Erik Møller: Helstatens Fald. I-II (Gads forlag, 1958). 649 s. on 331 s

I 1904 havde Niels Neergaard i sin bog »Under Junigrundloven« fort skildringenaf Danmarks politiske udviklingsiden 1848 frem til april 1864. Forst i 1916 fik han fuldfort vaerket, der i oktober 1889 var begyndt at udkomme i haefter. Denne fortrinlige skildring af vort lands indre og ydre historie fra junigrundloven af 1849 til juligrundloven af 1866 emu et af de klassiske vasrker i dansk historieskrivning.Dets gode sider er ofte blevetfremhsevet og rost. Mange af de synspunkter, Neergaard fremsatte, har i nsesten to generationer prasget vor opfattelse og bedommelse af den national-liberaleepoke. Men vaerket har tillige haft den uheldige virkning, at det i en menneskealder har lamslaet forskernes lyst og vilje til at beskasftigesig med den periode, Neergaard sa indgaende havde behandlet. Aage Friis har nok skildret enkelte problemerfra

merfradette tidsrum, og rundt om i historiske tidsskrifter og festskrifter har andre forskere beskaeftiget sig med visse, snsevert afgraensede sporgsmal.Men deter egentlig forst i de senere ar, at perioden mellem 1848 og 1866 alter er taget op til behandling og nu pa grundlag af et ganske anderledesomfattende end det, der stod til Neergaards radighed.Blandt de historikere, der har helliget sig studiet af dette interessantetidsrum, star dr. Erik Moller i forste raekke. I 1948 kom bogen »Skandinavisk Straeben og Svensk Politikomkring 1860«, og nu har han udsendt det store vserk »Helstatens Fald«, der er kulminationen af et langt livs forskergerning, en gerning, som Kobenhavns Universitet har belonnetved at hsedre dens udover med den velfortjente titel som dr. phil. honoris causa.

I en anmeldelse af dr. Erik Mollers sidste bog traenger en omtale af Neergaards vaerk sig uvilkarligt pa uanset de forskolle, der er til stede. De to boger daefcker ikke helt samme tidsrum, idet »Helstatens Fald« hovedsagelig omfatter perioden 1855 til 1864, og vaegten er her lagt pa den ydre historie, medens Neergaard ogsa skildrede den indre udvikling. Nar en omtale alligevel foles naturlig, ja uundgaelig, sa skyldes det, at hovedtesen i »Helstatens Fald« er en skjult polemik mod et af de vigtigste og mest vidtraekkende synspunkter, der findes i vaerket »Under Junigrundloven«. Dette forhold skal senere oratales mere indgaende.

I afsnittet »Kilder og Hjemmel« til »Helstatens Fald« fortseller dr. Erik Moller, at »det Arbejde, som er bragt til Afslutning med det foreliggende Vaerk, blev i Virkeligheden begyndt for mere end et halvt Aarhundrede tilbage«. Som folge af anden virksomhed harder varet betydelige afbrydelser, men »siden 1938 har de (herhen horende sporgsmal) vseret Hovedemnet emnetfor mine Studier«. Dette imponerende forarbejde er i allerhojeste grad kommet bogen til gode. Det inden - og udenlandske kildemateriale er blevet gennemarbejdet fra grunden og meget stof isser fra fremmede arkiver er bragt til veje. De officielle og private engelske, franske og svenske arkiver er blevet studeret pa stedet. Det russiske materiale findes i afskrifter og fotokopier i Rigsarkivet, medens det tyske har vaeret utilgsengeligt, da det hovedsageligt beror i osttyskland. Dette savn er i nogen grad blevet afbodet gennem de tyske aktpublikationer. Desuden findes der i Rigsarkivet en fotokopieret gengivelse af det preussiske gesandtskabsarkiv fra efteraret 1863. De ostrigske arkiver synes ikke at vaere blevet undersogt, og her kan muligvis vsere et og andet af interesse. Af det danske materiale er alt, der har betydning, blevet gennemgaet. Dertil kommer sa de mange trykte udenlandske og danske aktpublikationer, dagboger, memoirevaerker, politiske skrifter, historiske fremstillinger og biografier. Der er stadig visse utilgaengelige kilder tilbage. Foruden de tyske drejer det sig isaer om det danske kongehus arkiv og dele af Halls papirer, men det vil vaere en overraskelse, om disse skulle indeholde noget, der pa afgorende vis kan sendre vor viden. Hele det vaeldige materiale er noje omtalt og kommenteret i henvisninger og noter, der fylder over 100 sider.

