Koncentreringen i de tyske Østersøhavne af skibene til invasionen måtte være blevet iagttaget af kaptajner på svenske dampere, der anløb disse havne, og den britiske efterretningstjeneste var specielt aktiv i Sverige, så den måtte vide besked. Canaris svarede ham: »Forhåbentlig har De ret i Deres optimisme«.
90) Abshagen, s. 252. løvrigt også citeret i Berlingske Aftenavis 29. okt. 1945. Liedig havde meldt sig til den stødtrop, der efter Halders kupplan i september 1938 skulle trænge ind i rigskancelliet for at bemægtige sig Hitler. Vierteljahreshefte fur Zeitgeschichte 1963, s. 24, Zeller, s. 34, Vollmacht, s. 347.
91) Vierteljahreshefte fiir Zeitgeschichte 1963, s. 17.
Canaris afsluttede ifølge Abshagen samtalen med følgende resumé:
»Vi kan kun liåbe, at London tager så alvorligt på denne sag, som den fortjener, og at don britiiske krigsledelse gør, hvad vi i dens sted ville gøre, nemlig utvetydigt ved hjælp af de fornødne flådedispositioner at lade ham (Hitler) forstå, hvilke farer han udsætter sine svage søstridskræfter og sine transportfartøjer for, hvis han dog skulle vove aktionen. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at englænderne snarest muligt tager affære, og i alle tilfælde må vi, efterretningstjenesten, gøre alt hvad vi kan, for hos Hitler at forøge virkningen af de forventede britiske flådedemonstrationer. Vi må forelægge så mange alarmerende efterretninger som muligt om de engelske modforholdsregler«.
Canaris, Oster og Liedig var enige om, at en engelsk flådedemonstration ud for Norges kyst ville tvinge Hitler til at aflyse angrebet, fordi den lille tyske flåde umuligt kunne vove at tage det op med den britiske02). Dermed ville de militære sagkyndige få ret i deres overbevisning om aktionens uansvarligt hazarderede karakter, og så måtte generalerne dog vel indse den hitlerske krigsførelses dilettanteri.
Liedig har senere givet nogle oplysninger om Osters motiver som helhed03). Først efter hård kamp med sin egen samvittighed besluttede han at lade den skændsel, der knyttedes til en forræders navn, komme over sig selv og sin familie. I efteråret 1939 sagde han umiddelbart efter et besøg hos Sas, at det var meget nemmere at tage en revolver og skyde en mand ned eller at gå imod en salve fra maskingeværer, når det skete for sagens skyld, end at gøre, hvad han havde besluttet sig til.
Blandt Osters begrundelser for at vente, at den britiske flåde ville reagere på varskoerne, var, at England i sin egen interesse måtte forhindre, at Norges kyst blev basis for en tysk übådskrig med adgang til operation på alle have.
I Osters overvejelser må det endvidere være indgået, at overfaldet på Danmark og Norge muligt kunne få konsekvenser for det militære moratorium på vestfronten, der havde rådet siden krigen i Polen, og hvis politiske muligheder i så stort omfang havde optaget både Oster og Beck. Verden ville sige, at Tyskland prædikede fred og lovede de neutrale beskyttelse, men at dette kun skete for at lulle dem i søvn, så de så meget lettere kunne overfaldes. Imidlertid burde efterverdenen vide, at der fandtes tyske, der indtil den yderste konsekvens indtog en anden holdning. Med sine handlinger håbede Oster at bidrage til en revision af udlandets dom over det tyske folk.
Som nævnt modtog de britiske myndigheder adskillige meddelelser
om det forestående angreb, uden at kilderne til dem er kendt i enkeltheder.Det
92) Jfr. iøvrigt Halders tidligere nævnte bemærkning til Weizsåcker, hvorefter en Home Fleet-demonstration var et sprog, som Hitler forstod, Vollmacht, s. 377.
93) Institut fur Zeitgeschichte. Schrifttum. Vollmacht, s.'381.
heder.Deter nærliggende at erindre om en episode kort før krigens udbrud,da initiativet kan føres tilbage til tidligere generalstabschef LudwigBeck, hvis nære forhold til Oster tidligere er omtalt. Med fortroligunderretning om, at det skete efter Becks ønske, modtog redaktør Louis P. Lochner, amerikaner og mangeårig leder af Associated Press i Berlin, 25. august 1939 et referat af Hitlers krigsgale tale til generalernetre dage før, 22. august. Lochner skulle videregive talen til souschefeni den britiske ambassade. Den skulle bruges til at overbevise britiske myndigheder om Hitlers krigsvilje.
En tilforladelig journalist var således blevet brugt af Hitler-oppositionen, og det samme kan muligvis have været tilfældet med forfatteren af en meddelelse i Daily Telegraph 4. april 1940, der samme dag blev gengivet i Nationaltidende i København. Meddelelsen stammede fra Georges L. Steer, der 3. april vendte tilbage til London fra Stockholm. Kilden til Steer s oplysninger kan næppe opspores; Steer døde 1944.
Meddelelsen i Daily Telegraph, der bl. a. må læses i sammenhæng med den britiske regerings stilling til de nordiske landes neutralitet, giver oplysning om eksistensen af den tyske invasionsflåde i Østersøen og om 400.000 mand (samme tal, som lord Halifax nævnte i krigskabinettet), der er til disposition for en invasion, og af hvilke en del er ombord i invasionsflåden. Det udtales i meddelelsen, at skulle Storbritannien langs Norges kyst gå længere end til i internationalt farvand at sænke skibe med malm, ville tropperne blive brugt til en landgang med fuld styrke på Sydnorges kyst, og så ville Tyskland få nye og langt farligere baser end hidtil for übåds- og flyverkrig imod allieret og neutral skibsfart.
Hvor nu end artiklens kilde i sidste instans må søges, var den for Oster og Liedig et tegn på, at nu måtte den britiske regering da være advaret, og så måtte Hitler være tvunget til at tilbagekalde angrebsordren, ganske som ugunstige efterretninger fra udlandet 25. august 1939 foranledigede ham til vistnok kl. 18,15 at tilbagekalde ordren, som han havde udstedt samme eftermiddag kl. 15,02, om angreb på Polen næste morgen ved daggry.
Under en samtale et par dage før 9. april sagde Oster til Liedig, at der ikke var nogen grund til at være urolig, for Hitlers angrebsplaner var sivet ud, og dermed ville de bortfalde. Når han ikke kunne gennemføre invasionen som en overraskelse, måtte han opgive den. Osters forventning gik ikke i opfyldelse. Englænderne havde i de dage deres egne formål med deres egne krigsskibes bevægelser.
Det er nærliggende at anstille overvejelser om, hvilken delagtighed
Canaris kan have haft i advarslen om 9. april, men det må straks fremhæves,at
de direkte bevisligheder, hvis dette udtryk overhovedet kan
anvendes i den foreliggende forbindelse, er begrænset til den ovennævntesamtale
imellem ham, Oster og Liedig og til en enkelt udtalelseaf
10. april.
Med åbenbar faglig og personlig hån sagde Canaris 8. april: »I morgen
kommer dagen, da aben springer i vandet«94).
10. april var Canaris i København og hørte da rygter om et stort søslag ved Bergen, hvilket fik ham til at udbryde: »Der kan I se! Hvis englænderne blot var stukket til søs to dage tidligere, var det (Hitlers angreb) ikke sket«95). Denne udtalelse kan synes at vise, at Canaris havde ventet en britisk flådedemonstration i dagene før 9. april.
