Et sporgsmal, der har optaget forskningen, er, om den ledende nationalliberale politiker, teologen D.G. Monrad grundlaeggende var konservativ i sit samfundssyn - trods den omstaendighed, at han onskede en fri forfatning. Ville han f.eks. bruge det revolutionaere middel, den almindelige valgret, i konservatismens tjeneste - som haevdet af Povl Bagge: »Deter ejendommeligt og betegnende for Monrad, at han saledes ville benytte det revolutionaere middel, som den almindelige valgret var, i konservatismens tjeneste«.' Dette sporgsmal vil jeg lade ligge i denne sammenhaeng, da det bedst lader sig diskutere i forbindelse med en redegorelse for martsministeriets diskussion om valgretten til den grundlovgivende rigsforsamling, hvilket jeg vil tage op i en senere afhandling. I sin store biografi fra 1948, D.G. Monrad, argumenterer P. Stavnstrup energisk for synspunktet; han sammenfatter det saledes: »D.G. Monrad var altsa konservativ langt ud over, hvad moderne konservative [anno 1948] tor eller vil vedkende sig«.²

Nedenfor folger - efter en omtale af Monrads indsats i grundlovsarbejdeti 1848 - en droftelse af, om Monrad generelt var konservativ; set i lysetaf, at Monrad formodentlig var den politiker, der ovede den storste indflydelse pa grundloven, kan det nok have interesse at fa dette sporgsmalklarlagt.

---

1. Povl Bagge: Studier over D.G. Monrads Statstanker, Kobenhavn 1936, s. 165f.

2. P. Stavnstrup: D.G. Monrad, Kobenhavn 1948, s. 86-91; den citerede konklusion star s. 9if.

malklarlagt.Droftelsen munder ud i den konklusion, at Stavnstrup overdriveri betydelig grad; det skyldes vist isasr, at Stavnstrup anlaegger en nutidig malestok pa Monrad i stedet for at kategorisere hans politiske standpunkt ud fra samtidens historiske kontekst.

Monrads og martsministeriets arbejde med grundlovsudkastet

Kan Monrad bestemmes som konservativ pa grundlag af sit arbejde i 1848
med grundlovsudkastet?

Grundlovsforslaget blev til pa den made, at martsministeriet nedsatte en tremandskomite - bestaende af D.G. Monrad, L.N. Hvidt og justitsminister Bardenfleth - den 9. juni 1848.³ Den drivende kraft inden for udvalget blev D.G. Monrad, hvis evner som forfatningsekspert man allerede inden 1848 naerede stor tiltro til i liberale kredse;⁴ denne tillid havde han til fulde levet op til under martsministeriets behandling af valgloven til den grundlovgivende rigsdag; han havde nemlig haft en tendens til at dominere

Da der ikke var nogen dansk forfatningstradition at bygge pa, som var tilstraekkeligt prasget af de liberale ideer, hvis sejr indforelsen af en fri forfatningefter Monrads og meningsfaellernes opfattelse skulle resultere i,⁵ satte han sig ind i de forskellige europaeiske forfatninger. Herunder gik han sa uhildet til vaerks, at han ikke forst og fremmest tog den norske Eidsvollforfatning til forbillede, som man ellers skulle have ventet efter

---

3. Det kan umiddelbart undre, at Lehmann ikke fik ssede i dette udvalg, for han var formodentlig det af ministeriets medlemmer - Monrads store interesse for sagen og flid ufortalt - der havde de bedste forudsastninger for dette arbejde. Arsagen er formodentlig, at han, da udvalget blev nedsat, stod umiddelbart over for at skulle rejse til Paris og forst kunrie ventes hjem en maneds tid senere (han kom rent faktisk hjem den 10. juli 1848; han skulle mode sin hustru, der skulle bryde op fra sit italienske opholdssted og begive sig til Paris. Hanne Engberg: En kcerlighedshistorie, Kobenhavn 1991, s. 293f)-

4. Jf. f.eks., at Krieger i et brev til Monrad af 30. marts 1847 bad denne om, at »vaere fuldrustet til at behandle det konstitutionelle sporgsmal i alle dets detail«. Monrad mente i ovrigt ikke selv, at han var den store ekspert, jf. hans svar til Krieger (i et brev dateret til april 1847): »Desv2erre er jeg komplet uforberedt; jeg har nok laest forskellige sager om forfatninger etc.; men hvad der kan fortjene navn af studeren, har jeg endnu ikke gjort«. Aage Friis og Just Rahbek: »A.F. Kriegers, D.G. Monrads og P. Vedels indbyrdes Brevveksling«, Danske Magazin, 7. rk. 111, 1940, s. 16 og 20.

5. Der fandtes rent faktisk, som A.D. Jorgensen har pavist i sin afhandling »Forfatningssporgsmaalet i det Danske Monarki 1814-48«, Historiske Afhandlinger, 111, Kobenhavn 1898, s. 389-424, og Niels Petersen dokumenteret 1969, en dansk forfatningstradition. Niels Petersen: Betcenkninger fra Christian VlH's tid om styrelsen af det danske monarki, Kobenhavn 1969.

den rolle, den havde spillet som forbillede for den liberate opposition,
men derimod den belgiske af 1831.

Arsagen til, at Eidsvollforfatningen af 1814 ikke helt var efter Monrads hoved, var sandsynligvis, at den i lighed med den franske forfatning af 1791 tildelte den lovgivende magt en fortrinsstilling, i og med at kongen alene var udstyret med et suspensivt veto (jf. Eidsvollforfatningens paragraf 78 og 79); hertil kom, at han ikke havde ret til at oplose den lovgivende forsamling. Som tilhsenger af det konstitutionelle monarki mente Monrad, at der skulle vaere ligevaegt mellem folkeviljen - den lovgivende forsamling - og monarken. En sadan ligevaegt fandt han i den belgiske forfatning.⁶ Desuden var Monrad sa lidet doktrinaer, nar det gjaldt adskillelsen mellem den lovgivende og den udovende magt, at han fandt, at det var at ga for vidt - saledes som det var tilfaeldet i Eidsvollforfatningen - at ministrene ikke kunne vaere medlemmer af det lovgivende organ. Ud over hvad han selv personligt matte mene, spillede det selvsagt ogsa en rolle for ham, at hans synspunkter pa kongens magt deltes af de fleste kobenhavnske liberale - herunder Tscherning og Lehmann - og mere konservative som f.eks. grev Knuth, der yderligere var en skarp kritiker af den norske forfatning.⁷ Dette betod dog ikke, at den norske forfatning blev skubbet helt ud i morket. Nogle af bestemmelserne havde klart en norsk inspiration .⁸ Men de fleste af paragrafferne i Monrads udkast var inspireret af den belgiske forfatning.