Hvad er sa resultatet blevet? Forst og fremmest dette, at udlandets og isser de neutrale stormagters holdning til det slesvig-holstenske sporgsmal er blevet sa veldokumenteret indtil de mindste enkeltheder, som det overhovedeter muligt. Men denne grundige undersogelse har ikke givet anledning til fremsaettelse af nye og opsigtsvaekkendeoplysninger, hvad der heller ikke var at vente. Forfatterens konklusion,at de neutrale magters holdningvar praeget af passivitet, diplomatisknEevenyttighed

matisknEevenyttighedmed mange og billige rad og ledsaget af stadige opfordringertil den danske regering om at give efter, er blot en yderligere uddybelseog dokumentering af kendsgerninger,som ingen dansk Mstoriker siden Neergaards dage har tvivlet om. Det samme gselder skildringen af de tyske magters fuldstsendig kyniske optra^den over for Danmark og deres stadige fremssettelse af lige sa uopfyldeligesom urimelige krav. Det har imidlertid sin store vserdi at fa alt dette bevist med mange og indgaende kildehenvisninger, ikke mindst fordi Neergaards vaerk er sa overordentlig darligt dokumenteret.

Det nye finder man i forfatterens vurdering og tolkning af Halls udenrigspolitik i arene 1858 til 1863, d.v.s. sporgsmalet om den konstitutionelle Helstats bevarelse eller virkeliggorelsen af Ejderstaten gennem Holsten- Lauenburgs udsondring. Deter pa dette punkt, at dr. Erik Moller retter en meget stcerk kritik mod Neergaards opfattelse af det samme problem. Derfor ville det i hoj grad have vseret onskeligt, om forf. ganske klart og med konkrete henvisninger havde sagt, hvem kritikken var rettet imod. I stedet nojes han med savage ssetninger som: »I Almindelighed besvares det (d.v.s opfattelsen af Halls politik) vistnok bekraeftende paa samme Maade, som Konservatismen gjorde det i Samtiden.« (I, s. 348); og »deter blevet sagt, at Hensigten var, at Danmark gennem Opfyldelse af Forbundets Fordringer tilsyneladende skulde lade sig tvinge der hen, hvor National-Liberalismen havde sit egentlige Maal - til Ejderstandpunktet.» (I, s. 643).

Vi er her fremme ved det fundamentale problem i bogen, og for at gore det klart, hvad sagen drejer sig om, vil det vaere nodvendigt at trsekke hovedlinjerne i de to standpunkter op. I andet bind af »Under Junigrundloven* s. 618 skriver Neergaard i forbindelse med martskundgorelsen 1863: »Halls Politik havde jo hidtil bestaaet i, under principiel Fastholdelse af Helstaten og tilsyneladende tvungen af Forbundet, tommevis at vige tilbage mod Eiderstaten.« Deter altsa mod dette synspunkt og mod dets forfatter, dr. Erik Moller polemiserer. Ganske vist er kritikken ogsa rettet mod andre end Neergaard, men deter forst og fremmest gennem dennes vserk, at opfattelsen af Halls udenrigspolitik er blevet almen kendt og accepteret.

Dr. Moller haevder nu, at Hall mellem juli 1858 og august 1862 af et aerligt hjerte og med stor udholdenhed arbejdede pa, at den konstitutionelle Helstat skulle blive mulig. Mottoet for denne hallske politik var: »Dersom den konstitutionelle Helstat er umulig, sa er selve Helstaten en Umulighed.« (I, s. 6). Med andre ord: Hall var denne stats uforfaerdede ridder, der uden bagtanke ville keempe for dens virkeliggorelse, salaenge der var nab. Dette nab brast i august 1862, og konsekvensen heraf drog nan med den kgl. kundgorelse af 30. marts 1863.

