Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 6 (1963 - 1965)
Svend Aage Hansen: Adelsvældens grundlag. (Gad, 196 b). 345 s. 32,25 kr.
Knud Prange.
Det er ikke ofte, den danske adel er hovedemne for et større videnskabeligt arbejde. Forskningens hovedveje har i længere tid ført i retning af kulturhistorie, menigmands historie, økonomiske og sociale forhold. Der kan være mange og udmærkede grunde hertil, men det er rart ind imellem at se et af de »store, gamle« temaer taget op til ny behandling. Statistikeren Svend Aage Hansens statsvidenskabelige disputats: »Adelsvældens Grundlag« viser ved sit brede anlæg og sin vide horisont, at adelens historie i perioden 1475 til 1720 er en meget væsentlig del af hele landets historie i dette kvarte årtusind. Den brede behandling af emnet er fortjenstfuld, fordi den giver perspektiv og søger at vise sammenhænge, hvor man måske ikke før har ledt efter sådanne, men på den anden side bevirker bredden nok, at bogens bedste afsnit står mindre markant, end man kunne ønske.
»Adelsvældens Grundlag« er det foreløbigt sidste arbejde i den forskningstradition, der i Danmark tog sin begyndelse med Gustav Bangs disputats »Den gamle Adels Forfald« fra 1897. Problemet var dengang, hvorfor så mange af de gamle, danske adelsslægter før 1660 uddøde, og Bangs metode var en befolkningsstatistisk analyse af forskydninger i fødsler, dødsfald og indgåede ægteskaber. Uden at foretage nogen egentlig opgørelse af antallet af adelige personer mente Bang dog at kunne slutte, at der fra 1530 til 1679 fandt en fortsat nedgang sted i antallet af adelige. rsagen i første række i ægteskaber mellem nært beslægtede, der rådede sygelige tilstande hos adelen, den var degenereret.
Allerede ved det mundtlige forsvar af disputatsen og siden ved indlæg i Historisk Tidsskrift blev Bangs synspunkter genstand for livlig diskussion. Nogen afklaring førte denne ikke til, Bangs teser blev ligesom hængende i luften, übeviste, men heller ikke endeligt afviste. Først da grundmaterialet, antallet af stamtavler over adelige slægter var blevet langt mere omfattende, end det var på Bangs tid, kunne problemet tages op til ny og frugtbar drøftelse. Spørgsmålet om indgiftets betydning blev løst af Albert Fabritius i en afhandling om »Indgiftet i den danske Højadel i det 17. Aarhundrede«1)- Det viste sig nemlig, at ægteskab mellem nærtbeslægtede ikke forekom særlig hyppigt, og dermed bortfaldt denne hovedårsag til en eventuel degeneration hos den gamle adel.
I 1846 kom Albert Fabritius' disputats»Danmarks Riges Adel, dens tilgangog afgang 1536-1936«. Af største betydning er det, at dette arbejde ikke blot behandler adelens uddøen, men også tilgangen af nye adelsslægter.Mens
1) (Festskrift) Til Knud Fabricius 13. august 1945. Kbh. 1945.
ter.MensBangs statistik byggede på det enkelte individ, er Fabritius enhedslægten. Dette giver problemet et helt andet perspektiv. Man må gøre sig klart, at med begrebet slægt tænkesder kun på mandslinjerne, mens man ser væk fra kvindernes efterkommere.Det bevirker, at en afgrænset gruppe af slægter - eller en gruppe hvor tilgangen af nye slægter er lille
- uundgåeligt vil blive mindre i henseende til slægtstal, da det er imod enhver rimelighed, og imod al erfaring, at alle mandsstammer skulle fortsætte i det uendelige i fremtiden. I den henseende adskiller den gamle adel sig ikke fra borgerlige slægter, der synes at »uddø« i nogenlunde samme tempo som de adelige.
Hermed er Gustav Bangs gamle problem for så vidt løst. Nu opstiller Svend Aage Hansen imidlertid brikkerne på en ny måde. Ligesom hos Bang er regneenheden ikke slægten, men individet, og formålet med undersøgelsen er at få fastslået, hvorvidt den gamle adel gik tilbage i persontal - ikke i slægtstal - og i bekræftende fald, hvornår dette fandt sted, og hvad der var årsagerne. Bogen bygger på den opfattelse, at befolkningsmæssige fænomener er nært sammenknyttet med spørgsmål om økonomisk og social position, og undersøgelsen beskæftiger sig i meget høj grad med det grundlag, hvorpå adelens politiske magt hvilede: økonomiske, sociologiske og demografiske faktorer. Det er derfor med rette, den bærer titlen »Adelsvældens Grundlag«.
Udgangspunktet er adelens godsbesiddelse. Forfatteren har samlet statistiske oplysninger om hver enkelt hoved- og ladegård: eventuelt oprettelses - og nedlæggelsesår, hartkornsstørrelse, hovedbygningens opførelsesår ejernavne med 25 eller 10 års mellemrum, data vedrørende overdragelser med købers og sælgers navn, overdragelsesår og overdragelsesmåde. Kilderne er hovedsagelig de trykte, te,først og fremmest Trap og Adelsårbogen. Gennemgangen af dette statistiske materiale, navnlig salgene, giver grundlag for en tydelig firedeling af perioden:
1. Den senmiddelalderlige krise 1475
til 1520.
2. Prisrevolutionens og den økonomi-
ske stabiliserings tid 1520 til 1600.
