Højesteret 1661-1961. Udgivet pa Højesterets foranstaltning i trehundredåret for udstedelsen af Forordning om dend Høyeste Rettis administration i Danmarck den 14. februar 1661 af Povl Bagge, Jep Lauesen Frost, Bernt Hjejle. I-II. (Gad, 1961). 550 og 579 s.

Festskrifter i den traditionelle stil opkaster adskillige principielle problemer. Jo storre litteraer indsats og jo flere penge, der er gaet med til at skabe et sadant festskrift, des mindre overbevist bliver man om vserdien af denne form for hyldest. Og sa kan det endda ga, nar hyldesten goelder en enkeltperson og tager form af en raekke videnskabelige afhandlinger inden for et begraenset felt. Sadanne festskrifter finder deres naturlige plads og brug hos dyrkere af det pagaeldende felt. Vaerre er det, nar hyldesten gaelder institutioner, hvis forhold til alt og alle skal belyses. Rigsdagens jubilaeumsvaerk er et afskrsekkende eksempel pa misbrug af adskillige fremragende videnskabelige bidrag og af enorme pengemaengder (malt med de humanistiske videnskabers begraensede budgetter).

Det festskrift, som hojesteret lod udsende pa arsdagen for den forordning, der forvandlede det kgl. retterting til Danmarks hojesteret, er et eksempel pa festskrifter af den sidstnaevnte type, men dets forholdsvis begraensede omfang (godt 1000 sider mod rigsdagsvaerkets godt 3000 sider) og den lave pris, hvortil det saelges, gor ulemperne mindre fremtraedende. Sin types hojst blandede indhold har festskriftet dog, og dermed cr det givet, at en enkelt mands anmeldelse af den samlede indsats er halslos gerning.

Som nuvserende universitetslaerer i politisk videnskab og forhenvserende universitetslserer i dansk retshistorie er det derfor naturligt, at jeg i forste raekke beskseftiger mig med festskriftets bidrag pa disse to omrader.

Pastanden om, at hojesteret er en vigtig politisk institution, vil utvivlsomtryste den haedervserdige rets medlemmer, men den er ikke desto mindre indlysende rigtig. Nar man ved politik forstar den virksomhed, hvis mal til syvende og sidst er at bestemme menneskers adfserd, sa vil det let kunne indses, at de domstolsskabteretsnormer i sa henseende udoverden sararae funktion som de folketingsskabte.Nar hojesterets politiskefunktioner saedvanligvis ikke fremhaeves, er arsagen forst og fremmest,at vor hojeste domstol altid har indtaget en i egentlig forstand konservativ holdning over for de magtfaktorer, som til enhver tid har behersket statsapparatet. Deter i og for sig besynderligt, at denne holdningundtagelseslost - og altsa ogsa i festskriftet - betragtes som udslag af en »upolitisk« og »saglig« indstilling,eftersom hojesterets holdning i kritiske situationer jo netop har vreretaf

retafden allerstorste politiske betydningog udtryk for en ganske klar politisk vurdering. Man behover blot at tsenke pa provisorietiden og besaettelsestiden1940-45.

En helhedsvurdering af hojesterets betydning som politisk institution finder man altsa ikke i festskriftet. Svend Ellehfij og Georg Norregaard skriver om hojesterets forhold til regeringen, og Norregaard skriver desuden om den offentlige og politiske debat, som hojesterets stilling fra tid til anden har givet anledning til. Ud fra et traditionelt historisk synspunkt ma disse afhandlinger vurderes som en solid fremlsegning af det foreliggende materiale, isaer naturligvis behandling af kontroverser af principiel betydning og den almene udvikling af hojesterets stilling. Hertil knytter sig Bent Chrisiensens juridiske fremstilling af problemerne vedrorende domstolens uafhaengighed og dens adgang til at efterprove forvaltningshandlingers lovlighed og loves overensstemmelse med forfatningen. Om alle disse bidrag gselder det, at de indeholder meget interessant materiale behandlet pa en fornuftig made, men at de hverken tilsigter eller opnar at tegne et helhedsbillede af hojesterets samfundsmaessige placering.

Endnu spinklere er festskriftets materiale til belysning af domstolenes, og altsa isaer hojesterets, normgivende funktion. I virkeligheden findes der slet intet materiale herom, thi den foreliggende behandling af hojesterets domspraksis som retskilde er for det forste kortfattet og sporadisk, for det andet har den et rent retshistorisk sigte. Imidlertid findes der jo store omrader, ikke mindst inden for erstatningsretten og gaeldende ret vedrorende indskraenkninger i erhvervsfriheden, hvor domspraksis har reguleret borgernes adfserd lige sa effektivt som folketinget kunne have gjort det ved en formel lovgivning, ja vel med en endnu hojere effektivitet, end man havde kunnet opna ved lov, fordi disse omrader i sa eminent grad egner sig til at vaere underkastet en forsigtigt eksperimenterende domspraksis' elastiske regulering. Hvad jeg savner i et festskrift som det foreliggende, er naturligvis ikke en systematisk og kommenterende gennemgang af den foreliggende domspraksis pa de nsevnte og andre omrader, men et forsog pa at trsekke de principielle linjer op i hojesterets normerende virksomhed. Uden et sadant forsog er billedet af hojesterets placering i det danske samfund kun meget ufuldstaendigt.