Hvorpa stotter forfatteren nu denne opfattelse? Kort resumeret pa folgende:Halls udtalelse ved et mode hos David den 23. februar 1858 om, at han ville fortsaette forhandlingerne og prove at finde indrommelser, der kunne tilfredsstille Tyskland uden at forlade konstitutionalismen eller indrommelige repraesentation for landsdelene.Kun nar intet udrettedes matte i baggrunden sta Holstens udsondring. (I, s. 256)). Endvidere pa Vedels brev til Krieger maj 1858, hvori det hed, at man ville lade sig pdtvinge udskillelsen,hvis en ordentlig konstitution ikke kunne opnas. Ifolge forf. er det man lader sig patvinge, absolut ikke noget man onsker. Fremdeles pa Kriegersdagbogsnotat den 20. november 1857 om hans samtale med den svenskeLondongesandt, til hvem Krieger

sagde, at en udsondring af Holsten aldrigvar noget, man onskede. Desudenpa Andraes udtalelse i statsradet den 7. juli 1858, hvor han anerkendte, at de andre ministre ikke straebte mod Ejderstaten. »Alt sammen stemmerdet«, siger forf., og han haevder, at opfattelsen bekraeftes af regeringen Halls gerninger: de arelange forhandlingerfor at na til en nyordning. (I, s. 348 og 643).

Forinden disse argumenter naermere behandles, skal der fremssettes en kort bemaerkning om Danmarks stilling overfor de tyske magter og det neutrale udland i arene omkring 1858. Ved de sakaldte aftaler af 1851/52 med Preussen og ostrig havde den danske konge lovet ikke at incorporere Slesvig eller at foretage skridt, som sigtede her til. Bluhme havde hovedansvaret for dette Iofte, og han efterlod det, hvad E. M. rigtigt siger, som en »Fordaervelsesarv« til sine efterfolgere. Det var mere end beklageligt, men sadan var det nu engang. Med Londontraktaten af maj 1852 opnaede Danmark en garanti fra signatarmagterne - Storbritannien, Frankrig, Rusland, ostrig, Preussen og Sverige-Norge — for Monarkiets, d.v.s. Helstatens integritet.

Med disse kendsgerninger in mente var det en given sag, at safremt Hall i 1858 havde til hensigt at arbejde frem mod Ejderstaten, matte han noje vogte sig for at fremkomme med officielle eller private udtalelser, der af hans og landets fjender kunne tolkes som brud pa hojtidelige lofter og en international traktat. Vil man da prove pa at erfare noget om Halls skjulte hensigter, kan det for tiden omkring 1858 ikke nytte at ga til ham selv. Man ma i stedet vende sig til hans naermeste medarbejdere. Det vil i dette tilfaelde forst og fremmest sige hans departementschef Peter Vedel.

Om forholdet mellem de to maend
siger forfatteren, at Vedel »i hvert
Fald kendte Halls Tanker ud og ind.«

over for en fremmed diplomat rober man ikke sine inderste tanker i et sa farligt spil. Med hensyn til Andrses ord den 7. juli 1858 sa er de blot led i den velkendte argumentationstaktik: jeg pastar ikke, at min aerede modpartbar sadanne slemme hensigter, men bans forslag vil uvaegerligt fa de og de konsekvenser.

Nu indser forfatteren meget vel, at bans tesis ikke kan bevises alene ved hjaelp af citater, og ban skriver derfor: »deter muligt at finde Udtalelser, der kan lapses eller fortolkes som Bevisligheder, saavel for Paastand som for Benaegtelse. Deter derfor i denne Sammenhseng sikkert mere formaalstjenligt at holde sig til Ministeriet Halls Gerninger end at hsenge sig i Ord.« (I, s. 643).

Dette er anmelderen fuldstsendig enig i. Lad os derfor se pa gerningerne og forst beskseftige os med Halls holdning overfor Andrse i sommeren 1858. Hvis Hall var den konstitutionelle Helstats urokkelige forkaemper, sa er bans optraeden i juni og juli 1858 ikke helt forstaelig. Andrae ksempede for fsellesforfatningens. dvs. den konstitutionelle Helstats übetingede opretholdelse, og han gjorde det med argumenter, der var sa klare og skarpe at de var uimodsigelige, safremt man onskede den samme Helstat bevaret og var parat til at tage den risiko, der var forbundet dermed. Andrce troede ikke, at execution ville fore til krig, men ventede forhandlinger, hvor stormagterne ville stotte Danmark. Pa dette punkt tog han sandsynligvis fejl. Der sa Hall nok klarere, og det gav ham styrke til at ga mod Andrae. Halls standpunkt var, at man for at undga execution og risiko for krig matte suspendere faellesforfatningen for Holsten og Lauenburg og i stedet ga til forhandlinger om en nyordning. Med andre ord: han foreslog, at den konstitutionelle Helstat ophaevedes indtil videre. Som bekendt sejrede bans standpunkt.

