EN GELEDOFFICERS BETRAGTNINGER

Med ovennaevnte betragtninger tilsigtes ikke en anmeldelse af den meget interessante fremstilling, som professor Troels Fink har givet i sin bog om general L. C. F. Liitken og Dansk Udenrigs- og Forsvarspolitik i tiden for Verdenskrig I. Hensigten er den mere beskedne at lufte nogle tanker, som laesningen sserlig af Liitkens selvbiografier, breve og aktstykker har fremkaldt hos en gammel officer, hvis tjeneste i Haeren fra 1903 til 1918 naesten falder sammen med den periode, der var prseget af L.s virksomhed.

Efter sin tilbagetraeden som Conseilpraesident skrev I. C. Christensen den 24. maj 1909 i en erklaering til Berlingske Aftenavis bl. a.: »Sandheden om hr. Liitken er imidlertid den, at han i enhver Henseende er en varmhjertet dansk Mand, at han er en kundskabsrig Officer, denned Rette tilkom sit Avancement...« en udtalelse, som jeg i dag med visse forbehold, der vil fremgaa af det efterfolgende, vil kunne tiltraede. Men det vilde jeg bestemt ikke have skrevet i 1909, da jeg dengang med aerligt hjerte delte den mistillid, som flertallet af den danske hsers officerer naerede til departementschefen i Krigsministeriet, oberstlojtnant L. C. F. Liitken.

I. C.s erklaering var foranlediget af et ualmindelig skarpt personligt angreb pa L. i Jyllandsposten, skrevet af dr. phil. H. J. Hansen, efter sit speciale kaldet »Flue-Hansen«. Den pagaeldende kunde ogsaa med fuld ret betegnes som en »varmhjertet dansk Mand«, for saa vidt som han i de sidste aar, for forsvarslovene gennemfortes i 1909, brugte tid og kraefteri

teriagitationen for en god losning af forsvarssagen. Hans form var imidlertidskarp, saaledes husker jeg, at han, ogsaa i artikler i Jyllandsposten,om genera!lojtnant Gortz skrev: En rar og skikkelig Mand, noget naer det vaerste man kan sige om en kommanderende General, og om Kong Frederik VIII: Den udueligste Konge, Danmark har haft siden Erik af Pommerns Tid! Ogsaa L. kunde med grund beklage sig, men han var i det hele utilfreds med datidens forsvarsvenlige agitation, der forstyrrede hans cirkler.

Paa den anden side er professor Finks paa selvbiografien baserede indtryk af L. som en sjaelden principfast, selvbevidst og selvsikker personlighed, hvis standpunkter var kategoriske og hvis domme skaanselslose, sikkert ogsaa rigtigt. Naar professoren samtidig »ikke undrer sig over«, at L. gennemgaaende var ret upopulaer hos sine kolleger, er dette meget mildt udtrykt.

L.s tilsyneladende villede isolation skyldtes nok til en vis grad hans
egen arrogance og kritiske indstilling, men andre momenter kan have
spillet ind.

L. er fodt 1863 og kom ind i officersskolens naestaeldste klasse efteraaret 1882. Han blev »menig elev« og maatte som saadan i halvandet aar, dognet rundt dele kaar med en flok ligesaa ungdommelige kammerater, som sandsynlig nok kan have vaeret ham underlegne, hvad han maaske ikke har fundet anledning til at laegge skjul paa. Jeg har selv 19 ar senere levet det snaevre kammeratliv paa Frederiksberg Slot og ved (dog ikke af egen erfaring), hvor übehageligt, ja übarmhjertigt, det kunde ytre sig over for den, der ikke kunde eller vilde »jage i flok«. Her kan en ung mand af L.s type meget let vaere kommet i vanskeligheder, der senere har sat deres praeg.

L. erkender selv, at han grundet paa erfaringer under rekrutskolen 1885 - han var 22 aar gammel - vaennede sig til en selvstaendighed, som senere kostede ham mange knubs, og en ligegyldigbed for foresattes meninger om ham, som han, da den korresponderede med et trsek i hans karakter, har haft svsert ved at aflsegge, hvis han da har aflagt den. Naar saa hertil kom, at L. ved haardhaendet behandling af mandskabet ved et kompagni, som han samme sommer fik kommando over, paadrog sig en maaneds arrest med paafolgende forsaettelse til Aalborg, vil man forstaa, at han yderligere i starten havde skabt sig vanskeligheder, der ikke lettedes ved den af ham selv omtalte staerke selvtillid, »som kun lidet behagede« hans hojere foresatte. Disse maa imidlertid have vaeret overlegne nok til at se bort fra eventuelt »übehag« for saa viidt som L. i efteraaret 1892 opnaaede at blive indkommanderet som elev i officerskolens stabsafdeling, hvad i sig selv var en anerkendelse.

Paa L.s stambogsblad er antegnet, at han er straffet endnu tre gange,
i april 1886 med en irettesaettelse for gentagen tjenesteforsommelse, i rnaj

1886 med to dages vagtarrest for vagtforseelse og i September 1899 med
een dags vagtarrest for forsommelse som vagtinspektor. L. var paa dette
tidspunkt avanceret til kaptajn.

