KONG FREDERIK 2.s DØD

Skærtorsdag den 4. april 1588 døde kong Frederik 2 af Danmark-Norge på Antvorskov slot, knap 54 år gammel. Blandt de mange mindeskrifter i anledning af dette dødsfald er særlig ét blevet kendt: den ligprædiken som den tidligere slotspræst Anders Sørensen Vedel¹) holdt i Ribe den 5. juni 1588, samme dag som kongen blev gravsat blandt sine forfædre i Roskilde domkirke. Ofte citeret af denne ligprædiken er det sted hvor Vedel med trohjertig ligefremhed ytrer sig om årsagen til kongens uventet tidlige død (blad C4^ry):

Huad Aarsag der haffuer været til hans Naadis Siugdom, kand icke letteligen siges. Hans Naade vaar altid aff Naturen i sig selff, en før, karsk, tidig Mand, oc icke nogen tid, det mand veed aff at sige, haffd nogen synderlig stor Kranckhed, saa H. N. gick der met til Sengeleie, vden hues den fierde dags Kaaldesiuge plagede hannem faar it Aar eller Tj forleden. Mand mener vel, at der som H. N. kunde haffd Aarsag for fremmede Førsters oc vdlendiske Legaters, oc andre sine gode Mends dagelige omgengelse, at holde sig fra den almindelig skadelig drick, som nu offuer all Verden, iblant Førsteroe Adel oc den menige Mand alt formeget gengs er, da syntis for Menniskelige Øyen oc tancker, at hans Naade kunde leffuet mangen god dag lenger. Men dette er nu forgeffs at disputere om &c. Døden vil haffue en Aarsag.

I eftertiden har mange følt denne udtalelse som enestående frimodig, så dristig at der ikke kunne tvivles om dens sandhed, og ikke få har villet drage den slutning at just denne ytring måtte have været - i hvert fald medvirkende - årsag til at Vedel, 7 år senere, blev afsat fra sit embede som kongelig historiograf. Ret påfaldende virker det derfor når man hos Erik Arup (s. 595) læser at Frederik 2 døde »formodentlig

Resumé

I sin ligprædiken over Frederik 2 (1588) fremsatte Anders Sørensen Vedel den ofte citerede formodning at dødsårsagen var misbrug af alkohol. Vedels udtalelse har i de sidste 200 år stået til troende, kun modsagt af Erik Arup, som i sin Danmarkshistorie antager at Frederik 2 døde af kræft. Amanuensis, cand. mag. Allan Karker finder i samtidens vidnesbyrd om Frederik 2.s omgang med alkohol intet grundlag for at fastholde den gængse opfattelse at kongen var drikfældig. Forløbet af den sygdom som førte til hans død tyder heller ikke på alkoholisme, snarere på en lungelidelse. Forfatteren påviser tillige at Anders Sørensen Vedels frimodige ytring i ligprædikenen ikke (som ofte antaget) kan have haft nogen indflydelse på hans stilling som kgl. historiograf.

1) De vigtigste kilder til denne undersøgelse - navnlig sådanne som der bliver anledning til at citere flere gange - er samlet i en fortegnelse ved afhandlingens slutning.

Side 253

af kræft, hvis sygdomsbillede den datidige lægevidenskab endnu ikke havde erkendt« — og dernæst finder denne kommentar til ligbegængelseni Roskilde: »Alt gik for sig paa latin og tysk, ikke et dansk ord lød. Den tidligere slotspræst Anders Sørensen Vedel fremsatte ovre i Ribe ud af protestantisk præstevigtighed paa dansk den formening, at kongenvar død af drik«.

Vi vil nu søge at besvare tre spørgsmål: Kan Anders Sørensen Vedels udtalelser om kongens drikfældighed have været medvirkende til hans fald? Er det rigtigt at Frederik 2. var drikfældig? og hvad var årsagen til hans død?

1.

Om årsagen til Anders Sørensen Vedels afsættelse som historiograf rådede
i 1800tallet den opfattelse som var kommet til orde hos Erich
Pontoppidan2):

So schliesse auch aus seiner iiber Frid. 11. gehaltenen und 1588. gedruckten Leichen-Predigt, er sey ein cordater Mann und kein Schmeichler gewesen, weil er die Ursache des verktirtzeten Konigl. Lebens so deutlich darlegt, als kaum ein anderer gethan haben wiirde, welches etwa auch zu der ihm ... erzeigten ... Ungnade Christ. IV. etwas beygetragen haben mochte.

Hvad der hos Pontoppidan er en forsigtigt udtrykt formodning bliver hos N.M.Petersen (385) til vished: »At en saadan Yttring maatte berøre Kongens Omgivelse og fortørne selve den unge Konge, er øjensynligt«. Samme tværsikkerhed finder udtryk hos den grundtvigske skolemand J. T. A. Tang (209) og hos tyskeren A. Hallings), mens forfatteren C. E. Secher;i) og navnlig J. A. Fridericia (41) ytrer sig noget mere forbeholdent. Mærkværdigvis udtaler Fr. Barfod 1891 sig i samme retning (574), skønt han andetsteds i bogen skriver at Vedel blev sat fra bestillingen fordi regeringen fandt ham for langsom (522). En lignende uklar betragtning findes hos litteraturhistorikeren P. Hansen (453-55).

C. F. Wegener var ikke utilbøjelig til at regne det for en medvirkende årsag til Vedels fald at »han var kommen i Ugunst hos nogle af de høie Herrer, tildeels som en Følge af hans Venskab med Tyge Brahe« (194, note 14) - en tanke som først var udkastet i 1787 af litteraturhistorikerenRasmus Nyerup (78), og som teologen Jens Møller⁴) havde fundet

2) Erich Pontoppidan: Annales Ecclesiæ Danicæ diplomatici Oder ... Kirchen-Historie Des Reichs Dånnemarck 111 (Kopenhagen 1747) 704. Stedet gengives nøje af Zwergius (se note 6) 490.

3) A. Halling: Meine Vorfahren und ihre Verwandtschaften I (Gliickstadt 1905) 342 gengiver ret nøje det citerede sted hos N. M. Petersen, skønt forf. i øvrigt fremhæver (327) at han bygger på Wegener. C.E.Secher i Folkekalender for Danmark (Kjøbenhavn 1868) 31.

4) Jens Moller: Udkast til den danske Historiographies Historie fra de ældste Tider indtil Gram (Kiobenhavn 1809) 68, noten.

Side 254

»meget sandsynlig«. Paralleller hertil er det når H. Grimer-Nielsen formoderat Vedel har vakt mishag hos regeringen ved at dedicere hundredvisebogen(1591) til enkedronning Sofie, og når Gustav Albeck mener at Vedels fald »har Sammenhæng med de voksende Centraliseringstendenseri Regeringen«s). Sådanne antagelser lader sig vel drøfte. Derimod kan man umuligt godtage N. M. Petersen hvor han påståeligt udvikler at »Det var ikke [Vedels] Opsættelse eller Sendrægtighed, der var den rette og sande Hovedgrund til hans Fald. Sagen var ligefrem, at Hofgunsten havde vendl: sig, at der var en anden, der skulde have hans Bestilling« (384) - så lidt som Allen, der i største vaghed taler om Vedels »Unaade hos det herskende Parti« (359).

I vor tid råder der almindelig enighed om at det var Vedels langsomhed der fældede ham: regeringen tabte lidt efter lidt tålmodigheden, da stadig ingen del af krøniken udkom og da Vedel idelig lod sig aflede fra opgaven af andre gøremål. Denne utvivlsomt rigtige vurdering er at finde allerede i 1700tallet hos den flensborgske litteraturhistoriker Johannes Moller^) (om end sløret af en anden, urigtig formodning, jf. Karker 41) og fremhæves stærkt af Wegener (194, note 14): »Denne evige Opsættelse, og at Vedel slet intet lod udkomme af sin Historie, var ganske vist den rette og egentlige Hovedgrund til hans Fald«. De allerfleste nyere fremstillinger udtrykker samme opfattelse, således Fr. Hammerich (153), Fr. Barfod 1869 (82)?), Niels Bache (654), J. Kinchs), A. Fabricius (198), Arup (642), Carl S. Petersen (400 f.), Ellen Jørgensen (97), Oluf Friis (423, 425), John Danstrup (224 f.), Allan Karker (40-46) og Sv. Cedergreen Bech (470). Disse skribenter giver imidlertid kun ufuldstændig eller slet ingen begrundelse for deres standpunkt. De momenter som viser at Vedels ytring om kongens drikfældighed ikke »har havt den mindste Indflydelse« (Wegener 194, note 14) er således aldrig blevet sammenfattet. Påstanden skal derfor søges dokumenteret her.

En frimodighed som den Vedel lagde for dagen i sin ligprædiken var ingenlunde enestående i samtiden, specielt ikke i ligprædikener. Det gjaldt ikke blot her hjemme, men også i det protestantiske udland. Eksempelviskan nævnes ligtaler over kurfyrst Christian 1 af Sachsen

5) H.Griiner-Nielscn i Dansk biografisk Leksikon XXV (København 1943) 188. Gustav Albeck i Humanister i Jylland (Århus 1959) 126-127.

6) Johannes Moller: Cimbria literata II (Hauniæ 1744) 905: ut per lustra illud [se. opus] premere mallet complura, qvam haud satis accuraté exasciatum festinatione patriæ obtrudere præcipiti. Moram hane senis optimi, qvi male ipsi volebant, aulici, ae æmuli alii, sinistre interpretati (osv.). Stedet gengives ganske nøjagtigt pA dansk af Detiev Gotthard Zwergius: Det Siellandske Clerisie (Kiøbenhavn 1754) 489.

7) Sml. dog ovenfor s. 253 om Barfod 1891.

8) J.Kinch: Ribe Bys Historie og Beskrivelse II (Odder 1884) 202, 279. - Petrus Tcrpager: Ripæ Cimbricæ (Flensburgi 1736) berører ikke emnet.

Side 255

(1586-91)9) og hertug Ludwig af Wiirttemberg (1568-93). Ved den
sidstes begravelse udtalte hofpræsten, den ældre Lucas Osiander, såledesfølgend
e10):

Ob aber wol ettwo zun zeiten I. F. G. nach erheischung vnd gelegenheit derselben Complexion, oder wann I. F. G. vom raisen, oder von grossen vnd vilen Geschefften, miid vn matt worden, sich mit reichlicherm Trunck erquicken wollen, vnd nicht eben die rechte Mass getroffen: so ist doch solches auss keinem bosen Fiirsatz beschehen, sich selbsten, oder andere, mit vberfliissigem Trunck zubeschweren: sondern ist auss lauter guthertzigkeit hergeflossen, dass Ihre F. G. gern derselben Gast, vber dero Tafel frolich vnd lustig gemacht hetten. Wie auch zu soleher zeit niemand von Ihrer F. G. ein boses oder zornigs wort, sonder lauter Freundtligkeit, gehort vn gesehen.

Som det ses er den wiirttembergske hofpræst ikke mindre ligefrem end Vedel. Og vender vi nu tilbage til Danmark, finder vi ganske vist hos slotspræsten (senere biskop) Niels Lauridsen Arctander, som på kongens begravelsesdag holdt en latinsk ligprædiken på Københavns slot, kun vage, uspecifikke antydninger om Frederiks menneskelige skrøbeligheder, over hvilke prædikanten efter Sems og Jafets eksempel vil brede glemselens kappe (B8^ry):

Non itaq; mirum est nostrum Regem suos nævos & errata habuisse, qvæ partim ex infirmitate huraana, partim ex temporum consvetudine, & hominum moribus ortum duxerunt... Proinde & nos ad exemplum Sem & laphet, de cujjus progenie descendimus, patris patriæ nostræ errores operiamus, nec Chami degeneris factum imitemur, qvi patris sui turpitudinem non contexit sed propalavit.

Men professor Anders Lauridsen, som i selve Roskilde domkirke holdt den officielle begravelsestale på latin, udlod sig allerede tydeligere: han medgav at kong Frederik ved selskabelige lejligheder undertiden bød sit helbred vel meget - en last, om end så tidstypisk at den på det nærmeste var blevet god tone, sagde professoren; måtte Gud i sin barmhjertighed dølge kongens fejl! (F2V-F3O11) :

9) C. W. Bottiger: Geschichte des Kurstaates und Konigreiches Sachsen II (Hamburg 1831) 66: »gegriindeter [kann] aber die Annahme sein, dass bei ohnehin schwåchlicher Gesundheit seine Liebe zu den Freuden der Tafel dies schnelle Ende herbeigefiihrt håbe. Selbst in Leichpredigten auf Christian wurde dies gesagt«. Henvisningen til dette sted skyldes Werlauff (74, note 1; fejlagtigt refereres dog dér til bd. I af Bottigers arbejde). De omtalte ligprædikener har jeg ikke haft lejlighed til at se. - Endnu et halvt århundrede senere kunne sådan åbenhjertighed forekomme, jf. A. Beck i Allgemeine Deutsche Biographie 14 (Leipzig 1881) om hertug Johann-Casimir af Sachsen-Koburg (1586-1633): »Zu seinen Schwachheiten gehorte es, dass er auch zuweilen iiber den Durst trank, was ihm sein Hofprediger Dr. Johann Gerhard noch in seiner auf ihn gehaltenen Gedachtnissrede nachsagte« (371).

10) Lucas Osiander i: Vier Christliche Predigten, Vber der Leich, Weilund des ... Herrn Ludwigen, Hertzogen zu Wiirtenberg (Tiiwingen 1593) 87. Henvisningen skyldes H. F. Rørdam: Univ. Hist. (256, noten).

11)En henvisning til dette sted findes gemt hos Troeis-Lund: Dagl. Liv (158, note 4). Werlauff citerer det i uddrag og fremhæver netop det væsentlige (74, note 3), medens Rørdam: Univ. Hist. kun citerer den sidste sætning deraf (256, noten). A. Liibbers (657) og D. Schåfer (249, noten) har kendt talen, men nævner ikke denne ytring.