De trsek af hojesterets virksomhed inden for privatretten, som Stig luul har meddelt i sit bidrag til festskriftet, indeholder flere betydningsfulde og originale bidrag til dansk retshistorie. Man har vel lov til at habe, at der her er tale om biprodukter fra en systematisk retshistorisk indsats fra forfatterens side, hvis udgivelse man laenge har set frem til med forventning. Dansk retshistorie er jo desvaerre stedbarn i dansk historieskrivnings talrige og brogede barneflok.

81. a. paviser Stig luul, at kongen allerede for enevaelden kunne ga imod et flertal i rettertinget; der var altsa virkelig ogsa den gang tale om kongens retterting. Dette fremgar ogsaaf de tilfaelde, hvor rigsradet forelagdeen sag for kongen uden for rettertinget. Da kongen og rigsradet havde bade lovgivende og dommende myndighed, havde dommene for 1660 samme karakter som love. Deres bindendekraft som prsejudikater var altsaübestridt. Stig luul fremlaegger et interessant materiale til belysning af den skiftende opfattelse af praejudikater.I 1700-arene fortolkes hojesteretsinstruksenofte som indeholdende et forbud imod, at prokuratorerne paberabersig tidligere hojesteretsdomme,og forst A. S. orsteds forfatterskab kendetegner i teorien den opfattelse, at det ikke alene er tilladt at anfore praejudikater, men at Hojesteret selv

ma veere bundet af sine tidligere domme.Efter 1849 finder der savel i teorisom praksis en lempelse sted af dette skarpe standpunkt, men praejudikatslaerener endnu ikke afklaret. Victor Hansen har i sin bog »Retsplejenved Hojesteret« (1959) behandletemnet

I ovrigt indeholder Stig luuls afhandling spredte eksempler pa forholdet mellem hojesterets og den juridiske teoris syn pa forskellige retsinstitutter. Det drejer sig her om enkeltundersogelser af stor retshistorisk, men kun ringe almenhistorisk betydning. En naermere omtale falder derfor uden for denne anmeldelses rammer. Som bidrag til samfundsstrukturens og samfundsideologiens udvikling er en belysning af domstolenes handhsevelse af strafferetten derimod af uvurderlig betydning. Tage Holmboes afhandling indeholder da ogsa adskilligt til belysning af dansk socialhistories udvikling, men bade i juridisk og historisk henseende savner den systematisk fasthed og indholdsmaessig klarhed. Mindre almenhistorisk betydning har den rettergangsmade, der fandt anvendelse ved hojesteret, men Thoger Nielsens proceshistoriske afhandling indeholder desuden oplysninger om retssagernes beskaffenhed. Enhver historiker vil kunne indse, at en systematisk analyse af de sager, der i Iobet af en vis periode kommer for domstolene, nodvendigvis ma afspejle et vigtigt aspekt af samfundsstrukturens udvikling.

Uden for det politiske og retshistoriske interessefelt foler anmelderen sig pa den tyndeste is, og allerede af den grund vil der ikke kunne ydes bidragydere uden for dette omrade fuld retfserdighed. Pa traditionel vis er det hele jo kommet med: Svend EUeh.o), der er festskriftets flittigste medarbejder, har skrevet om hojesterets grundlaeggelse og om rettens geografiske virkefelt. Sidstnsevnte afhandling giver anledning til vserdifulde oplysninger om forholdet til de »tabte« lande og landsdele samt enkelte aktuelle betragtninger vedrorende dansk retsvsesen pa Fseroerne og Gronland. Endvidere skriver Ellelioj om hojesterets organisation og ydre fremtraeden, samt, som nsevnt foran, om forholdet til regeringen. Harald Langberg har leveret en arkitekturhistorisk redegorelse for de bygninger og lokaler, hvori hoj esteret har haft sasde gennem arene. Naturligvis skal Thorvald Jorgensens Christiansborg-bygning ogsa ved denne lejlighed have et hip. Som usagkyndig er anmelderen efterhanden ved at blive betsenkelig ved de sagkyndiges alt for enstemmige, ofte gentagne nedrakning, at det sporgsmal uvilkarligt rejser sig, om slottet nu virkelig er sa forfserdeligt, som kritikerne vil gore det til.

Holmboe, Falk-Jensen og Hjorth- Nielsen har taget sig af det biografiske stof, der gor festskriftet til en nyttig handbog. Afhandlingerne om dommernes og advokaternes rekruttering er tyndbenede skeletter uden mange kodtrevler, og de understreger savnet af systematiske undersogelser af dommernes meninger og indflydelse, som vi kender dem fra amerikansk litteratur og righoldige dommerbiografier, der hyppigt udkommer savel i USA som Storbritannien. Bedst er de biografiske noter om hver enkelt hojesteretsdommer og hojesteretssagforer. Festskriftet afsluttes med en kort redegorelse af Aage Easch om hojesterets