Skont disse straffe er übetydelige, er de, og navnlig den sidste, egnet til at markere en saerstilling for L.s vedkommende, idet det var meget sjaeldent, at en officer, og da saerlig en kaptajn blev straffet-saa sjaeldent, at jeg under min 15-arige tjeneste som officer overhovedet ikke mindes at have oplevet det ved ingeniorregimentet. - Udelukket er det vel ikke, at L. selv kan have opfattet disse straffe som forfolgelse.

Men heller ikke i officerskolens aeldste klasse blev L. nogen almindelig
elev. Herom skriver han selv:

»Jeg erindrer saaledes, at da jeg havde gennemgaaet officerskolens stabsafdeling, erklaerede hovedlsereren, at jeg vel havde storre evner og kundskaber end mine kammerater; men at jeg altid fulgte mit eget hoved og gik mine egne veje, saa at jeg ikke horte hjemme i den danske haer og naeppe vilde drive det til noget indenfor denne. Da denne lserer var mig velsindet og ikke saa helt gait, lovede jeg dengang mig selv at gaa mine veje saa konsekvent - og haardt, at det blev mig, der kom til at skrive loven for de andre.«

Det bliver efter denne udtalelse forstaaeligt, at L. ikke ved afgangen fra klassen, skont han bestod som nr. 2, kom i generalstabens taktiske afdeling, der ellers ansaas for vejen til Ros og Magt, men til den geodsetiske, der ogsaa var anset, men mere teknisk praeget. Men udtalelsen faar langt mere vidtrsekkende betydning som baggrund for biografien og L.s hele senere virksomhed, naar det oplyses, at general Kuhnels stambogsblad udviser, at han fra 12/4 1892 til 30/9 1900 var laerer i krigskunst og troppeforing i officersskolens aeldste klasse, altsaa netop den hoved- Iserer, som L. her taler om.

Deter herefter klart, ai: en officer af L.s type normalt ikke vilde have haft ringeste chance for nogensinde at blive departementschef i krigsministeriet. Han maatte gaa andre veje, og her kom bekendtskabet med I. C. Christensen ham til gode, da stillingen efter oberstlojtnant Seedorffs dod i december 1905 skulde besaettes. Afgorelsen vakte naturligvis overraskelse og kritik i haerens officerskorps, ogsaa fordi L. mistaenktes for at dele venstres uvilje mod den i provisorietiden gennemforte befaestning af Kobenhavn, dette dog nok med urette, idet L. dengang som senere sikkert betragtede dette sporgsmaal ud fra rent saglige forudsaetninger. At der var en anden og mere alvorlig aarsag til betaenkeligheder, vidste man i haeren og udenfor denne intet om.

Om de dengang allerede indledede forhandlinger mellem L. og generalMoltke fik offentligheden forst i 1919 en viden, da de herom handlendeaktstykker publiceredes. Alligevel maa noget vaere sivet ud. I det Krigsvidenskabelige Selskab havde Kongens Yachtkaptajn, kommandor

Hovgaard i vinteren 1906-07 holdt et foredrag, der ved sin storpolitiske tendens havde vakt en vis uro inden for haerens officerskorps. Som udtrykfor denne uro havde davserende premierlojtnant af generalstaben O. Friis anmeldt et foredrag i samme selskab, hvori de af kommandor Hovgaard fremsatte tanker tilsigtedes imodegaaet. Dette foredrag blev imodeset med betydelig spaending, ikke mindst af os unge - jeg var dengangelev i officersskolens seldste klasses ingeniorafdeling - stor blev derfor vor overraskelse, da det forlod, at formanden for det KrigsvidenskabeligeSelskab, generalmajor Nuivenhuis forgaeves havde forsogt at overtale prmlt. Friis til at traekke sit foredrag tilbage, og vore folelser ophidsedes yderligere, da vi fik at vide, at generalen havde aflyst det mode, til hvilket foredraget var ansat, efter ordre fra krigsministerietl).

Samtidig dukkede der rygter op om en »Tyskerkurs«, og der naevntes en raekke navne paa officerer, mest i den aeldre kaptajnsklasse, der skulde staa i ledtog med kapt. L. Dette var dog alt sammen meget vagt, og om sagens kerne samtalerne med general Moltke, vidste i hvert fald vi, elever paa officerskolen eller vore jaevnaldrende kammerater, intet. Imidlertid maa de indviede have faaet en fornemmelse af, at den opstaaede stemning inden for officerskorpset ikke var nogen art af »Tyskerkurs« gunstig, men at den tilmed var i en saadan vaekst, at det blev tilraadeligt at blaese retraite. Dette hverv udfortes over for os unge premierlojtnanter i seldste klasse af vor laerer i Engelsk kaptajn Holten- Nielsen, der var kontorchef i krigsministeriet og en af L.s handgangne maend. Han forbavsede os en dag ved at lade »Dolly«s noget letsindige konversationer med mr. Carter i en dengang populaer roman af Anthony Hope hvile for meget indgaaende og alvorligt at forklare os, at disse besynderlige rygter om en »Tyskerkurs« ingen som heist realitet havde bag sig. Der var hverken i krigsministeriet eller andetsteds i haeren nogen, der for alvor kunde taenke sig at gaa ind i et militaert samarbejde med Tyskland! Paa et omtrent samtidigt mode i Ingeniorlojtnantselskabet udtalte en af vore seldre kammerater, der selv havde vaeret under mistanke, sig efter omtrent samme linie. — Disse forklaringer er formentlig givet os nogen tid forud for L.s egen udtalelse til bladet Kobenhavn, der begyndte: Der er ikke gnist af sandhed i hele historien, den er det rene digt fra ende til anden ... (se F.s Fremstilling s. 91).

