A. Svensson: Redaktør J. Jessen. III. (Skrifter, udgivne af Historisk Samfund for Sønderjylland, D.B.K. 1960). 399 s.

Jens Jessen var fra 1882 til sin dod i 1906 redaktor af Flensborg Avis og i sine sidste fire levear tillige sonderjydernesrepraesentant i den tyske rigsdag i Berlin. Redaktor A. Svenssonhar taget den store opgave op at give en levnedsskildring af denne

frygtlose forkaemper for danskhedens sag i Sonderjylland. I tre store bind foreligger den nu afsluttet. Alene i betragtning af forfatterens hoje alder - han fylder om fa maneder firs - ma man med taknemmelighed anerkende den praestation, der ligger i, at vserket er fort til ende.

De to foregaende bind er tidligere anmeldt, men ved afslutningen kan der vaere anledning til at se pa helheden. Man ma forst fremhaeve den uhyre stofrigdom. Forfatteren har ikke skyet nogen ulejlighed for at samie materiale. Jessen selv har desvaerre kun efterladt sig sare fa optegnelser, og der findes ikke mange breve fra hans hand, og de, der findes, er af tilfseldig karakter. Derimod er han hyppigt omtalt i andres breve, og det har fordret et stort og talmodigt arbejde at ga de mange brevsamlinger igennem, og deter en kraevende opgave at belyse brevene i den sammenhaeng, hvoraf de er udsprunget, og det kan altid vaere diskutabelt, om alle relevante forhold er taget med for at na til en afbalanceret vurdering af brevenes udsagn. Man har naturligvis Jessens egne artikler og det enorme kildestof, der ligger i selve »Flensborg Avis«, men deter mojsommeligt at sla vand af den klippe, som aviserne er, nar man benytter dem i historisk ojemed.

Stoffet har ikke for alle deles vedkommende ligget klart og sigtet ved arbejdets begyndelse. En hel del er kommet til og er blevet benyttet efterhanden; det har medfort, at der ved fremstillingen i de senere bind undertiden gribes tilbage til emner, der efter kronologien naturligt horte hjemme i de tidligere og med det resultat, at vaerket foles mindre helstobt; der stilles krav til laeseren om aktivt medarbejde for at fa det fulde udbytte af bogen, og det samme krav rejser sig tillige som folge af Svenssons metode og hans eget engagement.

Metoden er kendetegnet ved en ret bred meddelelse af kildemateriale, medens konklusioner og kommentarer er ret kortfattede; og engagementet kan kendetegnes som en beundrende elevs forhold til en stor mester. Engagementet mserkes isser i den ret omfattende plads, der i vaerkets to sidste bind ofres pa forholdet mellem Jessen og H. P. Hanssen, og det spores, at forfatteren horte til den kreds, der forholdt sig kritisk over for H. P. Hanssen ogsa i arene efter Jessens dod.

Efter anmelderens opfattelse fremtrseder billedet af Jessen i for hoj grad som resultat af en mandjaevning med H. P. Hanssen. Deter muligt, at kommende generationer af historikere vil tage denne problematik op i storre sammenhaeng - der kan nemlig, hvad Svensson er opmserksom pa, fremdrages yderligere materiale til belysning deraf — men deter ogsa muligt, at kommende historikere vil anse det personlige modsaetningsforhold som en detaille, for med sa raeget storre energi at undersoge den historiske udvikling, hvor de divergerende opfattelser med hensyn til strategi og taktik naturligt horer hjemme; uenigheden gjaldt isser taktikken, men den blev farvet af de personlige divergenser, og disse divergenser orafattede ogsa andre end de to hovedpersoner.

Som det fremgar af tidligere bind, var Jessens forhold til Gustav Johannseni lange perioder koligt, og som det fremgar af et kapitel i 11. bind, var forholdet til A. D. Jorgensen ikke sserliggodt, hvilket ikke pa nogen made udelukkede, at Jessen gav A. D. Jorgensenshistoriske forfatterskab sin übetingede anerkendelse. H. P. Hanssenfolte derimod A. D. Jorgensen som sin faderlige ven, og blandt alle, der i kongeriget interesserede sig for Sonderjylland, stod H. P. Hanssen ingennaermere. Den tesis, som Svenssonhar opstillet i et tidligere bind og delvis opretholder i det foreliggende,at H. P. Hanssen var saerlig afhsengigaf

hsengigaf»kobenhavnske radikale«, kan alene af denne grand ikke holde. H. P. Hanssen havde politiske venner i Kobenhavn bade blandt hojre- og venstrefolk, og vel at maerke venstrefolkaf alle afskygninger.

