OM PROBLEMER VEDRØRENDE FRISERHANDELEN

Handelsudvekslingen mellem Norden og Vesteuropa i tidlig middelalder er sd at sige ikke behandlet fra dansk side. Bibliotekar, cand. mag. Poul Enemark giver i det folgende en oversigt over den tyske, hollandske og svenske litteratur pa. dette felt samt denne litteraturs problemstillinger. Hertil knyttes en status over forskningens hovedresultater. Den frisiske handels glanstid ligger i det 9. arh.; man kender da frisernes handelsveje og de varer, som deres transithandel bygger pa. Sporgsmdlet om denne handel for ca. 800 voider storre vanskelighed; aet md besvares pa grundlag af arkseologiske fund. Disse kan godtgore handelens gradvise udbredelse i Vest- og Nordeuropa allerede i 7. og isser i 8. arhundrede, men beviser dog ikke, hvilken rolle friserne har spillet. Tilbagegangen begynder med handelscentret Dorestads forsvinden og er bl. a. sogt forklaret ved, at den nordiske ekspansion i ost og vest fra denne tid skulle have bevirket, at den frisiske transithandel blev skubbet til side.

I tidlig middelalder bod de sejlbare floder de bedste forbindelsesveje, og navnlig ad floderne Rhinen, Maas og Schelde foregik en livlig handel mellem det vesttyske indland og kystomraderne. Fra flodernes udlob var sejladsforbindelsen kort og bekvem til England, og gennem vadehavet kunne mindre kystfartojer uden vaesentlige hindringer af storm og strom fa kontakt med de nordlige kyster af Nordsoen. Ad disse veje gik allerede i romertiden handelsruterne til Britannien og det nordlige Germanien.I 7.-10. arh. er handelen langs disse veje navnlig formidlet af den frisiske fisker- og skipperbefolkning, der beboede kystomradet og marskoerne ved flodernes udmunding i Nordsoen, saledes at hele omradetssamhandel i litteraturen tidligt har faet betegnelsen »Friserhandel«. Berettigelsen af dette navn kan vel med god grund betvivles, eftersom der ikke kan siges noget sikkert om, hvor eneradende de frisiske kobmaendhar vaeret i formidlingen af samhandelen inden for dette storre omrade. Dette sporgsmal trsenger sig endnu mere pa og forbliver stadig übesvaret, om man folger den nordlige handelsvej langs Jyllands vestkysttil Syd- og Sydvestnorge eller over Jyllands rod langs Ejder, Trene og Slien til ostersoen, der abnede nye sejladsforbindelser til Gotland, Birka og de baltiske kyster. Uanset, hvad man vil kalde emnet, er denne handelsudveksling mellem Norden og Vesteuropa i tidlig middelalder sa at sige ikke behandlet fra dansk side. Da der desuagtet foreligger en fyldiglitteratur

Side 122

diglitteraturherom, navnlig af tyske, nederlandske og svenske forskere, og emnet har frembudt adskillige problemer, diskussioner og hypoteser, skal her forsoges givet en lille oversigt over nogle af de resultater, forskningenefterhanden er naet frem til, og en del af de sporgsmal, der endnu foreligger uloste. Der er navnlig lagt vaegt pa den del af handelsudvekslingen,der direkte eller indirekte berorer forbindelserne med Norden.

NOGLE HOVEDTRÆK AF FORSKNINGEN

»Diese Kleriker, die bald in schwiilstigen Versen das Lob der Machthaber singen, bald, wo sie es ungestraft tun konnen, ihrem Hass gegen die Barbaren die Ziigel schiessen lassen, haben meist weder Interesse noch Anlass, iiber Verkehr und Handel zu berichten; wir mtissen froh sein, wenn sie uns bei Schilderung der Wundertaten eines Heiligen zufallig eine einschlagige Bemerkung iiberliefern«. Saledes karakteriserer Vogel de skriftlige kilder, der star til handelshistorikerens disposition, nar han beskaeftiger sig med den tidlige middelalder¹). Forst efter, at disse middelalderlige kilder ved udgivelse var gjort lettere tilgaengelige, kunne der blive mulighed for af de spredte brokker at samle et helhedsbillede om frisisk handel i tidlig middelalder. Af afgorende betydning blev derfor navnlig udgivelsen af Monumenta Germaniae historica (MG), hvis forste bind af Scriptores i folioudgaven (SS) udkom i 1826. Mange kilder kom iovrigt i den lille skoleudgave i oktav Scriptores rerum Germanicarum in usum scholarum (Scr. rer. Germ.), der begyndte i 1840. Love og diplomer kom i sserlige raekker Leges (LL) fra 1835 og Diplomata (DD) fra 1872. Kilderne kan dels give oplysninger, der kan stedfaeste det frisiske omrade og karakterisere de frisiske byagtige bebyggelser, dels nogenlunde tidsfaeste frisernes optrseden i mere eller mindre abenbar handelsojemed pa forskellige lokaliteter. For handelsforbindelsen med Norden har navnlig Rimberts Ansgarbiografi haft betydning²). I faerre tilfaelde omtales varehandelen. Beda naevner en frisisk slaveopkober³), Ermoldus Nigellus skriver om opkob af vin i Elsass⁴), men navnlig klaedehandelen er oi'te berort. Et af de vigtige kildesteder er en St. Gallenmunks beretning om Karl den Store⁵). Enkelte gange omtales friserne i diplomer, vigtigst er markedsprivilegiet fra St. Denis 753⁶). Af vidtraekkende betydning for friserforskningen blev iovrigt Richthofens udgivelse af Lex Frisionum 1 1863⁷).

1) Citat fra Vogel: Geschichte der deutschen Seeschiffahrt (litteraturlisten 190) p. 71.

2) Rimbert: Vita S. Anskarii episcopi Hammaburgensis (litteraturlisten 18).

3) Beda: Historia ecclesiastica gentis Anglorum (litteraturlisten 12).

4) Ermoldus Nigellus: Carmina in laudem Pippini regis (litteraturlisten 13).

5) Notker von S. Gallen (Monachus Sangallensis) : De gestis Karoli Magni libri I] (litteraturlisten 17).

6) Litteraturlisten 16.

7) Litteraturlisten 14.

Side 123

Pa baggrund af Gustav Schmollers systemfaste Sozialwirtschaftsteorier voksede interessen for okonomisk historie navnlig i Tyskland efter midten af 19. arh. Under indtryk heraf udgav tyroleren Inama-Sternegg i 1879 forste bind af sin store »Deutsche Wirtschaftsgeschichte« (indtil slutningen af karolingertiden), hvori Frisland betragtedes i en storre tysk helhed⁸). Dette empiriske arbejde bragte meget nyt stof, men Gmndherrschaftsteorien er noget overdimensioneret, og de enkelte landskabers og folkestammers sseregenskaber kommer ikke tilstraekkeligt til sin ret. Derimod kommer karakteristikken af de enkelte stammer klart til orde i Freiherr v. Richthofens store vaerk om frisisk retshistorie, der kom i 1880'erne⁹). Det gav et sikkert grundlag for afgraensning af det frisiske omrade og fik stor betydning for den folgende tids friserstudier, hvilket allerede spores i den forste enkeltiiindersogelse over friserhandelen pa grundlag af de udgivne kilder, soni bragtes 1899 af Klumker¹⁰). Han fremhaevede Dorestad, Utrecht og Tiel, paviste Rhinog Englandshandelen og hsevdede, at det frisiske klaede for de finere sorters vedkommende var af engelsk oprindelse, imens de tidligere forskere, bl. a. Dirks, havde forestillet sig et frisisk tekstilindustricentrum i Frankerriget¹¹)- Schulte antog aret efter, at friserne havde deltaget i handelen med Italien¹²). Pa dette grundlag gav Arup i sin disputats den forste korle fremstilling af friserhandelen pa dansk¹³). Men da havde protesterne mod Klumker allerede meldt sig. I 1906 haevdede Hapke, at frisernes klaede var af flandersk oprindelse, som allerede Schulte havde formodet¹⁴), medens Wilkens ville fastholde, at produktionen la i Frisland¹⁵). I sin artikel »Draps de Friese ou draps de Flandre?« 1909 gik Pirenne ind for Hapkes synspunkt¹⁶), medens Swart i sin frisiske agrarhistorie gav Wilkens tilslutning¹⁷). Heyne mente at have konstateret klaedefabrikation i hele omradet, og Kober fandt engelsk og flandersk produktion mest sandsynlig¹⁸). Det betydningsfulde ved debatten var, at mange nye kildesteder blev fremdraget, og kendskabet til friserhandelen og dens omfang blev staerkt udvidet. Navnlig Wilkens' og Swarts behandlinger var pa hver sit omrade meget

8) Litteraturlisten 43.

9) Untersuchungen iiber friesische Rechtsgeschichte (59).

10) Der friesische Tuchhandel zur Zeit Karls des Grossen und sein Verhaltnis z. Weberei jener Zeit (141).

11) Geschiedkundig onderzoek van den Koophandel der Friezen van de vroegste tijden tot aan den dood van Karel den Grooten (48).

12) Geschichte dcs mittelalterlichen Handels und Verkehrs zwisichen Westdeutschland und Italien mit Ausnahme von Venedig (85).

13) Studier i engelsk og tysk Handels Historie 1350-1850 (40).

14) Die Herkunft der friesischen Gewebe (138) og A. Schulte: Geschichte d. mittelalt. Handels u. Verkehrs zwischen Westdeutschland u. Italien (85).

15) Zur Geschichte des niederlandischen Handels im Mittelalter (54).

16) Litteraturlisten 143.

17) Zur friesischeq Agrargeschichte (60).

18) M. Heyne: Deutsche Hausaltertumer 111 (136) og Das altdeutsche Handwerk (137). E. Kober: Die Anfange der deutschen Wollweberei (142).

Side 124

detaillerede og grundige. Wilkens drog i hojere grad sejladsmulighederne frem i sogelyset, hvilket viderefortes af Vogel¹⁹). I sin bog om normannerne og Frankerriget 1906 er han noje gaet ind pa de politiske forhold i perioden og soger at tolke vikingetiden ud fra handelsvejene og handelens hele karakter²⁰). Handelsvejene i Norden var allerede grundigt belyst 2 ar tidligere af Bugge, der staerkt betonede den nordiske indsats i handelen, og hvis iagttagelser Vogel kunne bygge pa²¹). En nojere sammenhaeng melleni handelshistorie og politisk historie fremtraeder ogsa hos Poelman, som bl. a. beskaeftiger sig med den betydning, frankernes kampe og erobringen af Frisland kan have haft for frisernes hande l²²). Poelmans, Vogels og til dels allerede Bloks vaerker giver en mere detailleret historisk fremstilling end tidligere²³). Samtidig begyndte man at rette opimerksomheden mod enkelte lokaliteter for at bedomme deres betydning for handelen. Dette skete delvis i tilknytning til de arkaeologiske udgravninger. Allerede i 1899 fremkom Marie de Man med en behandling af Domburg pa Walcheren²⁴), og i 1907 fulgte Kieselbachs bedommelse af Slesvigs rolle som formidler af handelen mellem Nordso og osterso og Fenglers studie over kildernes overfartsby til England, Quentowik²⁵). Allerede i 1897 havde Sophus Miiller i sit vserk om »Vor Oldtid« imidlertid fremsat den antagelse, at Hedeby skulle have ligget inden for halvkredsanlasgget ved Haddeby nor. Laenge tvivlede forskningen pa denne hypotese, men fra arhundredskiftet kom der dog fart i gravningerne inden for halvkredsanlaegget, og de blev fortsat til 1915. Alle de vundne resultater gjorde Vogel brug af i sin udforlige og instruktive oversigt over frisernes indsats i handel og skibsfart i tidlig middelalder i »Geschichte der deutschen Seeschiffahrt«, hvis forste bind udkom 1915²⁶). Det stort anlagte vserk blev aldrig viderefort, men danner alligevel en milepsel ikke blot i sofartens, men ogsa i handelens historie. Vogel sogte her at tidsfaeste friserhandelens glansperiode til ca. 500-ca. 900 og fastslog, at Nordsoen betegnedes som det frisiske hav. Her fremsatte han ligeledes den dristige formodning, at den hanseatiske kogge skulle have udviklet sig af det frisiske fartoj, et synspunkt, som dog ikke deltes af Hagedorn²⁷).

19) Die Binnenfahrt durch Holland und Stift Utrecht vom 12. bis 14. Jahrh. (52). Zur nord- und westeuropaischen Seeschiffahrt im friiheren Mittelalter (189). Geschichte der deutschen Seeschiffahrt (190).

20) Die Normannen und das frankische Reich bis zur Griindung der Normandie (77).

21) A. Bugge: Die nordeuropaischen Verkehrswege im friihen Mittelalter (81).

22) G. A. Poelman: Geschiedenis van den handel van Nord-Nederland gedurende he merovingische en karolingische tiidperk (50).

23) P. J. Blok: Geschichte der Niederlande (46).

24) Que sait-on de la plage de Dombourg? (98).

25) A. Kieselbach: Schleswig als Vermittlerin des Handels zwischen Nord- und Ostsee (110) og O. Fengler: Quentowic, seine maritime Bedeutung unter Merowingern und Karolingern (96).

26) Litteraturlisten 190.

27) Die Entwicklung der wichtigsten Schiffstypen bis ins 19. Jahrh. (187).

Side 125

I 2. arti af dette arh. gik studiet af friserhandelen ind i en ny fase. Atter skyldtes det betragtninger i en videre sammenhaeng. I 1912—13 kom Alfons Dopsch' vaerk om karolingertidens okonomiske udvikling²⁸), og 1918-20 fulgte bans bedommelse af den forudgaende periode, hvori han gor op med den tidligere forsknings skarpe skel mellem den senromerske kejsertids og den tidlige middelalders samfunds- og kulturforhold²⁸). Folkevandringernehavde ikke haft sa tilintetgorende betydning, som man for havde troet; pa grundlag af de seneste artiers arkaeologiske og lokalhistoriskeresultater understreger Dopsch staerkt kontinuiteten i udviklingen.Heri deles hans synspunkter af belgieren Henri Pirenne, men nar man frem til karolingertiden, horer enigheden op. Dopsch karakteriserer den som en okonomisk opgangsperiode i forhold til den foregaende merovingertidog benaegter, at den isolerede gods- og naturalokonomi skulle praege det okonomiske liv; han finder tvaertimod talrige eksempler pa et blomstrende handelsliv, der gar ud over lokalhandelens snaevre rammer.Herimod haevder Pirenne i sine to betydningsfulde artikler 1922 og 1923 i det nystartede »Revue Beige de Philologie et d'Histoire«, at karolingertiden repraesenterer handelslivets lavpunkt, og ser arabernes erobringer langs Middelhavet som arsagen til nedgangen³⁰). Middelhavskulturen,der i oldtiden og merovingertiden havde vaeret en enhed, er efter Pirennes mening nu sprsengt i to adskilte og f jendtlige kultursfaerer, en arabisk-muhammedansk og en europaeisk-kristen, der er uden kontaktmed hinanden. Det byzantinske riges somagt behersker det ostlige Middelhav og holder forbindelser derover abne, hvilket betinger Venedigsblomstrende handel. Det Tyrrhenske hav bliver derimod en barriere,som den karolingiske landmilitaermagt ikke kan forcere. Karolingerrigetbliver en selvforsynende indlandsstat, hvis handelsmaessige ekspansionma vende sig mod nord og ost, hvilket repraesenteres i friserhandelen,der anerkendes af bade Dopsch og Pirenne, af den forste som et udslag af den almindelige handelsblomstring, af den sidste som et isoleretudtryk for Frankerrigets begraensede kontaktmuligheder³¹)- En af Dopsch' tilha»ngere, Paul Kletler bragte hans synspunkter i anvendelse i en detailanalyse over Nordvesttysklands samfaerdsel, handel og erhvervslivi tidlig middelalder, hvorved friserhandelen placeredes i den nye sammenhaeng³²). Her traeder navnlig samfaerdselsnettet frem i en langt mere nuanceret skikkelse end tidligere kendt, omend forfatteren

28) Die Wirtschaftsentwicklung der Karolingerzeit (24).

29) Wirtschaftliche und soziale Grundlagen der europaischen Kulturentwicklung aus der Zeit von Caesar bis auf Karl den Grossen (25).

30) Mahomet et Charlemagne (30). Un contraste economique (31).

31) Se iovrigt H. Pirenne: Les villes du moyen-age (32), Le momvement economique et social au moyen-age du XI^e au milieu du XV^e siecle (33) og Mahomet et Charlemagne (34), Anne Riising: The fate of Henri Pirennes theses on the consequences of the Islamic expansion. Classica et Mediaevalia XIII 1952 p. 87-130.

32) Nordwesteuropas Verkehr, Handel und Gewerbe im friihen Mittelalter (83).

Side 126

maske er tilbojelig til ofte at generalisere fra fa tilfaelde. Deriinod advarerKulischer mod at overdimensionere de fatallige efterretninger om handel i den tidlige middelalder³³). Om orienthandelen haevder Ebersoltimod Pirenne, at et brud mellem Frankerriget og Islam om et sadant har eksisteret, ma vaere indtruffet under den arabiske ekspansion i slutningen af 7. og beg. af 8. arh.^M). I slutningen af 8. arh. indledtes diplomatisk forbindelse mellem rigerne, og iovrigt mener Ebersolt ikke, at et brud kan have berort handelsforbindelserne. Dopsch' tilhsenger, Erna Patzelt haevder, at netop Italiens optagelse i Karolingerriget har befordret dettes handel mod syd³⁵). Hun kunne heri stotte sig til Heyd, som i sit vaerk om levanthandelen, nyudgivet i 1923, haevder, at forbindelserne mellem Frankrig og Orienten under Karl den Store ogedesvaesentligt i forhold til merovingertiden³⁶). En tilbagegang indtraederforst under de senere karolinger. Ogsa Sabbe imodegar i sine to artikler om kobmandstyperne og orientalske stoffers import i Vesteuropai karolingertideri Pirennes synspunkter udformet i dennes vserk om middelalderens byer³⁷). Stottet til Bugge fremhaever Patzelt iovrigt vikingernes betydning for en handelsforbindelse mellem Orienten og Frankerriget over Rusland og Norden³⁸), men besynderligt nok har hun hverken benyttet Jacobs gamle vserker om arabernes nordisk-baltiskehandel fra 1880'erne³⁹) eller Arnes banebrydende vaerk fra 1914 »La Suede et l'Orient«, som i denne forbindelse matte blive af central betydning. Heraf lader sig pa grundlag af arkaeologisk materiale fastsla, at en sadan forbindelse i det mindste ikke kan have fundet sted for 800⁴⁰).

