Ole Højrup: Landbokvinden. (Gad, 196 b). 278 s. med talrige tegninger af Povl Abrahamsen.

Initiativet til bogens udsendelse er kommet fra landbokvindernes organisationer; emnet er landbokvindens arbejde i og ved huset for 70-100 år siden. I et forord giver organisationernes formænd udtryk for håbet om, at bogen må nå langt ud; går det efter fortjeneste, vil håbet ikke blive gjort til skamme.

Der er først det ydre. Det er en særdeles smuk bog med gode illustrationer, tegnede af bogens tilrettelægger arkitekt Povl Abrahamsen. Det kan vel være af tvivlsom værdi at bruge tegninger i stedet for fotografier, men her, hvor tanken ikke har været, at genstandenes fremstilling og udformning skulle belyses, men derimod deres eksistens og anvendelse forklares, går det udmærket an at bruge tegninger og udnytte de sa^rlige illustrative muligheder, som disse byder på.

Dernæst teksten, som skyldes museumsinspektørOle Højrup. Han har givet bogen to undertitler; den ene: »Rok og kærne; grovbrød og vadmel« er lidet oplysende, bedre dækkende er den anden: »En skildring af kvindernesdaglige arbejde med at holde hus og skaffe familien føden og klæderne,inden industrialismen satte ind«. Med dette er også sagt, at det er landbokvindens materielle arbejde, der er emnet, mens sider af livet som

forholdet til ægtefælle, til børn (med opdragelse) og til de ældre ikke er omtalt, lige så lidt som det bliver forsøgtat tegne et billede af landbokvindensreligion og livsanskuelse eller af hendes påklædning og fritidsglæder.Det, der er taget op, giver imidlertiden central side af landbokvindenstilværelse, og selv om der naturligvismå strejfes ind på de lige nævnteområder, forekommer afgrænsningernei de enkelte kapitler meget naturlige.

Der begyndes med »kvindens ager«, haven. Her siges lidt om selve havearbejdet (for resten måske vel lidt) og mere om det dyrkede og dets anvendelse. Herfra glider man via humlegården til øl og brændevin samt honning og mjød. Efter dette kommer dyrene med mælken, smørret og osten og dernæst slagtningen og fremstillingen af kødmad. Fra kødmad går fremstillingen over bagværk og dagens måltider, hvorefter der sluttes af med uld, linned- og strikkevarer samt vævning.

Kildematerialet er det store antal beretninger, som er indsamlet af Nationalmuseet suppleret med og støttet af bevarede genstande. Som i al kulturhistorie af den art foretages der vel af og til noget dristige generaliseringer, men det skal samtidigt siges, at forfatteren i øvrigt klart søger at fastslå de forskellige leveformers og skikkes geografiske afgrænsning; i hvert fald på en ikke-etnolog kan denne trang til at trække grænser i øvrigt let havne i det mindre ophøjede, som når det med et suk siges, at der endnu er indsamlet »for få beskrivelser til at kunne trække skellet mellem grød som for- eller efterret mere præcist«. Mere væsentligt er imidlertid, at der ikke trækkes sociale grænser. Det siges i indledningen, at der sigtes til den mellemstore gård; men trods dette forbehold ville det ikke have været urimeligt at markere forskellene både opad og nedad, selv om grænserne vil være flydende.

Det er en velskrevet bog med gode oplysninger. En del har været kendt; men det viser sig tydeligt, at et standardværk som dette har været påkrævet; historikere arbejdende på vidt forskellige felter i forskning og undervisning vil ofte få brug for at søge til bogen. Teksten fortjente i øvrigt en endnu større spredning ved at komme som billigbog.