L. Bindsløv Frederiksen: Pressen un der besættelsen. Hovedtræk af den danske dagspresses vilkaar og vir ke i perioden 194O-45. (Universi tetsforlaget i Aarhus, 1960). 551 s

I forordet til sit vaerk, »Pressen under bessettelsen*, skriver magister Bindslov Frederiksen: »Den optimisme, hvormed jeg fra forste faerd gik i gang med opgaven, viste sig ganske übegrundet. Problemerne var mere komplicerede end forudset, mere omfattende og talrigere. Materialets omfang var overvaeldende, dets art og kildevserdi yderst varierende .. Jeg gor mig dog ingen illusioner om, at den Iosning, bogen reprsesenterer, skulle vsere den eneste mulige«.

Deter lidt vanskeligt at forstaa B. F.'s forhaandsillusioner overfor en opgave af denne art. Paa forhaand maatte det netop forekomme at vaere en naesten ufremkommelig opgave at gennemarbejde, overse, placere og vurderedet enorme stof, som 5 begivenhedsmsettedebesaettelsesaar rede:Iselve bladene, i udenrigsministerietspressebureau, i pressenaevnet,i de omfattende kildesamlinger til disse aars hiistorie og i den betydeligelitteratur, der nodvendigvis maatte inddrages i undersogelsen, fordibaggrunden for pressearbejdet - udenrigsk som indenrigsk - hele tidenmaatte traekkes op. Og hertil kommersaa

mersaaden opgave at samarbejde
stoffet i overskuelig og laeselig form.

Netop derfor er det ikke gorligt at laegge vaegt paa B. F.'s beskedne bemaerkning om, at bogen ikke repraesenterer den eneste mulige 10sning. Selvfolgelig ikke — men dette er helt uden betydning overfor den kendsgerning, at nu foreligger der en Iosning. Med B. F.'s vaerk ejer vi en grundlaeggende undersogelse, fort igennem for hele besaettelsestidens vedkommende, af den vitale del af det danske samfundsmaskineri, som pressen - herunder pressens radioavis - repraesenterer. Bogen vil blive staaende som et hovedvaerk til disse aars historie. Den belyser ikke alene den presse, den direkte har til formaal at skildre, men den kaster lys over tiden som helhed, begivenheder, stemninger og ideer, opfattelser og meningsbrydninger og de vilkaar, besaettelsen medforte for alt og alle. Dette gor bogen, uanset at B. F. nogternt og sikkert ikke uden en vis resignation skarpt holder sig til, hvad han selv har afgraenset som sin centrale opgave: En stort set refererende skildring af pressens vilkaar, og dens reaktioner igennem besaettelsestidens skiftende faser og situationer.

At der ved defineringen af opgaven har vaeret tale orn en vis resignation, fremhaever forfatteren selv i det afsluttende kapitel, »Problemer og principper«, hvor han kort og koncist gor rede for materiale, metode og opgavens omfang, begraensning og disposition. Han fremhaever, at han f. eks. har maattet afstaa fra en naermere behandling af de enkelte pressefolk og praeciserer, at han har maattet samle skildringen om de vaesentlige situationer og udelade stof, som maaske af andre vil kunne bedommes som mere vaesentligt.

Det bor overfor denne reservation slaas fast, dels at B. F.'s styrke netop har vseret den, at han har haft evne til at koncentrere undersogelse og skildring og fastholde koncentrationen under udarbejdelsen, dels at hans valg af stof netop forekommer indlysende centralt. Uden den forste forudsaetning var forfatter og bog »druknet« i stofmaengden, og uden den sidste var bogen blevet konturlos. Nu staar skildringen fast og praecist og faar farve gennem en righoldig dokumentation, hentet fra avisernes spalter. Man gennemlever en raekke af bessettelsesaarenes vigtigste episoder og kriser og fores direkte ind i tid og tilstande. Deter taenkeligt, at en og anden vil savne et og andet. Hertil er saa kun at svare, at det altid maa vaere historikerens pligt at sortere for derigennera at skabe oversigt og mulighed for tilegnelse. En saadan sortering af stoffet er sket i denne bog og stort set foretaget med sikker sans for vaesentligt og uvsesentligt. Mindre sikker forekommer en disponering af stoffet, der gang paa gang adskiller forhold, der horer organisk sammen, men det maa paa den anden side medgives forfatteren, at det muligvis har vaeret en uloselig opgave at fastholde baade en fast kronologi og klarhed i fremstilling af sammenhsengende

Et bredt referat af bogens indhold skal ikke forsoges her. Den tager sit udgangspunkt i selve besaettelsessituationen,antyder i et glimt de restriktioner,hvorunder pressen levede alleredefor bessettelsen og gor derpaa detailleret rede for de skiftende presseordningerog de kvselende vilkaar, disse ordninger skabte for pressen. Derpaa belyser den gennem en noje redegorelse for en lang rsekke forhandlingerog gennem udforlige citaterfra datidens aviser, hvorledes pressen dels — og heldigvis - rejste borster overfor baade ordninger og konkrete enkeltsituationer og sogte at hviske sig et msele til - ofte gennemdet, den ikke skrev, dels fandt sig i at indordne sig under de uundgaaeligevilkaar, besaettelsen nu engangmedforte. I hele denne skildring forholder B. F. sig fortrinsvis koligt

iagttagende og refererende. Han afstaarfra de omfattende principdebatter,stoffet unaegteligt giver rig anledningtil, ligesom han afstaar fra en direkte vurdering af pressens indsatsog fra indgaaende personvurderinger.