Opmaerksomheden ma nu samle sig om Birka, og herom forela alleredeen fyldig litteratur i 1932, da Patzelt udkastede sin hypotese. I 1909 havde Stjerna fremsat den teori, at her var tale om et frisisk handelsfaktori,hvilket dog blev kraftigt gendrevet aret efter af H. Schiick⁴¹). Imidlertid fortsatte striden over pa sprogforskningens omrade, hvor Elis Wadstein i 1914 formodede, at navnet Birka skulle have udviklet sig af et forovrigt ukendt frisisk ord, »berek«, og vsere identisk med frisernes retsenklave⁴²). Dette er dog modbevist af Elias Wessen⁴³), men Wadsteinhar

33) Allgemeine Wirtschaftsgeschichte des Mittelalters (29)

34) Orient et Occident (27).

35) Die frankische Kultur und der Islam (84).

36) Geschichte des Levantehandels (82).

37) E. Sabbe: Quelques types de marchands des IXe et Xe siecles (37). E. Sabbe: L'importation des tissus orientaux en Europe occidentale au haut moyen age (144) og H. Pirenne: Les villes du moyen-age (32).

38) A. Bugge: Die nordeuropaisehen Verkehrswege (81). E. Patzelt: Die frankische Kultur und der Islam (84).

39) Der nordisch-baltische Handel der Araber im Mittelalter (88). Welche Handelsartikel bezogen die Araber des Mittelalters aus den nordisch-baltischen Landern? (89).

40) Litteraturlisten 86.

41) K. Stjerna: Lund och Birka (116) og H. Schuck: Birka (118).

42) Birka och bjiirkoaratt (177).

43) Birca och bjarkoratt (178). Till Birca-fragan (179).

Side 127

steinhari en r;ekke mindre fremstillinger beskseftiget sig med frisiske laneord i nordisk og sat dette i forbindelse med historiske efterretninge r⁴⁴). Stort set er hans formodninger sammenfattet i den lille bog »Norden och Vasteuropa i gammal tid« 1925⁴⁵). Selvom han har overvurderetden frisiske betydning og frisernes indsats i handelssamkvemmetog i det hele nok var for ukritisk i valget af sit materiale, fremtraederdog handelsvejen fra Vesteuropa over Jyllands rod til Hedeby og Birka vsesentlig klarere historisk belyst, end tilfseldet var for Wadsteins tid. Han fulgte Vogels teori i tidsfaestelsen af friserhandelen fra ca. 500, hvilket han sogte at underbygge historisk. Til belysning af forbindelsen mellem Frisland og Sverige rettedes i 1910 opmserksomheden mod 2 runestenved Sigtuna fra tiden mellem 1060 og 1075, som omtaler frisiske gildebrodre. Otto von Friesen udledte lieraf eksisfensen af et frisisk handelsgilde i Sigtuna fra 1000-tallet, og Bugge antydede 1913 mulighedenaf, at friserne kunne have indfort kobmandsgildet i Norden⁴⁶). Ogsa fra tysk side behandledes omkr. arhundredskiftet indgaende kobmandsgildetsoprindels e⁴⁷).

Debatten i slutningen af 20'erne mellem Lis Jacobsen og Sune Lindqvistom svenskevaeldet i Hedeby og dets varighed bragte pany denne lokalitet i forskningens centrum⁴⁸), og fra 1930 genoptoges udgravningerneher under ledelse af Schwantes og senere Jankuhn, hvilket affodteen vaeldig litteratur, hvoriblandt navnlig skal fremhaeves publikationeraf de to udgravningsledere, samt Frahm, Scheel og Paulsen⁴⁹). Fra slutningen af 20'erne havde Holwerda foretaget interessante gravningeri Dorestad, som bl. a. f astslog beliggenhed og datering af byens

44) Friserne och t'orntida handelsvagar i Norden (53). Friesische Lehnwoi'ter im Nordischen (78). Frisiska lanord (79).

45) Litteraturlistcn 66.

46) O. von Friesen: Ur Sigtunas aldsta historia. Ett frisiskt handelsgille i Sigtuna pa 1000-talet (182) og A. Bugge: Altschwedische Gilden (180).

47) A. Doren: Untersuchungen z. Geschichte d. Kaufmannsgilden im Mittelalter (181), Fr. Keutgen: Untersuchungen iiber den Ursprung der deutschen Stadtverfassung (183), H. v. Loesch: Die Grundlagen der altesten Kolner Gemeindeverfassung (184), H. v. Loesch: Die Kolner Kaufmannsgilde im 12. Jahrh. (185) og W. Stein: Zur Geschichte Slterer Kaufmannsgenossenschaften (186).

48) Lis Jacobsen haevder i »Svenskevseldets Fald«, 1929, at Gorm i 930'erne gjorde ende pa svenskevaeldet i Hedeby. S. Lindqvist mener, at dette forst omstyrtedes i 990'erne af Svend Tve;skaeg (Hedebyvaldets varaktighet. Namn och Bygd XVII 1929). I 1932 fremsastter Bolin den formodning, at svenskevaeldet ophorte, da den svenske konge i 934 matte underkaste sig tysk overherredomme (Svenskvaldets fall. Vetenskapssocietetens i Lund arsbok 1932). Oversigt over litteraturen herom findes i Lis Jacobsen & Erik Moltke: Danmarks Runeindskrifter I 1942.

49) H. Jankuhn: Die Wehranlagen der Wikingerzeit zwischen Schlei und Treene (104), samme: Haithabu, eine germanische Stadt der Fruhzeit (105), samme: Die Ausgrabungen in Haithabu 1937-39 (106), samme: Ergebnisse und Probleme der Haithabugrabungen 1930-39 (107), G. Schwantes: Fuhrer durch Haithabu (111), F. Frahm: Der Transitverkehr Schleswig-Hollingstedt (101), samme: Grabungen und Forschungen aus der Wikingerzeit der Schleswiger Landenge (102). Hertil knytter sig en betydningsfuld kildepublikation af O. Scheel & P. Paulsen: Quellen z. Frage Schleswig-Haithabu im Rahmen der friinkischen und nordischen Beziehungen (20).

Efter Richthofen: Zwei Kart

i von Friesland. Berlin 1882

Side 130

befaestningsanlaeg⁵⁰). De mange arkaeologiske udgravninger i Nederlandeneblev nyttiggjort af Boeles, hvis 1. udg. af »Friesland tot de elfde eeuw« udkom i 1927⁵¹). Navnlig hans bedommelse af montfundene og iagttagelse af deres udbredelse bragte meget nyt materiale, der skabte mulighed for en vassentlig sikrere datering og afgrsensning af friserhandelensvirkefelt. I 30'erne fulgte udgravninger langs ostersoens sydkystaf Wollin ved Odermundingen⁵²) og af Wulfstans bekendte Truso i naerheden af Elbing⁵³), der viste sig meget givende. Det samme gjaldt Birger Nermans udgravninger i de baltiske lande, der blev grundlag for hans formodning om et msegtigt svensk ostersovaelde imod nord og ost eventuelt i tilknytning til svenskevaeldet i Hedeby⁵⁴). Hans udgravningerhar navnlig koncentreret sig om Grobin i Kurland⁵⁵). De mange udgravninger af tidlig middelalderlige byanlaeg gav Vogel anledning til betragtninger over sammenhsengen mellem handelsstrukturen og byanlaegge t⁵⁸), og i 1935 fremsatte han sin bekendte teori om karolingertidenswik-anlaeg, der overvejende baseredes pa mere saesonpraeget handelend pa fast bosaettelse⁵⁷).

Slutningen af 30'erne praegedes af 4 navne: Rohwer, Jankuhn, Arbmanog Bolin, der hver pa sit felt tilforte forskningen betydningsfulde landvindinger. I sin kielerdissertation fra 1937 greb Barbara Rohwer tradenop efter Kletler og gav en samlet fremstilling af friserhandelen⁵⁸). Den nyere tids udgravninger af byanlaeggene, navnlig Dorestad, er inddragetog handelens art og form betragtedes nojere. Frisernes andel i byudvikling og gildevaesen soges belyst. Den senere friserhandel koncentreretom Tiel og Utrecht er grundigere behandlet end for, og der er forsogten vurdering af arsagerne til nedgangen, der navnlig tilskrives normannertogeneshsergninger og flodlobsaendringer efter oversvommelser ved Dorestad. Samme ar udgav Jankuhn den forste samlede bedommelse

50) J. H. Holwerda: Dorestad 1925/26 (92), samme: Die Katastrophe an unserer Meereskiiste im 9. Jh. (93), samme: Opgravingen van Dorestad (94) og samme: Dorestad en onez vroegste middeleeuwen (95).

51) Litteraturlisten 47.

52) O. Kunkel: Wollin (120), O. Kunkel & K. A. Wilde: Wollin. 5 Jahre Grabungen auf d. Boden d. wikingerzeitlichen Grosssiedlung am Dievenov-Strom 1934—1939/40 (121), samme: Jumne, Vineta, Jomsburg, Julin: Wollin (122) og K. A. Wilde: Die Bedeutung der Grabung Wollin 1934 (123).

53) M. Ebert: Truso (124), B. Ehrlich: Der preussisch-wikingische Handelsplatz Truso (125), W. Neugebauer: Die Bedeutung d. wikingischen Graberfeldes in Elbing fiir die Wikingerbewegung im Ostseegebiet (126), samme: Das wikingische Graberfeld von Elbing-Neustadterfeld und d. Lage Trusos (127).

54) Die Verbindungen zwischen Skandinavien und Ostbaltikum in der jiingeren Eisenzeit

55) Fynden fran Grobin i Lettland (128), Funde und Ausgrabungen in Grobina 1929 (129), Swedish viking colonies on the Baltic (130), Sveriges forsta storhetstid (131).

56) W. Vogel: Handelsverkehr, Stadtewesen u. Staatenbildung in Nordeuropa im friiheren Mittelalter (174), samme: Das Emporium Reric (175).

57) Wik-Orte und Wikinger (176).

58) Der friesische Handel im friihen Mittelalter (51).

Side 131

af Hedebys placering i tidlig middelalders handel og politisk historie pa grundlag af udgravningerne i et populservidenskabeligt arbejde »Haithabu.Eine germanische Stadt der Friihzeit«⁵⁹). Samtidig udkom hans store udgravningsberetning om vikingetidens befsestningsanlseg mellem Slien og Trent, hvori han bringer en oversigt over Hedebyforskninge n⁶⁰). Ligeledes i 1937 udgav Holger Arbman den forste samlede fremstillingom handelsforbindelser i 9. arh. mellem Sverige og det karolingiskerige, hvori han leverer en udtommende beskrivelse af de frankiske fund i Norden og drager sammenligninger med fund, der er gjort i det ovrige Nordeuropa⁶¹). Fundene af glas, keramik, vaben og smykker placeresi historisk sammenhasng til nojere datering af forbindelserne, og forskellige stilretninger iagttages i udsmykningen. Fra Arbmans hand fremhseves i disse ar iovrigt et par populservidenskabelige arbejder om Birka og »Vikingar i vasterled«⁶²). I 1939 udkom Sture Bolins artikel i »Scandia« om Muhammed, Karl den Store og Rurik, hvori han pa grundlag af indgaende undersogelser af montfundene og monternes metalindholdog ved yderligere inddragelse af arabiske kilder sandsynliggor,at handelssamkvemmet mellem Frankerriget og araberne over middelhavsomradet har vseret en del livligere, end Pirenne antog⁶³). En ganske anselig solvstrom synes at vaere vandret fra Islams asiatiske Solvminer over Frankerrigets grsenser tillige med krydderier, osterlandskestoffer og andre orientalske kostbarheder. I bytte har muhammedanerneabenbart modtaget frankiske vaben, frisisk klaede og vist navnligslaver og pelsvaerk hentet i Norden. Karolingerriget reduceres til et transitland, og friserhandelen fremtrseder i nyt perspektiv. Da nordboernei midten af 9. arh. via de russiske floder fik kontakt med Orientenshandelsveje, kunne de direkte afssette deres pelsvaerk og slaver til byzantinere og arabere. Solvstrommen vandrede nu til Norden og bragte vikingerne i stand til at holde en transithandel mellem Orienten og Vesteuropa i gang over Skandinavien.

1940'erne bragte ingen vaesentlige bidrag til belysning af friserhandeleneller handelsforbindelsen mellem Vesteuropa og Norden, men pa det arkaeologiske omrade fremkom en raekke enkeltundersogelser, der senere lod sig samle til et klarere helhedsbillede (se nedenfor). Derimod fremsatte Peter Jorgensen en ny antagelse om herkomsten af dele af den nordfrisiske befolkning, hvis indvandring til Sonderjylland var behandletaf P. Lauridsen allerede i 1890'erne⁶⁴). Mens den frisiske befolkningi

59) Litteraturlisten 105.

60) Die Wehranlagen der Wikingerzeit zwischen Schlei u. Treene (104).

61) Schweden und das karolingische Reich (61).

62) Litteraturlisi en 112 og 62.

63) Litteraturlisten 80.

64) P. Jorgensen: über die Herkunft der Nordfriesen (74), P. Lauridsen: Om Nordfrisernes Indvandring i Sonderjylland (75). Jfr. iovrigt H. Hinz: Zur Herkunft der Nordfriesen (72).

Side 132

ningiEjderstedt og marsken stadig ma anses for at vsere indvandret sydfra,sandsynliggor Jorgensen, navnlig pa grundlag af stednavnene, at den frisisktalende befolkning pa de store gestoer Sild, For og Amrum er rester af en nordvestgermansk befolkning, der kan fores tilbage til folkevandringstiden. Kristian Hald paviser ligeledes ud fra stednavnene frisisk deltagelse i nordboernes bosaettelse i Danelagen, navnlig i Lincolnshir e⁸⁵).

Arbmans og Bolins arbejder viderefortes af Jankuhn i to artikler om handelsvejene i Norden fra 1950 og 1953⁶⁶). Han kunne nu stotte sig til bl. a. Rademachers, Steinhausens og Salins arbejder om frankiske glasvarer⁶⁷), Tischlers, Hussongs og Hiibeners om frankisk keramik⁶⁸) og for monternes vedkommende arbejder af Belaievv, Le Gentilhomme, Nobbe, Rasmusson⁸⁹) og navnlig den nye, staerkt udvidede og ajourf"orteudgave af Boeles va*rk fra 1927, som kom i 1951⁷⁰). Disse og mange andre arkseologiske resultater fra 40'erne satte Jankuhn i stand til ret noje at folge handelens trinvise udbredelse mod nord fra slutningen af 7. arh. At friserhandelen skulle kunne fores tilbage til ca. 500, som Vogel og Wadstein havde ment, matte efter Boeles resultater forlades. Pa grundlag af 40'ernes indgaende undersogelser af adelsgravene i Vendelog Valsgarde offentliggjort navnlig af Aberg og Greta Arwidsson, sammenholdt med Nermans udgravninger af svenske bopladser pa de finsk-baltiske kyster har Jankuhn udkastet den hypotese, at her skulle vaere tale om indsamlingssteder af slaver og pelsvserk, hvilket skulle vaere baggrunden for den upplandske adels velstand pa frankiske glasvarer,som gravene rober⁷¹). Efter 800 iagttager Jankuhn en staerkere

65) Danes and Frisians in Lincolnshire (71).

66) Sechs Karten zum Handel des 10. Jahrh.s im westlichen Ostseebecken (64). Der frankisch-friesische Handel zur Ostsee im friihen Mittelalter (65).

67) Fr. Rademacher: Frankische Glaser aus d. Rheinland (154), J. Steinhausen: Friihmittelalterliche Glashiitten im Trierer Land (156) og E. Salin: Rhin et Orient (155).

68) Fr. Tischler: Zur Datierung d. friihmittelalterl. Tonware v. Badorf (153), L. Hussong: Herstellungsorte und Datierung der karolingischen Keramik im Rheinland (149), W. Hiibener: Zur Ausbreitung einiger frank. Keramikgruppen nach Nordund Mitteleuropa im 9.-12. Jh. (150).

69) Belaiew: On the »Wodan«-monster or dragon series of the Anglo-Saxon sceattas (157), Le Gentilhomme: La circulation des sceattas dans la gaule merovingienne (158), E. Nobbe: Miinzfunde vom Stadtplatz Haithabu 1905-31 (161), samme: Der karolingische Miinzschatz vom Krinkberg (162), N. L. Rasmusson: Kring de vasterlandska mynten i Birka (163).

70) Friesland tot det elfde eeuw (47).

71) Om Gravfundene i Vendel og Valsgarde findes en righoldig litteratur: H. Stolpe & T. J. Arne: Gravfaltet i Vendel. Sthlm. 1912. S. Lindqvist: Vendelkulturens alder och ursprung. Sthlm. 1926. Samme: Vendel-time finds from Valsgarde in the neighbourhood of Old-Uppsala. Acta Archaeologica 111 1932. G. Arwidsson: Some glass vessels from the boat-grave cemetry at Valsgarde. Acta Archaeologica 111 1932. Samme: Vendelstile. Glas und Email. Upps.-Sthlm. 1942. Samme: Die Graberfunde von Valsgarde VI 1942. N. Aberg: Vendeltida forbindelser med fastlandsgermanska och insulara kretsar. Fornvannen XLIII 1948. Samme: Vendelgravarna och Uppsala hogar i deras historiska miljo. Fornvannen XLIV 1949. Samme: Den historiska relationen mellan folkvandringstiden och Vendeltiden. Kungl. Vitterhets Historie och Antikvitets Akademiens Handlingar LXXXII 1953.

Side 133

koncentration af fundene om Birka og Hedeby, og han tilslutter sig for disse anlsegs vedkommende Vogels wik-teori⁷²), som i 1950 var stadfsestetiet vaerk af Rorig om Magdeburgs oprindelse⁷³). I det hele taget viderefortes Vogels arbejder om den tidlige middelalders kobmandsbebyggelseaf en raekke forskere navnlig Ganshof, Rorig, Ennen og Planitz⁷⁴)- Sidstnaevnte tolkede karolingernes og ottonernes wik-anlaeg som rene kobmandskolonier af fjernhandelskobmsend som regel anlagt i naer tilknytning til en kongelig borg og med en lokal embedsmand, wik-greven, til at opkrseve visse handelsafgifter til kongen. Endelig paviserJankuhn, hvorledes de aendrede handelsveje f;ra midten af 9. arh. flytter tyngdepunktet fra Birka ostpa for til slut at ga den forbi. Heri ser han arsagen til, at byen ikke genopbyggedes efter odelaeggelsen ca. 975.

I de senere artiers forskning har de arkaeologiske fund spillet en vaesentligere rolle end de fatallige skriftlige efterretninger, og interessen har som folge heraf koncentreret sig mere om handelsforbindelserne og handelsvejene, mindre om frisernes andel deri. I takt hermed er fundmateriale, der noje lader sig datere som f. eks. glas, vaben og keramik tillige med monterne, tradt mere i forgrunden i sammenligning med vigtige, men ret forgaengelige varer som klaede, vin, salt osv. Dog har i de sidste artier ret grundige undersogelser vaeret viet pelshandelen⁷⁵). Handelsforbindelsen med Norden indtager i den nyeste forskning en stadig storre plads inden for frisernes handel og de ovrige nordiske handelsforbindelser lader sig ikke laengere udskille herfra, men ma betragtes i sammenhaeng med friserhandelen for at fa et helhedsbillede frem.

