Svend Thorsen: Fyrre år med Danmark (Schultz, 1960). 184 s.

Redaktor Svend Thorsen er vel forst og fremmest politisk skribent, med en stor — til tider naesten overraskende - evne til at analysere en politisk situation. Derfor vil det maske undre, at der egentlig ikke er noget politisk islaet i den bog, som Svend Thorsen nu har udgivet, »Fyrre armed Danmark« hedder den, deter enkelte, men ofte vaesentllge sider - af den folkelige genforenings historie, der her fortselles ora. Man kan maske nok sige, at titlen spsender videre end indholdet, kan hsende deter lidt for krsevende at tale om fyrre ar, hovedvsegten ligger pa de forste ar efter Genforeningen, og om besaettelsen og tiden derefter er den nsesten helt tavs.

Det sidste kapitel hedder »Grsensedrageren H. V. Clausen til minde«. Pa en made havde det vseret mere logisk at begynde med beretningen om H. V. Clausen - i ovrigt gives der her et vserdifuldt og faengslende billede af den mand, der fik sa stor betydning for fastlaeggelsen af grsensen 1920. Det er dog et sporgsmal, om det ikke er at simplificere forholdene, nar man kalder ham for graensedrageren. Thorsen omtaler selv, hvorledes Clausen henviser til, at A. D. Jorgensen i 1897 og Gustav Johansen i 1901 havde sagt, hvor den nye gra:nse matte ga. Men rigtigt er det, at Clausens viden om graenseomradets forhold var enestaende.

Clausen var aeldste elev af den store historiker Kr. Erslev, og som Thorsen siger: »Denne elev fra Kr. Erslevs strenge videnskabelige skole kunne ikke nojes med det omtrentlige; han matte vide fuld besked med hvert boelsted, heist ogiia om hver dreng, der gik til prsesten«. Hvor usaedvanlig hans viden var fremgar af en lille anekdote, der fortaelles i bogen. Engang kom han syd for Flensborg op at kore med en mand - han var jo ellers den store sonderjyske vandrer - de droftede egnens forhold og pludselig udbrod kusken: »Mit perdekopers is olle tid so vel Verlogenhet«. Hestehandlere er altid fulde af Iogn, og en mand, der vidste sa meget som denne fremmede, matte da vaere hestehandler.

Det matte nsesten vaere en selvfolge, at denne viden blev udnyttet, da enkelthederne i graensedragningen, i t'orste omgang sydgraensen for forste zone, skulle fastlaegges under forhandlingerne i Paris. Pa den tid var der hos Clausen ingen tvivl om hans eget standpunkt - Thorsen synes heller ikke at vaere i tvivl om, at det var det rette - men da H. V. Clausen som ung student begav sig pa sine forste vandringer i Sonderjylland, rettede han, Niels Hjort og Johan Ottosen deres gang mod Flensborg og Dannevirke, der var deres hjerter og interesser. Til indledning giver Thorsen et kort rids af udviklingen i arene efter genforeningen. Han citerer Helge Rodes digt fra 1920:

Sondret folk er vokset sammen
i den store glsedesstund.
En er stammen, en er flammen,
en er glaeden pa vor grund.

Det var som et praeludium, men da festdagene var forbi. forstod man, at det sondrede ikke vokser sammen, fordi en traktat bliver skrevet under. Genforeningen var og matte blive noget langvarigt, matte blive en proces, der skulle fuldbyrdes gennem et langt spand afar. Vel var stammen en, men sondringen havde varet laengere end de fa ar fra 1864, Sonderjylland var igennem mange arhundreder forud for fremmedherredommets tid blevet tvunget til at vandre ad egne veje, i mangt og meget naermere knyttet til det tyske Holsten end til kongeriget Danmark, som det en gang var en del af. Thorsen fremhsever betydningen af valget i 1939 - Danmark havde vundet kampen om »det tredie Slesvig«, om dem, i hvis sind der var tvivl og tvivlradighed, der havde en tvestrengethed i sig, som vel nu engang ma findes hos en del af et greenselands sonner og dotre. Man har kaldt dem for »de blakkede«, et fordommende ord, der ligesom lader hant om den kendsgerning, at mangen en greensebo fik en dobbelt arv fra faedrene.

