Henry Bruun: Poul Laxmand og Birger Gunnersen. Studier over dansk politik i årene omkring 1500 (Munksgaard 1959). 155 s.

Overarkivar Henry Bruun er kendt af mange som forfatter til det store vaerk ora den faglige arbejderbevsegelse i Danmark indtil 1900. Af fagfosller vurderes ogsaa hans line og skarpsindige studier og rids over emner fra nordisk senmiddelalder hojt. For ovenanforte bog, der behandler forholdet mellem kong Hans, aerkebiskop Birger Gunnersen og rigshofmester Povl Laxmand og bag den sidste en del af adelen, isaer i Skaane, liar han med hseder vundet den filosofiske

Dr. Bruun klager et sted i bogen over »kildefattigdommens halvmorke« for tiden jan.-okt. 1501. Ordene kunde udstraekkes til at gaelde meget af det, vi ved om kong Hans og bogens to andre hovedpersoner og deres nordiske samtid. Med stor flid har Bruun samlet det relevante kildestof og underkastet det en grundig og ofte skarpsindig provelse. At en ikke uvigtig utrykt kilde, som det oplystes af en af opponenterne ex auditorio ved den mundtlige forsvarshandling, var undgaaet hans forskerblik (jvf. »Politiken« 7. okt. 1959), er hvad der kan haende selv de bedste.

Da den hallandske degneson Birger Gunnersen, efter at have vaeret kanslerhos dronningerne Dorothea og Christine, i 1497 uden tvivl efter kongensonske valgtes af Lunds domkapiteltil rigets aerkebiskop, fik han

at forraederianklagepunkterne mod den afdode rigshofmester, som alleredeC. F. Allen mente, har alle trovserdigesamtidige imod sig, at doramen afsagdes under tvang, og at der altsaa forelaa et retsbrud,»en snaever partigruppes magtmisbrug«.

Bruuns opfattelse synes her svaer at rokke. Det samme gaelder hans betoning af, at modssetningen mellem konge og rigshofmester i forste linie skyldtes den sidstes og hans venners »adelsskandinavisme«, deres onske om en nordisk union under Danmarks konge, men med bevarelse af rigernes selvstaendighed i alle afgorende sporgsmaal. Tydeligt er det ogsaa, at aerkebispen har udnyttet landssvigbeskyldningerne mod Laxmand og hans skaanske adelsfceller i sin strid med dem. Men Bruun gaar uden tvivl for vidt i sit forsog paa at afsvaekke griskhed hos kongen og hans raadgivere efter rigshofmesterens store rigdomme som medvirkende moment, selvom den draebtes datter og siden Arild Huitfeldt med urette gor dette til hovedmotivet.

Tilbage staar rygterne, i det overleverede kildemateriale forste gang klart formulerede i Povl Helgesens Skibykronike, om at kongen havde tilskyndet til drabet. Bruun slutter sig her til Huitfeldts forsigtige skon, at drabsmaendene i alt fald ikke vilde have dristet sig til deres udaad, hvis de ikke havde kendt kongens »ugunst« mod rigshofmesteren. Hans argumentation : »forelaa der ... ligefrem aftalt spil mellem dem og kong Hans, havde ... denne rimeligvis sikret sig en diskretere form«, er dog ikke synderligt overbevisende. Begyndte, saaledes som den ene af drabsmsendene Bjorn Andersen 1504 fremstillede sagen for det retterting, som frikendte ham, drabshandlingen med et vaebnet sammenstod paa aaben gade mellem Ebbe Strangesen og Laxmand, hvori Bjorn indblandedes under sit forsog paa at maegle, var kongen vel nok saa godt dsekket mod mistanke om tilskyndelse, som hvis talen var om et snig- eller giftmord. Vi ved intet sikkert, men rigens raader havde deres mistanker, som det fremgaar af deres klager i 1513 under forhandlingerne om Christiern ll.s haandfaestning over, at »nogle deres medbrodre ere kommen paa kongens skrivelse og mistede der halsen over og ingen ret efter gangen«. Der maa vel her sigtes bl. a. til Laxmanddrabet, maaske ogsaa til det drab paa den Laxmand meget naer staaende rigsraad Niels Hak, som fandt sted paa Helsingborg slot i 1508 i kongens og aerkebispens naervaerelse, og som drabsmanden Anders Bille slap maerkeligt let og hurtigt fra folgerne af.

Bruun skildrer selv senere kong Hans som en hersker med traek, der minder om Machiavellis amoralske fyrstebillede. Han stotter sig her bl. a. paa Povl Helgesens karakteristik af kongen. Det bor i denne forbindelse tilfojes, at Bruun efter forst at have talt om dennes »lidenskabelige partiskhed« siden paa flere punkter finder hans meddelelser og domme stadfaestede (s. 89, 92, 105, 134, 139).