FRISERHANDEL

Frisland.

I den tidlige middelalder var friserne det forende handelsfolk i Nordeuropa.De beboede da et marskbaelte langs Nordsokysten fra Sinkfal (det senere Swin) i syd til Weser i nord. Vigtigst var Vestfrisland fra Sinkfal til Vlie, der omfattede de nuvaerende landskaber Holland, Zeeland,Utrecht og det vestligste Geldern. Midtfrisland fra Vlie til Lauwerszeesvarede i det store og hele til det nuvaerende Frisland, mens

72) H. Jankuhn: Haithabu und Birka (167), samme: Zur Topographie friihmittelalt. Stadtanlagen im Norden u. z. Soziologie ihrer Bewohner (168).

73) Magdeburgs Entstehung und die altere Handelsgeschichte (173).

74) F. L. Ganshof: Over stadsontwikkeling tusschen Loire en Rijn gedurende de Middeleeuwen (166), F. Rorig: Die europaische Stadt (172), E. Ennen: Friihgeschichte der europaischen Stadt (165), H. Planitz: Friihgeschichte der deutschen Stadt (170), samme: Die deutsche Stadt im Mittelalter (171).

75) R. Hennig: Der nordeuropaische Pelzhandel in den alteren Perioden der Geschichte (145), H. Pratt Lattin: Note on the fur trade in medieval Western Europe (146), B. Schier: Wege und Formen des altesten Pelzhandels in Europa (147), samme: Pelze in altertumskundlicher Sicht (148).

Side 134

ostfrisland fra Lauwerszee til Weser omtrent daekkede landskaberne Groeningen og Ostfrisland. I slutningen af folkevandringstiden er friserneformodentlig traengt fra Rhinmundingen mod vest ind i Zeeland og navnlig bredt sig fra Ems mod nordost ind i det af sachserne forladte omrade mellem Ems og Weser. Frisland var dengang i endnu hojere grad end nu gennemskaret af vandlob, havarme og sumpstrsekninger. Kanaler og flodlob var de eneste egentlige forbindelsesveje, og langs disse la den landsbylignende bebyggelse pa de sakaldte warf. De vigtigste erhverv var fra den tidlige middelalder kvaeghold og sofart; og friserne, der var omtrent fodt i vandet, gjaldt for Nordeuropas dygtigste, dristigsteog mest hardfore s0folk: »gens durissima maritima«⁷⁶). Selvstaendighed,stgedighed og et ikke ringe handelstalent har vist iovrigt gjort den frisiske befolkning godt skikket til at optage vandrerkobmandens farefulde erhverv.

Men forst og fremmest var Frislands geografiske beliggenhed ualmindelig gunstig for handel. Det gjaldt navnlig omraderne mellem Sinkfal og Vlie, som i den tidlige middelalder naede den storste blomstring. Her udmundede floderne Rhinen, Maas og Schelde, der var hovedfserdselsarerne ind i landet, og herfra var forbindelsen bekvem til England og Nordeuropa. Hvor Rhinen gafler sig i Lek og Krummerhinen, la byen Dorestad (omtalt i 7. arh.), der blev en stor omladeplads, idet en del af sejladsen pa England og Vestfrankrig gik ad Lek, medens farten pa Norden fulgte Krummerhinen, Vecht og Almere (nutidens Zuiderso). Dorestad ved Wijk bij Duurstede blev den betydeligste af de frisiske handelspladser: »vicum nominatissimum« og »vicum famosum« betegnes den i datiden⁷⁷). Nogen egentlig by kunne den naeppe kaldes, men en wik (vicus), karolingertidens karakteristiske faste kobmandsboplads om et torv, hvor livet prcegedes af handel og skibsfart. I sammenligning med Dorestad, der beherskede 3 sejlbare flodl0b: Lek, Gamlerhinen og Vecht, og blev toldstation og udmontningssted, var alle andre handelspladser i Frisland af underordnet betydning. Vigtigst var det kirkelige centrum Utrecht i forgreningen mellem Vecht og Gamlerhinen, Tiel og Dordrecht ved Waal, Witla ved Maas' munding, Domburg pa Walcheren og - i alt fald med delvis frisisk befolkning - Stavoren.

Handelsveje og handelsvarer.

Ad Rhinen gik allerede i den romerske kejsertid trafik mellem rigets centrale dele og Britannien og de vestlige dele af Skandinavien, medens en ostlig samfaerdselsvej via de osttyske og polske floder forbandt Donauomradetog Italien med den indre osterso. Denne ostlige handelsforbindelsesynes

76) Citat anfort i Vogel: Geschichte der deutschen Seeschiffahrt (190) p. 75 og p. 90 note 2.

77) Citater fra Ann. Xant. (10) 834 og Liudger: Vita S. Gregorii (15) p. 71.

Side 135

delsesynesat va^re afbrudt i midten af 6. arh. formodentlig som folge af dannelsen af Awarerriget ved mellemste Donau og slaviske stammers indtraengen i Mellemeuropa, og i 300 ar var nu Rhinen og de franske floder ene om at formidle kontakten mellem syd og nord⁷⁸).

Rhinen, det frankiske riges hovedfaerdselsare, blev da ogsa rygraden i frisernes handel. Frisiske kobmaend og frisiske handelskolonier kan i 9. arh. spores i sa at sige alle betydningsfulde bydannelser i Rhindalen: Xanten, Birten, Duisburg, Mainz, St. Goar og Worms, samt Trier ved Mosel og i Elsass, ja, i selve Rom. Derimod kan kildematerialet besynderlig nok ikke tidsfseste frisisk bossettelse i Koln laengere tilbage end 12. arh., hvilket naturligvis ikke udelukker muligheden for eksistensen af en sadan tidligere. Forekomsten af frisere i disse omrader er fremhsevet af Klumker, Schulte, Hapke, Wilkens, Vogel, Dopsch, Kletler og Rohwe r⁷⁹).

I 7. og 8. arh. optradte frisiske kobmsend i London og York. Via den franske overfartsby, Quentowik, ved Chanceflodens munding kunne de na op til Amiens, og Seinen forte dem til Rouen og miarkedet St. Denis nord for Paris, hvor de omtales forste gang i 753⁸⁰). Gennem Zuidersoen gik kystsejladsen inden for oraekken op ad Ems og Wesers flodlob og nordpa langs Jyllands vestkyst til de nordfrisiske oer, Syd- og Sydvestnorge.Derimod synes det sachsiske indland melleni Weser og Ejder forst pa et forholdsvis sent tidspunkt at vaere inddraget i samfaerdselssystemet.Sejladsen nord om Skagen kunne de frisiske fartojer ikke magte, men over Jylland kunne man forskellige steder fa forbindelse med ostersoen. Limfjorden er af Zechlin anfort som maritim forbindelsesve j₈₁). Den havde i alt fald betydning i vikingetiden⁸²). I omradet omkring Kongea har i romersk kejsertid vaeret benyttet en indfaldsvej, som muligvis ogsa har vaeret i anvendelse i 5.-6. arh.⁸³). Ribes betydningpa Ansgars tid kunne tyde pa, at vesteuropseiske skibe stadig sogte ind til dette omrade af Jylland⁸⁴). Uden sammenligning storst betydninghavde

78) H. Jankuhn: Der frankisch-friesische Handel z. Ostsee (65). Om arsagerne til den ostlige handelsforbindelses afbrydelse: J. Werner: Zu den auf Oland und Gotland gefundenen byzantinischen Goldmiinzen. Fornvannen XLIV 1949 p. 279.

79) Klumker: Der friesische Tuchhandel zur Zeit Karls des Grossen (141), Schulte: Geschichte des mittelalterl. Handels u. Verkehrs zwischen Westdeutschland u. Italien (85), Hapke: Die Herkunft der fries. Gewebe (138), Wilkens: Zur Geschichte des niederl. Handels im Mittelalter (54), Vogel: Die Normannen u. d. frank. Reich (77), samme: Geschichte der deutschen Seeschiffahrt (190). Dopsch: Die Wirtschaftsentwicklung d. Karolingerzeit (24), samme: Wirtsch. u. soziale Grundlagen der europ. Kulturentwicklung (25), Kletler: Norclwesteuropas Verkehr, Handel u. Gewerbe (83) og Rohwer: Der friesische Handel im friihen Mittelalter

80) Litteraturlisten 16.

81) Maritime Weltgeschichte (39).

82) H. Matthiessen: Limfjorden. 2. udg. 1941. Jfr. iovrigt H. J. Eggers: Die romische Import im freien Germanien. Hamburg 1951.

83) H. Jankuhn: Wirtschafts- und Kulturgeschichte Angelns in der Wikingerzeit (108).

84) Om handelsvejen i Kongea-omradet se iovrigt E. Arup: Danmarks Historic I 1925 p. 92 f. A. Schiick i Nordisk Kultur XVIII 1933 p. 5.

Side 136

ninghavdedog dengang tvaervejen Ejder-Trene-Slien. Ejder, hvis latinskenavn Egidora ligefrem betod porten til havet, altsa Nordens udfaldsvejtil Vesteuropa, abnede de frisiske smaskibe adgang ind i landet. Via bifloden Trene kunne der sejles til Hollingsted, der kun la 16 km fra det betydelige Hedeby ved Slien⁸⁵). Fra Hedeby gik sejladsen over ostersoen til Gotland og Birka i Miilaren. Eksistensen af en forbindelsesvejmellem det nedre Elbomrade og Lybaekbugt omkring 800: Bardowick- Reric er navnlig frenihaevet af Vogel⁸⁶).

Frisland kunne ikke brodfode sig selv, men var afhaengig af korntilforsler, som hentedes ned ad Rhinen. Denne vej fortes ogsa tornmer fra Rhinlandets skovomrader til det traefattige Frisland til bygning af skibe, huse og diger. Det frisiske Nordsofiskeri leverede en eftertragtet vare i de rhinske indlandsbyer, hvor det kneb at skaffe det uundvaerlige naeringsmiddel i fastetiden. Langs Rhinen og Mosel og saerlig i Elsass opkobte friserne til gengaeld vin, som fandt rigelig afsaetning i Vesteuropa, navnlig i England, medens klaede fortes den modsatte vej.

Frisernes vigtigste handelsvare var netop det valkede og farvede uldtoj,som nod hoj anseelse og leveredes i betydelige maengder til klostrene og til det frankiske hof. Stiftet Fulda og klostret Werden modtog saledes arlige afgifter fra deres frisiske besiddelser til dels i form af klaede⁸⁷). De frisiske kobmaend afsatte kapper til de frankiske soldater, men da de ville saelge den galliske modes kortere kapper til samme pris som de aeldre lange, pabod Karl den Store, at kun de gamle lange kapper matte saelges til hans soldater. Frisisk klasde sendte Karl den Store endog som present til Harun al Raschid, og Ludvig den Fromme plejede om pasken at sksenke brogede frisiske kapper til de underordnede personer ved sit hof⁸⁸). Der er delte meninger om, hvor frisernes klaede blev tilvirket. Det haevdes fra forskellig side, at en del af det klaede, der gik i handelen under betegnelsen frisisk klaede i virkeligheden var af engelsk herkomst, navnlig de finere sorter. Formodningen er fremsat af Klumker og fandt tilslutning hos Inama-Sternegg og Dopsch⁸⁹). Andre mener, at det frisiskeklaede vaesentligst var af flandersk afstamning. I disse egne kunne allerede i romersk tid konstateres fareavl og klaedefabrikation, og i 9.-10. arh. findes atter en livlig klaedeproduktion. Dette synspunkt repraesenteresisaer

85) Frahm: Der Transilverkehr Schleswig-Hollingstedt (101), H. Jankuhn: Haithabu. Ein Handelsplatz der Wikingerzeit (105), samme: Wirtschafts- u. Kulturgeschichte Angelns (108), Kieselbach: Schleswig als Vermittlerin des Handels zwischen Nordu. Ostsee (110), Wadstein: Norden och Vasteuropa i gammal tid (66), Rohwer: Der fries. Handel (51), Zechlin: Maritime Weltgeschichte (39) og Vogel: Geschichte d. deutschen Seeschiffahrt (190).

86) Das Emporium Reric (175). Jfr. iovrigt H. J. Eggers: Die romische Import im freien Germanien. Hamburg 1951.

87) Boeles: Friesland tot de.t elfde eeuw (47), Rohwer: Der fries. Handel (51).

88) Notker von S. Gallen: De gestis Karoli Magni (17).

89) Klumker: Der friesische Tuchhandel (141), Inama-Sternegg: Deutsche Wirtschaftsgeschichte I 2. Aufl. 1909 (43) og Dopsch: Die Wirtschaftsentwicklung der Karolingerzeit

Side 137

praesenteresisaeraf Hapke og Pirenne⁹⁰), men deles iovrigt af Schulte og Espinas⁹¹). Kober antog, at det frisiske klsede starnmede fra England eller sandsynligere fra Flandern, Arup formodede engelsk eller nordfranskoprindels e⁹²). Imod disse anskuelser pastar Wilkens og Swart, at det frisiske klsede fabrikeredes i Frisland selv, medens navnlig Wilkensmener, at engelsk klaede trods sin gode kvalitet naeppe har spillet nogen storre rolle som handelsvare pa dette tidspunkt⁹³). Der synes at have eksisteret en veludviklet klaedefabrikation alle de anforte steder. Vogel finder en hojtudviklet vsevekunst bade i England og Frisland, og Heyne har iagttaget det samme i Frisland og Flandern⁹⁴). Det vil sikkertvaere at tolke kilderne for ensidigt at forsoge at lokalisere opkobet til et enkelt omrade, mener Kletler, hvis betragtning deles af Rohwer⁹⁵). Farvede, navnlig rode og bla, uldstoffer blev mode og fortraengte til dels linnedtojerne i beklaedningen. Men sydfra bragte friserne ad Rhinen silkestoffer, der ligesom indiske farver, rogelse og peber fra Levanten kan vaere fort til Italien. Ved St. Goar omtales saledes en frisisk skipper pa vej nedad strommen, altsa sydfra, med kostbart silkestof⁹⁶).

I England hentede de frisiske kobmsend foruden klaede eller uld til tekstilfabrikationen formodentlig tin, der fortes til Dinant, Huy og Liege ved Ardennerne, hvis broncesmedearbejder var vidt beromte. De frankiske svserd var en betydningsfuld eksportartikel, der spredtes og efterlignedes over hele den dakendte verden, ikke mindst i Norden, hvor adskillige vabenfund vidner om forbindelsen med Vesteuropa. I hvor hoj grad disse vaben virkelig er handelsvarer, lader sig vel vanskeligt fastsla. Der kan ogsa vsere tale om krigsbytte eller gaver, i nogle tilfaelde maske endog om indenlandske efterligninger, der til tider kan vsere vanskelige nok at skelne fra de karolingiske forbilleder. De sakaldte Ulfberth-svaerd fra 10. arh., der har faet navn efter fabrikanten, hvis vaerksted ma have ligget i nserheden af Koln, kan dog betragtes som importvare. De har fundet udbredelse over det meste af ostersoomradet, ja, lige til Dnjeprs nedre 10b⁹⁷)-

90) Hapke: Die Herkunft der friesischen Gewebe (138), samme: Die neuere Literatur z. Geschichte d. niederl. Wollindustrie (139), Pirenne: Draps de Frise ou draps de Flandre? (143). Pirenne havde allerede givet udtryk for denne antagelse i sin »Histoire de Belgique« I. Briissel 1899.

91) Schulte: Geschichte des mittelalt. Handels u. Verkehrs zwischen Westdeutschland u. Italien (85). Espinas: La draperie dans la Flandre franchise au moyen age (133).

92) Kober: Die Anfiinge der deutschen Wollweberei (142), Arup: Studier i eng. og ty. Handels Historie 1350-1850 (40).

93) Wilkens: Zur Geschichte d. niederl. Handels (54) og Swart:: Zur friesischen Agrargeschichte

94) Vogel: Geschichte der deutschen Seeschiffahrt (190), Heyne: Deutsche Hausaltertiimer (136), samme: Das altdeutsche Handwerk (137).

95) Kletler: Nordwesteuropas Verkehr, Handel u. Gewerbe (83), Rohwer: Der friesische Handel (51).

96) Waldalberti: Miracula S. Goaris (21).

97) En sammenfattende fremstilling om vikingetidens vaben savnes. Om Ulfberth- svrcrdene se Jankuhn: Ein Ulfberth-Schwert aus der Elbe (Festschrift f. G. Schwantes 1951).

Side 138

Derimod ma nordiske fund af frankiske glasvarer og keramik vaere udtryk for en ganske livlig handelsforbindelse. Netop i skovegnene i Ardennerne, Argonnerne og Eifel var opstaet en betydelig glasfabrikation i skovhytter med overleverede traditioner fra roniertidens glasindustrier i Rhinbyerne⁹⁸). Pa lignende made havde romersk pottemagerindustri fra Rhinegnene overlevet folkevandringsstormene og dannet grundlag for en keramikfabrikation i de lavere bjergegne mellem Bonn og Koln, og den bredte sig efterhanden nordpa til de nedre Rhinegne"). Fund af disse keramik- og glasprodukter er ikke alene gjort i rigelig maengde i Vestfrisland og det ostfrisiske omrade indtil Weser, men peger desuden tydelig mod de omtalte frisiske handelsveje langs Jyllands vestkyst til Sydnorge og over Jyllands rod til Hedeby og Birka, findes derimod ikke i de sachsiske egne mellem Weser og Ejder¹⁰⁰). I egnene omkring Slien er desuden gjort hyppige fund af basaltmollesten stammende fra Eifel. Et enkelt fund i Hedeby har iovrigt vist, at mollestenene i nogen tilfaelde fortes dertil i halvforarbejdet tilstand og altsa ma vaere faerdigfabrikeret pa stedet. Dette skyldtes formodentlig den storre brudfare ved transporten af faerdigvaren. Maske af samme arsag har mollestenene ikke fundet videre udbredelse over ostersoomradet, men synes som keramikken (i alt laid for 900) at have haft endestation i Hedeb y¹⁰¹).

Foruden karolingisk keramik, glas- og metalvarer har friserkobmandenefter

97) En sammenfattende fremstilling om vikingetidens vaben savnes. Om Ulfberth- svrcrdene se Jankuhn: Ein Ulfberth-Schwert aus der Elbe (Festschrift f. G. Schwantes 1951).