En del af baggrunden for at bestemme Monrad som konservativ skal formodentlig findes i, at han foretrak den belgiske forfatning som inspirationskildeistedet for den norske. Men raesonnerer man pa denne made, kommer man let til at overdrive Monrads indflydelse pa grundlovsudkastet.Naturligviskan

---

6. Jf. i ovrigt Leo Tandrup: »D.G. Monrads syn pa konstitutionalisme og parlamentarisme 1869-1886«, Historic ny rk. VIII, 1, 1968, s. 35.

7. Monrad havde fra gammel tid en naer personlig forbindelse med denne, en forbindelse, der ogsa eksisterede, medens de var ministre. V. Gay: »K.M. Knuth«, Dansk biografisk leksikon, 3. udg., Kobenhavn 1979-84.

8. De ledende nationalliberale havde kontakt med ligesindede meningsfaeller i Norge. Omkring den 21. marts 1848 havde Krieger henvendt sig til den fremtraedende norske jurist og medlem af Stortinget siden 1842, den liberalt sindede A.M. Schweigaard, som han derefter vedblev at korrespondere med. Schweigaard var desuden en af Orla Lehmanns naere bekendte. Lehmann havde truffet ham under sit studieophold i Berlin. Orla Lehmann skulle vaere blevet staerkt pavirket af Schweigaard, hvis andelige overlegenhed skulle have gjort et stort indtryk pa ham. Hother Hage (udg.): Orla Lehmanns efterladte Skrifter, I, Kobenhavn 1872, s. 128f; Johannes Lehmann: Den unge Orla Lehmann, Kobenhavn 1957, s. 30. Jens Moller har pavist, hvilke af paragrafferne der havde norsk, hvilke fransk og hvilke engelsk pavirkning. Jens M0ller: »Forarbejderne til grundlovsudkastet«, i Knud Fabricius m.fl. (red.): Den danske Rigsdag, I, Kobenhavn 1949, s. 59-63; Jens M0ller: »Om Orla Lehmanns Del i Udkastet til Junigrundloven«, Historisk Tidsskrift, 9. rk. V, 1926-27, s. 454ff.

stet.Naturligviskanman godt haevde, at en af arsagerne til, at den norske forfatning ikke fik den ventede rolle som forbillede for det danske grundlovsudkast,varpersonlig. Hvis det var blevet Lehmann, der skulie have lavet materialet, ma man gaud fra, at han med det indgaende kendskab til den norske grundlov, han havde erhvervet sig,⁹ i hojere grad ville have hentet inspiration her. Men langt den vigtigste grund til, at Eidsvollforfatningenfikmindre betydning, var dog nok, at den danske konstitutionelle forfatning skulle skabes i en historisk situation, der var helt anderledes end de omstaendigheder, under hvilke Eidsvollforfatningen var blevet til. I Norge havde medlemmerne af den konstituerende rigsforsamling i Eidsvoll i 1814 kunnet udarbejde en forfatning uden at tage meget hensyn til en konge. Den gamle konge, Frederik VI, var som bekendt ude af billedet,ogden person, prins Christian Frederik fra Danmark, som var den nye tronkandidat, skulle sa at sige vaere glad, bare han blev norsk konge. Forst efter at Eidsvollgrundlovsfaedrene havde vedtaget deres demokratiske forfatning,valgtede Christian Frederik til konstitutionel konge.¹⁰ I Danmark var situationen en anden i 1848. Her havde man en konge, der var enevaeldigkonge,da han tiltradte, og selv om Frederik VII var en fremkommelig mand, var han dog ogsa meget lunefuld. Derfor gjaldt det om, at overgangenfraenevaelde til konstitutionelt kongedomme kom til at sta i det skaer, som allerede Lehmann havde udmalet i sin tale til bonderne pa Falster i 1841: Kongens magt ville naermest blive storre, hvis man gik over til et konstitutionelt monarki. Det ville nemlig betyde, at de virkelige magthavere,embedsmaendene,som unddrog sig ansvaret for deres handlinger ved at krybe i skjul bag kongemagtens purpur, ville blive erstattet af ansvarligeministreog folkevalgte: »... jo storre magt folket far, desto storre magt far ogsa kongen. Thi folket og kongen er et, og kun den konge, som har et staerkt folk, kan selv vsere stserk«. Omtrent sadan formulerede Lehmanndeti 1841." Det var sadan, ideen i marts 1848 blev praesenteret for Frederik VII, som man gav det indtryk, at han og folket skulle dele magtenvedindgaelsen af en overenskomst. I denne situation nyttede det ikke

---

9. Jf. hans afhandling Orla Lehmann: »F. Stang: Den norske Konstitutionslovgivning«, MaanedsskriftforLitteratur, XII, 1834, s. 289-360.

10. Saledes var det i alt fald formelt; reelt udovede Christian Frederik, som den senere Christian VIII hed som norsk regent, stor indflydelse bag kulisserne under rigsforsamlingens forhandlinger. Resultatet blev da ogsa, at selv om princippet om, at suveneniteten la hos folket, blev fastslaet i Eidsvollforfatningen, blev kongens magt betydelig inden for det omrade, der blev hans, nemlig den udovende magt. Knut Mykland: Norges Historic, IX: Kampen om Norge 1784-1814, Oslo 1978, s. 368-413.