Men i samme ojeblik det skete, kunne ingen ny fsellesforfatning skabes uden forhandlinger med de tyske magter og holstenerne, og deres krav kunne Hall ikke vaere uvidende ora. Andrse sagde det ganske klart, og ingen modsagde ham pa det punkt: tilstanden skulle fores tilbage til, hvad den var i 1852, det vil bl. a. sige til absolutismens genindforelse i faellessager. Han kunne have tilfojet det andet alternativ, hvis eksistens ogsa var Hall bekendt: holstenernes onske om de fire landsdeles ligestilling. Men i februar 1858 havde Hall udtrykkelig erklaeret, at netop »i disse to Punkter ville Regeringen ikke give efter.« (I, s. 256). Deter om denne udtalelse, der ovenfor er citeret udforligt, at forf. siger: »her har vi Halls Politik klart og aabent udtalt«.

Skal der findes nogen konsekvens i Halls optraeden overfor Andrse, er der kun den mulighed tilbage, at Hall har erkendt, at den eneste chance for Danmark, sa spinkel den end var, la i at opgive den konstitutionelle Helstat,officielt at proklamere den nye forhandlingspolitik, der efter alt at domme ikke kunne fore til en ny konstitutionelfsellesforfatning, men muligvistil en af holstenerne og de tyske magter selv hidfort og de facto godkendtudsondring og dermed til Ejderstaten.Det var en farlig og usikker vej, han betradte, men han sa ingen anden losning. I efteraret 1862 blev det klart, at han havde overvurderet Danmarks muligheder for at vinde denne tovtrsekning med de tyske magter.I laengden kunne det svage Danmarkikke modsta det pres, som udlandetudsatte det for. Ogsa nerverne svigtede. Men denne fejlberegning var trods alt mere forklarlig og forstaelig, end om han havde gjort sig skyldig i den fundamentale misforstaelse at tro, at en konstitutionel feellesforfatningkunne skabes efter at den faste bastion, som hed forfatningen af 2. oktober 1855, var sprsengt i luften.

Hvis han virkelig har troet det, sa var han en ringere statsmand, end han hidtil er blevet anset for at vsere. Men hvilke praktiske skridt gjorde nu regeringen Hall for at prove pa at genoprette den konstitutionelle helstat?Ja, et virkeligt udarbejdet forslagtil en ny fsellesforfatning blev aldrigfremsat. Del naermeste, man kom i den retning, blev foretaget i marts 1861 - altsa nsesten 3 ar efter suspensionen— da den kgl. kommissarius fik instruktion om at opfordre de holstenskestaender til at ytre sig angaendeonskeligheden af et forsog med en to-kammerordning for Monarkiets faellesrepraesentation. Desuden fremsattesforslag tit en provisorisk ordningaf Holstens stilling i Monarkiet. Om dette forslag sagde Hall selv, at der hermed var gjort »et virkeligt praktisk Skridt til en Udsondring af Holsten i den Forstand og i det Omfang,hvori der fornuftigvis alene kan vaere Tale.« (I, s. 394).

Da de holstenske stsender ikke viste mindste tilbojelighed til at ville forhandle om de danske forslag, var det sare forstaeligt, at regeringen Hall fortsatte sin hidtidige politik, som Vedel den 24. marts 1861 udlagde saledes for den danske gesandt i London: man skulle ikke »declarere« Holstens udsondring, »men roligt fortssette sin Vei hen derimod, men uden at sige det.« (I, s. 415). Og det gjorde Hall. I Iobet af foraret 1861 var han endda meget nser ved at skride til en aben udsondring, men veg i det afgorende ojeblik tilbage. I stedet kom erklaeringen af 29. juli 1861. Sa fulgte et ars direkte forhandlinger med Preussen og ostrig. Om disse sagde Vedel pa forhand, at de »blive dog kun Vrovl og Led i ssedvanlig Forbundsmaskineri med Execution i Baggrunden.«.