3. Adelsvældens slutfase med begyn-
dende prisfald og voksende ustabi-
litet 1600 til 1660.
4. Sammenbruddets og den vedvaren-
de agrardepressions tid 1660 til
1720.
Hver af disse faser vies nu et særligt kapitel, der behandler den vekslende økonomiske baggrund for storlandbruget og konsekvenserne heraf for adelens
Efter det økonomiske grundlag behandles de sociale faktorer. Et kapitel belyser mobilitetsforhold under adelsvælden: godsmobiliteten, uddannelsesrejsernes betydning og lensmandsstillingernes hold.Det følgende afsnit behandler standsdiffusionen under enevælden, nemlig rekrutteringen til de civile topstillinger, udsondringen af en ny højadel, erhvervsfordeling og adelens giftermålsforbindelser. Endelig vies to kapitler til de demografiske faktorer. Der er tale om en individualanalyse, hvor forfatteren opererer med alle de adelspersoner, der har levet mellem 1500 og 1720. Derved kan der foretages en opgørelse af antallet af adelige gennem hele perioden foruden beregninger af dødelighedsforhold, gteskabs og fødselshyppighed. Grundlaget er i altovervejende grad Adelsårbogens stamtavler, og for de slægter, der endnu ikke har været behandlet der, anden trykt litteratur eller slægtshistoriske manuskripter, isæt Thisets.
På grundlag af resultater, der er indvundet i disse kapitler, følger så konklusionen, hvor det bl. a. hedder, at adelens demografiske udvikling har været stærkt påvirket af de skiftende økonomiske vilkår, der må bære den
væsentligste del af skylden for nedgangeni slutningen af middelalderen,og for at den tidligere politisk stærke lederklasse i løbet af kun 60 år efter 1660 reduceredes til en lille übetydelig gruppe. Nedgangens kronologiskeplacering tyder ikke på, at den var en forudsætning for enevældensindførelse, men snarere en følge deraf.
Bogens disposition er omtalt så udførligt, fordi den viser noget om, hvor mange og hvor væsentlige emner forfatteren beskæftiger sig med. Mangt og meget kunne friste til drøftelse enten i tilslutning eller afstandtagen, men det vil vel være rimeligt at anlægge en metodisk vurdering og illustrere den med eksempler.
Bogen vidner i sin form om tre arbejdsprocesser: 1. Tilvejebringelsen af det talmateriale (gods- og personstatistik), som afspejles i 23 bilag. 2. Bearbejdelsen af dette materiale, som fremgår af de mange tabeller, der er spredt rundt om i teksten - og som desværre er forsynet med et temmelig upraktisk nummersystem. 3. De konklusioner, der drages af tabellerne, nemlig bogens tekst.
Der skal ikke gøres mange bemærkninger til de to sidste punkter. Konklusionerne er sikkert gennemgående rigtige, så langt tallene kan bære, men forfatteren kan nok ikke helt sige sig fri for at nære for stor tillid til tallene i sig selv. Det er fristende for historikeren at slutte e silentio - at slutte ud fra kildernes tavshed eller ud fra mangelen på kilder. Men det er også farligt og ofte forkert. En af bogens tabeller2) viser, at i 1500-årene former højadelens befolkningsudvikling sig adskilligt bedre end den øvrige adels, og det hedder, at »der er (bl. a.) herved tilvejebragt en vigtig del af grundlaget for at indkredse rsagsforholdene adelens numeriske tilbagegang«3). Argumentationen er vist ikke bindende. De ældste bevarede adelige slægtebøger stammer netop fra denne periode, og da de fortrinsvis beskæftiger sig med højadelen, har man ganske god rede på denne gruppes medlemmer. Havde man haft et tilsvarende godt kildemateriale for den øvrige adels vedkommende, kunne det være, at denne gruppes befolkningsudvikling havde tegnet sig mere gunstigt i tabellen, end den nu gør.
Noget tilsvarende gælder, når det et sted hedder: »Ægteskaber mellem adelige og borgerlige er endnu sjældnere. Før 1520 kendes overhovedet ingen ægteskabelige forbindelser mellem adelige og købstadsborgere ..«4). Hvis man gennemgår stamtavlerne i Adelsårbogen for de slægter, der levede i senmiddelalderen., bliver man slået af, hvor sjældent man overhovedet kan sige noget om adelens valg af gtefæller. på gang må man lade sig nøje med, at en adelig var gift med NN eller eventuelt Peder NN eller Karen NN. Føjer man dertil de lavadelsslægter, der ikke er behandlet i Adelsårbogen, og hvis genealogiske forhold næsten totalt unddrager sig belysning, får man et stærkt indtryk af, at antallet af ukendte a^gtefæller er så stort, at det næppe har større vægt at ræsonnere over hyppigheden af »blandede«
Lad os som eksempel betragte slægtenMule af Falkendal, der uddøde før år 1500. Den var bosat i Roskilde, hvor medlemmer af slægten var rådmændog fogder. I de (mindst) 15 ægteskaber, som slægtens mænd og kvinder indgik, var 3 eller 4 af gtefællerneadelige, kendes kun af navn og kan næppe standsbestemmes, 5 kendes overhovedet ikke, og 2 var borgerlige5). Det er nemlig ikke rigtigt,at der ikke kendes ægteskaber
2) Tabel 9.10 s. 239.
3) Sv. Aa. Hansen s. 241.
