Sigurd Schoubye: Guldsmede-håndværket i Tønder og på Tønder-egnen. 1550-1900. (Skrifter, udgivne af Historisk Samfund for Sønderjylland, nr. 24, 1961).

Den bog, hvormed Tonder Museums leder disputerer for doktorgraden, har ingen danske forgaengere, men nok en del norske og tyske. Deter forste gang, en dansk kulturhistoriker tager guldsmedens handvaerk og frembringelserop til en clroftelse, og eksemplerpeger sa sta;rkt mod Norge og Tyskland, at der, og kun der, har han kunnet finde tilstraekkeligt gode afhandlingertil sammenligning. De mange gode svenske undersogelser har kun givet smat med hjaelp, for svensk solv ligner ikke dansk, men sejler sin egen kurs. Niir en gang der foreliggerlige sa gode undersogelser fra andre byer i Dan mark, skal enkelte af de stilistiske resultater maske tages

op til revision. Men sikkert ogsa kun
enkelte.

Tonder-solvet indtager en saerstilling i Danmark. Af alle byer i Danmark og Slesvig (nar naturligvis undtages Kobenhavn) er Tonder den, der har haft flest guldsmede i det omhandlede tidsrum. Allerede deter maerkeligt, men kan skyldes, at Vestslesvig gennem lange tider var et storbonde - og somandssamfund uden dybe klasseskel, saledes at relativt mange havde rad til solv, mens fa var sa rige, at de anskaffede storsolv. Maske er det forklaringen pa de fa stykker med vaben. Dernaest den mserkelige kulturhistoriske regel, at just slige steder retarderes stiludviklingen ofte af en stserkt udviklet hjemstavnsfolelse og standskonveniens - saledes mobelhandvserket i Holsten og Ditmarsken, der laver barokmobler endnu efter 1800, og de saerlige Tonder-hovedvandsaeg.

Tonder-egnen er et lidt kunstigt ord, nar man er vant til navnet Vestslesvig. Men Schoubye gor ret i at bruge det, for hans mark er ikke hele Vestslesvig, men netop kun den del deraf, hvis kobstad var Tonder, hvilket klart ses af kortet over kirkesolvets udbredelse fra denne by. Inden for omradet finder Schoubye flere landsby-guldsmede, og i flaekkerne Logumkloster, Hojer, Wyk og endnu mindre byer sidder guldsmede i generationer. Det har allerede Boje opdaget, men S. finder flere og dokumenterer sine opdagelser vel. Her ville vi gerne have set en jeevnforelse med f. eks. Holsten og Ditmarsken, for det nytter nseppe at soge paralleller i Danmark, hvor landsby-guldsmede er sa godt som ukendte indtil 1870. Hvis de da ikke bare er oversete? Sorlandet i Norge har mange i fortid og nutid. Deter let ogsa her at konstatere en lighed mellem Tonderegnen og Norge, men der er heller ingen dansk egn, der er lige sa godt gennemskrabet for guldsmedestempler som disse.

Bevaringsgraden optager Schoubye meget, og der er visselig ogsa gader. Liibeck har i den omhandlede tid haft ca. 700 guldsmede, men kun ca. 350 genstande kendes med sikre stempler. Har moderniseringens emsige lille djsevel virkelig hserget sadan mellem de skonvis 35.000 stykker solv, man kan vurdere deres produktion til? Alborg har til sammenligning haft 98 guldsmede, hvoraf 53 kendes ved stempel, men bare de hidtil kendte arbejder med disse stempler Iober op i et langt storre tal end 350, og der findes bestandig nye. Bergens Solver bevaret i endnu storre tal, og Tonders 1600 dokumenterede stykker er helt imponerende.

Ja, imponerende i antal, men ikke i pondus. Solvet fra Bergen, Randers og Alborg indeholder sa mange korpusarbejder,at deres antal og form dominerer indtrykket af disse byers produktion, og der er flere borgerlige korpusarbejder end kirkesolv, skont ogsa dette speciale er rigt repraesenteret.Men Tonder-solvet er gerne smasolv,dragtsolv, skeer, hovedvandsaeg. Korpusarbejderne er mest kirkesolv, ofte i meget smuk udforelse, sa det var ikke evnerne, det skortede pa, snarere bestillingerne. Schoubye skriver,at byens storsolv antagelig er spredt for alle vinde, som kobstadens folk er det. Jamen hvorfor dukker det sa ikke op andre steder? Storsolvet fra Randers og Alborg figurerer over hele landet, men dog hyppigst hos adel og storbonder pa egnen. Mon ikkeden tonderske besaetning af storsolvhar manglet altid? Vist er solv mobilt, men dog vel ikke i den grad, at det flyr af landet. Men maerkeligt er og bliver denne mangel, for filigran,som ikke mig bekendt har vaeret produceret i Norrejylland, laves i Tonder i en sa god udforelse, at denneteknik ligefrem er typisk for byens guldsmede, - ogsa her er en lighed med Stavanger og isaer Bergen. Og de dejlige tradarbejder med indsat glasskalfra empiretid er klart bedre

handvserk end de nord- og ostjyske
byers bohmiske krystal i fatning af
pressede plader fra senempire.

