Allan Mohlin: Kristoffer II av Danmark. Förra delen: Välmaktstiden. (Gleerup, Lund 1960) 496 s.

Det foreliggende vaerk er planlagt til at skulle omfatte to bind, og den nu udkomne forste del skildrer Kristoffersliv fra faderens mord 1286 til strax for hans afssettelse i 1326. Behandlingen af kongens udenrigspolitiker dog kun fort frem til 1322, de folgende ar samt oproret i 1326 vil blive behandlet i anden del. Deter en umadelig grundig bog, Allan Mohlin har skrevet. Allerede fortegnelsenover kilder og litteratur fylder 26 sider og fremstillingen ledsages af ikke mindre end 2500 noter. Forfatterenudviser et helt utroligt kendskabtil - ikke blot dansk og svensk - men ogsa nordtysk historisk og topografisklitteratur, og bogen giver pa mange omrader langt flere oplysningerend titlen lover. Det kan desvserre ikke undgas, at dette forhold i nogen grad tynger fremstillingen og slorer vaerkets hovedlinjer. Den solide dokumentation,der prseger bogen, overdrivesundertiden. Der er naeppe nogender vil bestride, at Erik Klippingblev myrdet i Finderup, man havde ikke behovet en note om hvad ni forskellige kilder oplyser om den sag. Forfatteren opridser tit baggrunden for de begivenheder han skildrer, men man foler undertiden at baggrunden tager magten fra begivenhederne.1298 fejrede den romerskekonge, Albrecht I, overtagelsenaf

gerangrebeturimelig stor betydning
- et forhold jeg vil vende tilbage til.

Bogen er inddelt i fire hovedafsnit: Tiden for Kristoffers tronbestigelse, knap 200 sider, Kristoffers inden - og udenrigspolitik 1320-22, godt 150 sider, Knud Porses angreb pa Skane, knap 70 sider og Kristoffers indenrigspolitik 1323-26, godt 40 sider.

Et centralt punkt i forste afsnit er Kristoffers fsengsling af aerkebisp Jens Grand. Centralt, ikke blot fordi deter den forste vigtige begivenhed Kristoffer er indblandet i, men ogsa centralt, fordi vurderingen af Kristoffers optraeden og ansvar ved denne lejlighed far betydning for forfatterens syn pa Kristoffers hele karakter og hans regering.

Den mest detaillerede kilde til denne begivenhed er fasngselskroniken, »som i mycket bar trovardighetens priigel .. den ar ytterst belysende for Kristoffers karaktar«. Kroniken beretter, hvorledes Kristoffer faengsler aerkebispen under falsk foregivende af at kongen vil tale med ham, hvorledes aerkebispen under brutale og ydmygende former fores til Soborg Slot og holdes faengslet der. Deter hele denne beretning, der er blevet dansk folkeeje gennem Ingemanns historiske roman. Forfatteren skriver: »Man tror pa denne berattelse. Kristoffer var sadan. Med tiden utbildade han sig til en formlig expert pa logn och svek«. (Side 20). Synspunktet forekommer bagvendt. Man begynder ikke med at tro pa en kilde, men med at undersoge om der er grund til at tro pa den, og da er faengselskroniken nok ikke helt sa trovaerdig som forfatteren mener. Den er meget fjendtligt stemt mod Kristoffer, og den skildrer aerkebispens lidelser i faengslet i sa staerke vendinger, at den aflutter iver for den gode sag kommer til at modsige sig selv. Ifolge kroniken anbragtes Jens Grand lsengst nede i fangetarnet, kun et sparsomt lys naede ned til ham, og frisk luft manglede helt, og han fik hverken 01 eller »svagdricka« - vand var hans saedvanlige drik. Men samtidig beretter kroniken, at det bade dryppede og regnede pa fangen, og nar fangevogterne hejsede maden ned til ham, spildte de ofte mad og 01 pa ham! Der kan saledes vsere god grund til at tvivle pa, om deter helt rimeligt kun at bygge pa faengselskroniken, nar man skal vurdere Kristoffers handling og karakter, dertil er den for partisk.

Deter givet, at det var den 17-arige Kristoffer, der foretog fsengslingen af aerkebispen, men er ansvaret for handlingen ogsa hans, eller stod hans kongelige broder Erik Menved, som ogsa opholdt sig i Lund da fsengslingen skete, bag Kristoffer? Forfatteren er ikke i tvivl. Det hedder, at Kristoffer handlede i Erik Menveds navn »trots att denne inte ens skall ha blivit underrattad om hans planer« (side 17). »Den som framst bar ansvaret for att han holls kvar i fangelset var fortfarende Kristoffer. Det art. o. m. osakert om Erik Menved varit fullstandigt underrattad om arkebispens situation.* (Side 25). Faengslingen »bor ha fat Erik Menved att fundera over om Kristoffer egentlig var nagon god bror« og det antydes, at begivenheden kan have vaeret medvirkende til, at det kom til aben konflikt mellem