4) Sst. s. 66.
5) Gyncekin Clausen var gift med Catharina Gudmundsdatter og hans søster med Catharinas bror, der var borger i Roskilde.
mellem adelige og købstadsborgere før 1520. Johanne Hansdatter Mule (nævnt 1471) var gift med OdenserådmandenJens Hagensen, Marcus Mule (nævnt 1486) med Marine, Tord Jepsens datter fra Svendborg, KirstineBentsdatter Neb (enke 1444) med Per Guldsmed i Kalundborg, Mikkel Andersen Jernskjæg (nævnt 1473-1502)med guldsmededatter fra Næstved, og adskillige andre tilfælde kunne nævnes.
Endnu et eksempel på lovlig stor tillid til kildematerialets fuldstændighed finder jeg i omtalen af den danske adels gældsstiftelse i Kiel. Side 110 og 133 drages der forskellige slutninger ud fra antallet af bevarede gældsbreve. Det hedder således: »Fra tiåret 1580-89 har Rubow kun truffet på 3 stykker og fra det følgende tiår samme antal. Først tiåret 1600-09 betegner en virkelig skærpelse. Der kendes fra denne periode 24 danske Kielerlån«. Kan man nu være sikker på, at der ikke fra 1500-tallets slutning har været adskillige gældsbreve, som vi i dag savner kendskab til, sådan at man ikke kan slutte noget ud fra den tilsyneladende stigning? Nej sandelig kan man ikke være sikker - tværtimod. I en ligtale fra 1591 sagde Anders Sørensen Vedel, at adelen går »ad Kieler gade med hatten i haanden« og tilbyder 10 eller 12 procent i rente. En sådan udtalelse kan ganske simpelt ikke have sin baggrund i 3 gældsstiftelser på 10 år, der må have været tale om adskilligt flere. Nuvel, kan man sige, man må slutte ud fra det talmateriale, der er bevaret. Men det er netop, hvad man ikke må, når man som her positivt ved, at det bevarede materiale er vildledende. I et sådant tilfælde har man ikke mulighed for at drage slutninger, der korresponderer med virkeligheden.
Som nævnt er Svend Aage Hansens grundmateriale oplysninger om de enkelte hovedgårde og adelspersoner. Disse oplysninger findes i bogen kun i bearbejdet form nemlig i de mange bilag. Det må have kostet et imponerende stort arbejde at tilvejebringe bilagenes mængder af tal, men det er synd, at grundmaterialet så at sige er gledet bag ud af bogen. Ofte fængsles eller ægges man af et eller andet i bilag og tabeller, men man har næsten ingen reel mulighed for at kontrollere tallene. Man forstår, at bogen ville blive langt større (og dyrere), hvis alle enkeltoplysningerne havde været med, men man beklager, at det ikke er tilfældet. Den manglende kontrolmulighed bevirker, at man flere gange uvilkårligt vægrer sig ved at godtage forfatterens konklusioner. Af og til ledsages fremstillingen af eksempler, og i mangel af det fuldstændige materiale giver man sig så i kast med dem - og bliver undertiden skuffet. Som ét tilfælde kan nævnes, hvad der ovenfor er fremført om ægteskaber mellem adelige og borgerlige. Dertil kan for eksempel lægges, at det et sted hedder, at der i senmiddelalderen kun er tale om få adlinger af købstadsborgere »nemlig«, og så følger 4 navne6). Så vidt jeg kan se, mangler her Peder Hansen (Lilliefeld), adlet 1476, og Erik Hansen (Bernhoft), adlet 1503. Det er ikke, fordi der derved bliver tale om mange adlinger, men det svækker desværre tilliden til bogen.
Forhåbentlig er der tale om enkelte tilfælde, langt mere væsentligt er det at bedømme talmaterialets bærekraft. Personstatistikken bygger hovedsageligpå Adelsårbogen. Undersøgelsen omfatter i alt cirka 628 slægter7), og Adelsårbogen har indtil nu bragt stamtavler over 714 slægter. Af disse er formentlig 250-300 adlet senere end 1720 og falder dermed uden for undersøgelsen, og det samme gælder ca. 80 slægter, der var uddøde før 1476. Det vil sige, at kun godt og vel
6) Sv. Aa. Hansen s. 66.
7) Ifølge tabel 9.1 var der 1475 312 slægter og tilgangen frem til 1719 var efter tabel 9.2 på 316 slægter. (De 3 kolonner »tilgang« er talt sammen.)
halvdelen af de slægter, Svend Aage Hansen opererer med, er behandlet i Adelsårbogen. Vi hører meget lidt om, hvorfra der er hentet viden om de øvrige slægter og slet intet om kvalitetenaf denne viden. Det ville også have været rart med nogle betragtningerover Adelsårbogens kildeværdi. Årbogen begyndte at udkomme i 1884, og cirka 40 % af dens stamtavler er ældre end 1911, og endnu 40 % er fra perioden 1911-37. Dertil kommer, at de senere årgange gennemgående har behandlet nyere og mindre slægter, hvad der betyder, at Svend Aage Hansensmateriale forskydes mod de ldreårgange. meget er svært at se, da samtlige 628 slægter ikke er nævnt noget steds i bogen.