Der var skarpe personlige modsaetninger mellem de forskellige venstreretninger. Det vil man fa staerke indtryk af, nar disse menneskers arkiver bliver mere kendt. Og der var ogsa skarpe uoverensstemmelser mellem de venstrefolk, der interesserede sig for Sonderjylland; f. eks. kom H. V. Clausen og Johan Ottosen til at sta hinanden fjernt, ikke mindst i den sakaldte Krabbe-affaere i 1901. (Folketingsmand Krabbe ville ikke tage afstand fra sin datter, fru Wildenradt Krabbe, der omkring 1900 med okonomisk stotte fra de tyske myndigheder redigerede bladet »Dannevirke«. Der blev rejst en heftig kampagne imod ham i forbindelse med folketingsvalget i 1901).

Jessens venner var ikke udelukkende, men fortrinsvis at finde blandt hojrefolkene; men ogsa i hojrekredse var der modstridende synspunkter. En konservativ mand som Franz v. Jessen stod i arene for 1914 H. P. Hanssen nser, medens han i arene 1918-20 stillede sig i et skarpt modsaetningsforhold til denne. Svensson finder Franz v. Jessens skildring af Jens Jessen og dennes forhold til H. P. Hanssen uensartet og ikke altid helt daekkende (s. 211). Uensartetheden haenger sikkert sammen med denne svingning, men i det portraet, Franz v. Jessen har tegnet af Jens Jessen i sine erindringer, er den oprindelige opfattelse fremherskende, og han siger f.eks. efter skildringen af et besog hos redaktor Jessen i 1899: »Dengang som sa ofte senere forlod jeg Jens Jessen med uro og sorg i sindet. Hvilken umage jeg end gjorde mig, ville det ikke lykkes mig at samstemme storheden i hans gerning med smaligheden og übarmhjertigheden i hans karaktertraek«. (II s. 107).

Denne opfattelse udelukkede ikke, at Franz v. Jessen i sin karakteristik af H. P. Hanssen havde adskillige kritiske bemaerkninger at gore.

Jessen havde, som det anerkendtes fra alle sider, i sjaelden grad herredomme over sproget, og hans indsats gennem Flensborg Avis har H. P. Hanssen i en nekrolog kendetegnet som »en national bedrift, en af de storste, der er ovet i Sonderjylland« (citeret hos Svensson 111. s. 336). Jessens herredomme over sproget var forenet med et veludviklet talent for ironi og sarkasme, som han kunne gore brug af, bade over for modstandere i fjendens og i sin egen lejr. Hans kone havde ifolge Jessens eget udsagn et skarpt blik for dette. »Hun siger«, skrev han I et brev til landstingsmand Villars Lunn, der sogte at skabe en bedre forstaelse mellem Jessen og H. P. Hanssen: »Du uddeler stiklerier og spydigheder, og nar andre ikke kan gore gengaeld med samme mont, sa svarer de med grovheder«.

Der fandtes dog dem, der kunne give igen. Svensson beretter efter familietraditionenom en ung besogende,til hvem Jessen skal have sagt »De er mere godmodig end god, og De er mere elskvaerdig end elskelig«, hvortilden unge mand replicerede: »Og De er mere ondskabsfuld end ond«. Denne side af Jessens vsesen star i en saerpraeget kontrast til den overlegnestyrke, hvormed han forte sine mange fejder mod de tyske myndigheder.Det fremgar af mange trsek, at Jessen havde en staerk kaldsbevidsthed,og det vanned megen myndighed,han tog standpunkt i politiske sporgsmal. Praestem Carsten Petersen har kaldt ham »en dommer i Israel*,... »Vi har kun kendt denne ene dommer, den ene Jens Jessen«.

som for Jessens vedkommende i den almindelige retsplejes mening. Deter nok et karakteristisk trsek for den store journalist, at han anlsegger sin egen malestok, nar han optraeder med en dommers myndighed i sine artikler.Trods skarpe politiske modsaetningerydede Jessen journalisten Horupal

Hvad enten man vurderer Jessen ud fra den pressehistoriske eller den nationalhistoriske synsvinkel, rager hans personlighed op. Svensson har med sine tre bind ydet en vaerdifuld hjaelp til alle dem, der drages enten af den fase i Sonderjyllands historie, som Jessen vanned til at saette et sa staerkt praeg pa, eller af hans ejendommelige personlighed. Men den endelige dom er ikke fseldet, og det bliver den vel aldrig; for der er det saerlige ved historiens domstol, at ingen dom er endelig, der er evig appel.

Det kommer blot an pa, om nye dommere vil melde sig, om de finder det umagen vaerd at tage disse personer og forhold op til ny behandling. Deter anmelderens hab, at der bestandig vil komme nye generationer af historikere, der vil gore det. Ved afslutningen af det store trebindsvaerk om Jens Jessen skal der lyde en tak til forfatteren for den store indsats, han hermed har gjort.