Hvad der egentlig var passeret blev os ikke klart, men det lykkedes ikke at overbevise os om, at der ikke havde vaeret ild bag rogen, og deter ikke usandsynligt, at den stemningsbolge som var fremkaldt inden for hserens officerskorps kan have virket som en advarsel, der maatte tages med i beregning, selv om L. ikke var tilbojelig til at tage aeldre kollegers, endsige da de unges mening meget hojtideligt.

---

1) Dette og det efterfolgende er omtalt i min i 1957 udkomne bog: Med Sabel og Kaarde.

Naar professor Fink om den lige nsevnte udtalelse, som jeg ikke mindes
dengang at have set, siger:

»Dementiet er af samme art som de andre, men endnu vanskeligere at
give en formalistisk udlaegning; i realiteten var det absolut misvisende.«

fristes man til af L.s egen beretning om hans samtale den 28/3 1907 med
general Moltke at citere folgende:

»Endvidere paapegede kaptajn L. de forskellige hensyn af indre politisk art, den danske regering maatte tage, og som forhindrede den i for tiden at indgaa paa egentlige aftaler²), men pointerede udtrykkeligt, at hos alle ANSVARLIGE danske statsma;nd gjorde den overbevisning sig nu stserkt gseldende, at Danmark under ingen omstaendigheder burde staa ved siden af Tysklands modstandere, og at dersom opretholdelsen af Danmarks neutralitet maatte vise sig umulig under en tysk-engelsk krig, vilde det gaa med Tyskland²) ...

Faren ved paa denne maade at rsekke Fanden en lillefinger ses, naar
dette i generalens rapport til statssekretser Tschirschky to dage senere
bliver til:

»dass sowohl der Minister Christensen wie auch Seine Majestiit der Konig sich nach reiflicher trberlegung dahin entschieden hatten, dass Danemark sich - den erwahnten Kriegsfall vorausgesetzt - unbedingt auf die Seite Deutschlands stellen werde²) ...

Det bor ikke overses, at general Moltke i samme rapport omtaler L. som: Min danske tillidsmand (Vertrauensmann) en officer i det danske krigsministerium - beskedent for den der var indehaver af den mest indflydelsesrige stilling i den danske haer!

Naar det erindres, at udenrigsminister grev Raben-Levetzau endnu paa dette tidspunkt fulgte I. C. og L. paa deres farlige vej, forekommer det maerkeligt, at man hverken i L.s selvbiografi eller i aktstykkerne finder antydning af, at de tre herrer har medtaget det moment i deres overvejelser, hvad folgen kunde blive af den af L. indledte politik for et med Tj^skland forbundet Danmark, hvis England og dets allierede skulde vinde krigen.

Dette taget i betragtning fristes man til at mene, at Albertiaffairen 8. September 1908, som L. - og vi andre dengang ogsaa - folte som en katastrofe for forsvarssagen, i virkeligheden var en lykke for Danmark, idet denned I. C.s faid samme efteraar sattes punktum for samtalerne med general Moltke paa den hidtidige basis.

Naar L. i det hele havde faaet saa frit spil, kom det aabenbart af, at den politiske ledelse, dengang som senere folte trykket af Tysklands naerhed og overvseldende styrke saa stserkt, at man kun saa den naermeste fare. Den fare saa Haerens officerer ogsaa, men deres store flertal gennemalle

---

2) Fremhaevet her.

nemallegrader regnede med, baade dengang og senere under sikringsstyrken,at den f jende dansk forsvar skulde mode var Tyskland, uanset, at der ved tilrettelaeggelsen af ovelser og krigsspil neutralt opereredes med »rode«, »blaa« eller »hvide« styrker.

Denne indstilling maa dog ikke udlaegges saaledes, at vi var »engelskvenlige«, man kunde blot ikke taenke sig i nogen situation at slaas paa tysk side³). Noget andet er, at denne indstilling maatte fore til en forventning om paa et eller andet tidspunkt at faa hjselp fra England. General Kiihnels betsenkning af 25. marts 1906 havde derfor officerskorpsets o verve jende tilslutning.

Det der lige er sagt om officerernes indstilling, minder mig om en i sig selv übetydelig, men illustrerende begivenhed, som forefaldt i de forste dage efter formeringen af sikringsstyrken. En ung premierlojtnant ved 5. regiment holdt eksercits med et af de lige formerede kompagnier, hvis mandskab endnu ikke havde vaennet sig til militaerlivets krav. For at saette fart i kompagniet faldt det Iojtnanten helt naturligt at bemserke: / trsenger s'gu til at se nogle pikkelhuer! Det skulde han naturligvis ikke have sagt. Overkommandoen eller krigsministeriet blev saa rystet over slig uneutral optraeden, at naevnte Iojtnant, foruden straf, i flere maaneder maatte gaa til spot og spe ved sin bataillon, hvor det var ham forbudt at fore kommando. Den paagaeldende blev senere en meget anset officer og endte efter Verdenskrig II som oberst og chef for de vaebnede styrker paa Bornholm.

Den aengstelse eller usikkerhed, som herved korn til udtryk, maa ogsaa have dikteret en omtrent samtidig udstedt overkommandobefaling, hvori det forbodes haerens officerer at drofte krigsbegivenhederne med deres undorgivne, noget der var sagligt urimeligt, og naturligvis helt uigennemforligt.