Gav valget i 1939 en forvisning om, at folkelig set havde graensen fra 1920 holdt, matte den storpolitiske udvikling fylde mange med asngstelse. Alle, der i Nordslesvig oplevede den 9. april, matte sporge sig selv, om graensen ved Skelbaekken, den sidste Versaillesgrsense, nu skulle slettes. Og de forste maneder derefter gik rygterne fra mund til mund, snart begyndte hjemmetyskerne at rejse flagstaenger. Men der skete ikke noget, og efterhanden forstod man, at en tysk anneksion af Nordslesvig ikke i ojeblikket stod pa dagsordenen. Og i disse onde ar var det, ligesom vi folte, at nu var Genforeningen blevet fuldbyrdet. Thorsen siger herom: »Nu var det den hele nations eksistens, der stod pa spil. Efter 9. april var man nord og syd for Kongeaen ganske under den samme skaebne og gjorde, vel for forste gang i arhundreder, ganske den samme dybtgaende folkelige erfaring. Den nationale enhed fremmedes sta3rkt ved verdenshistoriens frygtelige

Efter 1945 kom den nationale front til at ga i Sydslesvig. Thorsen understreger, at dette til trods ma det vsere de danske lederes forpligtelse at handle »pa den lange, historiske linie, og det vil isaer sige beflittede pa at styrke egnene lige nord for rigsgraensen, langs det nye hegn, der blev rejst for nu 40 ar siden«. Thorsen tilfojer: »En iagttager kan dog undertiden synes, at man ... glemmer at kaste evnerne af i de naermeste krav«.

I kapitlet »Den store Sommer« fortaellerSvend Thorsen med sma levendetraek om den tid, da man fra at vaere undersatter i det tyske rige blev danskere. Tit var det de sma ting, som kunne glaede dem, der i sa mange ar havde habet og troet. Peter Grau fortalte, at det, der havde grebet ham mest, var det forste syn af et lokomotivmed det rod-hvide baelte om skorstenen.Et lille problem fra genforeningensforste tid var modet mellem sonderjyske kvinder og deres sostre

fra det gamle land. Krigen havde laert kvinderne i Nordslesvig selvstsendighedog beslutsomhed, verdenskrig, hungersnod og revolution havde hserdetog modnet dem. Mange af dem, der kom nordfra, var gift med embedsmaendog hos nogle sonderjyske kvinder var der fra gammel tid en vis tilbageholdende agtpagivenhed overfor statens embedsmaend og deres familie. Men snart svandt vanskelighedernebort.

I fire afsnit fortaeller Thorsen om den dramatiske kunst i Sonderjylland, radioens, idreettens og andelsbevaegelsens betydning for den folkelige genforening. Han understreger den vaerdi, »det luftbarne ord« har haft for dansk kultur i grsenselandet, og samtidig fremhasver han - maske lidt for staerkt - den tyske radios betydning for mindretallet.

Bogens storste afsnit - uden tvivl ogsa det vaerdifuldeste - hedder »Af en krigsungdoms saga - eller Det unge Graensevsern«. Saerlig interessant er Thorsens analyse af ungdommens stilling til det nationale i de forste ar efter 1920. De unge vendte sig bort fra nationalitetskampen, saledes som deres fasdre havde fort den under fremmedherredommet. For de helt unge blev undertrykkelsen historie - saledes som besaettelsens i dag er det for de 20-arige. Thorsen understreger ogsa, at ungdommen var fremadrettet, det internationale og sociale interesserede dem mere end det historiske og nationale. Genforeningen havde aendret problemstillingen, og de aeldres sprogforing irriterede. Nutiden var den store virkelighed, man stod overfor. Og sa var det, at nutiden pludselig meldte sig med sine krav, Hitlers magtovertagelse i 1933, de mange udfordrende programudtalelser sydfra viste, at Nordslesvig var i fare. Da der nu blev kaldt pa den sonderjyske ungdom ved de store staevner i Tonder og pa Dybbol i maj og juni, modte de unge maend af huse. Staerkt og veerdigt blev der talt. Ernst Christensen stensenfra Asserballe sagde pa Dybbol: »I dag er der vist ingen, der tror, af den nationale kampfront er brudt. Tvaertimod ... Den danske sonderjyske ungdom har begyndt et nyt afsnit af sin historie, vi forer kampen videre for ret og retfserdighed under vort gamle korsbanner - enigt og staerkt star vi som en raur til vaern ved Danmarks, ja hole Nordens graense mod syd«.

Thorsens bog giver et bidrag til den folkelige genforenings historie, vel er det kun strejflys, der kastes henover Nordslesvigs liv i disse ar for det store Ragnarok, ofte kan der bygges pa sma morsomme eller faengslende traek, der ma vaere selvoplevet, gode citater fra prosa og digt gor beretningen levende. Man glaeder sig som sa ofte for over Svend Thorsens evne ikke bare til at skrive, men ogsa til at leve sig ind i problemerne, at forsta menneskene, deres tankeverden og deres handlingsmotiver. »Fyrre armed Danmark* er en bog, som er vaerd at laese.