Iselin Gundermann: Herzogin Dorothea von Preussen 1504—1547. Studien zur Geschichte Preussens. (Grote, Köln, 1965). 304 s.

Den 18. februar 1526 skrev hertuginde Dorothea, kong Frederik I's datter, på Duborg Slot i Flensborg det første brev til sin trolovede, hertug Albrecht af Preussen. Del; aftalte gteskab den danske konges datter og den unge hertug af Preussen, var et rent politisk arrangement. Begge parter havde brug for at styrke en svag hjemlig position med udenrigske familiebånd. Frederik I sad ikke fast i sadlen, så længe Christian II endnu var på fri fod, og hertug Albrecht havde som den sidste ordensmester for den tyske ridderorden, der beherskede det, der senere hed Østpreussen, gjort skridtet over til lutherdommen; ordenslandet blev et hertugdømme med den tidligere ordensmester som regerende fyrste. Han hørte til huset Hohenzollern; men det var en anden gren af familien, der regerede i Brandenburg. Først i 1618 kom disse to lande under samme scepter.

Hertuginde Dorotheas brev var upersonligt, men særdeles artigt, og man kan let forestille sig med hvilke følelser den lille fyrstinde begav sig til det fremmede land og den vildfremmede mand, som hun aldrig havde set. Kongen vovede ikke på grund af de politisk urolige forhold selv at rejse til Konigsberg, heller ikke turde han lade Dorotheas bror, prins Christian, ledsage prinsessen. Da hun den 22. juni 1526 sejlede fra København, var hun ledsaget af rigsråden Anders Bille og dennes hustru, Pernille Krognos, og sammen med dem drog Frederik I's hofmester Albert Jepsen Ravnsberg og biskoppen af Fyn Knud Henriksen Gyldenstjerne. Af holstenske herrer rejste Johan Rantzau, Wolf Pogwisch og Henning Sehested.

Bryllupshøjtideligheden var i tidens stil med turneringer og mange dages festivitas. Forfatterinden giver en livlig og detailleret skildring af brylluppet og desuden af hofholdningens indretning og de enkelte hoffolks funktioner.

De politiske forbindelser mellem Danmark og Preussen er indgående behandlet. Det var urolige tider, både mens Frederik I levede og siden under Christian 111. Hertuginde Dorothea og Christian 111 var børn af Frederik I i dennes første ægteskab, og de stod hinanden meget nær, som det fremgår af deres breve. Hertug Albrecht havde et særlig tillidsfuldt forhold til lederen af det tyske kancelli Wolfgang v. Utenhof, og søgte gennem ham at påvirke Christian 111 for at få støtte til sine udenrigspolitiske formål; men det var begrænset, hvad der kunne opnås. Til gengæld lagde Utenhof ikke skjul på, at han kun havde ringe tanker om Christian lll's evner til at regere riger og lande, da denne kom til magten. Han tvivlede i et brev fra 1534 på, at Christian 111 kunne styrke riget og bringe det i sådan en orden, at den nye konge ikke skulle blive en fattig, ja, en tiggerkonge, sådan som hans far og hans forfædre havde været. Da Christian 111 blev kronet i 1537, var søsteren og svogeren til stede i København. Da var modsætningerne mellem kongen og Utenhof under udvikling; det preussiske hertugpar søgte at mægle, og det hjalp for en stund; men efterhånden som Christian 111 frigjorde sig fra Utenhof, svækkedes hertug Albrechts indflydelse. Den dansk-preussiske alliance blev ikke fornyet.