Side 256

Voluit itaq; Rex sapiens secum esse viros & bellica & togata fortitudine præstantes, erga quos, vt singularem beneuolentiam declararet, interdum valetudinis minus accuratam rationem habuit. Quod tempori & moribus hominum, magna ex parte adscribi debet. Vt enim fluminum impetus secum abripiunt nauigantes, sic errores temporum trahunt homines, vt minus præsentia improbent. Nam singulæ ætates contagij aliquid miscent hominum naturæ, quæ in hac imbecillitate, nunq est sine vicijs: & fit fere, quod Seneca dixit, vt remedio locus non sit, vbi quæ vicia fuerunt, mores fiant. Fatendum itaq; est, Friderico Regi suos quoq; nævos fuisse, quos Dei immensa misericordia benigne

Og endelig finder vi at hof præsten Christoffer Knoff, som holdt den tyske ligprædiken i Roskilde domkirke, skønt han ikke går så vidt som til at formode at den skadelige drik har forkortet kongens liv, dog i øvrigt ytrer sig lige så åbenhjertigt som Vedel (E4^v-F2^r):

Es folgen auch vnd hangen Menschen Kindern an, die sitten vnd gebrechen der zeit, darin sie leben, wie wir an Dauid, Salomon, Josaphat, vnd anderen heiligen sehen. Diese letzte zeit bringet viel boser sitten vnd gewonheiten vnter den Leuten mit sich, vnd ist vnter anderen beide in Deutschland vnd auch dieser orter, diese nieht die geringste, das gute freund, wan die zusamen komen, sich mit einem vberfliissigen trunck beladen. Weil dan diese bose gewonheit sonderlich zu Hofe vberhand genhomen, vnd vnser seliger Konig vnd Herr von jugent auff. mit vielen vornhemen Leuten vmbgangen, vnd in zeit des Krieges, vnd der gantzen Regierung, von vielen Herren Gesandten, vnd andern vornhemen Leuten, allewege besucht worden, ist diese gewonheit nach gelegenheit der zeit, vnterhalten, welche auch vnserm seligen Herrn vnd Konig, der ein Leutseliger frolicher Herr von art vnd natur gewesen, vnd jederman sein gutwilliges Hertz vnd zugethanen willen zubeweisen geneiget war, gefolget. Vnd ob er wol, wan er durch solche gelegenheit an den trunck gerhaten, denselbigen ohne alle bitterkeit oder verletzung einiger Menschen, mit gar bescheidener froligkeit allezeit volendet, vnd sich darauff zu ruhe begeben: So konnen wir doch diese sunde an keinem Menschen loben, viel weniger vertheidigen, s;o wenig als ein Mensch auff Erden Dauids oder Josaphats siinde, welche der heilige Geist selbs straffet, loben oder entschiildigen kan: Sondern wir wollen mit Sem vnd Japhet vnsers lieben Vaters gebrechen, als fromme Kinder zudecken, damit wir auch jhren Segen ererben, vnd nicht Gham, dem vngerhatenen vnd vngetrewen Sohn Noe, nachfolgen, der seines truckenen [sic] Vaters scham nicht decket, sondern mehr entblosset, vnd dardurch seines Vaters fluch vber sich verursachet.. . Der frome getrewe Gott ist gerecht vnd die warheit selbs, der aller heucheley feind ist. Er wil das die sunde, vnd sein zcrn wieder die siinde, an allen Heiligen in diesem leben sol offenbaret werden. damit sie allhie auff Erden Busse thun ... Wenn wir schon schweigen wollen, so schweiget doch Gott vnd vnser eigen gewissen nicht. So muss die warheit nicht weichen der lugen vnd heucheley.

»- og Knoff faldt dog ikke i Unaade«, siger Nyerupl2). Det samme
gælder utvivlsomt Anders Lauridsen, der døde allerede i november 1589;

12) Nj'erup har æren af først at have gjort opmærksom på disse udtalelser, hvoraf han citerer begyndelsen, indtil »gefolget« (74-75). Henvisning til stedet findes også hos G. L. Båden 1809 (115, implicit), Werlauff (73, note 2), V.Mollerup 1891 290-91, implicit), Liibbers (649) og - godt skjult - hos Troeis-Lund: Dagl. Liv (158, note 4). Hammerich (167) og Tang (272) citerer Knoff, men ikke det væsent- ligste. Schåfer har kendt talen (249, noten), men citerer kun Vedel, ligesom Rørdam: Univ. Hist. (251, 256).

Side 257

men tør man for professorens vedkommende kun slutte e silentio (jf. Kancelliets Brevbøger under 21. dec. 1589 og 3. jan. 1591), har vi til gengæld positive vidnesbyrd vedrørende hofpræsten, som først døde 1611: Knoff blev (vist efter ansøgning?) fritaget for regelmæssig tjenestekort efter kong Frederiks død, men i meget nådige udtryk, og fik tillagt en rundelig pension (Kane. Brevb. 23. aug. 1588, s. 81); vel blev denne senere afkortet en smule i forbindelse med en større omtakseringaf lenene (Kane. Brevb. 31. aug. 1593, s. 136), men halvandet år senere, da kronen inddrog alt gæsteri og sagefald af Århus kapitels tjenere,blev der udtrykkelig gjort en undtagelse med Arild Huitfeld og Christoffer Knoff »for deres lange og gamle tjeneste« (Kane. Brevb. 10. maj 1595, s. 461), og endelig blev pensionsordningen på ny stadfæstet af kongen 16. okt. 1596 (Kane. Brevb. s. 45). Det er da også karakteristiskat ingen af Knoff s biograferl3) nævner det sted i hans ligprædikenover Frederik 2 der lige så godt som Vedels tilsvarende udsagn kunne have bragt ham i unåde. Og mens Vedels ligprædiken udkom på dansk, blev Knoffs tilgængelig for et langt større publikum idet den var på tysk og tilmed blev trykt i to oplag (Kbh. 1588 og Wittenberg 1589)¹⁴). Vi tør derfor med fuldstændig vished slutte at det ikke var Vedels ytringer i Ribe den 5. juni 1588 der blev årsag til hans afskedigelse7 år senere. Der kan have været visse medvirkende omstændigheder(ovenfor s. 253 f.), men der kan ikke være tvivl om at det var hans sendrægtighed der gjorde udslaget. At kongehus og regering selv havde et vist medansvar for den stadige forhaling af arbejdet er en anden sag, som ikke skal drøftes her (Karker 44-50).

2.

Kong Frederiks ligbegængelse i Roskilde domkirke gik for sig med en
overordentlig pragt15) som finder sit modstykke ide mindehøjtidelighederder

13) Erich Pontoppidan (se note 2) 608 f. Gerhard Treschow: Danske Jubel-Lærere (Kiøbenhavn 1753) 157 ff. Zwergius (se note 6) 479 ff. Christopher Giessing: Nye Samling af Danske, Norske og Islandske Jubel-Lærere II :2 (Kiøbenhavn 1783) 59 ff. S. M. Gjellerup i Dansk biografisk Lexikon, udg. C. F. Bricka, IX (Kjøbenhavn 1895) 252 f. Bjørn Kornerup i Dansk biografisk Leksikon XII (København 1937) 560 ff.

14) En samtidig anonym oversættelse til dansk findes i hdskr. GkS 3621 B°, som skal have tilhørt enkedronning Sofie (Gigas 59). Det ovenfor citerede sted er i hdskr. blad 66^r-70^v. At prædikenen i Roskilde domkirke blev holdt på tysk fremgår af de nedenfor (note 15) nævnte skrifter, fx Slangerup: »lingua germanica perorauit« (N2^V), Zweyerley Verzeichniiss: »em Deutsche Predigt« (D^v).

15) [Henr. Ranzovius:] Descriptio pompæ funebris habitæ Rodtschildij in exequijs Frederici 11. (Hamburgi 1588; andet tryk: Lipsiæ 1588). Slangerup (se note 16) på latin: K3^r-N3^v, på dansk: T2^v-Aa3^v. [Anonym:] Zweyerley Verzeichnuss vnd Bericht, Erstlich: Auff welchen Tag vn Stelle ... Herr Friderich der Ander ... verstorben ... Folgends eine Beschreibung der Ordnung ... bey der Koniglichen Leichbeståttigung (Leipzig [1588]). Ceremoniellet skildres også udførligt hos P. H. Resen (357-363) og siden oftere, bl. a. af H. R. Hiort-Lorenzen i Aarbog udg. Historisk Samfund for Københavns Amt (Roskilde 1912) 5-48.

Side 258

hederderi samme anledning holdtes adskillige andre steder både i og uden for riget. I Roskilde domkirke talte, som nævnt, Anders Lauridsenog Knoff, og vi har tillige allerede omtalt Vedels ligprædiken i Ribe og Arctanders på Københavns slot. Ved universitetets sørgefest 10. juni 1588 talte professorerne Anders Christensen og Hans Olsen Slangerup, og på selve begravelsesdagen prædikede superintendent Niels Hvid i Lund, og rektor Jacob Jacobsen Wolf holdt en mindetale på gymnasiet i Oslo. Samme dag foranstaltede universitetet i Wittenberg en sørgehøjtidelighed;her talte en dansk stipendiat, magister Isak Grønbæk, og det var formentlig ved samme lejlighed at en anden dansker, magister MarcusSimonsen fra Haderslev, reciterede en lovtale i latinske distika. Hertugenaf Sachsen-Koburg lod Christoffer Winer holde en ligprædiken over den danske monark. I kurstaten Sachsen, hvis regent var Frederik 2.s søstersøn, måtte dr. Nicolaus Selneccer holde mindetalen. Og på Myrow i Mecklenburg prædikede Johannes Andreas for hertug Ulrich, den afdøde konges svigerfar. Til disse ligtaler slutter sig et mindeskrift som Helmstedt-professoren Johannes Caselius (der tidligere havde virketi Mecklenburg) stilede til Danmarks rigsråd. Naturligvis satte det kongelige dødsfald også en del poetiske penne i bevægelse: I løbet af 1588-89 udkom danske digte af Claus Berg, Jacob Rasmussen Malmø, Oluf Pedersen Kongsted og Mads Sørensen, latinske af Chr. Machabæus og Ivar Stub, og et tysk af Petrus Becker; hertil kan føjes de mange latinskedigte som fremkom 1592 i en samling udgivet af Johann Lauterbach,et anonymt dansk digt som først er blevet udgivet i dette rhundrede,og to digte på tysk af »B. E. Lub.« og et større digt på dansk af Herman Pedersen Væbo (Chytræus) som aldrig blev trykt.

Af alle disse mindeskrifter har kun et mindre antal betydning for vort
emne (en oversigt over de øvrige gives i note 16). Vi finder nu først hos

16) Ved en højtidelighed umiddelbart før kongens lig blev ført til Roskilde talte den danske hofpræsi, Albret Hanssøn: Trøst Predicken ... Som bleff Predicket paa Antuorskow, den 24. Maij ... Anno 1588. (Kiøbenhaffn 1588). Professor Anders Christensens tale, som ikke blev udgivet, nævnes af Slangerup 1588 (se straks nedenfor) I3^r og Erasmus Vindingius: Regia Academia Hauniensis (Hauniæ 1665) 12, jf. Rørdam: Univ. Hist. 253, note 2. - De publicerede parentationcr er i øvrigt: lohannes Olai Slangenderpius: In obitum ... regis Friderici 11. oratio funebris (Hafniæ 1588), jf. Hans Olsøn Slangerup: Oratio funebris, Det er: En kaart oc sørgelig Tale om ... Kong Friderichs den 11.... Liff, Leffnet oc Salig Affgang .. . vdset paa Danske aff N. H. Sax [ild] (Kiøbenhaffn 1589). lacobus lacobæus Volfius: Cenotaphium .. . Friderico 11. Danorum & Norvegicorum Regi &c. scriptum (Rostochii 1588). Isaac Gronbeccius: Oratio funebris In memoriam & honorem ... Dn. Friderici Secundi (Witebergæ [1588]). Marcus Simon: Parentalia piis manibus diui Friderici Secundi ... consecrata (Witebergæ 1589). Christophorus Winerus: Eine Predigt, Vber dem seligen Abschied, dess . . . Herrn Friderichs II (trykt 1593 hos Stybarus, blad 88^r—lor ^—105^r, se under Selneccer i litteraturfortegnelsen s. 281); hertug Johann Casimirs ordre nævnes bl. 91^r. - Mindeskrifterne i bunden stil er følgende: Claus Berrig: En Vise om .. . Konning Fredericks den Anden ... Leffnit, Endeligt oc Christelig Aff sked (Kiøbenhaffn 1589) [= Danske Viser fra Adelsvise- bøger og Flyveblade 1530-1630, udg. H. Grimer-Nielsen, I (København 1912) nr. 28]. Claus Berrig: En Vise Om it Rosen træ (Kiøbenhaffn 1589) [= Da. Viser I, nr. 29]. Jacob Rasmussen Malmø: En Klage Vise, offuer ... Konning Friderichs den 11. ... Leffnet, endeligt oc affsked, fra denne Verden (Kiøbenhaffn 1588) [= Da. Viser I, nr. 27]. Matz Seuerensøn: En Merckelig Vise oc Dict om ... H. Friderich den Anden ... hans Naadis Leffnit oc Endeligt (Kiøbenhaffn 1589) [= Da. Viser IV, nr. 26 B]. Christianus Machabæus Alpinas: Memoriæ et meritis D. Friderici ... sacrum (Hafniæ [1588]). Ivarus Stubbæus: Lacrymæ, Fusæ ad tumulum Diui Friderici Secundi (Hafniæ 1588). Petrus Becker: Ein Gesang, Von dem Seligen abscheide, des ... Herrn Friedrichen 11. (Liibeck u. å.) [muligvis er det dette digt som Moller: Cimbria lit. I: 404 og Jochers Allgem. Gelehrten-Lexikon, 4. Ergånzungsband (Hildesheim 1961) 1227 tillægger Sam. Meigerius?]. loannes Lauterbachius (et alii): De rebus gestis ... Friderici Secundi ... epigrammata (Francofurti 1592). Det anonyme danske digt er trykt Da. Viser I, nr. 25. De to tyske digte af B. E. Lub. findes i hdskr. GkS 2585 4° [forf. er if. Gigas 60 måske Blasius Eckenberger]. Herman Pederssøn Wæboe: Konning Frederichs, den anden af det naffn . . . Wor allernaadigste Herris Leffnet oc Endeligt, Korteligé paa Danske Rim vdsæt - i hdskr. GkS 2584 4° - er dateret Gorstangæ 1589 og dediceret enkedronning Sofie, hvem det efter bindet at dømme også har tilhørt (jf. Gigas 60). - I sin udgave af Pontanus (se litteraturfortegnelsen s. 280) meddeler Krysing en udmærket oversigt over litteraturen omkring Frederik 2.s død (Dissertatio Præliminaris 28-31).