Imellem Canaris og Oster rådede et tillidsforhold og en indbyrdes hengivenhed. Deres principielle modstand imod Hitler bandt dem sammen. Adskilligt tyder på, at i forhold til Canaris var Oster den drivende kraft til handling imod Hitler i tidsrummet indtil krigens udbrud, og at der derefter fulgte en periode med Canaris som den stærkeste motor, således at denne periode varede til felttoget i Vesteuropa, hvis resultat efterlod resignation hos Canaris.
Under den ovennævnte samtale, der er refereret af Liedig, kan Canaris og Oster udmærket have drøftet mulighederne for en britisk flådeaktion, uden at Oster antydede, at han (samtalen er af Abshagen dateret omkring 1. april) ville blive ophavsmand til meddelelser til udlandet om Hitlers planer, og Canaris kan udmærket have tænkt sig sit. Han vidste, at han dækkede over konspiration, og han ydede beskyttelse til medarbejdere, der blev angrebet. Tidligt på året 1940 fremhævede han over for Halder, hvor værdifuldt det var at have officerer som blandt andet Oster med en karakter, imod hvilken der intet kunne indvendes, og som også gav udtryk for deres anskuelser, når det var übehageligt for dem, og de dermed risikerede deres stilling. Canaris sagde, at han bag sig havde et stort og sluttet officerskorps, der i fællesskab førte kampen imod de to H'er (Hitler og Himmler). Officielt ville Canaris ikke vide, hvad der foregik bag hans ryg. Han sagde selv: »Husk, at vi har ikke talt om forræderi. Vi har kun diskuteret rigets sikkerhed«.
General E. Lahousen, Canaris' nære østrigske medarbejder, sagde efter krigen, at Canaris ikke var en mand, der gik åbent imod, hvad han fandt forkert, hvilket under de daværende forhold næppe havde nyttet. Han kæmpede med de våben, som hans skaber havde givet ham, med sin overordentlig bevægelige intelligens, sin livfulde fantasi og sin listefulde natur. Men han kæmpede imod Hitler. Nationalsocialismens voldshandlinger og brutalitet formede hos ham beslutningen om at gøre alt for at forhindre en triumf for dette system.
Lahousen, der selv mente at være en af dem, hvem Canaris viste
94) Citeret af Lahousen. Institut fiir Zeitgeschichte. Schrifttum.
95) Abshagen, s. 257.
størst fortrolighed, karakteriserede i Niirnberg96) Canaris' anskuelser
således:
»Det er ikke lykkedes os at forhindre denne angrebskrig. Krigen betyder en ulykke og en katastrofe af største format. En ulykke, der ville være endnu større end denne katastrofe, ville være en triumf for dette system. At forhindre dette med alle optænkelige midler har været den inderste hensigt og mening med vor kamp«.
En anden af Canaris' medarbejdere har sagt om ham, at han havde en drengeagtig lyst til list97), og for så vidt han har haft viden eller anelse om forsætlige advarsler om 9. april med det formål, at den britiske flåde skulle vise sig i norske farvande, og at efterretningschefen skulle meddele Hitler dette, synes en sådan militærpolitisk intrige: ved Home Fleets hjælp at desavouere Hitler ganske at svare til de forestillinger, som det er muligt at danne sig om Canaris.
Det må imidlertid fremhæves, at advarslen kom fra Oster, og at ingen beviser foreligger for meddelagtighed fra Canaris' side; derimod er det nærliggende at formode en inspirerende orientering fra flådeofficeren Canaris til landofficeren Oster om strategiske flådeproblemer i form af Home Fleets mulige operationer.
En analyse af Osters motiv til advarslen om 9. april88) synes naturligt
at måtte se den i sammenhæng med hans advarsler til Holland om
Hitlers planlagte angreb i Vesteuropa.
Da Brauchitsch 5. november 1939 blev overmandet af Hitler, og da Halder derpå lod aktionsplanerne brænde, og Hitler beordrede angreb 12. november, sendte Oster gennem grev Albrecht Bernstorff (tidligere tysk diplomat, efter 1935 bankmand og 23. april 1945 myrdet af SS") advarsel til det belgiske og hollandske gesandtskab i Berlin om, at angrebet på deres lande kunne ventes ved morgengry 12. november.
Den samme meddelelse gav Oster som nævnt til Sas100), hvem han allerede i oktober havde underrettet om Hitlers principielle angrebsplaner.I øvrigt er det forbavsende, så hurtigt efterretninger om den foreståendeoffensiv sivede ud. Den italienske udenrigsminister, grev G. Ciano, hvis dagbog indeholder mange oplysninger om modtagelse af meddelelser om Hitlers angrebsplaner og om videregivelse af dem til Holland og navnlig til Belgien101), noterede 9. november, at »efterretningerfra forskellige kilder lader et tysk angreb på Holland og Belgien
96) Hvor Goring sagde: »Ham burde vi have haft fat i efter 20. juli«, Wheeler-Bennett, s. 472.
97) Abshagen, s. 228.
98) Dieter Ehlers noterer (Beilage zur Wochenzeitung Das Parlament 19. jan. 1955), s. 28, at blandt overlevende Hitler-modstandere forkastede adskillige Osters adfærd. Schlabrendorff tog positivt standpunkt til den.
99) Wheeler-Bennett, s. 472. Rothfels, s. 196.
100) Dulles, s. 58.
101) Ciano's Diary 1939-43 (London 1947), s. 174. Uddrag af Ciano's dagbog i Buchheit, s. 252 og Vollmacht, s. 519.
synes forestående« og 11. november, at »rygterne om forestående tysk
overfald på Belgien og Holland forstærkes. Der kommer efterretninger
fra så mange kilder, at de for alvor må tages i betragtning«.
Fra og med disse novemberdage underrettede Oster Sas om de nye datoer, der af Hitler blev fastsat for offensiven mod vest, og Sas sendte dem hjem så ofte (angrebet blev som nævnt udskudt 29 gange), at de efterhånden ikke blev troet, fordi de ikke blev bekræftet af noget efterfølgende angreb. Det var eventyret om igen om advarslen om ulven, der kommer.
Også den belgiske militærattaché i Berlin, oberst Goethals indberettede regelmæssigt til sine foresatte om Hitlers angrebshensigter, og åbenbart fik han informationer fra Sas102). Et enkelt eksempel på hastigheden i denne efterretningsvirksomhed kan anføres. 10. januar nødlandede en vildfløjet tysk flyvemaskine i Belgien. En del af de tyske angrebsplaner var ombord, og for den tyske overkommando var det uvist, hvor stor en del af disse planer det var lykkedes mandskabet at brænde. Hitler gerådede i vild ophidselse. Allerede 13. januar sendte Goethals et ciffertelegram hjem om muligt tysk angreb næste morgen som modforholdsregel over for muligt belgisk-allieret kendskab til angrebsplanern e103).
Sas har udfprligt berettet som sine sidste samtaler med Oster, der fandt sted 3. og 9. maj 1940104). Herunder fortalte han Sas, at en stor undersøgelse var blevet påbegyndt for at finde ophavsmanden til advarslen om 9. april, og mistanken var faldet på den belgiske militærattach é105), der havde forbindelse med katolske kredse i hærens overkommando: »Vi har altså blandet vore kort godt. Indtil nu har de ikke fundet ud af, hvorledes det virkelig forholder sig«.
Det kan tilføjes, at der med udgangspunkt i Sas' telefonsamtaler med Haag aftenen før 10. maj106) indledtes efterforskning om mulige indiskretioner, og da lykkedes det Oster og hans venner at få sagen overdraget til chefdommer i hæren dr. K. Sack (aktiv i oppositionen under Fritsch-affæren, 9. april 1945 myrdet af Gestapo), der trak sagen i langdrag, og Gestapo erfarede aldrig samarbejdet imellem Oster og Sas.