Skildringen af de personlige og politiskeforbindelser

litiskeforbindelserover Østersøen i årene 1526-1547 er på mange måder fængslende, og mange små nye træk føjes til det kendte billede. Det stærkesteindtryk efterlader bogen dog ved skildringen af forholdet mellem hertugen og hertuginden. Det viste sig, hvad den unge prinsesse ikke kunne ane på forhånd, at hertug Albrecht var et fortræffeligt menneske; hun gik ind til et sjældent lykkeligt gteskab.Hertuginde blev sin mand dybt hengiven. Der findes 100 breve fra hende til ham. De er rørendei deres umiddelbarhed. De handlerisær om, hvordan hun længes efterham, når han ikke er hjemme. Stor kunne skuffelsen være, når hjemkomstentrak ud, som det fremgår af følgendebrev: »Af stor hjertens længsel har jeg i sandhed ikke kunnet sove ... Da jeg lå i den første søvn, har vægterenbegyndt at råbe, at Eders kærlighedkom. Da sprang jeg op af sengeni min særk af bar glæde, og alle vidste ikke andet, end at Eders kærlighedvar foran porten ... og (en hel del) gik med lygter ud foran porten og mente bestemt, at Eders kærlighed var derude. Men så var der ingen«. Hun mente, at hans fravær bevirkede, at hun fik smerter og andre sygdomssymptomer,og engang skriver hun, at hun har fået hoste, fordi hendes »bislaaper« har ladet hende fryse. Der blev født 6 børn i ægteskabet, men kun en datter, Anna Sophie, overlevedeforældrene.

Hertug Albrecht var meget interesseret i sin slægts historie, og han havde samlet en lang række portrætter af sine forfædre. Det ansporede hertuginden til at undersøge sin fædrene slægts forgreninger. Hun skrev til rigshofmester Mogens Gøye, om at få en Danmarks historie, så hun kunne finde ud af slægtssammenhængen. Men det skulle være en historie på tysk, »da vi ikke kan læse den danske skrift«. Det gjorde opgaven vanskelig for Mogens Gøye, men Dorotheas yngre halvbror, hertug Hans, der senere nerefik tilnavnet »den ældre«, sørgede for en udredning af Oldenborgernes familieforhold, og så fik hun sig en stamtavle med tolv aner, der alle havde været konger. Rækken begyndte med Birger Jarl af Sverige, der døde 1266, og den gik så over folkungerne via Christoffer af Bayern til Christian I og kong Hans. Det fyldte hertuginden med overraskelse og stolthed, at der var så mange konger i hendes familie, og hun ønskede nu kongernes våben for at kunne anbringe dem ved siden af hendes gemals familievåben. Når det blev hertug Hans (den ældre), der hjalp hende ud af vanskelighederne med at skaffe familieoplysninger, hænger det nok sammen med, at han stod hende særlig nær, fordi han i flere år boede og blev uddannet ved hoffet i Konigsberg. I 1536 kom han 15 år gammel til Preussen og blev der til 1542. Efter hertug Albrechts beskrivelse har han været en rigtig lemmedasker. Hertugen skrev til Christian 111, at prins Hans sommetider gebærdede sig som om hans arme og hænder var leddeløse, og at han slæbte på sine fødder, som om de var slået i stykker. Hertug Albrecht mente, at det skyldtes den hurtige vækst; men Christian 111 opfattede forholdet som havde prinsen defekter ved arme og ben. Latin ville prinsen nødig give sig af med, og det ser ud til at han slap derfor; derimod gav Christian 111 ham ikke lov til at deltage i et planlagt felttog mod tyrkerne.

Der er i det foregående givet et lille indtryk af det udbytte, man kan have af at læse Iselin Gundermanns bog. I større sammenhæng må den betragtessom et supplement til Walther Hubatsch' bog om hertug Albrecht, men i sin begrænsning giver den et levende og indtrængende billede af mennesker og deres vilkår for ca. 450 år siden, en periode, hvis kilder kun sjældent tillader, at de menneskelige træk lader sig belyse med en rigere variation. Det er tilfældet her, og bogenkan

genkanpå det varmeste anbefales. Det er en tilfredsstillelse, at forfatterindener fuldt fortrolig med dansk historisk litteratur, og at hun har benyttetdet relevante materiale i det danske rigsarkiv.