P. Munch: Erindringer I. 1870-1909. Fra skole til folketing, III. 1909-1914. Indenrigsminister og Forsvarsminister. Redigeret af Poul Bagge under medvirken af Torben Damsholt og Erik Stig Jørgensen. (Nyt Nordisk Forlag, 1959-60.) 328 og 279 s.

P. Munch var en sjaelden begavelse, men hans begavelse var snsever og nans menneskelige kontakter og interesser begraensede. Inden for sin begraensning udfoldede han initiativ og energi og fik derved en indflydelse i dansk politik langt ud over det almindelige. Hvis man gar til laesningen af de foreliggende bind i forventningen om at komme bag den kolige facade for at fa klarhed over de engagementer, som bandt P. Munch til opgaver og personer, bliver man skuffet. Hans erindringer er omtrent lige sa upersonlige som hans bidrag til Schultz' Danmarkshistorie. Men af de oplysninger, han meddeler, kan den omhyggelige laeser nok komme personligheden lidt naermere, end det hidtil har vseret muligt.

Formalet med den foreliggende anmeldelse af de to forste bind er dels at fremdrage trsek, der belyser mennesket P. Munch og dels at undersoge pa hvilke felter de foreliggende dele af erindringsvserket udvider kendskabet til periodens historie i almindelighed.

Fra en gymnasietid praeget af et konservativt livssyn blev P. Munch i studenterarene grebet af en rationalisme,som han yderligere fik underbyggetog udviklet under et studieopholdi Frankrig i arhundredets begyndelse.Han fik staerke indtryk af de kraefter, der sogte frigorelse fra kirkens og militarismens indflydelse, og som nserede tillid til, at man ved oplysning og udbredelse af viden om samfundet og tilvaerelsen i det hele taget havde mulighed for at fore folkenefrem mod lyset og skabe menneskevaerdigeforhold. Ved Kobenhavnsuniversitet repraesenterede i P. Munch's ungdom filosoffen K. Kromannen sadan opfattelse. P. Munch gengiver den i et samtidigt brev med folgende ord: »Han troede pa een eneste ting: den logiske tankes nsesten uendelige magt til at reformeremenneskene og hele deres natur,og denne tro er bestemmende for hele hans betragtning af psedagogikken«.Og sa tilfojer memoireforfatterenP. Munch: »Deter mit indtryk, at man har ment, at jeg selv havde denne tro pa den menneskelige tankesmuligheder. Men det havde jeg

hverken den gang eller siden«. Der er ingen grund til at bestride den sidstepastand, men deter pa den andenside let at forsta, hvorledes mangemennesker kunne fa en sadan opfattelseaf P. Munch. Nar man laeser erindringernes forste bind stoder man bestandig pa udtryk, der underbygger antagelsen. Tidligt sa P. Munch det som en opgave »at opdrage folket«. Den historiske videnskabs formal var at uddrage nyttig laere for nutid og fremtid. I Frankrig var han isser optagetaf den folkelige oplysningsbevaegelse,som han gerne ville omplante til Danmark, og da han kom hjem fandt han i vide kredse forstaelse for det nodvendige i at dygtiggore folketog oprigtig iver for at skabe sig viden og forstaelse. Hojskolernes virksomhedsa han i dette lys og ligeledesde mange foredragsforeninger, der virkede sammen med dem. Folkeskolenslaerere tog deres part i dette oplysningsarbejde, fremhaevede han. »Selv torstede de efter kundskab og forstaelse, rede til at bringe den videre«.I dette lys ma man ogsa se hans syn pa akademikernes opgave. Et foredrag om venstre og socialdemokratieti 1897 er i denne sammenhasngaf saerlig interesse. I foredragetdelte han oppositionen imod hojreregeringen i tre grupper: Det akademiske venstre, landbodemokratietog socialdemokratiet. Han understregedemeget staerkt det akademiske venstres betydning for begge de to andre grupper, sa staerkt, at hansom memoireforfatter ma erkende, at der var rigelig megen akademisk selvfolelsederi. Han sa akademikernes hovedfortrinderi, at de var fri for klasseinteresser,at de lededes af en rent logisk retfserdighedsfolelse, der havdefort dem til erkendelsen af alle folkegruppers ligeret. Man kan godt forsta, at han tilbageskuende finder for meget akademisk selvfolelse i dette,men hertil er to ting at bemaerke, for det forste, at han i sin ungdom opfattede det akademiske venstre i sin egen lignelse, og for det andet, at samtiden bedomte ham pa grundlag af udtalelser som denne og mange andrelignende; og vel ogsa ud fra en fornemmelse af, at P. Munch ikke havdetlet ved at slutte sig naert til andremennesker bortset fra en snsever vennekreds. P. Munch var klar over denne begraensning. Han skriver i et brev til vennen J. P. Jacobsen kort efter arhundredskiftet om sig selv, at han »i ret stort omfang savner den instinktmaessige samfolelse med andre, som er en sa umadelig vigtig forudsastningfor at pavirke dem«. Men det var altsa for at kunne pavirke andre, han savnede samfolelse med dem.