L.s selvbiografi fremkalder billedet af en kaempe - om ikke mellem Pygmaeer — saa dog mellem folk af gennemgaaende ringe kvalitet, naar talen er om officerer inden for haeren, som han var henvist til at samarbejdemed, eller imod, ved forberedelsen af den nye forsvarsordning. Men dette billede er naturligvis fortegnet. L.s forhold til general Kiihnel og dennes kreds er allerede karakteriseret ved det side 200 i naestsidste

---

3) Det ma her ikke glemrnes, at haerens officerer endnu i 1914 var prseget af krigen 1864 i langt h0 jere grad, end nutiden vil kunne forestille sig det. De fleste af os var opdraget af foraeldre, der havde oplevet krigen og havde bevaret et levende minde herom. Jeg tror ikke, at jeg regner fejl ved at haevde, at ca. halvdelen af officererne fra kaptajn og opefter endnu i 1914 var sonner af officerer, der selv havde deltaget i krigen - i arhundredets begyndelse var ofte halvdelen af eleverne i nsestseldste klasse pa officersskolen officerssonner — naesten alle havde vi som hojere chefer haft krigsveteraner, den sidste af disse, Ingeniiorkorpsets chef general Griiner, faldt for aldersgraensen sa sent som i September 1914.

stykke anforte. Men lad mig dog endnu fremdrage et par eksempler, som
jeg selv har haft paa nairmere hold.

L. forudser — i mods£etning til Ingeniorkorpsets officerer det brialmontske forsvarssystems fallit over for de moderne angrebsmidlers stserke udvikling⁴) og retter navnlig sin kritik mod de af Ingeniorgeneralen Arendrup udarbejdede planer til forbedring af Kobenhavns landbefaestning. Nu var L. selvsagt ikke ene om at kende vekselvirkningen mellem forsvars- og angrebsmidlerne, hvor snart det ene, f. eks. panseret, snart det andet, de panserbrydende kanoner, havde overtaget. Ikke desto mindre havde Brialmont i 1905 tilhsengere ikke alene i det danske Ingeniorkorps, men ogsaa andetsteds i verden. Hans system var saaledes et vaesentligt grundlag for undervisningen i krigsbygningskunst i officerskolens aeldste klasses ingeniorafdeling 1905-08, hvori jeg var elev. Herved maa erindres, at de sidste krigserfaringer paa faestningskrigens omraade hidrorte fra Japanernes angreb paa Port Arthur, hvor de permanente fortanlaeg havde vaeret til stor nytte. Eksistensen af de svaere haubitzer, der brod faestningerne Lieges og Antwerpens modstandskraft var indtil 1914 en velbevaret hemmelighed, som selv L.s venner vel neppe havde robet til ham. Ogsaa var det skyts, som her dukkede op, meget svsert at transportere med datidens tekniske hjaelpemidler, naar det ikke kunde fores frem paa jernbane. Selv Tyskland raadede i 1914 kun over et begraenset antal svaere haubitzer, der ikke indgik i det normale belejringsmateriel.

Ved en sekundaer aktion som et angreb paa Kobenhavns befaestning
kunde der i forste omgang neppe regnes landsat skyts af meget svaert

---

4) General Henri Alexis Brialmont (1821-1903) var belgisk ingeniorofficer. Han blev bekendt, fordi han brod med Vauban's (1633-1709) meget indviklede bastioncere system, som endnu nogenlunde kan ses paa Kastelsvolden og antydningsvis i ostre Anlaeg, orstedsparken og saerlig paa den militaere del af Christianshavns Void. Princippet i dette system var, at voldlinien brodes, saaledes at ethvert stykke af voldgraven kunde beskydes fra selve volden. Dette voldsystem kunde suppleres med en rig variation af udenvaerker: Raveliner, Lynetter o. s. v. I Tidens Lob, og paa grund af skydevaabnenes udvikling, var de Vauban'ske faestningsvaerker kommet til at ligge for taet ved bykernen og samtidig blevet en hindring for byernes vaskst. Brialmont udtaenkte derfor et system, der, hvis fulkomment, skulde bestaa af en sammenhaengende voldlinie (Enceinte) med en foranliggende vaad eller tor grav, beskudt paa langs fra saakaldte Kaponierer, udstyret med hurtigskydende kanoner og maskingevaerer. Formaalet med denne enceinte skulde vaere at hindre en fjende i at traenge ind i fsestningsb3_ren. Det egentlige forsvar skulde foregaa i en fortraekke, skudt frem foran enceinten, der, naar angreb truede, skulde knyttes sammen med feltbefaestningsanlaeg. Karakteristisk for Brialmonts anlaeg var en staerk udbygning af forter og enceinte med skudsikre rum af beton, ofte med lofttykkelser af 2,5 m eller mere, samt pansertaarne til opstilling af skytset. Brialmont fik lejlighed til paa denne maade at befaeste Liege og Antwerpen, samt for den rumasnske regering at bygge den saakaldte Sereth-linie, en fortlinie uden enceinte til styrkelse af Rumaeniens forsvar mod Rusland. Denne linie fik ingen betydning i Verdenskrig I, da Rumaenien blev allieret med Rusland. I Verdenskrig II afstod Rumaenien Besarabien m. m. uden kamp i forste omgang.

kaliber, og selv landsaetning af almindeligt belejringsmateriel vilde betydeen kraftanstrengelse, sora Tyskland under en tofrontskrig vanskeligkunde tillade sig. Da krigsfaren i hele perioden fra 1905 til 14 foltes overhaengende, var der god mening i, at general Arendrup og hans efterfolgerforetrak at holde sig til forslag om supplering og udbedring af den forhaandenvaerende landbefaestning under samtidig forogelse af haerstyrkernepaa

Naar det antydes, at general Arendrup var en stejl personlighed er det nok med rette, men han var ingen forbenet tekniker, der sogte »at erstatte Taktik nied Teknik« — tvaertimod havde han netop forstaaelse for samarbejdet mellem vaabnene, hvilket bl. a. fandt udtryk i, at han sorgede for, at de unge ingenior-premierlojtnanter beordredes til tjeneste ved Fodfolket.