11. Cit. efter Johannes Lehmann 1957, s. 7lf.

noget, at man brugte den norske forfatning som hovedforlaegget, for igennemdetsuspensive veto og forbudet imod, at kongen og hans regering kunne oplose den lovgivende forsamling, var det klart tilkendegivet, at det folkevalgte organ alene repraesenterede den suveraenitet, som folket besad.

Monrads rolle

Deter at fortegne billedet, nar de fleste historiske fremstillinger praesenterer Monrad som den store grundlovsgiver, der uafhaengigt og fordomsfrit valgte at basere sit arbejde med grundlovsudkastet pa en anden forfatning end den norske.¹² De ydre historiske omstaendigheder spillede selvsagt ogsa ind. Desuden skal man huske pa, at Monrads opgave var at ramme noget, som den ovrige regering kunne ga ind for. Thi Monrads materiale til en forfatning, som hans forste version af den nye grundlov blev kaldt, var jo ment som et oplaeg til diskussion i ministerkredsen. Derfor vil det vaere forkert overalt i de paragraffer, som han foreslog, at se hans ideer. Monrad havde faet den opgave, man maske i dag ville overlade til en embedsmand, og ligesom en embedsmand, der skal skrive en indstilling til en kommission, i sagens natur soger at ramme det, som han har en fornemmelse af, at der er opbakning til, ja sa var Monrads opgave ogsa at udforme nogle forslag, som de ovrige ministre kunne ga ind for. Nar deter sagt, ma man dog nok skynde sig at tilfoje, at Monrad - som et indflydelsesrigt medlem af ministeriet - naturligvis havde mulighed for i hojere grad at praege forslaget med sine personlige synspunkter, end en embedsmand i en tilsvarende situation ville have haft. Men det skete forst og fremmest under diskussionerne i statsradet om de enkelte paragraffer i grundloven.¹³

Grunden til, at Monrad matte gribe opgaven med udarbejdelsen af sit

---

12. Se f.eks. Claus Friisberg: Pa vej mod et demokrati, Kobenhavn 1975, s. 46; Roar Skovmand: Danmarks Historic, 11: Folkestyrets Fodsel 1830-1870, Kobenhavn 1964, s. 283. Opfattelsen synes at ga tilbage til P. Munch, der fandt, at Monrads materiale til en forfatning havde et ussedvanlig selvstaendigt praeg. Mollers minutiose pavisning af, hvilke kilder Monrad havde til sin radighed (jf. ovenfor), viser, at han finder denne vurdering overdrevet. Jens Moller nedtoner Monrads rolle lidt og opprioriterer til gengaeld Lehmanns. P. Munch: »Monrads Udkast til Grundloven«, Tillcegshcefte til Historisk Tidsskrift, 8. rk. IV, 1913, s. 171-187; Jens Moller 1949, s. 63.

13. Dette synspunkt er i overensstemmelse med Jens Mollers, selv om jeg nok strammer synspunktet noget med den synsvinkel, jeg her anlaegger. Jens Moller 1926-27, s. 453ff.

materiale an som en embedsmand, var, at der ikke ville vaere kommet nogetgodt lid af det, hvis han alene spillede ud med sine egne personlige synspunkter. Han matte holde sig for oje, at savel ministeriets mere konservativemedlemmer som krigsministeren Tscherning onskede, at forfatningengav kongen en ret staerk stilling.¹⁴ Tscherning haevdede ligefrem siden, at han egentlig ikke havde vaeret tilhaenger af at afskaffe Kongelovenaf 1665. Han ville have foretrukket, at man havde nojedes med at »udvikle og fortolke Kongeloven«, i hvilken han fandt folkeviljens grundlovsmaessigeberettigelse gennem budet til kongen om at herske efter Guds vilje og ministeransvarligheden i kongepersonens ukraenkelighed. Hvad de statsborgerlige rettigheder angik, ville Tscherning have foretrukket,at de var blevet fastsat ved en almindelig lovgivning; der var nemlig ikke nogen grund til at aendre ved selve statens grundlag - forfatningen - hver gang der skulle ske en aendring i disse.¹⁵ Monrad var nodt til at tage hensyn til Tscherning og de konservative ministres modstand mod, at kongens magt blev for kraftigt beskaret. For udkastet skulle i sidste ende godkendes af den samlede regering. Selv om der nok ikke er nogen tvivl om, at ogsa Monrad onskede, at den udovende magt skulle bevare en betydeliggrad af styrke, kan man ikke uden videre gaud fra, at alt, hvad der star i Monrads materiale og i det faerdige grundlovsudkast om den kongeligemagtstilling, svarer til, hvad Monrad i og for sig onskede.

Konklusionen ma blive, at det ville Vcere letsindigt at bestemme Monradsom

---

14. Sine kongetro synspunkter fremforte A.F. Tscherning f.eks. i et svar af 17. august 1848 til nogle vaelgere i Holbaekkredsen, der forgaeves havde opfordret ham til at stille sig som kandidat til den grundlovgivende forsamling. Han takkede nej til opfordringen, fordi martsministeriet havde besluttet, at ministeriets medlemmer ikke samtidig skulle kunne vaere medlemmer af den grundlovgivende forsamling. Fcedrelandet, 30. august 1848.

15. Som pavirket ai' de hegelske synspunkter vat Tscherning tilhaenger af en stark statsmagt, som han mente, at kongemagten kunne vaere en garant for; det harmonerer desuden smukt med hans gentagne gange fremsatte pastand, at den naturlige konsekvens af indforelsen af enevaslden med dens hsevdelse af ligheden (afskaffelse af privilegier, hvorved folket kom til at sta lige over for kongen) var demokratisk. Hvis demokratiet sa at sige var indeholdt i den absolutisme, som blev indfort i 1660, var der naturligvis ikke nogen grund til at ophaeve den lov, Kongeloven, i hvilken absolutismen var udtrykt. Ved en gennemgang af Tschernings indla;g i statsradet har jeg dog ikke fundet spor af, at han der har fremfort disse synspunkter under diskussionen af forfatningsspprgsmalet. Han kunne f.eks. have gjort det 22. april 1848. Her droftede ministrene nemlig, om den grundlovgivende forsamling skulle have besluttende eller radgivende status. Monrad fastslog, at nar man skulle ophaeve Kongeloven. fordrede det folkets, dvs. Rigsdagens, samtykke. Ved denne lejlighed udtalte Tscherning, at rigsforsamlingen efter sin natur matte vaere lovgivende, men i praksis matte va;re radgivende. Men han anfaegtede ikke Monrads prsemis, at man stod over for en ophaevelse af Kongeloven. Harald Jorgensen (udg.): Statsradets Forhandlinger, I, Kobenhavn 1954, s. 246.

radsomkonservativ i forhold til de ovrige liberate politikere pa grundlag
af hans indsats i forbindelse med tilblivelsen af grundlovsudkastet.