Der sker ingen skade herved. Bogens brede referat giver laeseren et rigt materiale i hsende til selvstaendige overvejelser og konklusioner, ikke blot og ikke forst og fremmest om pressens holdning og forsog paa at opretholde en holdning, men bagom dette til konklusioner om hele den forhandlingspolitik og senere modstandspolitik, der bestemte pressens og hele samfundets vilkaar. Bogen beskseftiger sig med pressen, men handler til syvende og sidst om hele besaettelsestidens fint nuancerede problematik, overfor hvilken grove domme altid kommer til kort. Heri ligger bogens virkelige perspektiv.

B. F. bygger sin skildring paa stort set alt relevant materiale, bortset fra, at han ikke har anvendt det materiale, der findes i modstandsbevsegelsens arkiver, og som bl.a. er centralt til belysning af aktiviteten i Stockholm og presseforbindelserne med Sverige. I sin vurdering af materialet gor B. F. den centrale bemaerkning, at »de samtidige kilder er praeget af situationens haarde pres. Man maa regne med, at fremstillingen af facts, argumentationen for en handling, skildringen af en indsats og forklaringen paa en undladelse eller en eftergivenhed bserer mserke af situationens imperativ« (s. 513). Dette er en ovenud vigtig og rigtig konstatering. Man maa regne med, at den ikke alene har gyldighed for dette saerlige stof, men at den gaelder for alt samtidens »legale« materiale. Det vil vise sig, at det altsammen kan vsere belastet i kildemaessig henseende af situationens imperativ, i udeladelser som i indhold. Skulle det siges groft og i en kort formel, kunne det formuleres saadan, at det, der skete, ofte ikke staar i akterne, og at det, der staar i akterne, ofte ikke skete eller ikke skete saadan, som det staar i akterne.

Netop de citater fra datidens aviser, B. F. bringer, er lysende eksempler herpaa. De er taget over en bank karakteriserede derved, at de for saa vidt er uoprigtige, som de sjaeldent eller aldrig udtrykker, hvad den paagaeldende journalist ville have skreVet, men altid hvad han i den givne situation kunne skrive eller mente at burde skrive,.

Netop derfor er det en lykke, at en historiker, der selv har oplevet dennetid, har taget stoffet op til behandling.Naar B. F. gor reverens for en historiskortodoksi med en bemserkningom, at »ingen, der selv er barn af samtid og eftertid, kan give en objektiv skildring af pressens vilkaarog virke i perioden 1940-45«, saa kunne den modsatte betragtning med fuld saa stor ret gores gaeldende, at »ingen, der ikke er barn af samtid og eftertid« vil kunne grundbehandle dette stof. I det mindste krsever den sserlige karakter af kildematerialet fra disse aar, at det baade fortolkes med indsigt og suppleres grundigt. B. F. har da ogsaa med afgjort vserdi foretageten saadan nodvendig supplering. Han skriver: »....fra talrige aviser har jeg modtaget beretninger til belysningaf pressens og journalisternesvilkaar og virke gennem de fern lange aar. Under samtaler med personerfra presse og udenrigsministeriumfik jeg ofte uddybet vanskelige problemer og dunkle punkter naermerebelyst«. Gud ske lov for dette uortodokse og samtidige angreb paa stoffet. Vaerdien heraf fremgaar af talrigehenvisninger bogen igennem.

der i forordet takkes for 3 maanedersarbejdsfritagelse!

Man maa nu haabe, at »Institut for presseforskning og samtidshistorie*, der har overdraget B. F. 10sningen af denne opgave, maa faa held til at realisere de planer om et vaerk om den illegale presse, der bebudes i bogen.

»Pressen under besaettelsen* fremlaegger vsegtigt, under hvilke utaalelige omstaendigheder den legale presse dengang maatte arbejde, og det fremlaegger ligesaa vaegtigt, hvorfor dansk presse og danske pressefolk fra Eskelund og nedefter opnaaede at bevare agtelsen under disse omstsendigheder, saa vi slap for det sammenbrud for pressen, der blev konsekvensen af en tilsvarende situation i Frankrig. Men »Pressen under besaettelsen« fremlsegger ogsaa klart, hvorledes det under de raadende forhold blev gradvis ugorligt for pressen at vaere opinionsdannende. Denne opgave overgik til den illegale presse, i stort omfang stottet af de legale pressefolk. Da man i 1942 startede »Frit Danmark« stod det allerede da klart, at fra nu af gik vejen til sand orientering gennem illegalitet. En samlet skildring af det pressearbejde, der da satte ind, vil vaere en hovedopgave for den kommende besaettelsestidsforskning.