Der kan dog gøres en prøve. Side 196 nævnes de 47 slægter, som henregnes til højadelen i begyndelsen af 1500-tallet. De er alle behandlet i Adelsårbogen, 34 før 1911, yderligere 8 før 1938 og 5 efter dette år. Materialet har altså en betragtelig alder og kan ikke på nogen måde gøre krav på at være fejlfrit. Alene det, at mange af stamtavlerne er fra tiden før landsarkivernes oprettelse og før for eksempel en så vigtig kilde som kirkebøgerne blev let tilgængelige, viser det. I de forløbne år har Adelsårbogen bragt en del rettelser til de tidligere givne stamtavler, men rettelserne er ganske tilfældige og tilfældigt fordelt, til mange stamtavler findes således ikke én rettelse. Kun få stamtavler er kommet i revideret udgave, og netop de tilfælde viser, hvor fejlfulde de gamle stamtavler var. Det havde været rimeligt, om bogen havde givet en redegørelse for dette problem, og man må i hvert fald gøre sig klart, at befolkningsstatistikken for de ældre tiders vedkommende er behæftet med betydelig usikkerhed, og at den end ikke for den nyeste tid er fejlfri.
I den jordstatistik, der spiller så væsentlig en rolle i »Adelsvældens Grundlag«, er tællingsenheden hovedgården. Forfatteren skriver selv, at »helt tilfredsstillende er dette mål ganske vist ikke, for så vidt som gårdene omfatter vidt forskellige størrelser fra 3-4 tdr. hartkorn til 250-300 tdr. Denne enhed er imidlertid den eneste brugbare, idet der bortset fra året 1682 ikke foreligger ensartede, hele landet omfattende oplysninger om gårdenes hartkornsstørrelser«8). Dertil kommer, at ikke blot varierer selve hovedgårdene i størrelse, men der var sandelig også forskel på, hvor meget fæstegods der hørte til en hovedgård. Nogle adelige skrev sig til en hovedgård, der ikke i størrelse overgik en almindelig bondegård, og som ikke havde fæstegods, mens andre sad inde med vidtstrakte godskomplekser. Den væsentligste kilde for hovedgårdsoplysningerne er Trap Danmark 4. udgave, og det kunne måske have været oplysende at sammenligne denne udgave med de hidtil udkomne bind af 5. udgave. Navnlig for øernes vedkommende tror jeg, at den gamle udgave er beha^ftet med væsentlige svagheder, som kan indvirke uheldigt på undersøgelsens resultater. Således er der ikke altid taget hensyn til, at en adelsmand godt kan skrive sig »af« en gård uden at eje den — han kan for eksempel have den i len, og 4. udgave af Trap mangler omtale af en lang række af lavadelens hovedgårde. Men selv om hovedgårdstallet »er det eneste brugbare«, er det et spørgsmål, om det er tilstrækkeligt brugbart. I en undersøgelse af ejendomsforhold i 1700-tallet er Axel Linvald inde på problemet9). Det er så heldigt, at man for denne periodes vedkommende kender både hovedgårdstal og hartkornstal, således at det er muligt at vurdere, om hovedgårdstallet er repræsentativt. Linvald når til det resultat, at det er det ikke, og at man må benytte hartkornstallet, hvis man vil have et pålideligt billede af udviklingen.
8) Sv. Aa. Hansen s. 20.
9) Historisk Tidsskrift 8. r. bd. 4 tillæg.
Noget lignende fremgår for så vidt af Svend Aage Hansens egne undersøgelser. Det hedder således side 175, at den gamle adel ved »førstegangstab« mistede 75 % af sine hovedgårde fra 1660 til 1720, men regnes tabet ud i hovedgårdshartkorn, bliver det kun på 50 %. Og så er hovedgårdshartkornet endda ikke noget særlig godt mål for godsernes samlede størrelse (inclusive fæstegods), idet det kun udgjorde ca. 10 % af godsmængden, de 90 % falder ofte gennem maskerne i undersøgelsens grove net. Således side 56, hvor »modstanden mod højadelens godserhvervelser (i senmiddelalderen) er blevet reduceret ved at kirken, enten i erkendelse af adelens voksende politiske styrke, egen svaghed eller magtbud fra kronen, har undladt at konkurrere om den betydelige mængde udbudt gods«. Det er rigtigt, at kirken ikke erhvervede så forfærdelig mange hovedgårde, men dens godserhvervelser bestod jo netop tit i enkelte bondegårde, møller, byggesteder osv.. På denne baggrund kan man næppe tale om, at der efter 1460 »ikke sker nævneværdig vækst i klostergodset«lo). For Øm Kloster gælder, at en af de store perioder med godserhvervelse falder i årtierne omkring 1500 og for Vor og Tvilum Klostre er disse år overhovedet de mest indbringende i klostrenes historie. Hvis Svend Aage Hansen havde benyttet Poul Rasmussen: »Herreklostrenes Jordegods«, 1957, havde han næppe ladet sig nøje med hovedgårdstallene. Af samme forfatters udgave af Aarhusgårds og Aakær lens jordebog 1544") fremgår i øvrigt, at hovedparten af Aarhus-bispernes godserhvervelser (i fem østjyske herreder) faldt i perioderne 1395-1449 og 1491-1520.
Disse eksempler betyder i mine øjne, at hovedgårdstallene ikke i sig selv og ikke uden alvorlig reservation tionkan benyttes som grundlag for konklusioner om udviklingens gang. Supplerende tal, hentet fra den store matrikel fra 1688 og udvundet ved detailanalyser på linje med Poul Rasmussens, kunne have bødet på dette forhold. Som jordstatistikken nu foreligger, vil den sikkert vise sig at være et af de mest sårbare punkter i »Adelsvældens Grundlag«.