En nærmere bestemmelse af Monrads syn på den udøvende magt

Det rigtige ma vaere at vurdere Monrads konservatisme pa baggrund af samtiden, dvs. ved at sammenligne hans politiske standpunkt med det, datidens andre fremtraedende danske liberale indtog. Her konstaterer man for det forste, at der var almindelig tilslutning til, at kongemagten skulle have en staerk stilling ogsa i det konstitutionelle monarki (jf. Tschernings og Lehmanns synspunkter).¹⁶ I den forbindelse understregede Monrad maske nok lidt staerkere end specielt fremtraedende jyske liberale (juristerne C.T. Dahl og J.M. Jespersen og teologen J.C. Schurmann), at kongemagten skulle tjene som en art bolvaerk, hvis alt for radikale stemninger skulle gribe befolkningen, og det synspunkt kan man naturligvis godt opfatte som et udslag af konservatisme. Her ma man dog holde sig for oje, at forskningens tendens til at antage, at Monrads opfattelse af monarkiets rolle la nogenlunde fast,¹⁷ er forkert; reelt svingede han noget, alt efter hvorledes omstaendighederne var. F.eks. skrev han i 1870 - polemisk vendt mod Venstre, der netop havde stillet krav om folketingsparlamentarisme - i Politiske Afliandlinger 11, at grundtanken i Junigrundloven pa ingen made var folkets selvstyre. I alt fald kunne man »med lige sa megen eller maske med storre foje« hsevde, »at kongen er ihaendehaver af hele statsmagten, og at hans myndighed kun er indskraenket ved Rigsdagens grundlovsmaessige s£errettigheder«.¹⁸ Det vil altsa sige, at han forfaegtede den teori, at kongen stadig besad suveraeniteten, selv om der var blevet indfort en demokratisk forfatning. Synspunktet kan i parentes bemaerket minde om det, som Tscherning gjorde sig til talsmand for 1848-49.

Det stemmer imidlertid ikke rigtig med det, som Monrad fremforte i
statsradet, da man traf beslutning om at pabegynde arbejdet med at skaffe

---

16. Ogsa Lehmann gjorde sig i arene efter sin Falstertale til talsmand for den staerke statsmagt, samtidig med at hans kritik af kongemagten blev mindre skarp. Jf. hans konstitutionstale, dvs. den tale, i hvilken han forelagde sit forslag om indforelsen af et konstitutionelt kongedomme for Kongeriget og Slesvig i ostifternes staenderforsamling 1846. Carl Ploug: Orla Lehmanns efterladte Skrifter, 111, Kobenhavn 1873, s. IB7ff.

17. Stavnstrup selv er et eksempel herpa; et andet er Leo Tandmp 1968, s. 28-30, hvor det pointeres, at Monrads synspunkter er aristokratisk konservativt praegede, fordi de fremhaever det bestaendes ret og traditionens betydning.

18. D.G. Monrad: Politiske Afhandlinger, 11, Kobenhavn 1870, s. 263.

landet en forfatning. Her gav han 29. marts 1848 udtryk for den mening, at »det ikke kunne siges om kongen, at han ville 'give' en forfatning, da han ikke uden folkets samtykke kunne forandre den bestaende«, og 22. april vendte han sig imod, at den pataenkte rigsforsamling blot fik radgivendestatus. Den skulle have ret til at traeffe bindende beslutninger om aendringer i det forfatningsudkast, regeringen ville forelaegge den; dog tilfojede han, at disse aendringer for at blive gyldige skulle sanktiorieres af kongen.¹⁹ Monrads indlaeg i 1848 giver ikke mening, med mindre han havde den opfattelse, at den kommende forfatning ikke var en kongelig nadegave; suveraeniteten la nu hos savel folket som kongen.

Der er dog ingen tvivl om, at Monrad allerede 1848-49 gik ind for, at kongemagten fortsat skulle spille en vsesentlig rolle, bl.a. fordi den kunne sikre mod alt for voldsomme bolgebevaegelser socialt og politisk, men sa laenge de nationalliberale var i front - det vil sige under skabelsen af den nye forfatning 1848-49 - la fremhaevelsen af kongemagten ham ikke sa meget pa sinde som senere, da en staerk kongemagt kunne bruges til at holde nye bevaegelser til venstre for de nationalliberale nede.

To eksempler på Monrads syn på den udøvende magts stilling

Derimod var det et stort set uforanderligt synspunkt hos Monrad, bans faste overbevisning, at den udovende magt, dvs. regering og administration, skulle sta forholdsvis stasrkt i forhold til folkerepraesentationen. Som kultusminister kom han i 1862 i en konflikt med den lovgivende magt om nogle aendringer af loven af 1855 om sognebandslosning; Rigsdagen ville ga laengere i liberalisering, end han selv var villig til. Til sidst satte han sin vilje igennem ved administrati_vt at gennemfore en vis liberalisering.

Da Folketinget derefter ville vedtage en lov, der ville omstode dette, truede han ligefrem med det kongelige veto. Baggrunden for, at han folte sig berettiget til at tage et sa ekstremt middel i brug, var dog speciel: Han mente, at grundlovens ord om, at folkekirkens forhold skulle ordnes ved lov, skulle forstas pa den made, at der skulle gennemfores en kirkeforfatning for folkekirken, hvilket indebar, at Rigsdagen ikke havde adkomst til at bestemme i kirkelige anliggender. Indtil en sadan kirkeforfatning havde set dagens lys, matte det vaere kultusministerens opgave at vaerne om opfyldelsen af grundlovens intention: at Rigsdagen ikke skulle ove indflydelse pa folkekirkens forhold.

