Breve fra reserveløjtnanten til konseilspræsidenten. Viggo Monrads breve til faderen D. G. Monrad 1863-64. Udgivet af Albert Fabritius. (Gad, 1964). 120 s.

Det er lidt af en tilsnigelse, når dr. Fabritius i både titel og undertitel så kraftigt fremhæver D. G. Monrad. Langt størsteparten af de her offentliggjorte69 breve er faktisk stilet til hans hustru, brevskriverens mor, og enkelte til andre familiemedlemmer.

Den læser, der derfor af titlen lader sig lokke til i den lille bog at søge øget viden om mennesket og politikerenMonrad, bliver til en vis grad skuffet. Til gengæld er brevene i høj grad læseværdige af andre årsager.

Viggo Monrad har været lidt af en mahognifyr. Munter, livlig og noget overfladisk møder han de skæbnetunge begivenheder; hans tone er akademisk, men ukompliceret, og han modnes tydeligt af det, han er med til. Ind imellem sine beretninger om dagligdagens begivenheder, strør han - især mod slutningen - også en række vurderinger, der især negativt går ud over hærens linieofficerer. Bogen er - sit emne til trods - et ganske charmerende portræt af en ung mand, der i og for sig lige så godt kunne have tilhørt en anden kreds end netop den Monradske. Den er i sit indhold mere en stemningsbeskrivelse end en beretning, men nok en stemningsbeskrivelse af en noget anden karakter end så mange tidligere.

Da Monrad i 1865 emigrerede til New Zeeland, fulgte sønnen med, og han blev derude, da forældrene i 1869 vendte hjem. Først 1885, da hans første hustru var død, tog også Viggo Monrad tilbage til Danmark, hvor han blev assistent ved statsbanerne.