Side 259

Johannes Andreas, i hvis prædiken kong Frederik stadig omtales i lignelseaf
Judas konge Josias (2. Krøn. 35), en parallel til Arctanders
ovenfor citerede uspecifikke udtalelse (cv-c2r):

Zum vierden wird Josiæ seine gebrechlichkeit nicht verschwiegen, das er auch menschliche feil am halse getragen ... Da stehets was wir Menschen kinder fiir niderfellige hertzen haben so vns der Herr Zebaoth nicht mit starckem arm fiihret, vnd das doch kein Mensch sey so da nicht siindige. Es konnen auch grosse leuthe feilen, Ps. 62.... Als dann wil auch der Herr Christus wie der rechte Sem seinen breiten gnadenmantel daruber decken.

Ligesom Anders Lauridsen kommer Johannes Caselius ind på kongens forhold til bordets glæder, men han udtrykker sig i en vidtløftig og floromvunden stil: Der blev ofte holdt lystige selskaber, som skik og brug er på disse kanter, drikken bliver en vane og kaldes ikke længere en uvane, selv de modstræbende må tude med de ulve de er iblandt. Men vinen er en prøvesten for karakteren: dersom kongen i videst muligt omfang holdt dens onde virkninger borte fra sine selskaber, bliver der ikke meget tilbage at dadle. Det gik måske vel overdådigt til, og lad være at den gyldne middelvej principielt var at foretrække - men hvem kan sige sig fri for fejl? Den ene har ikke noget at lade den anden høre (L2^-L4O :

Namq; fateri oportet, hilaritati locum fuisse datam (!) sæpius. Quis enim gentium nostrarum consuetudinem, siue naturam dissimulet? Natura allexit consuetudinem, consuetudo inuenit vitium, & pæne vitij nornen sustulit: & sæpe repugnantes non patitur sibi viuere, etsi sanctius iter instituissent... Non repetam hoc, quod de vino principum å me, acceptum å non malis auctoribus, alibi scriptum fuit¹⁷): id esse ingeniorum lapidem Lydium...

17) Nemlig i ligprædikenen over kong Frederiks svigermor, den danskfødte hertuginde Elisabeth af Mecklenburg: loannes Caselius: De laudibus Elisabethæ Cimbricæ liber (Rostochii 1586) M^r-M^v, hvor der tales om de to fyrstefamiliers hyppige selskabelige samvær. Henvisningen skyldes Werlauff (73, note 3).

Side 260

Quæ in vino mala insunt, si å suis epulis longissimé remouit Rex; manebit minimum, quod improbetur ... Sed largior, inquis, inuitatio, Largior interdu ... fatebor satius esse & optafoilius, ita totas gentes viuere, ita vnumquemq; vt in celebrato å sapientibus medio maneamus, nec ab hoc in alterutram partern declinemus in vitium. Sed nec populus sine macula fuit, nec sine labecula quisquam mortalium, vt nostra inter nos mala feramus potius, quåm mutuis accusationibus nos atteramus.

Derefter opstiller Caselius en sund regel for omgang med alkohol18)

- kodeordet »mådehold« (continentia) leder tanken videre hen på omgang
med det andet køn,, og epistlen drejes herved over i en omtale af
kong Frederiks eksemplariske familieliv (Mr-Mv).

Fjernt fra denne let skruede latinske diskretion står den uslebne
tyske åbenhed hos; Selneccer (108v):

vnd ob er wol ein frewdiger vnnd frolicher Herr von Gemut allweg gewest, vnd seine Gebrechen auch gehabt, in dem er sich mit andern frembden vnd Freunden frolich erzeigen wollen, vn im trincken sein excess gethan, den die heilige Schrifft nicht vertheidiget vnd entschuldiget, sondern als ein Sunde strafft, vnd mit den charitatis prætextu nicht bementelt, so hat er doch, als ein Sunder selbst, sich vnd seine Gebrechen erkant vnd bekandt, Gott abgebeten, vnnd ... vergebung erlanget.

Skønt præsteligt revsende er protestanten Selneccer - en af hovedforfatterne til den af Frederik 2 forkastede konkordieformel — dog tillige overbærende, generelt sympatisk stemt. Anderledes den katolske italiener Giovanni Botero, der skriver 1591-93¹⁹): for ham er kong Frederik en hyklerisk lutheraner, en epikuræer der døde af druk (Parte Terza, Lib. I, pag. 50):

Successe a Christierno Federico di professione pur Lutherano; ma di vita
Epicureo, ch'é morto questi anni passati di crapola, d'ebrietå in vn venerdi
Santo20).

Mod netop denne udtalelse reagerer Peder Hansen Resen 90 år senere
heftigt i sin fortale til Frederik 2.s krønike (bv-b2r):

Det siunis at bemdte Bottero har været Catholisk icke alleeniste i sin Tro, men endoc i sit Hoffvet, som hos os kaldis at være Gall. Thi at hånd af had til den Lutherske Religion har Skrefvet om den Danske Nation, oc dens Chritelige oc berømmelige Konge saa £7-forskammet kunde mand tilskrifve hans store Ifver for den Papistiske Religion; Men at hånd har Skrefvet saadan en {/-sandfærdig Italiensk Relation for fremmede Nationer om Kongen oc Nationen, vor Konge oc Nation til højeste dog Løgnagtigste Eftertale imod ald Historiske Kraft oc klare ofverbevissininger, det skulle icke blifve ham eftergifvet var hånd icke Død hvor udofver saadan en falsk Relation bør at blifve det som den er, oc agtis af alle Nationer for Død oc Kraftisløs.

18) Denne leveregel genfindes hos Meigerius (II: 257).

19) Enciclopedia italiana VII [Milano 1930) 567.

20) I bogens register læses under F: »Federico di Dania muore di crapula«. Venerdi Santo 'langfredag' er fejl for skærtorsdag; samme fejl findes hos Andreas Hojer (304). - Jf. Sivert Grabbe (376): Da det rygtedes i Padova 1588 at Frederik 2 var død, var der en jesuit som i en prædiken udråbte at en stor kætter var død i Norden, og opfordrede sine tilhørere til at takke Gud derfor.

Side 261

Resen havde nu ikke behøvet at bekymre sig. Kong Frederiks ry i udlandet led ingen skade ved Boteros persiflage. Helt uafhængig af Botero - om end tydeligvis ikke af politiske antipatier - er Liibecks borgmester Gotthard v. Hovel, der o. 1600 kommenterede det kongelige dødsfald i 1588 således (47):

Kon. Frederich der Ander, nachdem er nu vormenet, dat er so hoch gekamen, also dat er de gantze Welt wolde bedwingen, hefft en Gott an ein Ohr geschlagen Aetatis 54. Is kranck geworden, in 2 oder 3 Dagen dem Ochsen nagefaren und tho Nobeskroch ane Twiffel angelanget²¹)- Dusse Kon., unangesehen de Lubschen negest Gott ene bi sinem Rike iegen den Schweden erholden, hefft he doch wedderumme nichts ånders alse der Statt Vordarb gesocht und bi dem Druncke, dar he sick gar up gegeven, allerlei seltzame Worde sines genegeten Willens iegen der Statt Lub. vornemen laten.

Men Hovels krønike blev ikke trykt, og andre forfattere som skrev på latin eller tysk i samtiden tegner et ganske andet billede. 1591-99 omtales kongen således yderst rosende i værker af Peter Lindeberg (47), David Chytræus (853), Gaspar Ens (159) og Samuel Meier (I: 375)22). Lindeberg betegner ham endog som en støttepille for det vaklende Europa (»matris Europæ jam jam labantis columé, columna, decus«). Disse lovord kan opsummeres i den karakteristik som Erpold Lindenbrog 1595 — ganske vist i et arbejde som var tilegnet Christian 4 — gav af kong Frederik 2: en monark som ved sin gudfrygtighed, sin kærlighed til videnskaben, sin loyalitet og retfærdighed var en sådan garant for det kristne samfund at hans død måtte synes at være et banesår for kirken, for videnskaben og for samfundsordenen, om han ikke havde efterladt sig en søn der uden al tvivl ville forstå at læge såret (62-63):

tanta pietate Deum colebat, tanto amore literas complectebatur, tanta sinceritate erga confæderatos, tanta virtute & iustitia erga cunctos antecellebat, tanta constantia Christianam Remp. asserebat, tanta in bello magnanimitas, in pace fides culta erat, vt eius morte Ecclesia & literarum studia, & Respub. magnum vulnus accepisse videri possent, si non eum filium post se reliquisset; qui paternæ virtutis æmulus, spem eius sanandi certissimam sustineret²³).

Heller ikke i senere udenlandsk historieskrivning findes noget spor
af påvirkning fra Botero. Den ansete franske historiker Jacques-Augustede

21) Dvs. til helvede, hvor også Peder Oxe var havnet, som det fremgår s. 46. - Henvisningen til Hovel skyldes H. D. Lind (236).

22) Meier (Meigerius) havde kendt Frederik 2 personlig (I: 135-36, jfr. Vorrede blad a 6r6^r-^v) og dedicerede Christian 4 den 1. del af sit værk (1599).

23) Hermann Hamelmann (som døde juni 1595, og hvis fortale er dateret 25. april 1595) gentager denne karakteristik (442) idet han ordret citerer Lindenbrog - dog uden forfatterangivelse, han henviser til »Die Lateinische Historia der Konige zu Dennemarck«. Kun med et par übetydelige sproglige ændringer går Lindenbrogs ord tillige igen i et (panegyrisk) øvelsesarbejde af en Rostock-student, Joannes Stalmeisterus: De vita, et rebus feliciter gestis ... Dn. Friderici 11. ... Oratio ... publicé recitata (Rostochi [1622]) E3^r. - Hamelmann citerer yderligere en rosende karakteristik fremsat af Reusnerus; denne er det ikke lykkedes mig at verificere. — Når Holberg (517) skriver at »Kort for Friderici 2. Død ophører Hamelmans Oldenborgske Krønike, som jeg ofte i dette Verk har citer ed«, er det altså en unøjagtighed.

Side 262

stedeThou (død 1617) fremhævede tværtimod Frederiks fine karakter og sunde dømmekraft (174: »princeps magni animi ae sinceri judicii«), og kongens gode egenskaber roses uforbeholdent i en række fremmede skildringer af hans historie: således i et anonymt tysk værk fra 1685 om de danske konger (754-57), hos A. H. Lackmann (697), J. B. des Roches (421-22), Mallet (70-71), Crichton & Wheaton (32), A. Geffroy (211) og H. Doring (310). S. A. Dunham finder vel nogen brist hos kongen(138): »His greatesit defect was his religious intolerance«, og M. J. B. Eyriés (249-50) sætter spørgsmålstegn ved rimeligheden af de Thous ovenfor citerede skudsmål 24). Men Mallet polemiserer direkte mod »les bruits calomnieux dont sa mémoire a été chargée par des auteurs sans doute trop animés de l'esprit de parti« (75, med henvisning til Botero i note a), og Doring understreger, vel med tanke på det samme, at »Nie aber iiberschritt er die ihm angeborene Måssigkeit in allen Lebensgenussen«.Først efter midten af 1800tallet finder man hos udenlandske forfattere tilslutning til den opfattelse at Frederik 2 var drikfældig, men da øjensynlig med danske skribenter som kilde.

Indtil c. 1750 havde danske skribenter dog oftest undladt at berøre spørgsmålet. Det gælder Lyschander (688-693), Niels Held vad 1624 (I: 102-103, II: 233) og 1634 (310v-3140, Pontanusss) - der kender og citerer de Thous karakteristik! (75) - og Holberg (403-517). Enkelte andre havde rørt ved problemet, men kun for at tage til genmæle. Vi har her allerede nævnt Resens fortale til Frederik 2.s krønike (1680). Også i selve krøniken afviser forfatteren2«) indigneret beskyldningen for drikfældighecl (356-357):

Leffde som en Konge, oc døde som en Christen, icke som nogen u-forskammet
oc u-sandfærdeligen haffver skreffvet det hånd ved Drick oc anden Ofverflødighedskulde
sel:'f sig denne Siugdom hafve foraarsaget ... Oc som det en

24) Eyriés begrunder sin skepsis således: »Nc pourrait-on pas, sans étre taxé de sévérité, trouver au moins bizarre la devise de ce prince: Dieu seul est mon espoir et Vildbrat est fidele, quand on sait que ce Vildbrat était le chien favori du monarque?« — lians skøn hviler altså på en misforståelse, se A. Karker: Tro er vildbrad, i Danica. Festskrift til Aage Hansen (Århus 1964) 37-44.