I sine erindringer, nedskrevet i Niirnberg-fængslet, berettede Keitel,
at angrebet på Holland var kendt i Holland, og at »Canaris ledte mistankenhen
på hr. von Steengracht i udenrigsministeriet [A. von Steengrachtvan
102) Jacobsen: Fall Gelb, s. 277. Vollmacht, s. 510.
l03) Det kan tilføjes, at i de første januardage 1940 besøgte Brauchitsch og Halder vestfronten og konstaterede da, at fjenden for tredie gang havde kendskab til datoen for det forestående angreb: »Et eller andet sted må der være et hul, hvorigennem oplysningerne siver ud med overraskende hurtighed.« Jacobsen: Fall Gelb, s. 89.
104) Jyske Samlinger 1958, s. 148. Vollmacht, s. 509.
105) Oberst Goethals, der som nævnt fik informationer fra Sas.
106) Et par dage før 10. maj udtalte Hitler frygt for, at angrebsdatoen »ved forræderi« var blevet fjenden bekendt. Jacobsen: Fall Gelb, s. 140.
grachtvanMoyland, 1943—45 statssekretær], men hændervridende bad
[han mig] om ikke at sige noget herom til Føreren og Ribbentrop. I
dag er jeg klar over, at Canaris selv har været forræderen«107).
SS-brigadefører Walter Schellenberg skriver i sine erindringer om den forrådte angrebsdato, at Hitler overdrog Canaris at foretage denne undersøgelse, hvilket foranledigede SS-Obergruppenfiihrer R. Heydrich til at bemærke, at det var at gøre geden til gartner108).
Det kan i Øvrigt tilføjes, at Canaris og Oster i sådanne situationer med forkærlighed skød skylden på udenlandske diplomater og på katolske gejstlige, fordi begge disse kategorier var uden for Gestapos direkte rækkevidde.
Osters meddelelse til Sas aftenen før Hitlers angreb på Vesteuropa var klart og bevidst forræderi af militær hemmelighed til fjenden, og adskillige tyske har distanceret sig fra en sådan gerning og fordømt Oster, hvor idealistiske hans motiver end var. Under argumentationen om denne advarsel er det til fordel for Hitler-modstanderne anført, at de måtte regne med at miste kredit hos deres britiske forhandlingspartnere, når de stadig havde udtalt forventninger om despotens fald, uden at dette indtraf, og når det følgelig kunne se ud, som om de var skyldige i uredeligt dobbeltspil ved som nationale tyske at indhente britiske fredstilbud og derpå undlade at indfri forudsætningerne for disse i form af en fjernelse af Hitler. Over for en sådan mistanke kan Oster have ønsket så kategorisk som overhovedet muligt at dokumentere, at Hitler-modstanderne helt og fuldt stod til deres forhandlinger om fred såvel som til deres indenrigspolitiske mål. For at levere det sidste og yderste bevis herfor forrådte han det forestående angreb.
Fordømmelsen af Osters forræderi gør gældende, at det militært var uden virkning og derfor burde være undladt. Det eneste konkrete resultat blev et par mindre brosprængninger i Holland, en opstilling af nogle maskingeværer og en anholdelse af nogle tyske. Den materielle virkning var således ganske minimal, og Oster havde som officer måttet sige sig selv, at for så vidt han ville sabotere felttoget, kunne han med sin sene advarsel næppe vente at fremkalde større materielle forholdsregler fra fjendens side end de nævnte, om end han ved alarmeringen af fjenden satte denne i et så årvågent beredskab, at død og lemlæstelse næste morgen måtte ramme flere soldaterkammerater i hans egen hær, end det uden advarslen ville have været tilfældet.
Kritikken af Oster sigter alene på hans gerning og anerkender hans motiv, hans fanatiske had til Hitler og til partiet, hvis terror ingen kendte bedre end han, der systematisk samlede beretningerne om SS's grusomheder i Polen, og som vidste, hvorledes angrebene på både Polen
107) Gorlitz, s. 230.
108) Walter Schellenberg: The Schellenberg Memoires (London 1956), s. 402.
og Vesteuropa blev forberedt med metoder, der var vold imod hæderlig officerstradition. Både polske, belgiske og hollandske uniformer blev brugt af tyske, og overfald på broposter og andre mål i Holland og Belgienblev forberedt således, at de uden nogen krigserklæring var mord. Endvidere ramte Hitlers offensiv neutrale stater, hvem han havde lovet ikke-angreb, og som ikke havde givet fjerneste antydning af begrundelsefor et sådant overfald, der inddrog dem i den store orlog, som Oster udtrykte sig109). Denne brutale krænkelse af neutralitet måtte forventes at ville medføre, at den fred, der engang måtte komme, ville blive dikteret et skyldigt Tyskland. »Med neutralitetskrænkelse vil for os (Hitlermodstanderne) håbet om en fred uden hævn gå tabt«, sagde Beck.
Under sådanne forudsætninger kan Oster have handlet ud fra tilbageslagsteorien, der blev omtalt adskillige gange under fremstillingen af den første krigsvinter, og hvis indhold var, at Hitler måtte lide militær modgang, fordi dette var en betingelse for, at folket blev overbevist om berettigelsen i at styrte ham, og tillige for at få generalerne til at gøre dette. Konkret sagt: Blev angrebet på Danmark og Norge et nederlag, og blev i yderste fald invasionsflåden til Norge sænket, eller mislykkedes offensiven ind i Vesteuropa en måned senere, måtte forblindede og tunghøre generaler vel både kunne se og høre.
I denne fremstilling er Osters viden om og vurdering af det styre, der for ham var djævelens værk, såvel som hans kendskab til hærledelsens manglende beredvillighed til at styrte det og hans viden om de engelske fredstilbud søgt klarlagt for at bidrage til et skøn over, hvor vidt modgangsteorien var Osters motiv, således at et eller andet mindre eller større tilbageslag for Hitler kunne ventes at ville få konsekvenser i form af en reaktion fra generalerne og fra folket, eller hvorvidt han gik så vidt, at han sagde til sig selv, at når det var ganske og aldeles udelukket, at Tyskland kunne vinde krigen, ville forøgede tyske tab i angrebets øjeblik som følge af advarslerne før 9. april og 10. maj være det mindste onde, fordi de fremskyndede afslutningen, og følgelig både forsvarlige og berettigede, ja pligt.
Det var for Oster givet, at krigen aldrig kunne vindes imod de fjender,som Hitler i sin tøjlesløse aggressivitet svejsede sammen imod Tyskland, og delte Oster Becks overbevisning, hvorefter krigen var tabt, før det første skud faldt, kan han meget vel med den tidligere nævnte
109) Weizsåcker skrev (s. 289), at han ikke kunne dementere, at Canaris og mændene omkring ham havde forrådt indmarchen i Holland og Skandinavien. »Jeg kender admiral Canari s' karakter... (Hensigten var) at forhindre forestående angrebshandlinger over for neutrale lande, d. v. s. at bringe dem så tidligt i offentlighedens lys, at Hitler måtte give afkald på dem. Det ville således ikke være militært forræderi til skade for egen værnemagt og krigsførelse, men en politisk indiskretion til forhindring af en retsstridig og forkastelig angrebshandling.«
Ewald von Kleist-Schmenzien have sagt, at den korteste vej til nederlagetville
være den nådigste110) .
Sigtede Osters advarsel, som det her er søgt påvist, på at fremkalde en aktion fra Home Fleet i norske farvande, må det have ligget inden for hans overvejelsers rækkevidde, at denne aktion kunne indtræffe så sent, at Home Fleet tørnede sammen med den tyske invasionsflåde og sønderslog den. En beredvillighed til at tage et ansvar af et sådant format på sig kommer til udtryk i hans gerning en måned senere, da hans advarsel til Holland umiddelbart før angrebet kunne forventes at volde de tyske styrker forøgede tab.