For at skabe den fornødne oversigt i bogens mange tabeller, opstiller forfatteren forskellige grupper: middelalderadel, gammel dansk adel, enevoldsadel osv., og der sættes forskellige kronologiske skel. Dette er nødvendigt - og der er i øvrigt også god overensstemmelse med den øvrige forskning på dette område - men enhver opstilling af grupper er en abstraktion. Man må derfor hele tiden være på vagt mod at lade sig binde af de grænser, man selv har sat, og man må huske, at det er virkeligheden bag skel og grupper, man skal sige noget om.
Side 83 skildres forholdene efter Grevefejden, hvor den holstenske adel i de første år havde spillet en vis rolle i Danmarks lensstyrelse. Holstenerne gled snart ud, skriver forfatteren, og »allerede 1543 er der kun 2 hovedlen tilbage på holstenske hænder ...
Regivenhederne tyder på, at den danskehøjadels magtgrundlag trods alt var ret bæredygtigt«. I det sidste ræsonnementer der åbenbart ikke taget hensyn til de indvandrede tyskere blandt lensmændene. Ser man på, hvor mange udlændinge (især tyskere og holstenere) der fik forleninger i Danmark, bliver resultatet noget anderledes.Fra 1536 til 1587 var der 99 udlændinge, der blev lensmænd i Danmark, adskillige af dem havde mere end 1 len, og her er kun regnet med den enkeltes første tildeling af et len. Højdepunktet i denne periode var 1560-69 med 22 førstegangsforleninger.Også mange af hovedlenene var i hænderne på indvandrede, det drejer sig i 1570 om 6 af 60 len,
10) Sv. Aa. Hansen s. 55.
11) Kbh. 1960, s. 144.
1600 7 af 57, 1640 5 af 53 og 1660 (for de østensundske len 1658) 12 af 49 len. Dette store og stigende kontingentaf indvandrede kunne dog nok tyde på, at højadelens magtgrundlagikke var så bæredygtigt endda.
Af og til har man en fornemmelse af, at forfatteren opererer noget håndfast med sine grupper, sådan at der så at sige bliver skåret i levende kød og blod. Det gælder for eksempel tabel 2.8 om adelens lokalbundethed til de enkelte landsdele, og det gælder vurderingen af højadelens stigende dødelighed efter 1650 på side 250. Størst betydning får problemet, når man kommer til en afgrænsning af gruppen »gammel dansk adel«. Ligesom tidligere forskere forstår forfatteren herved alle de adelsslægter, der på den ene eller anden måde var optaget i den danske adel før enevældens indførelse 1660. Denne definition har efter min mening en væsentlig betydning for vurderingen af »den gamle adels godstab«12) og navnlig for Svend Aage Hansens kapitel om standsdiffusionen under enevælden, især tabel 8.1 om embedernes fordeling efter stand 1660-1720.
Det fremgår heraf, at som medlemmer af den gamle danske adel regnes bl.a. holstenerne Claus og Frederik Ahlefeldt, de tyskfødte fyrstetjenere Korbitz og Liitzow (naturaliseret henholdsvis 1649 og 1655), Frederik 3.'s søn Ulrik Frederik Gyldenløve (naturaliseret 1655) og Hans Schack. Om den sidste hedder det dog side 208, at han er naturaliseret så sent - nemlig lig1658 - »at han nok teknisk, men ikke reelt er at henføre til den gamle adel«. Det samme må så gælde Charisius og Lerche, der blev adlet henholdsvis 1659 og 1660, det gælder for de tidligere nævnte og for adskillige andre af den ældre enevældes embedsmænd, som i tabellen regnes for gammel dansk adel. Her er der grund til at hævde, at opgaven er - ikke at belyse det, der skete med, hvad der »teknisk« set var gammel dansk adel - men med det der »reelt« var gammel adel. Når man undersøger, hvordan og hvorfor »denne tidligere politisk stærke lederklasse i løbet af kun 60 år efter 1660 reduceredes til en lille, übetydelig gruppe«13), er det afgjort forkert til denne gruppe at medregne for eksempel tyskfødte fyrstetjenere og illegitime kongebørn, der kun i kraft af kongelig nåde havde en position. Værst er nok, at hertugdømmernes adel gennemgående synes at være regnet med til den gamle danske adel, det præger i mangt og meget afsnittet om embedsstandens rekruttering under enevælden.
Dette afsnit er i det hele blevet nogetaf et stedbarn, hvad der er så megetmere beklageligt, som det efter min mening hænger meget nøje sammenmed problemet om den gamle adels skæbne efter 1660. I tabel 8.1 vises med 10 års mellemrum fra 1660 til 1720, hvor stor en procentdel den gamle adel udgjorde i kongens råd, kollegierne, appelinstanserne og blandt amtmændene. På grund af det stive skel ved 1660 bliver adelens procenttalfor de første år alt for højt. For amtmændene:? vedkommende har tabellen 93 % gammel adel i 1660; ser man på, hvem der reelt tilhørte gruppen, får jeg tallet til 70 %. Opdelingeni 10-år er også mere statistisk end historisk. Det ville sikkert have været mere frugtbart at danne perioder,der var baseret på den almindeligehistoriske udvikling. Forholdeneudvikler
12) Om dette problem har jeg skrevet en mindre afhandling i Jyske Samlinger, ny rk. bd. 6, s. 1-14. Under det mundtlige forsvar af Svend Aage Hansens disputats påviste præces, at jeg i min opstilling af tallene for det adelige hartkorn omkring 1660, 1688, 1730, 1746 og 1766 ikke har været opmærksom på, at Fridericias tal for 1650'erne, som jeg bl. a. bygger på, medregner Skåne, mens de følgende tal naturligvis er beregnet uden Skåne. Om dette beklagelige faktum påvirker hovedlinjen i min afhandling, vil jeg gerne drøfte ved en senere lejlighed.