25) Krysings her anvendte udgave (1735) af Pontanus' Frederik 2.s historie nævnes af H.F. Rørdam: Historiske Samlinger og Studier 111 (Kjøbenhavn 1898) 469 og H. Ehrenchron-Miiller: Forfatterlexikon VI (København 1929) 315. Men underligt nok ser det ud til at Ellen Jørgensen end ikke har været opmærksom på at Pontanus var nået så vidt i sin Danmarkshistorie: hun taler kun om »de fire oldenborgske Kongers Historie« (158), også i Dansk biografisk Leksikon XVIII (1940) 449 - skønt Frederik 2.s historie blev trykt hos Westphalen: Monumenta inedita rerum Germanicarum II (Lipsiæ 1740) 1192-1230, hvortil Ellen Jørgensen selv henviser. - Endvidsre findes Pontanus' Frederik 2 separat, men uden forfatterangivelse i hdskr. Ledreborg 105 U° og Kali 79 fol.; det sidste indeholder 2 afskrifter: citatet af de Thou læses blad 23^V, henh. 44^r. Gigas (60) har ikke været klar over at forfatteren af Kali 79 er Pontanus.

26) Værket er et kompilationsarbejde (Resen a2^r: »oc gick jeg disse tre Codices igiennem oc af dem samlede denne nu Tryckte Krønicke«), men størstedelen deraf er sandsynligvis forfattet aif Lyschander (død 1624), jf. H. F. Rørdam: Klavs Christoffersen Lyskunders Levned (Kjøbenhavn 1868) 103 med note 2, Carl S. Petersen: Litt.hist. (408) og samme i Dansk biogr. Leks. XV (1938) 36. En kompilation på grundlag af de samme tre håndskrifter (der tilhørte universitetsbiblioteket) havde professor Peder Spormand (død 1661) påbegyndt, og 9-10 ark deraf var trykt 1658, da krigen standsede arbejdet: Resen a2^r, jf. citat af Peder Syv i Suhms Njre Samlinger til den danske Historie 111 (Kiøbenhavn 1794) 79: »Siden har D. Ped. Resen af dette og anden Mss ladet udgaae Frid. 11. Krønike, hvori han følger næsten disse 10 Ark, men undertiden sætter danske Ord for de mange fremmede, som her findes.« Spormands tryk er nu forsvundet. - Resen omtaler tillige (a2^r) en utrykt Frederik 2.s historie på tysk af fhv. kancellisekretær Nicolaus Engelbret; denne har jeg ikke kunnet verificere. Derimod findes 3 eksemplarer af en fremstilling skrevet på latin før 1707 af sognepræst, magister Christen Nielsen Aarsleb: hdskr. Thott 1607 4°, NkS 608 fol. og NkS 961 4°, hvoraf det sidste vistnok er autograf (Gigas 60); dette arbejde indeholder intet af interesse for vort emne. Det samme gælder følgende trykte værker, hvis korte omtale af Frederik 2 er stereotypt rosende: [Anonym:] Chronica. Das ist Beschreibung aller Konige in Dennemarcken (Magdeburgk 1597). Jens Søffrensøn Nør-Nissom: En Kort Dansk Krønicke (Kiøbenhaffn [1645]). Alb. Haelwegh: Regum Daniæ Icones Accuraté expressæ (Hafniæ [1646]). Michel Pederssøn Escholt: Stephanologia Danica. Det er: En kort Fortegnelse, paa huad Loff oc Lycke, den ældgamle Danske Krone, er antagen oc baaren med (Christiania 1648). Peder Christensøn Marebeck: Theatrum Regum Danorum. Det er: Danske Kongers Speyl oc Skue-spil (Kiøbenh. 1661). Hans Jacobsøn Spielderup: Danmarckis Kongers Rijm-Stock (Kiøbenhavn 1676). Anonym:] Kongers Levnetsbeskrivelser. 3. Oplag (Kjøbeohavn 1816).

Side 263

Herre oc Første egnede oc burde, forholdt sig imod alle fremmede Herrers oc Førsters Gesandter, undfangede oc tracterede en hver effter sin Stand oc Leylighed,holdt dog der inden sin Kongelig Majestæts høye Act oc Reputatz oc den u-skattelige Helbredis Clenodie udi Anseelse, saa mand aldrig ved Hans Kongl. Majest. hafver funden nogen Svaghed effter sin Lystighed ... viste derforudenat tvinge sine Affecter saa hånd førde i alle Maader et kysk, Christeligt oc gudeligt Lefnet.

Tilsvarende ytringer findes i en anonym håndskreven fremstilling af
Frederik 2.s historie (GkS 2571 4°, jf. Gigas 60) som har tilhørt Jørgen
Seefeld27); her læses (371^-3720:

døede Christeligenn, och iche som ehnn part wille sige, at hannd schulle
were døed aff druchenschab .. Regerede sinne Riger lannde och wndersaatter
(Saauelsom sinne eigne Affecter och wellyst) well.

Og i sit lobhudlende mindeskrift fra enevældens unge dage (1693)
skriver Johannes Lauerentzen (121):

Es sagt darumb auch Dr. Selneccerus, in Erinnerung vom Christlichen Abschiede dieses Konigs, gantz recht und wol: Wenn Fridericcus 11. Der hochlobliche Konig in Danemarken eine gemeine oder seine eigene Beschwerung, Noth und Anliegen gehabt, so hat er seinen Unmuth nicht mit Trinken gestillet, sondern ist zu der Heiligen Bibel kommen [osv.].

— hvilket Selneccer ganske vist havde sagt (109^r), men Lauerentzen opnår en særegen virkning ved at fortie hvad Selneccer i øvrigt sagde om kongens forhold til de våde varer (citeret side 260), en udtalelse som også alarmerede Andreas Hojer (302, note x):

27) Fremstillingen er næppe affattet af Jørgen Seefeld (død 1662), jf. Werlauff i Nyt historisk Tidsskrift VI (Kjøbenhavn 1856) 245, note 81, og G. O. Bøggild-Andersen i Da. biogr. Leks. XXI (1941) 531. Rørdam (se note 26) taler om at »et Hdskr. af Værket, som har tilhørt Jørgen Seefeld og er forsynet med enkelte Randbemærkninger af denne .. . indeholder allerede væsentlig det samme som den trykte Udgave«, men forholdet mellem dette håndskrift og Resens publikation er uden tvivl langt mindre intimt end Rørdams udtryk lader formode.

Side 264

Dass er sich offt mit seinen Bedienten auch mit dem Truncke nach damahliger
Mode erlustiget, fiiliret Sellnec.... an, mit solehen Redens-Arten, dass man wohl
siehet, dass die Manier von grossen Herrn zu schreiben seit 120. Jahren sich
sehr geåndert håbe.

Just denne bestyrtelse over de fremfarne tiders frimodighed ligger
jo også til grund for Pontoppidans formodning vedrørende Vedel (ovenfor
s. 253). Nyerup indså dette (75):

Pontoppidan synes ikke at have betænkt, at i de Tiders Bøger og Skrifter hersker en vis mandig, frimodig og oprigtig Tone, hvor der tales om eller til høie Personer, der meget stikker af mod vort Seculi qvindagtige, flaue, krybende og slaviske Sprog.

Allerede tyve år tidligere havde dog J. H. Schlegel taget bladet fra
munden, tilmed i et værk som var dediceret kong Christian 7, og som
blev oversat til fransk (282):

Die Gefålligkeit gegen seine Gåste, und die Frohlichkeit, die sich an seiner Tafel ausbreitete, war Ursache, dass er zuweilen die Massigkeit im Trinken aus der Acht liess. Aufrichtige Mariner, die er selbst seiner Vertraulichkeit gewiirdigt, urtheilen, dass ohne diesen Fehler ... Danemark sich langer dieses vortreflichen Konigs er f ren et haben wiirde.

En så afdæmpet kommentar som denne blev endog sjælden i den følgendetid. Få lod sig nøje med at skildre Frederik 2 som »den gemytlige Drikkebroder«2B), det blev sædvane at gå ud fra at kongens stærke levevishavde nedbrudt hans helbred, navnlig - som også Vedel mente - at umådeholdent forbrug af alkohol havde lagt ham i graven før tiden. Allerede 1776 kunne P. F. Suhm i en skolebog lakonisk skrive at det gik t> meget lystigt til ved hans Hof, helst med Drik, hvorved han ogsaa forkortedesit Liv« (373). Denne dom går igen og igen indtil nutiden, i det sidste hundrede år også hos udenlandske skribenter, således fx R.N. Bain: »there can be but little doubt that his love of wine acceleratedhis end« (85)²⁹). Enkelte krydrer karakteristikken ved deres meddigtendefantasi, som Cedergreen Bech, der om den 25årige Frederik 2 skriver: »Endnu havde hans flittige besøg ved drikkebordet ikke afsat forfaldsmærker i hans smukke ansigtstræk, kun forlenet dem med en forsoren og afvæbnende kynisme« (324). Rent ud uvederhæftig er dog kun Oettinger, der bl. a. taler om kongeparrets »ziemlich gluckliche

28) P. Colding 1935 (236). Lignende hos L. A. Gebhardi (57, note *), L. J. Flamand (134), Mollerup 1891 (290), Arup (593), Hans Bølling (12) og Ingvar Andersson i Svensk uppslagsbok, 2. uppl. X (Malmo 1949) 477.

29) Tilsvarende hos G. L. Båden 1797 (248), 1809 (108) og 1830 (420), P. A. Munch (239), Werlauff (72-73), Hammerich (166), E. M. Oettinger (269), Barfod 1869 (69) og 1891 (573), Bache (439), P.C.Sinding (268), Allen (361-362), Troeis-Lund 1891 (45) og Dagl. Liv (158), Tang (271), H. E. Friis (134), Joh. Ottosen (224), Schafer (248), Mollerup 1906 (283), Fabricius (214), Hans Lund (50, 87), Colding 1944 (258-260), Danstrup (191), Vilh. la Cour (II: 8), Palle Lauring (150-151) og Cedergreen Bech (510-511). Desuden C. F. Bricka: Kong Frederik den Andens Ungdomskjærlighed (Kjøbenhavn 1873) 150.

Side 265

Ehe, die nur dann und wann durche brutale Launen des Gemahls, der sich bald nach seiner Heirath dem Trunke hingab, getriibt ward« (257)³⁰). Bortset fra at J. H. Triitzchler Hanck uden nærmere begrundelsevægrede sig ved at »underskrive Suhms strænge Dom over denne Konges Diæt« (9-10) har kun Arup taget afstand fra at det skulle være drikfældighed som voldte Frederik 2.s død (citeret s. 252-253).

Den traditionelle dom synes velfunderet. At samtiden hæftede sig så stærkt ved kongens drikkevaner siger i sig selv ikke lidt. Daglig indtog man, som bekendt, i alle samfundslag en efter vore begreber formidabel mængde alkohol. Af dokumentationen hos Troels-Lund må særlig fremhæves den yngre Cornelius Hamsforts krasse skildring af danskernes, navnlig adelens, opfattelse af »en ærlig rus«: Bliver nogen drukket fra sans og samling, vækker det kun jubel; den som drikker sig fuld er et rigtigt mandfolk, den som afskyr drikkeriet er til almindelig spot og regnes for fej og uduelig3l). Hermed stemmer også de råd vedrørende omgang med alkohol som Henrik Ranzau gav sine sønner, og det var blot et skrabud for en kristelig konvention når han til slut advarede mod at drikke sig fuld (Troels-Lund: Dagl. Liv 166-167). Også præster drak uhæmmet (ibid. 160-161), men der var antagelig flere undtagelser fra reglen i denne stand end i andre samfundsgrupper. I hvert fald er det tydeligt at alvoren hos Vedel og Knoff er dyb og a?gte. Det kan derfor ikke betvivles at Frederik 2 virkelig var »en våldig dryckeskåmpe«, som Ingvar Andersson siger (se note 28). Men fra at konstatere dette og til at hævde at kongen var dranker og døde af alkoholforgiftning — som Vedel bekymret formoder og som den forudindtagne Botero rent ud påstår — er der et betydeligt spring. Vi må derfor sammenholde nekrologernes ytringer med andre samtidige vidnesbyrd.

Ofte citeret er optakten til folkevisen om felttoget mod Ditmarsken
155932):

Koning Frederich hånd sider paa Koldinghus,

med rider och suenne dricher hånd gaat rus.

Det samme ga?lder nogle linjer af Oluf Pedersen Kongsteds mindedigt
fra 1589 (G2O :

Hånd holt Collatz med Adelen sin,
Oc gi orde den lystig oc glader:

Hånd drack met dennem den sødiste Vin,
Som Landzens Herre oc Fader

30) Sml. L. Daae om »dette løgnagtige Verk« i [Norsk] Historisk Tidsskrift II (Kristiania 1872) 88, note 2.

31) Scriptores rerum Danicarum 111 (Hafniæ 1774) 286: Et cum seraiamens, vel potius demens, in stratum collocatur, tum ingens triumphus excitatur, tum risus atqve cachinnus exoritur. Atqve huic studio Nobilitas maximam præ cæteris operam navat, immemor Reipublicæ tutelæ. Nemo etiam habetur bellicosus, nisi fiat & ebriosus; qvi enim a Liæo abhorret, omnibus ludibrio est, atqve imbellis, inglorius, omniqve officio indignus censetur.

32) Danmarks gamle Folkeviser 111 (Kjobenhavn 1862) 676.

Side 266

- men selv bortset fra at man gerne har glemt at citere den følgende linje: »Dog alting her i Gudfryctighed«, kan disse poetiske steder ikke godt tjene som vidnesbyrd om drikfældighed. For øvrigt skriver Kongsted nogle sider forinden om Frederiks forhold til præsterne (F^v):

Men de som mod deris Embed oc Ord,
Her leffde, som Tradzig oc stolte,
Der stedse kanden vild haffue paa Bord

Som slømmer oc druckenbolte,
Tilsagde hånd straff i Danmarck her,

Retuiselig det monne handle:
Thi det anstod deris Kald fornær
Alt de skuld Habitum vandie.

Men der er andre, mere påtagelige kilder. Allerede i årene umiddelbart før Frederik 2 tiltrådte regeringen finder vi tegn til at han befandt sig vel i et muntert lag. Således skrev Lave Ulfstand i oktober 1554 til Mogens Gyldenstierne33) :

Oc maa y vide, ieg hagde vtj tisse dage hoss mig vtj ij natther retthelig glade
giester, som war hertug Fredrick oc hans naadis hoffgesindt, oc wy drack ther
alle gode venners skaall.