Hvad emu kildegrundlaget for denneopfattelse? Sagen om Jens Grands faengsling endte for pavens domstol i Rom, og vi har bevaret parternes indlaeg. Det fremgar heraf, at kongens prokurator hsevdede, at Erik Menved ikke havde nogen del i faengslingen, han tror heller ikke, at kongen pa forhand var underrettet om den. Han hsevder endvidere, at aerkebispen ikkeer blevet sa hardt behandlet som pastaet af denne (og som omtalt i fsengselskroniken). Mohlin mener ikke,at prokuratoren havde ret i sin sidste pastand, men altsa derimod i de to forste om ansvarets fordeling. Paven synes imidlertid at vaere kommettil

mettilet andet resultat. Mohlin skriverselv at »domen kom pa sa satt enbart att drabba Erik Menved. Kristofferslapp helt fran skadestand. Den enda olagenheten for honom blev bannet, som i och for sig var nog sa kannbart« (side 101 f). Det kunne pa forhand synes mindre sandsynligt, at Erik Menved, som pastaet, skulle have ladet sig skyde til side af Kristoffer,og prokuratorens ord ma vurderessom det de er, indlaeg i en retssag.Dersom skylden for faengslingen faldt pa kongen, kunne man vente kongen bandlyst, landet belagt med interdikt og tynget af en stor skadeserstatningtil kirken. Kunne ansvaret derimod laegges pa Kristoffer, undgik man maske de to forste af de nsevnte straffe og skadeserstatningen ville formodentlig blive langt ringere. En sadan drejning af sagen ville vsere kongens eneste mulighed for at slippenogenlunde helskindet fra processen,og den ville indebsere abenlyse fordele for riget. Denne tolkning forekommerrimelig, og jeg kan derfor ikke se, at procesakterne beviser, ellerovervejende sandsynliggor, at Kristofferhar ansvaret for faengslingen, og andre kilder til at fastlsegge ansvaretfindes

Som allerede omtalt, deler Mohlin Kristoffers regeringstid i to perioder 1320-22 og 1322-26. I den forste periode »var forhallandet till kyrkan anmarkningsvart gott. Han (Kristoffer) forradda en stravan att sta val med stormannen. Handfastningen sokte han iakttaga« (side 299). Men i den anden periode praeges hans regering efterhanden af anarki, handfaestningen blev brudt, og i begyndelsen af 1326 »var Kristoffers position i Danmark sa undergravd att han inte kunde rakna med att rida ut en allvarlig utrikespolitisk kris.« (Side 457).

Deter vanskeligt at inddele en sa kort regeringstid som sex ar i perioder, ikke mindst i betragtning af, hvor fa og tilfaeldigt overleverede kilderne er. For at man kan godtage en sadan deling, ling,ma der derfor vsere en ret klar forskel pa de to perioder, og der ma navnlig kunne pavises en meget vsesentlig arsag til den sendrede politiske udvikling. Denne arsag finder Mohlin i Knud Porses angreb pa Skane i vinteren 1322-23. I det store afsnit om dette angreb findes der imidlertid meget lidt om de militaere begivenheder, man far endda det indtryk, at der egentlig ikke er sket ret meget. Den pagEeldende vinter blev nemlig usaedvanlig hard, hvad der bidrog til »att forlama alia krigshandlingar« (side 405). Indre begivenheder i Sverige fik Knud Porse til at traekke sig bort fra Skane, og det skete »vid en tidpunkt, da kolden annu inte slappt sitt forlamande grepp kring invasionsharen i Skane«. (Side 410). Pa denne baggrund bliver det lidt svaert at se, bvorfor angrebet skulle bevirke sa stor en sendring i Kristoffers

Men hvorledes forholder det sig sa med denne sendring? Deter rigtigt, at Kristoffer i sine forste regeringsar synes at have overholdt sin handfaestning - i hvert fald sa vidt de bevarede kilder fortaeller. Om et vsesentligt punkt tier kilderne dog. Kongen havde i handfaestningen mattet love hvert ar at holde danehof (parlamentum) i Nyborg, men der findes intet spor af sadanne moder i Kristoffers forste tre regeringsar. Mohlin skriver: ». . . att man inte garna vill tro, att Kristoffer underlatit att sammankalla hoffet«. (Side 281). Det lyder lidt af onsketsenkning. Det eneste »parlamentum« Kristoffer vides at have holdt var derimod i 1324, sa pa dette ikke uvaesentlige punkt stotter de bevarede kilder i hvert fald ikke teorien om et politisk omsving ved 1322-23.

Handfaestningen indeholdt forbud mod, at kongen optog nogen tysk i sit edsvorne rad. Dette overholdtes ikke. Mohlin skriver: »Den utveckling, som resulterade i att Kristoffer i ett avtal med Henrik av Mecklenburg

fick lana dennes man till vittnen, hade borjat med angreppet pa Skane.« (Side 431). 1324 indtog Detlev Wulf (der var hjemmehorende i egnen orn Hamburg) en fremtraedende plads blandt kongens riddere. Han dode imidlertid kort efter, og hans optraedenvar, som Mohlin skriver, kun en episode. Naeste gang man finder tyskerei kongens omgivelser er imidlertidsa sent som 3. maj 1326 - kun en maned for kongens afsaettelse. Det forekommer derfor, som om modsaetningernemellem de to perioder ogsaher er trukket lovlig hardt op. Mon ikke udviklingen er foregaet merejaevnt end Mohlin taenker sig, og mon ikke Kristoffers indblanding i nordtyske forhold med deraf folgendeokonomiske vanskeligheder, har vaeret mere katastrofal for Kristoffer end Knud Porses angreb pa Skane?

Nar disse indvendinger er anfort, ma det ogsa naevnes, at Mohlins vaerker pa en lang raekke punkter giver os oget viden om dansk historie i begyndelsen af 1300-tallet. Der er isaer grund til at fremhaeve en udmserket redegorelse for Erik Menveds bortforleninger og bortpantninger, for Kristoffers privilegiepolitik og for statsfinansernes opbygning og skatternes storrelse fra Valdemar Sejrs tid og fremover. Forfatteren giver mange grundige og skarpsindige tolkninger, og han har forst og sidst fremdraget et sa uhyre kildestof, at bogen er en guldgrube for enhver, der arbejder med tidens historie, enten man kan slutte sig til forfatterens hovedsynspunkter eller ej. ~. Prnnnp