Oswald Hauser: Preussische Staatsräson und nationaler Gedanke. Quellen und Forschungen zur Geschichte Schleswig-Holsteins. Bd. 42. (Karl Wachholz Verlag, Neumünster 1960).

Med fuld ret kunne denne bog vaere kaldt »Germaniseringspolitikken i Nordslesvig 1864 til 1914«. Den behandler den preussiske forvaltning i provinsen Slesvig-Holsten, optantproblemet, den preussiske sprogpolitik og slotsforvaltningens forhold til den tyske forening for det nordlige Slesvig i den periode, da den preussiske stat med alle midler forsogte at fortyske Nordslesvig. I et tillseg bringes en raekke dokumenter fra den preussiske administrations arkiver. Bade behandlingen og offentliggorelsen af dokumenterne er hojst fortjenstfuld. Professor Hauser tager ud fra vor tids demokratiske anskuelse afstand fra den preussiske germaniseringspolitik og tager et opgor med fortidens politik ud fra synspunkter, som man pa dansk side kan anerkende og glsede sig over, fordi der derved abnes en mulighed for at tale sammen om tingene.

De saerlige problemer, som den preussiske administration var stillet over for i Sonderjylland, har forfatteren imidlertid sat ind i en bestemt teoretisk ramme, saledes at titlen tilsyneladende angiver et langt storre og mere alment emne. Det kan behove lidt forklaring. Den preussiske tradition er efter professor Hausers opfattelse praeget af spaendingen mellem pa den ene side autoritsere, centralistiske og uniformistiske tendenser med militsermagten som en sserlig karakteristisk faktor og pa den anden side respekt for retsstatens regler, anerkendelse af borgernes ligestilling i forhold til forvaltningen og en nogtern retfaerdighedssans i behandlingen af sagerne og en iojnefaldende ansvarsbevidsthed og pligtfolelse hos statens tjenere. Han stotter sig i udredningen af statsraesonens indhold til F. Meincke. Den nationale tanke derimod havde til formal hensynslost at fremme rigets magtpolitiske stilling. I store traek var statsraesonen vigende og nationaltanken voksende i periodens 10b. Statsraesonen var modererende, medens nationaltanken 10b mere og mere grassat.

Man kan naturligvis laegge et sadantskema over tyske myndigheders forhold til de danske sonderjyder. Det virker imidlertid ikke synderligtorganisk. Der var i den gamle preussiske tradition elementer nok, der kunne forklare den harde hands politik i Nordslesvig uden at gore brug af den nationale tanke i den wilhelmske udformning. Der fandtes pa den anden side ogsa en national tysk tanke for denne tid. Den preussiskepolitik var hard fra forste faerd, og der er ikke forklaret ret meget ved at give den »nationale tanke« skyldenfor de mest skaemmende hardheder.Forfatteren skriver f. eks: »Den nationale tanke betjente sig i sin bestraebelsefor at sla igennem af en saerlig metode, som naesten gjorde enhvermodstand umulig, nemlig den moralske diskriminering«. Nej deter ikke »den nationale tanke«, der her er subjekt, men de mennesker, der forsogte at opna deres hensigt ved moralsk diskrimination. Deter naeppeheller rigtigt, at der ikke kunne gores modstand mod sadanne forsog. Det var et sporgsmal om civil-courage, men den skortede det afgorende pa. Man kan egentlig ikke pavise en udviklingi ligelob fra mindre til storre

hensynsloshed. Den preussiske politiki Nordslesvig fulgte i nogen made en siksak kurs. Et skrapt regimente kunne forbigaende afloses af et mildereog det igen af tiltagende undertrykkelse.Retsstaten holdt imidlertid stand, og de danske sonderjyders selvhsevdelsemod administrationen forklaresikke mindst ved dette faktum. Svingningerne hang bl. a. sammen med skiftende udenrigspolitiske hensyn.Forfatteren giver et udmaerket eksempel herpa ved omtalen af Bismarcksmodererende holdning i 1888-89.Sadanne gjorde det i dissear onskeligt at vise Danmark en smule hoflighed. Men Bismarck kunnetil andre tider bade for og siden repraesentere hardheden, hvad enten den sa kunne motiveres med statsraesoneller statens magtkrav, f.eks. imod unge, der var udvandret fra Sonderjylland for at undga preussisk militaertjeneste. I 1882 anbefalede Bismarckhardhed i disse tilfaelde: »onsketom at vise hensynsfuldhed kan ikke vsere afgorende« skrev han, »regeringensforholdsregler ma indrettes efter de politiske krav.« Dette forhold fortolker forfatteren med folgende ord: »Det var igen engang den ofte übarmhjertigt hardt virkende side af statsraesonen, som selvom den var tsenkt ganske konservativt i dette tilfaeldegik et stykke hand i hand med de nationale fordringer«. Eksemplet om sondring mellem statsraeson og national tanke slar ikke rigtig til. Det foJes som om stoffet er presset ind i en form, der ikke pa naturlig vis laderdet komme til sin ret. Denne kritiskebemaerkning ma imidlertid ikke tilslore, at bogens indhold er yderst interessant, og at der her for forste gang ud fra tyske forudsaetninger meddelesen videnskabeligt underbygget fremstilling af denne periode i Sonderjyllandshistoric

I skildringen af sprogforordningen af 1888, hvorved tysk blev eneherskende i samtlige skoler bortset fra 4 timers religion pa dansk, reviderer forfatteren den pa tysk side gaengse opfattelse, at generalsuperintendant Kaftan i god forstand adskilte sig vsesentligt fra statsmyndighederne i denne sag. Kaftan har i sine erindringer kritiseret sprogforordningen, men nar man gar naermere ind pa problemerne er forskellen pa hans og regeringens synspunkter ikke sa stor; en hel del af forklaringen pa Kaftans og med ham praesidenten for konsistoriets holdning ligger nok i det forhold, som forfatteren oplyser s. 116 at: »Begge var oprort over, at hverken konsistorium eller generalsuperintendant, for offentliggorelsen, var blevet konsulteret angaende en forordning, der tillige vedrorte den religiose opdragelse.«

Ud fra en dansk forudsaetning ville man med endnu storre bestemthed bryde staven over den preussiske skolepolitik og over de forholdsregler, der tjente til at hindre foraeldrene i ad privat vej at rade bod pa det skolen forsomte; med professor Hausers fremstilling er forskningen imidlertid kommet et godt skridt lsengere frem. Der vil forovrigt kunne fremdrages endnu et stort materiale svarende til det af prof. Hauser meddelte, nar engang det preussiske udenrigsministeriums arkiv, der ligger i ostzonen bliver tilgaengeligt. Forhabentligt vil dette materiale engang blive behandlet ogsa af danske forskere.