Deter et gennemgaende trsek i talrigeaf disse udtalelser, at P. Munch folte det som et kald at meddele oplysningog viden, at pavirke andre, ud fra en folelse af vserdien i nogtern klar og logisk tamkning, men malet var at delagtiggore de flest mulige i de vaerdier som kundskab, indsigt og viden repraesenterede, han ville gernevaere med til at dygtiggore folket, sa det kunne udnytte demokratiets muligheder pa bedste made. Men han var ligesom selv utilgaengelig for pavirkningefter at han een gang for alle havde fundet sit stade. I memoirerne finder man forklaringen pa hans optraedenog vaeseri, saledes som han selv opfattede sin udvikling, og ud fra de mal, han satte sig. Han kom oppe fra og ude fra, men utvivlsomt i folelsen af et kald. Andre der kun kendte ham efter hans optrseden kunnekarakterisere ham hardt. En af dem var historikeren H. V. Clausen, der i politisk henseende horte til venstrei almindelighed, ikke specielt til den radikale floj. Han gav i 1897 i et brev til den sonderjyske politiker H. P. Hansen et billede af den unge P. Munch, som er overraskende kritisk,men som ma ses i lyset af, at H. V. Clausen havde meget staerke symogantipatier. Bade P. Munch og Aage Friis var ham i 1897 »sestetisk« imod.

»Munch med hans ophojede kedsommelighed,en rigtig Robespierrenatur, der spanker om i selvtilfreds velbehagelighed,svaermende for klare og abstrakte tanker, uden al virkelig interessefor mennesker og forladt af alle muser og gratier, i stand til med stor suffisance at tale med om alt muligt,men uden selvkritik, uden ironi over for sig selv eller faenomenerne.« Der er noget af karrikaturen i disse bemaerkninger, men der ligger realitetertil grund for vurderingen, og laesningen af erindringernes forste bind giver forstaelse for, hvorledes H. V. Clausen kunne komme til den opfattelse,som han i brevet til H. P. Hanssen har givet et sa temperamentsfuldtudtryk for, men laesningen giverogsa indtryk af, hvorledes P. Munch bevidst sogte at skabe sig kontakter og etablere de forbindelser,der var en forudssetning for den politiske virksomhed, der drog ham mere end alt andet. Deter fortrinsvisi skildringen af hans ungdom og modningstiden, at P. Munch har lagt vsegt pa at omtale sin principielleindstilling til livets problemer; i skildringen af tiden fra 1903, da tidsskriftet »Det ny Arhundrede« blev grundlagt, og P. Munch tradte aktivt frem inden for venstres radikale floj, er det hans beroring med tidens almindeligepolitiske bestraebelser, der trseder i forgrunden. P. Munch giver her meget lidt nyt; hans skildring afviger kun ganske lidt fra, hvad andreforfattere inden for det radikale venstre har oplyst. Man kan nok fa indtryk af, at samarbejdet mellem P. Munch og Ove Rode var noget baerende i den radikale politik, og man kan se, at P. Munch ikke havde storre tiltro til C. Th. Zahles politiske evner, men der savnes en indgaende karakteristik af de mennesker, P. Munch matte samarbejde med, og der findes ingen trang til at gore op med tidligt indtagne standpunkter eller politiskbetingede opfattelser. En saetningsom: »Deter imidlertid min opfattelsenu, fattelsenu,som det var dengang ..« er en meget karakteristisk vending. Skildringen af J. C. Christensen er ganske uden forstaelse for denne politikerssaerpraeg eller for de vanskelighedernan modte, og sa helt blottet for sympati. Bind 2 rummer en rolig og afvejet beretning om en fase i dansk politiks historic I denne jaevnestrom sker der dog et stykke inde i 2. bind et brud, takket vaere en raekke indskud af samtidige optegnelser.Fra kapitlet om ministerkriseni 1913, da P. Munch blev forsvarsministerskifter »optegnelser« og »erindringer«. Som kildestof er »optegnelserne«langt de interessanteste, og her er igen forholdet til Christian X det der sserlig falder i ojnene. Kongens personlighed og hans stillingtagentil politiske problemer har hidtilvaeret behandlet med naturlig diskretion;men som tiden gar, vil historikernesopmaerksomhed rettes ogsa mod kongen. Samarbejdetmellem kongen og den principieltantimilitaristiske stermattefremkalde vanskeligheder. P. Munch har gjort notater om en raekke besvaerlige forhandlinger, hvor kongen repreesenterede de ledende officerers opfattelse og sogte at saette den igennem imod forsvarsministeren; men til gengseld kom forsvarsministerenog kongen til at sta sammen i krisen ved krigsudbruddet i 1914.

