P.Munch: Erindringer 1914-1918. (Nyt Nordisk Forlag, 1961) 400 s.

I den lange række bind, hvori P. Munchs erindringer vil blive udgivet, er man nu nået til det 111. Det omfatter perioden under første verdenskrig, da P. Munch var forsvarsminister i Zahles ministerium. Da ministeriet Zahle blev dannet i 1913, var en ndring grundloven den politiske hovedopgave, som det nye ministerium ville søge at løse, og hvis det skulle lykkes, måtte der være ro om andre politiske stridsspørgsmål, deriblandt ikke mindst forsvarssagen. Det så altså oprindelig ikke ud til, at forsvarsministeriet skulle påkalde sig særlig opmærksomhed, bortset fra naturligvis at forsvarsvennerne mente, at nu var ræven sat til at vogte gæs, når P. Munch blev gjort til forsvarsminister.

Da den første verdenskrig brød ud, blev problemstillingen afgørende forskudt; administrationen af det militære beredskab blev en stor og væsentlig opgave. Der kom til at hvile et stort ansvar og store byrder på forsvarsministerens skuldre. Det ene hovedmotiv i det foreliggende erindringsbind er derfor naturligt nok forsvarets organisation i krigsårene, det andet hovedmotiv er de bestandige forhandlinger om en udvidelse af regeringens parlamentariske grundlag, d. v. s. det problem, om en samlingsregering ikke ville være en naturlig politisk konsekvens af krigstidens usikkerhed. Om disse to hovedmotiver slynger sig en lang række bimotiver, grundlovssagens løsning, salget af de vestindiske øer, nordisk samarbejde, forsyningsproblemer og pressens forhold. Disse problemer er i sig selv meget interessante, men lades her ude af betragtning. Den interesserede læser vil kunne finde megen oplysning om dem i erindringsværket. Her er det meningen at koncentrere betragtningerne omkring de to hovedmotiver.

Først forsvarsproblemet. P. Munch var principielt af den opfattelse, at det danske militærvæsen ikke lod sig anvende til egentlige krigsmæssige opgaver.Hvis en kritisk situation skulle opstå, var det, efter hans mening, forsvarets opgave at konstatere, om det stod over for en overmagt; hvis det var tilfældet, anså han det for meningsløst at lade danske styrker tage en kamp op. I princippet var en meget begrænset styrke tilstrækkelig til en sådan konstatering. Men i 1914 gjaldt i Danmark en militærordning, hvilende på love fra 1909, som forudsatteen relativ stor hær og flåde, og den var tilrettelagt på en sådan måde, at den gjorde et vist forsvar af i al fald Sjælland muligt. Så at sige alle forsvarsstyrker var samlet på Sjælland og søbefæstningen omkring Københavnvar vel udbygget, medens den forhåndenværende befæstning mod landsiden ved København fra et militærtsynspunkt måtte anses for at være helt forældet. Den var anlagt omkring 1890 og siden ikke i nævneværdig grad moderniseret. Den ledende idé bag militærordningen af 1909 var ønsketom at give Tyskland tro til, at Danmark kunne afvise et eventuelt engelskangreb

gelskangrebimod Sjælland, og dervedskulle Tyskland få tillid til dansk neutralitetsvilje. Der var ikke mange, der forstod, at dette var den egentlige mening; almindeligvis ventede man, at Tyskland ville optræde i angribernesrolle, og man forestillede sig, at dansk forsvar var indrettet på at kunnetage imod et tysk angreb. I denne forestilling blev man bestyrket ved stemningen i hærens officerskorps. De ledende officerer levede endnu i den tankegang, der havde været bestemmende,da Københavns landbefæstningblev bygget, at Danmark måtte have et sted, hvor det kunne holde ud, indtil der kunne komme hjælp, d. v. s. holde ud mod Tyskland, indtil Tysklandsmodstandere eventuelt kunne yde hjælp. Heldigvis fik Tyskland i 1914 tillid til, at Danmark ville føre en neutralitetspolitik, da Danmark på dets opfordring udlagde miner i Storebælt,og lykkeligvis havde England ingen udtalt interesse i at trænge ind i Østersøen; i al fald anså den engelskekrigsledelse et sådant fremstød for at være for farligt., og det er nok forklaringenpå, at Danmark formåede at hævde sin neutralitet under første verdenskrig. Udenrigsministeren Erik Scavenius erkendte klart dette forhold.