I det følgende skal nogle tyske historikeres opfattelse af Osters motiver i foråret 1940 gengives, men det bør antagelig ikke ske uden en bemærkning om, at fremstillingerne af disse emner nu og da synes præget af forfatternes bevidsthed om medansvar for opdragelse af det tyske folk til at forsværge Hitler og hans system og tilsvarende til at anerkende 20. juli-mændenes politiske idealer såvel som deres forsøg på attentat på eget statsoverhoved. Dette politiske opdragelsesarbejde har taget sin tid, og det er kun rimeligt, at Osters sabotage i krigsårene i historiske fremstillinger er holdt i baggrunden for dermed at forhindre, at hans oplagte landsforræderi kom til at fremstå som typisk for den samlede modstand imod Hitler.
Historikeren Eberhard Zeller skriver om Oster111):
Efter hård kamp imellem forstand og samvittighed og i håb om, at der heraf ville opstå et rensende uvejr, tog Oster på sig at lade et tidligt varsel tilgå to umiddelbart af tysk angreb truede neutrale lande (Holland og Norge). Han forestillede sig, at et angreb, der på forhånd blev afslået, eller som for alles øjne blev umuliggjort, ville bringe Hitler et alvorligt tilbageslag og ville give impuls til en hurtig afslutning af krigen og til en befrielse indadtil; efter grundig militær overvejelse var han overbevist om, at de mulige ofre, som man med et sådant skridt forlangte af sine egne, ikke stod i noget forhold til de hundredetusinder af ofre og de uoverskuelige ødelæggelser, som krævedes af den krig, Tyskland aldrig ville have kræfter til at vinde.
Professor Gerhard Ritter112) anser det for et åbent spørgsmål, om Osters adfærd i enhver henseende var berettiget. Landsforræderi forudsætterden onde hensigt om at skade sit eget land. Det er uden for diskussion,at Oster ikke ville skade, men gavne Tyskland. Men har han ikke med forsæt skadet den tyske værnemagt, idet han bragte den i en væsentlig forøget fare? Går pligten over for egne landsmænd og egne kammerater ikke foran pligten over for fremmede folk? Det var faktisk den enstemmige overbevisning blandt de fleste modstandsfolk uden for de kommunistiske grupper, at pligten over for egne landsmænd ikke
110) Colvin,s. 109.
111) Zeller, s. 23.
112) Ritter, s. 263.
og ikke under nogen omstændigheder måtte krænkes. Netop derfor har de aldrig villet vide noget af våbensabotage, og de har alle givet deres bedste kraft for at opnå resultater for den tyske værnemagt - skønt de vidste, at enhver sejr på slagmarkerne og i luften betød ny styrkelse af tyrannens iautoritet og magt. Mange af dem fordømte skarpt Osters handling, da de hørte om den.
Professor Ritter bemærker endvidere, at tyske har lært, at det nationale fællesskab ikke er det højeste gode, og at det kan være en pligt at bryde det. Formelt landsforræderi kan blive en etisk pligt, men kun, hvis der for alvor er udsigt til imod formel ret at redde eget land. Professor Ritter finder, at på dette punkt udfordrer Osters adfærd mest til kritik. Som soldat havde han måttet vide, at forræderi af angrebsfrister hører til de små midler, der i sidste instans ikke afgør noget væsentligt.
Professor i Tiibingen, Hans Rothfels113) konstaterer, at Oster »veg ikke tilbage for handlinger, der kunne påføre den tyske hær stor skade«, og kræver derefter, at der i kredsene omkring den daværende opposition imod Hitler klart tages stilling til spørgsmålet om landsforræderi. Det forslår ikke, skriver professor Rothfels, med teorien om det daværende systems karakter af uret, over for hvilket Oster ikke selv kunne begå uret. Man må heller ikke bagatellisere problemet ved henvisning til, at der ingen skade skete, fordi den anden side åbenbart ikke troede på det. Det forslår heller ikke at henvise til den diplomatisk-taktiske situation og sonderingerne hos modparten, med hvilke oppositionen håbede at opnå et militært moratorium under oprør i Tyskland. Uden tvivl handlede Oster ud fra en følelse af både harme og europæisk solidaritet og tillige med det mål ved hjælp af et mindre tab at undgå det totale tab og ved hjælp af tilbageslag at gøre det muligt at styrte systemet. Spørgsmålet, hvorvidt en videregivelse af en angrebsfrist er et uegnet middel og »handlingen« derfor overflødig, yder ikke retfærdighed over for det foreliggende gennembrud, der kun kan fuldbyrdes af samvittigheden - et gennembrud igennem en officers professionelle moral og hans så at sige normale patriotisme . . . Tilfældet Oster må derfor visselig ikke betragtes som »overflødigt«, men som et fuldgyldigt vidnesbyrd om rangfølgen inden for de værdier, om hvis hævdelse det drejer sig i kritiske situationer - og altid på ny kan dreje sig.
En studiegruppe i Miinchen med modstanden imod Hitler som emne har sammenfattet sine undersøgelser i en bog »Vollmacht des Gewissens«, der på den ene side refererer krigstidsofficerers opfattelse af Osters advarsler som flagrant landsforræderi og på den anden side hæver Osters sindelag over enhver tvivl.
Denne arbejdskreds er tilbøjelig til at tro, at Ludwig Beck god
kendte Osters advarsler. En svoger til Osters nære medarbejder von Doh
113) Rothfels, s. 90.
nanyi, pastor E. Bethge har over for studiegruppen oplyst, at han dengangtil stadighed kom sammen med Dohnanyi, og at han husker samtalerom advarsler til udlandet om angrebsfrister. For sit eget vedkommendefrarådede Bethge sådanne advarsler. De drøftedes imidlertid i Osters kreds, og her blev det sagt, at med de færreste officerer kunne man tale om et så overordentlig vanskeligt problem, endsige rive dem med til handling, og at Beck var den eneste, der på dette område tænkte som en civilist. I den foreliggende sammenhæng oplyste pastor Bethg e114), at forbindelsen mellem Beck og Oster i den første krigsvinter var konstant og uafbrudt nær.
Arbejdskredsen har også talt med højesteretsdommer von Dohnanyis enke115), der om sin mand sagde, at han af natur hverken var en eventyrer eller en revolutionær, og at springet ud i illegalitet for ham havde været et stort problem. Indgående havde han med hende drøftet samvittighedsgrundene for og imod. Om forholdet mellem Beck og Oster sagde fru von Dohnanyi: »Alt blev bragt til Beck. Alt skulle drøftes med Beck . . . Beck var suveræn. Han blev opsøgt. Han blev spurgt. Det tilkom ham at give ordre, og han var den eneste, hvem alle underordnede
I forbindelse med spørgsmålet om Osters advarsler til udlandet udtalte fru von Dohnanyi, at hendes mand under mange indgående samtaler med hende udviklede, at et kup ikke kunne gennemføres uden udlandets forståelse, således som den opnåedes under Vatikanforhandlingernes tilsagn om engelsk undladelse af at bruge en revolution i Tyskland til et militært angreb, og at under denne forudsætning landsforrædderi var både forsvarligt og uundgåeligt.
Arbejdskredsen er af den opfattelse, at bevislighederne for Becks kendskab til og medansvar for Osters advarsler er væsentlig ringere for 9. aprils end for 10. majs vedkommende, og den udtaler, at hvis man vil antage, at Beck har kendt og billiget Osters prisgivelse af angrebsfrister, må det ved en vurdering af motiverne huskes, at hans meget skeptiske bedømmelse af udsigterne til et resultat af offensiven i Vesteuropa må have øvet en væsentlig indflydelse.