---

19. Harald Jorgensen I, 1954, s. 159 og 246.

Sporgsmalet om sognebandslosning var altsa et ekstrernt tilfaelde, og det vil vaere forkert generelt at sige, at saledes som i dette tilfaelde mente Monrad, at forholdet skulle vaere mellem regeringsmyndigheden og lovgivningsmagten; normalt ville han godt gamed til, at lovgivningsmagten skulle have mere at sige. Alligevel tyder hans optraeden under denne konflikt pa, at der er basis for at haevde, at han var af den opfattelse, at regeringsmyndigheden skulle have en staerk stilling i forhold til lovgivningsmagten.

Under debatten i samlingen 1853-54 om aendringer i Danmarks Riges grundlov som folge af, at der skulle indfores en faellesforfatning, udtalte han sig da ogsa i denne retning. Ministeriet A.S. orsted (21. april 1853 - 12. december 1854) havde i sit forslag til en aendret junigrundlov bl.a. foreslaet, at Rigsdagen kun skulle indkaldes hvert andet ar. I den forbindelse naevnte Monrad, at hvis der forela et lovforslag for Rigsdagen om, at Rigsdagen skulle vaere toarig (altsa afholdes hvert andet ar), ville han stemme derfor. Imidlertid drejede sagen sig nu alene om at fa gennemfort de aendringer i grundloven, der var nodvendiggjort af, at der skulle indfores en faellesforfatning. Til disse horte forslaget om, at rigsdagsmoder kun skulle finde sted hvert andet ar, ikke; det var irrelevant.²⁰ Premierministerens motivering var, at han onskede, at regeringen skulle kunne regere, uden at folkerepraesentationen ustandseligt kiggede den over skulderen .²¹ Heri var Monrad altsa principielt enig.

I ovrigt fremgik det af debatten, at regeringen A.S. orsted forestillede sig,²² at den kommende faellesforfatningens statsrad og repraesentative forsamling skulle have meget at skulle have sagt, dvs. at mange opgaver, der hidtil havde hort ind under Rigsdagens og den kongerigske regerings kompetence, skulle laegges ind under faellesstyret.

Debatten viste, at ogsa Monrad mente, at faellesskabet mellem rigets dele skulle vaere ganske staerkt. Han argumenterede nemlig for, at for fremtiden skulle Junigrundlovens paragraf to om, at folkekirken som sadanstottes af staten, laves om, idet ordene »af staten« skulle udga, for betegnedeman

---

20. Rigsdagstidende. Forhandlingerne paa Folketinget 1853-1854, sp. 2715.

21. Smst., sp. 2710. »Den omstaendighed, at der er rigsdag hvert ar, saetter allerede ministeriet ude af stand til saledes at beskaeftige sig med almenvigtige lovarbejder, som man gerne ville... thi en stor del af tiden gar jo hen med Rigsdagen,« sagde orsted bl.a.

22. Denne formulering skyldes det faktum, at regeringen alene havde forelagt forslag om de siidringer i Junigrundloven, som efter dens mening ville vaere nodvendige pa grund af den faellesforfatning, der skulle indfores. Hvad dens indhold skulle vaere, kunne rigsdagsmedlemmerne imidlertid ikke fa at vide, hvilket gjorde, at de i nogen grad debatterede i blinde, hvilket i ovrigt ogsa skabte stor utilfredshed.

tegnedemanen del af riget, nemlig omradet nord for Kongeaen, som en stat, ville man derved have indiceret, at dette omrade savel som Slesvig, Holsten og Lauenburg var stater, og at det samlede rige var et statsforbund.Men det var lige praecis, hvad det efter Monrads mening ikJce var; det samlede rige var kun en stat. Som Monrad selv formulerede det i debatten:»... det kunne synes ligegyldigt, om - nar man ved, at Rigsdagen og regeringen ved ordet 'staten' i den forbindelse, hvori det her forekommer,forstar kongeriget 'Danmark' - ordet 'staten' star her eller ikke; men jeg tror dog, at ordene har en saeregen kraft..., der vil virke Sonderlemmende.Nar man anerkender tre forskellige stater [Kongeriget, Slesvig og Holsten] i Monarkiet, sa ligger der deri ligesom en berettigelse for vedkommendestatsdele til at ga langt videre i deres fordringer, end man af hensyn til det heles sammenhold kan anse for onskeligt«.²³

Debatten viser altsa, at Monrads overordnede tanke var, at det frem for alt gjaldt om at sikre, at det danske monarki kun var en stat, Forbindelsen mellem rigets dele skulle vaere en forbindelse mellem landsdele, ikke en forbindelse mellem stater. Man kan haevde, at dette godt kunne opnas, uden at styrkeforholdet mellem regering og folkerepraesentation blev forandret. I virkelighedens verden ville en virkeliggorelse af Monrads ideer dog nok betyde, at regeringen ville blive staerkere, lovgivningsorganet svagere. Monrads principielle stotte til, at Junigrundlovens rigsdag kun skulle modes hvert andet ar, synes at vise, at han ikke ville vige tilbage for en sadan svaekkelse.