Men P. Munchs dilemma var det, at han måtte gennemføre det militære beredskab efter loven af 1909, selv om han ikke troede på nytten eller værdienderaf, ud fra princippet: lov er lov, og lov skal holdes. Hans motiveringfor det omfattende militære beredskabvar ønsket om at holde indrepolitiskfred; det var for at beroligede to oppositionspartier Højre og Venstre og desuden officerskorpset,at han tog ansvaret for at holde store styrker under våben og for at foretage store anskaffelser af militært udstyr, men han mente ikke, at dette militære beredskab betød nogen nævneværdigbetryggelse for Danmark i forhold til udlandet. Han nærede formentligstadig den opfattelse, som

fra dette hensyn. P. Munch anfører som en faktor, der kunne motivere anlægget, at det kunne opfattes som en desavouering af fæstningen ved København. Denne betragtning leder tanken hen på den indsukring, hvormedman får en bedsk pille til at glide lettere ned. Thune-stillingen må man opfatte som et supplement til fæstningenom København og en understregningaf ideen om, at forsvaret af Københavnvar særlig væsentligt for forsvaretaf Danmark. Foranstaltningen måtte tillige give indtryk af, at Danmarkforberedte sig på et forsvar, rettetmod Tyskland, hvis dette land skulle være den angribende part. Da P. Munch den 22. oktober 1915 i et fortroligt møde af de to ting gjorde rede for det militære beredskab og for den planlagte udbygning, måtte tilhørerne få indtryk af, at Danmark rådede over et efter forholdene særdelesomfattende militært apparat, og at det i givet fald ville blive brugt. I november 1915 blev der givet bemyndigelsetil anlæg af Thunestillingen.Derefter var der ro om de militæreproblemer i et længere stykke tid, indtil et forslag om på ny at indskrænkesikringsstyrken kom op i sommeren 1917.

Mens der faldt ro over det militære område, var der så meget mere uro om selve regeringens politiske basis. Der forefandtes til stadighed under krigen snart et sted snart et andet, ønsker om, at regeringens grundlag skulle udvides, og at en samlingsregering skulle dannes, fordi mange mente, at en bredt funderet regering svarede til tidens behov. Denne opfattelse havde også tilhængere inden for ministeriet.

Regeringen Zahle var udgået alene fra partiet Det radikale Venstre.. Det var en mindretalsregering, der blev opretholdt i kraft af en loyal støtte fra Socialdemokratiet. Tilsammen havde de to partier flertallet i folketinget. Men i landstinget var regeringsmodstanderne i flertal. I august 1914 havde dedet en kort overgang været på tale at søge dannet en samlingsregering. Kong Christian X var en varm tilhænger af en sådan plan, og den mand i regeringen Zahle, der stod kongen personligt nærmest, finansminister Edvard Brandes, var ligeledes en tilhænger af tanken. Brandes igen havde kontakt til de frikonservatives fører, grev Mogens Frijs, som ofte blev omtalt som leder eller ledende medlem af en eventuel samlingsregering. Da grundlovsrevisionen var politisk sikret i sommeren 1915, bragte Brandes problemet om en samlingsregering på bane. Foranledningen var en artikel i »Berlingske Tidende« den 3. juni 1915. Her var den tanke blevet udkastet, at der skulle dannes et samlingsministerium med henholdsvis ministre for de radikale, for venstre og for højre, altså en borgerlig samlingsregering. Brandes var ivrig for planen; han havde vistnok den mulighed for øje selv at blive statsminister. Det mente i al fald Zahle, som ivrigt bekæmpede tanken; skulle det endelig være, ville han i al fald ikke acceptere Brandes som chef. P. Munch var udpræget modstander af planen; under interne drøftelser benyttede han den motivering, »at så kunne vi ikke afvise J. C. Christensen, og det var dog givet, at ingen af os (d. v. s. de radikale ministre) kunne gå ind sammen med ham«. Lidt senere skriver han, »at vi ikke kunne være sammen med J. C. Christensen uden i den yderste krise«. Som det er nærliggende i et memoireværk, har Munch selv hovedrollen i dramaet; men for at helterollen kan komme til sin ret, må der også være en skurkerolle. Denne rolle havde J. C. Christensen. Det er et gennemgående træk i P. Munchs erindringer, at dommen over J. C. Christensen er hård og übarmhjertig.

Planerne om en samlingsregering i sommeren 1915 døde bort, men i eftersommeren1916 kom de på tapetet igen med voldsom styrke, denne gang på baggrund af forslaget om at sælge