I de tyske fremstillinger af Osters handlinger i forårsmånederne 1940 ligger hovedvægten på advarslen før 10. maj, og i forhold hertil træder varskoet om 9. april i baggrunden. Dette er ikke uforståeligt, fordi advarslerne til Holland strakte sig over så lang tid og er så udførligt
Osters motiv til varskoet om 9. april må søges i hans samlede forudsætninger,som
de her er søgt klarlagt. I sin vilje til aktiv modstand
imod Hitler må han have følt sig stadig mere skuffet, efterhånden som
114) Vollmacht, s. 514.
115) Samme sted.
den første, lange, tavse krigsvinter fratog ham ethvert håb om, at hærledelsenville gøre oprør. Havde straks efter felttoget i Polen Brauchitsch og Halder i deres hovedkvarter ved Berlin og Rundstedt og Bock og Leeb ude ved fronten syntes rede til med hænder og fødder at ville modsættesig Hitlers planer om angreb på Vesteuropa, foranledigede begivenhedernei november ham til at afskrive disse generaler på nær Leeb som mulige oprørere, og da Beck fortalte ham om sin samtale med Halderunder vandringen i den berlinske forstad den kolde januarmorgen, må de begge have følt det som et sammenbrud for deres forhåbninger om samarbejde med hærledelsen imod Hitler, i hvert fald indtil en ny situation måtte opstå.
Da havde de endnu Vatikanforhandlingerne med England som et aktiv over for generalerne, men disse synes fra første færd at have vægret sig ved at tro på, at fjenden foran Tysklands grænse skulle være villig til en fred med et Tyskland uden Hitler. Endelig forelå kun beviser for englænderne og ikke for den franske arvefjendes beredvillighed til en sådan fred, og ugerne forløb uden blot en mulighed for at gøre Halder bekendt med x-beretningen. Da Oster 3. april bad Sas varsko Skandinavien og andre, var den ganske vist på vej til Halder, men Osters tro på dens virkning på Halder og Brauchitsch kan kun have været ringe, og det er muligvis forklaringen på dens endelige, antagelig for optimistiske
I de første aprildage var Canaris vendt hjem fra sin frontrejse sammen med Lahousen, og han kunne kun bekræfte, at alt håb om opposition fra generalerne indtil videre var ude. Hitler ville have og ville få sin krig, der for Oster og Canaris at se kun kunne ende med ragnarok.
Under disse fortvivlende udsigter greb Oster til tilbageslagsteorien, fordi kun militær modgang kunne modbevise folkets tro på Hitlers udenrigspolitiske trolddomskunst, og fordi kun militær modgang kunne ruske hærledelsen op til handling imod den øverstkommanderende.
I vinterens løb havde Oster varskoet Sas om Hitlers ordrer om angreb på Vesteuropa, og hver gang havde vinteren været stærkere end Hitler. Kulden var en streng herre i den vinter, da isen bandt de danske bælter til april, og da metereologerne i hovedkvarteret ikke kunne love den utålmodige Hitler så mange dages opholdsvejr, som hans tanks og flyvere behøvede til en offensiv.
Skulle angrebet på Danmark og Norge blive Hitlers første krigshandling i foråret 1940, ville det dermed også for Oster blive den første lejlighed til at søge at berede Hitler modgang, og en forventning om at kunne opnå dette var så meget mere begrundet, som en besættelse af Norge var et yderst voveligt foretagende gennem farvande, der kunne beherskes af den britiske flåde.
Med sin advarsel kan Oster have tilsigtet at fremkalde modfor-
holdsregler i Danmark og i Norge i form af mobilisering og troppeforlægning til landegrænsen og ordre til højeste alarmberedskab, der ville vise Hitler og hærledelsen, at det vovelige foretagende ikke havde kunnet hemmeligholdes. Danmark og Norge traf ingen modforholdsregler af nævneværdig betydning, men historien stiller det nagende spørgsmål, hvorvidt danske og norske modforholdsregler ville have virket som alarmsirener i London, så marineminister Churchill havde anset mineudlægningen i de norske farvande for overflødig og i stedet herfor eller blot for en sikkerheds skyld havde ladet Home Fleet stå ud i retning af Skagerak og Norges kyst, hvor den ville have været på 8 timer.
Liedigs fremstilling af sine samtaler med Oster i ugen før angrebet på Danmark og Norge viser, at Osters mål med advarslen i første række var at fremkalde en aktion fra den britiske flåde. Oster kan have regnet med, at den ville vise sig så tidligt i norske farvande, at den tyske invasionsflåde endnu ikke var stået til søs. I så fald ville tyske übåde, der lå på vagt, sende melding herom, og Canaris ville ile til Hitler med sine efterretninger.
Overraskelsens moment ville være gået tabt, og i betragtning af den engelske flådes overlegenhed måtte Hitler aflyse eller udsætte angrebet på Danmark og Norge, i hvilket tilfælde generalerne dog vel måtte blive overbevist om hans halsbrækkende dilletanteri.
Oster må imidlertid også have regnet med muligheden af, at Home Fleet kunne nå norske farvande samtidig med den tyske invasionsflåde, der i så fald måtte forventes at blive sønderslået. Han vidste, at kun et stort og klart militært nederlag kunne rejse hær og folk imod Hitler.
Dagen før indmarchen i Holland, Belgien og Frankrig en måned efter 9. april dokumenterede Oster sin vilje til at praktisere tilbageslagsteorien. Det synes uundgåeligt heraf at drage slutninger om hans motiv til advarslen om 9. april.
Dokumenterne om 9. april
På basis af teksterne til indberetningerne fra det danske og det norske gesandtskab i Berlin om advarslen om 9. april har cand. jur. Sverre Hartmann i »Jyske Samlinger«, 1958, s. 141-184 foretaget en analyse, der kan forekomme principielt fortjenstfuld. I det foreliggende tilfælde synes imidlertid nogle præmisser at være postuleret, så de provokerer til indsigelse både imod enkeltheder og imod fremstillingen af et par helt centrale spørgsmål.
Sverre Hartmann søger s. 144—146 at påvise, at advarslen fra Oster
til de skandinaviske gesandtskaber 4. april blev fremsat for sent til at
fremkalde en reaktion fra den britiske flåde, og påberåber sig som hjemmelet
meletbrev til ham af 31.7.1957 fra oberst E. Buschenhagen, der var stabschef hos den øverstkommanderende for angrebet på Danmark og Norge, og som giver oplysninger om konferencen 2. april hos Hitler, da denne fastsatte angrebsfristen til 9. april. I stedet for at gengive Buschenhagensbrev, beretter og kommenterer Sverre Hartmann som følger:
»Ikke før var foredraget ferdig, før Hitler spurgte ham [Buschenhagen]: »Når kan aksjoneti senest avblåses?« Generalstabssjefen forteller at han ble meget overrasket, han var slett ikke innstillet på et slikt spørgsmål. Han bladet etter i sin tidstabell som inneholdt en detaljert kronologisk opstilling av samtlige ledd i operasjonene. Først etter en kort betenkningstid kunne han gi svaret: »Senest W + 5«. Det vil m. a. o. si åpningen av »Weseriibung« (dekknavnet for angrepsplanen mot Danmark og Norge) minus fem dager. Hitler tok opplysningen til etterretning og gjorde en kort pause: »Godt, så bestemmer jeg meg for den 9. april«. Episoden avslører på den ene side det meget interessante, at Hitler var sterkt nølende ... Men først og fremmst ble det fastslått at angrepsordren senest kunne tilbakekalles den 4. april. Og dermed har man ihvertfall et objektivt vurderingsgrunnlag når man skal bestemme det seneste tidspunkt for et varsel med sikte på å få avblåst aksjonen. Det måtte jo da være blitt meddelt så tidligt at en eventuell mobilisering i Danmark og Norge, eventuelt andre tiltak hos Vestmaktene, kunne ha blitt registrert hos Hitler senest den 4. april. Men det er på det rene at oberst Oster ga varslet så sent at denne virkning ikke kunne bli utløst så tidlig«.