Over for den baade i haeren og uden for denne vel kendte Palle Berthelsen, der senere blev baade chef for generalstaben og kommanderende general i 2. generalkommando, skjuler L. ikke sin uvilje, ja, sin ringeagt. Disse folelser kan neppe staa i forbindelse med, at P. B. i 1905 havde en efter L.s mening paa »intet faktisk« bygget forventning om departementschefstillingen, da L. jo fik den, selv om det vel er taenkeligt, at P. B. har vaeret udset til denne stilling af det eller de kommandoled, der normalt vilde have haft indstillingsret. At general Kiihnel satte P. B. hojt, er haevet over al tvivl og fremgaar af, at P. B. i 1902 sprang til oberstlojtnant, og som chef for generalstabens taktiske af deling blev Kuhnels hjaelper som haerens repraesentant i forsvarskommissionen. Selv har jeg haft P. B. som en udmaerket og livlig, maaske lidt teatralsk, laerer i krigskunst i naestaeldste klasse og oplevet ham som energisk forer af 1. division i 1911 og som inspirerende leder af generalstabsovelsen juli 1914.

I juli 1906 havde L. under staerkt Pres faaet I. C. til at udnaevne den ham naerstaaende kaptajn N. B. Ulrich til oberstlojtnant og chef for generalstabens taktiske afdeling efter Palle Berthelsen, som L. havde fjernet »ved avancement«, med tilsidessettelse af den af den kommanderende general, Kiihnel og generalstabschefen, Gortz indstillede, i haeren hojt ansete oberstlojtnant Ellis Wolff. Naar L. trods al anerkendelse af Wolff som »en dygtig mand med mange udmaerkede egenskaber« skod ham til side, er det tydeligt, at han i Ulrich, hvis stilling indenfor officerskorpset — som L.s egen — var ret isoleret, har ment at finde et redskab over for den Kuhnelske retning, som den overvejende del af de generalstabsuddannede officerer tilhorte. At L. her maatte foretraekke Ulrich, hvis styrke var »hans store evne til at omgaas folk af alle slags, selv de mest usympatiske, hans smidighed til at sno sig frem mod sit maal og holde det fast trods al modstand« (L.s egen karakteristik!), er det forstaaeligt, og det kaster ingen skygge paa Ellis Wolff, hvis fornemme personlighed var almindelig anerkendt.

Som chef for 7. ingeniorkompagni har jeg selv vaeret Wolff og L. direkte underlagt som Chefer for 3. division under sikringsstyrken fra august 1914 til februar 1918. Begge forte god kommando, men Wolff satte et stort arbejde ind paa gennem kadreovelser og divisionskommandoovelser at uddanne sine underordnede regimentschefer m. fl. ligesom han interesserede sig menneskeligt for dem og deres problemer. Han opnaaede derfor en ogsaa for divisionens kampvaerdi vigtig kontakt, som L. aldrig kunde naa - ojensynlig slet ikke onskede.

I selvbiografien omtaler L. med en vis stolthed det avancementssystem,
som han gennemforte for at kunne forynge den overste haerledelse,
idet han ikke lsegger skjul paa den uvilje dette fremkaldte.

Da L. traadte til som departementschef i krigsministeriet, gjaldt den regel, at der ved hvert 4. avancement fra premierlojtnant til kaptajn kunde springes - en regel, denned maadehold blev anvendt i fodfolket, sjaeldnere i rytteriet og saa godt som aldrig i artilleriet og ingeniorkorpset.

Ved oprykning fra kaptajn til oberstlojtnant stod ministeriet frit, men reglen var nok, at man efter tur forfremmede de kaptajner, der overhovedet skulde avancere. Man regnede, at mere end halvdelen af kaptajnerne i fodfolket ikke havde chance for at naa videre.

L.s system gik nu ud paa, at der ved hvert andet avancement blev grebet saa dybt ned i kaptajnsklassen, at ikke alene de kaptajner, der ikke skulde avancere, men ogsaa en raekke kaptajner, der senere oprykkedes, blev forbigaaet - som et saerligt grelt eksempel kan anfores, at den i hseren almindelig ansete kaptajn Th. Freiesleben blev forbigaaet 8 gange, for han selv blev oberstlojtnant, hvorefter han alligevel blev oberst og chef for Livgarden — man vil kunne forestille sig hvad det maa have krsevet af karakterstyrke at holde ryggen rank under slig behandling! Det var dette, der virkede demoraliserende og fremkaldte harme, ikke alene hos ofrene, men i officerskorpset som helhed.

