Vilh. la Cour: Næsholm (Nationalmuseet,

I en artikel i Hist. Tidsskr. 7, VI, p. 121-29, gjorde Kr. Erslev opmærksompå, at man for det 14.-15. rhundredemåtte at der var mange adelsmænd rundt om i sognene, som ikke var nævnt i kilderne, så vort

kendskab til denne tids adels- og godshistoriekun var fragmentarisk. Det samme kan udtales om adelens gårde og kongens borge. Mens vore kirkers arkitektur er blevet dyrket med iver, og deres inventar er studeret, har man kun i mindre omfang beskæftiget sig med voldstederne og fundene herfra, måske fordi undersøgelserne er dyrereog i de fleste tilfælde alene har videnskabeligbetydning. Man må derforvære taknemlig for Vilh. la Cours bog om Næsholm, ligesom forhåbentligHans Stiesdals undersøgelser efterhåndenvil løse nogle af gåderne, voldstederne gemmer.

Næsholm ligger i Odsherred og har været i brug i tiden ca. 1240-1340, hvis man skal dømme ud fra fundene, i de litterære kilder omtales borgen ikke. Den er et eksempel på borgen, som blev foretrukket, da man opgav at forsvare sig ved folkevolde som Danevirke. Pladsen tillader ikke en egentlig recension, men det må fremhæves, at bogen giver arkitekturhistorien og den materielle kulturforskning materiale. Selv om udgravningen i første række belyser tilværelsen for en lensmand og hans folk, giver den samtidig rigeligt stof til forståelsen af andre spørgsmål. Som eksempel kan det nævnes, at fundet af et virkejern har ført dateringen af dette redskab længere tilbage, end det hidtil var muligt, men meningerne vil dog ofte brydes, når sagernes herkomst omtales. Vilh. la Cour antager, at malmgryderne fra denne periode er indført arbejde uden at give nogen virkelig begrundelse, men da man herhjemme i det 13. århundrede både kunne støbe kirkeklokker og røgelseskar, er det vanskeligt at se, hvorfor man ikke kunne beherske grydestøbningens kunst. Man har formodentlig både brugt danske og importerede gryder. Redegørelsen for det fundne lertøj føles for fragmentarisk, men det ville være urigtigt at lægge skylden på forf., da man knap nok er begyndt at studere dette vanskeligt tilgængelige ligemateriale. Snarere er der grund til at fremhæve, hvor meget nyt bogen bringer, og at resultaterne af arbejdet er det bedste argument for en fortsættelse af undersøgelsen af vore voldsteder. En grundig gennemarbejdelse af deres stof vil bl. a. have værdi ved at levendegøre folkevisernes skildring af adelslivet og korrigere den litterære overlevering (se f. eks. Axel Olrik: Et demokratisk element i dansk åndsliv. Danske Studier 1925, p. 147-155).

Svend Jørgensen og Ulrik Møhl har behandlet de biologiske problemer i fundene. Mellem dem er et par knogler fra to elsdyr, der synes at antyde, at denne dyreart endnu i middelalderen trivedes på Sjælland.

Både arkitekturhistorisk og etnologisk rejser bogen flere spørgsmål, end den løser, men således behandler enhver god bog sit emne, og for Vilh, la Cour må det have været en tilfredsstillelse at have løst en opgave, han stillede sig i sin ungdom, med et så godt resultat.