Rent bortset fra, at informationen af 4. april var omgående, når Hitler udstedte ordren 2. april, Oster underrettede Sas 3. april, og Sas 4. april gav sin viden videre, kan oberst Buschenhagens fremstilling i året 1957 i sin omtale af fristen for en mulig aflysning af angrebet så tidlig som fem dage i forvejen forekomme en smule novellistisk. Ikke blot af denne grund, men også rent principielt er det nærliggende at undersøge, hvor vidt der muligt, hvilket ikke omtales af Sverre Hartmann, skulle foreligge andre kilder end Buschenhagen om tidspunktet for en aflysning.
I sin litteraturfortegnelse anfører Sverre Hartmann blandt andre W. Hubatsch, nu professor i historie ved universitetet i Bonn: Die Deutsche Besetzung von Danemark und Norwegen, der udkom i 1952, men undlader at gengive professor Hubatschs opfattelse, der derfor citeres:
»For på landingsdagein at have det nødvendige krigsmateriel ved hånden måtte transportskibene til Narvik løbe ud allerede seks dage tidligere, og de andre tilsvarende efter en nøjagtig tidstabel. For at komme dertil behøvede krigsskibene mindst tre dage. Inden for de første tre dage (af de nævnte seks) bestod der endnu mulighed for at afbryde foretagendet; senest når krigsskibene løb ud, var dette ikke mere muligt«.
Professor Hubatsch anser således en aflysning af aktionen for mulig
ikke fem, men tre dage før 9. april, og for så vidt Hubatsch's opfattelse
skulle være dokumenteret, synes en argumentation på basis af Buschenhagensbrev ikke at have fyldestgørende hjemmel. Interesserede læsere vil i Hubatsch's bog finde en kilde, der ikke som Buschenhagens brev er af 1957, men samtidig, og som tilmed stammer fra en så autoritativperson som chefen for den tyske hærs generalstab, generaloberst F. Halder, der i sin dagbog 14.3.1940 noterer følgende med angivelse af, at chefen for transportafdelingen i hærens generalstab, general Gercke, har givet Halder denne oplysning om Weseriibung: Aflysning mulig indtil 3. dag i forvejen: »Bis zum 3. Tag vorher Abblasen moglich«.
Sverre Hartmann undlader at citere denne kilde og undlader at gengive
flådeledelsens krigsdagbog for 22. marts, hvorefter en aflysning senest
kunne ske kl. 3 eftermiddag på W -=- 3 (6. april).
I den foreliggende forbindelse er det nærliggende at overveje, hvor vidt disse frister er fastsat ud fra forventninger om et normalt forløb af aktionen, henholdsvis hvor vidt de måtte kunne overskrides, hvis for eksempel et angreb fra Home Fleet truede den tyske Invasionsflåde med tilintetgørelse, når den var på vej til Norge. Hitlers tilbagekaldelse 25. august 1939 kl. 18,15 af det kl. 15,02 til næste morgen beordrede angreb på Polen er et eksempel på en hastig aflysning som følge af ugunstige efterretninger.
I hvert fald kan det synes nærliggende bag disse tidsangivelser at søge et fagligt kriterium for tidspunktet, indtil hvilket en tilbagekaldelse af angrebsordren ville være mulig, og nærværende forfatter har opsøgt generaloberst Halder i hans hjem i Bayern for at erfare dette. En fotokopi af hans dagbog (originalen befinder sig i et amerikansk arkiv) lå på bordet foran ham, men uden overhovedet at anse det for påkrævet at slå op på Gerckes oplysning i dagbogen for 14. marts, svarede hærens daværende generalstabschef, at i forbindelse med en mulig aflysning af angrebet var hensynet til landgangsmandskabet det eneste afgørende synspunkt. I forhold dertil ville det være uden betydning, hvor vidt et eller andet krigsfartøj på vej til Norge måtte være kommet i kamp.
Invasionsflåden lettede som nævnt anker i Helgolandsbugten den 7. april klokken 5,10. Et par forsyningsskibe var afsejlet i forvejen fra Elbens munding, og den første troppetransport var under vejs fra tyske Østersøhavne for at sejle den længere, men i sit første stadium tryggere rute op gennem Storebælt.
Landgangsstyrken til Vest- og Nord-Norge, der var den afgørende faktor, befandt sig om bord på flåden, der afsejlede den 7. april klokken 5,10, og det synes derfor klart, at en tilbagekaldelse af angrebet ville være mulig, indtil denne styrke var nået i hvert fald nogle timers sejladsfrem mod sit mål. Som argumentation er det formentlig tilstrækkeligtat antage, at invasionsflåden, der tilbagelagde den første del af
sin strækning i \y af mørket, kunne beordres til at vende om for eksempelså
længe, den ikke befandt sig nordligere end på højde med Skagen.
Ifølge notatet i Halders dagbog er fristen for en aflysning således en ganske anden end den af Buschenhagen i 1957 anførte. En advarsel, der 4. april om middagen tilgik de skandinaviske gesandtskaber i Berlin og antagelig også andre, synes således at være givet tilstrækkelig tidligt til at kunne foranledige den britiske flåde til i løbet af otte timer at begive sig til norske farvande, før invasionsflåden nåede disse i løbet af den 7. Buschenhagen synes ikke at kunne anføres som kronvidne for, at Oster med sin advarsel ikke kan have næret forhåbning om at foranledige Home Fleet til at vise sig i norske farvande, og det synes übeføjet, når Sverre Hartmann s. 144 postulerer, at Oster ikke ønskede at gøre sig skyldig i regulajrt militært forræderi, og s. 177, at han over for Sas »underslo« det egentlige kernepunkt i de tyske planer.
Sverre Hartmanns gengivelse s. 178 af professor Gerhard Ritters vurdering af Oster i bogen om Goerdeler og modstandsbevægelsen (s. 263-65) en lidet fyldestgørende fremstilling af Ritters karakterisering af Osters advarsler som bevidst landsforra^deri. Ritters bog er en fremragende historikers omhyggeligt dokumenterede værk, der for dette afsnits vedkommende af Sverre Hartmann fejes til side med en bemærkning om, at »Ritters oppfatning er neppe korrekt«, hvilket søges bevist ved påberåbelse af H. 8.. Gisevius, der fra og med den første Niirnbergproces har måttet acceptere en og anden korrektur af sine fremstillinger, og af F. W. Heinz, hvis betydning synes at blive overdrevet. Med al respekt for Heinz' trohjertethed synes det lidet beføjet, når Sverre Hartmann uden forbehold citerer denne, dengang ingenlunde centralt placerede kilde for en påstand om et løfte fra Halder om kup i tilfælde af tilbageslag under de tyske offensiver i foråret 1940. I sit forhold til Hitler var Halder en cunctator, og uden at kende forudsætningerne for deres indfrielse gav Halder visselig ingen kategoriske tilsagn som s. 178 påstået: »Sjefen for hærens generalstab, general Franz Halder, hadde gitt tilsagn om at han i tilfelle et tilbakeslag straks ville gjennomføre en militærrevolte og statskup«.
Sverre Hartmann fremsætter s. 170 adskillige velbegrundede bemærkninger om en samtale 2. april om aftenen mellem chefen for admiral H. Raeders personlige stab, kommandør E. Schulte-Monting, og den svenske marineattaché i Berlin, kommandørkaptajn S. A. Forshell. Imidlertid synes der at være grund til langt klarere, end det er tilfældet i fremstillingen, at skelne imellem på den ene side den teoretisk akademiske orientering fra den tyske til den svenske flådeofficer under denne samtale og på den anden side de konkrete informationer, som Oster- Sas overgav de skandinaviske gesandtskaber.