Hvis det havde drejet sig om enkelte sserlig dygtige, kunde det maaske vaere passeret i stilhed, men naar det blev system, tilmed i haenderne paa en mand, der ikke nod officerskorpsets tillid, maatte det skabe uro og kritik. L. stod for isoleret til at han med overblik og hensynsfuldhed kunde udove den store magt, som han tiltog sig.

Den opstaaede stemning blandt yngre officerer fik udtryk i en demonstration,som man maaske med rette vil mene var en barnestreg, men som dog var talende. Ved en middag paa hotel Phonix, dengang det bedre selskabs hojborg, havde generalinspektoren for fodfolket, general Lemwigh holdt en rosende tale for kaptajn Liitken, hvori han sagde god for avancementssystemet. Dette maatte haevnes. Nu var general Lemwigh formand for officersforeningen, der netop skulde have sin aarlige generalforsamling,men

ralforsamling,mengeneralen selv var ikke paa valg. Foreningens love lod paa, at det efter anciennitet aeldste medlem af direktionen var fodt formand. Vi unge urostiftere maatte da finde en officer, der var aeldre end general Lemvigh, og det viste sig, at kun den kommanderende general,der tilfaeldigvis ogsaa hed Liitken, svarede til formaalet. Direktionen,der naturligvis havde sit forslag til nyvalg, anede ikke uraad. Vi fandt saa paa at udarbejde vor egen stemmeliste, som vi stak i hsendernepaa folk ved indgangen til modesalen. Da selve den kommanderendegenerals navn stod forst paa denne liste, maa den have virket plausibel,og resultatet blev, at generallojtnant Chr. Liitken indvalgtes i direktionentil storste bestyrtelse for denne. Det endte med, at generallojtnanten,der hidkaldtes, maatte staa op og med tak afslaa valget med rorende ord om sin gamle krigskammerat (de havde begge vaeret med i 64!), som han ikke vilde kraenke. Valget blev saa kasseret, men general Lemvigh, og indirekte kaptajn Liitken havde faaet deres naese.

De otte kaptajner, der ved udnaevnelse til oberstlojtnant gik forbi kaptajn Freiesleben var Ellis Wolff, Sand, N. B. Ulrich, Anning Petersen, P. W. Ibsen, Lewald, Liitken og Jacobi. Af disse blev Wolff, Ulrich, Ibsen, Liitken og Jacobi generaler, den sidste dog forst efter L.s dod. Naar L. anker over, at obersterne Kaufmann, Sand, Anning Petersen og Lewald ikke avancerede, havde han maaske ret for de tres vedkommende. Hvis imidlertid en eller flere af disse var blevet general, havde L. selv ikke naaet det, for doden indhentede ham den 27. juni 1918.

L.s avancementssystem blev jo opgivet af general Ulrich. Det var vel egentlig ogsaa helt overflodiggjort, da lovene af 1909 indeholdt en bestemmelse om, at oberstlojtnanter og i flaaden kommandorkaptajner kunde komme i betragtning ved avancement til general resp. admiral, en bestemmelse, der mig bekendt kun er anvendt een gang, nemlig da viceadmiral Vedel blev admiral. Der emu en gang ikke brug for saa mange Napoleon'er — eller Nelson'er i vor haer og flaade!

Naar L. udtrykker »Harme« over, at der ikke for nedsaettelsen af Forsvarskommissioneni 1902 var etableret forhaandsaftale mellem krigsogmarineministeriet, saa er dertil kun at sige, at denne opgave i sig selv var umulig — rent bortset fra de personlige modssetninger mellem krigsministerMadsen og marineminister Johncke i ministeriet Deuntzer - fordi forudsaetningerne for haerens standpunkt, som sidst udtrykt i general Kiihnels betaenkning af 25. marts 1906, og for marinens standpunkt,som redegjort for i kommandor Kofoed-Hansens memorandum samme aar, ikke lod sig forene. Ingen af parterne tilsigtede i virkelighedenen ligelig neutralitet, Flaaden og L. vilde en mere eller mindre klar forstaaelse med Tyskland, der maatte fore til et samarbejde, uden hensyn til folgerne, medens paa den anden side Haerens ledelse ikke

regnede med eller frygtede nogen neutralitetskraenkelse fra engelsk side, men vilde et forsvar, der kunde forhindre eller afvaerge et tysk angreb.Herved forklares ogsaa, at heller ikke den stserke kombination I.C. med L. var i stand til efter 1905 at gennemfore en saadan enighed, der, om den havde vaeret opnaaelig, meget vilde have styrket forsvarets stilling over for politikerne, og mulig have bragt en tidligere og bedre ]osning.

I praxis skete der desuagtet en tilnaermelse, fordi flaaden i sidste
omgang ogsaa kraevede opretholdelse af en befaestning af Kobenhavn
paa landsiden.

L. fremhaever i selvbiografien staerkt og med rette det arbejde, han satte ind paa at naa et godt resultat for haerens vedkommende under de meget vanskelige forhandlinger, der afsluttedes ved vedtagelsen af haerloven af 30. September 1909. Han var selv stort set tilfreds med resultatet, der ogsaa efterhaanden som det fortes ud i livet i den folgende tid, anerkendtes af haerens officerer som en betydelig forbedring sammenlignet med den tidligere ordning.