98) Radcmacher: Frank. Glaser aus d. Rheinland (154), Salin: Rhin et Orient (155) og Steinhausen: Friihmittelalt. Glashutten im Trierer Land (156). Se herom desuden F. Fremersdorf: 2'ur Geschichte des frankischen Riisselbechers 1933/34. Samme: Romische Glaser aus Koln. Schriften d. rom.-german. Abt. d. Wallraf- Richartz Museums Koln II 1939. G. Chenet: Anciennes verries d'Argonne. Bulletin du commerce des travaux historique II 1920. R. Chambon & H. Arbman: Deux four a verre d'epoque merovingienne a Maxquenoise (Belgique). Meddelanden fran Lund Universitets Historiska Museum 1952.

99) Hussong: Herstellungsorte u. Datierung d. karoling. Keramik im Rheinland (149), Hiibener: Zur Ausbreitung einiger frank. Keramikgruppen nach Nord- und Mitteleuropa im 9.-12. Jh. (150), samme: Die Keramik von Haithabu (151), D. Selling: Wikingerzeitliche u. fruhmittelalt. Keramik in Schweden (152), Tischler: Zur Datierung d. fruhmittelalt. Tonware v. Badorf (153), Hiibener: Zur Topographic von Haithabu (103), Jankuhn: Die Wehranlagen der Wikingerzeit zwischen Schlei und Treene (104) og samme: Die Ausgrabungen in Haithabu 1937-39 (106). Se herom desuden K. Bcihner i Bonner Jahrbiicher des Rheinischen Landesmuseums in Bonn und des Vereins von Altertumsfreunden im Rheinlande CL 1950 og CLI 1951. Samme i Trierer Zeitschrift fur Geschichte und Kunst des Trierer Landes und Nachbargebiete XIX 1950. Samme i Rheinische Vierteljahrsblatter XV/XVI 1950/51. F. Rademacher i Bonner Jahrbiicher CXLIII/CXLIV 1939.

100) Jankuhn: Der frank.-fries. Handel zur Ostsee (65), Arbman: Schweden u. d. karoling. Reich (61), Jankuhn: Haithabu. Ein Handelsplatz der Wikingerzeit (105), Hiibener: Die Karamik von Haithabu (151), samme: Zur Ausbreitung einiger frank. Keramikgruppen (150), og D. Selling: Wikingerzeitliche u. fruhmittelalt. Keramik in Schweden (152).

101) P. Horter, F. Michels & I. Roder: Die Geschichte der Basaltindustrie von Mayen und Niedermendig. Jahrbiicher f. Gesch. u. Kultur des Mittelrheins u. seiner Nachbargebiete 2/3 1950/51. Se iovr:lgt Jankuhn: Haithabu 1956 (105).

Side 139

denefteral sandsynlighed bragt klsede, vin og salt til Norden. Ord som »klaede«, »kjortel« og »skraedder« skal vaere frisiske laneord, og i grave i Birka, Skiringssal og Hedeby er fundet uldstoffer., som vist ma identificeresmed frisisk klaede¹⁰²). Desuden er der gjort talrige fund af vaeveredskaber i Hedeby, hvilket kan begrunde en formodning om, at den frisiske tekstilindustri har bredt sig hertil¹⁰³). De guldindvirkede stoffer, der i merovinger- og karolingertiden benyttedes i Vesteuropa har ogsa vaeret kendt bade i Birka og Hedeby¹⁰⁴). At vin kunne kobes i Birka fremgar af en beretning i »Vita Anskarii«¹⁰⁵). Bade i Birka, Hedeby og Skiringssal er fundet en sserlig kandetype, de sakaldte friserkander, fra Ansgars tid, som ma have vseret anvendt til at transportereog opbevare vin i106).i¹⁰⁶). Salt var en artikel, Frisland havde saerlige betingelser for at levere. Havets gentagne oversvommelser gav en uliyre saltholdig jord, der ikke blot egnede sig til farehold, grundlaget for uldproduktionen,der betingede klsedefabrikation, men ogsa tillod udvindingaf salt, der var en udpraeget mangelvare i Norden.

Nar friserne kom til Skandinavien, var det dog ikke sa meget for at afssette, som for at hente varer, forst og fremmest pelsvserk¹⁰⁷), men sikkert ogsa rav til smykker og voks, som den katolske kirke var storaftageraf. Birka ma have vaeret et stort pelsmarked, der forsynedes ikke blot fra Nordsverige, men vist ogsa fra svenske bopladser langs de finske og baltiske kyster, som muligvis netop var stottepunkter for indsamling af pelsvserk og slaver ved handel, roveri eller krig blandt finske og slaviskestamme r¹⁰⁸). At slaver i alt fald i 9. arh. forhandledes i Nordeuropa

102) A. Geijer: Birka 111. Die Textilfunde (135), Charlotte Blindheim: Kaupang 1953, H. Jankuhn: Haithabu. Ein Handelsplatz der Wikingerzeit (105). Rester af uldstoffer af hoj kvalitet fra 7. arh. er fundet ved udgravninger i naerheden af Wilhelmshaven ved den ostlige grsense af det frisiske bebyggelsesomrade. Se herom K. Schlabow: Leicht vergangliche Stoffe aus der Wurtengrabung Hessens. Probleme der Kiistenforschung im siidlichen Nordseegebiet V 1953.

103) Jankuhn: Haithabu 1956 (105).

104) Samme (105) og Geijer: Birka 111 (135).

105) Litteraturlistcn 18.

106) D. Selling: Problem kring vikingatida keramikkannor. Fornvannen XLVI 1951, samme: Wikingerzeitliche u. friihmittelalt. Keramik in Schweden (152), W. Hiibener: Bemerkungen zu einer Verbreitungskarte der Tatinger Gruppe. Offa XI 1952.

107) Hennig: Der nordeuropaische Pelzhandel (145), Pratt Latin: Note on the fur trade (146), Schier: Wege u. Formen des altesten Pelzbandels (147), samme: Pelze in altertumsk. Sicht (148). Om pelshandel se desuden H. Koht: Grafelden i norsk historie (no.) Historisk Tidsskrift XXIX 1930. Jfr. desuden Jankuhn: Der frank.-fries. Handel zur Ostsee (65), samme: Haithabu 1956 (105), Bolin: Muhammed, Karl d. St. och Rurik (80), Jacob: Der nord.-balt. Handel der Araber (88), samme: Welche Handelsartikel bezogen die Araber des Mittelalters aus den nord.-balt. Landern? (89).

108) Jankuhn: Der frank.-fries. Handel zur Ostsee (65). En sadan menneskejagt i naerheden af Apuole i Litauen er omtalt i Vita Anskarii (18) kap. 30. Om slavehandel se Dopsch: Wirtsch. u. soz. Grundlagen (25), Pirenne: Mahomet et Charlemagne 1937 (34), Ganshof: Het tijdperk van de Karolingen tot de grote Normanneninval (57), Jankuhn: Haithabu 1956 (105), Bolin: Muhammed, Karl d. St. och Rurik (80), Bugge: Die nordeur. Verkehrswege (81), Heyd: Geschichte des Levantehandels (82), Jacob: Welche Handelsartikel bezogen die Araber des Mittelalters aus den nord.- bait. Landern (89), Planitz: Die deutsche Stadt im Mittelalt. (171), Rorig: Magdeburgs Entstehung (173), Vogel: Handelsverkehr, Stadtewesen u. Staatenbildunj (174), samme: Geschichte der deutschen Seeschiffahrt (190), samt desuden M Bloch: Comment finit l'esclavage antique. Annales, economies, societes, civilisa tions II 1947. B. Hahn: Die wirtschaftliche Tatigkeit der Juden im frankischen unc deutschen Reich bis zum 2. Kreuzzug. Diss. Freiburg 1911. C. Verlinden: L'esclavag< dans le monde iberique medieval 1934. G. Jacob: Arabische Berichte von Gesandter an germanischen Fiirstenhofen aus dem 9. und 10. Jahrhundert 1927. G. Caro Sozial- und Wirtschaftsgeschichte der Juden im Mittelalter und in der Neuzeit I Schriften hrsg. v. d. Gesellsch. z. Forderung d. Wiss. d. Judentums. Berlin 1908 H. Gebhardt i Deutsches Jahrbuch fiir Numismatik I 1938.

Side 140

vides fra Vita Rimberti, og det synes tilmed at have vseret en yderst betydningsfuldartike l¹⁰⁹). Slavehandel var kendt fra antikkens dage, og byzantinere og arabere var stadig aftagere i stor stil. Behovet daekkedes vaesentligst med krigsfanger fra de omrader af Mellem- og Nordvesteuropa,der endnu ikke var faldet til ro efter folkevandringerne¹¹⁰). Saledesfortes ved ar 600 angelsachsiske slaver over Provence til Middelhavsomrade t¹¹¹), og endnu 100 ar senere omtaler Beda en frisisk slavehandler,der i London opkober krigsfanger¹¹²). Quentowik var en vigtig overfartsby for slave transporter fra England¹¹³). Men med de roligere forhold og kristendommens udbredelse, er det blevet vanskeligere at opdriveslaver i de germanske omrader. Kirken forbod nemlig salg af kristne som slaver til hedninge. Det var derfor naturligt, at man i Vesteuropabegyndte at vende blikket mod Norden, hvor den eftertragtede vare var at fa og let kunne skaffes til veje ved rovertog ind i de slaviske omrader.

Tidsbestemmelse.

Denne udbredelse af frisernes handel lader sig stort set fastsla pa grundlagaf historiske efterretninger fra 9. arh., men hvor langt lader det sig gore at fore friserhandelen tilbage? Meningerne om dette sporgsmal er delte. Navnlig Vogel og Wadstein er gaet ind for den antagelse, at frisernefra ca. 500 har vaeret Nordens forende handelsfolk, og at iagttagelsernefra 9. arh. altsa blot reprsesenterer en mere eller mindre permanenttilstand, som nok xnaske er intensiveret i de forlobne 400 ar¹¹⁴). Le Gentilhomme og Belaiew hselder til lignende anskuelser, vil i alt fald tilskrive de frisiske kobmaend ansvaret for de sakaldte engelske sceattamontersudbredelse pa fastlandet¹¹⁵). Boeles imodegar pa grundlag af

109) Vita Remberti (23). Passagen findes i O. Scheel & P. Paulsen: Quellen z. Frage Schleswig-Haithabu (20).

110) Rorig: Magdeburgs Entstehung (173), Bolin: Muhammed, Karl d. St. och Rurik (80).

111) Pirenne: Mahomet et Charlemagne 1937 (34).

112) Beda: Historia ecclesiastica gentis Anglorum (12).

113) Vogel: Geschichte d. deutschen Seeschiffahrt (190)

114) Vogel: Geschichte d. deutschen Seeschiffahrt (190), Wadstein: Norden och Vasteuropa i gammal tid (66).

115) Le Gentilhomme: La circulation des sceattas dans la gaule merovingienne (158), Belaiew: On the »Wodan«-monster or dragon series of the Anglo-Saxon sceattas (157).

Side 141

arkaeologisk materiale i Frisland, at frisernes handel skulle kunne fores
tilbage til ca. 500116), og historiske vidnesbyrd om friserhandel savnes
ganske for 700.

Da de historiske efterretninger om frisernes faerden i det hele taget bliver yderst sporadiske og i visse omrader totalt svigter, blot man bevaeger sig for ca. 800, bliver det nodvendigt i storre uidstraekning at ty til arkaeologiske fund for at fa en nojere tidsfaestelse, men disse ma ifolge sagens natur blive noget ensidige i deres oplysningeir. De meddeler saledes intet om kobmaendene, baererne af den handel, hvis spor man folger. Visse handelsvarer, som slaver, pelsvaerk, salt, voks og klaede har ikke kunnet saette sig varige spor. Det ma blive keramik, glasvarer, vaben og monter, der skal fore vidnesbyrd om frisernes fortidige handelsveje frem til vor kundskab.

Keramik, der ret nojagtigt lader sig tidsfaeste, bliver en god tidsmaler for handelens udbredelse over Nedrerhinen og Nordsokysten. Opmasrksomheden har navnlig vaeret rettet mod den sakaldte Mayenkeramik, hvis afsaetning i dette omrade kan folges ind i 8. arh., og produkter fra Badorf mellem Bonn og Koln samt Nedrerhinen, som navnlig efter 700 vandt udbredelse¹¹⁷). Tischler har sogt at fastsla en ret noje datering af de forskellige typer af disse sidste¹¹⁸). Keramikeksporten kan folges ned ad Rhinen over til England og langs sydkysten af Nordsoen mod nordost. Omradet mellem Vlie og Laubach var allerede i romersk tid afsaetningsomrade for Rhinhandelen, men i 7. arh. inddroges det ostfrisiske omrade i keramikomssetningen, og slutningen af 7. arh. vidner fund om, at udbredelsen er naet til Nordfrisland, medens landet mellem Weser og Ejder endnu synes überort af udviklingen.

Denne iagttagelse underbygges kraftigt af montfund i omradet. Montfundenei Frisland er navnlig grundigt undersogt af Boeles¹¹⁹). De aeldstefrankiske guldtrienter, der er praeget i Maastricht, stammer fra forste halvdel af 7. arh., og i slutningen af perioden synes ogsa udmontninger at have fundet sted i Dorestad, men en frisisk modoffensiv gjorde for en tid ende pa det frankiske styre, indtil Pippins erobring af Dorestad i 689. I arene mellem 650 og 690 praeges fundene derfor af grove frisiske efterligninger af de frankiske guldmonter, men mellem 690 og 716 finder

116) Friesland tot det elfde eeuw (47).

117) Hiibener: Zur Topographie von Haithabu (103), samme: 2iur Ausbreitung einiger frank. Keramikgruppen (150), samme: Die Keramik von Haithabu (151), Jankuhn: Die Wehranlagen der Wikingerzeit zwischen Schlei u. Treene (104), samme: Die Ausgrabungen in Haithabu 1937-39 (106), Hussong: Herstellungsorte u. Datierung d. karoling. Keramik im Rheinland (149). Jfr. desuden K. Bohner i Bonner Jahrbiicher CL 1950 og CLI 1951, samme i Trierer Zeitschr. f. Gesch. u. Kunst XIX 1950, samme i Rhein. Vierteljahrsblatter XV/XVI 1950/51 og F. Rademacher i Bonner Jahrbiicher CXLIII/CXLIV 1939.

118) Zur Datierung d. friihmittelalt. Tonware v. Badorf (153).

119) Friesland tot det elfde eeuw (47).

Side 142

atter frankisk udmontning sted i Dorestad ved montmesteren Madelinus.Den aeldste mont, fra Dagobert Fs (622-638) tid, fundet pa Fohr, synes at vidne om handelsforbindelser mellem det nedre Rhinland og Nordfrisland allerede omkring midten af 7. arh., hvilket stottes af et fund af de frisiske monter fra sidste halvdel af arhundredet ved Klappholttalpa Sild¹²⁰). Handelsforbindelsen mellem Rhinmundingen og Nordfrisland har formodentlig vseret tiltagende i 2. halvdel af arhundredet,for med Madelinusmonterne omkring 700 at na en sa betydelig intensitet,at man tor fastsla, at Willibrords missionsrejse i 710 fra Frislandtil Danmark ma have fulgt allerede eksisterende handelsveje. De righoldige fund af guldtrienter i selve Frisland suppleres ydermere af de meget hyppige og udbredte fund af angelsachsiske Solvmonter, de naevnte sceattas¹²¹)* hvoraf en type ifolge Boeles sandsynligvis har fundetefterligning i storre udstraekning i Frisland i 1. og navnlig 2. kvartal af 8. arh.¹²²). Denne sakaldte »Wodan-Drachen«-type har saerlig interessefor handelsforbindelserne med Norden, idet den her ma have vaeret i omlob endnu henimod 800, siden den, som pavist af Sune Lindqvist, ma have dannet forbillede for de aeldste Birkamonter¹²³).

Vesteuropseisk glaseksport, som i 5. arh. er iagttaget i temmelig rigeligtomfang navnlig i Norge og pa Gotland, synes at vise tydelig aftagen i 6. og begyndelsen af 7. arh., men i slutningen af 7. og 8. arh. optraeder fundene atter hyppigt mellem Vlie og Ems, og ganske vist i sammensmeltettilstand forefindes de i grave i Nordfrisland. Et sadant fund fra en brandgrav ved Klosterkrug i engstraekningerne mellem Slien og Trene fra 8. arh. har saerlig interesse, fordi det sammen med andre fund forer vidnesbyrd om den handelsvej, som forst i begyndelsen af det folgendearh. er omtalt i de skriftlige kilder. I de svenske adelsgrave i Vendel og Valsgarde er gjori; rige fund af frankiske glasvarer, som peger hen mod handelsforbindelser med Vesteuropa allerede fra midten af 7. arh. staerkt tiltagende i tiden omkring 700, og frankiske stilpavirkninger i svenske fund underbygger sadanne formodninger¹²⁴). Keramik-, glasogmontfundene

120) Boeles: Friesland (47), La Bauine: Die Wikingerzeit auf d. nordfries. Inseln (119).

121) Belaiew: On the »Wodan«-monster or dragon series of the Anglo-Saxon sceattas (157), Le Gentilhomme: La circulation des sceattas dans la gaule merovingienne (158), P. V. Hill: Anglo-Saxon and Frisian sceattas in the light of Frisian hoards and site-finds (159).

122) Boeles: Friesland (47). Se ogsa Hill: Anglo-Saxon and Frisian sceattas (159).

123) Birkamynten (160).

124) Om vendelstilen og vesteuropaeisk stilpavirkning i nordiske fund se navnlig: N. Aberg: The Occident and the Orient in the art of the 7th century. The British Isles. Sthlm. 1943. Samme: The Occident and the Orient in the art of the 7th century. Lombard Italy. Sthlm. 1945. Samme: The Occident and the Orient in the art of the 7th century. The Merovingian empire. Sthlm. 1947. Samme: Uppsala hogars datering. Fornvannen XLII 1947. Samme: Vendeltida forbindelser med fastlandsgermanska och insulara kretsar. Fornvannen XLIII 1948. Samme: Vendelgravarna och Uppsala hogar i deras historiska miljo. Fornvannen XLIV 1949. Samme: Den historiska relationen mellan folkvandringstiden och Vendeltiden 1953. G. Arwidsson: Vendelstile. Glas und Email. Upps.-Sthlm. 1942. Samme: Die Graberfunde von Valsgarde VI 1942. S. Lindqvist: Vendelkulturens alder och ursprung. Sthlrn. 1926. Samme: Vendelstilens silveralder. Rig XIX 1936.