Ligheden mellem norsk og slesvigsk - undskyld: Tonder-solv — beskaeftiger forfatteren meget, og er da ogsa bade tydelig og mserkelig. Er der ikke en gammel vandrevej for handvaerkssvende fra Vesttyskland-Holland op gennem Sonderjylland og videre til Norge? Snedkere og stenhuggere ma ogsa have fundet den rute, deres vserker ligner hinanden fra Bremen og Husum op gennem Tonder og Alborg og videre til Sorlandets kirker og isaer Bergen. Sandt at sige er det anmelderens eneste virkelig veegtige indvending mod bogen, at dette spor antydes nogle gange, men ikke forfolges. Stilistisk lider ruten da ogsa af et hul midtpa, for der er ringe lighed mellem de naevnte handvserks frembringelser i de naevnte byer og sa f. eks. den ostjyske barok omkring Horsens og Randers.

Om dynastier i faget har Schoubye nyttige iagttagelser. Om slasgten Reimer gselder saledes, at man skal over i glasmagerfaget for at finde en lige sa fagbundet slaegt over et lige sa langt tidsrum. Men slaegtsfolge er endda hyppigere end S. skriver, for et dynasti skyder ofte nye skud via nevoer eller svigersonner, sa vaerkstedet gar videre med samrae traditioner, men under andet mesternavn. S. giver selv sa gode eksempler herpa som f. eks. Boetewadt og Hansen.

Maerkelig er de tonderske vaerksteders ringe mandskab - som jo nok for en del forklarer deres store antal. A. C. Boetewadt var alene pa vaerkstedet, hvilket maske forklarer hans vasrkers ensartet hoje kvalitet. Alborg-mesteren Laurids Th. Holm havde heller ingen svende og har kun efterladt sig mestervaerker. Hans samtidige Jens Kieldsen Sommerfeldt havde en hel stab af svende - og svingende kvalitet, fra fuldkomne vaerker til det rene blikkenslagerarbejde.

Et ksernekapitel handler om lodighed hedog stempling. S. paviser her med gode eksempler, hvorledes guldsmedene selv var storopkobere af forarbejdet solv til indsmeltning og saledes selv har slettet sporene af eget og kollegers virke. Ja vlst sa, hvem skulle ellers have destrueret det gamle solvtoj? Om man bare i sidste krigstid havde haft midler til at opkobe det bedste af det solv, der blev forlangt for at gore nyt? Noget lykkedes det jo at redde, men meget gik i diglen. Mon det var sket, om guldsmedene havde forudset efterkrigstidens priser pa gammelt solvtoj?

S. 62 gor S. sig tanker om reglerne for den varierende brug af stempler og bymserker. Er tanken om slendrian ham helt fremmed? Den patraenger sig laeseren.

Ogsa vserktojet er grundigt afhandlet, til megen glaede for den, som hidtil kun har kendt arbejdets glans, men ikke dets sved. Fig. 16 og dens tekst er leksikalsk sikker og giver sammen med Richard Goos's vaerkstedsinventar den hidtil bedste indforelse for laegfolk i dette kunsthandvserk - men streg under kunst, hvilken streg de gode mestre heller ikke undlod at traekke.

De mange sporgsmal i anmeldelsen ma ikke gerne lasses som om hermed var sagt, at forfatteren ikke loser sine stillede problemer. Det gor han, og deter egentlig kun den evidente lighedmed norske forhold i vserkstedersorganisation og beliggenhed, i stilpavirkning og teknik, jeg mener ulost eller opgivet. Der ma ligge en arsag bag disse ligheder, og udredelsen af den ville vaere en smuk opgave for en ung kunsthistoriker. Sa den bliver nok taget op i Norge, hvor kunsthistorikereikke er for meget verdensmaendtil at arbejde med lokale problemer.Maske ra:kker ligheden mellemSlesvig, Nordjylland og Norge endda videre ud end til snedkere, stenhuggere, guldsmede og glasmagere - de fag, som ligger sa meget inden

for mine erfaringsfelter, at jeg tor
formode om dem.

Glem ikke mundheldet - tillagt Henry Petersen - at de bedste fund gores naer de gode kroer. Ma vi dreje det derhen, at de fleste solvfund gores pa den egn, hvor den bedste solvhistoriker virker. Havde en Schoubye raset i Arhus eller Odense, ville billedet af disse centrer for solvproduktion maske vaere aendret henimod en storre variation af emner, hvor nu korpus dominerer. I Nordjylland kan saledes skelnes mellem en rig vendsysselsk tradition for besiddelse af drikkekander, kvindeligt dragtsolv og halssmykker - og en tyndere himmerlandsk, som foretrsekker baegre, knaespaender og skospaender. Kun skeer synes at vaere ens for de to omrader. Men undersogelsen har hidtil vseret for overfladisk.

Den folkelige kunsthistorie kan forst skrives, nar tilstraekkelig mange afhandlinger om lokale forhold foreligger. Her er et monster til efterligning.