Selve krigsudbruddet i 1914 karakterisererP. Munch som det store vendepunkti menneskehedens historie. Et vendepunkt var det naturligvis, men de store dimensioner, som P. Munch tillaegger det, skyldes vel ogsa,at det gav et afgorende stod til hans egen grundopfattelse. »Indtil da kunne jeg virke med hab om, at arbejdetkunne lykkes, at fremgang kunnegennemfores, fra da af blev det opgaven at afvaerge eller dog begraenseulykker«. Erindringerne er skrevet under anden verdenskrig, og ud fra denne tids indtryk skrev han om dennenye katastrofe, at den »har mangedobletfaren

gedobletfarenfor, at menneskeheden fra det kulturens hojdepunkt, hvortilden var naet, varigt skal synke tilbage til de vaerste morketiders barbariog rahed«. I 1914 faldt ligesom prsemisserne for P. Munch's grundopfattelse,men han sendrede den ikke af den grund. Pa den anden side viste han i de vanskelige augustdage 1914 klarhed og handlekraft. Han har i anden sammenhseng skildret augustdagene.Af nyt, der er kommet til, faestner man sig isaer ved det indtryk, at Zahle mistede grebet om situationen.Det tyske krav den 5. august om, at Storebaelt skulle spasrres med miner, fremkaldte en rsekke droftelsermellem ministrene indbyrdes, mellem dem og de militaere ledere og med partilederne. Da modet med partiformaendenevar forbi, var Zahle meget i tvivl, om minerne skulle laeggesud eller ej, Rode ligesa, P. Munch mente man burde udlaegge dem og ligesa mente Hassing Jorgensen. Ministrenetog af sted til kongen uden fast plan. De ventede at finde sammesynspunkter hos ham som hos partiformaendene,og indtrykket var nsermest,at ministeriet ikke kunne tageansvaret for at spserre Storebselt. Zahle fremsatte dette synspunkt over for kongen. P. Munch gjorde herom folgende notat: »han sagde det imidlertidbesynderlig absolut, abenbart traet og ikke klar over, hvad han sagdeog tilsigtede, flere gange modsagdehan sig selv«. Derpa refererede han videre: »Kongen greb nu imidlertidind staerkt nervos. Han matte onske, at vi ikke nu drog tyskerne over os; vi matte svare ja, sa fik vi pusterum, ellers kunne tyskerne angribeos straks o.s.v. Fra forskellige ministre blev der derpa givet tilslutningtil tanken om at miner skulle udlaegges i Storebaelt og P. Munch konkluderede: »Det kan ikke nsegtes, at kongens holdning denne dag fik megen betydning for resultatet. Havdehans standpunkt vaeret det modsatte,er det nok sandsynligt, at det var blevet resultatet, at vi havde nsegtet mineudlsegningen, og at ministerietderpa var gaet af«. Sa kategoriskhar kongens andel i afgorelsen 1914 ikke vaeret karakteriseret tidligere.I de kommende bind vil man forhabentlig fa endnu flere af de oprigtigeog umiddelbare oplysninger, som optegnelserne rummer, og som i videnskabelig henseende er det vaerdifuldestei de hidtil foreliggende bind.