Monrad tilhænger af den stærke statsmagt

Sporgsmalet er sa, om Monrads standpunkt i 1853 og senere, da han var kultusminister, kaster lys over, hvorledes hans synspunkter pa sporgsmaletomregeringens magt contra folkerepraesentationens var, da martsministerietforhandledegrundloven. Det mener jeg nok er tilfaeldet, for sagen er den, at Monrads synspunkter hang ganske noje sammen med hans pavirkning fra Friedrich Hegel; denne pavirkning betod, at hensynet til statsmagtens styrke altid spillede en stor rolle for ham, ogsa i 1848; hensynethertiltilsagde ham at ga ind i grundlovsarbejdet ud fra den forudsaetning,atden udovende magt ikke matte stilles svagt i forhold til den lovgivende. Preesten Vilhelm Birkedal, der tilhorte den samme kreds som

---

23. Rigsdagstidende. Forhandlingerne paa Folketinget 1853-1854, sp. 2715f.

Monrad i studietiden, og som havde et naert personligt forhold til ham, isaer indtil han en overgang mistede troen,²⁴ har nok delvis ret i vurderingen,atMonrad var mere begejstret for samfundets frihed end for den personlige;densidste skulle han oven i kobet have set skaevt til, idet han ifolgeBirkedal»ville laegge magtens, autoritetens tunge hand pa den individuellefrihedselv der, hvor det syntes os andre at vaere skyldige, ja umisteligerettighederog uhindrede rorelser, der kraevedes«.²⁵ Denne vaegtningafdet, man kunne kalde friheden som autonomi i forhold til den materiellefrihed(konkrete frihedsrettigheder som ytringsfrihed, foreningsogforsamlingsfrihed,religionsfrihed osv.) svarer til den, som man ogsa kan finde spor af hos Lehmann, og den er i god overensstemmelse med Hegels synspunkter, der igen kan siges at vaere staerkt inspireret af Rousseaussynpa individ contra faellesskab.²⁶ Selv om det autoritaere nok slog staerkere igennem pa et senere tidspunkt hos Monrad, har Birkedal utvivlsomtramtnoget centralt. Et citat fra Monrads skrift Flyvende politiske Blade nr. 2 fra 1842 er netop praeget hans syn pa friheden som autonomi, dvs. af hans overbevisning om, at folkets ret til selv at bestemme ville give en ganske anden sammenhsengskraft end for inden for statslegemet. Omvendtladerdet sig heller ikke naegte, at troen pa, hvad denne frihed indeholderogvil indebaere, er meget staerk, ja naesten religios i sit praeg. Monradformuleredesig saledes: »... ved en konstitution tor man habe, at man vil kunne fa holstenerne til at slippe den skonne folkedrom om Tysklands enhed og frihed og forene sig med danskerne og kaempe og lide og sejre med dem: Deter den dristige tanke, der her udtales, at friheden skal forma at sla bro over de nationale skel inden for Monarkiet: Lad en staendersal omslutte Holstens, Slesvigs, Jyllands og ostifternes folkekarne rnaend! Sandelig, de vil inden stakket tid laere at forsta, ej alene hverandres ord, men ogsa hverandres sind. Maegtig er provinsforskelligheden, maegtig er

---

24. Vilhelm Birkedal: Personlige Oplevelser i et langt Liv, I, Kobenhavn 1890, s. l lOff. Erindringernes oplysninger om et nasrt venskab mellem de to dokumenteres af brev af 8. juni 1837 fra Monrad til Birkedal. Birkedals oplysninger om Monrads troskrise findes uddybet i Nicolaj Boghs optegnelser om D.G. Monrad. Monrads breve fra 1830'erne indeholder ogsa spor af denne troskrise, saledes et brev af 3. august 1835 til den elskede Anna Mathea Aagaard (der ikke gengaeldte hans folelser), hvor det blandt andet hedder: »Tvivlen har heftigt bevaeget mig, min tro pa Gud og udodelighed har vaeret knust... da du skaenkede mit hjerte uskyld, min tanke fred«. Bjorn Kornerup: »Bidrag til D.G. Monrads Levned«, Personalhistorisk Tidsskrift, 69, 1949, s. 151-154, 138; Bjorn Kornerup: »Bidrag til D.G. Monrads Levned«, Personalhistorisk Tidsskrift, 70, 1950, s. 67f. Se i ovrigt S. Hauge: Studier over D.G. Monrad som religios Personlighed, Kobenhavn 1944, s. I9f.

25. Vilhelm Birkedal 1890, s. 121.

26. Frederick Copleston: A History of Philosophy, VII, 1985, s. 213.

folkeejendommeligheden, men maegtigere end alt er friheden. Den og
maske den ene vil forvandle de splittede provinser til et rige, de adspredte
menneskehobe til et folk«.27

Foreløbig konklusion med hensyn til Monrads politiske ståsted

I alle hovedsporgsmalene var Monrad pa linie med sine liberale kolleger: Den politiske opgave var at tilvejebringe harmoni mellem klasserne ved, at man naede en rationelt formidlet konsensus. En social revolution, som ikke ville vaere efter de liberales hoved, kunne blive en realitet i 1848, hvis man ikke viste sig imodekommende savel i forfatningssporgsmalet som over for kravene om reformer for landbefolkningen. Hvad det okonomiske system angik, adskilte Monrads synspunkter sig heller ikke fra det ovrige partis: Der skulle rade sparsommelighed i statshusholdningen, og man skulle fjerne hindringerne for en fri konkurrence, fordi denne var den afgorende betingelse for, at den almindelige velstand kunne foroges.

Vurderet ud fra de politiske meninger, Monrad havde, er det svaert at se ham som mere konservativ end de andre toneangivende liberale politikere, hvis man da ikke vil tillaegge hans haevdelse af statens myndighed meget stor betydning. Deter ikke noget staerkt argument for hans konservatisme, at han gik ind for den almindelige valgret ud fra en konservativ argumentation, for det konservative la nok mest deri, at han ville bevare det liberale okonomiske system og den sociale orden, der hang sammen med dette. Synspunktet kan ikke kaldes konservativt, fordi Monrad ligesom de andre nationalliberale onskede dette system videreudviklet, sa de sidste feudale elementer kunne forsvinde. Friheden skulle gore sammenhaengskraften inden for riget staerkere. Dermed er det klart, at den statsmagt, der skulle dels sta som symbol pa sammenhaengen, dels effektivt Soge denne fremmet, skulle have mere autoritet. Saledes som udviklingen foregik - med stadig storre sektorer af erhvervslivet som blev inddraget i den kapitalistiske markedsokonomi og med en befolkning, der var pa vej til at blive mere oplyst og politisk bevidst - var der vel netop brug for en statsmagt, som dels blev staerkere, dels kunne legitimere sin staerkere indgriben i samfundslivet med et demokratisk mandat. At ga ind for dette synspunkt var vel i grunden at indtage en progressiv position.