At L. selv var fader til planen om de »fremskudte forter« eller rigtigere de fremskudte stillinger, var ikke almindelig bekendt, da vi ved middagen den 11. februar 1909 i officersforeningen tiljublede Neergaards tale, hvori han erkendte sin omvendelse og forste gang bragte tanken frem. Men planen om disse stillinger blev ikke som det var L.s mening opfattet som en erstatning for, men som et supplement til den gamle landbefaestning.

Hvis disse stillinger var blevet udfort efter L.s egen, eller generalstabens af ham fremtvungne plan, med samtidig desarmering af de permanente forter og enceinten, vilde de have harmoneret med L.s egen og marinens tidligere tyskorienterende politik, idet de - som forovrigt den under krigen udforte Thunestilling — med de pengemidler, der foresloges, aldrig var blevet til mere end en signatur paa Danmarkskortet uden storre kampvaerdi.

Anderledes forholdt det sig med den i 1909 gennemforte ordning med bibeholdelse af landbefaestningen i en aarraekke, da den, som tidligere antydet, dog frembod nogen mulighed for at forhindre, at et tysk angreb overhovedet foretoges, og i vaerste fald dog kunde byde mere end en »modstand i kort tid«, selv om man sagtens ikke havde kunnet »holde ud til der kom hjaelp« !

Ser man dybere i dette sporgsmaal, saa naaede L. ved at vinde Neergaardfor tanken om de fremskudte stillinger kun at spraenge Venstre og derved foroge vanskelighederne ved forsvarslovenes gennemforelse, medensdet der sluttelig gennemfortes egentlig naermest daekkede det Kiihnel-Berthelsenske standpunkt: En forogelse af tropperne paa Sjaellandog en styrkelse — ganske vist vaesentlig ringere end af general Arendrupforeslaaet

drupforeslaaet- af landbefaestningen, hvis i luften svaevende Nordfront dog fik en stotte for sin hojre floj i det sorn Sobatteri bevilgede Taarbaekfort,der af ingeniorkorpset uden samvittighedsskrupler udfortes soni et landfort med plads til kystskyts, i virkeligheden et monstrum nied vsesentlige mangier baade som landfort og som sobatteri⁵).

Andetsteds har jeg skildret, hvorledes jeg oplevede krigsudbruddet juli-august 1914. Her skal blot sporgsmaalet, om forsvarsordningen 1909 kunde have hindret et datidigt »9. April«, berores. Mcd den davaerende regerings, og saerlig forsvarsministerens principielle indstilling i erindring,kan det ikke undre, at det trak ud med formeringen af den Sikringsstyrke,som var en afgorende forudsaetning for at forsvarsordningenkunde

---

5) Kobenhavns sidste Land- og Sobefaestning paabegyndtes i 80-erne og arbejdet standsedes i 1894 som folge af det i dette aar afsluttede politiske forlig. Paa grund af den saerlige finansieringsform, de provisoriske finanslove, kunde der ikke paa forhaand laagges nogen fast plan for arbejdets gennemforelse. Den ledende ingeniorofficer ved arbejdet paa landbefaestningen var oberst Sommerfeldt, der dode i 1903. Han var tilhaenger af Brialmonts fortifikatoriske system, som netop var i fuld blomstring. Tilpasset efter terraenet blev der fra Utterslev Mosii til Avedore lagt en sammenhaengende voldlinie med foranliggende »vaad« grav, ilankeret dels fra skyts i kaponierer under volden, dels fra flanker paa selve denne. I Volden var indbygget betonkasematter til ammunition m. m., men det var intet taarnskyts. Fra Utterslev Mose og i en bue ud mod sundet laa en rsekke forter og batterier, der mod Nord endte med Fortunfortet vest for Fortunens Indelukke. Mellem dette fort og Sundet var der ingen anlaeg, da arbejdet standsede 1894. Derimod var der ved at grave en kanal fra Furesoen over Lyngby S>o til Ermelunden forberedt et system af oversvommelser begyndende med lavningen, livor senere Va^ddelobsbanen blev anlagt, og fortsat over Gentofte S0 til Utterslev Mose, der skulde hindre en fremtraengen mellem forterne og Nord om Enceinten. Ved ingeniorregimentet var altid udpeget befalingsmaend og mandskab til det saakaldte oversvommelseskommando, som med kort varsel skulde kunne betjene de for oversv*ommelsens etablering nodvendige stigbord m. m. I 1914 var dette da ogsaa det forste kommando, der rykkede ud fra kasernen lordag d. 1. august om eftermiddagen. Det vil fremgaa af planen s. 115 i professor Finks bog, at general Kuhnel sammen med general Arendrup havde foreslaaet meget vaesentlige forbedringer af landbefaestningen, der mulig delvis kunde have faaet I. C.s tilslutning, hvis ikke problemet var blevet kompliceret ved Neergaards forslag om anlaeg af de fremskudte stillinger, jvfr. den side 158 overst omtalte artikel af I. C. selv, der ikke kunde forstaii, »hvorfor man ikke foretraekker at blive ved den gamle landbefaestning i stedet for at give 12 millioner kr. ud til de fremskudte, forberedte stillinger ... thi den gamle landbefaestning har for det forste det fortrin, at den nu engang er der . . . dernaest behover den ikke 12 mill. kr. til sin udbedring, men kun 8 a 9 mill. kr. ...« Som det nu gik i 1909, kom der ingen bevilling til landbefaestningen, der kun indirekte maatte styrkes ved anlaeget af de to »flojforter« ved Mosede Strand og Taarbaek for at hindre bombardement fra skibe i Koge Bugt og Taarbaek Bugten. I de folgende aar til 1914 blev der agiteret staerkt for at skaffe midler til lukning af det saakaldte »Hul i Nordfronten« og nogle penge blev ogsaa skaffet til veje, f. eks. til anlaeg af batterier ved Ordrup Krat til flankerende beskydning af den nordre del af oversvommelsen og formentlig ogsaa til visse arbejder i Fortunens Indelukke og paa Eremitagesle'tten, hvor der i hvert fald omgaaende blev sat forud planlagte arbejder i gang, efter at sikringsstyrken var modt. I det hele forelaa der udarbejdede planer for supplering af de permanente anlaeg baade paa nord- og vestfronten, og disse arbejder blev straks sat i gang. Herved fik ogsaa som najvnt oven for det noget mishandlede Taarbaekfort sin betydning.