de dansk-vestindiske øer til USA. Der havde i længere tid været forhandlet derom mellem Danmark og Amerika. Det var en aftale med amerikanerne, at forhandlingerne skulle være fortrolige,og da en journalist spurgte EdvardBrandes, om der blev ført forhandlinger,benægtede Brandes på det bestemteste, at det var tilfældet. Da aftalen med USA blev bekendt, viste det sig, at Edvard Brandes havde talt imod bedre vidende, og en lidenskabeligkampagne imod ham og regeringenvar følgen, og ligeledes en hed debat om politisk etik. På ny blev kravet om en samlingsregering ført frem af oppositionen. Men krisen blev løst ved et forslag om, at regeringen skulle suppleres med en repræsentant, en kontrolminister for hvert af de tre partier, der ikke var med i regeringen,højre, venstre og socialdemokratiet.Zahle var meget ivrig for denne løsning på krisen, en samlingsregeringvar undgået, og ledelsen forblev hos det radikale parti, og det betød vel også noget, at hans egen stilling ikke blev ændret. P. Munch og indenrigsministerenOve Rode var dybt forbitredeover, at Zahle havde givet køb. Argumentationen var igen, at venstre, hvis ordningen blev gennemført,ville vælge J. C. Christensen som kontrolminister. Da dette valg faktiskblev truffet af venstre, havde Munch en samtale med en venstrefolketingsmand,der energisk forfægtededen opfattelse, at valget af J. C. Christensen ville lette samarbejdet, fordi det var bedre at have ham indenfor end uden for regeringen. Dettebenægtede P. Munch med ordene, »at venstres fremgangsmåde mindede om den, molboerne anvendte, da de druknede ålen«. Denne bemærkning er et af de meget få smil i bogen; ellerser det alvorstale næsten hele vejen igennem, sagligt, roligt, nøgternt, snævertpolitisk, men ikke uden skarphed,som nævnt, når det gjaldt omtalenaf J. C. Christensen og i stigende grad også i referaterne af samtaler med kong Christian X. Man må beundreden sindsro, P. Munch lagde for dagen i forhandlinger med majestæten.

Samarbejdet i kontrolregeringen gik nogenlunde i et par år, selv om den kom til at halte lidt, da det konservativefolkeparti ret snart gled ud. Den af de konservative valgte repræsentantblev siddende i regeringen; men nu for det frikonservative parti, der igen havde gjort sig selvstændigt. Uden de forhandlingsmuligheder, kontrolministerordningen gav, havde regeringspartierne næppe kunnet enes om en indskrænkning af sikringsstyrkeni sommeren 1917; men indskrænkningenlod sig dog først gennemføre efter en konflikt mellem Munch og overgeneralen, general Gørtz. Da situationenvar moden, viste P. Munch her en særdeles resolut optræden. Gørtz havde nemlig truet med at gå, hvis sikringsstyrken blev indskrænket.Set fra generalens synspunkt var spørgsmålet ikke uvæsentligt. Overkommandoenblev nemlig stillet over for det spørgsmål »hvilken styrke den anså for nødvendig, når man så bort fra den opgave at være rede med det pludselige angreb på København for øje, så opgaven væsentlig skulle være bevogtning af landegrænsen, havneanlæg,fæstningsværker og feltfortifikatoriskeanlæg«. Det betød nemlig, at hele grundlaget for den gængse officers-forestillingom Danmarks forsvarpludselig blev forrykket. Hvis generalGørtz imidlertid var gået i protestmod en indskrænkning, der var foretaget, fordi man anså en svækkelseaf beredskabet i København for at være forsvarlig, ville hans afgang have vakt en politisk uro om disse militære dispositioner, men ved først at afskedigeGørtz og derpå med de samarbejdendepartiers samtykke at indskrænkesikringsstyrken, opnåede regeringen,at indskrænkningen blev gennemførtuden politiske divergenser udadtil. Det viste sig vanskeligt at få kongen med på formen for udnævnelsenaf

nelsenafden nye overgeneral, generalTuxen. Det fik P. Munch at vide en lørdag i august 1917, mens han opholdt sig i sit sommerhus i Kregme.Zahle og Scavenius var på togt med skibet »Mågen« i Roskilde fjord, og mens P. Munch var gået i vandet ud for sin sommerbolig, kom statsministerenog udenrigsministeren sejlendeforbi. Da de så Munch, gik de i en båd og roede ind til den badende P. Munch, der op til de to i båden forklarede,at det på grund af vanskelighedermed kongen vist var bedst, at Zahle tog med til Sorgenfri Slot. Det var lidt usædvanlige omstændigheder for en ministerkonference. De to andreministre fandt det unødvendigt, at Zahle tog med, og P. Munch måtte tage alene af sted lørdag eftermiddag til en af de efterhånden meget bevægedesamtaler med Christian X; som så mange af de foregående endte den med, at kongen accepterede ministerensforslag.

Med efterretningerne om den første verdenskrigs afslutning slutter 3. bind. Enkelte optegnelser om det sønderjyske problem, som efter deres kronologiske sammenhæng skulle have været med, er af udgiverne udeladt, for at det sønderjyske problem kan blive behandlet i sin sammenhæng i det næste bind. Med spænding må denne fortsættelse imødeses, der vil omfatte et af de mest dramatiske afsnit i nyere dansk historie.