13) Sv. Aa. Hansen s. 276.
neudviklersig nemlig ikke helt så retlinet, som tabellen synes at vise, og det er muligt at få et mere nuanceret billede end det, procenttallene antyder.Når det drejer sig om amtmændene,havde det også været en fordelmed en geografisk opdeling af materialet. Der ville herved været opståeten interessant tredeling af landet.Som eksempel kan man tage amtmandsudnævnelsernemellem 1660 og 1670, idet det dog skal bema;rkes, at de absolutte tal ikke er store, således at procenttallene skal vurderes med nogen forsigtighed:
Når man bevæger sig fra øst mod vest, stiger den gamle adels andel af stillingerne, mens de to andre adelsgruppers andel tager af. Ganske det samme forhold genfindes for stiftamtmandsembedernes Kombinerer man dette med, hvad man ved om, hvor de forskellige grupper havde hovedparten af deres, godser liggende, ser man, at der for den gamle adels vedkommende er en smuk overensstemmelse. Hovedparten af dens godser lå på Fyn og i Jylland. Helt så enkelt er det ikke for den udenlandske adel, der sad inde med en stor del af de fynske gårde. Her kan man søge forklaringen, for eksempel i kongernes ønsker om at have pålidelige - og derfor fremmede - amtmænd og stiftamtmænd på Sjælland og den fremmede adels ønske om at være hoffet så nær som muligt. Spørgsmålet om kongemagtens betydning skal jeg vende tilbage til i slutningen.
Amtmændene i Norge mangler i Svend Aage Hansens tabel, men i teksten står: »I den norske lokaladministration strationfandt den gamle adel sin sidste skanse«14). Her har forfatteren dels overfortolket, dels misforstået de to norske fremstillinger, han bygger på. Den gamle adels andel i udnævnelserne var nemlig kun:
Det hævdes ligeledes, at af samtlige 65 norske stiftamtmænd i tiden 1660-1814 blot ca. 11 af borgerlig herkomst. Jeg har kun tallene frem til 1766, hvor der udnævntes 53 stiftamtmænd, men heraf var 18 borgerlige ved deres udnævnelse (1 af dem blev siden adlet), endnu 6 var borgerligt født, men adlet inden udnævnelsen, og 3 tilhørte våbenbrevslægter, der næppe kan kaldes adelige. Disse tal giver unægtelig et noget andet indtryk af udviklingen. Svend Aage Hansens tal: 11 borgerlige af 65 stiftamtmænd stammer fra Jakob Friis' bog »Stiftamtmenn i Kristiansand før 1814«, hvor der ganske rigtigt står, at kun 11 var af rent borgerlig herkomst. Det lille ord rent viser, sammen med en af de følgende sætninger »Flertallet var sønner av sivile eller militære embetsmenn«, at Friis med borgerlig mener søn af en købstadsborger med næringsbrev og forretning i modsætning til for eksempel en søn af en præst eller kaptajn. Men her gælder det modsætningen: adelig - borgerlig, og da bliver tallene anderledes. I det hele taget kunne det norske materiale nok have fortjent at blive gennemarbejdet og sammenholdt med det danske.
Periodiseringen i 10-år og skellet ved 1660 giver også et misvisende resultatved den tabel, der viser udviklingenindenfor kongens råd. Svend Aage Hansen har her en regelmæssig tilbagegang for den gamle adel fra 95 % i 1660 til 25 % i 1720. De to førstetal
14) Sst. s. 206.
stetalmå dog udgå, da de er beregnetpå grundlag af sammensætningen af rigsrådet, der ikke havde nogen nævneværdig indflydelse eller funktion.Først med geheimekonseilets oprettelsei 1670 dannes et virkeligt statsråd.Det bestod oprindelig af 9 medlemmer,og ifølge tabellen var de 7 - eller 78 % - af gammel adel. Nu er det et spørgsmål, hvor oplysende procenttaler, når de absolutte tal er så små, og det bliver ikke bedre i de følgendeår, hvor konseilets samlede medlemstal svinger mellem 4 og 5, men tallet er endda for højt. Af de 7 personer kan kun de 4 reelt regnestil gruppen gammel dansk adel, idet to var indvandrede holstenske adelsmænd, og et tredje medlem var Ulrik Frederik Gyldenløve. Den gamleadels udgangsposition i kongens råd bliver altså ikke 95 eller 78 %, men 4 af 9, altså ca. 44 %. Denne relativtgunstige placering holdt dog ikke længe. Blandt de 9 gehejmeråder, der udnævntes fra 1671 til 1699, var kun 1 af gammel adel, nemlig Jens Juel, der blev medlem af rådet senest 1680. Det er altså ikke rigtigt, når Svend Aage Hansen mener, at standensovervægt varede ved til midten af 80'erne, og jeg kan heller ikke tilsluttemig konklusionen, at det påfaldendelænge efter statsforandringenvar nødvendigt for den nye enevældeat bygge på den gamle adel15).