Hertug Hans den ældre savnede i maj 1558 Frederiks bistand til at
tømme kælderen^):

Es eyst meych alheyr evn grosser schaden weyder varren, das mych der weyn vndt beyr eym keller vorsauret, vndt kan nemandes kreygen, der da drynken wyl. Wen du kommen woltest vndt mych aus disser not errette, hette eych tych eyn der varheyt herczlich gerne.

Og på vej til Frederiks kroning i august 1559 skrev kurfyrst August af Sachsen spøgende til sin unge svoger at han krævede »ein frei sicher Geleit flir gute Råusche und Trinke«, ellers ville han vende om (Weber 205). Det har utvivlsomt været på sin plads at biskop Niels Palladius, der kronede kongen, i sin tale formanede kroningsgæsterne til at vare sig for drukkenskab3s).

I den første halve snes år af sin regering havde Frederik ret dårligt ry på sig i udlandet, og vi hører om flere pinlige episoder hjemme. I april 1561 skriver Nicholas Throckmorton fra Paris til dronning Elizabethaf England at Mary Stuart ikke vil ægte kongen af Danmark, som af mange anses for en udsvævende og ryggesløs fyrste (Regesta nr. 4130). I november samme år udtaler en engelsk agent at Frederik 2 i »insolency and monstrous manners« overgår alle sine forgængere (Regestanr.

33) Breve til og fra Mogens Gyldenstjerne og Anne Sparre udgivne ved E. Marquard, I (København 1929) 268.

34) Aarsberetninger fra det kongelige Geheimearchiv IV (Kjobenhavn 1866-70), Tillæg s. 40.

35) Rasmus Hansøn Reravius: Her Frederichs den Andens ... Oc Frue Sophiæ ... Beggis deris Kronings oc Brøllups Historie ... paa Danske Rim bescreffuet (Kiøhaffn 1576) Dv-DD^v-D4^r.

Side 267

gestanr.4280), hvilket uden tvivl er en overdrivelse af den ikke uvildige englænder - som fremhævet af både Schåfer (11) og Colding 1935 (233), i modsætning til Arup (558) - men under syvårskrigen gik der i 1564-65vedholdende i Europa om at den misfornøjede danske adel påtænkte at afsætte den umodne unge konge (Regesta nr. 4752, 4766, 4770, 4813, 4845, 4903, 4943), rygter som endog nåede at forurolige det sachsiske hof (Weber 411). For vort emne er det væsentligt at det i sommeren 1565 forlød om Frederik selv at »er spurt aueh die Untreue .. . will jeweil die Gedanken mit Trinken und Jagen vertreiben«3«). Det var på omtrent samme tid at den ulykke indtraf som Vedel fortæller om (C3^V): kongen var

i stor Liffs fare ... vnder Amager Bro, der salig oc Velbyrdig Mand Jørgen
Brade ocsaa fait vd i Vandet, der hånd vilde hiulpet hans N. op, oc bleff
selff der offuer ilde faren, oc døde der effter nogle faa dage.

Episoden er siden ofte blevet refereret efter Vedel37), men stilles i et
noget andet lys ved en samtidig kalendernotits (under 21. juni) hvoraf
det fremgår at Jørgen Brahe i beruselse faldt over bord fra et skib:

1565. Georgius Brade ... Haphniæ extinctus est, postquam e naui bene potus
decidisset

— og, som Henry Bruun siger: »helt umuligt er det ikke, at begge Versioner lader sig forene«3B). Det var i så fald ikke første gang kong Frederik havde været ude for et uheld af denne art. I 1560, fortæller Cornelius Hamsfort, da kongen i beruset tilstand red over slotsbroen i Nyborg, styrtede hans hest i voldgraven, og han selv blev kun med nød og næppe trukket af hesten (714):

rex ad commessationem a nobilitate uocatus est in oppido, cumque peteret
regiam ebrius, teneretque arcis pontem, equus de ponte prajcipitatur, sed ipse
magno cum periculo a satellite equo excussus est.

Ved sin søsters bryllup i Celle to år senere kom kongen ved drikkebordet i skænderi med hertug Johann Albert af Mecklenburg, og havde de tilstedeværende ikke lagt sig imellem, var det kommet til regulært slagsmål; hertugen nåede dog at få en lussing som han siden ikke glemte (Hamsfort 717):

36) Johannes Voigt i Allgemeine Zeitschrift fur Geschichte, hrsg. W. Adolf Schmidt, VI (Berlin 1847) 240.

37) Således Lauerentzen (122), Holberg (510), Frydensberg (296), Schlegel (285). Forfatteren af en populær Vedel-biografi mener endog at turde sige at Jørgen Brahe havde været »i Følge med Kongen paa Harejagt paa Amager«: M.E.M. i Nordslesvigsk Søndagsblad. Folkelig Del. 8. Aargang (Flensborg 1886) 317.

38) M. Morten Pedersens historiske Kalenderantegnelser ved H. F. Rørdam i Ny kirkehistoriske Samlinger 111 (Kjøbenhavn 1864-66) 495. Wegener, som kendte denne kilde, udtrykker sig yderst diplomatisk: »Det hendte sig ... at Kong Frederik den Anden ved Uforsigtighed eller paa anden Maade styrtede ned i Canalen under Amagerbro« (35 med note 9). Henry Bruun i Da. biogr. Leks. 111 (1934) 566, jf. H. D.Lind (276).

Side 268

inter pocula lis exarsit inter regem et Megalburgensem principem, quæ ad manus venisset, nlsi a proceribus et ijs, qui sunt a consilijs, dirempta fuisset. Megalburgensis tamen colaphum accepit, quod postea multorum malorum fax extitit³⁹).

Det var vel slige intermezzi som foranledigede den strenge og fromme
enkedronning til at advare sin søn mod drukkenskab. I september 1563
skrev Dorothea til Frederik4o):

Vnnd wir bitten E. L. muterlich vnd zum vleisigsten, die wollen sich von
vbermesigen trincken, daraus all andere erschrockliche sunden herfliessenn,
enthalten.

Disse episoder og kommentarer tegner dog et for ensidigt billede af kongen. Andetsteds træder hans åbne, elskværdige charme frem, således med fortrolige træk i en beretning som Gustav Vasas »hogste sekrete råd«, hr. Sten Abrahamsson Leijonhufvud, har efterladt sig om en audiens hos Frederik 2 i januar 1562:

Tha svarede han, fick meg ved ermen: »Min gode her Sten, opa min side skall
thet eke mangle. Kunne vi ecke finne opa en annen handell, som rickernne
kunne tiennglig vara?«41).

Og i Niels Hvids ligprædiken i Lund 5. juni 1588 hedder det (9v) at
kongen var

Comis: det er: beleffuen i sin ord och thale, baade hos fattige och Rige huor hånd kom, och huoss huem hans Naade wille omgaass, och thenne gaffue haffde hånd, at i sin lystighed, wille hånd icke gierne høre fortalelse, besønderlige om gott folck, Wred hoffuedet strax fra thenno, som ther haffde lyst till, fick en andenn snack, som kunde forsage baguaskelse.

At Frederik også kunne bære en rus ser vi af et brev som Oluf Mouritsen Krognos i juni 1571 skrev til Birgitte Gjøe. Oluf Mouritsen søgte at udfritte kongen om hans misfornøjelse med Birgitte Gjøes holdning ved hendes fratrædelse af Ring kloster42):

menn iegh førde ethers naaffn well paa talle, der iegh waar paa Frederickesborre, och daa atth haade hoffth, atth hanns naade schulld nogith laadeth siigh merck om ether, deth førde iegh wdj talle bode wdj fulldschab och eruhed, men som gud [o: sågu] hanns naade icke neffnde elther (!) tenckthe ethers naffnn wdj nogenn maade, menns att iegh waar der.

39) Som det fremgår af teksten faldt der kun ét slag. Episoden skildres altså urigtigt af Troeis-Lund: Dagl. Liv. (158: »faa skilt de kæmpende ad«, 170: »og derpaa brødes med ham«), Mollerup 1906 (248: »kom ... i Haandgemæng«) og Colding 1944 (259: »havde . . . været i regulært Haandgemæng«).

40) Aarsberetninger fra det kongelige Geheimearchiv I (Kjobenhavn 1852-55) 154. En mindre direkte advarsel findes i et brev af maj 1566, ibid. s. 205.

41) [Svensk] Historisk tidskrift 27 (Stockholm 1907) 102-105; citatet s. 104-105. Jf. fra Peder Palladius' Visitatsbog: »vil i snacke eller tale nogit, da tager huerandre uid ermet och gaar uden kirkegaarden ... attj icke tør vanbruge denne sted«, Danske Skrifter, udg. Lis Jacobsen, V (København 1925-26) 40.

42) Breve til og fra Herluf Trolle og Birgitte Gjøe, udg. G. L. Wad, I (Kjøbenhavn 1893) 133.

Side 269

Med denne beherskelse var Frederik dog stadig glad for at drikke og kunne i private breve slutte af med en karakteristisk hilsen som »Jeg drichker eder et stur glas met wijn til och er alle ehrlijch Dansche och schwensche mendss schol«43). I 1575, da kurfyrstinde Anna af Sachsen tog ham i akvavitkur under en langvarig febersygdom, holdt han måde med vinen, men søsteren så sig nødsaget til at advare ham mod at erstatte vinen med samme kvantum akvavit (Weber 436). Vinen var Frederik også mere fortrolig med, ja blev vistnok connaisseur (Kane. Brevb. 16. nov. 1583), og en østrigsk adelsmand, Christoffer von Teuffelt (hos Schåfer 10: Christoph von Tauffeld), kunne over for Sivert Grubbe prale af at han i 1587, under et besøg på Skanderborg, havde lært af kong Frederik personlig hvordan man drikker vin — hvilket han demonstrerede ved et selskab hvor »der blev drukket tæt, og Christoffer von Teuffelt overgik alle« (Grubbe 380).

Men fra Frederiks modnere år, efter afslutningen af syvårskrigen, hører vi ikke mere om übesindigheder og ulykker voldt ved beruselse. Mens Christian 4 ikke sjældent måtte bæres døddrukken fra bordet (Troeis-Lund 1891: 44), vides noget sådant ikke om faderen. I 1577, da digteren Erasmus Lætus skriver om festlighederne ved Christian 4.s dåb, fremhæver han at kong Frederik ofte holder sig ædru under et gilde hvor andre bliver berusede, og hvis kongen endelig overskrider mådeholdets grænse, gør han det ikke af egen tilbøjelighed, men for at føje sine gæster (673)⁴⁴):

Nam quod ad ipsum Regem attinet, etsi pro patriæ ae regnorum more large præbeat, quod potent, alijs: ipse tamen hac plerumque moderatione bibit, vt nullam plane ex potatione deformitatem vel probare, vel consectari velle videatur. Inebriantur sæpe alij sobrio illo: at si quando mensuram fortasse accidat ex aliqua occasione transgredi, aliorum profecto voluntatibus consulitur, non voluptati propriæ obtemperatur.

Hermed stemmer også traditionen om Frederik 2s mærkelige fornyelse
af omgangsformen ved taflet. Efter den ældste dansksprogede
kilde citerer vi (Holberg 510):

Hans Sædvane var at sige efter Maaltid: Kongen er ikke hiemme, hvilket var et Tegn, at Ministrerne og Hoff-Tienerne maatte slaae sig løs saa meget som de vilde: Men, saa snart som han sagde: Kongen er kommen hiem igien, blev allting

Tolerancen over for alkohol er som bekendt mere individuel end modernepromilleberegnere
vil vide af. Både Lætus' høflige karakteristik
og anekdoten«) tyder på at Frederik 2 kunne tåle ikke så lidt. Her er

43) Brev af 7. maj 1571 til Carl de Mornaij i Stockholms Magazin, utg. Magnus Swederus, 111 (Stockholm etc. 1781) 69. Tilsvarende fra okt. 1580: Regesta nr. 7592.

44) Henvisningen til dette sted skyldes Werlauff (73, note 3).

45) Ingen fremstilling nævner anekdotens kilde. Den ældste gengivelse har jeg fundet i det førnævnte anonyme tyske værk fra 1685: Der Konigen Leben etc. (757: »weil der Konig hinweg ist«). Traditionen omtales ikke hos Resen, og før Holberg nævnes den kun af Hojer (302). Efter Holberg er traditionen abundant: Frydensberg (292), Gehhardi (!37), Båden 1809 (110), Triitzchler Hanck (10), Flamand (134), Hammerich (163), Oettinger (265-266, med den karakteristiske tilføjelse: »wenn er nuchtsrn war«), Barfod 1869 (69) og 1891 (572-573), Troeis-Lund 1891 (44), Tang (170), H. E. Friis (96), Schåfer (10), Bain (85), Fabricius (151), Cedergreen Bech (492). Desuden Jens Moller i Det kgl. danske Videnskabernes Selskabs philosophiske og historiske Afhandlinger II (Kiobenhavn 1824) 320, og P.V.Jacobsen i Historisk Tidsskrift V (Kiøbenhavn 1844) 442.

Side 270

det værd at minde om en passus i det allerede citerede afsnit af Knoffs
ligprædiken (E4V):

Vnd ob er wol, wan er durch solche gelegenheit an den trunck gerhaten, denselbigen ohne alle bitterkeit oder verletzung einiger Menschen, mit gar bescheidener froligkeit allezeit volendet, vnd sich darauff zu rune begeben: So konnen wir (osv.).