At Hall skulle have taget dem alvorligt, lyder ikke troligt. Da Vedel i efteraret 1861 foreslog ham, at man under de forestaende forhandlinger af taktiske grunde skulle tage helstatsordningen som udgangspunkt, vaegrede Hall sig, thi »hvis Regjeringen efter sine tidligere Udtalelser nu opstillede Helstaten, vilde den inden- og udenlands tabe al Agtelse og blive et Ordsprog for Alt, hvad der er Vrovl«. (I, s. 440). Og i februar 1862 fremsatte han i rigsradet forslag til en forfatnings - og toldlovssendring, der i virkeligheden foregreb novemberforfatningen af 1863.

I slutningen af august 1862, efter at de seneste preussiske og ostrigske svar var afgivet og endnu mere efter Gothadepechen af 24. September samme ar, har Hall - som forf. paviser - efter alt at domme indset, at den hidtidige vigepolitik ikke kunne gennemfores, thi nu var Slesvig for alvor ved at komme i farezonen. I denne situation, hvor han blev udsat for det hardeste pres fra savel ind- som udland (omend af modsatte grunde) har han til sidst ikke set anden udvej end abent at bekende kulor. Det skete med martskundgorelsen 1863.

Om den udvikling, der forte frem til krigen, siger dr. Erik Moller fuldstaendigrigtigt, at ansvaret her for ikke alene kan la;gges pa det nationalliberaleparti. Det ma praktisk talt hele folket bsere, ogsa de konservative.Forfatterens kyndige og grundigekritik af deres optraeden over for Hall er iovrigt noget af det bedste i bogen, fordi den sa klart viser, at de konservative ikke havde noget andet at stille i stedet for Halls politik. De indskrsenkede sig til at ove gold kritiksavel i rigsradet som hos de fremmedegesandter. Det forste var deres ret, det sidste var farligt og forkasteligt.Ansvaret for det fselles skibbrud hviler da ogsa pa dem. Men pa den anden side ma det ikke glemmes, at det national-liberale parti havde magten,og dermed folger et ganske sserligtansvar. Dertil kommer sa ansvaretfor det manglende krigsberedskab, der ogsa hovedsagelig ma hvile pa regeringspartiet.Ganske

geringspartiet.Ganskevist ville krigensforlob formentlig vsere blevet det sarame, selvom haeren havde vaeret bedre rustet. Men deter og forbliver noget af en gade, hvorledes man kunne lade det vaben forfalde, hvormedden af alle ventede krig skulle fores. Deter derfor ikke belt uretfaerdigt,nar deter de national-liberale ledere, der er kommet til at sta som de hovedansvarlige.

Under skildringen af situationen omkring novemberforfatningens vedtagelse kommer dr. Erik Moller ogsa ind pa sporgsmalet om Bismarcks holdning over for Danmark. Han afviser, som Vedel gjorde det i 1902, at den preussiske ministerpraesident bevidst skulle have narret den danske regering til at tro, at han ingen alvorlige indvendinger havde mod den politik, der forte til den nye forfatning. I stedet ser forf. Bismarcks optraeden i relation til den magtkamp, der fandt sted i det tyske Forbund, hvor ostrig i spidsen for de mindre stater krsevede execution. Dette krav matte Bismarck boje sig for, da han ikke kunne tillade sig at ga mod Forbundets politik (I, s. 579). Der er utvivlsomt meget rigtigt i denne betragtning. Deter ogsa vaerdifuldt at fa fremhaevet, at Bismarck som alle virkelige statsmsend var en stor opportunist, der ikke i sin udenrigspolitik fulgte et noje fastlagt skema, men forstod at udnytte de chancer, der bod sig. Om dette i den foreliggende situation skete den 9.-10. november 1863, som forf. mener, eller vendepunktet indtraf 3 uger tidligere, derom kan der diskuteres. Men det synes lidt vel snasvert kun at ville bedomme Bismarcks optraeden pa baggrund af den indre, tyske situation. Der er en sa noje afpasning af tidspunkterne for hans instruktion af 13. november til den preussiske gesandt i Kobenhavn og hans meddelelser til den tyske presse, at deter vanskeligt at tro, at det drejer sig om tilfaeldigheder. I ovrigt behover hoverder jo slet ikke at vsere tale om nogen modsigelse mellem Bismarcks hensyntagen til den indre, tyske politik og hans beslutning om at bista den danske regering med at sastte sig selv skakmat gennem vedtagelsen af novemberforfatningen. Begge hensyn er formentlig i hans frugtbare hjerne gaet op i en hojere enhed, hvis resultat blev den onskede krig med Danmark.

