Georg Nørregård: Efterkrigsår i dansk udenrigspolitik 1815-1824. (Gyldendal, 1960). 207 s.

Dr. Georg Norregard er at finde blandt de ikke talrige danske historikere,der far noget fra handen i bogform.Regelmaessigt med seks ars mellemrumhar han udgivet »Danmark og Wienerkongressen 1814—1815 « (1948), »Freden i Kiel 1814« (1954)

og nu senest »Efterkrigsar i dansk udenrigspolitik 1815—1824« d. v. s. frem til aret for udenrigsministeren Niels Rosenkrantz' dod. I dobbelt forstander bogen et opgor af boet efter begivenhederne, der forte til Danmarksafstaelse af Norge; for det forsteindholdsmaessigt ved at Isegge hovedvaegtenpa en skildring af forhandlingerneom statsgaeldens deling, og for det andet for Dr. Norregard personligt ved at fore sin trilogi til afslutning. Bogen peger saledes snarerebagud end fremad. Deter opmuntrendeat sect vserk fort til ende, selv om de emner, der nu senest er gjort til genstand for behandling, ikke kan forvente at pakalde samme interessesom de i tidligere boger behandlede.

Forfatteren, der ikke har haft nogen tidligere samlet og mere indgaende fremstilling at stotte sig til, har mattet gennemga det hjemlige og udenlandske utrykte materiale. Vel ingen dansk historiker har lsest sa mange indberetninger og ordrer som Dr. Norregard fra denne periode. Det har tydeligvis vist sig vanskeligt at finde en balance mellem den arbejdsindsats, som med rimelighed kan fordres, og emnets betydning. Et stort materiale er gravet frem ikke mindst fra det uhandterlige arkiv fra Departementet for de udenrigske sager. Hvor mange arbejdstimer kunne ikke spares danske historikere, safremt det danske udenrigsministeriums arkiv fra 1800-tallet havde haft et indexsystem svarende til, hvad der findes for det britiske udenrigsministeriums arkiv fra det naevnte arhundrede.

Stilcn er refererende - stedvis tung - og ispraengt forfatterens konklusioner. Ved sit traditionelle stilapparat henfalder han ikke sjseldent til selvfolgeligheder, f. eks. »Frankrigs repraesentanter (i Kobenhavn) var ligesom ostrigs skiftende« (s. 25) eller »Man (den politiske ledelse i Kobenhavn) var klar over, at det nu (efter 1815) ikke mere var Frankrig, som var Europas ledende magt.« (s. 173). Datidens sprog lober forfatteren i pennen ved anvendelsen af moralbegreber til beskrivelse af politiske handlinger, f. eks. zar Alexanders »hjerteloshed« (s. 173). Den rammende personbeskrivelse er ikke Dr. Norregards force, f. eks. far laeseren om Preussens gesandt i Kobenhavn at vide, at han var en »vserdig og formfuldendt mand« — med kilde i en udtalelse fra den engelske gesandt.

Forfatterens evne til at skildre en konkret udenrigspolitisk sag kommer frem ved gennemgangen af forhandlingerneom den svenske konges forpligtelsetil i henhold til Kielfredens art. 6 i sin egenskab af hersker over kongeriget Norge at overtage en del af det tidligere forenede dansk-norskemonarkis statsgaeld. Statsgaeldssagener bogens tyngdepunkt og behandlesindgaende i flere kapitler, fordi denne sag anses for at vaere hovedemnefor dansk udenrigspolitik i den pagneldende periode og en overgangvar i forgrunden i europaeisk politik. Fremstillingen praeciserer enkelthederi de langvarige og besvserligeforhandlinger, der forst fandt sin afslutning i 1823. Den ikke overraskendekonklusion er, at Norge slap billigt, og at man fra dansk side stilledesig tilfreds med et resultat, der i en fattig tid gav et omend ikke stort tilskud til statskassen, isaer fordi man fra dansk side overhovedet ikke havde ventet sig et positivt resultat. Det traktatmaessige resultat ved en konventioni 1819 med tillseg fra 1820 blev naet takket vaere indgriben fra russisk og engelsk side efter dansk onske, der blev foranlediget ved - en let forklarlig - uvilje fra svensk side mod at opfylde traktaten. Stormagterneintervenerede, fordi man onskedeet mellemvaerende bragt ud af verden, der var en folge af den fastlagteordning for besiddelsesforholdenei Europa. I forbindelse med gaeldssagen blev andre dansk-norske mellemvaerender lost. En diplomatiskgevinst

tiskgevinstvar for Danmark det svenske afkald pa sundtolden og Nordhavsoerne (s. 77). Med afslutningenaf gaeldssagen var det sidste alvorlige mellemvserende Danmark- Sverige imellem bragt ud af verden og en anstodssten fjernet for en officielforstaelse. I forholdet til Norge tog man fra dansk side »afsked med broderfolket sa honnet som muligt« (s. 100).