Naar en historiker soger at bevise rigtigheden af sine synspunkter, kan det overgaa ham at lsegge andet eller mere ind i et kildeudsagn, end det kan baere. Som vidnesbyrd om modsaetningeller kolighed mellem kongenog Laxmand anfores nogle ord i kongens brev til Henrik Krummedige af 17. jan. 1501 om, at det svenske raads repraesentanter vilde modtage ham ved landegraensen, »og derfore tage vi ingen af vort elskelige raad did ind med os, hverken os elskelige her Laxman eller andre, paa denne rejse« (s. 68). Men kongen handlede her i god overensstemmelse med Kalmarrecessenaf 7. sept. 1483 (O. S. Rydberg: Sveriges traktater med frammandemagter. 111. s. 692, 3. og 4. artikel paa siden, jvf. s. 380). En skrivelse fra Laxmand til kongen, dat. Solvesborg 13. juni 1502 (9 dage for

drabet) siges fra forst til sidst at vaere praeget af »nervost selvforsvar« (s. 85 f.). Anm. kan ikke i brevet finde spor af noget saadant. Brevet er en rapport,kort og klar. Det skitter med lofte om ufortovet at komme til kongen,saa snart brevskriveren »vorder noget tilpas igen«.

Ved gennemgangen af de forskellige kilders meddelelser om Laxmanddrabet er det maerkeligt, at Brnun begynder med den ofte lidet paalidelige Svaning og fortsaitter: »En deraf uafhaengig beretning giver Paulus Helie; i det rent faktiske stemmer den dog noje overens med Svanings, som derved bekrseftes (udhaevelsen er anm.s). Bruun er maerkeligt nok ikke klar over, at Svaning gennem uddrag af Skibykroniken, foretagne af minoriteren Peder Olsen og hans medarbejdere, har kendt hovedpunkter i Povl Helgesens beretning, alisaa m. h. t. disse er en sekundaer kilde. Et andet sted betegnes nogle ord hos Huitfeldt som »selvstsendige trsek«, skont de tydeligt har Svaning som forlaeg (s. 88). Saare besynderlig er ogsaa behandlingen af et i original bevaret brev fra ssrkebiskop Birger til kong Hans, dat. Lund 30. Jan. 1512 (s. 84, note 312). Skont aarstallet, tydeligt skrevet med romertal, ikke kan efterlade tvivl om dateringen, og intet i brevet strider mod denne, finder Bruun det dog »lidet rimeligt«, at Birger endnu ti aar efter drabet kan vaere saa hadefuld mod den draebte rigshofmester, at han griber en tllfaeldig anledning til - som det sker i brevet - at minde om et overgreb fra dennes side. Bruun glemmer, at mindet om Laxmandsagen var lyslevende i 1512-13, Laxmands svigerson Abraham Eriksen Gyldenstierne udvirkede svenske rigsraadsudtalelser om den drsebtes uskyld i noget landsforrsederisk forhold (jvf. s. 103; se ogsaa Birgers kommentar til 1502-dommen, som maa vaere affattet i alt fald et stykke tid efter denne: s. 99). Bruun lader det staa hen, om det omtalte brev er fra 1512 eller 1502 og dekreterer: derfor »nodes man til at lade brevet ude af betragtning«. Mon dr. Bruun ved naermere overvejelse vil betegne de her fremdragne steder i hans bog som exempler paa metodisk kildekritik?

De ord, som i herredagsdommen 1502 tillaegges Laxmand, at Hans »skulde vaeret Danmarkes Rige en skadelig herre og konning«, finder Bruun det rimeligst at henlaegge til et mode af rigsraader i Nyborg i sept. 1501, »hvor ogsa modstandere af rigshofmesteren kan have vaeret til stede«. Han afviser Heises og Arups henforelse af dem til et mode paa Solvesborg, Laxmands lensslot i Blekinge,omkring 1. marts 1500 (s. 101). Han synes her at glemme, at Laxmandspartifaelle rigsraad Oluf Stigsen20. okt. 1501 med tre tylvters ed fralagde sig aerkebispens beskyldning for, at han naevnte tidspunkt (»nu fastelavn naest forleden var et aar«) paa Solvesborg sammen med flere gode maend skulde have vaeret i forbundog raad til kongens skade (s. 74). Der var altsaa ogsaa fjender og bagvaskere til stede! Bruun formoder med rette, at Solvesborgmodet kan vaere foranlediget ved budskabet om den kongelige og hertugelige haers katastrofalenederlag ved Hemmingstedt 17. febr. 1500. Det kunde med grund fremkalde skaanske forbandelser over kongen og hans holstenske expansionspolitikog frygt for skaebnesvangreeftervirkninger i Sverige (s. 74 f.). Men Bruun glemmer ved sit forsog paa at datere den ovennaevnte udtalelse af Laxmand det optrin paa Helsingborg slot, omtalt i aerkebispensklageskrivelse af 13. okt. 1501, hvor rigshofmesteren i kongens naervaerelseundsagde Birger og mere eller mindre direkte gav ham skylden for rygtet om, at Laxmand og flere skaanskeadelige skulde have sluttet forbundmod kongen. Bruun slutter sig med gode grunde til Heises datering af Helsingborgoptrinet til Jan. 1501 (s. 63 f.). Beskyldningen mod Laxmandgselder

