H. P. Hansen: Hedebønder i tre slægtled. (Udgivet af Foreningen af jyske Landboforeninger. Rosenkilde og Baggers Forlag, 1958). 263 s.

Nogen let opgave ved mundtlig kontakt at indsamle minder om tidligere tiders folke- og samfundsliv ma det ikke vaere, og nar det gselder de efterhanden uddoende generationer af danske hedebonder, krsever det utvivlsomt ganske saerlige anlseg. I en omfangsrig produktion, hvis hovedpart ligger forud for bandoptagerens tid, har museumsforstander H. P. Hansen omsat det stof, han gennem et langt liv ved samtaler har samlet sammen om isser vestjyske landboforhold, og nar denne produktion er sa lsest, skyldes det ikke mindst H. P. Hansens evne til ved at tale meddelernes eget sprog at na helt ind pa livet af dem og derved aflokke dem savel de reelle oplysninger, han soger, som en lang rsekke menneskelige smatraek.

De beretninger, han i sin foreliggendebog praesenterer lseseren, er ret beset rystende. En nutidig kan vanskeligt forestille sig de levevilkar, danske hedebonder i forrige arhundredevar underkastet pa snart sagt alle livets omrader. Deter ikke for meget sagt, nar H. P. Hansen finder, at pionererne faktisk begyndte pa oldtidsstadiet.Den rekonstruktion af jernalderhuset, som museumsfolk flere gange har forsogt sig med, falder ikke langt fra de boliger, forste generation af hedeopdyrkere satte op, og den samme tidsplacering gaelder ogsa i nogengrad redskaberne. Arbejdstiden var ikke noget problem; det var simpelthen nodvendigt for livets opretholdelseat arbejde alt det, legemet kunne tale og mere til, og der var i denne henseende ikke nogen vaesensforskelpa maend og kvinder, heller ikke hvad arbejdets art angik. Transportmidlerkendte heden kun lidt til; apostlenes heste var for mange de eneste,man havde til radighed, og de blev i ovrigt i stor udstraekning ogsa

anvendt som tra'kkraft. Deter interessantat se, hvor store muligheder, det betod for en bonde, nar hans okonomiefter arelangt slid tillod ham at anskaffe heste, for heller ikke med studene, der i regelen var andet led, kom han langt.

H. P. Hansen har i hovedsagen behandlet sit emne i en rsekke sagligt opdelte kapitler; men stoffets karakter som udsprunget af samtaler er staerkt fremherskende; de mange navne virker dog ikke tyngende - tvaertimod. Den episodiske stil, der krydres livligt af forfatterens sans for den lune detalje, skaber en levende skildring, som er fjern fra den sociale anklage, emnet maske kunne indbyde til. Helt fri for at fremhseve sine heltes bedrifter pa bekostning af en anden og ny tid, er H. P. Hansen vel ikke, og det er nok ogsa sva;rt at lade vaere pa denne baggrund. For de gamle var malet kun et: at leve og fa det daglige brod; men selv for opfyldelsen af disse enkle krav kraevedes der en arbejdsindsats, der gar over al forstand. I mange, om ikke de fleste tilfselde hostede de end ikke selv lonnen for deres anstraengelser; den blev beskaret anden og tredie generation.