Ernst Christiansen: - men det gik anderledes. Erindringer og vurderinger. (Fremad, 1960). 232 s.

Fhv. minister Ernst Christiansen harmed titlen pa sine erindringer villet sige, at det, han i arene for, under og lige efter den forste verdenskrig kaempede for som formand for de unge socialdemokrater ikke blev til virkelighed, eller i hvert fald blev det pa en anden made, end han havde taenkt sig.

Deter skildringen af arene i S. U. F. fra 1913 til Ernst Christiansens udtraeden af det kommunistiske partis ledelse i 1926, der er bogens tyngdepunkt. Forud gar erindringer fra barndom og tidligste ungdom om karene i et arbejderhjem og om laerlingeliv (typograf); stort set siges her ikke noget nyt, men forfatteren giver knapt og velformet den nodvendige baggrund for sin senere gerning, der tager sin egentlige begyndelse, da han i 1913 vaelges til formand for S. U. F. De kommende ar blev en problemfyldt periode for den socialdemokratiske ungdomsbevaegelse, hvor ungdommen ikke kunne folge de aeldre, der gik snaevert ind i et ansvarligt samarbejde med regeringspartiet: Det radikale Venstre. Hovedlinjerne i forholdet mellem partiet og de unge er velkendte pa forhand, bl. a. har Ernst Christiansen selv skrevet derom i »En bygning vi rejser*. Det nye og vaerdifulde, erindringerne her giver, er oplysningerne om arbejdet i ungdomsbevaegelsen, om dens ledere og om forholdet til partiet, herunder til de oppositionelle »aeldre« i ledelsen. Brydningen viste sig pa en raekke omrader: sikringsstyrkens hjemsendelse, Zimmerwald-bevsegelsen, den antiklerikale agitation og i de personlige forhold til partiets ledere, navnlig Stauning og Borgbjerg.

Afsnittet om tiden fra 1919 med dannnelsen forst af Venstresocialistisk Parti, senere det kommunistiske parti, giver ogsa en raekke nye enkeltoplysninger oplysninger- forholdet til Moskva spiller her en afgorende rolle. Erindringerne fortssetter ogsa efter afslutningen af Ernst Christiansens kommunistiske livsafsnit, da han fra 1930 pany indtraeder i Socialdemokratiet. I spredte kapitler fortaelles om forfatterens politiske arbejde, indtil han i 1957 fratrseder som minister. Her bliver den tendens, som i det hele prseger bogen, endnu mere fremherskende: en udtalt diskretion og tilbageholdenhed, nar det gaelder personlige forhold. I det hele kunne man med al anerkendelse af bogens mange kloge vurderinger have onsket noget storre abenhjertighed; desvaerre er der for mange steder - ogsa i hovedafsnittet om 1913-26 - hvor man foler, at forfatteren ikke nser siger, hvad han ved.