Side 143

ogmontfundenei denne periode tegner i faellesskab konturerne af handelsvejenfra Rhinmundingen til Nordfrisland via Ejder-Trene-Slien over Hedeby til Sverige allerede fra slutningen af 7. arh., selvom skriftligtvidnesbyrd ikke lader sig fore laengere tilbage end 8. arh. I de omtaltesvenske adelsgrave finder vi ojensynlig de svenske baerere af denne tidlige forbindelse med Frisland og Frankerriget, og Jankuhn mener, at pelsvaerk og slaver har vseret baggrunden for deres velstand pa frankiskegla s¹²⁵). Disse varer kan de have skaffet sig ved handels- og rovertogter blandt de finske og slaviske stammer pa de ostlige kyster af Botniske bugt og ostersoen, hvor Nerman har fundet flere svenske bopladser fra denne tid¹²⁶), hvis beliggenhed ikke tyder pa, at de var beregnet pa ad flodvejene at trsenge ind i landet, men derimod la bekvemtfor forbindelse med Sverige¹²⁷). I Vita Anskarii er bevaret en beretning om en sadan menneskejagt i Apuole i Litauen¹²⁸). Ogsa Bolin mener, at netop eftersporgslen efter pelsvserk og slaver har gjort friserne interesseret i forbindelsen med Norden¹²⁹) og navnlig Sverige, hvor Jordanes allerede i midten af 6. arh. har konstateret pelshandel¹³⁰).

Ved overgangen til 9. arh. sker vaesentlige sendringer i forholdene i Sverige, idet de rige glasfund forsvinder fra adelsgravene i Vendel, men i stedet samler de vesteuropseiske fund af glas og nu ogsa smykker og keramik sig om gravene i Malaromradet navnlig pa Bjorko, hvor Birka ma have draget handelen til sig. Betydningsfulde handelssamfund danner sig i Hedeby og Birka, der lader sig sammenligne med de mange vesteuropaeiske wik-anlaeg, omend bossettelsen i Birka har vseret af mere permanent karakter end i flere af de ovrige kendte wik-anlaeg¹³¹).

Selvom de arkaeologiske fund har kunnet godtgore handelens gradviseudbredelse, har de ikke kunnet bevise, hvilkeri rolle friserne har spillet i denne handel. Forst omkring 700 moder vi hos Beda en frisisk slaveopkober i London, og i 753 optraeder friserne blandt de besogende pa markedet i St. Denis. I York findes ligeledes i 8. arh. en frisisk handelskoloni.Friserne kan derfor ogsa med rimelighed have taget del i de livlige forbindelser med Skandinavien i 7.-8. arh., ligesom de ma have gjort det i 9. arh., men i hvilken udstraekning handelen tillige kan vaere

125) Jankuhn: Der frank.-fries. Handel z. Ostsee (65).

126) Nerman: Fynden fran Grobin i Lettland (128). Funde u. Ausgrabungen in Grobina 1929 (129). Swedish viking colonies on the Baltic (130). Sveriges forsta storhetstid (131). Grobin-Seeburg. Ausgrabungen u. Funde (132).

127) Jankuhn: Der frank.-fries. Handel z. Ostsee (65).

128) Litteraturlisten (18) kap. 30.

129) Muhammed, Karl d. St. och Rurik (80).

130) Schier: Wege u. Formen d. alt. Pelzhandels (147). Se iovrigt note 107 og 108.

131) Jankuhn: Der frank.-fries. Handel z. Ostsee (65), samme: Haithabu und Birka (167), samme: Zur Topographie friihmittelalt. Stadtanlagen im Norden (168), samme: Die fruhmittelalterl. Seehandelsplatze im Nord- u. Ostseeraum (169).

Vigtigere handelsvej Efter Herbert Jankuhn: Haith;

i Nord- og osteuropa. j. 3. Auflage. Neumiinster, 1956

Side 146

baret af f. eks. angelsachsere, som Boeles antyder132), frankere og skandinaverlader
sig ikke pa naervaerende grundlag fastsla med sikkerhed.

Fund af frisisk prsegede monter fra slutningen af 7. arh. i Westphalen, Mellemrhinen, ja lige til Konstanz, har godtgjort udbredelsen af forbindelserne op ad Rhinen pa dette tidspunkt¹³³). Historiske efterretninger om frisernes Rhinhandel kendes imidlertid ikke for 800. Et toldprivilegium fra Worms udstedt 829 af Ludvig den Fromme omtaler friserne tillige med kobmaend og handvserkere. Det hsevder imidlertid at bekraefte tidligere privilegier, tilstaet af Karl den Store, Pippin og merovingerkongerne tilbage til Dagobert (622-38), Sigebert og Kilperik. Betydningen af denne privilegiepastand er omstridt. Kletler har pa dette grundlag villet fore den frisiske skibsfart pa Mellemrhinen tilbage til begyndelsen af 7. arh.¹³⁴), hvilket altsa finder delvis stotte i montfundene. Fra anden side er det imidlertid fremhaevet, at fjendtligheder mellem frisere og frankere og usikkerheden pa Rhinen for Karl den Stores tid forst kan have gjort en regehnsessig frisisk Rhinhandel mulig i slutningen af 8. arh. Dette haevdes navnlig af Poelman og Rohwer¹³⁵). I det hele taget ma det siges at vaere et ulost sporgsmal, hvilken betydning den frankiske erobring af Frisland og den deraf folgende tilknytning til det karolingiske storrige kan have haft for frisernes overtagelse af handelsformidlingen ad allerede eksisterende handelsveje og deres videre udbredelse ad evt. nye veje. Med Pippins erobring af Dorestad 689 optoges en regelmsessig udmontning i byen (Madelinusmonterne), og Willibrord pabegyndte sin missionsvirksomhed. Der var dog stadig uroligheder, forst 719 erobrede Karl Martel det vestlige Frisland. I 734 fulgte hans erobring af Midtfrisland til Lauwerszee, mens ostfrisland indtil Weser underlagdes af Karl den Store 785. Rohwer mener, at frisernes Rhinhandel fra slutningen af 8. arh. naermest har aflost frisernes handel i Vestfrankrig. Idet hun optager Pirennes formodning om, at det vestlige Middelhav var en barriere for handelen, antager hun, at Rhinhandelen og forbindelsen med Venedig over alperne bedre har kunnet formidle den kontakt med Byzans og Orienteri, som hun mener tidligere er gaet over Marseilles og de franske floder¹³⁶).

Nedgang og afglans.

Da nordboerne omkring 800 begyndte deres hasrgningstogter, fulgte de

132) Friesland (47).

133) Boeles: Friesland (47).

134) Nordwesteuropas Verkehr, Handel u. Gewerbe (83). Den omtalte Dagobert er sikkert Dagobert I, og for hans vedkommende faester Kletler lid til privilegiepastanden. Sigebert og Kilperik er vel sagtens de to kendte Klodvigsonnesonner fra slutningen af 6. arh., der er tilfojet for yderligere at give px-ivilegiet aelde. Der fandtes dog ogsa senere merovingerkonger med disse navne.

135) Poelman: Geschiedenis van den handel van Nord-Nederland gedurende het merov. en karol. tijdperk (50), Rohwer: Der fries. Handel (51).

136) Der fries. Handel (51).

Side 147

naturligt nok de allerede kendte handelsruter, og malet har vel netop vaeret friserkobniandens hjemsted, det rige Dorestad. Allerede 810 hjemsogtesFrisland af den f^rste vikingestorm, som fulgtes af mange. Naesten arligt haergede vikingehaerene pa Frislands kyster, og 834—37 plyndredes Dorestad 4 gange. Efter den 7. plyndring i 863 forsvinder byen sporlost at' kilderne. Kystforsvar var forgaeves, en del af friserne synes endog at have gjort fselles sag med normannerne. I sin nod sogte kejseren at knytte vikingehovdingene til sig ved at tildele dem omrader som len mod, at de forsvarede dem mod plyndringshorderne. Saledes fik Harald 826 Rystringen. Hemming draebtes 837 under forsog pa at forsvare sit len Walcheren mod vikingerne, og sejrherren Harald fik i stedet Walcheren og hans broder Rorik vist nok Dorestad som len. Da kejseren forsogte at fratage Rorik Dorestad igen, rejste han en maegtig vikingeflade og tilbageerobrede 850 sit len, som han efterhanden udvidede,sa det ved hans dod 876 omfattede det meste af Vestfrisland mellem Sinkfal og Vlie. I 882 tiltvang en slaegtning af ham, Gottfred, sig Rhindeltaet som len. Forleningerne har utvivlsomt vaeret eftertragtede,da de ma have vaeret indbringende. Deres centrale placering i forholdtil handelsvejene er et talende vidnesbyrd om, hvilke indtsegtskilderder var saerlig eftertragtede. Lenene tjente desuden som operationsbaserfor nye tog¹³⁷).

Dorestad har naturligvis lidt ved plyndringerne, men de kunne naeppe have udslettet byen, om ikke andre faktorer var tradt til. I 863 indtraf tillige en oversvommelse af Nedrerhinen, som odelagde Dorestad og abenbart aendrede flodlejet, sa Waal blev hovedlobet, mens sejlbarhedenpa den tidligere sa betydningsfulde Krummerhinen blev problematisk.For at skaffe mest muligt vand til Lek, spaerrede man derfor Krummerhinen ved daemningsanlseg, sa det gamle Rhinlob sandede til, og grundlaget for Dorestads beliggenhed var borte^lss). Arvtager blev Tiel ved den nye hovedarm, Waal, der i 10. arh. blev et centrum for handelenmellem Rhinoplandet og England. Omkring 1000 ma byen have vaeret sa rig, at den var et lokkende mal for norniannerhserene, der plyndrede den i 1006 og 1009¹³⁹). I laengden kunne Tiel dog ikke klare konkurrencen fra Koln, denned sin lagt bedre beliggenhed trak Rhin- Englandshandelen til sig₁₄₀). Toldstedets flytning i 12. arh. fra Tiel til Konigswerth oven for Waal-Lek-gaffelen er det bedste udtryk for, at

137) Se navnlig Vogel: Die Normannen und das frank. Reich (77), samme: Geschichte d. deutschen Seeschiffahrt (190) og Rohwer: Der fries. Handel (51).

138) Holwerda: Die Katastrophe an unserer Meereskiiste im 9. Jh. (93), samme: Dorestad en onez vroegste middeleeuwen (95), Vogel: Die Binnenfahrt durch Holl. u. Stift Utrecht (52), Rohwer: Der fries. Handel (51).

139) En almindelig oversigt over vikingetogterne findes hos O. Scheel: Die Wikinger (76) og U. Noack: Nordische Friihgeschichte u. Wikingerzeit. 1941.

140) Se W. Tuckermann: Die geographische Lage der Stadt Koln. Pfingstblatter des Hansische Geschichtsvereins XIV 1923.

Side 148

Tiel ikke laengere beherskede Rhin-Englandshandelen. At det ma vaere
Kolns opsving, der har slaet Tiel ud, er navnlig fremhaevet af Wilkens,
Bachtold og Vogel nied tilslutning fra Stein og Rohwer141)-

Som Tiel blev arvtager af Dorestads Englandshandel, overtog Utrecht handelen p& Norden og bevarede i det hele bedre end Tiel sin handelsmaessige betydning, som naermest synes at have vaeret i stigen samtidig med Tiels dalen. Dette stod nok i forbindelse med Utrechts staerkt forbedrede tilsejlingsforhold. Via Vecht stod byen fra gammel tid i kontakt med Zuidersoen, og i 12. arh. forbandt en kanal den tillige med en gren af Lek¹⁴²). I 12.-14. arh. har Utrecht saledes drevet nogen aktivhandel pa England og Brabant, med Brygge, Hamborg, Stade og Lybaek, og til saerlig varetagelse af vinhandelen fandtes en hanse af Rhinkobmsend. Utrecht havde via Lek forbindelse med en lang raekke Rhinbyer: Wesel, Duisburg, Kaiserwerth, Koln, Koblenz og Speyer¹⁴³). Men endnu storre betydning havde dog passivhandelen; beliggenheden gjorde byen til en vigtig station for nedertyskernes Flandernhandel, og handelen med Norden havde et naturligt udgangspunkt her, hvilket man endnu ser synlige beviser for i de mange tufstenskirker fra 12.-13. arh. i omegnen af Ribe og Slesvig. Den rhinske tufsten forhandledes i Utrecht og Devente r¹⁴⁴). En toldrulle i Utrecht fra 12. arh. omtaler udtrykkeligt danske skippere, der plejede at anlobe havnen for at handle¹⁴⁵), og i Deventer fandtes i 14. arh. et »Ribergilde«¹⁴⁸). Adam af Bremen beretter omkring 1070 om Ribes sejlads pa Frisland¹⁴⁷). Ribes vigtigste importartikel navnlig fra Nordfrisland, var havsaltet, der var udvundet af torvejorden. Saltegade baerer endnu mindet om friserskuderne, der lagde ind i alobet pa dette sted for at opsla deres saltboder¹⁴⁸). I Slesvig stadsret fra begyndelsen af 13. arh. omtales ogsa frisere, der altsa har holdt fast ved deres gamle forbindelser med Ribe og Slesvig. Sidstnaevntes betydning var dog nu i aftagende¹⁴⁹).

Af de frisiske byer bevarede foruden Utrecht kun Stavoren nogen betydningi
den senere middelalder. Dens handel hvilede navnlig pa oversoisksejlads

141) Wilkens: Zur Geschichte d. niederl. Handels (54), Bachtold: Der norddeutsche Handel im 12. u. beginnenden 13. Jh. (42), Vogel: Geschichte d. deutschen Seeschiffahrt (190), Stein: Handels- u. Verkehrsgeschichte d. deutschen Kaiserzeit (44), Rohwer: Der fries. Handel (51).

142) Vogel: Die Binnenfahrt durch Holl. u. Stift Utrecht (52). Jfr. Wilkens: Zur Geschichte d. niederl. Handels (54).

143) Wilkens: Zur Gesch. d. niederl. Handels (54).

144) J. Helms: De danske Tufstenskirker I 1894 p. 39.

145) Wilkens: Zur Gesch. d. niederl. Handels (54).

146) H. Mathiessen: Middelalderlige Byer. 1927 p. 96.

147) Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum (1).

148) J. Kinch: Ribe Byes Historie og Beskrivelse I Ribe 1869 p. 509, 640. Om produktion af frisisk salt se Martin Lensch: Die Salzgewinnung in Nordfriesland. Mitteilungen des nordfriesischen Vereins V 1908/09.

149) Slesvig stadsret findes i Danmarks gamle Kobstadlovgivning I udg. af K. Kroman.

Side 149

soisksejladspa England, Norge og ostersoen. Stavoren er den eneste frisiskeby blandt ummelandsfarerne, der omtales i Abels privilegium af 1251, og samtidig optradte byens skippere som ivrige konkurrenter til bremerne i Norge.

Årsager til tilbagegangen.

Friserhandelens glansperiode er 8.-9. arh. Allerede efter Dorestads forsvinden begynder tilbagegangen, og med Tiels nedgang er enhver tale om frisisk forerstilling inden for handelslivet i alt fald uclelukket. Friserne er ikke lsengere banebrydende, deres handel skiller sig ikke ud i form og fremgangsmade fra al anden middelalderhandel. Utrechts og Stavorens handel yder blot et forholdsvis ringe tilskud til den almindelige handelsomssetning og ad de gsengse handelsruter. Frisernes handel var vel ikke reelt gaet tilbage, men relativt sakket uhjaelpeligt agterud i den vaeldige udvikling, som handelen undergik i hoj- og senmiddelalderen. Denne senere friserhandel, hvortil kilderne flyder meget rigeligere, er grundigt behandlet navnlig af Bachtold, Hapke, Wilkens, Vogel, Kletler og Rohwer¹⁵⁰). Normannernes haergninger i Frisland og indre stridigheder mellem lokale territorialherrer er fremdraget som arsager til nedgangen. Frisernes dominerende position inden for skibsfarten var iovrigt brudt forst af nordboerne, der i vikingetiden som pavist af Bugge overtog en betydelig del af handelsformidlingen og tilmed brod ud af frisernes vante kystsejlads¹⁵¹)- Senere i 12. og 13. arh. gled forerskabet i skibsfarten over til sachserne. Disse begrundelser er dog naeppe tilstrsekkelige. De mere dybtliggende arsager til, at friserne ikke kunne bevare deres ledende position i middelalderens handelsudvikling, ma nok soges i sendringer i Europas handelsveje og hele okonomiske struktur.

Uenigheden mellem Dopsch og Pirenne i deres bedommelse af handelsliveti karolingertiden bragte disse emner nojere i sogelyset. Pirenne rykkede i virkeligheden den gamle katastrofeteori frem fra folkevandringstidentil de arabiske erobringer i 7. arh., som han haevdede totalt aendrede den okonomiske samfundsstruktur i Vesteuropa og afspserredeFrankerriget fra forbindelser over Middelhavet¹⁵²). Hans pastande blev imodegaet af Dopsch, Ebersolt, Kletler, Sabbe og Patzelt¹⁵³). Sabbe

150) Bachtold: Der norddeutsche Handel im 12. u. beg. 13. Jh. (42), Hapke: Friesen u. Sachsen im Ostseeverkehr d. 13. Jh.s (49), Wilkens: Zur Gesch. d. niederl. Handels (54), Vogel: Die Binnenfahrt (52), Kletler: Nordwesteuropas Verkehr, Handel u. Gewerbe (83), Rohwer: Der fries. Handel (51).

151) Die nordeurop. Verkehrswege (81).

152) Mahomet et Charlemagne 1922 (30), Un contraste economique (31), Les villes du moyen age (32), Le mouvement economique et social au moyen-age (33), Mahomet et Charlemagne 1937 (34).