Det tager sig ud som en del af en billig kriminalroman, når Sverre Hartmann skriver, at Schulte-Monting »impulsivt og improviseret« gav Forshell et dybt indblik i den militære situation, at Schulte-Monting »udleverer sig«, og at indtrykket af en nødsituation »fikk ham til å betre den terskel som i Hitlers og hemmeligholdelsens Tyskland var tabu - ja endog til å sette denne ene foten forsiktig ned på gulvet innenfor«.
Afklædt denne dramatiske kostumering svarede samtalen i sit væsen til andre informationssamtaler, som de i gensidig interesse føres mellem udenlandske repræsentanter og et lands myndigheder, når udlandet søger oplysning om de hensigter og planer, som opholdslandets myndigheder arbejder med. Før den lange samtale 2. april kendte de to herrer hinanden udmærket, og deres gensidige interesse var oplagt. Forshell bad om samtalen for at søge orientering om, hvor vidt nogen tysk militær aktion truede det land, hvis repræsentant han var, og Schulte-Monting må have sagt til sig selv: Om få dage angriber vi Danmark og Norge, og det er for os en mere end selvfølgelig opgave at gøre alt i vor magt for at holde Sveriges betydelige militære styrke helt uden for vor forestående aktion. Jeg må søge at overbevise Forshell om vor kategoriske vilje til at undgå enhver militær konflikt med Sverige, og jeg må give ham en overbevisende orientering om vore synspunkter i den foreliggende sømilitære situation, således at hans indberetning om denne samtale overbeviser den svenske regering om, at den trygt kan fortsætte sin neutralitetspolitik, der for os er vigtigere end nogensinde.
Der kræves ikke megen fantasi for at rekonstruere samtalen, der må have bevæget sig i hypotetiske overvejelser: Såfremt briterne af de og de grunde agter at handle således og således, hvad er vi to fagfolk da enige om, at Tyskland kan og bør gøre?
Der synes al grund til at beundre Schulte-Montings klogskab og diplomatiske behændighed ved den pågældende lejlighed. Han gav den svenske marineattaché et sådant indblik i den tyske flådeledelses overvejelser (men ingenlunde »legal viden« om dens konkrete planer), at han overbeviste Forshell om, at Tyskland ikke nærede nogen hensigt om at angribe Sverige. Dermed løste Schulte-Monting den opgave, der i den givne situation var hans, og Forshell modtog fra autoritativ side en så værdifuld orientering som tænkeligt om synspunkter og anskuelser hos flådeledelsen.
Episoden er et eksempel på diplomati, som det er bedst. Forshell havde plejet sine personlige forbindelser med flådestabschefen, således at han med ganske kort frist kunne arrangere en aftenlig samtale med ham, da det svenske udenrigsministerium bad ham derom. Åbenbart rådede det svenske gesandtskab i Berlin over mere omfattende militære kilder end det danske og norske og desuden over flere sagkyndige forudsætninger for at vurdere indholdet i informationerne fra disse kilder.
Som en iagttagelse i denne forbindelse kan det tilføjes, at Sverige, der var fyldigst orienteret om de tyske planer, havde tre våbenattachéer i Berlin. Alle tre havde været så længe i den tyske hovedstad, at de havde haft tid til under fredsforhold at etablere deres personlige forbindelser, nemlig hærattaché, oberst V. H. Juhlin-Dannfelt, i Berlin fra 4. juni 1933, marineattaché, kommandørkaptajn S. A. Forshell, i Berlin fra 1. oktober 1938, og luftvåbenattaché, oberst H. G. Enell, i Berlin fra 1. juli 1937.
Før krigen havde Danmark ingen våbenattaché i Berlin; forklaringen herpå må formentlig i første række søges i udenrigsminister P. Munchs militærpolitiske anskuelser. Så sent som 22. december 1939 blev Danmarks første våbenattaché, kommandørkaptajn J. Kjolsen, sendt til Berlin. Før advarslen om 9. april havde han således praktisk talt kun tre måneder til på stedet og under en krigstids unormale og vanskelige forhold at indarbejde sig i en ny opgave og at skaffe sig personlige
Norge havde i den periode ingen våbenattaché i Berlin
I sin depeche nr. XXII af 4. april 1940 skrev kammerherre H. Zahle,
Danmarks gesandt i Berlin, efter bemærkningen om kilden:
»1. Der forestår en »aggression« mod Danmark, som skal finde
sted i næste uge.
2. Samtidig eller muligvis senere forberedes et indbrud i Holland,
muligvis også Belgien«.
I sin afhandling fremhæver Sverre Hartmann på en lidet vejledende måde, at advarslen om 9. april omfatter Danmark og Holland som samtidige (hans fremhævelse) angrebsobjekter. S. 177 gengiver han udtalelser af dr. Theo Diisterberg i efterretningstjenestens administration. Derpå hedder det i fremstillingen, uden at det klart fremgår, hvor vidt Diisterberg eller Hartmann er ansvarlig for teksten, men dog antagelig sidstnævnte:
»Ved omtalen av Danmark og Holland som samtidige (fremhævet af Hartmann) mål for de kommende tyske operasjoner, oppsto der, om opplysningene nådde de fiendtlige general- og admiralstaber, et veldig dilemma for Vestmaktenes disposisjoner. En annen sak er at Ositer muligens har villet trekke Holland-Belgien inn i varslet (fremhævet her) for å forebygge at Hitler, om varslet vedrørende Danmark (og Norge) virket etter sin hensigt, skulle få anledning til å sette inn et lynsnart avgjørende støt mod vest. Opprinnelig (fremhævet her) var det forøvrigt planen at felttoget i vest skulle starte 4-5 dager etter »Weserubung««:.
Med forlov at sige synes denne udlægning af de foreliggende tekster
at være eksegetisk ekvilibrisme uden sikkerhedsnet, og problemerne
synes at blive gjort urimeligt kompliceret, når det påstås, at Oster i et
bestemt formåls tjeneste »trak Holland og Belgien ind i advarslen« om
9. april.
Den enkle sandhed er, at Hitler forberedte begge angreb til at finde sted med få dages mellemrum, og det er urigtigt, at det oprindelig var Hitlers hensigt at starte felttoget i Vesteuropa efter »Weserubung«. Det var omvendt. Beslutningen om rækkefølgen: først Nordeuropa, derpå Vesteuropa blev truffet i de første dage af marts, og den blev fastholdt, uden at der foreligger noget tegn på vaklen116).
Da Hitler den 21. februar gav general von Falkenhorst ordre til at forberede Weseriibung, var det hans beslutning først at gennemføre Gul, der var stikordet på angreb på Vesteuropa, og først når dette angreb var »nået til en vis afslutning«, skulle Weseriibung gennemføres. Imidlertid vaklede Hitler i de følgende dage, og Jodl foreslog da, at begge foretagender skulle forberedes, således at de både i tid og i anvendelsen af militære styrker var uafhængige af hinanden. Hitler accepterede Jodls forslag og meddelte derpå 3. marts, at Weseriibung skulle gennemføres først og nogle dage senere Gul. Således forblev Hitlers hensigter.
Dokumentation herfor findes blandt andet i Halders og Jodls dagbøger, der er gengivet i professor Hubatschs bog, som er anført i Sverre Hartmanns litteraturfortegnelse, og i to flådecitater fra den parlamentariske kommissions beretning, bind XII, s. 44 og 109:
3. marts Jodls dagbog: »Føreren beslutter at foretage Weseriibung
før Gul med nogle dages mellemrum«.