Anmelderen kan ikke slutte sig til forfatteren, nar der trsekkes en linie fra ordningen i gaeldssporgsmalet til skandinavismen i 1840'erne, som »et udtryk for den gode forstaelse mellem parterne« (s. 108-109). Der finder en sammenblanding sted af relationerne pa officielt og uofficielt plan. Der ma skelnes mellem de officielle relationer de to landes regeringer imellem og skandinavismen. Pa officielt plan kan der trsekkes en linie markeret ved konventionen i 1819, handelstraktaten i 1826 og til et interessefsellesskab ved et dansksvensk samarbejde pa regeringsplan ved et forsog pa en fselles nordisk neutralitetspolitik i 1833-1834 og atter i 1840 under stormagtskonflikterne. Disse officielle kontakter var udpraeget interessebestemte. Dansksvensk mistillid og gammelt nag gjorde sig vedvarende gseldende mellem Frederik 6 og Carl Johan. En anden udviklingslinie er skandinavismen, der tog sit udgangspunkt uden for kredsen af de styrende. Fra officiel side tog man som bekendt afstand fra denne bevaegelse, i Sverige ved cirkulaeret fra 1837 og i Danmark ved lignende afvisende udtalelser.

Deter i denne forbindelse interessant, at Dr. Norregard refererer en ordre fra 1817 til den russiske gesandt i Kobenhavn, der beskseftiger sig med muligheden af et officielt dansk-svensk samarbejde, hvad man ikke gerne sa indledet i Skt. Petersburg (s. 174). Et lignende synspunkt kom til orde i russisk diplomatisk korrespondance fra tiden 1830-1848. Hvis dette synspunkt var fundamentalt i russisk politik over for de to nordiske lande - hvad sandsynligheden taler for - ma den logiske konsekvens vaere et russisk onske om at holde gseldssagen gaende i 1817 - og ikke at fa den afsluttet.

Den foreliggende bog tilfredsstiller ikke laeseren, der tager sit udgangspunkt i bogens titel. Hvor man venter at finde en oversigt over dansk udenrigspolitik, far man en epilog til forfatterens tidligere boger pahaeftet korte kapitler angaende andre emner, hvoraf de vigtigste er forholdet til stormagterne — til forbundsdagen i Frankfurt og dertil knyttede problemer samt handel og sofart.

Et enkelt kort kapitel (s. 173 f) omhandlerde store linier i dansk udenrigspolitik.Basis for den formulerede danske udenrigspolitik kommer ifolgedet fremlagte materiale til udtryk i en ordre fra 1821 til den nye danske gesandt i London og omtaler det danskestyres onske om bevarelse af koalitionenmellem stormagterne til sikringaf fredens bevarelse. Ganske lignendesynspunkter finder man i ordrerfra 1830'erne til gesandter. Sagener klar nok: Kernen er Danmarks stilling mellem Rusland og England - og problemerne skulle melde sig i udenrigs- savel som i indenrigspolitiskhenseende i samme takt, som der opstod kriser mellem de to stormagter.Sa laenge forholdet mellem de to stater var taleligt, var problemerne for dansk udenrigspolitik kun af mindrestorrelsesorden. Senere under konflikterne i 1833-1834 og i 1840 blev det anderledes. Allerede i den i bogen behandlede periode antydes det interessante sporgsmal, som i tiden1830-1848 kan formuleres som den officielle danske udenrigspolitik bl. a. i forholdet til Rusland i relationtil den liberale opinions udenrigspolitiskeideologi, Anmelderen ville gerne vide mere om »stemningen i de dannede klasser« i

Danmark til de europseiske begivenhedervis-a-vis
den officielle udenrigspolitik.