mandgselderaltsaa, hvad der fandt sted ved et mode mellem ham og skaanske standsfseller af ham for sidstnaevnte datura. Deter naturligst her at taenke paa det i beskyldningen mod Oluf Stigsen naevnte Solvesborgmode.

I en »Konklusion« sammenfatter Bruun sine hovedresultater. Omtalt er hans karakteristik af kongen. Povl Laxmand betegnes som en »epigon«politiker og noget af en Jacob v. Tyboe, stor i munden, spag i handling, kun talentfuld som godskapitalist. Laxmand besad vel adelsmandens fordomme, men at han ikke var bange for at sige sin mening anforer Povl Helgesen til hans ros. Hans holdning under felttogene mod Sverige 1497 og 1502 kan paa grundlag af kilderne skildres mere gunstigt for ham, end Bruun gerne vil (s. 39 ff. 85 f.). Og naar Bruun karakteriserer hans »adelsskandinavisme« som foraeldet, var den forhandlingspolitik overfor naboriget, som han baade i ord og daad gik ind for, i det lange 10b mindre skaebnesvanger end de danske kongers erobringspolitik. Ogsaa serkebiskop Birger maatte siden arbejde paa den forhandlingspolitiske linie.

Bruun finder med rette Birger Gunnersens personlighed kompliceret. En fremragende dygtighed var jo givet denne degneson, »ganske lille af statur og ydmyg i hele sin ydre holdning* (maerkeligt, at Bruun, saa vidt det kan ses, i sin bog ikke gengiver disse Povl Helgesens malende ord), som via studier, kancellivirksomhed og hofgunst banede sig vej til Nordens hojeste kirkeembede. Som kirkepolitiker veg han i de svaere aar 1500-1502 tilbage for en bandlysningstrusel mod sine og kirkens fjender, som eventuelt kunde ramme selve kongen. Bruun har dog sikkert ret i, at han onskede en forsoning med denne, den han ogsaa opnaaede. Uden videre at karakterisere »hans normale holdning« som »den borgerlige og loyale kongetjeners«, gaar dog nseppe an. Dertil folte han sig for meget som praelaten og fcirkens og sit stifts interessers tjener, hvad Bruun bl. a. viser i hans forhold til Christiern 11. (s. 131 ff.). Han var, skriver Bruun rigtigt, i sin grundopfattelse »karakteristisk senmiddelalderlig«. En aand af stort format var han ikke. Track i hans fundats for »Sanctuarium Birgerianum« i Lund, som allerede Suhm satiriserede over, faar ikke uden grund Bruun til at tsenke paa tibetanske

Deter et meget stserkt ord, naar Bruun kalder afspaendingen mellem Birger og kong Hans, som fandt udtryk i kongens gave til oprettelse af den evige messe i Lund, bl. a. til kongehusets tarv og de nordiske rigers »bestandighed«, i april 1502 for et »systemskifte«. Han indrommer vel, at »den nye alliance mellem konge og kirke i forste omgang ikke kom til at vare laengere end 10-20 aar«. Men aaret 1502 »markerer« dog for ham »en vigtig etape i den gennem et par aarhundreder fortlobende udvikling af det samarbejde mellem kongemagten paa den ene, borgerskab og mere eller mindre borgerligt sindet gejstlighed paa den anden side, som kulminerer i 1660« (s. 139). Med al respekt for den senmiddelalderlige udviklings betydning bor man ogsaa for Nordens vedkommende minde om G. R.Elton's ord: »It will not do to dethrone the Reformation*. For den var ogsaa de relativt faa ikke-adelige praelater i Danmark forst og fremmest kirkens maend, selvom nogle i et vist omfang, mere eller mindre frivilligt, kunde virke for kongemagtens interesser. Og den borger- og bondefodte praestestand mellem 1536 og 1660 kan ikke i almindelighed kaldes »borgerligt sindet« (hvad Bruun jo i ovrigt antyder). Den fik sin egen standsfolelse. Og mange af dens medlemmer fandt magtdelingen mellem konge og adel naturlig.

Kan enkeltheder og paastande i dr.
Henry Bruuns bog rammes af kritik,

er det dog en kendsgerning, at det er et betydeligt arbejde, sora laerer os adskilligt nyt om et hidtil langt fra til bunds udforsket tidsrum i dansk indrepolitisk udvikling.