153) Dopsch: Die Wirtschaftsentw. d. Karolingerzeit (24), Wirtschaftliche u. soziale Grundlagen d. europ. Kulturentw. (25), Naturalwirtschaft u. Geldwirtschaft (26), Ebersolt: Orient et Occident (27), Kletler: Nordwesteuropas Verkehr, Handel u. Gewerbe (83), Sabbe: Quelques types de marchands des IXe et Xc siecles (37), L'importation des tissus orientaux en Europe occidentale au haut moj^en age

Side 150

iagttager, at brugen af orientalske silkestoffer, purpur og brokade omtaleslangt hyppigere i 9. og 10. arh. end tidligere, hvilket kan skyldes kildematerialets utilstraekkelighed i merovingertiden, men han slutter dog, at handelen med orientalske stoffer i Vesteuropa har holdt sig i karolingertiden til trods for de arabiske erobringer og Soroverier i det vestlige Middelhav¹⁵⁴). Ogsa Ebersolt og Patzelt tog navnlig til genmaele mod, at de arabiske erobringer skulle have medfort noget varigt brud i den direkte handel melleni Karolingerriget og Orienten, og den sidstnaevntehenledte desuden opmserksomheden pa nordboernes eventuelle rolle som formidlere af en handel mellem Orient og Occident over Skandinavien.Sture Bolin betragtede emnet fra numismatisk synsvinkel og kom til den konklusion, at det arabiske solv fra de asiatiske miner formodentligmatte have spillet en lignende omvseltende rolle i mont-, prisogomsaetningsforhold som 700 ar senere den amerikanske Solvstrom efter opdagelserne¹⁵⁵). Modsat Pirenne, der antog, at den arabiske fremtraengenhavde betydet en okonomisk stagnation og tilbagegang for orasaetningeni Vesteuropa, mener Bolin, at den ma have medfort en udvidelseaf verden og en intensivering af handel og omsaetning ogsa i Frankerriget, hvis samhandel med Islam ma have vaeret ganske anselig. Pa grundlag navnlig af arabiske kilder understreger han imidlertid, at Frankerrigets vigtigste eksportartikler til Orienten foruden frankiske vaben og frisisk klaede har vaeret slaver og pelsvaerk, som ma vaere henteti Norden. Karolingerstaten har vsesentlig vaeret et transitland, og frisernesinteresse for forbindelsesvejene mod Nord far en naturlig forklaring.Dette stemmer udmaerket overens med Jankuhns teorier om svenske slave- og pelsjagter i de baltiske, finske og slaviske omrader i 7.-8. og begyndelsen af 9. arh. og de rige fund af frankiske glasvarer i gravene i Uppland i 7.-8. arh. og vesteuropaeiske keramik-, smykke og glasfund i grave i Malaromradet, navnlig pa Bjorko i begyndelsen af 9. arh.¹⁵⁶).

Omkring 830 iagttager Bolin aendringer i de politiske og okonomiske forhold mellem Norden og Vesteuropa. Omtalen af nordiske forhold bliver sjaeldnere i vesteuropaeiske kilder, frankiske indblandinger i nordisketronstridigheder ophorer, ligesom den frankiske mission i Norden omkring midten af arhundredet har udspillet sin rolle. Samtidig indtraederen tydelig nedgang i de vesteuropaeiske montfund i Norden. Offensivener gledet over til nordboerne. Fra 830'erne tiltog de nordiske

154), raizeii; urn iiuiih. rviuiui u. u. isiam jii. rviisiiigs l is*) L'importation des tissus orientaux en Europe occidentale (144).

155) Muhammed, Karl d. St. och Rurik (80).

156) Jankuhn: Der friink.-fries. Handel zur Ostsee (65), Arbman: Schweden u. d. karoling. Reich (61), Selling: Wikingerzeitliche u. friihmittelalt. Keramik in Schweden

Side 151

vikingetog mod Vesteuropa i styrke og antal. Disse aendringer saetter Bolin i forbindelse med en delvis omlaegning af forbindelsesvejene, da nordiske vikinger ad polske og russiske floder trsengte frem til Konstantinopelog fik direkte kontakt med Orientens handelsveje, saledes som fund af arabiske og byzantinske monter og varer langs flodvejene, ved de baltiske kyster, pa Gotland og i Birka har kunnet godtgore¹⁵⁷). Denne svenske erobring af »det store Svitiod« tilskrives i Nestorkronikenvaraegerhovdingen Rurik og fastsaettes til 862¹⁵⁸). I alt fald kan ekspansionen pa grundlag af arkaeologisk materiale ikke rykkes tilbage for 800, som Arne har vist¹⁵⁹), men om man med Sture Bolin tor placereden sa tidligt som i begyndelsen af 9. arh. kan maske diskuteres. Jankuhn mener, at disse aendringer indtraeder omkring midten af arhundrede t¹⁶⁰). Samtidig forsvinder de svenske kolonier pa de finske og baltiske kyster, som han mener har vaeret baser for slavejagter og pelsindsamling,og i stedet opstar nye handelscentrer i tydelig tilknytning til flodvejene: Wolin 161)» Nowgorod¹⁶²) og Kiew, som i nogen grad forrykkedetyngdepunktet fra Malaromradet, og Gotland far atter oget betydning.I det store russiske indland har nordboerne skaffet sig pelsvaerkog slaver til direkte forhandling til byzantinere og arabere. I hvilkenudtraekning det orientalske solv, der ad denne vej strommede til Norden, har bragt nordboerne i stand til at kobe varer i Vesteuropa og saledes holde en transithandel over Skandinavien i gang, som Sture Bolin mener, er det vel vanskeligt med sikkerhed at fastsla. Derimod matte den nye ostlige handelsvej betyde en vaesentlig konkurrence til den lange, farefulde vej over Vesteuropa og bidrage til at gore nordboerneuafhaengige af de frisiske kobmaend. Da samtidig vikingerne pa deres langfarter i Atlanterhavet naede de mauriske riger i Spanien og Mauretanien og bragte de orientalske varer hjem derfra, svandt den monopolstilling, som i kraft af transithandelen havde vseret grundlaget for friserhandelens blomstring.

Frisernes betydning.

Hvilken betydning har nu friserne haft for udviklingen af forskellige
sider af middelalderens erhvervsliv, som f. eks. bydannelsen, handelsretten,gildevaesenetogskibsfarten?

157) Arne: La Suede et l'Orient (86), samme: Det stora Svitjod (87), Jacob: Der nord.-balt. Handel der Araber (88), samme: Welche Handelsartikel bezogen die Araber des Mittelalters aus den nord.-balt. Landern? (89), Kivikoski: Studien zu Birkas Handel im ostlichen Ostseegebiet (90), Nerman: Die Verbindungen zwischen Skandinavien u. Ostbaltikum (91).

158) Nestorkroniken og arstallet 862 er behandlet af en fyldig russisk litteratur. Se herom Bolin: Muhammed, Karl d. St. och Rurik (80) p. 210, note 1.

159) La Suede et l'Orient (86).

160) Der frank.-fries. Handel zur Ostsee (65).

161) Kunkel: Wollin (120), Kunkel & Wilde: Wollin. 5 Jahre Grabungen (121), samme: Jumne, Vineta, Jomsburg, Julin: Wollin (122), Wilde: Die Bedeutung der Grabung Wollin (123).

162) Arne: La Suede et l'Orient (86), samme: Det stora Svitjod (87).

Side 152

retten,gildevaesenetogskibsfarten?For sa vidt angar frisernes betydningforbydannelsenhar sogelyset vaeret rettet mod de overleverede beretninger om frisiske kobmandskolonier i en raekke byer. I rhinbyerneBirten,Duisburg,Mainz og Worms stammer efterretningerne fra de sidste artier af 9. arh., og Vogel har fremsat den formodning, at det blot skulle vaere flygtningebosaettelser under normannerfrygte n¹⁶³), hvilket dog imodegas af andre¹⁶⁴). Denne arsag kan i alt fald heller ikke forklare friserkolonierne i York i 8., i Birka i 9. eller i Sigtuna i 10. arh. Om der har vaeret en frisisk koloni i Birka er omdisputeret. Det formodes af Bugge og Stein¹⁶⁵). Wilkens og H. Schuck derimod afviser, at friserne overhovedet har vaeret der¹⁶⁶). Den antagelse har endog vaeret haevdet, at Birka ligefrem skulle vsere et frisisk byanlae g¹⁰⁷), en tanke, der dog senere er forladt¹⁶⁸). I det hele bor frisernes bydannende evne maske netop snarest soges i efterromerske byanlaeg af type som Dorestad, Birka og Hedeby (frisisk :Sliaswick), karolingertidenswik-anlaeg,hvishandelsbetydning mere bestod i et ssesonbetonet mode af fjernhandelskobmaend end i en fastbosiddende kobmands- og handvaerkerstand¹⁶⁹). Ottars bekendte beretning om sin rejse til Hedebyernetopen illustration hertil¹⁷⁰). Den slags kyst- og flodhavne er desuden udgravet i Dombourg pa Walcheren¹⁷¹), i Quentowik¹⁷²) og i

163) Geschichte d. deutschen Seeschiffahrt (190).

164) Stein: Handels- u. Verkehrsgeschichte d. deutschen Kaiserzeit (44), Rohwer: Der fries. Handel (51).

165) Bugge: Die nordeurop. Verkehrswege (81). Jfr. Bugges og Steins artikler i J. Hoops: Reallexikon d. germ. Altertumskunde II 1913-15, p. 397, § 50 og p. 420, § 7.

166) Wilkens: Zur Geschichte d. niederl. Handels (54), H. Schuck: Birka (118).

167) Stjerna: Lund och Birka (116).

168) Se H. Schuck: Birka (118).

169) Om wik-anlseggene er efterhanden kommet en stor litteratur. Her skal anfores: Ennen: Friihgeschichte der europ. Stadt (165), Ganshof: Over stadsontwikkeling tusschen Loire en Rijn gedurende de Middeleeuwen (166), Jankuhn: Haithabu und Birka (167), samme: Zur Topographie friihmittelalt. Stadtanlagen im Norden (168), samme: Die friihmittelalt. Seehandelsplatze im Nord- u. Ostseeraum (169), Planitz: Friihgeschichte d. deutschen Stadt (170), samme: Die deutsche Stadt im Mittelalter (171), Rorig: Die europ. Stadt (172), samme: Magdeburgs Entstehung (173), Vogel: Handelsverkehr, Stadtewesen u. Staatenbildung in Nordeuropa (174), samme: Das Emporium Reric (175), samme: Wik-Orte u. Wikinger (176).

170) Ottars beretning findes i King Alfred's Orosius I ed. H. Sweet, London 1883. Uddrag heraf hos Scheel & Paulsen: Quellen z. Frage Schleswig-Haithabu (20). Den er omtalt hos Bugge: Die nordeur. Verkehrswege (81) og iovrigt i R. Ekblom: Otheres voyage from Skiringsal to Hedeby. Studia Neophilologica XII 1940. Se iovrigt R. Hennig: Terra incognitae II 2. Aufl. 1953. O. A. Johnsen: Finmarkens politiske historic 1923. Samme: Norwegische Wirtschaftsgeschichte. Jena 1939. A. W. Brogger: Nord-Norges bosettningshistorie. 1931. G. Gjessing i Viking 111 1939. S. Steen: Ferd og fest. 1929.

171) De Man: Que sait-on de la plage de Dombourg? (98), samme: Over enige te Domburg gevonden merkwaardige munten (99) og P. J. v. d. Feen: Geschiedenis van de Bewoning van Walcheren tot 1250 (100). Jfr. iovrigt Anne Roes: Les trouvailles de Dombourg (Zelande). Berichten van de Rijksdienst voor het oudheidkundige Bodemonderzoek V, 1954.

172) Fengler: Quentowic, seine maritime Bedeutung unter Merowingern und Karolingern (96), Heliot: La question de Quentowic (97). Der har vaeret delte meninger om, hvor det i kilderne hyppigt omtalte Quentowik kan have ligget. Af Heliot er den formodning antydet, at det skulle have vseret identisk med det ved Dombourj udgravede wik-anlaeg, som ikke findes omtalt i de skriftlige kilder. Forskningei har ellers villet placere Quentowik ved Cancheflodens rnunding i najrheden a Etaples. Som en tredie mulighed anforer Jankuhn (Haithabu 1956 (105)) Witla der i 9. arh. var en hyppigt trafikeret havn ved Maasmundineen.

Side 153

Hamwih ved Southampton¹⁷³). Vogel har omtalt wik-anlaeggene BardowickogReric(:Rerwick )^m). Denne type af centralt beliggende markeds- og omladepladser i fjernhandelens store vejnet pa steder med en vis lokal bebyggelse, hvortil befolkningen let kunne komme fra vid omkreds, og hvor vandrerkobmsendene selv periodevis har opholdt sig mere eller mindre fastboende i koloniagtige sammenslutninger, har vist nok vaeret frisernes indsats i bydannelsen, hvis denne bytype overhovedettortilskrivesfrisisk forbillede. Planitz har netop karakteriseret karolingertidens wik-anlaeg, hvor bebyggelsen ofte, f. eks. i Dorestad, har koncentreret sig om een lang gade, som faste bopladser udelukkende for fjernhandelens kobmaend. Det var rene kobmandskolonier¹⁷⁵). Nogenviderelokalomssetning har ikke fundet sted, men her samlede kobmaendenederesvarelagre,hvormed de udrustede sig til de enkelte rejser,derformodentligofte af sikkerhedshensyn er foretaget i faellesskab, som det flere steder fremgar af kilderne¹⁷⁶). Muligvis kan dette faellesskabomkr.900have antaget fastere organisationsformer og derigennemfaetbetydningfor bydannelsen. Nyere undersogelser har vist, at det aeldste Emden ikke kan have udviklet sig af en oprindelig landsbybebyggelsemenmavasre opstaet som en mere systematisk anlagt kobmandsbebyggels e¹⁷⁷). Interessante iagttagelser foretages i de senere ar i Tiel, hvis retvinklede topografi har adskillige lighedspunkter med det aeldste Emden. Jankuhn antyder den mulighed, at det aeldste Tiel kan vsere anlagt i slutningen af 9. arh. efter et lignende skema som Emden, hvilket kan vaere udtryk for, at nyere organisationsformer havde udvikletsigblandtfriserkobmaenden e¹⁷⁸). Den egentlige middelalderlige bydannelsefra11.-13.arh. baseres imidlertid pa en arbejdsdeling og omsaetningmellembyog opland. Det karakteristiske ved byen er netop dens fastboende professionelle kobmands- og handvserkerbefolkning, der ernaerer sig ved levering og opkob i naermeste opland aret rundt, medens fjernhandelen har spillet en underordnet rolle som bydannende faktor. Tilstedevaerelsen af det fornodne opland bliver altsa af afgorende

173) M. Muller: The Saxon town of Hamwich at Southampton. The Arch. New Letter 11, 1. 1949.

174) Das Emporium Reric (175).

175) Die deutsche Stadt im Mittelalter (171). Hermed har Planitz i virkeligheden fjernet sig langt fra Vogels oprindelige definition af wik-anlseggene som saesonmarkeder (i Wik-Orte und Wikinger (176)).

176) Hyppigt omtalt hos Vogel: Geschichte d. deutschen Seeschiffahrt (190). Om vandrehandelen i tidlig middelalder se iovrigt navnlig Ennen: Friihgeschichte d. europ. Stadt (165) og Rdrig: Magdeburgs Entstehung (173).

177) W. Haarnagel: Die fruhgeschichtliche Handelssiedlung Emden und ihre Entwicklung bis ins Mittelalter. Friesisches Jahrbuch 1955.

178) Haithabu udg. 1956 (105).

Side 154

betydning for hojmiddelalderens bydannelse. Om dette er tilstede, vil der vsere en mulighed for, at et karolingisk wik-anlseg kan gore udviklingenmedtilmiddelalderby, som f. eks. Slesvig. Men her star vi maske ved en af de vaesentligste arsager til, at friserne matte blive sachserne underlegne i det okonomiske kaplob i hoj- og senmiddelalderen. I Frislandmanglededetrige sachsiske opland, der kunne betinge en bydannelsesprocesafnogetvidere orafang. Befolkningens gamle erhvervssystem,derforenedebonde, fisker, skipper og kobmand i samme person, levede videre. Men i konkurrencen med den professionelle sachsiske kobmand, der havde sin sikre oplandshandel i ryggen, kunne hverken friserkobmandens eller den nordiske vikingekobmands mere saesonprsegedehandelstasig i det lange 10b.

Sporgsmalet om frisernes betydning for udviklingen af en sserlig handelsret gaeldende inden for handelspladsens omrade hsenger naert sammen med tydningen af navnet Birka som frisisk »berek«, der skulle betyde et isoleret retsomrade. Navnlig Elis Wadstein er gaet ind for denne tolkning og har fundet en rsekke lokaliteter i Norden: Birko, Berko, Biarkoy osv. som han alle vil se som oprindelige frisiske handelspladser med sserlig frisisk kobmandsret¹⁷⁹). Bade fra tysk og fra nordisk side er denne tolkning imidlertid imodegaet¹⁸⁰). Fra tysk side er det formodet, at de rhinske friserkolonier som enklaver i den gamle frankiske landsforvaltning har vaeret en slags forlobere for de senere bysamfund¹⁸¹). Om den middelalderlige tyske kobmands- og markedsret kan fores tilbage til frisisk oprindelse eller i alt fald delvis frisiske forbilleder er vist tvivlsoir.it. Kilderne muliggor vel nseppe en sadan undersogelse, i hvert fald er grundlag for en antagelse i den retning ikke fremfort.

Alpert von Metz beretter om en kobmandsorganisation, der eksisteredei Tiel i 1018, men hvis oprindelse muligvis kan fores tilbage i 10. arh.¹⁸²). Deter det tidligst bevarede vidnesbyrd om et kobmandsgilde, som tilmed har besiddet sserlige saedvaneretsregler delvis tillempet efterhandelsforhold. Denne kobmandsorganisation er derfor indgaende behandlet af en raekke tyske forskere, navnlig Keutgen, Loesch og Stein¹⁸³). Begrebet kobmandsgilde ma formodentlig vaere vokset ud af

179) Birka och bjarkoariitt (177), Friesische Lehnworter im Nordischen (78), Friserne och forntida handelsviigar i Norden (53), Norden och Vasteuropa i gammal tid (66).

180) Rohwer: Der fries. Handel (51) og Wessen: Birca och bjarkoratt (178), Till Birca-fragan (179).

181) Rohwer: Der fries. Handel (51).

182) Alpertus: De divertate temporum (3).

183) Keutgen: Untersuchungen iiber den Ursprung d. deutschen Stadtverfassung (183), Loesch: Die Grundlagen der iiltesten Kolner Gemeindeverfassung (184), samme: Die Kolner Kaufmannsgilde im 12. Jh. (185), Stein: Zur Geschichte alterer Kaufmannsgenossenschaften (186). Se desuden Bugge: Altschwedische Gilden (180) og Rohwer: Der fries. Handel (51).

Side 155

gildevaesenets forsikringsmaessige side, idet formalet vel oprindelig som fremhaevet af Doren, ma have vaeret beskyttelse af kobmaendene pa de enkelte kobmandsrejser¹⁸⁴). Er kobmandsgildet saledes i sin oprindeligeskikkelse fostret i intim kontakt med vandrerkobmandens handelsvilkar,vil det ikke vaere nogen urimelig antagelse at fore kimen til denne kobmandsorganisation tilbage til friserne, selvorn den kendsgerning,at Tielergildet er det aeldst kendte, ikke er noget bevis for en sadan antagelse¹⁸⁵). Planitz antager, at der allerede i 10. arh. har eksisteret et kobmandsgilde i Hedeby, og bygger sin forrnodning pa en arabisk rejsendesskildring af en offerfest, som Planitz vil tolke som en gildefestdagaf samme type, som Alpert von Metz omtaler i sin beskrivelse af Tiels kobmandsgilde^18G). Omtrent ligesa gamle er de efterretninger om et frisisk gilde i Sigtuna, som baseres pa to runesten fra ca. 1060-107 ¹⁸⁷). De har givet Bugge anledning til den formodning, at friserne muligvis kan have indfort kobmandsgildet til Norden¹⁸⁸).