Med krigen fulgte den store tragedie: Londonkonferencens resultatlose sammenbrud. At der her hviler et stort ansvar pa Monrad som regeringens chef og Halls afloser er uomtvisteligt. Forfatterens dom over Monrad er meget hard. I hans ojne er Monrad ikke langt fra at vaere skurken i det drama, der hedder Helstatens fald. Dr. Erik Moller haevder, at Monrad siden februar 1860 »lurede« pa den lejlighed, hvor turen ville komme til ham som landets politiske leder. Og da den kom, sa var det »ganske uden Maal og Med«, at han begserede regeringsmagten (11, s. 43). Der kan dog siges en del til Monrads forsvar. Forst og fremmest at Hall i december 1863 var fuldstaendig udkort og ojensynlig laengtes efter at blive magten og ansvaret kvit. Desuden ma det huskes, at Monrads muligheder for at skabe en talelig fred blev afgorende svaekket pa grund af Chr. IX's hardnakkede og uforstaende holdning over for det fransk-engelske forslag om en definitiv deling af Slesvig. Af sin direktor modtog han heller ingen stotte, tvaertimod. Deter muligt, at Hall kunne have afvserget konferencens sprsengning og sikret os Nordslesvig. Men mere end en mulighed er det ikke, thi ogsa han havde et meget darligt forhold til kongen. Sandsynligheden taler for, at havde han vseret regeringschef, sa var det ogsa i foraret 1864 kommet til en alvorlig indenrigspolitisk krise med alle de deraf folgende uheldige konsekvenser.

Kriegers optraeden pa Londonkonferencenhar

ferencenharaltid vseret et omdebateretemne, og i de seneste ar har man sogt at rehabilitere ham. Grundlaget for denne nye vurdering har bl. a. vseretet brev som den engelske legationssekretaeri Kobenhavn, Bulwer Lytton, sendte fra London i midten af juni 1864 til Vedel, og hvori han udtalte sig meget rosende om Krieger.Brevet er forste gang blevet fremdrageti bogen om Krieger af Troels G.Jorgensen, der uden videre acceptererdets indhold, og det samme gor dr. Erik Moller (11, s. 86). Men Bulwer Lyttons brev er et af den slags beviser,der ma omgas med varsomhed. Brevskriveren var i 1864 en ung, ivrig,konservativ partigeenger, denned entusiasme imodesa muligheden af et engelsk regeringsskifte. Han er derfor ikke noget uvildigt vidne i denne sag, thi ogsa Krieger habede pa et regeringsskifte.De to msend var i virkelighedenen slags allierede. Et mere upartisk vidne finder man snarere i den mangearige svensk-norske gesandti Kobenhavn, friherre Lave Beck Friis. Denne var i 1864 legationssekretseri London og deltog i konferencen. Vedel spurgte ham engang,»hvorledes Krieger var anseet, men han rystede pa Hovedet og rykkedeendelig ud med, at saa slem som T. Bille var Krieger vel ikke, men slem var han dog.«

De her fremsatte bemaerkninger og indvendinger bor imidlertid ikke overskygge den kendsgerning, at dr. Erik Mollers bog er en bedrift, og at der her er skabi: et vaerk, der vil blive staende. Det stiller store krav til sine laesere om kendskab til og forstaelse af det indviklede slesvig-holstenske sporgsmal save] som til den europseiske storpolitik. Folkelsesning bliver det ikke, men for den, der virkelig interesserer sig for Helstatens sksebne, er der en fylde af oplysninger og vserdifulde synspunkter at finde. For historikerne vil de mere end 100 sider noter og henvisninger vaere en sand guldgrube at arbejde i. Mange af de personkarakteristikker, som vserket rummer, er ganske fremragende. Her skal fremhajves skildringen af Andrae (I, s. 91-92). En sadan karakteristik skrives kim af en forsker, der kender sit emne til bunds og har tilbragt mange armed at reflektere over det. Det samme kan siges om adskillige af de bemserkninger og synspunkter, der afslutter bind et og to. Men vaerkets storste og varigste betydning vil nok vaere den, at det ydre handlingsforlob i en af de mest bevsegede perioder i Danmarks nyere historie nu er sa grundig klarlagt og dokumenteret, at fremtiden nseppe vil forma at foje noget afgorende nyt dertil.