P. G. Lindhardt: Vækkelse og kirkelige retninger. (Hans Reitzel, 1959). 220 s.

I adskillige henseender er denne nyudgave af professor Lindhardts bog om vsekkelserne og de kirkelige retninger en helt ny bog. Det ma have vaeret en overordentlig tilfredsstillelse for forfatteren at foretage en bearbejdelse af bogen, eftersom sendringerne og udvidelserne stort set er en folge af den livlige forskning, der har fundet sted i det 19. arhundredes kirkehistorie efter de retningslinier, Lindhardt skitserede i den forste udgave i 1951. Han kan derfor med al mulig ret i forordet fremhaeve, at hans egne og andres forskningsresultater har bekrseftet ham i »hovedsynspunkterne pa vsekkelsernes og de kirkelige retningers historie og betydning.«

Det indebaerer, at trods sendringernei bogens disposition og indhold er grundsynspunktet fra udgaven i 1951 bevaret. Maske er det endda her og der understreget og gjort klarere: For Lindhardt horer en vaekkelse uloseligtsammen med aendringer i samfundsstrukturen,sa »nye sociale lag dannes, og befolkningsgrupper som hidtil har levet upaagtet eller uden at kunne gore sig gaeldende begynder at kaempe for en plads i solen«. Dette

er definitionen pa en vaekkelse, og det bliver de »sociale og psykologiske realiteter«, som den kirkehistoriske forskning bor beskaeftige sig med.

Den konsekvente gennemforelse af dette synspunkt pa de sidste halvandet hundrede ars danske kirkehistorie har übestrideligt vaeret saerdeles frugtbart. Men man har ogsa mattet notere eksempler pa, at ikke alt i den religiose og kirkelige udvikling lader sig beskrive tilfredsstillende i de lindhardtske kategorier. Det haenger sammen med, at det afgorende i Lindhardts synsmade er kombinationen af de religiose og teologiske problemer med sociale og psykologiske faktorer. Derved hemmes undertiden en udtommende beskrivelse af den religiose problematik i snaevrere forstand. Og under alle omstsendigheder kommer kirkehistorikeren til at arbejde med begreber, der er adskilligt mindre vel definerede og klare, end de ved forste ojekast kan scud til.

Som naevnt taler Lindhardt om »de sociale og psykologiske realiteter«, der bor vaere kirkehistoriens objekt. Der er naturligvis intet i vejen for, at man saledes vilkarligt afgraenser en videnskabs omrade. Men der melder sig i dette tilfaelde den vanskelighed, at de omtalte »realiteter« ikke er sserlig reelle storrelser at operere med. Ved arbejdet med sociale og psykologiske problemstillinger, er hi.storikeren i endnu hojere grad end ellers afhaengig af sine vurderinger og subjektive vaerdiudsagn, og han vil derfor have vanskeligt ved at pavise bindende sammenhaenge mellem religiose og teologiske problemer pa den ene side og »sociale og psykologiske realiteter« pa den anden. Kunne han det med de uskarpe begreber, han ma arbejde med, var han naet adskilligt laengere, end socialvidenskabernes dyrkere normalt drommer om. Det skal ikke forstas saledes, at enhver tale om sammenhaeng mellem de religiose vaekkelser i Danmark og de af Lindhardt papegede sociale og psykologiske faktorer ma afvises. Det ma blot siges, at Lindhardts bog for de centrale punkters vedkommende stadig i hojere grader et inspirerende forslag til en tolkning af faser i det 19. arhundredes kirkehistorie, end det er en skildring af denne periode.

Man ser det klarest, hvor forfatteren samler sine synspunkter: Det lyse (grundtvigianske) syn »vil lettest sla rod i en samfundsklasse som lever i daglig kontakt med den groende natur og har opnaet en sadan social og okonomisk balance at man begynder at kunne se laengere end blot til dagen og vejen«; synet forudsaetter »en sjaelelig harmoni ... og erfaringer om, at det ogsa gror op fra pengekistens bund.« Modsat horer det »morke syn hjemme i lag som er nodt til at vsere 'tro over lidet'«. Dette syn svarer ogsa til »temperamenter, der ... ikke formar at fatte tilvaerelsen i harmonisk enhed, men kun i brud og konflikt«. (s. 67).

Det ma vist fremholdes, at vi her har at gore med pastande om sammenhaeng, som vel kan danne udgangspunkt for videre undersogelser, men som ikke i sig selv paviser en sadan sammenhaeng. Konklusionen (smst.), at bag »alle teologiske formuleringer er forskellen pa de grundtvigske og de andre begrundet i forskellige Hvs- og menneskesyn som igen bunder i hdndfaste sociale og psykologiske realiteter«, er kun nyttig, for sa vidt som den anvendes til at fremdrage materiale, der i konkrete tilfaelde kan verificere eller modificere pastanden. Ellers kommer den let til at sta som en tautologi, der ikke siger stort om, hvordan den postulerede sammenhceng er beskaffen. Deter vel nemlig hyppigt de afvigende teologiske formuleringer, der bruges til at indicere og underbygge en forskel i livs- og menneskesyn, og i sa fald udsiger denne forskel i livssynet ikke meget om de teologiske formuleringer.