Grunden til, at gruppen så hurtigt reduceres i statsrådet, må efter min mening søges i kongens uvilje mod den gamle adel. I Christian s.'s.'s testamenter, både det af 1683 og det af 1698 betones det gang på gang, at det ikke er billigt »at binde bestillinger og charger til adelige naissance, blod og byrd«, men enhver undersåt skal åbnes døren »end oc til de høyeste charger«. Grundtonen i testamenterne er en dyb mistænksomhed mod dem, der måtte have hang til den forrige regeringsform, og her er der så ganske tydeligt tænkt på den gamle adel. To eksempler er nok til at vise det. 1698 skrev kongen, at især burde man tage sig i agt for, at aldrig nogen af den gamle adel blev generalprokurør »efftersom handz fornemste function derudi består, at giffue agt paa at intet imod kongensz suverainite og hoyhed forretagisz«. Og lidt længere henne hedder det, at det må ikke tillades dem, der beklæder de fornemste embeder ved kammeret og i finanserne at »alliere« sig med den gamle adel16). Også andetsteds kommer den kongelige uvilje mod adelen til udtryk. Således skrev Christian 5. i sin dagbog d. 18. marts 1692, at det altid burde betænkes, at ingen af den danske adel fik ledelse af kammer, kancelli eller militære sagerl7). Oluf Rosenkrantz' forsvarsskrift for den danske adel »Apologia nobilitatis Danicæ«, der udkom i 1681, har givetvis øget kongens uvilje mod standen - det fremgår bl. a. af den påfølgende proces mod forfatteren.
En nærmere betragtning af Svend Aage Hansens materiale, baseret på en smidigere periodicering, kunne også have givet interessante resultater. Når det side 209 hedder, at den nye højadel udgør tyngdepunktet af den tidlige enevældes statsmænd og hofadel, så er det i høj grad en sandhed med modifikation. I tiden 1670-1766 er der i virkeligheden tale om 3 perioder:
1671-82 12 gehejmeråder, hvoraf 7 var
eller blev medlemmer af højadelen.
1682-1746 25 gehejmeråder, hvoraf 2
var højadelige, og de var begge
knyttet til kongehuset med slægts-
bånd.
1746-1766 8 gehejmeråder, der alle
var højadelige.
I den midterste periode er højadelenaltså
temmelig langt fra at udgøre
15) Sst. s. 202.
16) Kong Christian den Femtes Testamenter udg. v. J. J. A. Worsaae, 1860, s. 17, 14, 35 og 37.
17) Aarsberetninger fra: Gehejmearkivet, bd. 6, 1876-82 s. 272.
noget politisk tyngdepunkt. Som forklaringkan man måske igen pege på en kongelig modvilje. En nøje analyse af Christian s.'s.'s testamenter synes at vise, at i de år, der forløber mellem det første og det andet testamente, er kongens følelser over for den nye højadelblevet noget køligere. Det hængernok bl. a. sammen med de gteskabsforbindelser,der mellemden nye og den gamle adel - megetmod Christian s.'s.'s ønske. Således ville kongen i 1690 ikke tillade Jørgen Scheel at gifte sig med en grevinde Ahlefeldt med den begrundelse, at det ikke kunne tillades efter hendes fars testamente, og »at lige og lige udi stand bedst føiede sig tiisammens« - og så regnedes Scheel endda for en af sin tids rigeste adelsmænd i Danmark.
Side 211 skriver Svend Aage Hansen, at der var tale om et betydeligt pres af holstensk adel ind i stillinger i Danmark. Her kunne tallene igen have vist et differentieret billede, som sammenholdt med skriftlige kilder ville have understreget kongehusets betydning for udviklingen. Mens Christian 5. i sine testamenter kun advarede mod den danske adel, så advarer Frederik 4. både mod den danske og den holstenske adel i de »Regierungs Regeln«, som han efterlod til sin søn. Kongen opregner således en lang række stillinger, som den danske og holstenske adel ikke må beklæde. Det gælder først og fremmest de militære poster, men også for eksempel embederne som oversekretær i tyske kancelli og deputeret for kammeret. Kongen skriver, at aldrig igen må på én gang mere end 1 af den gamle danske og holstenske adel være medlem af gehejmekonseilet, og hvis man vil have en sådan i konseilet, må man vælge en, »der nicht sonderlich raffinirt und intriguant ist und nur das Landwesen und dessen Conservation verstehet«. Kongen slutter med at skrive, at trods disse råd om, hvorledes man skal tage sig i agt for den danske og holstenske adel, skal man dog ikke foragte den; dens medlemmer kan dog alligevel, hvis de ellers er gode og rlige og er dygtige nok, godt nå frem til andre embeder af og til. Ligeledes kan der også undertiden gives dem al slags høj rang, hvis de har gjort sig fortjent dertil, og hvis det kan ske uden med føje at præjudicere andre, som gerne ville have haft rangen før dem18).