---

27. Flyvende politiske Blade, nr. 2, s. 60-62. Citatet s. 62.

Teori og praksis

Sporgsmalet om Monrad som konservativ lader sig selvsagt ikke alene afgore ud fra hans politiske meningstilkendegivelser. Man bor ogsa se pa hans handlinger, og herer detpafaldende, athan i afgorende situationerplacerede sig til venstre for politiske meningsfaeller. Forste gang var, da han kort efter tronskiftet i 1839 med »stor snildhed og varme« pavirkede de forsamlede akademikere til at holde fast ved den adresse, det var foreslaet at overgive Christian VIII med bon om, at han ville indfore en fri forfatning i Danmark efter norsk model. De var ellers begyndt at vakle, bl.a. fordi professor i klassisk filologi J.N. Madvig stillede dem det übehagelige sporgsmal, om de i det hele taget havde kendskab til den norske forfatning: »Handen pa hjertet, unge venner! hvad kender I til den norske konstitution?« I hvert fald efter nogles beretning skulle Monrads indgriben have vaeret af afgorende betydning for, at aktionen ikke 10b ud i sandet. Monrads forsvar for adressen bestod deri, at »han gjorde den mening latterlig, at teologen kun skulle blive ved sin Bibel, juristen ved sine pandekter og medicineren ved sit kadaver«.²⁸

Allerede dengang slog Monrad altsa pa det, der er et kernepunkt i den demokratiske tankegang: Folk er sa fornuftige, at de godt kan tage stilling til sporgsmal, som de ikke har noget professionelt kendskab til, og hans metode var ogsa den velkendte, nemlig at spotte eller ironisere over den mening, der afveg fra hans egen. Anden gang Monrad viste, at han ikke lod sig blaese omkuld af, at den etablerede orden sogte at holde liberale initiativer i kort snor, var, da han fastholdt og forte det synspunkt til sejr, at det i 1840 stiftede studentersamfund ikke skulle indgive indberetning til konsistorium om, hvornar der var generalforsamling, og hvad der foregikpa dets moder, som konsistorium havde forlangt. Mere moderate medlemmeraf

---

28. Episoden er skildret i Mounts Mork Hansen: Livs-Erindringer, Abenra 1968, s. 49f. Citaterne og vurderingen af, hvilken betydning Monrads indlaeg havde, stammer derfra. Den stemmer i det store og hele med Lehmanns erindringer; her oplyser Lehmann yderligere, at han og tilhaengerne kom en time for sent til modet, fordi det kneb med at fa en ordentlig renskrift af adressen klar til modet. Det benyttede modstanderne til at rejse megen opposition mod adressen. Mod modstandens lidenskabelighed havde Lehmann en »hard stand«, og han fortsaetter: »En dygtig og velkommen understottelse fandt jeg hos Monrad, sorn jeg her sa for forste gang«. P. Stavnstrup 1848, s. 48; Carl Ploug (red.): Orla Lehmanns efterladte Skrifter, 111, Kobenhavn 1873, s. 111; Vilhelm Birkedal, 1890, s. 116ff. Oplysningerne bade om Lehmanns og Monrads indsats bekraeftes af samtidens breve. Saledes skrev kopist de Coninck 6. december til Lehmann: »Efter at have hort Deres indledningsforedrag for forsamlingen i hotel D'Angleterre, folte jeg mig ... aldeles henrevet, og den forelaeste adresse forekom mig at indeholde alt, saledes som det kunne og burde siges«. Povl Bagge og Povl Engelstoft (udg.): Danske politiske Breve, I, Kobenhavn 1945, brev 240, s. 353.

lemmerafforeningen som A.F. Krieger og Martin Hammerich var indstilletpa
at boje sig.29 Men de blev underkendt af en generalforsamling.
Monrads fasthed betod, at foreningen matte oploses.30

Tredje gang Monrad ikke ville give sig, var da han trods sin afgang fra ministeriet midt i november maned 1848 og senere flytning til Nykobing Falster ved sin udnaevnelse til biskop februar 1849 gjorde en jaetteindsats for at holde de nationalliberale fast pa den almindelige valgret. Monrad blev efterhanden kendt for at vaere en stor taktiker, men i afgorende situationer - hvor liberate principper, der efter hans mening var vaesentlige, stod pa spil - viste han en beundringsvaerdig evne til at sta. urokkeligt pa sit standpunkt. Monrads evne til at sta fast i situationer som de naevnte hang sammen med hans temperament - den faste vilje, den staerke folelse af at have ret; man kan naesten sige, at hans temperament var radikalt. Monrad har selv - efter den 2. slesvigske krig - berort, hvilken rolle folelsen af, at hans politiske stasted var det rette, spillede for ham: »Jeg tilstar, at jeg i min ungdom var betaget af kaerlighed til den konstitutionelle frihed, og den er sa sammenvokset med hele mit vaesen, at jeg hverken kan eller vil slippe den...,« skrev han i en redegorelse for sin politik, der blev til omkring 1880.³¹

Sammenligner man Monrads politiske meningstilkendegivelser med hans handlinger som politiker, virker hans handlinger naesten mere radikale end hans meninger. Set i det lys ma man give Laurids Skau ret, nar han i 1840'erne (for martsomvaeltningen) placerer D.G. Monrad politisk midt imellem de ultraliberale pa den ene og de gammelliberale pa den anden side.³² Ja, pa grund af hans handlekraft vil det maske oven i kobet vaere korrekt at se ham som liggende taettere pa de ultraliberale end de gammelliberale.

---

29. Monrads rolle ved dannelsen af Studentersamfundet er omtalt i Povl Bagge og Povl Engelstoft (udg.) I, 1945, brev 265 og 269, s. 393 og 400.