Relationen mellem monarkiets ydre og indre politik kommer klarest frem i forfatterens interessante kapitler, der omhandler forbundsdagen i Frankfurt og den holstenske forfatningssag, hvori Slesvig allerede pa dette tidlige tidspunkt blev involveret. Man far et indtryk af, at man fra dansk officiel side tilstraebte kun at knytte sig til forbundsdagen i Frankfurt som »sleeping partner*. Tilknytningen var ojensynlig for den danske ledelse nodvendig - men kun i begraenset omfang onskelig - og sogtes begraenset til et minimum. Det fremgar af dansk standpunkttagen i flere sporgsmal: Den danske repraesentant havde klar ordre til at soge medlemsstaternes indblanden i enkeltstaters indre forhold begraenset mest muligt - man tillod gesandten stor selvstaendighed i smasager — man tilstraebte begraensning og sa vidt muligt selvstaendighed for monarkiets troppekontingent til forbundshaeren. Arsagen er at soge i forbundsaktens art. 13 i forbindelse med det holstenske ridderskabs m. m. forsog pa at udnytte bestemmelsen politisk. Nar forfatteren herefter som afslutning pa sit afsnit om de i forbindelse med Holsten opstaede udenrigspolitiske sporgsmal med folgende vendinger fremsaetter en brudteori, har anmelderen svaert ved at folge ham. Det hedder: »Medens Danmarks udenrigspolitik i arhundreder fortrinsvis havde drejet sig om forholdet til Sverige, blev det fra nu af forholdet til Tyskland, som blev det mest fremtraedende og det vanskeligste. Selv om arene 1822-23 officielt var fredsar, sa medforte de dog en meget vaesentlig frontaendring i Danmark« (s. 155). Hertil kan for det forste bemaerkes, at anmelderen ikke er bekendt med »et Tysklands« eksistens i 1822-1823; for det andet ojnes ikke det materiale, der specielt lader motivere tivereen frontaendrings fastsaettelse til det naevnte tidspunkt, og for det tredie hedder det s. 183 i forbindelse med Rosenkrantz's dod i 1824 »Som det foran er omtalt, var det lykkedes at afvikle de alvorligste stridspunkter i forholdet til Sverige, og endnu var det 19. arhundredes udenrigspolitiske hovedproblem, forho]det til Tyskland, ikke skudt frem, selv om spirerne dertil kunne spores«.

Dr. Norregard bevaeger sig inden for de rammer af traditionel dansk udenrigspolitisk historieskrivning, som E. Holm lagde grunden til. Man finder saledes foruden den diplomatiske historie pa hojeste officielle plan korte afsnit om henholdsvis handel og sofart samt diplomatiet. Der foreligger ikke en fremstilling pa bredere basis efter eksempelvis fransk forbillede (Histoire des Relations Internationales, ed. P. Renouvin), hvor udtrykket »relations internationales« tages i videste forstand som »toutes les relations concevables entre etats ou nations* herunder demografiske, okonomiske, diplomatiske og kulturelle forbindelser. Man ville gerne vide mere f. eks. om forbindelserne mellem Danmark-Norge efter 1815 savel pa samhandelens som pa de kulturelle forbindelsers omrade ~ ganske uanset om den officielle danske udenrigsledelse sogte eller ikke sogte udenrigshandelen

Afsnittet om diplomatiet viser sig at vsere en gennemgang af bl. a. det danske udenrigsstyre pa hojeste og administrativt plan. Noget vaesentlig nyt til belysning af Frederik 6 - lederenaf dansk udenrigspolitik - bringesikke, og kongen far (som saedvanlig)en ganske hard medfart (s. 183). Udenrigsclepartementet affaerdiges pa en enkelt linie med en bemaerkning om, at der ikke her fandtes gode hjaelpere (s. 13). Skildringen af N. Rosenkrantz efterlader hos anmelderenet indtryk af en habil embedsmandaf gennemsnittet. Gerne ville man vide mere om teknikken i udenrigsstyretf.

rigsstyretf.eks. kongens direkte forbindelsermed gesandterne. Deter ikke rigtigt, at der i den omhandlede periode fandt et traditionsbrud sted i dansk diplomati, derved at »endnu spillede de holstenske adelige en fremtrsedende rolle; men deres Sonnerberedte sig ikke til at blive deres efterfolgere« s. 22. I perioden 1830-1848var halvdelen af danskegesandter adelige fra Holsten bl. a. gesandterne pa posterne i Skt. Petersburgog i Berlin, et forhold der kom til at spille en rolle i arene for 1848.