I det, kongen skrev om konseilets sammensætning, lå en indrømmelse af, at han ikke altid selv havde efterlevet disse regler. Det ses da også af følgende: Fra 1700 til 1710 tilhørte ikke mindre end 6 af de 9 gehejmeråder, der udnævntes, den danske og holstenske adel, og for eksempel var i sommeren 1703 hele 3 af konseilets 4 medlemmer enten danske eller holstenske adelige. Efter 1712 var disse grupper imidlertid ikke repræsenteret blandt nyudnævnelserne. Kongen skrev, at gruppen ikke måtte beklæde embedet som deputeret i kammeret, men før 1710 udnævntes der 2 danske og 1 holstensk adelig til dette embede. Efter 1712 udnævntes kun 1, nemlig Hans Schack, og han havde været gift med en søster til Frederik 4.'s dronning, Anna Sophie Reventlow.
Nøjagtig det samme skel træffes ved udnævnelserne til tyske kancelli, danskekancelli og amtmandsposterne. Før 1710 har kongen kun i ringe grad efterlevet sine egne regeringsregler, hvis vigtighed han indskærper sin søn, men han fulgte dem nøje fra ca. 1712. Spørger man om årsagen, må det være naturligt at pege på, at Frederik4. i 1711 traf Anna Sophie Reventlow,og at han i sommeren 1712 blev viet til hende, skønt hans dronningendnu levede. Ægteskabet medførteen stigende indflydelse for den tyske del af Anna Sophies slægtninge, Holstein'erne, og det kan udmærket tænkes, at denne kreds har set sin
18) Dansk Maanedsskrift 1865, bd. 1, s. 51-57.
fordel i at vække kongens uvilje mod såvel den danske som den holstenske adel. Dertil kommer, at bigamiet vakteen voldsom forargelse i adelige kredse, det medførte for eksempel et brud mellem Anna Sophie og hendes mor, og det har sikkert igen givet et spændt forhold mellem Anna Sophieog den holstenske adel, hun var udgået af. Hvor stor vægt man skal lægge herpå kan være usikkert, men det er givet, at der er tale om et knæk i udviklingen omkring 1712, og at rsagenskal hos kongen og hans omgivelser.
I det afsluttende kapitel skriver Svend Aage Hansen, at standsprivilegiernes bortfald efter 1660 gav øget gennemslagskraft for de dårlige ydre økonomiske vilkår, så at den gamle adel i kraft heraf trængtes ud af sine tidligere enemærker og blev henvist til andre og dårligere erhvervsmuligheder. Jeg tror, dette er rigtigt, men jeg tror ikke, det er tilstrækkeligt, og det er derfor, jeg i det foregående har beskæftiget mig så indgående med embedsstandens rekruttering under enevælden. Jeg ser dér så nøje overensstemmelse mellem kongehusets synspunkter og den faktiske udvikling, at jeg finder en rsagssammenhæng Herved kommer den uheldige økonomiske udvikling imidlertid igen ind i billedet. Den højere embedsstand synes sammenlignet med godsejerne at have haft relativt gode indkomster, og ved at blive trængt ud af embedsstanden er den gamle adel blevet henvist til mindre rentabel virksomhed, og det har igen påvirket dens forskellige muligheder for at hævde sig. Herved bliver der tale om en ond cirkel, men efter min mening med en anden rsagssammenhæng den, Svend Aage Hansen finder. Det vil også være fremgået, at jeg ikke mener, at den gamle adel som embedsklasse sad nær så fast i sadlen i årene før og efter 1660, som Svend Aage Hansen mener. En analyse af embedsstandens sammensætning ning— suppleret med en undersøgelse af adelens nationale rekruttering de sidste generationer før 1660 - tegner for mig et billede af en undermineret samfundsklasse. Tillige en samfundsklasse, der i flere henseender var så splittet, at det kun er muligt at bruge betegnelsen gammel dansk adel med den allerstørste forsigtighed.
I afsnittene om adelens demografiskeforhold under den ældre enevældekan man hente mange interessante og slående resultater. Selv om man kan drøfte grundmaterialets værdi, følerjeg mig overbevist om, at disse dele af bogen vil stå stærkest og smukkest.Forfatteren finder, at der især efter 1660 sker stærke ændringer i den gamle adels erhvervmæssige struktur, idet hovedgårdsbesidderne udgør en stadig mindre del af gruppen.For resten af gruppen blev militærvejendet overvejende eksistensgrundlag.Dette forholds betydning fremgår af, at officerer af de lavere grader kun måtte gifte sig, hvis deres kår derved forbedredes. Parallelt hermedvises det, at nedgangen i adelensfødselshyppighed skyldes nedgangi ægteskabshyppigheden og ikke i frugtbarhed. Altså snarere et socialt end et biologisk fænomen. Tabel 10.18 viser, at hovedgårdsbesidderne havde en langt større ægteskabshyppighed end resten af adelen, og dette, kombineretmed ændringen i erhvervsstrukturen,fører Svend Aage Hansen frem til den konklusion, at årsagerne til den gamle adels svigtende antal efterenevælden ikke skyldes fald i gruppens frugtbarhed, men en lavere ægteskabshyppighed på grund af ndredeog erhvervsvilkår, og en højere dødsrisiko forårsaget af lavereøkonomisk position og overgang til militærtjeneste. Jeg tror, der her er sagt noget meget væsentligt om rsagernetil, adelen gik tilbage i antal af personer, og deter nok dette problem,der mere end noget andet er forfatterens udgangspunkt og hovedærinde.»Adelsvældens Grundlag« vil
sikkert på flere måder inspirere til nye adelshistoriske studier, bl. a. gennemsine problemstillinger, og historikerevil sikkert med udbytte kunne studere værkets statistiske teknik.