Det samme bevidnes, som nævnt, af forfatteren til Resens krønike
(ovenfor s. 263). Hertil slutter sig endelig den skildring som Niels Hvid
gav af kongen i sin ligprædiken (9v-10r):

Icke pleyede heller hans Maiestadt, at sette allting till rette i gledskaff, men loed allting were gott, saa lenge som thz stod paa. Thet er icke huer mands gaffue, at holde siig from i gledskaff. Alexander Magnus i gestebud icke kunde bere offuer met silt Raad och hoffsinder, men bleff wredh och forhastede siig, som paa kiende, Iher hånd slog Clitum och hans tro mennd ihiell, huilcket hånd noch fortrød, ther hånd bleff edrug om morgenen. Thenne kongelig Beleffuenhed och thz guode hierte emod sine egne Landzsaatter och fremmede gaff hans Maiestet stort Naffn i alle Lande, och Mangen ther for fortycker hans død.

Var Frederik 2 drikfseldig? En uhildet prøvelse af de citerede kildesteder må føre til at vi ikke tør svare ja. Vi finder talrige vidnesbyrd om at Frederik var sen våldig dryckeskåmpe« og nægter ikke at han undertiden - og værst i sin ungdom — »im trincken sein excess gethan«. Men vi vover ikke springet til den påstand at han var en dranker, at han forkortede sine dage ved drikkeri.

3.

Om årsagen til Frederik 2.s død haves ingen anden samtidig udtalelse end Vedels (citeret s. 252). Dødsfaldet kom uventet, efter en måneds sygeleje. Indtil sit 53. år havde kongen været sund og rask. Det bevidnes ikke blot af Vedel, men også af Knoff (G4^v: »allezeit ein gesunder, frischer und starcker Herr gewesen«), Anders Lauridsen (G^v: »Ea corporis temperatio, & valetudo Regi Friderico fuit . . . quæ rarius morbis tentaretur«) og forfatteren af Resens krønike (357):

Men hvad Tjden oc Venner kunde forsincke, var hånd om Morgenen, om Sommerenmeenligen
oppe naar Klocken var tre, fire, &c. paa Jacten, oc med

Side 271

sin store Lyst øffvede oc rørde Legemet, toeg til Tacke med kold Kocken,
Fleske-Skincken, Rubrød oc Dansk 011, til Tjden kailede hannem hiem igien
tilbage.

Dette svarer ganske til hvad Lætus skrev i 1577, i umiddelbar fortsættelse
af det tidligere citerede (673):

Summo mane surgere, quod mehercle in hoc Rege laudibus ante omnia vehendum est... sæpe in vesperum omnem vitare cibum: potum nusquam poscere, venationibus interdum aut longissimis itineribus exerceri: inde cænare largiter, probeque indormire.

Lad nu velviljen i de to sidste skildringer være noget vidtdreven: der
kan dog ikke være tvivl om at den jagtglade Frederik 2 havde et robust
helbred.

Vi kender da også kun til nogle få sygdomstilfælde forud for det som medførte døden: i juni 1559 en feber, i november 1570 en katar (Liibbers 651), begge formentlig ordinære akutte lidelser. En febersygdom i 1575 — vist den samme som kurfyrstinde Anna ville kurere med akvavit (s. 269) - var derimod langvarig. Vi kan følge dens forløb dels gennem indberetninger fra den franske gesandt, Charles Dancay, dels gennem breve som dronning Sofie skrev til sin far, hertug Ulrich af Mecklenburg, mens hun fulgte kongen på hans sædvanlige rejser gennem rige t⁴⁶). Sygdommen havde et intermitterende forløb, og patienten mobiliserede stor modstandskraft:

er helt sich stercker, als er ist. Wen seine goden dage sein, so rit er vnd gett
gelick wol aus, das ich mich befruchte, das im mochte schedlich sein,

skrev Sofie (nr. 6). Anfaldene var begyndt i august, i december indtrådte gradvis bedring, men endnu i slutningen af januar 1576 var patienten ikke helt restitueret. Samtiden diagnosticerede sygdommen som fjerdedagsfeber, malaria quartana (Dancay 109: »une fiévre quarte«). Det er utvivlsomt denne sygdom kongen selv refererede til på sit dødsleje (Knoff I3v):

In meinem Quartanfieber zu Friederichsburgk, da ich einmal in meiner
Schlafkamer allein war, kam mich ein omacht an, das ich zur Erden sanck,
vnnd fast todt war47).

I 1583 havde kongen igen et feberanfald som han selv opfattede som
malaria: »ieg hadde den kollesue [o: kolde syge]« skrev han i sin kalenderunder
19. oktober, men vender ikke senere tilbage til emnet;

46) Correspondance de Charles Dantzai ... Depeches de l'année 1575, i Handlingar rorande Skandinaviens Historia XI (Stockholm 1824) 109, 115, 117, 119. - Nogle Breve fra Frederik IPs Dronning Sofie ... Meddelte af J. A. F'ridericia, i Personalhistorisk Tidsskrift, 3. Række I (Kjøbenhavn & Christiania 1892) nr. 6, 7, 8, 9, jf. Kane. Brevb. 1575-76.

47) Anders Lauridsen fortæller det samme (H^v), men husker formentlig fejl når han henfører episoden til 1576. Kongen var på Frederiksborg fra 16. aug. til 6. sept. og fra 16. sept. til 30. okt. 1575 (Kane. Brevb., jf. Sofies ovenfor citerede brev, som er dateret Frederiksborg 9. okt. 1575). Vedel udtrykker sig vagere (D2^V): sagde H. N. leg er oc falden en gang paa Frederichsborg vdi Amectighed.

Side 272

29. oktober var han igen på rejse. En anden sygdom noterede kongen
under 6. feb. 1583, men fire dage efter var han vært ved et adeligt bryllup4B).

Hovedkilden til vor viden om Frederik 2.s sidste sygdom er Knoffs ligprædiken, eftersom Knoff var til stede ved kongens dødsleje. På visse punkter kan vi supplere Knoffs beretning efter andre kilder, navnlig Anders Lauridsen, Vedel og Resen.

Kongen var begyndt at føle sig sløj i sommeren 1586; kort efter hans
død skrev dronning Sofie til sin far (citeret efter Werlauff 80):

ehr ist nicht wol tzufriden gewesen disen gantzen Wintter, auch nicht eher soder [?] das er von Luneburck⁴⁹) kam, das werden sich E. G. wol tzu erinnern wissen wie vbel er da aus sach: die Farfe hatte er bis nu behaltten, wiewol er nich wolde das er schwach wahr.

1584-86 indtraf en række dødsfald i kongens slægt - i oktober 1586
to med 14 dages mellemrum, hvilket efter Vedel (C4V)

haffuer vel været seltsom hoss mange Forstandige Folck, oc giffuen atskillige
betenckend, at det syntis nu i disse Aar at være falden paa H. N. Slect oc
Herrestamme.

Vel som følge af sin svækkelse var Frederik i forvejen bekymret
(Lauridsen Gv):

Tune enim quædam naturalium imbecillitas animaduersa, quam paulatim
auxére graues & molestæ cogitationes, de tristi atq; deformi statu orbis Ghristiani.

Dødsfaldene i slægten tog nu en overgang modet helt fra ham, sygdommen
forværredes og nåede sin foreløbige kulmination i sommeren
1587 (Knoff G4v):

Solches ist vnserm seligen Konig vnd Herrn sehr zu gemiit gegangen, hat auch offt gesagt: Die vornhemsten meiner Blutsverwandten seind fast alle dahin, die ordnung ist an mir, ich mag mich zu der Reise fertig machen. Es ist allen bekandt, das er sonst allezeit ein gesunder, frisener vnd starcker Herr gewesen, Aber nach derselbigen zeit hat er an Leibes gesundheit vnd krafften abgenommen, vnd viel anstoss auff einander, Insonderheit aber im vergangenen Sommer, vnd darnach einen hefftigen anstoss von einem schweren Catarrho vii trangen Husten bekomen, der jhn sehr matt vnd schwach gemacht. Es seind aber alle diese anstoss wol fiiriiber gangen, also das er diesen Winter, wiewol jhn der Catarrhus vnd Huste nicht gantz verlassen, zimlich ist zu fried gewese n⁵⁰).

48) Kong Frederik H's Kalender-optegnelser for Aarene 1583, 1584 og 1587, udg. Otto Carøe, i Historisk Tidsskrift, 4. Række 111 (Kjøbenhavn 1872-73).

49) Dvs. fra den protestantiske fyrstekongres i Liineburg i juli 1586.

50) Tilsvarende hos Lauridsen (G^v-G2^r) : De quibus sæpé dicebat Principes sibi coniunctissimos in verarn & coelestem patriam abijsse: eodem quo<s; sibi breui commigrandum ... Tota fere æstate superiore, catarrho & sicca tussi grauiter affligebatur. - Ifølge enkelte kilder skal sygdommen være begyndt under ophold på Nygård 3. okt. 1587: Descr. pompæ fun. (se note 15) 75, Ens (159) og vel herefter Lindenbrog (62) og Pontanus (75) samt des Roches (421).

Side 273

At Frederik trods sin midlertidige bedring stadig ventede et nyt slag af skæbnen tør måske udledes af en ejendommelig hændelse i november 1587. Ved kysten af Bohuslen havde norske fiskere fanget to sild i hvis skæl man mente at kunne se nogle bogstavlignende tegn. Den ene sild blev bragt til kongen, som - ifølge en franskmand der i 1589-90 opholdt sig i Danmark for at tyde tegnene - umiddelbart opfattede den som et varsel om sin egen eller dronningens nærforestående dødsi):

ad regera Fridericum secundum ... halec defertur eiusdem mensis Nouembris vigesimo octauo die ... non sine magna inspicientium admiratione, & præcipué Regis qui, terrore perculsus, statim pallescit; & profert, Hoc ostentum vel mea, vel vxoris mors est.

I februar 1588 brød sygdommen op igen. Skønt kongen stadig var »noget mere wlystig oc tungfærdig, end hans Naade pleiede at være«⁵²), overværede han sin bror, hertug Hans' bryllup på Sønderborg og ville først ikke lade sig mærke med sin svaghed (Resen 353):

hånd ... var i Brøllups Dagene tilstæde der de bleffve sammenvjede, oc siden loed sig finde til Afftens Maaltjd med de andre Førster paa Salen. Anden Dagen befandt hånd sig end meere svag, forholdt sig derfore stille inde paa sit Kongelige Gemack, oc gick de andre Bryllups Dager ingensteds ud, uden nogen faa ganger hånd besøgte oc talede med de fremmede Herrer⁵³).

Til disse dages hændelser har vi endog et øjenvidne i Niels Kaas, som
den 9. marts skrev til Kristoffer Valkendorf54):

bleff Kon: mtt. nogitt suag ther aff drick.

Alligevel påtog kongen sig at holde bryllup for et andet fyrsteligt par
ugedagen efter på Haderslevhus. Her gik det ligeså (Resen 353):

Paa deris Brøllups Dag var Hans Majestæt selff tilstæde med de andre Herrer, den stund Kircke-Tienesten oc Vielsen gick an, men for sin Svaghed, kom hånd icke siden paa Salen, men ved sit Raad, Adel oc Hoff-Sinder, loed Førsterne oc alle deris Folck herlig oc præctig tractere.

Efter brylluppet blev et par af gæsterne efter særlig indbydelse boende
på Haderslevhus. Herom skriver Niels Kaas:

men meste parthenn war Hans mtt. saa suag, att Hans mtt. icke kunde were
till middags maaltiid till bordz, Drucke dog temmeligen om effter middagen.

51) Antipas Francus: Diuinorum characterum halecum duarum, in littore Nortuuegico, Anno 1587 captarum vera lectio (u. st. 1591) 9; fortal«:n er dateret Colingæ o: Kolding. Vedel nævner at kongen afæskede ham en udtalelse om fænomenet (E4^V), der naturligvis gav anledning til alle hånde udlægninger: J. H. Schlegel i Geschichte Christian des Vierten, Konigs in Dånnemarck, von Niels Slangen verfertigt, I (Kopenhagen & Leipzig 1757) 129, note 80.

52) Vedel (C4^V), jf. Resen (353): dog hånd ... iblant siuntis ocsaa meget tung oc besværlig i Kroppen.

53) Tilsvarende hos Lauridsen (G2^r): Sed å conuiuijs, nisi quando Principes, qui conuenerant, salutandi essent, plerumq; abfuit.

54) Meddelt af N.M.Petersen i Danske Magazin, 3. Række 111 (Kjøbenhavn 1851) 72-73.

Side 274

Kongen besluttede nu at rejse til Sjælland (Knoff Hr):

in hoffnung, es wiirde duren die bewegung auff der reise, die kranckheit sich
verziehen, vnd zur besserung schicken55).

Lørdag den 2. marts nåede selskabet Odense, hvor man blev søndagen
over:

ther drucke Hans Mtt. och nogitt, som bekom Hans Mtt. icke well, om mandagen
komme wij til Nyborig och tøffuede ther tisdagen offuer, for skiibene ware
icke ankomne56), Kon: mtt. war och flux Suag,

skriver Niels Kaas. Vedel fortsætter (Dr):

den Onssdag, som vaar den 6. dag Martij, der hans N. gick til Skibs, da maatte hånd støtte sig noget ved Kammer Junckerens haand. Oc der hans N. skulde træde igen aff Skibet, vaar det hannem meget besuærligt, vden andre deris hielp det at giøre, oc foer dog alligeuel hen til Antuorskoff Slot inden Afftenen.

Sejladsen over Storebælt skildres således hos Resen (353): da kongen
gik om bord,

kunde mand baade paa hans Gang oc Ansict nock kiende, at hånd var icke vel. Oc effterdi Vinden var icke goed, loed hånd anrette kaald Køcken for sig oc Herrerne, bleff siddendis hos dennem, gad dog hvercken ædt, drucket, eller talet, eller effter sin allmindelige Sædvane skemptet med dennem⁵⁷).

