P.V.Glob: Mosefolket - Jernalderens mennesker bevaret i 2000 år. (Gyldendal, 1965). 170 s.

Rigsantikvarens nye bog giver en lettilgængelig skildring af de mange problemer, fundene af Tollund-manden, Grauballe-manden og de andre moselig har rejst. Den tekstilhistoriske side er sparsomt behandlet, da den foreligger udførligt drøftet i Margrethe Hald: Olddanske tekstiler, 1950 (Nordiske Fortidsminder V).

Bogen fortsætter linien fra Henry Petersens disputats fra 1876 i sin sammenarbejdelseaf arkæologisk og etnologiskstof til en religionshistorisk enhed og viser desuden ved også at inddrage den forhistoriske fauna og flora, hvor store resultater de modernemetoder kan nå. Det er dog stadig vanskeligt at samle den litterære overleveringmed arkælogiens materiale, og det er ikke blot i overført betydning,at undersøgelsen beskæftiger sig med mosedynd, fordi det er svært at drage sikre slutninger fra de materiellefund til åndslivet, de er udtryk for, da der kendes så lidt til tidens

gudetro, som bl. a. de noget yngre fremstillinger på guldhornene viser det, hvor en almindelig godkendt forklaringstadig

P. V. Globs fremgangsmåde er dog i øjeblikket den eneste farbare, og teksten støttes af instruktive fotografier, så det aktuelle problem er her blevet underkastet en behandling af en kender på første hånd, der ikke glemmer at fremhæve, at enkelte at ligene i moserne muligvis fortæller om mennesker, som på mørke vinterdage er gået uden for den banede vej og har mistet livet i en tørvegrav. Fundene fra jernalderen må derimod antages at have været ofre til gudemagter, der nu kun kendes i den omformning, der fandt sted i løbet af vikingetiden.