30. P. Stavnstrup 1948, s. 55f; H.C.A. Lund: Studenterforeningens Historie 1820-1870, 11, Kobenhavn 1898, s. 32ff. Ifolge brev fra den Hberale Carl Hanschell til Mathias Rosenorn af 26. juni 1840 var den, der havde ansvaret for lukningen af Samfundet, nok i virkeligheden kong Christian VIII. For fra forst af skulle det have vasret ham en torn i ojet. Da det - ved at folge Monrads linie - lagde sig ud med konsistorium, erklaerede dette Samfundet for ophaevet, »uagtet det [konsistorium] har hele det juridiske fakultet blandt sine medlemmer«; »ved denne juridiske nullitet er det hoje konsistorium blevet noget prostitueret, men kongen formodes at sta i baggrunden«. Povl Bagge og Povl Engelstoft (udg.) I, 1945, s. 437f.

31. Aage Friis: D.G. Monrads Deltagelse i Begivenhederne 1864. En efterladt Redegfirelse, Kobenhavn 1914, s. 36f.

32. 14. juli 1845 til 21. juni 1846 foretog H.N. Clausen sin anden store udlandsrejse, hvilket i Laurids Skaus ojne havde den kedelige konsekvens, at der ville vaere fare for, at den virksomhed, som foreningen Syvstjajrnen udovede til fordel for det danske arbejde i Slesvig, —> ville sygne hen. Derfor foreslog Skau i et brev til Monrad af 18. maj 1845, at denne skulle traede i stedet for Clausen som leder af foreningen, medens Clausen var i udlandet. Han begrundede sit forslag saledes: »Jeg stottede mig foniemmelig pa Deres offentlige renomme som journalist, der anerkendes af alle, og anforte tillige, at aristokratiet ikke var sa vred pa Dem saledes som t. eks. pa Lehmann, Tscherning og fl.« Dertil f'ojede han, at hvis man ikke fik Monrad som ny formand, kunne komiteen (altsa Syvstjaernen) lige sa godt ophore med sin virksomhed. Rigsarkivet, Monrads privatarkiv, nr. 5982 I. A. I.

Konklusion

I de afgorende politiske synspunkter lia Monrad stort set pa linie med de andre toneangivende liberale politikere som Orla Lehmann, A.F. Krieger, Carl Ploug m.fl. I udtrykket »stort set« ligger der forst og fremrnest, at hensynet til, at regeringen skulle vaere stasrk, nok spillede en storre rolle for Monrad end for f.eks. Orla Lehmann, som var staerkere influeret end Monrad af sit kendskab til de engelske og franske forfatningsforhold - for slet ikke at tale om de norske. At Monrad blev den ledende i forfatningsarbejdet,sa Lehmann selv som en folge af sin bortrejse i det afgorende ojeblik; sporgsmalet er, om det ikke ogsa hang sammen med og i alt fald var udtryk for, at martsministeriet trak mod hojre og sogte at holde igen pa massernes forfatningskrav ved at Soge ly under den kongelige magts beskyttelse.³³ Samtidig ma man dog ogsa fremhaeve, at Monrads staerke engagement i udarbejdelsen og den endelige behandling af grundlovsudkasteti statsradet kunne vaere en fordel for grundlovsarbejdet, for i konfliktsituationerhavde han med den stasrke folelse af at have ret og den fastevilje, der kendetegnede ham, vist, at han var god til at fastholde et standpunkt og bringe det til sejr. De ovrige liberale medlemmer har ikke folt dette synspunkt som hojreorienteret i forfatningssagen (jf. at Lehmanni 1849 roste Monrad som den, der havde aeren for demokratiske surdeji forfatningen).³⁴ Selv om Monrad var en stor elsker af den politiske taktik, var forsigtighed det sidste ord, man ville haefte pa ham. Som politikervar han en maerkelig blanding af eftergivenhed og fasthed - eftergivenhedenkunne

---

32. 14. juli 1845 til 21. juni 1846 foretog H.N. Clausen sin anden store udlandsrejse, hvilket i Laurids Skaus ojne havde den kedelige konsekvens, at der ville vaere fare for, at den virksomhed, som foreningen Syvstjajrnen udovede til fordel for det danske arbejde i Slesvig, —> ville sygne hen. Derfor foreslog Skau i et brev til Monrad af 18. maj 1845, at denne skulle traede i stedet for Clausen som leder af foreningen, medens Clausen var i udlandet. Han begrundede sit forslag saledes: »Jeg stottede mig foniemmelig pa Deres offentlige renomme som journalist, der anerkendes af alle, og anforte tillige, at aristokratiet ikke var sa vred pa Dem saledes som t. eks. pa Lehmann, Tscherning og fl.« Dertil f'ojede han, at hvis man ikke fik Monrad som ny formand, kunne komiteen (altsa Syvstjaernen) lige sa godt ophore med sin virksomhed. Rigsarkivet, Monrads privatarkiv, nr. 5982 I. A. I.

33. At Lehmann var overtydet om, at han skulle have spillet den ledende rolle i udarbejdelsen af forfatningsforslaget, som Monrad nu kom til at fa, synes det sidste brev fra Lehmann 7. juni 1849 til den doende hustru at vise: »Jeg kan forsikre dig, at det noget naer er mit livs trosteligste erindring, at jeg med fuld bevidsthed, trods de mest indtrasngende modforestillinger og uden nogensinde at vakle, hverken forinden eller bagefter, bortkastede den ros at vasre forfatningens forfatter for at hente dig og basre dig gennem junidagenes kanontorden og Nordsoens bolger til dit hjem...«. Hanne Engberg 1991, s. 335.

34. I et brev til A.F. Tscherning fra april 1850. Julius Clausen: Af Orla Lehmanns Papirer, Kobenhavn 1903, s. 149. I ovrigt er det nok vasrd at bide maerke i, at Lehmann i samme brev ansa Monrad og Krieger for at vaere radikale: »... ingen laenges vist mere end Monrad og Krieger efter den lid, da Rigsdagen kan ga anderledes radikalt det hele gamle vaesen til livs«, hedder det.

venhedenkunnehan vise, sa laenge der forhandledes om en sag, men denneegenskab var ikke ensbetydende med svaghed. For nar man sa havde naet et resultat, han mente at kunne sta inde for, satte han sin betydelige kraft ind pa at forsvare det.