Fra Antvorskov ville Frederik have fortsat rejsen mod Kronborg den
følgende dag, men efter livlægens rådss) udsatte han rejsen, foreløbig
til 11. marts. Den 9. skrev Niels Kaas:

Hans mtt. haffuer och stille holditt seg inde, saa ingen aff oss haffuer weritt hoss hannem siden hånd kom hiid, och haffuer hans mtt. meste skrøbelighed wdj Maffuen, och æder saare liiditt, Gud hielpe hans mtt. well till sin Helbred, I gaar haffuer thett och weritt nogitt bedre end tilforn, I dag wilde Hans mtt. tage nogen Medicin till seg,

Alligevel ventede Niels Kaas at man ville komme af sted den 11. marts
og opfordrede Valkendorf til at møde selskabet i Roskilde den 12. Men
rejsen blev aldrig fortsat

Om sygdommens videre forløb siger Knoff (Hr) :

er ... hat die ordentlichen mittel, so Gott den Krancken gegeben vnd verordnet,

55) Lauridsen (G2^V): vt soli & cceli mutatione vires corporis nonnihil recrearet.

56) Dette moment, som belyses nærmere af Lind (234), har Lauridsen ikke været klar over; han tilskriver opholdet en forværring i hosteanfaldene som hindrede kongen i at sove (G2^V): Neoburgvim quarto die Martij venit, vbi, quamuis secundus ventus ad nauigandum inuitaret, biduum tamen fere tussi sicca, quæ ipsi somnum sæpius interrupit, grauiter afflictus, substitit.

57) Lauridsen (G2^V): nauim ægré conscendit, quå cum veheretur, aberat ipsi familiaris antea vultus hilaritas & suauitas. Coeteris cibum capientibus, ipse, præter niorem, loquutus pauca, parum comedit.

58) Kun J.J.Wolf (se note 16) nævner livlægens navn: det var Peder Sørensen (D3^r: Petro Seuerini Archiatro regio).

Side 275

so viel er in dieser seiner schwacheit vertragen konnen, gebrauchet⁵⁹), sich darneben in seiner Kamer still gehalten. Er ist aber, weil jhm der Catarrhus vnd beschwerliche Huste, vnd das inwendige Fieber, alle lust zu Essen vnd auch den Schlaff benommen, jmmer krafftloser vnd schwecher worden, also das er sich im Bette halten mussen.

Hos Resen hedder det (353-354) at kongen

befandt dog ingen Forlindring, oc saae at en jdelig oc hitzig Febris oc en tør Hoste begyndte daglig jo meere de meere at tage Ofverhaand, saa hannem omsider forgick all Lyst oc Begierlighed til all Mad oc 011, hvor ofver hånd baade af den strenge Febri, oc at Naturen fick intet at vederqvæge sig med, begyndte meget at udmattis. Udi den tredie Uge begyndte Siugens Hitzighed at forlindre sig, oc Naturen igien noget at styrckes, saa at der var Forhaabning til Bedring med Hans Kongl. Majest.⁶⁰). Men strax der efter faldt Siugdommen hannem igien gandske hart oc hastig an, saa baade hånd selff oc andre begyndte at bære Sorrig for, at hånd neppeligen skulde kunde komme der fra med Ljfvet⁶¹).

Ud fra Resens opgivelse - »Udi den tredie Uge« - tør man måske slutte at det var optimismen over patientens bedring der gav anledning til at Kristoffer Valkendorf i København fik ordre om »Dag og Nat uspart, at hidsende nogle Arner Vin, da der daglig gaar 2 og undertiden 3 Arner Vin med« (Kane. Brevb. 20. marts 1588).

Knoff skildrer tilbagefaldet således (H3r):

Denn am Freitag vor dem PalmSontag [o: 29. marts], kam gegen Abendt, ein newer anstoss vom Fieber wieder, mit kålte vnd durst, die kranckheit nam zu, die kraffte verlohren sich, So kundte er keiner Speiss geniessen, also, das alle die auff jhn warteten, fast alle hoffnung verlohren. Nichts desto weniger war er von hertzen vnd gemiit starck, sagte, das er keine schmertzen oder kranckheit an sich empfiinde, sondern krafftlos vnd matt were.

Om mandagen, den 1. april, måtte lægen give op (Knoff H3v-H4r):

Den Montag nach Palmarum, als sein Leibmedicus seiner gewonheit nach zu jhm kame, vnd vnser seliger Konig sich mit jhm von seiner Kranckheit vnterredete,vnd fleissig nach aller gelegenheit forschete, Hat derselbige, weil er die grosse gefahr fiir Augen gesehen, vnterthenigst geantwortet: Gnedigster Konig vnd Herr, wir haben bissher noch zimliche hoffnung gehabt, es solte sich E: M: Kranckheit zur besserung schicken, Ich befinde aber, das die Kranckheit jetzund gantz vberhand genommen, vnd die Natur mit allen jhren kråfften vnterdriicket ist, So konnen E: M: weder Speiss noch Medicin mehr vertragen, Derwegen kan ich nicht sehen, wie E: M: ferner in dieser schweren Kranckheitkonne erhalten werden ... Ich hab solches E: M: lenger mit gutem Gewissennicht verhalten konnen. Es hat vnser gnedigster Konig vnd Herr solches

59) Lauridsen (G3^r): medicamentis, quantum quidem vires corporis possent ferre, vsus est.

60) Sml. Vedel (D^r-^V): følede sig siden nogle dage bedre end tilforn. Saa at hans Naade sad op, oc talede offuer Borde met sine gode Mend, som hoss vaare.

61) Dette forløb står mindre prægnant hos Knoff (H^v-H3^r). Lauridsen siger (G3^r): Nam Dei ope atq; medicamentorum efficacitate eiusmodi facta est morbi remissio, vt pleriq; omnes spem de vita ipsius longiiis proroganda ... conceperint; men senere (G3^V): morbus nouis auctus viribus, tanto cum impetu recurrit, vt nulla propemodum euadendi spes appareret amplius.

Side 276

alles in gnaden angehoret vnd auffgenomen, vnnd sich vber dieser rede gar nicht entsetzet, viel weniger betriibet, Sondern gantz Christlich vnd bescheidentlichgeantwortet, vnd vnter andern gesagt, Ich bin wol zu frieden, vnd bekiimmere mich nicht mehr vrab mein leben, vnd alles was in dieser Welt ist, Mein Leib vnd Seel vnd alles was ich håbe, befehle ich dem lieben Gott⁶²).

Tirsdag morgen var yderligere en forværring indtrådt (Knoff H4v-Ir):

Folgendes Dinstages frue fordert er mich wieder zu sich, zeiget an, das er
eine beschwerliche Nachl gehabt, derwegen er mit der Communion nicht
biss auff kiinfftigen grimen Donnerstag verziehen wolte83).

Onsdag formiddag fandt kommunionen sted. Om eftermiddagen blev
patienten flere gange dårlig (Knoff I2r):

Nach Mittage seind jhme etliche anstosse gleich einer omacht, angekommen64).

Skærtorsdag morgen, den 4. april, ønskede kongen at høre gudstjeneste i sit sovekammer og deltog i salmesangen »mit zimlicher starcker stimme«. Resten af hans sidste levedag skildrer Knoff således (I3r-I4v):

Nach der Predigt, hat er sich aus der Schlaffkamer in sein Gemach tragen lassen,vnd ist im Bette eine zeitlang still gelegen. Da er gefraget ward, ob er sonderliche anligen hette, die jhn, wie andere Menschen, in soleher Kranckheit etwan beschweren mochten, sagte er, Ich håbe keine anfechtung noch beschwerung.Es ist jhn aber ein wenig darnach eine omacht angekomen, darumb vnsere gnedigste Konigin jhm stets aquam vitæ furhalten, vnnd damit bestreichenmussen. Wan er isich wieder erholete, redete er frisch, vnd war bey rechtem guten verstandt, liess sich auch nichts anfechten noch jrren . . . Ich fule keine angst des Hertzens noch schmertzen, krafftloss vnd matt bin ich. Wie auff diese rede wiederumb ein harter stoss der omacht folgete, vnd dieselbige fiiriiber war, sagte er, Diss war ein harter stoss, wer diss wol vberstanden hette⁰⁵¹) ... Balde darnach fragete er seinen Leibmedicum, wie lang es noch mit jhm weren kiindte, Derselbige antwortete, das solches alleine bey Gott dem Allmechtigen stunde. Er fragte weiter, Wan seind aber diese Kranckheiten am schweresten, vnd als der Medicus sagte, Gegen Abendt, da antwortete er, das empfinde ich wol. Darauff nam er des Medici Hånd, vnnd liess jhn fiilen, wie jhm das Hertz schluge, strecket jhm auch die Hånd aus, vnd liess jhn den Pulss fiilen, vnd fragte, wie schlegt er? Da derselbige antwortet, Gnedigster Konig, sehr schwach, sagt er mit frischer stimme, das es jederman

62) Lauridsen (G3^V):: Medicum, qui ipsi charus erat, interrogat, quidnam de morbi statu sentiret. Ad quæ Medicus, nihil dissimulans, sibi præsidij parum in secundis causis reliquum videri ... Cui Rex: Se nec de vita hac mortali, nec de vllis alijs rebus fallacibus & incertis, cuiusmodi sunt huius mundi omnia, solicité angi: vitam vero, animam & quicquid boni possidet, Deo ... commissa velle.

63) Lauridsen (G4^r) : Paulo post Ecclesiastæ consilium suum de vsu cænæ Dominicæ, in quartum diem differendo, se mutasse aiebat.

64) Lauridsen (H^r) : Post meridiem cum å leipothymia, quæ aliquoties recurrebat, ad se redijsset [osv.'J.

65) Lauridsen (H^v) : iussit se de cubiculo in proximum cænaculum deferri, in quo, post aliquot leipoth3'mias, ad se reuersus, monebatur å concionatore ... Ad quæ ille: Nullas cordis angustias sentio, viribus vero corporis sum defectus: atq; hæc locutus animo concidit. Quo mox collecto, dixit: Hæc erat grauis incursio: O, si quis eam superaret.

Side 277

horen kundte, Lass jhn schlagen in Jhesu Christi Namen, Ich bins zu frieden.
Es war kein zeichen einiger trawrigkeit oder kleinmiitigkeit an jhm zusehen,
oder im wenigsten zuuernemen66).

Sent på eftermiddagen^) var patientens sidste modstandskraft brudt
(Knoff K*):

Stracks darauff, als er auffzustehen begerete, ist jederman aus der Kammer gewichen. Da jhm aber sein Kamerdiener aus dem Bette auffhelffen wolte, vnd in seine Arme jhn auffzurichten gefasset, ist abermahl vnserm seligen Herrn eine omacht angekomen. Da solches der Kamerjuncker stracks ruchtbar machete, ist vnsere gnedigste Konigin, der Herr Cantzler, vnnd alle andere die auff jhn warteten, stracks zugesprungen, vnd da ich jhme zurieff, In deine Hende Herr befehl ich meinen Geist. Item, das Vater vnser anfienge zu Beten, hat er dreymahl vngefehr athem geholet, vnd ist damit gantz sanfft vnd still im Herrn entschlaffen, im 54 Jahr seines Alters, vnd 29 Jahr seiner Regierung6B).

Hvad var det nu for en sygdom der voldte Frederik 2.s død? Tydeligvishavde den intet at gøre med hans tidligere godartede lidelser. Vi resumerer: Ca. 2 år før sin død begyndte patienten at svækkes; siden da så han påfaldende dårlig ud. Han blev træt og nedslået. Sygdommen kom i stadig hyppigere anfald der skildres som en svasr katar, åbenbart i respirationsvejen, ledsaget af stærk hoste uden ekspektorat. I vinteren1587-88 tog anfaldene af uden dog at høre helt op. Midt i februar 1588 blusser sygdommen op igen; patienten tåler ikke mad og drikke, han forsøger nogle gange at være med ved det sædvanlige drikkebord, men bliver kun mere utilpas deraf. Umiddelbart før ankomsten til Antvorskov (6. marts) er han så afkræftet at han ikke kan gå uden

66) Lauridsen (H2^V): Rex paulo post Medici manum pectori suo admouit, vt cordis motum exploraret, extenditq; brachium, vt carpi arteriam contrectaret, cuius motum cum admodum imbecillem, quod ipsemet sensit, audijsset, in hæc verba erupit: Pulset in nomine Domini. Ego sum, Deo sit gratia, æquo animo. - På dette sted afviger Resen påfaldende; her svarer kongen (355): Lad Aaren sla hvad hun sla vil, det vjde vi at Guds Naade oc Venskab slår os icke feyl. Det er Resens version der siden gentages: Holberg (510) osv. til Fabricius (213). Af indlysende grunde må man anse Knoffs fremstilling for den rette, både her og på et andet sted hvor Resen har været ophav til traditionen: Ifølge Knoff (I4^r) og Lauridsen (H2^r) var det dronningen der refererede hvad hendes moster havde sagt på sit dødsleje: »Es was ein wunderlicher Krieg, da Todt vnd Leben rungen« osv.; men Resen lader kongen selv sige disse ord (355). - Rammerne for denne undersøgelse tillader i øvrigt ikke at berøre andre detaljer, som kongens tillidsfulde gudsforhold og dronningens gribende resignation. Navnlig Lauridsens og Knoffs skildringer fortjener at læses.

67) Vedel (D3^r) : der Klocken vaar slagen fire, och saa gaat som halffgaaen at fem. Lignende hos Knoff (K^r-^V), Lauridsen (H3^r) og Resen (356).

68) Lauridsen (H3^r-^V) : dixit se velle surgere. Secessit itaq; illa [»: Regina] & alij omnes, præter Cubicularium nobilem, & paucos alios ministros, å quibus cum leuaretur é lecto, in leipothymiam recidit. Quo cognito confestim accurrunt Regina, Cancellarius, præses arcis, nobiles ministri, Medicus & Pastor, å quo, recitatis verbis illis: In manus tuas depono animam meam: redemisti me lehova Deus verax: & inchoante orationem Dominicam, Fridericus 11. confecto vitæ mortalis curriculo, placidé, quemadmodum sæpe optarat, absq; omni cruciatu, aliquot ductis suspirijs, obdormiuit in Domino, cum vixisset annos 53. Mens: 9. dies 4. Anno vero Regni 29.