6. marts Halders dagbog: »Føreren vil handle [Weseriibung]. Den 10. marts forberedelserne færdig. 15. marts Weseriibungs begyndelse. [Hitler] tror tre dage senere at kunne begynde med det større foretagende i vest«.
6. marts: Admiral H. Raeders instruktion om Weserubung: »Foretagendet
vil antagelig blive gennemført tre dage før Gul«.
14. marts Halders dagbog: »Gercke [beretter fra værnemagtens overkommando]
a) frist [for Gul] ikke før 22. marts.
b) frist for W[eseriibung] 7 dage i forvejen, (før starten). Indtil
3. dag forinden [er] afblæsning mulig«.
Omfatter automatisk A.forberedelserne [ifølge Halder betyder A Aufmarch til offensiv i Vesteuropa], da hensigten består A = W[eseriibung] +3, hvis W[eseriibung] ikke udløser akut situation [et angreb fra vestmagterne]«.
Dagbognotitsens indhold er altså: Offensiv i vest tre dage efter
Weserubung, hvis intet uventet sker.
116) Om Hitlers motiv se Jacobsen: Fall Gelb, s. 138.
26. marts Jod Is dagbog: »Samtale om fristerne for operationerne. Føreren holder fast ved følgende: Først Weseriibung, hvortil mørke nætter er nødvendige. Altså ca. B.—lo. april W[eseriibung]-dag. Gul ca. 4-5 dage senere«.
27. marts Halders dagbog: Meddelelser fra Gercke: »Føreren meddeler
mig, at Weseriibung Adl starte 9. eller 10. april. 4-5 dage senere (sandsynligvis
søndag 14. april) vil så Gul starte«.
Tilsvarende oplysninger fra tiden efter 9. april bekræfter Hitlers utålmodighed efter at angribe i Vesteuropa snarest muligt. Han havde endda drømt om en sejrsparade på Champs Elysées på sin 51-års fødselsdag 20. april117) for dermed at fortsætte sit demonstrative militære opbud på sin 50-års dag i 1939 i form af en tre timer lang parade gennem Berlin, hvor alverden var indbudt som tilskuer. Det var ikke langt fra at lykkes Hitler at virkeliggøre drømmen. Som nævnt ville han have angrebet Danmark og Norge 17. marts, hvis isen ikke havde forhindret ham. Da var den britiske flåde først et par dage i forvejen vendt tilbage til Scapa Flow, og da var ingen britiske styrker rede til indskibning til Norge. Havde isen i de danske farvande ikke forhindret et angreb på Danmark og Norge 17. marts, kunne Hitler muligvis nogle dage senere været faldet ind i Vesteuropa, og så ville han ikke have været langt fra Paris på sin 51 års fødselsdag 20. april. Der gik små fem uger fra overfaldet på Vesteuropa 10. maj til Paris' fald uden kamp 14. juni.
Disse Hitler-drømme om militær triumf i Vesteuropa ligger uden for nærværende fremstillings ramme, selv om de bekræfter hans vilje til offensiv mod vest, så snart han havde Danmark-Norge i sin hånd. Når imidlertid Hitlers beslutning om angreb på Vesteuropa umiddelbart efter angrebet på Nordeuropa er så uomtvisteligt dokumenteret fra og med 3. marts, synes der at være liden føje for spekulationer over Osters mulige motiver til at »trække Holland-Belgien ind i advarslen« om 9. april. Efter Hitlers egne planer var begge angreb umiddelbart forestående, og kammerherre Zahles depeche af 4. april var for dette punkts vedkommende objektivt rigtigt. Analyser af depechen synes at burde have dette in mente, og det synes tillige at måtte indgå i enhver vurdering af pålideligheden i Osters information til gesandtskabet - og dermed også af hans motiv.
117) Cianos dagbog 20. april 1940: »Prinsen af Hessen talte til mig om den umiddelbart forestående offensiv og sagde mig, at Hitler giver det dårlige vejr skylden for, at han ikke er i stand til at fejre sin fødselsdag i Paris«.
Litteratur
Flere af de nedennævnte bøger indeholder udførlige litteraturfortegnelser,
og det kan derfor synes naturligt at nøjes med et par vejledende ord for interesserede.
Professor Gerhard Ritter: Carl Goerdeler und die deutsche "Widerstandsbewegung (Stuttgart 1954), 630 s., har navn efter Goerdeler, men er en dokumenteret og ofte vurderende fremstilling af den samlede opposition imod Hitler. Udførlig litteraturfortegnelse.
Professor Hans Rothfels: Die deutsche Opposition gegen Hitler (Frankfurt
1961), 215 s., er en billigbog i Fischers Biicherei, fuldt så meget vurdering
som fremstilling.
Vollmacht des Gewissens, et samleværk med flere forfattere (Miinchen 1960), 599 s., er for den første tredjedels vedkommende etisk-filosofiske overvejelser over retten til at yde modstand og behandler derefter forholdet mellem Hitler og hæren indtil 1939 (s. 177-384) samt den militære opposition og Vatikanforhandlingerne i den første krigsvinter (s. 385-532). Udførlig litteraturfortegnelse.
Eberhard Zeller: Geist der Freiheit, (Miinchen uden årstal), 397 s., tegner
sympatiske portrætter af Hitler-oppositionen. Udførlig litteraturfortegnelse.
Gert Buchheit: Soldatentum und Rebellion (Rastatt/Baden 1961), 509 s.
Udførlig litteraturfortegnelse.
K. H.Abshagen: Canaris (Stuttgart 1949), 409 s.
W. Hubatsch: Die deutsche Besetzung von Danemark und Norwegen (Gottingen
1952), 511 s. Ny udgave 1950 med titlen: Weseriibung.
T.K.Derry: The Campaign in Norway (London 1952), 289 s.
Earl F. Ziemke: The German Nothern Theater of Operations (Department
of the Army Pamphlet No. 20-271).
Hans-Adolf Jacobsen: Fall Gelb, der Kampf um den deutschen Operationsplan
zur Westoffensive 1940 (Wiesbaden 1957), 337 s., er en dokumenteret beretning
om den militære planlægning i den første krigsvinter.
F. Holder: Kriegstagebuch, Band 1., Vom Polenfeldzug bis zum Ende der
Westoffensiv (Stuttgart 1962), 420 s., er holdt i stikord, hvis forståelse kræver
megen forhåndsviden.
Kunrat von Hammerstein: Spåhtrupp (Stuttgart 1963), 311 s., er en vanskeligt
læselig, men ikke uinteressant bog om faderens, general Kurt von Hammerstein-Equords
anskuelser i 1933 og om 20. juli 1944 m. m.
Oberstløjtnant H. Groscurths dagbog om hans tjeneste i hærens hovedkvarter i den første krigsvinter m. m. vil blive udgivet af Harold C. Deutsch og H. Krausnick: Tagebiicher eines Abwehroffiziers 1938-40 (Deutsche Verlags- Anstalt, Stuttgart).
Der samles materiale til et yderligere bind af Vollmacht des Gewissens om
tiden efter den første krigsvinter.
P. S. To Oster-citater, hvis kilde er hans søn
Da den østrigske general G. Lahousen efter Østrigs indlemmelse i Hitlers rige (12. marts 1938) meldte sig til tjeneste i efterretningstjenesten, modtog Oster ham med ordene:: »Hvorfor skød De ikke? Ved De ikke, at De har forskrevet Dem til en sjover (einem Lumpen verschrieben haben).«
Da oberst Oster 1942 forfremmedes til general, afværgede han sin søns lykønskninger:
»Ach, mein lieber Junge! Jetzt gehore ich auch zu diesen Schweinen.«