Troels G. Jørgensen: Tre professorer. Goos - Nellemann — Matzen. (Arne Frost-Hansens Forlag, 1959). 262 s.

Deter et fortrseffeligt emne, Hojesterets tidligere praesident denne gang har gjort til genstand for en historisk undersogelse. De tre nsesten jaevnaldrende professorer havde sa meget til faelles bade pa det juridiske og politiske omrade, at en skildring af deres liv og gerning i een og samme bog falder ganske naturlig. Som universitetslserere var de alle fremtraedende personligheder: Goos (1835-1917) som retsfilosof og strafferetslaerer, Nellemann (1831-190G) som processualist og Matzen (1840-1910) som retshistoriker og lserer i offentlig ret.

I bogens forste del gennemgas deres juridiske forfattcrskab og universitetsgerning grundigt og sagkyndigt. Dette afsnit er scerdeles givende, thi deres politiske virksomhed fik - som forfatteren fremhaever — »sin mening ved at vaere en virkeliggorelse af tanker, der havde deres rod i deres videnskabelighed.« Man ma vaere forf. taknemmelig for denne gennemgang, fordi det drejer sig om et emne, som historikeren ingen mulighed har for at behandle pa tilfredsstillende made. Sa vidt en ikke-fagmand kan bedomme det, er alt, hvad der er af vaesentlig betydning, taget med. Tilegnelsen senlettes ved, at forf. klogeligt har behandlet de tre professorers gerning hver for sig.

Det ville have vaeret onskeligt, om den samme fremgangsmade var blevet benyttet i det sidste og storste afsnit, hvor de tre maends politiske virksomhed skildres. Det lader sig naturligvis sige (s. 76), at de her i »hojere grad (vil) kunne behandles i deres samvirken, som der i ikke ringe grad blev tale om.« Det lader sig heller ikke bestride, at inddelinger og skel ofte gor void pa virkeligheden ved at skabe unaturlige rubriceringer. Alligevel ville det have anbefalet sig at skildre disse maends politiske indsats hver for sig, og det af den ganske enkle grund, at det rette forhold mellem dem som politiske personligheder ville vaere tradt tydeligere frem. Man ville da lettere have set, at Nellemann (justitsminister 1875-1896) var den virkelig dominerende skikkelse, raedens Matzen ville vaere henvist til den mere beskedne rolle som regeringen Estrups hardkogte propagandist, hvem det (ifolge forf.) lykkedes at »bevise«, at regeringen havde »ret« til at udstede provisoriske finanslove, fordi ordet »vedtagen« ikke betod, hvad det siger, men ogsa kunne benyttes om »det ensidigt udstedte« (s. 94). Endvidere ville Goos' to ministerperioder (1891-1894 og 1900-1901) have afsloret sig i deres relative übetydelighed. Hvis det overhovedet huskes, at Goos har vaeret minister, er grunden den, at det var under ham, Georg Brandes ikke blev professor. Deter som universitetslaerer og ikke som politisk personlighed, at Goos har krav pa at mindes i vor tid. Alt dette ma lseseren nu selv prove at gore sig klart under gennemgangen af bogens flimrende og urolige anden del.

Men deter umagen vaerd at fordybe sig i dette afsnit, thi der er mange interessante oplysninger deri. Forfatterenhar haft adgang til Nellemanns

papirer, der er i familiens eje. Det materiale, han har hentet der fra bekrsefter,hvad man tidligere bar anet, at Estrup og Nellemann har staet hinandenret naer, og at sidstnsevnte har ovet en stor og undertiden modererendeindflydelse pa konseilspraesidenten.Forfatteren har ogsa blik for, at Nellemanns indflydelse strakte sig ud over justitsministeriet og ind pa det udenrigsministerielle omrade. I virkeligheden er det ikke for meget sagt, at Nellemann indtil Rosenorn- Lehns dod i maj 1892 var en slags reserveudenrigsminister. Det viste sig ikke blot under forarskrisen i 1878, men ved flere andre lejligheder f. ex. i 1884-85, da regeringen skulle tage stilling til Fredrik Bajers forslag om Danmarks permanente neutralitet. Det var Nellemann, der skrev regeringensforsvar efter krigsminister Bahnsonsuheldige tale i Saxkobing i juli 1887, og i folketinget optradte han undertideni Rosenorns sted, nar denne var forhindret. Endelig var det Nellemann,Vedel konfererede med i Butterfield-sagen.

Under skildringen af de politiske begivenheder i 1870.erne og 1880.erne beskaeftiger Troels G. Jorgensen sig indgaende med striden om finansprovisorierne. Det sker med en lidenskab, sa man naesten skulle tro, at det drejede sig om et aktuelt problem. Forfatteren laegger ikke skjul pa sin mening: han er med liv og sjael estrupianer, fmtlg. den sidste. Venstres opposition fremstilles som »et haemningslost krav om frihed, dvs. magt til at stj^rre uden megen bekymring om ansvaret« (s. 114). Hvorfra forf. ved det sidste, synes noget dunkelt, men deter rigtigt, at Venstres opposition var et led i kampen for at komme til magten. Til gengaeld var regeringens modstand en ligesa hardnakket kamp for at blive ved magten, og i denne kamp undsa f. ex. Nellemann sig ikke for at foresla brugen af sa ufine midler som valgtryk mod embedsmaend (s. 180) og fortielser, nar det ikke passede i Hojres kram (s. 198). Forfatterens forargelse over Venstres optraeden synes derfor noget malplaceret.

Bogen bringer mange interessante exempler pa det andshovmod, den foragt og selvgodhed, hvormed Hojres maend betragtede »Bonder og Degne og Folke- og Friskolelaerere og andre incompetente Personer (der) vove paa Veie og Strseder at praedike den provisoriske Finanslovs Grundlovsstridighed som en given Ting.» (s. 117) Denne fanatiske indstilling over for en samfundsklasse, der var i fremmarch, var fmtlg. den afgorende arsag til, at hverken kongemagten eller dens politiske reprassentanter kunne komme pa talefod med oppositionen. Til deres undskyldning kan siges, at de (med enkelte undtagelser som f. ex. Matzen) var fodt og opvokset i en staerk standsbevidst over- eller mellemklasse, der folte sine positioner truet. Med modermaelken havde de indsuget allehande fordomme og ressentiments, som det ikke senere var dem muligt at gore sig fri for, selvom de havde haft den bedste vilje — hvad de dog naeppe havde.

Troels G. Jorgensens bog er skrevet med en veloplagthed og en spaendstighed i stilen, man ikke skulle vente at finde hos en 84-arig. Deter ojensynligt, at de biograferede personer har staet hans hjerte naer, og det haenger sikkert sammen med, at de tre professorer var mere jurister end politikere, medens det modsatte vistnok kan siges om Krieger. Forfatteren har med paskonnelsesvserdig abenhjertighed fremsat sine egne meninger, hvad der er medvirkende til, at laesningen bliver faengslende og underholdende.