Side 278

støtte og har mistet al appetit; hertil kommer en hidsig feber og søvnløshedsom følge af hosten. Fra nu af er patienten sengeliggende (undtagenmuligvis under den kortvarige bedring vistnok omkring 20. marts). Den 29. marts stiger feberen voldsomt igen, og patienten kan nu hverken indtage føde eller medicin. Under alt dette klager han aldrig over smerter noget sted, kun over en total mathed. Den 3. april bliver patienten mærkbart dårligere og mister et par gange bevidstheden. Den følgende dag besvimer han atter adskillige gange, men er ind imellem fuldstændig klar og fattet. Endelig, under en bevidstløshed hen på eftermiddagen,glider han ind i døden.

I 1902 stillede medicinalhistorikeren A. Liibbers følgende diagnose
(658-659):

Tilstanden kunde ligne Alkohol chr. med den gnavne Stemning, det kakektiske Udseende, Halskalarrhen, Digestionsforstyrrelserne, den stærke Muskelslappelse og den svækkede Hjertevirksomhed; det ætiologiske Moment har her været til Stede. Muligvis har der ogsaa ligget en - maaske malign - Lidelse af et eller andet Organ (Leveren?) til Grund for dette Sygdomsbillede.

Liibbers ville altså principalt antage kronisk alkoholisme; i sin gennemgang af sygehistorien (658) fremhæver han at kongen »har stadig ikke kunnet modstaa sin ulyksalige Tilbøjelighed«. Men som tidligere påvist er det lidet sandsynligt at det ætiologiske moment virkelig har været til stede. Det går heller ikke an at bygge på Niels Kaas' umiddelbare indtryk, at kongen »blev noget svag af drik«: i sin svækkede tilstand måtte patienten før eller senere miste appetitten. Fremdeles er det efter de samtidige skildringer åbenbart urigtigt at beskrive patientens modfaldenhed under sygdommens progression som »den gnavne Stemning«. En malign lidelse i leveren ville have ytret sig symptomatisk som gulsot, hvilket utvivlsomt ville være blevet observeret af patientens omgivelser. Derimod viser erfaringen at lungekræften — en sygdom som var lidet påagtet på Liibbers' tid69) - godt kan vare et par år og give konstant tør hoste med periodisk svær katar og feber. Det kakektiske udseende og matheden passer også ind i billedet af denne sygdom der udvikler sig med først mindre, siden sværere angreb af lungebetændelse, som bliver den egentlige dødsårsag™).

Vort udgangspunkt var Erik Arups utraditionelle kommentarer til Frederik2.s død. Vi har iagttaget at Anders Sørensen Vedels trohjertige betragtninger over kongens livsførelse — som Arup noget übilligt anser for udslag af »protestantisk præstevigtighed« - ikke var enestående, og

69) Edv. Gotfredsen: Medicinens historie, 2. udg. (København 1964) 491; jf. Oscar Bloch: Om Døden I (København 1903) 80-104, hvor Frederik 2 dog ikke nævnes.

70) For sagkyndig diagnostisk vejledning retter jeg en varm tak til professor, dr. med. Vilh. Møller-Christensen og til min kone, læge Hanne Karker.

Side 279

at hans ytringer må have været uden betydning for hans stilling som kongelig historiograf. Fremdeles har vi påvist at traditionen om Frederik2.s drikfældighed savner tilstrækkeligt grundlag i kilderne. De samtidige skildringer af den sygdom som førte til hans død taler heller ikke for alkoholisme. Snarere tyder symptomerne på en lungelidelse - fx kræft, således som Arup uden nærmere begrundelse antog.

LITTERATUR

[Anonym:] Der Konigen in Danemark Leben, Regierung und Absterben (Nurnberg
1685).

C. F. Allen: Haandbog i Fædrelandets Historie. 8. Udgave (Kjøbenhavn 1881).

lohannes Andreas: Predigt Von dem frommen vnd Christichen (!) Konige Josia ...
vber der Koniglichen leiche. Des ... Herrn Friderichen des andern (Rostock 1588). -
Genoptrykt i: Politica Christi, Das ist, Ehr vnd Regierstand .... Jesu Christi ... in
sieben Predigten verfasset (Rostock 1599).

Nicolaus Laurentii f. Arctander: Exeqviæ ... Dn. Friderico 11. ... factæ (Hafniæ 1590).

[Niels Bache:] Danmarks, Norges og Sverigs Historie 111 (Kjøbenhavn 1871). - Det
relevante uændret i: Nordens Historie 111 (Kjøbenhavn 1884).

Gustav Ludvig Båden: Det danske Riges Historie (Kjøbenhavn 1797).

- De danske Kongers, af det oldenborgske Huus, fra Kristian den Første til Frederik
den Femte, Karakteristiker (Kiøbenhavn 1809).

- Danmarks Riges Historie 111 (Kjøbenhavn 1830).

R. Nisbet Bain: Scandinavia. A political history of Denmark, Norway and Sweden from
1530 to 1900 (Cambridge 1905).

Frederik Barfod: Fortællinger af Fædrelandets Historie. 3. Udgave. II (Kjøbenhavn
1869).

- Danmarks historie fra 1536 til 1660, II (København 1891).

Giouanni Botero: Le relationi vniuersali. Quinta impressione (Venetia 1622). - Det er
denne udgave Resen kendte; de tidl. findes ikke i Danmark.

Hans Bølling: Danmarks Konger fra Christian I til Christian X (København 1944-45).

of Denmark, Sweden, and Norway, II (Edinburgh 1838).
John Danstrup: Danmarks historia I (Malmo 1946).

S. A. Dunham: History of Denmark, Sweden and Norway 111 (London 1840).

Heinrich Doring i Allgemeine Encyklopådie der Wissenschaften und Kiinste. Erste
Section, 49. Theil (Leipzig 1849).

Gaspar Ens: Rerum Danicarum Friderico II ... rerum potiente ... gestarum historia
(Francofurti 1593).

M.J.B.Eyriés: Danemark (Paris 1846).

A. Fabricius: Illustreret Danmarkshistorie for Folket. 4. Udgave. Revideret og forøget
af Knud Fabricius. II (Kjøbenhavn & Kristiania 1915).

L.J. Flamand: Det oldenborgske Kongehuus (Kjøbenhavn 1841).

H. E. Friis: Rrudstykker af det oldenborgske Kongehus' Historie (Kjøbenhavn 1901).

Det Danske Oldenborgske Konge-Huus i Vers og Kobber. Udgivet ved Mauritz Frydensberg.
I (Kiøbenhavn [1763]).

L. A. Gebhardi: Kongeriget Danmarks Historie IV (Kiøbenhavn 1797).

E.Gigas: Katalog over det kongelige Bibliotheks Haandskrifter vedrørende Norden,
særlig Danmark. 111, 1 (København & Kristiania 1911).

Siuert Grubbe, citeret i oversættelse ved H. F. Rørdam i Danske Magazin, 4. Række II
(Kjøbenhavn 1873). - Den latinske original er hdskr. Uldall 449 4°.

Hermannus Hamelmannus: Oldenburgisch Chronicon (Oldenburg 1599).

Cornelius Hamsfort i Monumenta historiæ Danicæ, udg. Holger Rørdam, I (Kjøbenhavn
1873).

P.Hansen: Illustreret dansk Litteraturhistorie. 2. Udg. I (Kjøbenhavn 1902).

Nicolaus Helduaderus: Sylva Chronologica circuli Baltici, Das ist: Historischer Wald,
vnnd Vmbzirck dess Baltischen Meers oder der OstSee (Hamburg 1624).
- Historiarum sacrarum encolpodion ... met Danske Kongers oc Bispers beskriffuelse
(Hamburg 1634).

Andreas Hojer: Kurtzgefasste Dånnemårckische Geschichte (Flensburg 1718).

[Niels Hvid:] En kort anttegning paa superintendentens predicken i Lund den dag salig
Kong Friderichs Liig bleff begraffuit i Roschilde (hdskr. Add. 150 4°).

Gotthard von Hovel: Chronik, i: A. Fahne: Die Herren und Freiherren von Hovel, 111
(Coln 1856).

Ellen Jørgensen: Historieforskning og Historieskrivning i Danmark indtil Aar 1800
(København 1931).

Allan Karker: Anders Sørensen Vedel og den danske krønike (København 1955).

Christophorus Knoff: Leichpredigt ... Bey ... Herrn Friederich des Andern ... Koniglichen
Begrebnuss (Koppenhagen 1588). - Genoptrykt uændret (Wittenberg 1589).

Kongsted se Regiostadanus.

Adam Henrich Lackmann: Einleitung zur Schleswig-Holsteinischen Historie I (Hamburg

Vilh. la Cour: Danmarks Historie I—II (København 1947).

Johann Lauerentzen: Das Preiswurdigste Gedachtniiss des ... Koniges Herrn Friderich
des Andern ([København 1693]).

Andreas Laurentius: Oratio de vita et morte ... D. Friderici II (Hafniæ 1588).

Palle Lauring: A History of The Kingdom of Denmark (Copenhagen 1960).

H. D. Lind: Fra Kong Frederik den Andens Tid. Bidrag til den dansk-norske Sømagts
Historie 1559-1588 (København 1902).

Petrus Lindebergius: Historiica rerum in Europa ... gestarum Narratio (Hamburgi
1591).

Historia compendiosa ae succincta serenissimorum Daniæ regum: Ab incerto auctore
conscripta; nunc vero vsque ad Christianum 1111. deducta, primumque in lucem
edita, opera & studio Erpoldi Lindenbruch. (Lugduni Batauorum 1595).

Hans Lund i Det danske Folks Historie IV (København 1928). - Det relevante uændret
i Schultz Danmarkshistorie II (København 1941).

A. Liibbers: De oldenborgske Kongers og deres nærmeste Families Sygdomme og Død,
i: Ugeskrift for Læger 1902.

Claudius Christophorus Lgschander: Synopsis historiarum Danicarum ... Forfatted
vdi De Danske Kongers Slectebog (Kiøbenhaffn 1622).

Erasmus Lætus i Monumenta historiæ Danicæ, udg. Holger Rørdam, II (Kjøbenhavn
1875).

Mallet: Histoire de Dannemarc 111 (Copenhague 1777).

Samuel Meigerius: Nucleus Historiarum Oder Ausserlesene liebliche, denckwiirdige vnd
warhaffte Historien (Hamburg 1598-99).

V.Mollerup i Dansk biografisk Lexikon, udg. C. F. Bricka, V (Kjøbenhavn 1891) 288-293.

- i Danmarks Riges Historie 111, 2 (København 1900-06).

P. A.Munch: Norges, Sveriges og Danmarks Historie til Skolebrug (Christiania 1838).

Rasmus Ngerup: Fortegnelse paa Kongelige Danske Historieskrivere, tillæg til: Anders
Sørensen Vedel om den Danske Krønike at beskrive (Kiøbenhavn 1787).

Johan Ottosen: Vor Historie. Fra Margrete til Karl XII ([København] 1902).

Joanncs Isaacius Pontanus: Vita Friderici Secundi ... quam ex autoris manuscripto
nunc primum edidit Georgius Krysingius (Flensburgi 1735).

Regesta diplomatica historiæ Danicæ. Series secunda. 11, 1 (Havniæ 1895).

Olaus Petrus, Regiostadanus: Graffscrifft Ved huilcken ... Kong Friderichs, den Andens
... Naffn oc Rycte, skal bliffue ... vdi Euig oc Høylofflig hukommelse (Kiøbenhaffn

Peder Hansøn Resen: Kong Frederichs Den Andens Krønicke (Kiøbenhaffn 1680).

Holger Rørdam: Kjøbenhavns Universitets Historie II (Kjøbenhavn 1869-72).

Johann Heinrich Schlegel: Geschichte der Konige von Danemark aus dem Oldenburgischen
Stamme I (Kopenhagen 1769). - Det relevante uændret i fransk oversættelse:
Histoire des rois de Dannemarck I (Amsterdam 1776).

Dietrich Schåfer: Geschichte von Danemark V (Gotha 1902).

Nicolaus Selneccer: Kurtze Historia, vom Christlichen Leben, auch vom seligen Abschied, dess .. . Herrn Friderici 11, trykt i: Thomas Stybarus: Historische Ertzehlung vnd Leychpredigten Etlicher Hocherleuchter Keyser, Konige vnd Churfiirsten I (Leipzig 1593).

Paul C. Sinding: The Scandinavian races (New York 1875).

Peter Friderich Suhm: Danmarks, Norges og Holstens Historie udi tvende Udtog til
Brug for den studerende Ungdom (skreven 1776, og siden giennemseet og forøget),
i: Samlede Skrifter VIII (Kiøbenhavn 1792).

Ludv. Chr. Muller: Danmarks Historie V. Udgiven af J.T.A.Tang (Kjøbenhavn 1892).
Jacobus Augustus Thuanus: Historiarum sui temporis tomus 111 (Francofurti 1658).

- Dagligt Liv i Norden i det sekstende Aarhundrede. 5. Udgave ved Knud Fabricius.
5. Bog: Fødemidler (København 1929-31).

J.H. Trutzchler Hanck: Kong Frederik den Anden og Oluf Bagger (Odense 1837).

Anders Søffrinsøn Vedel: En sørgelig Ligpredicken ... Herr Frederich den Anden
til en Christsalig amindelse (Kiøbenhaffn 1588).

C. F.Wegener: Historiske Efterretninger om Anders Sørensen Vedel. 2. Udgave (Kjøbenhavn

E.C.Werlauff: Sophia af Meklenborg, i: Historisk Tidsskrift Ilt (Kiøbenhavn 1842).

Eduard Maria Oettinger: Geschichte des dånischen Hofes von Christian 11. bis Friedrich
VIL, I (Hamburg 1857).

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 6 (1963 - 1965)

KONG FREDERIK 2.s DØD

Resumé

1.

2.

3.

LITTERATUR