Om friserskibenes udseende vides utrolig lidt. Som fremhsevet af Poelman, omtales aldrig arer¹⁸⁹). Man tor formode, at det har vaeret rene sejlskibe, som derfor kun behovede forholdsvis ringe besaetning. Friserskibenema have repraesenteret en saerlig og almindelig type, der i alle tilfaelde ma have adskilt sig fra de danske skibe, siden det siges i AnnalesAnglo-Saxonici om de skibe, som kong Alfred lod bygge, at de hverken var af art som de frisiske eller som de danske skibe¹⁹⁰). En svensk lokalitet Kugghamn i naerheden af Birka har Wadstein sat i forbindelse med ordet »kogge«, der skal vaere frisisk og betyde fad eller kar og altsa henvise til den korte, runde form. Denne formodning har vundet tilslutninghos Vogel¹⁹¹). I Annales Bertiniani benaevnes frisere iovrigt, »cokingi«, tolket som koggefarere¹⁹²), hvilket dog betvivles af Holwerda og Vogel¹⁹³). Derimod synes »cogsculd«, en afgift af fiskeriet pa Zuidersoen(omtalt 948 og 949), kun at lade sig forklare soni en afgift af fiskefartojer.Vogel slutter heraf, at den hojmiddelalderlige kogge, som den kendes fra 13. arh. med dens karakteristiske egenskaber kan fores tilbagetil den frisiske kogge fra 9.-10. arh.¹⁹⁴), hvilket imidlertid bestridesaf Hagedorn, der ikke mener, at middelalderens kendte dybtgaende

184) Untersuchungen z. Geschichte der Kaufmannsgilden (181).

185) Rohwer: Der fries. Handel (51).

186) Die deutsche Stadt im Mittelalter (171).

187) O. v. Friesen: Ur Sigtunas aldsta historia (182).

188) Altschwedische Gilden (180).

189) Geschiedenis van den handel van Nord-Nederland gedurende het merov. en karol. tijdperk (50).

190) Litteraturlisten 19.

191) Wadstein: Norden och Vasteuropa i gammal tid (66), Vogel: Geschichte d. deutschen Seesehiffahrt (190).

192) Litteraturlisten 5.

193) Holwerda: Dorestad en onez vroegste middeleeuwen (95), Vogel: Geschichte d. deutschen Seesehiffahrt (190).

194) Geschichte d. deutschen Seesehiffahrt (190).

Side 156

kogge skulle have kunnet udvikle sig af Zuidersoens fiskerbade. Den er efter Hagedorns mening ikke blevet til i de frisiske fladvandede vadehave,men ved en bugtrig kyst nied dybe, beskyttede naturhavne¹⁹⁵). Heinsius haevder imidlertid nu at have pavist, at den hojmiddelalderlige kogge ikke er af frisisk oprindelse, men forst fremstod i slutningen af 12. arh. som en nedertysk nykonstruktion¹⁹⁶). Dette forhindrer dog ikke, at friserne kan have haft meget stor betydning for udviklingen af skibsfarten. En del frisiske laneord i sofartssproget peger endnu tilbage pa deres indsats i de nordiske farvande: f. eks. »bak« (somasrke) og vist nok ogsa »bad«. Wadstein naevner foruden »kogge« tillige »anker«, »staevn« og rummalet »laest« som frisiske laneord. Sa sent som pa korstogenestid levede frisernes somandsry endnu over hele Europa.

195) Die Entwicklung der wichtigsten Schiffstypen bis ins 19. Jh. (187).

196) Das Schiff der hansischen Fruhzeit (188).

LITTERATUR TIL BELYSNING AF FRISERHANDEL

I. Eksempler på skriftlige, trykte kilder.

1. Adam Bremensis: Gesta Hammaburgensis ecclesiae pontificum. MG Scr. rer. Germ. II 1846. 3. ed. 1917. Geschichtschreiber der deutschen Vorzeit XLIV 1926.

2. Alkuin: Vita Willibrordi. Bibliotheca
rerum Germanicarum VI, ved P. Jaffe.
Berlin 1873.

3. Alpertus: De divertate temporum.
MG SS IV 700-723.

4. Altfried: Vita S. Liudgeri episcopi
Mimigardefordensis. MG SS II 403-419.

5. Annales Bertiniani. MG Scr. rer.
Germ. V 1883. Geschichtschreiber
der deutschen Vorzeit XXIV. 1857.

6. Annales Egmundani. MG SS XVI
443-479.

7. Annales Fuldenses. MG SS I 343-415
Scr. rer. Germ. VII 1891.

8. Annales regum Francorum (Annales qui dicunter Einhardi). MG SS I 135-218 1826. Optr. 1925 og Scr. rer. Germ. VI 1895. Optr. 1930.

9. Annales Vedastini. MG SS II 196-209
og Scr. rer. Germ. XII 1909.

10. Annales Xantenses. MG SS II 219-235
Scr. rer. Germ. XII 1909.

11. Anskar: Vita S. Willehadi. MG SS II
378-390.

12. Beda: Historia ecclesiastica gentis
Anglorum. Ed. C. Plummer. Oxford

1896. Og med eng. overs, ved Th
Miller i Early English Text Societj
I—II. London 1890-98.

13. Ermoldus Nigellus: Carmina in laudem
Pippini regis. MG Poetae latini
II 79-91.

14. Lex Frisionum. MG LL 111 1863.
Optr. 1925.

15. Liudger: Vita S. Gregorii Traiectensis
episcopi. MG SS XV 66-79.

16. Markedsprivilegiet i St. Denis 753. MG DD Karolinger I Nr. 6 1906. Regesta Imperii I ved E. Miihlbacher. Innsbruck 1899.

17. Notker von S. Gallen (Monachus Sangallensis): De gestis Karoli Magni libri 11. MG SS II 731-763 1829. Optr. 1925.

18. Rimbert: Vita S. Anskarii episcopi Hammaburgensis. MG Scr. rer. Germ. LV 1884. Og i: Langebek, J.: Scriptores rerum Danicarum Medii jEvi I 1772 427-495. Geschichtschreiber der deutschen Vorzeit XXII 1939. Svensk oversaettelse ved G. Rudberg. Sthlm. 1926. Dansk oversaettelse ved P. A. Fenger. 5. udg. 1926.

19. Two Saxon cronicles parallel I-11. Ed. Plummer, C. Oxford 1892-99. Med titlen: Annales Anglo-Saxonici. MG SS XIII.

20. Scheel, O. und Paulsen, P.: Quellen

z. Frage Sctileswig-Haithabu im
Rahmen der frankischen und nordischen
Beziehungen. Kiel 1930.

21. Waldalberti: Miracula S. Goaris.
MG SS XV.

22. Willibald: Vila S. Bonifatii archiepiscopi
Moguntini. MG SS II 331-353
Scr. rer. Germ. LVII 1905. Ge-

schichtschreiber der deutschen Vorzeit
XIII 1863.

23. Vita S. Remberti archiepiscopi Hamburgensis. Langebek, J.: Scriptores rerum Danicarum Medii JEvi II 1773 123-145. Geschichtschreiber der deutschen Vorzeit XXII 1939.

II. Litteratur om økonomisk historie i almindelighed.

24. Dopsch, A.: Die Wirtschaftsentwicklung der Karolingerzeit I—II. Weimar 1912-13. 2. Aufl. 1921-22 (med stor oversigt over den tidligere forsknings syti pa karolingertiden).

25. Dopsch, A.: Wirtschaftliche und soziale Grundlagen der europaischen Kulturentwicklung aus der Zeit von Caesar bis auf Karl den Grossen I—II. Wien 1918-20. 2. Aufl. 1923-24 (med stor oversigt over den tidligere forskning vedrorende overgangen fra oldtid til middelalder).

26. Dopsch, A.: Naturalwirtschaft und
Geldwirtschaft in der Weltgeschichte.
Wien 1930.

27. Ebersolt, J.: Orient et Occident. Recherches sur les influences byzantines et orientales en France avant et pendant les Croisades. Paris et Bruxelles 1928. 2. ed. Paris 1954.

28. Halphen, L.: fitudes critiques sur
l'histoire de Charlemagne. Paris
1921.

29. Kulischer, J.: Allgemeine Wirtschaftsgeschichte des Mittelalters und der Neuzeit I—II. Miinchen-Berlin 1928. 2. unverand. Aufl. Miinchen 1958 (med udforlig bibliografi og fyldige bibliografiske noter).

30. Pirenne, H.: Mahomet et Charlemagne. Revue Beige de Philologie et d'Histoire I L922. Optr. i: Pirenne, H.: Histoire economique de l'Occident medieval. 1951.

31. Pirenne, H.: Un contraste economique. Merovingiens et Carolingiens. Revue Beige de Philologie et d'Histoire II 1923. Optr. i: Pirenne, H.: Histoire economique de l'Occident medieval. 1951.

32. Pirenne, H.: Les villes du moyenage.
Briissel 1927.

33. Pirenne, H.: Le mouvement economique et social au moyen-age du Xle au milieu du XVe siecle. Findes i: Glotz, G. (dir.): Histoire generale 2. sect. Histoire du moyen age VIII: La civilisation occidentale au moyen age du Xle an milieu du XVe siecle. Paris 1933. Optr. i: Pirenne, H.: Hi-

stoire economique de l'Occident medieval. 1951. Findes pa tysk: »Sozial - und Wirtschaftsgeschichte Europas im Mittelalter«. Bern 1947, og pa engelsk: »Economic and social history of medieval Europe«. London 1936 (med fyldige bibliografiske noter).

34. Pirenne, H.: Mahomet et Charlemagne. Bruxelles 1937. Tysk oversaettelse: Geburt des Abendlandes. Untergang der Antike am Mittelmeer u. Aufstieg des germanischen Mittelalters. Amsterdam o. J. (1939).

35. Postan, M.: The trade of medieval Europe: the North. Findes i: Postan, M. and Rich, E. E.: The Cambridge economic history of Europe 11. Cambridge 1952 (med udforlig bibliografi).

36. Rorig, F.: Mittelalterliche Weltwirtschaft.
Kieler Vortrage hrsg. von B.
Harms. Nr. 40. Jena 1933.

37. Sabbe, E.: Quelques types de raarchands des IXe et Xe siecles. Revue Beige de Philologie et d'Histoire XIII 1934.

38. Thompson, J. W.: Economic and social
history of the Middle Ages 300-1300.
II. New York 1959.

39. Zechlin, E.: Maritime Weltgeschichte
I. Hamburg 1947.

a) Specielt i enkelte lande.

40. Arup, E.: Studier i engelsk og tysk
Handels Historie 1350-1850. Dissertation.
Kbh. 1907.

41. Bechtel, H.: Wirtschaftsgeschichte Deutschlands von der Vorzeit bis zur Ende des Mittelalters. 2. Aufl. Miinchen 1951.

42. Bachtold, H.: Der norddeutsche Handel im 12. und beginnenden 13. Jahrhundert. Abhandlungen zur mittleren und neueren Geschichte XXI. Berlin-Leipzig 1910.

43. Inama-Sternegg, K.-T. von: Deutsche
Wirtschaftsgeschichte I. Leipzig 1879.
2. Aufl. 1909.

44. Stein, W.: Handels- und Verkehrs
geschichte der deutschen Kaiserzeit
Berlin 1922.

45. Thompson, J. W.: The commerce o1
France in the ninth century. Journa
of Political Economy XXIII. 1915.

III. Litteratur om friserhandel.

46. Blok, P. J.: Geschichte der Nieder
lande I. tjbersetzung von Houtrouw
Gotha 1901.

47. Boeles, P. J. C. A.: Friesland tot del elfde eeuw. Leeuwarden 1927. 2.Aufl 's-Gravenhage 1951 (med udforlij litteraturfortegnelse og ertgelsk re sume).

48. Dirks, J.: Geschiedkundig onderzoel van den Koophandel der Friezen var de vroegste tijden tot aan den dooc van Karel den Grooten. Utrechi 184fi.

49. Hapke, R.: Friesen und Sachsen in Ostseeverkehr des 13. Jahrhunderts Hansische Geschichtsblatter XII 1913.

50. Poelman, G. A.: Geschiedenis var den handel van Nord-Nederland ge durende het merovingische en karo lingische tijdperk. VGravenhag< 1908.

51. Rohwer, B.: Der friesische Hande' im friihen Mittelalter. Dissertation Kiel 1937 (med udforlig litteraturfortegnelse over kildeudgaver og tidligere

—o o -*
52. Vogel, W.: Die Binnenfahrt durcr
Holland und Stift Utrecht vom 12
bis 14. Jahrhundert. Hansische Geschichtsblatter
XV 1909.

53. Wadstein, E.: Friserne och forntidf handelsvagar i Norden. Goteborg! Kungl. Vetenskaps- och Vitterhets samhalles Handlingar 4 F. XXI-XXI] 1918-19.

54. Wilkens, H.: Zur Geschichte des
niederlandischen Handels im Mittelalter.
Hansische Geschichtsblatter
XIV 1908 og XV 1909.
Jfr. 64-68, 80, 83, 141 og 190.

a) Om Frisland og frisere.

55. Bunte, B.: Beitrage zur Geschichte der Friesen und Chauken I: Ueber die Wohnsitze der Friesen und ihrer Nachbarn in der romischen Zeit. Jahrbuch der Gesellschaft fiir bildende Kunst und vaterlandische Altertiimer zu Emden XXX 1899.

56. Fockema Andreae, S. J.: Friesland van de vijfde tot de tiende eeuw. Algemene Geschiedenis der Nederlande I. Utrecht 1949.

57. Ganshof, F. L.: Het tijdperk van de Karolingen tot de grote Normanneninval 751-879. Algemene Geschiedenis der Nederlande I. Utrecht 1949.

58. Hald, K.: Frisere. Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder IV. Red. A. Karker. Kbh. 1959 (med udforlig bibliografi om deres forbindelser med Norden).

59. Richthofen, Karl Freiherr von: Untersuchungen
iiber friesische Rechtsgeschichte
I-111. Berlin 1880-86.

60. Swart, F.: Zur friesischen Agrargeschichte. Staats- und sozialwissenschaftliche Forschungen CXLV. Leipzig

IV. Om handelsforbindelse mellem Norden og Vesteuropa.

61. Arbman, H.: Schweden und das ka rolingische Reich. Kungliga Vitterhets Historie och Antikvitets Akade miens Handlingar XLIII. Sthlm. 193¹; (med udforlig litteraturliste og fyldige bibliografiske noter).

62. Arbman, H. & Stenberger, M.: Vi
kingar i vasterled. Sthlm. 1935.

63. Arne, T. J.: Birka-Frisland. Kulturhistoriska studier och uppteckningai tilliignade V. Ewald 1929. Red. E Salven og A. Anderson Sandklef Hallands Hembygdforbunds Skriftserie

64. Jankuhn, H.: Sechs Karten zum Han-

del des 10. Jahrhunderts im westlichen
Ostseebecken. Archaeologia
Geographica I 1950.

65. Jankuhn, H.: Der frankisch-friesische Handel zur Ostsee im friihen Mittelalter. Vierteljahrschrift fur Sozial - und Wirtschaftsgeschichte XL 1953 (med udforlig litteraturliste).

66. Wadstein, E.: Norden och Vasteuropa i gammal tid. Populart vetenskapliga forelasningar vid Goteborgs Hogskola. N. F. XXII. Sthlm. 1925.

67. Wadstein, E.: Vara forfader och de
gamla friserna. (Sv.) Historisk Tidskrift
LII 1932.

68. Wadstein, E.: On the relations between
Scandinavians and Frisians
in early times. Saga-book of the
Viking Society 1933.
Jfr. 49, 51, 53, 54, 80, 81, 83, 105
og 190.

a) Om forbindelse iøvrigt mellem Norden og friserne.

69. Askeberg, F.: Norden och kontinenten
i gammal tid. Uppsala 1944.

70. Borchling, C.:: Die Friesen und der
skandinavische Norden. De iepening
fan de Fryskc Akademy. Assen 1938.

71. Hald, K.: Danes and Frisians in Lincolnshire. 3. International Congress of Toponomy and Anthroponomy 111. Louvain 1951.

72. Hinz, H.: Zur Herkunft der Nordfriesen.
Jahrbuch des Nordfriesischen
Vereins XXIX 1952/53.

73. Hinz, H.: Vorgeschichte der nordfriesische
Festlandes. Neumiinster
1954.

74. Jorgensen, P.: Vsber die Herkunft der Nordfriesen. Det kgl. danske Videnskabernes Selskabs Skrifter. Hist.- Fil. Meddelelser XXX,S 1946.

75. Lauridsen, P.: Om Nordfrisernes
Indvandring i Sonderjylland. Historisk
Tidsskrift 6, IV 1892-94.

76. Scheel, O.: Die Wikinger. Stuttgart
1938.

77. Vogel, W.: Die Normannen und das frankische Reich bis zur Grundung der Normandie (799-911). Heidelberg

78. Wadstein, E.: Friesische Lehnworter im Nordischen. Kungliga Humanistiska Vetenskaps-Samfundet i Uppsala. Skrifter XXI 1918-22.

79. Wadstein, E.: Frisiska lanord. Studier
tillagnade Axel Kock. Lund
1929.

V. Om andre handelsveje, der berører friserhandel.

80. Bolin, S.: Muhammed, Karl den Store och Rurik. Scandia XII 1939. Pa engelsk i: Scandinavian economic history review I 1953 (med udforlige bibliografiske noter navnlig over montlitteraturen).

81. Bugge, A.: Die nordeuropaischen Verkehrswege im friihen Mittelalter und die Bedeutung der Wikinger fur die Entwicklung des europaischen Handels und der europaischen Schifffahrt. Viertetjahrschrift fiir Socialund Wirtschaftsgeschichte IV 1906.

82. Heyd, W.: Geschichte des Levantehandels im Mittelalter I. Stuttgart 1879. Pa fransk i Leipzig 1885 og genoptr. 1923 og 1959.

83. Kletler, P.: Nordwesteuropas Verkehr, Handel und Gewerbe im friihen Mittelalter. Deutsche Kultur. Historische Reihe. Wien 1924.

84. Patzelt, E.: Die frankische Kultur und der Islam. Veroffentlichungen des Seminars fiir Wirtschafts- und Kulturgeschichte an der Universitat Wien IV 1932.

85. Schulte, A.: Geschichte des mittelalterlichen Handels und Verkehrs zwischen Wostdeutschland und Italien mit Ausnahme von Venedig. Hrsg. von der Badischen Historischen Kommission I—II. Leipzig 1900.

a) Specielt om Nordens forbindelser østpå.