Der er ingen tvivl om, at professor Lindhardts mange alment formulerede udsagn i praksis ma anvendes med stor forsigtighed. Deter muligt, maske endda sandsynligt, at det her citerede holder stik ved en beskrivelse af situationen pa det givne tidspunkt, nemlig i midten af det 19. arhundrede. Men man ma stille sig skeptisk over for forsog pa at ville beskrive alt religiost liv ud fra disse antagelser om en klar sammenhaeng mellem samfundsklasser og religiost syn.

At den sociale hypotese ikke altid er tilstraekkelig, viser professor Lindhardt selv, da han taler om, at Tidehvervs-bevsegelsen aldrig slog igennem folkekirkeligt eller folkeligt (s. 200 f.). I forste omgang ser han heri et vidnesbyrd om sin teses berettigelse. I det 20. arhundrede eksisterer ikke, skriver han, en sociologisk baggrund for, at en vsekkelse kan opsta. Den sociale nivellering hindrer, at der fremstar nye sociale grupperinger, som en bevsegelse kan knytte til ved.

Her ligger tautologien pa lur. Lindhardt er naeppe selv faldet for den, skont det ikke umiddelbart kan ses af teksten, men deter i alle tilfselde klart, at den sociale tese her kun har en stserkt begrsenset bsereevne. Deter naturligvis sare fristende at soge arsagen til en religios bevaegelses svigtende retningsdannende evne i et manglende sociologisk grundlag, og sa - som her - indfore den sociale nivellering i billedet. Men argumentationens vsegt ma afhsenge af, hvad vi ved om sammenhsengen mellem de to sare uafgrsensede fsenomener: social nivellering og re!igiost liv. Og her ved vi naeppe stort mere, end at en forkyndelse som f. ex. den tidehvervske ikke fik tilslutning i bredere kredse. Det ma vist derfor siges at vaere dristigt pa denne baggrund ogsa at ville vise noget om sammenhsengen mellem Tidehvervs folkelige fiasko og en manglende sociologisk baggrund.

Vanskeligheden her — som i andre tilfaelde, hvor den sociale teori skal anvendes til at forklare snsevre udsnit af kirkehistorien - ligger formentlig i, at de »sociale realiteter« ikke er sa handfaste og vel etablerede, som man matte onske til det brug. Og ganske frigjort fra sin sociale hypotese leverer professor Lindhardt derpa i umiddelbar fortsa;ttelse af det her anforte en bade skarp og overbevisende analyse af de elementer i Tidehvervspraesternes forkyndelse, der stod i skserende kontrast til den vage, »missionsk« bestemte pietisme, rationalisme og idealisme, der karakteriserer flertallet af danske folkekirke-kristne. Her star vi givetvis naermere ved en dsekkende forklairing pa Tidehvervs manglende sukceis, end den sociologiske terminologi kan afslore; og vi far noget at vide bade om Tidehverv og om det almindelige menighedsmilieu.

P. G. Lindhardts bog forleder let laeseren til en stille grublen over, hvor egentlig graensen mellem kirkehistorien og den profane historie nu til dags gar. Det fremhaeves tit og kraftigt, at kirkehistoriens opgave er at beskaeftige sig med de sociale og psykologiske sider af den kirkelige og religiose udvikling. Det hedder endda (s. 66), at teologiske kampe altid med sikkerhed afspejler visse sindsog samfundstilstande og i den forstand er udtryk »for solide realiteter«. Formuleringen antyder, at de sociale og psykologiske fsenomener er realiteter af en solidere orden end de religiose og teologiske. Resultatet er, at for den lindhardtske kirkehistorie bliver det religiose eller dogmatiske indhold i stridighederne let af mindre interesse end den eventuelle sociale eller psykologiske baggrund.

Her star vi ved begraensningen i Lindhardts bog, en begraensning, der hsenger noje sammen med, at der har mattet kamp til for at vinde gehor for, at de sociale og psykologiske faktorerogsa har en legitim plads i kirkehistorien.Denne kampsituation baerervel

rervelogsa ansvaret for, at Lindhardtmed sa abenlys glaede indrangerersocialismen pa linie mei de religiosevsekkelser. Det virker formodentligganske underholdende pa nogle laesere og hojst forargeligt pa andre. Man gsetter pa, at det sidste har vaeret forfatterens hensigt, for selvom bogen, malt med den forste udgave, her og der kan virke afdsempet,er Lindhardts lyst til at forarge og hans evne til at forarges stadig et fremtraedende trsek i den. Deived bliverbogen stimulerende lassning, men det kan vel ogsa sine steder - som i dette tilfaelde med socialdemokratiet - slore realiteterne en smule.

Den forskning, der er sat i gang af professorerne Lindhardt og Hal Koch, har, som allerede fremhsevet, betydet en vaeldig og frugtbar udvidelse af kirkehistoriens felt og har fort denne forskningsgren frem til en meget staerk position. Denne styrkelse er imidlertid sket ved en ret ensidig opdyrkning af de sociale og psykologiske sider af den religiose udvikling. Deter muligvis derfor, at en gennemlaesning af 2. udgave af Lindhardts bog nok virker inciterende, men incitamentet ligger i to forskellige planer. Pa den ene side affoder bogen respekt for det nybrud, hvis omfang og betydning den side for side baerer vidnesbyrd om. Pa den anden side afslorer den en rsekke opgaver, som stadig er uloste, fordi de antagelig forst kan Ioses, nar den skete landvinding folges op af en forskning, der jsevnsides med aspekterne i Lindhardts bog ogsa vil anlaegge andre synsmader.