genkundevirke efter sin bestemmelse. Vi der dengang fra time til time ventede paa handling, vidste at »Dommens Dag« kunde blive til bitter virkelighed. At dette ikke skete, kan skyldes den mere eller mindre misvisende orientering, som Tyskerne fik ud af L.s samtaler med generalMoltke. Maaske var det dog ogsaa haabet om at holde det tovende England ude af krigen, som afholdt Tyskerne fra et overfald i krigens forste dage, der maatte have udfordret den engelske folkestemning yderligere.

Imidlertid var diskussionen om forsvarslovene og ikke mindst finansminister Edvard Brandes erklaering: Lover Lov, og Lov skal holdes! i for frisk minde. Dr. Munch maatte bide i det sure aeble: Fredag den 31. juli indkaldtes der mandskab til Sobefsestningen, der dengang horte under haeren, og i Iobet af lordag den 1. august udsendtes ordrerne til indkaldelse af Sikringsstyrken. Det foltes befriende, da det jydske mandskab om sondagen begyndte at mode ved de sjaellandske afdelinger - overfarten over baelterne var altsaa fri. Da der i forbindelse med afgorelsen om spaerring af Bselterne fandt nye indkaldelser sted torsdag den 6. august, var de kritiske dage overstaaet - nu var det ikke lsengere muligt med smaa styrker at gennemfore et overraskende angreb paa Sjaelland. Her stod nemlig:

/ og omkring Faestningen Kobenhavn:

1. Division med Livgardens 2 batailloner
1. og 2. Regiments 6 batailloner
2 eskadroner af Gardehusarregimentet
1. artilleriafdelings 4 batterier
5. ingeniorkompagni -f- I telegrafdetachement

2. Division med 3. og 4. Regiments 6 batailloner
2 eskadroner af Gardehusarregimentet
2. artilleriafdelings 4 batterier
G. ingeniorkompagni -(- I telegrafdetachement.

Fordelt omkring de sjsellandske garnisonsbyer:

3. Division med 5., 7. og 8. Regiments 9 batailloner
af 6. Regiment 1 bataillon
4. Dragonregiments 4 eskadroner
4. og 5. artilleriafdelings 8 batterier
7. ingeniorkompagni -f- I telegrafdetachement.

Alt dette var krigsstserke linieafdelinger vel encadreret med officerer
og underofficerer af den gamle skole, det general With senere med
rette kaldte »en velkominanderet soldaterhaer«.

Herudover fandtes som besxtningstropper i Kobenhavn:

11., 12. og 13. regiments 16. batailloner
Fsestnin gsartilleriregimentet,
7 ingeniorkompagnier og diverse depoter.

Naar det erindres at hele den dengang disponible engelske hser overfortes til Frankrig, og at den tyske haerledelse for Marneslaget ingen reserver havde, men mente at maatte styrke Hindenburg over for det russiske angreb ved at overfore 2 armekorps fra vest- til ostfronten, vil det forstaas, at faren for et angreb paa Sjaelland forelobig var drevet over. En besaettelse af Jylland-Fyen, en mulighed general Moltke regnede med under samtalerne med L., vilde antagelig have krasvet mindst et par tyske divisioner, som dengang vanskelig kunde undvaeres.

Selv om der senere fandt ombytninger sted af nogle aargange og i tidens 10b en vis reduktion i afdelingernes mandskabsstyrke, blev denne situation lsenge ikke afgorende sendret. Forst efter revolutionen i Rusland efteraaret 1917 blev det muligt for Tyskland i vinteren 1917-18 at frigore storre troppestyrker, der kunde have fundet anvendelse uden for de egentlige fronter til sekundaere aktioner f. Eks. med det formaal at sikre panter til brug under de forventede fredsforhandlinger.

Den 22/8 1917 udnaevntes L. til generalmajor og afloste Ellis Wolff som chef for 3. Division. Med den viden, vi har i dag, kunde det synes lidet betryggende, at den mand, der i 1907 erklaerede, at Danmark i givet fald »vilde gaa med Tyskland« fik kommandoen over den mobile styrke, der paa Sjaelland havde til opgave i forreste linie at afvise et landgangsforsog, der paa dette tidspunkt kun kunde true syd fra. Men jeg viser gerne general Ltitkens minde respekt, naar jeg gaar ud fra som givet, at han trods al politik, om han var blevet stillet paa prove, vilde have vist sine utvivlsomme soldateregenskaber og med fuld energi have sat sin division ind over for et tysk angreb - hvis forsvarsministeren og regeringen da havde givet ham lov til det.

Bolt-Jorgensen.