86. Arne, T. J.: La Suede et l'Orient.
Uppsala 1914.

87. Arne, T. J.: Det stora Svitjod. Essayer
om gangna tiders svensk-ryska
kulturforbindelser. Sthlm. 1917.

88. Jacob, G.: Der nordisch-baltische
Handel der Araber im Mittelalter.
Leipzig 1887.

89. Jacob, G.: Welche Handelsartikel bezogen die Araber des Mittelalters aus den nordisch-baltischen Landern? Leipzig 1886. 2. Aufl. Berlin 1891 (anforer de fleste arabiske kildesteder, der omhandler varerne i den russisk-arabiske handel, i overssettelse).

90. Kivikoski, E.: Studien zu Birkas
Handel im ostlichen Ostseegebiet.
Acta Archaeologica 1937.

91. Nerman, B.: Die Verbindungen zwischen
Skandiriavien und Ostbaltikum
in der jiingeren Eisenzeit. Kungliga
Vitterhets Historie och Antikvitets
Akademiens Handlingar XL, 1 1929
Jfr. 65, 80, 81 og 84. Se iovrigt litteratur
om Birka 112-118.
Af den store litteratur om dettt
emne er kun medtaget, hvad dei
har haft direkte betydning for forskningen
af handelsforbindelserm
mellem Norden og Vesteuropa.

VI. Om enkelte lokaliteter.

a) Dorestad.

92. Holwerda, J. H.: Dorestad. Berichi
der Romisch-Germanischen Kommis
sion XVI 1925/26.

93. Holwerda, J. H.: Die Katastrophe ar unserer Meereskiiste im 9. Jahrhun dert. Oudheidkundige Mededeelinger N. R. X. Leiden 1929.

94. Holwerda, J. H.: Opgravingen var
Dorestad. Oudheidkundige Mededeelingen
N. R. XI. Leiden 1930.

95. Holwerda, J. H.: Dorestad en ones
vroegste middeleeuwen. Leiden o. J
(1930).
Jfr. 51 og 171.

b) Quentowik.

96. Fengler, O.: Quentowic, seine mari time Bedeutung unter Merowingerr und Karolingern. Hansische Ge schichtsblatter XIII 1907.

97. Heliot, P.: La question de Quentowic.
Revue du Nord 1937.

c) Domburg.

98. De Man, M.: Que sait-on de la plage de Dombourg? Tijdschrift van hei Nederlandsch Genootschap vooj Munt-en Penningkunde VII 1899.

99. De Man, M.: Over enige te Domburj gevonden merkwaardige raunten Jaarboek van het Koninklijk Nederlandsch Genootschap voor Munt- er Penningkunde XIII 1926.

100. Feen, P. J. van der: Geschiedenis van de Bewoning van Walcheren toi 1250. I: De Bodemkartering van Wai cheren. 1951 (med fortegnelse ovei a?ldre litteratur).

d) Hedeby.

101. Frahm, F.: Der Transitverkehi Schleswig-Hollingstedt. Zeitschrifi der Gesellschaft fiir Schleswig-Holsteinische Geschichte LX. Kiel 1930

102. Frahm, F.: Grabungen und Forschungen aus der Wikingerzeit dei Schleswiger Landenge. Historischt Zeitschrift CLI 1933.

103. Hiibener, W.: Zur Topographie voi
Haithabu. Germania XXX 1952.

104. Jankuhn, H.: Die Wehranlagen dei Wikingerzeit zwischen Schlei unc Treene. Neumiinster 1937. Vor- unc friihgeschichtliche Untersuehunger aus d. Museum vorgeschichtlichei Altertiimer in Kiel N. F. I. (mec oversigt over Hedeby-forskninger

1897-1930 og meget fyldig litteraturfortegnelse).

105. Jankuhn, H.: Haithabu, eine germanische Stadt der Friihzeit. Neumiinster 1937. 2. Aufl. 1938. 3. vollig neu bearb. Aufl.: Haithabu. Ein Handelsplatz der Wikingerzeit. 1956 (med fyldig litteraturfortegnelse).

106. Jankuhn, H.: Die Ausgrabungen in
Haithabu 1937-39. Berlin 1943.

107. Jankuhn, H.: Ergebnisse und Probleme der Haithabugrabungen 1930-39. der Gesellschaft fur Schleswig-Holsteinische Geschichte LXXIII 1949.

108. Jankuhn, H.: Wirtschafts- und Kulturgeschichte Angelns in der Wikingerzeit. Jahrbuch des Angler Heimatvereins XVI 1952.

109. Jankuhn, H.: Die Friihgeschichte vom Ausgang der Volkerwanderung bis zum Ende der Wikingerzeit. Geschichte Schleswig-Holsteins 111, red. V. Pauls. Neumiinster 1955-57.

110. Kieselbach, A.: Schleswig als Vermittlerin des Handels zwischen Nordund Ostsee. Zeitschrift der Gesellschaft fur Schleswig-Holsteinische Geschichte XXXVII. Kiel 1907.

111. Schwantes, G.: Fiihrer durch Haithabu.
Schleswig 1932.
Jfr. 66, 114, 115, 161, 162, 164 og 167.

e) Birka.

112. Arbman, H.: Birka, Sveriges aldsta
handelsstad. Sthlm. 1939.

113. Arbman, H.: Birka I. Die Griiber.
Tafelband 1940. Textband 1943. Uppsala.

114. Lindqvist, S.: Hedeby och Birka.
Fornvannen XXI 1926.

115. Lindqvist, S.: Schleswig och Birka.
Fornvannen XXI 1926.

116. Stjerna, K.: Lund och Birka. Historisk
Tidskrift for Skaneland 111
1909.

117. Schiick, A.: Studier rorande det svenska stadsvasendets uppkomst och aldsta utveckling. Sthlm. 1926 (med sammenfattende fremstilling om Birka og birkaproblemerne).

118. Schiick, H.: Birka. Uppsala Universitets
Arsskrift 1910.
Jfr. 61, 63, 65-68, 90, 135, 160, 163-164,
og 177-179.

f) Nordfrisiske øer.

119. La Baume, P.: Die Wikingerzeit auf d. nordfriesischen Inseln. Die Wikingerzeit in Nordfriesland 1953. Jfr. 72-75.

g) Wollin

120. Kunkel, O.: Wollin. Das Bollwerk "V
1934.

121. Kunkel, O. & Wilde, K. A.: Wollin, 5 Jahre Grabungen auf d. Boden d. wikingerzeitlichen Grosssiedlung am Dievenov-Strom 1934-1939/40. Nachrichtenblatter fiir deutsche Vorzeit XVI 1940.

122. Kunkel, O. & Wilde, K. A.: Jumne;
Vineta, Jomsburg, Julin: Wollin,
Stettin 1941.

123. Wilde, K.: Die Bedeutung der Grabung
Wollin 1934. Stettin 1939. 2
Aufl. 1953.

h) Truso

124. Ebert, M.: Truso. Konigsberg 1926

125. Ehrlich, B.: Der preussisch-wikingische
Handelsplatz Truso. Conventus
primus hist. Bait. 1937. Riga 1938.

126. Neugebauer, W.: Die Bedeutung d
wikingischen Graberfeldes in Elbinc

fiir die Wikingerbewegung im Ostseegebiet.
Elbinger Jahrbuch XFV
1937.

127. Neugebauer, W.: Das wikingische Graberfeld von Elbing-Neustadterfeld und d. Lage Trusos. Bericht iiber d. Kieler Tagung d. »Ahnenerbes« 1939. Neumiinster 1944.

i) Grobin

128. Nerman, B.: Fynden fran Grobin i
Lettland. Sthlm. 1930.

129. Nerman, B.: Funde und Ausgrabungen in Grobina 1929. Congressus Secundus Archaeolog. Bait. 1930. Riga 1931.

130. Nerman, B.: Swedish viking colonies
on the Baltic. Eurasia Septentrionalis
Antiqua IX 1934.

131. Nerman, B.: Sveriges forsta storhetstid.
Sthlm. 1942.

132. Nerman, B.: Grobin-Seeburg, Ausgrabungen
und Funde. Uppsala 1958

VII. Om enkelte varer.

a) Klæde o. a. tekstilvarer.

133. Espinas, G.: La draperie dans la
Flandre francaise au moyen age I.
Paris 1923.

134. Ganshof, F. L.: Note sur un passage de la vie de Saint Geraud d'Aurillac. »Melanges Jorga«. Paris 1933 (med litteratur om klaedehandel mellem Orienten og Vesteuropa).

135. Geijer, A.: Birka 111. Die Textilfunde.
Uppsala 1938 (med litteratur p.
41 note 2).

136. Heyne, M.: Deutsche Hausaltertiimer
III: Korperflege und Kleidung bei
den Deutschen. Leipzig 1903.

137. Heyne, M.: Das altdeutsche Handwerk.
Strassburg 1908.

138. Hapke, R.: Die Herkunft der friesischen
Gewebe. Hansische Geschichtsblatter
XII 1906.

139. Hapke, R.: Die neuere Literatur z. Geschichte d, niederlandischen Wollindustrie. Vierteljahrschrift fiir Sozial - und Wirtschaftsgeschichte X 1912 (med oversigt over den hidtidige forskning om emnet).

140. Keutgen, F.: Der Grosshandel im
Mittelalter. Hansische Geschichtsblatter
X 1901.

141. Khimker, C. J.: Der friesische Tuchhandel zur Zeit Karls des Grossen und sein Verhaltnis z. Weberei jener Zeit. Leipzig Dissertation 1898. Jahrbuch der Gesellschaft fiir bil-

dende Kunst und vaterlandische Altertiimer
zu Emden XIII 1899.

142. Kober, E.: Die Anfange der deutschen Wollwe'berei. Below, G. v. und Meinecke, F.: Abhandlungen z. mittleren und neueren Geschichte VIII 1908.

143. Pirenne, H.: Draps de Frise ou draps de Flandre? Vierteljahrschrift fiir Sozial- und Wirtschaftsgeschichte VII 1909. Optr. i: Pirenne, H.: Histoire economique de l'Occident medieval

144. Sabbe, E.: L'importation des tissus
orientaux en Europe occidentale au
haut moyen age (IXe et Xe siecles).
Revue Beige de Philologie et d'Histoire
XIV 1935.
Oversigt over forskningen findes 29
(p. 84), 83 (p. 107 note 789a).
Jfr. iovrigt 40, 50, 51, 54, 60, 66, 85,
105 og 190.

b) Pelsvarer.

145. Hennig, R.: Der nordeuropaische Pelzhandel in den alteren Perioden der Geschichte. Vierteljahrschrift fiir Sozial- und Wirtschaftsgeschichte XXIII 1930.

146. Pratt Lattin, H.: Note on the fur trade in medieval Western Europe. Vierteljahrschrift fiir Sozial- und Wirtschaftsgeschichte XXIV 1931.

147. Schier, B.: Wege und Formen de: iiltesten Pelzhandels in Europa. Ar chiv fiir Pelzkunde I. Frankfurt an Main 1951.

148. Schier, B.: Pelze in altertumskund
licher Sicht. Archiv fiir Pelzkunde II
Frankfurt am Main 1951.
Jfr. 65, 80, 88, 89 og 105.

c) Slaver

Behandling findes bl. a. i: 25, 34
57, 65, 80-82, 89, 105, 171, 173, 17<
og 190.

d) Keramik

149. Hussong, L.: Herstellungsorte unc Datierung der karolingischen Kera mik im Rheinland. Bericht iiber d Kieler Tagung des »Ahnenerbes< 1939. Neumiinster 1944.

150. Hubener, W.: Zur Ausbreitung einiger frank. Keramikgruppen nacr Nord- und Mitteleuropa im 9.-12 Jahrhundert. Archaeologia Geographica II 1951.

151. Hubener, W.: Die Keramik von Hai
thabu. Neumiinster 1959.

152. Selling, D.: Wikingerzeitliche unc
friihmittelalterliche Keramik ii
Schwe.den. Sthlm. 1955.

153. Tischler, F.: Zur Datierung d. friih mittelalterlichen Tonware v. Badorf Landkreis Koln. Germania XXX 1952 Jfr. 47, 61, 65, 103-106.

e) Glas

154. Rademacher, F.: Frankische Glasei aus d. Rheinland. Bonner Jahrbiicher des Rheinischen Landes museums in Bonn und des Verein; von Altertumsfreunden im Rheinlande CXLVII 1942.

155. Salin, E.: Rhin et Orient. Le haul
moyen-age en Lorraine. 1939.

156. Steinhausen, J.: Fruhmittelalterlicht
Glashiitten im Trierer Land. Trierei
Zeitschrift fiir Geschichte und Kunsl
des Trierer Landes und Nachbargebiete
VIII 1939.
Jfr. 47, 61, 65 og 105.

VIII. Om mønter.

157. Belaiew: On the »Wodan«-monste] or dragon series of the Anglo-Saxor sceattas. Seminarium Kondakovianum VII 1935.

158. Le Gentilhomme: La circulation de; sceattas dans la gaule merovingi enne. Revue Numismatique. Pari; 1938.

159. Hill, P. V.: Anglo-Saxon and Frisiar sceattas in the light of Frisiar hoards and site-finds. Jaarboek vooi Munt- en Penningkunde XLI 1954.

160. Lindqvist, S.: Birkamynten. Fornvannen
XXI 1926 (med anforelse ai
den aeldre litteratur).

161. Nobbe, E.: Miinzfunde vom Stadtplatz
Haithabu 1905-31. Festschrift
z. Hundertjahrfeier d. Museums vor-

geschichtl. Altertiimer in Kiel. Neumiinster

162. Nobbe, E.: Der karolingische Miinzschatz vom Krinkberg. Festschrifi zur Hundertjahrfeier des Museums vorgeschichtlicher Altertiimer ir Kiel. Neumiinster 1936.

163. Rasmusson, N. L.: Kring de vasterlandska mynten i Birka. Fran stenalder till rokoko. Studier tillagnade Otto Rydbeck. Lund 1937.

164. Rasmusson, N. L.: Birkamynt ocr.
Hedebymynt. Kulturhistorisk leksikon
for nordisk middelalder I. Red
J. Danstrup. Kbh. 1956 (med udforlig

Jfr. 47, 61, 65, 80 og 99.

IX. Om frisernes formodede betydning i samfunds- og erhvervslivet.

a) Bydannelse.

165. Ennen, E.: Friihgeschichte der europiiischen
Stadt. Bonn 1953.

166. Ganshof, F. L.: Over stadsontwikkeling tusschen Loire en Rijn gedurende de Middeleeuwen. Antwerpen- Briissel-Gent-Leuven 1941. Pa fransk, Paris-Briissel 1943.

167. Jankuhn, H.: Haithabu und Birka
Germanien XII. N. F. II 1940.

168. Jankuhn, H.: Zur Topographie friihmittelalt. Stadtanlagen im Norder u. z. Soziologie ihrer Bewohner Schmieder-Festschrift. Kiel 1953.

169. Jankuhn, H.: Die friihmittelalterliche Seehandelsplatze im Nord- und Ostseeraum (451-498) i: Studien zu den Anfangen des europaischen Stadtewesens =: Vortrage u. Forschungen IV hrsg. vom Institut fiir

170. Planitz, H.: Friihgeschichte d. deutschen
Stadt. Savigny-Zeitschrift.
Germ. Abt. LXIII 1943.

171. Planitz, H.: Die deutsche Stadt im Mittelalter. Von der Romerzeit bis zu den Zunftkampfen. Graz, Koln 1954.

172. Rorig, F.: Die europaische Stadt. Findes i: Goetz, W.: Propylaen- Weltgeschichte IV 1932. 2. erweit. Aufl. m. titel: Die europaische Stadt im Mittelalter. Gottingen 1955.

173. Rorig, F.: Magdeburgs Entstehung und die altere Handelsgeschichte. Miscellanea Academica Berolinensia 11, 1. Berlin 1950. 2. Aufl. i: »Vortragen und Schriften« der Deutschen Akademie der Wissenschaften zu Berlin, Hft. XLIX. Berlin 1952.

174. Vogel, W.: Handelsverkehr, Stadtewesen und Staatenbildung in Nordeuropa im friiheren Mittelalter. Zeitschrift der Geschichte fur Erdkunde zu Berlin. Jahrgang 1931.

175. Vogel, W.: Das Emporium Reric.
Festskrift til Halvdan Koht. Oslo
1933.

176. Vogel, W.: Wik-Orte und Wikinger.
Hansische Geschichtsblatter LX 1935.
Jfr. 51.

b) Handelsret.

177. Wadstein, E.: Birka och bjarkoaratt.
Namn och Bygd II 1914.

178. Wessen, E.: Birca och bjarkoratt.
Namn och Bygd XI 1923.

179. Wessen, E.: Till Birca-fragan. Namn
och Bygd XIII 1925.

c) Gildevæsen.

180. Bugge, A.: Altschwedische Gilden.
Vierteljahrschrift fur Sozial- und
Wirtschaftsgeschichte XI 1913.

181. Doren, A.: Untersuchungen z. Geschichte
der Kaufmannsgilden im
Mittelalter. Leipzig 1893.

182. Friesen, O. von: Ur Sigtunas aldsta historia. Ett frisiskt handelsgille i Sigtuna pa 1000-talet. Upplands Fornminnesforenings Tidskrift XXVI 1910.

183. Keutgen, F.: Untersuchungen viber
den Ursprung der deutschen Stadtverfassung.
Leipzig 1895.

184. Loesch, H. v.: Die Grundlagen der altesten Kolner Gemeindeverfassung. Savigny-Zeitschrift. Germanische Abt. LIII 1933.

185. Loesch, H. v.: Die Kolner Kaufmannsgilde im 12. Jahrhundert. Erganzungsheft XII der Westdeutschen Zeitschrift. Trier 1904.

186. Stein, W.: Zur Geschichte iilterer
Kaufmannsgenossenschaften. Hansische
Geschichtsblatter XVI 1910.
Jfr. 51 og 171.

d) Skibsfart.

187. Hagedorn, B.: Die Entwicklung der wichtigsten Schiffstypen bis ins 19. Jahrhundert. Veroffentlichungen des Vereins fur hamburgische Geschichte I. Berlin 1914.

188. Heinsius, P.: Das Schiff der hansischen Friihzeit. Quellen und Darstellungen z. Hansischen Geschichte. N. F. XII. Weimar 1956.

189. Vogel, W.: Zur nord- und westeuropaischen Seeschiffahrt im friiheren Mittelalter. Hansische Geschichtsblatter XIII 1907.

190. Vogel, W.: Geschichte der deutschen
Seeschiffahrt. I. Berlin 1915.
Jfr. 51, 52 og 54.

I ovrigt kan mangesidig litteratur om frisernes kultur, sprog og historie findes i
Statsbibliotekets katalog: Friserne 1933 red. af E. Steensgaard og tillaeg 1959 med
litteratur anskaffet 1934-59 red. af E. Steensgaard og N. A. Nielsen.

Historie/Jyske Samlinger, Bind Ny række, 5 (1959 - 1961) 2